Løkkes Bogtrykkeris historie

Løkkes Bogtrykkeri 1934-75

Min far Sigfred Løkke startede Løkkes Bogtrykkeri i Nyborg Mellemgade 5 i et ganske lille lokale efter at være fyret med sit svendebrev i Grenå 1934. Sådan var der mange, der begyndte som selvstændige på det tidpunkt, og jeg har mødt mange af dem i Dansk Bogtrykker- og Presseforening, som til sidst vedtog at oprette eget kontor for alle distriktsblade i København i 70érne.

""Situationen er således, at det ikke afhænger af, hvor mange mennesker der vil læse aviserne, hvor vidt de overlever eller går ned, men af deres værdi som annoncemedier" Raymond Williams i "Massemedierne" 1962

  Her vil jeg så kortfattet som muligt fortælle historien om Løkkes Bogtrykkeri fra starten i 1934 til salget af Løkkes Blade til Den fynske Bladfond i 70´erne og de forskellige udviklinger for mig som forlægger og forfatter/journalist i de år jeg var aktiv for trykkeriet og Løkkes Blade i Nyborg og andre fynske bladområder. Jeg startede som beskrevet andetsteds på hjemmesiden selv om forlægger i København allerede i 1959 og fortsatte i 60´erne som redaktør og selvstændig forlægger , hvad jeg stadig er. Det er interessen for Nyborgbladet og Løkkes Bogtrykkeri på Facebooks lukkede gruppe om Nyborg "Du ved du er fra Nyborg når..." som har fået mig til at offentliggøre virksomhedens historie, idet det ikke lader til, at den indsats i pressen og tryksagsverdenen, der blev gjort, sådan bliver glemt - heldigvis.

   I Nyborg Lokalrkiv kan man stadig slå op i Nyborgbladets og Nyborg Weekends årbøger fra dengang, og mit eget blad "Sydøstfyn" er vendt hjem til Gudme Lokalarkiv, hvor det i sine årbøger bidrager til denne egns pressehistorie. I Jette Drachmann Søllinge´s LOKALPRESSEN. Danmarks lokale ugeaviser og distriktsblade 1850-2003 (711 sider) fa Statsbiblioteket i Århus (Bibl. nr. 2-120-3516. Deff. Danmarks Elektroniske Fag-og Forskningsbibliotek "Bøger til døren" , hvor fortegnelsen sendes til den, der ønsker den, kan man se hvor Løkkes Blade udkom og hvornår, hvem der var udgiver og redaktør, i sammenhæng med tidligere og senere lokale ugeaviser, og dagblade: Nyborgbladet og Nyborg Weekend udkom således 2 gange om ugen og var dermed pr. definition dagblad i Nyborg.

 

   I Orwell-året 1984 kom blyet på museum, lidt mer end 500 år efter de første typer, der blev støbt i Gutenbergs støbeapparat i Mainz. Kun få vil kende det i fremtiden.

 Jeg har oplevet bogtrykkertidens sidste år på nærmeste hold, som den firmaform, der var almindelig i Gutenbergtiden: familetrykkeriet, før de højtuddannedes og kædernes dominans - da ytringsfriheden var direkte knyttet til trykpressen.

   Efter koncentrationen og elektronikkens indtog med deres følge af forandringer er det journalisterne selv, der må finde en uafhængighed mellem de forskellige medieformer. Hvordan det går, kan man ikke vide ud fra traditionen. Det kan man måske om 500 år - og har vi noget tilfælles gennem generationerne, så er det, at vi til den tid allesammen selv er støv: kun ordet har evnen til at overleve og og gøre vores 'vi' til en del af fremtiden. Og det er måske et forfængeligt håb. Forfængelighed hører med til kunstens billede af menneskene. Men alene det at kende sin egen tid er jo også noget værd! Spørg historikerne allerede nu og lokalarkiverne, som bestemt ikke mangler publikum.

   I mit grønne gamle pas fra før EF og EU var min titel 'Bladudgiver'. Det skyldes, at jeg dengang var blevet udgiver af ugeavisen "Sydøstfyn" , og derfor blev betragtet som pressemand, snarere end som bogforlægger, hvad jeg faktisk var fra 1959 med Fisker-Nielsen & Løkkes Forlag i København, og som forlægger derfor også medlem af Grosserer-Societetet på Børsen. I Provinsen var næringsbrev nok, og det havde jeg til håndværk og handel, da jeg flyttede min selvstændige virksomhed til Nyborg i 1964. Jeg arbejdede nok sammen med min far, men var altså fra starten selvstændig som bladudgiver og forlægger, ligesom det senere Distriktsbladenes Pressebureau var mit alene.

   På engelsk hedder det 'Publisher' (LokkePublishing hænger sammen dermed endnu), på tysk 'Verleger', på fransk 'Editeur'. Jeg var faktisk både udgiver, forlægger og redaktør både på "Sydøstfyn" og Løkkes Blade i Nyborg. De forskellige betegnelser i passet for det samme siger en del om landenes forkærligheder. England interesserer sig for offentliggørelsen, Tyskland for produktionen (forlægger betyder egentlig tilrettelægger også i andre fag), og  Frankrig for redaktionen. Det tyder på, at Frankrig er længst væk fra at forstå trykpressens egenværdi. Den ses nærmest som en skrivestue blandt alle andre i bureaukratiet, selv om den første rigtige avis kom fra Strasbourg. Og nu kunne opløsningen af Gutenberg-imperiet se ud til at begunstige den franske kontorstil og dermed censuren. Til gengæld var Frankrig først i Europa til at lovfæste menneskerettighederne; det retter op på optimismen. Hvis elektronikken gør medierne mere afhængige af centralisering, må den enkelte borger og læser rette op på den situation. Den enkelte læser og vælger i demokratiet og forbrugersamfundet får hovedrollen, som på varemarkedet med dets frie forbrugsvalg til at bestemme prisdannelsen

   Jeg er ikke uddannet som bogtrykker. Det er mine forældre, det meste handler om. Jeg er kun vokset op i trykkeriet og har været med til at udvikle det i sin seneste fase. Men som sagt er det netop det typiske ved bogtrykkertidens virksomhed, at den er familiedrevet, ligesom landbrugets familiebrug i sin tid, som nu også er fjern som økonomisk realitet. Så hurtigt akcellerer udviklingen efterhånden, at yngre mennesker kan glemme, at denne akcelleration er sat i gang med vilje af disse familiebrug og den store historie i indbyrdes forståelse af forandringens lov. Det kom ikke bag på alle, at ny teknik medførte andre livsformer og økonomiske betingelser. Risiko hører nu engang til erhvervslivet.

   Trods det nye i situationen vil min fortælling nok viser, at det alligevel er trykpressen, der er det spændende stadigvæk. ( Mens jeg skriver dette, fortælles det i Weekendavisen, at en samlet udgave af Shakespeares skuespil er under udgivelse. altsammen sat i hånden og indbundet i hånden, og det er ikke det eneste eksempel på store udgivelser med Gutenberg-teknik, men det må naturligvis betragtes som sjældenheder eller med andre ord kunstværker!)

   Selv om landbruget ikke længere er familiebrug, er stalden stadig en stald med samme funktion. Sådan er medier også stadig trykt på en eller anden måde, når de kan bevares for eftertiden. (Den elektroniske bevaring er langt mere kompliceret og vil blive stadig dyrere og sværere at få styr og indblik i på grund af mængden af opbevarede data). Print betyder ikke kun at trykke, men oprindelig at skrive på prent, at prente noget. Avis betyder meddelelse, journal kan føres på mange måder. Blandt andet hænger det at føre journal sammen med kalenderen, en af de små tryksager, min families trykkeri begyndte med at trykke sine reklamer på, efter at Københavns Universitet havde sat sit røde stempel på dem, for det havde det stadig privilegium på. Kalendere er der altid brug for overalt og i mange sammenhænge, så de egner sig godt til reklamer, som kan gøre dem frit tilgængelige. (fortsættes)

En sættekasse fra Løkkes Bogtrykkeri, som fulgte med i hele dets levetid som hjemsted for skriften "Mager Verona". Den er naturligvis præget af brugen gennem de mange år og har en patina, som ikke findes i den nye sættekasser, det er blevet populært at købe. Der er forskellige rester af skrifter og klicheer i de små rum, og oven på er der en æske til visitkort, som jeg har været med til at trykke selv, også med mit eget navn på, ved siden af bilmodeller, som minder om, at firmaet gennem Erik Rathje havde biludlejningen "Stjernebilerne". Til højre en kliche fra et grafisk firma med en reproduktion af et renæssancesætteri og trykkeri. Gutenberg-metoden blev nok moderniseret, men grundlæggende var det nøjagtig samme færdigheder, der krævedes af håndsættere igenne 500 år. Det virker mærkelig at se blytyperne nu om dage, næsten som legetøj, børn har forladt. Men legetøj var dt bestemt ikke! Under sættekassen ses to vinkelhager, typografens arbejdsredskab, og en rød klummesnor, der blev brugt til at binde satsformen sammen med.
På det nederste billede ses trykkeriets sælger S. A. Sørensen ved det runde stenbord, en meget stor mand i gadebilledet. Han havde mange gode kunder til reklametryksager overalt i provinsen, og Sparekassen for Nyborg og Omegn tog dem som sikkerhed. De mange forskellige tryksager med reklamer påtrykt blev købt af banker og sparekasser, andelsforetagender og detailbutikker, og det udgjorde en stor del af indtjeningen inden Nyborgbladet i 1949. På det øverste billede er det vores familie i Teglværkskoven. Jeg husker, at vi kørte i hestevogn under krigen.
På det nederste foto ses trykkeriets og ugeavisernes senere sælger Sigurd Jensen ved en stor bil; det må være før krigen at dømme efter hvor lille jeg var på billedet ovenover, hvor min mor Mary Løkke og jeg ser på ænderne i voldgraven. Bilen kan være S. A. Sørensens, som var opklodset under krigen.
Det allerførste skilt i Mellemgade 5 var kun med bogstaver, men i Mellemgade 11 var dette motiv indarbejdet i skiltet. Annoncen her er fra så sent som 1961.

   Året for starten var 1934, og det var småt. Tiderne var ringe 5 år efter verdenskrisen i 1929, og selv  nu kan det hele virke småt og ubetydeligt, hvis man kun ser på pekuniære og ydre uden at forstå, hvilken energi der også lå i indsatsen. Forstår man hvordan vækst opstår af ingenting eller næsten intet, begynder historien straks at virke mere interessant, som den kendsgerning, Løkkes Bogtrykkeris første butiksskilt og annoncen udtrykte: en kvinde på knæ med planteske i et bed. Man kunne jo tro, det var en gartner, men der står jo Bogtrykkeri. Gutenberg brugte blomstermalerier i sine bøger, var altså også blomstermaler, og blomster har altid været brugt i initialer, store udsmykkede begyndelsesbogstaver, hvilket fører videre til bomærker, Ex Libris og brevhoveder. Alt hænger faktisk sammen i erhvervene, og det gavner forståelsen af hvert fag, at forbindelsen formidles ved henvisning til det væsentlige: Vækst, kultur, dyrkning.

   Der kunne have været en anden betydning, nemlig selvstændighed, selvstændig foretager. For det var begyndt med, at min far blev arbejdsløs som typograf samtidig med at få sit svendebrev i Grenå, ved Djurslands Venstreblad. Han lånte 500 kr. af sin far til at købe det lillebitte trykkeri i Nyborg og meldte sig ud af fagforeningen for at starte.

   Ja, selvstændighed var en afgørende egenskab ved mange af den tids nystartede foretagere i Danmark. Det er denne naturlige og nødvendige opfattelse af selvstændige valg i alle forhold, der har gjort Danmark til et konkurrencedygtigt land på eksportmarkeder og hjemmemarked tilsammen. På landet var det andelsbevægelsen, der skabte ny vækst ved at kunne beskæftige flere, og i byen var det på dette område typografuddannelsen, der var stærk nok til at gøre svendene i stand til at starte for sig selv og efterhånden beskæftige flere, altsammen afhængige af salget, der igen afhang af nye brugbare ideer . Der er mange små foretagere, hvoraf nogle vokser. Og de fleste af den foregående generations nye virksomheder kom fra arbejderklassen, ikke fra de højere uddannelser. Når bogtrykkere mødtes før medierevolutionen med elektronik og fotsats, var de allerfleste udlært som typografer og trykkere, en fireårig uddannelse, altså længere end gymnasiet, så det var ikke helt galt at kalde dem arbejderklassens studenter, så alsidig uddannelsen var. Det er, hvad trykpressen har givet Danmark: en hær af mindrebemidlede foretagere, som kunne udvikle stærke virksomheder uden at eje nogen nævneværdig kapital. Som det også var tilfældet i 1482, da den første vandrende bogtrykker Johann Snell begyndte at trykke i Odense.

   Skiltets udformning kom nok tildels af, at min farfar var gartner og samtidig professionel musiker; men det virkede også som det skulle, fordi det var en mand-og-kone-virksomhed, og det er almindeligt, at håndværksvirksomheder opfattes som et sådant fællesskab, hvis ikke andet er tydeligt beskrevet. På den måde førte det agronomisk-hortikulturelle i bogtrykkerskiltet både hen til begrebet 'fabrik', som på engelsk hedder 'plant', og til det blad, der senere blev husmor- og forbrugerorgan og derefter lokalavis.

   Det var i det samme år, at pianisten Count Basie, som var 'strandet' i Kansas City, startede sin højtflyvende karriere, og swing-epoken. Det kan måske give en fornemmelse af, at der var andet end arbejdsløshed og mørke skyer syd for grænsen i det års atmosfære. Swingtidens skrift var reklameskrift, som det i øvrigt også var det i tyverne i jazzens første årti. Der var flere smarte skrifter i denne groteske moderne stil, og sådan var menneskene også. Det var en moderne tid, der var begyndt, absolut ikke tilbageskuende. Der var el, radio, motorcykler, biler og fly. Det kunne kun gå opad og fremad!

 

Fra bogen "Fra Johan Snell til vore dage" udgivet i Odense 1924 i anledning af Odense Amts Bogtrykkerforenings 25 års jubilæum ses her den ældste danske korrektur trykt af Johann Snell i Odense 1482, rettelserne, korrekturen, er med rødt.
En sammenligning med Johann Gutenbergs 42-liniede bibel, trykt 1450-55 i Mainz, viser hvor meget Johann Snells Odense sats minder om Gutenbergs, selv om der altså var omkring 30 år imellem de to tryksager, en 'menneskealder' Kunsten er lang!
Sådan var skriften i 1920'erne og 30'erne og ikke kun da men også mange gange senere, midt i en jazz- og reklametid. En side fra Løkkes Bogtrykkeris skriftprøvebog med blyskrifter. (fortsættes)

   I Olav Grues rapport "Byggevirksomheden og den økonomiske udvikling", som i 1967 blev udgivet fra Københavns Universitets Økonomiske Institut som studie nr. 12 på Gads Forlag, beskrives 1934 klart og uhyggeligt:

   " det samlede billede bliver en af kreditpolitikken fremmet aktivitets-stigning i byggeindustrien, som igen virkede stimulerende på aktiviteten inden for andre erhver, men som på ingen måde formåede at udløse nogen højkonjunktur, idet den af hensyn til valutastillingen igen blev bremset, længe inden der blev taleom fuld kapacitetsudnyttelse inden for byggeindustrien eller andre steder, altså alt i alt en abortiv beskæftigelses- politik. Den danske økonomi var trods importreguleringer alt for åben til, at man kunne gennemføre fuld beskæftigelse i eet land.

   Blev aktivitetsstigningen end af kort varighed, har man alligevel i 1934 det eneste nogenlunde klare eksempel på, at en aktivitets-stigning kom først i byggeriet og herfra bredte sig til de øvrige erhverv. I Privatbankens beretning fra 1934 udtrykkes det således: ""...skabte forøget købelyst og købeevne hos befolkningen landet over."

   Det er klart, at trykkeriets indsats i alle de følgende år havde samme hensigt. Pressens rolle var altså ikke kun politisk og kritisk, men også markedsøkonomisk og nødvendig for beskæftigelsen og dermed samfundsindtægterne. Med andre ord. reklamen var blevet nødvendig og absolut ikke overflødig.

   Disse upersonlige og helt fremmed vurderinger skulle komme til at passe så godt på trykkeriets udvikling i hele dets eksistens, at det idag kan virke profetisk. Det, der blev profeteret - dv.s forudsagt, fremskrevet - var forbrugersamfundet bygget på reklame og velfærdspolitik. Havde økonomen John Maynard Keynes kunnet skaffe sig ørenlyd for sine ideer først i tredverne og ikke først under krigen og derefter i USA, var VÆKSTEN måske allerede steget konstant fra det tidspunkt, købekraften blevet stimuleret på en anden mådeend ved byggeriet som i 1934, og kommando-økonomien ville måske have været overflødig med rationering og megen anden dårligdom. Men det kunne han altså ikke. Og Chamberlain heller ikke.

   Læg vel mærke til, at analysen ikke taler om overvældende succes. Den beskedne vækst i købelyst og købekraft er, set med reklamens helt anderledes øjne, netop incitament til den stykkevise indsats, som den lille butiks tryksager kom til at udgøre (det man bibliotekstekinsk kalder Småtryk, og som også er opbevaret til eftertiden på de store biblioteker, bl. a. fordi dets typografiske stil siger en masse om tiden),mens gryden kun lige var i kog, op gennem krigstidens rationeringer og til forbrugersamfundets stigning efter Marshallhjælpen til Europa. Altsammen begrundet i knaphed, blandt andet på papir. Den voksende reklameindsats fra alle sider i Danmark var kun som en kilde; men efterhånden begyndte det trods alt at dæmre, at mange bække små gør en stor å.

   Det samme havde allerede vist sig under krigen og før i forlagsudgivelserne i hele den vestlige verden, da oplagene steg gennem tekniske forbedringer, så en billigbog kunne få oplag op mod 500.000 i USA, hvortil svarede, at Morten Korch her i Danmark fik sit gennembrud som masseforfatter med et oplag på 10.000.

Dertil kom så film og radio og senere tv.

   Det hedder i nationalsangen, 'de så kun alt for kort' - men det tyske 'langweilig' betyder altså 'kedelig og langtrukken: en kedelig historie. Og det er pressen ikke vilde med!

 

Morten Korchs gennembrudsfortælling "Guldglasuren", som nåede et oplag på 10.000, udkom i 1941 og var ikke ligefrem en billigbog at se på, men et vellykket eksempel på masseindbinding med heftning og rigtigt bogomslag med guldtryk og marmorering for meget små penge. Man kunne godt være den bog bekendt i bogreolen!
Marmoreret omslag og 'skindhjørner i rødt' i 10.000 eksemplarer, en bedrift efter min mening, fra Forlaget Danmark, København 1941. Forløber for en mægtig vækst i bogproduktion og læselyst, der steg og steg efter krigen.
Selvom det er lidt udenfor kronologien, viser jeg her de billigbøger, som mit forlag F. Løkkes Forlag udgav i oversættelse fra amerikansk med amerikanske illstrationer på forsiden, men i grafisk tilrettelægning lokal af grafisk design Svend Birkegaard og mig selv (de to sidste er mine egne). De fire westerns var anbefalet af Bladkompagniet og solgte godt, den første i 6000 eksemplarer i 1968. "Oprør i Minen" var en krimi efter filmen "Molly Maguires" med filmforside, og den sidste var min egen roman om Cortez erobring af Mexico medforside efter Aztekisk kriger med hovedtøj efter en mexikansk mønt, som blev omsat til grafik af Svend Birkegaard, flere af bøger blev godt anmeldt i Jyllandsposten og blev annonceret i formiddagsbladene. De blev allesammen sat i Løkkes Bogtrykkeri og trykt på een gang i højtryksrotation. Nogle af restoplagene blev senere solgt af forlaget Dansk Arnkrone til kaserner. Alle bøgerne var uforkortede. Når de vises allerede nu, kan det tjene til at sammenbinde hele historien, fordi de ligesom reklamerne i de første år blev solgt over hele landet og altså ikke var bundet til lokalområdet. Jeg havde i øvrigt også bogforlag i København 1959, 62, men derom senere.
I Mellemgade 11 udvidede Løkkes Bogtrykkeri med to etager bag butiksvinduet med 'Vækst-skiltet' og en niche med udhængsskab, butikken ses lige foran den holdende bil. Tegning af Nyborgmaleren Hans Eriksen, brugt til min konfirmation. Privatlejligheden var på første sal bag bilen.
Øverste etage oven over en bred trappe og med lys ind fra venstre fra gården, hvor privatlejligheden lå til venstre op ad en høj trappe: der var vaskekedel i gårdniveau på den anden side af gårdspladsen. Sættekasserne ses til venstre, i midten en hvid skorsten med et sort rør hen over en stabel papir til hurtigpressen i gadeniveau, og der var også en skæremaskine og en heftemaskine, pærer uden skærme, kunne det se ud til, men, men som det ses af det næste foto, var der skærme på. Kultegning af Hans Eriksen.
Øverste foto viser overetagen med sættekasser og små trykmaskiner i baggrunden min mor og forrest til venstre vist nok Ragnhild Rathje, til højre står Erik Rathje med ansigtet imod os, de to andre er sikkert Poul Arne (?) og John Hansen. På det nederste foto står min far ved en af de to større maskiner i gadeniveau med masser af papir og tryksager til afsendelse, jeg var selv tit på posthuset med dem. Herren til venstre er nok idemand og sælger Chr. Jerløv.
Træsnittet her er signeret Chr. Jerløv, som jeg tror er herren til venstre ovenfor, vi havde billedet i privaten i mange år, for nylig fandt jeg det i Bog-Godsken og købte det hjem igen. Det forestiller gården i Mads Lerches Gård, Nyborgs bymuseum i Kongegade, bindingsværk som på Holbergs tid.

   Byen så i øvrigt mærkelig ud på flere måder i de år jeg gik på den private Realskole. På skolevejen passerede jeg en kirkegård ved Vor Frue Kirke fra 1300-tallet. Den var ved at blive lagt om. Blandt andet var der nogle kæmpestore gravsten, som tidligere havde været inde i kirken, gravmæler over gamle adelige familier, et par af dem står stadig op ad kirkemuren. De formelig osede af historie og ælde. Men mærkeligere var det, at selve kirkegården i lang tid var gravet helt igennem på kryds og tværs, og i muld og mudder lå der gamle ben og kranier og tittede frem. Fuldkommen Hamlet-atmosfære, men mere ligegyldigt end det. Der lå en bunker ved siden af. Vi lavede glidebane på den skrå dørafskærmning med skoletaskerne som kælke. Idag ser Kirkegade helt nydelig ud; hvor kirkegården lå, er der lagt brosten til en lille plads, og der er plads til parkering af cykler og et par bænke. Jeg har aldrig set nogen sidde på dem. Det er til den anden yderlighed. Den gamle by var større i slaget. Inde i kirken er de porøse gamle sten i gulvet afløst af brændte fliser, og en musikkyndig dame har sagt til mig, at de klirrer, ligesom de en gang gjorde på slottet med den engelske guitarist Julian Bream.

   Til gengæld er slumkvarteret Nyenstad, hvor den gamle kasse af en skole lå nederst ved Æblegade, sløjfet. Væk ligesom Basin Street i New Orleans, som jeg engang var henne for at se, så berømt den er fra jazzen, men der var kun en tomt. Den samme tomhed som i Berlin efter ruiner. Men der bygget to rækker meget nydelig småhuse i stedet, så for byens udseende er det afgjort en forbedring. Ikke desto mindre holdt vi egentlig af både kvarteret og skolen, selv om vi tit var nødt til at slås for være der, både i gaden og i skolegården.

  Der var i 1950' erne en del utilfredshed med, at Torvet foran Rådhuset, Chr. II´s gamle riddertureningsplads, som nu efter årtusindskiftet heldigvis er kommet til ære og værdighed og turistseværdighed igen, blev omlagt fra brosten til asfalt-parkeringsplads for bilerne. Udviklingen har vist, at det nok var nødvendigt, men der var nu et særligt liv over Torvet i den tid, det var en rigtig markedspllads inklusive Slotsgade, hvor bønder og gartnere kom i hestevogn ind fra omegnen, som de stadig gør i de sydlige lande. Men tankevækkende er det ikke desto mindre, at brostenene fra den nedlagte centrale markedsplads blev ophøjet til monumentalt format i Kirkegade og blev til at tom plads. Sådan er det gået mange andre steder; H. C. Andersen kunne sikkert have tolket deres fornemmelser for denne bibelske kanonisering.

En gammel drøm er gået i opfyldelse med Ridderturneringer på Torvet fra 2012; de spiller også en vigtig rolle i bestræbelsen på at få Nyborgs bykerne anerkendt som World Heritage ligesom Kronborg.

   Julebukken af strå, som vi havde hjemme i entreen i Mellemgade 11, minder om fødselskirken i Bethlehem og måske også om sumererne, som gav de første vejlove i verden sammen med Hammurabis lov i kileskrift. Thor Heyerdals  flåde 'Tigris' minder også om Mesopotamien og dets rolle i alfabetisering og vejlovgivning, den som blev overført til Danmark med Erik Klippings håndfæstning i Nyborg 1282, hvor alle størrelser af veje med herbergsret blev lovfæstet i detaljer, som senere blev fulgt i stor udstrækning.

   Plant er på engelsk udtryk for virksomhed, værksted, fabrik. Propaganda kommer af latinsk 'propagare', at udplante, at virke for noget, at fremme en udvikling. Sats er vækstfremmende; der er blomstermønstre i initialer (stort begyndelsesbogstav, som er udsmykket og i farver). Hvor der er analfabetisme, er der en begrænsning af markeder og færre veje, ingen større vækst og samhandel, ingen penge, ingen valuta, men en stilstand  tilsyneladende gavnlig for de få jorddrotter, men i virkeligheden støt tilbagegang til inerti i forhold til det groende, dvs. at græsset og skovene efterhånden overtager jorden. Alfabetet kultiverer og giver vækst.

   Idé er pr. definition guddommelig, absolut og værdifuld. Lyse ideer fremmer væksten. Og det mærkelige ved ideer er, at de ikke kan forbindes med noget fysisk, de kommer ovenfra eller ud af intet, men virker alligevel i sammenhæng med en vækstkultur med alfabet, love og veje med gæstfrihed som norm.

   Man kunne tro, at det var mejslens arbejdsform, der gav den indhuggede romerske skrift seriffer. Men skriften har sin forhistorie i sumerernes kileskrift, med en griffel i ler. Tegnet for fisk, for eksempel (senere kristendommens symbol, som stadig ses i Folkekirkens Nødhjælps logo), var blevet til abstraktion, symbol, på 2500 år, før år 700 før Kritus. Dermed var piktogrammets rolle forandet, og den moderne rationalisering af produktion og samfundsliv begyndte. Det begyndte 'at køre', for længe før skriften havde sumererne opfundet hjulet. Post og fragtruter blev til i en voksende civilisation, bykultur.

   Den græske grotesk og germanernes runer er ikke kileskrift. Romerne efterlignede grækerne, så de romerske seriffer, kiler på bogstaverne er altså kommet til senere gennem mejslen hos billedhuggeren i Romerriget. I den senere skrevne og tegnede  romerske antikvaskrift forestiller blæk-kilerne skyggerne i den huggede sten, som ændrede sig med solens gang hen over stenen. Den græske arkitektur med dens gyldne snit blev overført til Rom og blev der medvirkende til kristendommens ordkultur i Vesten og dermed til den støbte typografi siden Gutenberg.

Den moderne typografis guru Jan Tschichold, som indførte asymmetrisk satsbillede i Tyskland i 1922 og senere bl. a. var ophav til typografien i den engelske Penguin billigbogserie , har skrevet en lille bog 'Ausgewählte Aufsätse über Fragen der Gestalt des Buches und der Typographie" (Birkhäuser Verlag Basel 1975), om både symmetris og asymmentrisk typografi, bogsiden målforhold og mange andre væsentlige emner, som stadig gælder.
Fra bogen ses en tegning, der viser, hvordan en ideal proportionering af sats og marginer i en middelalderlig bog er skabt (gestaltet) med det gyldne snit 2:3 og marginforholdene1:1:2:3, så kun det yderste nedre hjørne af skriftfladen bestemmes af en diagonal. Der er mange andre eksempler i bogen på anvendelse af arkitekturens gyldne snit i typografi, bogfremstilling og tryksager.

Den humanistiske kultur i den selvstændige by Basel gav en vækst på linie med Gutenbergs Mainz, som stadig har betydning i vor tid specielt på det felt, det handler om her, design. I forbindelse med byen Nyborg er der en helt anden historisk forbindelse med Basel, for det her Corfitz Ulfeldt opholdt sig landflygtighed og udsendte sine forsvarsskrifter til hele Europa; Corfitz Ulfeldt havde jo sit gods udenfor Nyborg, nu Holckenhavn. Basels stilling som universitets og handelsby kunne beskytte Corfitz Ulfeldt overfor den danske Enevældes forsøg på at tage ham til fange.

 

   Julen har altid betydet en opblomstring i handelen, som man ville have svært ved at undvære, hvis man pietistisk forbød nisser, som man nu gør inde i kirken. Selv om nisser er en slags trodtøj fra Danmark og Norden, er de klippeark, vi trykte reklamer på og selv havde hængende som klatrenisser til jul hjemme, måske en dansk udgave af den gamle asiatiske Abegud eller skriverguden Hermes Trimegistos, der fremstillessom en abe. Nissen flytter jo med!

   Atmosfæren i julen dengang var koncentreret hyggelig som den fremstilles i 'Peters Jul', og Storm P. var i Berlingeren. Det var på mode, at små piger og voksne damer gik med muffe! Byen virkede mere intim end den gør nu, efter at bilerne har indtaget den. Dengang var der kunder fra omegnen, som var kommet i hestevogn og havde opstaldet hestene i den gamle købmandsgård på Torvet, som man stadig kommer op til ad en høj trappe med svunget gelænder. Legetøjsbutikkerne virkede nok mere koldt beregnende end idag, for børn havde ikke så mange penge som idag, så nogle måtte nøjes med at klemme næsen flad mod ruderne med alle de oplyste, spændende ting bagved. Børn fra den tid var måske mere bevidst end nutidens børn om, hvad det sige at købe, at eje noget selv, og hvad prisen er. En bevidsthed, der skyldtes knapheden i tiden, men måske også noget ældre, manglende forståelse for det barnlige og en stærkt udviklet bjergsomhed.

   Jeg kom snart til at hjælpe lidt til i trykkeriet, når der var meget at lave. Med tiden blev det til mange hundrede tusinde tryksager: servietter med tryk, hvor hver enkelt serviet skulle sættes i anlægget, der kørte automatisk, og det gjaldt om for alt i verden  få hånden væk igen før trykket kom;, visitkort, som jeg i øvrigt også trykte til mig selv, og trælinealer med fortrykt tekst fra Rådet for Større Færdselssikkerhed. Vi trykte også, hvad vi kaldte 'regnemaskiner', forløberen for vore dages lommeregner, dengang var den kun at karton med et lille ark lagt inden i en lomme af karton, så den kunne vise facit af gangning og dividering. Færdselspropagandaen blev ikke betalt af Rådet for Større Færdselssikkerhed, men af reklamer.

   Jeg var tit på posthuset med store pakker tryksager, jeg selv havde været med til at trykke. Jeg husker endog, at jeg tit har trykt uden elektrisk strøm ved at bruge fodpedal ved hvert eneste tryk. Man kunne måske tro, det ville være for langsom ligesom på Gutenbergs tid, men det gik nu ikke så langsomt endda. Man skulle også passe på ikke at lade drivremmen glide af på det store hjul, når der var strøm på, og der var tempoet jo ikke sådan at regulere selv. Skæremaskinen var også med håndkraft. Vi havde ingen sættemaskiner i Mellemgade; alle typograferne stod op og satte i hånden med vinkelhager. Under og lige efter krigen arbejdede man næsten under u-landsforhold med rationering, mørklægning - i vinduet i Mellemgade 11-butikken var der under krigen et grønt selvlysende skilt af fosfor, det var tilladt. En af typograferne efter krigen, Kjellerup, havde været sendt til Tyskland af fagforeningen, og under krigen havde tyskerne forlagt, at en tysk trykker lånte en af vore små maskiner til at trykke legitimitetskort på. Kjellerup fik senere have ved siden af vores i Strandalleen. Hans søster, Ane Marie Kjellerup, blev kendt som 'Hyldemor' i Kirkegade og Korsbrødrekælderen og med væveri til folkedragter; hun blev gift med den tyske præst Walther Kienitz, der havde været ordonnans for von Hanneken i Jylland.

   Fra Gutenbergs tid og til fotosatsens indførelse stod sætterne som sagt op ved et endeløst, hårdt peterntlighedsarbejde. Nu sidder de ned, arbejdet går lettere og skal gå meget hurtigere med elektronikkens hjælp. Tilfredsheden med arbejdet vokser nok ikke med hastigheden, selv om de fleste nok nødig ville tilbage til håndsats, med mindre det var en specialopgave af stor betydning og værdi. Tilfredshed med arbejdet kan være en belønning oven i lønnen; det kræver imidlertid endnu større forståelse for igangsætternes samfundsrolle, ligesom for folketingsmænd og kommunalpolitikere, der får relativt mindre end andre teknokrater, for slet ikke at tale om de mange tusinde frivillige ledere, der slet ikke tager sig betalt for alt den værdi, de tilfører samfundet og dermed den enkelte og dennes familie og fremtid. Det er jo ikke ligegyldigt, om en egn udvikler sig eller forsvinder som udkantsområde. Lovgivningen stiller større og større krav for ikke at tabe terræn overfor den udvikling, der er i gang, nu globalt. Andre har maskiner til at hjælpe sig; det har politikere ikke egentlig, for beslutning og aftaler kan ikke maskinkodes, selv om der er mange tabeller at orientere sig efter, kortlægninger såsom egnsudviklingkort. Trykkerierne og aviserne arbejder nu som før for at skabe og vedligeholde markeder.

   Når der tales så meget om magt, hænger det sammen med en følelse af afmagt, savn af virkelig magt over vilkårene, magtesløshed i udkantområder, hvor butikker og håndværk forsvinder, og husene efterhånden bliver til ruiner, intet værd. Derfor er det ikke så tomt at tale om værdier.

   Typografen havde det - som de fleste andre arbejdere - sådan før, og der blev tit klaget over vilkårene. Nu er teknikken blevet så befriet for slid i gammeldags forstand, som et Sisyfos-arbejde med det samme og det samme, at den tager fornemmelsen af afmagt bort fra det kropslige, som før føltes som et åg. For selve indsatsen og resultaterne gav ingen grund til mindreværdsfølelser, tværtimod må man nok sige, at typograferne som arbejderklassens studenter var meget selvbevidste om deres samlede betydning, fagbevidstheden har altid været stærk. Måske er det en illusion, men da den har en overpersonlig natur, kan faget, specialet, som sådan give en teknisk tilfredsstillese, der kompenserer for følelsen af at kunne beherske et større apparatur hurtigere og blive mere værd for samfundet. Afmagt er der ikke tale om. Snarere en indstilling - at det ikke nytter noget at tro, at teknikken kan sættes i stå eller gå tilbage, og at drømmen om en fuldendt arbejdsform er gået i opfyldelse hurtigere, end man have troet muligt. At der skabes brydninger mellem faggrene er heller ikke noget nyt. Idag er det elektroniken i pressen, som det stadig hedder.

   Teknikere er optaget af teknik, som lovgivere er optaget af loven. Teknik er faktisk love eller regler, der følger naturlovene. Betalingen er af en anden art end 'almindeligt'; der er nok krav om en belønning, der svarer til indsatsen, men samtidig er teknikerne nok klar over, at den egentlige fremdrift ikke kan betales, at man må være pioner for at være med. Og den indstilling har allerede bredt sig, at tilfredsstillelsen ved gode resultater ikke kan erstattes af højere løn. I øvrigt er det umuligt at gå tilbage i teknik få højere løn. Svigter man udviklingen for at få højere pengeløn, falder pengenes værdi.

   Nogle få må frembringe mere værdi idag end igår, og andre må tage dem som eksemplr. Det er her, den lyse idé spiller en rolle, hovedrollen, selv om den er immateriel. Kunsten er ingen luksus, men forudsætning for faglighed og vækst. Men selv om kunst eller idé som grundlag for (bogtrykker)kunst ikke koster noget og ikke er materiel som bly og guld, kan den mærkeligt nok give en særlig værdi til den enkelte helt bortset fra hvad den koster eller har kostet at fremstille, som den franske kunstner Matisse udformede i 'luxe, calme, volupté', luksus, ro, frodighed; Matisse var selv et klart eksempel på en stilskaber, der påvirkede moden og billedkunsten også i det daglige, Picasso har også haft en indflydelse, der overgår alt, hvad der findes på museerne, nemlig gennem design og reklame, plakater, bybilleder osv. gennem det meste af et århundrede. 

   Viden er magt på en anden måde end man ellers definerer magt, som vold. Den er imod vold, som at sparke et bildæk, formindsker de gnidninger, der fremkalder vold, får tingene til at glide. Belønningen fra teksten er også et mål, der sættes op hele tiden; uden det vil udviklingen miste sin interesse! Teknikken kræver også, at der træder kunstnere ud af anonymitetens halvmørke hule, kunstnere, som er i stand til at interessere ved bedre design end det man er vant til. Sådan er det ved at blive idag. Sidste gang det var sådan for mange, var i renæssancen, da byerne blev præget af kunsten på offentlige steder, hvor alle kunne se den og måske dyrke den, som i kirkerne. Magasiner, tv og film er jo for alle, og de skal have kunst for at bevare et publikum. De er selv kunst.

   Den klassiske kunst har altid ekspanderet, når der er opstået muligheder for solisten. Dirigenten er ikke det første udviklingstrin hen imod større fælles formgivning; Corelli gav barokmusikken sin større form ved fra musikernes egen kreds at stille sig frem og spille op imod og til orkestret, som at stille sig uden for orkestret og udfordre det. Helheden fik relief, og orkestret tog sig sammen og strammede formen. Først derefter kom de selvstændige dirigenter, som var begyndt som orkestermusikere og måske endnu var komponister og arrangører (jævnfør også jazzens arrangører), som Mozart, der også var solist af verdensklasse og turnerede som sådan i hele Europa på den tid, hvor nodetrykket var på vej frem som en enorm udvidelse af musikkens verden. Det næste trin var den enestående virtuos, som Paganini, den professionelle, frie kunstner, der rejste rundt for at møde publikum som forløber for radioen og grammofonpladen, som kunne bevare lyden, the Sound of Music. Og filmen, der bevarer det levende billede, motion picture. Og television.

     

Min far har fortalt, at en af de første forespørgsler fra Nyborg Kommune i det mindste trykkeri i Mellemgade 5 drejede sig om et trykt skilt. Det kunne naturligvis godt laves, og senere blev der trykt mange skilte med store træbogstaver til Mund- og Klovsyge-advarsler rundt om på landet og meget andet, der skulle bekendtgøres på den direkte måde. Men på min fars spørgsmål om der ikke kunne være andre trykopgaver for kommunen fik han svaret, at man ville først lige se, hvordan det gik. Meningen med det var nok, at hvis ikke, måtte han tilbage til fagforeningen igen. Det var ikke populært at melde sig ud og begynde som selvstændig, selv om der var krisetider. Dette årsregnskab til Vindinge i 1959 var på 6 store sider. Først med loven om kommunernes pligt til at offentliggøre bekendtgørelser i de mest udbredte medier, lokalaviserne til alle husstande, kom der ordrer fra det offentlige, også staten. Det var så sent som i 1960´erne. Men der var til gengæld brug for mange småtryksager af alle slags både i by og på landet, og det skulle se ordentlig ud. Det var endnu ikke kutyme at hektografere dem selv, så der var en fin standard over de mange småtryk over hele landet. Den betydningsfulde grafiker xylograf Henriksen fastslog engang, at selv om småtryk regnes for dagligdags brugsting, ser man faktisk mest om standarden af et lands typografi, både offentlig og privat-foreningsmæssigt, og Det kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket i Århus opbevarer derfor rigtig mange småtryksager, som også studeres af fagfolkene.
12-sides Brandvedtægt for landkommunen Skellerup-Ellinge. 1960 Stilfuldt!
Enkel brugstryksag til kirkegården, med grotesk brevhoved og skrivemaskineskrift. I vitrinen udenfor butikken i Mellemgade 11 var der udstillet sorgkort; senere var der kirkeliste, dødsannoncer og mindeord i Nyborbladet som der stadig er i Lokalavisen Nyborg.
Brevpapir med tofarvet brevhoved i kliche med diskrete groteske typer øverst og i farver nederst på siden. Sådan var der mange tryksager til daglig brug for forretninger, hvor design og layout udgjorde et image. Skoleskemaer, som blev solgt en gros mange steder i provinsen, husker jeg fra skoletiden, hvor slogan' et var "I Nyborg Sparekasse blir 2 og 2 til fem"
3 eksempler på brevpapir til foreninger og firmaer. Det var altså trykkeriets lokale dagligfunktion. I alle den slags småtryksager er der behov for et enkelt, men samtidig virkningsfuldt og smagfuldt layout, kunstnerisk betydning i hverdagen. Den samme tid viser temmelig stor homogenitet i brugen af skrifter og layout af hverdagstryksager over hele landet. Ved siden af forretningstryksager blev der også solgt temmelig mange sange til private; det gav en vis stilfuldhed i sammenligning med stencilerede sange, men efterhånden blev det for dyrt for de fleste at gå uden om stencils, og endnu senere kunne IBM- skrivekuglen og computersatsen gøre det meget billigere endnu. Men hvis man sammenligner typografien, er der stor forskel på satsbilledet, fordi der opstår 'huller' i computersats, og stencils ikke trykker så hårdt og præcist som bogtryk og offset. Samtidig med den lette adgang til privattryk i det daglige og til fest var det også under krigen, til trods for papirmangel, muligt for enhver bogsamler at få indbundet heftede bøger lokalt af en bogbinder; det er sidenhen også forsvundet de fleste steder. Hvis man samlede på bøger, var der også muligheder i dørsalg for at købe meget flot indbundne bøger til reolen for ret små penge, som Holbergs Komedier.
Ludvig Holbergs Komedier i 3 bind folioformat med skindbind og guldtryk og marmoreret omslag, og med mange fine tegninger af Hans Tegner, udgivet af professor Hans Brix, virkelig godt boghåndværk og tegnekunst i stort oplag, købt i dørsalg for et par hundrede kroner. Idag kan man også finde gedigne bøger med god kunst i tekst og billeder for små penge, så for samlene er tiderne faktisk lige så gode; forskellen er bare, at bogreolen ikke i den er et samlingspunkt i lejligheden og huset som under de knappe tider, hvor billigbogen samtidig med dette boghåndværk begyndte at beherske bogmarkedet. Papiret i Holberbøgerne var også glittet i modsætning til paperback' ens avispapir. Der er dog også papirbøger med forskellige papirer, nogle med kraftigt, revet kant og meget flotte at læse i, de kunne også være beregnet til, at man selv skar dem op med sin papirkniv, en del af nydelsen ved en helt nytrykt bog!
Sådan ville Holbergbogen have set ud som papirbog fra Gyldendal.
Selskabt Bogvennerne udgav mange papirbøger i traditionel typografi med danske tegneres illustrationer eller akkompagnementer til teksterne; de var til stor inspiration for bogsamlere og bogtrykkere, fordi de klassiske skrifter blev brugt opfindsomt sammen med tegninger. Mange af disse bøger blev trykt hos Simon Gullander i Skjern, som ligesom Løkkes Bogtrykkeri var medlem af Dansk Bogtrykker- og Presseforening, hvor de lokale ugeaviser var stærkest repræsenteret. Før dette medlemsskab (jeg var også selv medlem som bladudgiver af 'Sydøstfyn') var Løkkes Bogtrykkeri medlem af Dansk Provins Bogtrykkerforening, men måtte vælge mellem de to foreninger. Dette valg viste sig at være til stor fordel for os i det lange løb, da det lykkedes at samle alle landets lokalbladudgivere i 'Lokalaviserne' i Pressens Hus i eget domicil i København, men herom mere senere.
Måling gjort til formgivning er egentlig abstrakt kunst, som den franske maler Ferdnand Leger har oplyst os om i et billede som 'Typografen', der består af cirkler, kegler og cylindre, mens det bevarer en slags varme og følsomhed, der også hører det maskinelle til, som Leger i det hele taget dyrkede og vi opfatter som moderne stil på samme måde som kubismen i reklame og boligbyggeri osv, ligesom der er et samspil mellem musiker og instrument. Når bogtrykkunstens udøvere i alle led arbejdede med typer og maskiner, var deres faglige interesse af samme art som bilistens, og faglige messer havde for dem samme karakter som en bilmesse, nemlig nyhedens interesse. 'Bogtrykkerbogen', et samleværk med traditionelle metoder og nye produktionsformer blev et hjælpemiddel af praktisk værdi, når der skulle tages nye maskiner i brug, først og fremmest rotationspressens store og indviklede konstruktion og drift med papirsprængninger o.l., men også de mindre maskiner som overgangen fra en dansk Eickhoff hurtigpresse til MAN rotationspressen anderledes princip med stereotypi på cylindre, eller til en lidt finere akcidensmaskine som Nebiolo sammen med en Heidelberg, der kunne trykke omslag i højtryk i flere farver til billigbøgerne fra mit forlag, noget der var blevet sjældent i forhold til omslag i offset, men som gjorde sig i kioskerne. Det var tydeligvis en kunst at blande trykfarver på samme måde som maleren med paletten, og der skulle et tydeligt industrielt lys til at se farverne uden forvrængninger. Selv et dagligdags trykkeri, set i forhold til de specielle kunst-trykkerier, havde et klart kunstnerisk element, form og farve og var ikke kun rutine, især ikke når de kom nye maskiner og nye opgave.

   Før i tiden var det helt almindeligt, at børn arbejdede med på bomndegården, ligesom børn i udviklingslandene også idag har somme tider hårdt arbejde og sjældent får mulighed for at gå i skole. Utvivlsomt har det givet mange børn en ballast af realitetssans, som skolegang ikke helt kan erstatte, selv om den er mere metodisk tilrettelagt og mere almen. Den svage tilknytning til trykkeriet jeg havde som barn, har givet noget af det samme, selv om det var ureglementeret at  bruge børnearbejde; jeg var kun med af lyst, når der var meget at lave, og det var der faktisk i Mellemgade; selv om de færreste husker så langt tilbage, var der tit lige så travlt til langt ud på natten i Mellemgade som i Korsbrødregården og senere i Vestergade, hvor rotattionspressen tit kørte til klokken 2 om natten.

   Jeg måtte give op med hensyn til at lave et typografisk skoleblad til Den private Realskole, hvad jeg skammede mig over; men jeg fik dog lavet een selvstændig lille bog helt på egen hånd, som jeg selv havde sat op og indbundet med heftemaskine, nemlig en 8-sidet grammatik, som skolebestyrer Pedersen havde forfattet. Teksten var sat i kursiv; den lille bog i A5 format blev straks udsolgt til min klasse og gik vist nok i arv til senere klasser; det var en rigtig god grammatik med håndtegnede skemaer.

   Jeg satte også mit eget visitkort i kursiv og trykte det selv. Det får mig til at tænke på, at jeg senere læste, at engelske skolebørn nogle steder har fået denne mulighed for selv at skabe noget i skolen, da typografi blev indført som fag i forlængelse af skriveundervisningen. At vide, hvor svært det er at sætte med blytyperne og det på et tidligt tidspunkt kan måske give den samme interesse for tryk og grafik som nodelæsning i musik og danne grundlag for en meget omfattende interesse for det trykte ords store sammenhænge i hele veredn. Der er mere at lære end at skrive og læse. Journalister og forfattere kunne sandsynligvis få udviklet formsansen tidligere gennem typografiens klassiske formverden, der også er en introduktion til arkitektur og design. Og sig nu ikke, at det er småting - det er innovativt.

   De mange børn, der endnu arbejder rundt om i verden, samtidig med, at de lærer mere i skolen end forældrene nogensinde gjorde eller vil komme til, er ikke kun dårligere stillet end børn her. Når vi som børn kunne føle os privilegerede ved at blive betroet et rigtigt, nyttigt arbejde, kan de vel også. Det at være bydreng, som jeg også var tit, når der var travlt, er også en del af værkstedet og butikken. Avisbudene bliver da heldigvis også regnet for den vigtige del af produktionen, som de faktisk er.

   Nu er både blytrykkeriet og vore maskiner oldsager, museumsgenstande. Det betyder dog ikke, at principperne i højtryk er forsvundet for evigt; hele trykningens historie viser konkurrence mellem trykformerne på kryds og tværs gennem tidernes skiften, og der kan sagtens komme nye muligheder for hurtigpresse med metalklicheer til endnu hurtigere fart end i offset, som det var i 40' erne, da billigbøger blev trykt i klicheer i oplag på 500.000, en gammel fransk opfindelse. Offset er en videreførelse af stentryk, som oprindelig blev brugt til at tegne med fedtkridt på til reprodktioner, hvad det stadig gør i kunstnerisk sammenhæng.

   Og de højtryksmaskiner, som blev forældede her i landet, kom til at arbejde videre i fjerne lande, hvor de gjorde mindst lige så meget for udviklingen hen imod markedsøkonomi, som de havde gjort her i den danske slutspurt indenfor dette lille fagområde.

   Foruden akcidenstryksager i dagligdagen var der nogle faste opgaver, som jeg lige vil nævne: lokale telefonbøger med stående sats, der kunne skiftes ud år efter år,og  fagbladet 'Fængselsfunktionæren' ( som en overgang også var fagblad for Forsorgsfunktionærerne, da de ikke magtede at udgive deres eget blad). Der blev en årrække trykt reklamer på en julekalender med idé af den grafiske designer Peter Olufsen, og i 2 år kom der også et julehefte med lokale fortællinger og artikler og fine stregtegninger af nyborgkunstneren Hans Eriksen. En enkelt bog blev også trykt i Mellemgade, Nyborg Landbosparekasses 25 års jubilæumsbog med flerfarvet omslag af et høstmotiv af maleren Niels Lindberg. En særlig interessant ting fra Mellemgade var en ny tilføjelse til den største maskine, som kunne trykke plakater; denne nye maskine kunne sprøjte farver ved hjælp af skabeloner, som gav plakaterne et meget festligt og elegant udseende, hvilket var meget efterspurgt, et eksempel på kreativitetens betydning i det daglige, at nyheder sælger.

  I 1949 kom så det første nummer af Nyborgbladet, trykt med min mor som pålæggerske.  For autenticitetens skyld gengives her hele det første nummer. Resten af bladets historie kan ses på Nyborg Lokalarkiv, bl. a. de mange  tegninger af Hans Eriksen, som dengang var huskunstner og udviklede den særlige stregkliche med vægt på et lyst udtryk på avissiden.

Bemærk rubrikken By og Egn, som holdt sig i hele Nyborgbladets levetid. Heraf ses det, at der fra først til sidst var redaktionel tekst i bladet og at det ikke var et annonceblad, selv om dets udgivelse byggede på annoncer og annoncører. Det var jo ideen med et lokal distriktsblad og ugeblad at være organ for erhverv og lokalt liv, så bladet kunne være med til at bevare handelsrådet, som det stadig havde, og udvide sit marked i hele udgivelsesområdet; fra starten betød omegnen lige så meget som byen, og sådan blev virkningen også i det lange løb, hvor kommunesammenlægningerne og bladudviklingen har svejset by og egn tættere sammen end nogensinde og til gensidig gavn og glæde. Som Stiftstidendes chefredaktør Secher engang sagde ved et foredrag i Tårup Foredragsforening i forsamlingshuset (hvor der var fuldt hus), at lokalstoffet er det vigtigste stof i avisen. Min far sagde også, at annoncer er lokalstof, og det havde han naturligvis ret i, ellers havde bladet ikke kunnet fortsætte: værdien ses af virkningen gennem tiden!
Havesiden i første nummer viser klar sammenhæng med trykkeriets skilt med vækstmotiv. Samtidig er det karakteristisk for bladets ugeblads-intention, at indholdet skulle være for hele familien og med alsidigt læsestof snarere end for politisk propaganda, en intention der hænger sammen med uafhængigheden af politiske interesse og en altomfattende læserkreds. Det var på tale at få abonnenter, men snart blev det klart, at bladet for alle var bedst for såvel annoncører som læsere. Som det ses nederst på siden, var der også en tegneserie!
Rutebilkøreplanen var et vigtigt led i forbindelsen mellem by og egn. Lægevagter og kirkeliste var også fast stof. Men avissiden var trods det ret godt fyldt med annoncer i virkningen. Senere skulle der til tider var plads til så mange annoncer på siderne, at det blev nødvendigt at udskyde noget af redaktionens stof, men så voksede bladet i sidetal efterhånden, så der var et pænt forhold mellem redaktionel tekst ( med min far selv som redaktør og skribent) og det vigtigste: avertissementsavisen - ligesom de gamle danske aviser som Berlingske og Stiftstidende, begge Avertissementstidender.
Se hvor megen tekst der blev plads til i 'annoncebladet'! En novelle i et underholdende og praktisk ugeblad med lokalt stof -til højre: Bekendtgørelser. Der var naturligvis 6 sider i første nummer, men her er et indtryk. Papiret er en smule glittet, lidt mere i retning af ugeblad end det grovere avispapir, som man senere gik over i rotattion i kæmperuller. Det var i Vestergade, lokalavisen fik mere præg af avis i formen, på dette tidspunkt i Mellemgade var det nok mest husmoderen som indkøbschef i familien, der var målgruppen!

   1949 er et godt eksempel på, at en ny begyndelse ikke har noget sikkert mål. Markedet for trykkeriets arbejde blev nemlig indsnævret geografisk til Nyborg og omegn, da Nyborgbladet blev startet uden anden indsats for omsætning end egen indsats, da bladet ikke var forbundet med noget politisk eller organisatorisk system; omvendt betyder det, at det var uafhængigt af bestemte interesser og kun virkede for almen oplysning. Det sigte, som trykkeriets produktion havde haft hidtil, var firmaer og butikker overalt i provinsen, med butikkerne selv som distributører af det materiale, de selv havde købt af trykkeriet og gav gratis til deres kunder.

   Nu blev det omvendt butikker og andre, der købte reklameplads i een samlet udgivelse lokalt, som bladet stod for og arrangerede. Da beslutningen om denne udgivelse blev truffet, kunne ingen vide med sikkerhed, om det slog an. Ret mange numre uden tilslutning ville blive tabsgivende, som det er sket for mange bladinitiativer. Naturligvis har der været en vis fornemmelse for tilslutning; men eet er, hvad der siges, et andet er, hvad der gøres i virkeligheden. Der var også nogle, der mente, at et sådant ugeblad ville være overflødigt, når der var dagblade, der blev redigeret, sat og trykt i  byen. Senere mindedes Dansk Bogtrykker- og Presseforening i sit jubilæumsnummer 15. august 1967 om den tidlige modstand fra 4-blads-systemets vogtere og politiske meningsdannere: " 1920 var vanskelighederne for distriktspressen særlig store. Indenrigsminister Ove Rode truede med papir-restriktioner, endda i et sådant omfang, at visse kredse med glæde forudså, at nu "de unyttige annonceblade dødsstødet".

   Der var imidlertid opstået en ret stor distriktspresse overalt i landet siden da, og det var de færreste steder i landet, at der var nogen mening i at tro på, at den var unyttig, hvis man da ikke som nogle også i vore dage mener, at al reklame er unødvendig,  skadelig og burde stoppes af censur. Nu har der faktisk også været mange avertissementer i fortidens aviser; den eneste forskel er egentlig, at distriktsbladene stadig udkom ugentlig ligesom de første aviser, der udviklede sig til politiske dagblade med abonnement og løssalg i kiosker og butikker, hvilket begrænsede deres udbredelse og dermed deres slagkraft som annoncemedier.

   Selv om der altså var flere dagblade i Nyborg, Nyborg Avis og Nyborg Socialdemokrat, lykkedes det. Noget tyder på, at tidspunktet var heldigt; omsætningen i butikslivet gav grundlag for forhåbning om vækst, og disse ønsker fra byerhvervene var da også medvirkende til beslutningen. Efter rationeringsårene var Danmark ved at komme i gang for alvor, og dertil hørte, at erhvervene forstod reklamens betydning. Men det er først i 1950´erne, at dette virkelig kunne konstateres på landsplan. Så var det til gengæld også slående tal, der kom frem efterhånden: det gik opad. Man må virkelig nok indrømme, at det var ret små tal for landsannoncer i 1953: 12.000 kr.!

   Men så stiger kunsten; allerede i 1954 var væksten i omsætningen over 200%: 41.242. - 1955 også 200% vækst: 125.077 kr. - 1956 100% vækst: 235.631 kr. - 1957: 328.000 kr. - 1959: 758.155 kr. - 1960: 989.257 kr. - 1961: 1. 355.740 kr. (dvs. 1953-1961: 20 gange) 1962 (næsten 100%): 2.486.262 kr. - 1963 (75% vækst): 3.019.000 kr. 1964: 4.527.663 kr. - 1965: 4.821.058 kr. - 1966: 6. 435.235 kr. 

   Og væksten fortsatte naturligvis. Men først skal det lige nævnes, at først fra 1966 begyndte Det Kongelige Bibliotek at registrere distriktsbladene omkring København, som ellers var meget store, spændende og lokalt meningsdannende foruden at være annonceorganer for lokalområderne og med landsannoncer i stort omfang. Før 1966 regnede bibliotekarerne ikke med disse blade i og omkring København!!!!! Man skulle næsten tro, at de havde samme mening om dem som Ove Rode!.

   Disse og flere forbløffende tal fra dansk presse, midt i bulletinerne om lukkede og skrantende dagblade med 4-blads-systemets ophør i købstænderne, illustrerer en fantastisk udvikling, som altså kunne have været stoppet, hvis censuren havde turdet lukke de"unyttige annonceblade". Men det var jo kun tom snak, for det var grundlovsstridigt, så det var et tomt spil for galleriet, så længe der ikke var indført et reelt diktatur.

   De næste nyheder fra denne front stammer fra  Politiken 29. april 1986.

 REKORD I REKLAMEFORBRUG, lød overskriften. 100 milliarder eller 5000 kr. pr. brevsprække i 1986.

   Nogen officiel opgørelse af reklameforbruget er endnu ikke udregnet, men en lang række indikatorer tyder på, at de to milliarder blev rundt.

   Dagbladsannoncerne kostede 2,6 milliarder, viser tal fra Danske Dagblades Forening.

   Annoncer i landets 530 gratis annonceblade kosstede i den sidste officielle opgørelse fra 1983 godt en milliard kr. Direktør Svend Elley, Distriktsbladenes Sammenslutning, vurderer, at omsætningen siden er steget med 40 procent til 1,4 milliard kr.

   Tryksagsreklamerne er straks sværere at gøre op. I 1983 brugte firmaerne 2,2 mia kr. på de mere eller mindre farvestrålende foldere og kataloger, der dumpede ned på måtten i entreen. Postvæsenet oplyser, at omdelingen af tryksager siden er steget med 469 mill. eksemplarer til 646 millioner, en stigning på 37 procent. Inddrages prisstigninger, forsigtigt sat til 15 procent, koster tryksagerne i 1986 3,4 milliarder kr. Men så får hver familie også mindst en om dagen med posten.

   Sammenlagt kostede tryksagerne og annoncerne dermed 7, 4 milliard kr. I både 1978 og 1983 dækkede de tre medier knap tre fjerdedele af det samlede reklameforbrug. Holder den tendens - og det tror de fleste - bliver det samlede forbrug ti mia. kr.

Storforbrugerne: De ti milliarder dækker så til gengæld alt fra helsides annoncer for Båt-båt-Budweiser over den duplikerede løbeseddel fra den lokale købmand til kuglepenne, reklamefilm samt udstillinger i Bella Centret, Herning Hallerne og badmintonhallen i Nørre Uggerløse. Storbrugerne er detailhandelskæderne og varehusene. FDB brugte således over 300mill. kr. på at fortælle om sin tilbudsmedister, mens alene de firefarvede kataloger til alle brevsprækker kostede Daells Varehus omkring 80 mill. kr. 

    Med indførslen af kostbare TV-reklamer ventes koncentrationen at blive endnu større."

   Det er jo tal fra en fjern fortid, og Internetreklamer er kommet til. Alle de tilsyneladende gratis budskaber på Internettet skal jo betales af reklamer, og ganske vist kan Google-reklamer være ganske små og alligevel effektive, så der er muligheder for alle slags firmaer, hvis de forstår at målrette og forenkle deres budskaber samtidig.

   De små tryksager, som Løkkes Bogtrykkeri solgte til banker, andelsforetagender og butikker inden Nyborgbladet og de øvrige lokale ugeblade kom til efter 1949, findes også stadigvæk i mange forskellige udformninger som kalendere, skoleskemaer og malebøger, der gives væk fra butikker o.a. De er ikke rigtig talt med, men tilsammen udgør de nok en hel del ved siden af den postomdelte reklame. Jeg var for eksempel ophavsmand og tilrettelæger af Nyborgs første Turistavis sammen med Nyborg Turistforening; med annoncer, der betalte for trykningen. Den og de senere turistaviser blev uddelt i 10.000 eksemplarer på hoteller, campingpladser, havne, turistkontoret og i butikkerne; den slags små men gennemarbejdede tryksager findes overalt i landet og betyder meget for oplysningen om turistseværdigheder og events overfor turisterne; de findes i alle vestlige lande.

   Når man ser, hvor stort tallet er blevet for annonceringen i distriktspressen i 1986, må man tænke på, at effekten af lokal reklame er størst i forhold til prisen. Da dagbladene siden da er forsvundet mange steder, skyldes det blandt andet, at de ikke kunne konkurrere med den 100% dækning i lokalområderne, ugeaviserne har. Da Folketinget vedtog loven om det offentliges pligt til at annoncere med bekendtgørelser i det billigste medium, betød det, at alle kunne blive oplyst, og at det samtidig var billigere. Annoncering i tv er naturligvis endnu dyrere og helt uegnet til små lokale annoncer. Hvis der ikke havde eksisteret gratis ugeaviser over hele landet, ville butiksdøden utvivlsomt være blevet meget større, centraliseringen og pressemonopolet ville have været stærkere, og kommunikationen dermed dyrere. De dagblade, som har købt ugeaviser til supplement af dagbladets journalistik og politiske indflydelse, har ikke nogen lyst til at udnævne dem til "de unyttige annonceblade". I Nyborgbladets tilfælde er der efter Stiftstidendes opkøb af Løkkes Blade 5 journalister og 6 marketingfolk ansat i Bladhuset i Nyborg. Da jeg redigerede Nyborgbladet, Sydøstfyn, Nyborg Weekend, Sydfyns Avis, Magasinet Ringe og Magasinet Svendborg, var jeg alene om at skrive, tegne, redigere, læse korrektur og deltage i ombrydning 5 dage om ugen, kun med deltagelse af en journalist til særlige artikler, og der var 3-4 marketingfolk. Tilsammen udkom Løkkes Blade i 30.000 eksemplarer, dengang svarende til 90.000 læsere hver uge. Det blev jo til rigtig mange år efter år!  Samtidig  var jeg medtil at opfinde nye blade som Nyborg Weekend og lave magasiner som tillæg til Nyborgbladet ved siden af de to nævnte magasiner i Ringe og Svendborg. Så jeg mener det er rimeligt at sige, at omkostningerne ved journalistikken var lave i sammenligning med senere, uden at man af den grund kunne tillade sig at kalde bladene for annonceblade. Det er muligt, jeg ikke bør kalde mig journalist, men det interesserer mig ikke, når jeg i forvejen har mit eget og er forfatter, redaktør, oversætter og har nok at gøre med at skrive. Vi kunne godt have fået pressekort fra Distriktsbladenes kontor i København, men havde ikke behov for det, når vi altid blev indbudt. Jeg havde virkelig ikke brug for at gå på Journalisthøjskole. Det ville også være unfair overfor min far som chefredaktør at sige, at han ikke var god nok som journalist og redaktør i den tid, han selv skrev alt lokalstof i Nyborgbladet. Han var typograf af uddannelse, og det ville vel også være uartigt så at hævde, at han ikke var mester, når han var i stand til at uddanne lærlingene i mesterlære med fagligt uafhængige skønsmænd ved svendeprøverne.Alle har ret til at ytre sig frit og trykke under ansvar, basta! Censur må ingensinde igen indføres. Jeg har studeret jura, men det er vel kun en naturlig indstilling, at man er imod censur.

I Dansk Bogtrykker- og Presseforening, (bemærk, at der både er tale om bogtrykkere og presse) som jeg var medlem af som udgiver af Sydøstfyn, var jeg meget aktiv sammen med foreningen om at fremme en øgning af pressestoffet. 1967-69 havde jeg faktisk 10 distriktsblade som faste  kunder i mit Distriktsbladenes Pressebureau, som hver måned leverde tre små stykker tekst og tegning i stereotypi, som nemt kunne sættes ind som oplysende stof, hvor der var plads. Det medførte, at jeg i denne del af min journalistisk og tilrettelægning fik et yderligere læsertal på 200.000.  Dertil kom mine oversættelse af uforkortede romaner, som blev solgt over hele landet gennem Bladkompagniets kiosker. Det er passende at nævne det her i forbindelse med postomdelte tryksager, for Bladkompagniet er landets næstsørste postvæsen! Jeg kan også nævne DBK Bogdistribution, som jeg som  forlagsboghandler siden 1959 har brugt til mit forlag F. Løkkes Forlag overfor alle landets og Nordens boghandlere og stadig benytter; det er også en kæmpefabrik i distributionen.

    Til gengæld vil jeg gerne indrømme, at der er blevet mere fyldigt journalistisk stof i Nyborgs ugeaviser, og stærk sammenhængskraft mellem  by og omegn, hvilket har stor samfundsøkonomisk betydning. Så jeg mener det var godt, at Stiftstidende overtog Løkkes Blade og de øvrige fynske lokale ugeaviser. Også godt for landsannoncernes gennemslagskraft og virkning til fordel for de lokale forhandlere.

13 bladudgivere i provinsen, startede i 1970 en aktion for tilslutning til et nyt initiativ, Lokalaviserne A/S. Modtagelsen var så god, at Dansk Bogtrykker- og Presseforening senere vedtog at medvirke til optettelsen af eget kontor i København for alle foreningens blade, og ikke nok med det: Distriktsbladenes Sammenslutning i København blev også en del af kontoret. Samtidig blev der bevilget 40.000 kr. til en videnskabelig statistisk undersøgelse af den lokale ugepresse, udført på Handelshøjskolen i Århus. Resultatet blev brugt til en grundig brochure til reklamebureauerne, hvor undersøgelen blev overordentlig vel modtaget.
Min far, Sigfred Maurice Løkkes aktie i Provinsens Lokalavis Marketing A/S 1972.
Min aktie i PLAM A/S 1972.
Distriktsbladenes Hus i Lille Strandstræde i København vist i kataloget efter starten i oktober 1972. Som det fremgår af titelbladet var både Provinsens Distriktsblade og Distriktsbladenes Sammenslutning med i samme hus. 2,5 millioner eksemplarer hver uge. For vore blade blev denne nye virkelighed af kort varighed, fordi dagbladene var begyndt at købe distriktsblade. Så det var en tid med forandringer i hele pressen; men for de blade, der stadig var selvstændige - og det er de fleste - fungerer kontorfællesskabet stadig.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Gerner Teil Nielsen | Svar 30.11.2017 14.02

Jeg er udlært som håndsætter/typograf på Løkkes Bogtrykkeri

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

30.11 | 14:02

Jeg er udlært som håndsætter/typograf på Løkkes Bogtrykkeri

...
17.01 | 18:15

Søren: hvis du ser dette, må du godt byde på billedet og få det til din pris, fordi du er interesseret, på betingelse af, at du selv henter det/ betaler porto.

...
04.01 | 15:17

Søren. Billedets mål:60x70 cm. Pris 300 kr. ved afhentning ok? ellers + porto.

...
01.01 | 23:46

Hej Fini. Godt så! Jeg kan godt være interesseret i at købe, men forinden har jeg brug for at høre dels hvad målene er på dette billede, og også pris? Søren

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE