Prosper Mérimée: Théatre de Clara Gazul
Forord af Patrick Berthier om Mérimée og hans komedier, oversat fra fransk
Prosper Mérimée skrev sine 8 komedier i 'Theátre de Clara Gazul' 1825:
Les Espagnols en Danemarck (Spanierne i Danmark)
Une femme est un diable ou La tentation de saint Antoine
(En kvinde er en djævel eller Den hellige Antonius' fristelse)
L´Amour Africain (Afrikansk kærlighed)
Ines Mendo ou Le préjugé vaincu (Ines Mendo eller Den overvundne fordom)
Ines Mendo ou Le triomphe du préjugé (Ines Mendo eller Fordommens triumf)
Le Ciel et l´Enfer (Himmel og Helvede)
L´Occasion (Anledningen)
Le Carosse du Saint-Sacrement (Guldkareten)
Det følgende er oversættelsen af forordet til udgaven af stykkerne på forlaget Gallimard, serien folio, 1985.

   'Før man definerer Théatre de Clara Gazuls nyhedsværdi i sin egen tid og dets modernitet i vor tid, er det ikke overflødigt at tegne et kort portræt af dets forfatter, denne unge mand på tyve (22, født i 1803, red) år, som med eet - og hvorfor? - blev knæsat som det europæiske og spanske teaters dobbeltvæsen.
   Lad os også lige fremhæve den chance, som tilfaldt Prosper Mérimée ved, at han var født og opvokset  i et miljø, der begunstigede opblomsringen af intelligens. Hans far, Leónor Mérimée, en maler, der var blevet anerkendt under Revoltuionen og var blevet professor i tegning under Empiren ved den unge polytekniske læreanstalt, er en intelligent amatør og som teoretiker interesseret i alt,  moderat autoritær med hensyn til alt, hvad der har med kommandovejen at gøre, og en smule sensibel overfor politikkens forviklinger. Hans mor maler også; ateist som sin manden, men mere aggressivt antiklerikal lader hun så vidt vides ikke sin søn døbe: en bemærkelsesværdig manifestation af uafhængighed i det øjeblik, Førstekonsulen (Napoleon), som er grebet af Chateaubriands "Kristendommens væsen", søger at genindføre den katolske religion som et bindemiddel for den samfundsmæssige stabilisering. Det unge brushoved, som hans mor kaldte ham, er på samme tid fremmelig, begavet og forkælet. I det forholdsvis kunstneriske miljø, han voksede op i, mens han på den anden side frigjorde sig fra det færdrene hjem i hele Latinerkvarteret, passede Mérimée stort set sine studier uden at give afkald på spontaniteten ved en rig personlig kultur. Hans forældre, som begge var anglofile - Pierre Josserand taler i kataloget for Mérimeé-udstillingen på Nationalbiblioteket i 1935 ligefrem om "anglomanien, der hærgede  familiens hjem" - optog unge briter i hjemmet for at give dem tegnetimer, hvorved børnene snart blev gode til engelsk; Byron og Shakespeare fulgte naturligt med. (To af disse malerelever. frøknerne Lagden, blev således halvtreds år senere opmærksomme sygeplejersker i hans alderdom). Alt, hvad man kan læse om den unge Mérimée, efterlader indtrykket af en glubende appetit på åndsliv; han undersøgte og huskede alt, og var tilstrækkelig herre over sin arbejdsevne til på den ene side at adlyde sin faders ønske om at se ham sikre sit underhold gennem sine jurastudier (som blev gennemført med held og til tiden), og på den anden give sig tid til det, som han allerede vidste var studiet af nye sprog - græsk, spansk - og af nye discipliner - de okkulte videnskaber, magi. I denne unge mand, som ser så ligeglad ud, som lever på en sten og allerede gør grin med borgermusikken, gærer der et helt bibliotek.
  Det er gennem sine forældres forbindelser, Mérimée med eet kan gøre sig fri af den forhindring, som holder ham fast i familiens skød, hvor han grubler over sine første litterære forsøg.
   Léonor Mérimée har faktisk forbindelse med Louis XVIIIs berømte minister Hertug Ducazes, gennem hvem han har kunnet introducere sin søn til en journalist, der holder salon, Joseph Lingay. Det er hos denne mand, som en tid er hans intellektuelle læremester, at den unge Mérimée møder Stendhal, som lige er vendt hjem fra Milano. Selv om Mérimées spottende uforskammethed ikke gjorde noget godt indtryk til at begynde med, lader forfatteren til "Om Kærligheden" (bogen 'De L´Amour'  udkommer netop det år, 1822) sig snart indtage af det overbevisende venskab hos den unge mand, der tyve år yngre. Stendhal tager ham så med til Etienne Delécluze, en gammel ven af David, en gammel maler, der er blevet kritiker som 40-årig og nu indtager den misundte stilling som kunstkritiker ved 'Journal des débats'. Denne intelligente og kultiverede mand er et ualmindeligt tilfælde: selv om han er moderat, nærmest moralist af tilbøjelighed, påtager han sig, lige så meget på grund af sit intellektuelle ry som sine liberale indstilling, at stå for pro-romantiske debatter i sin salon i rue Chabanais, med en kreds af kritikere, som står ham ret fjernt, for på nært hold at få indblik i deres fornyende og billedstormende dristigheder.
   Men selve arten af de ytringer, der blev fremsat, og som man for en stor dels vedkommende kunne kalde talenternes gensidige inspiration, forklarer ganske godt, hvordan en hjerne som Mérimées, der allerede er indforstået gennem sin barndoms gunstige miljø, så hurtigt faldt til; den succes, han fik gennem sine første offentlige oplæsninger og gentog med sine små provokerende stykker, er ikke så mærkelige, fordi modtagerkredsen var den samme, som bedre end andre kunne forstå, eller i det mindste tage dem til sig.
  All8gevel er der intet i det foreliggende materiale, der indikerer eller forklarer, hvorfor Prosper Mérimée, da han endelig beslutter sig for sit første "værk" efter en forsvunden Cromwell  og opgivne skitser, med eet valgte teatret og Spanien - et dobbelt valg, da det blev forstærket af et tredje, nemlig som pseudonym, det imaginære navn på en spansk 'komedienne'. Det er svært at afveje svarets elementer; i hvert fald er de meget forskellige.
  Før 'Les Orientales', før Musset, før Gautiers "Rejsen" er Spanien allerede på mode. En første mani for mantillaer hærger Paris, bestemt ikke i den grad, som da en anden dille indtraf mellem 1837 og 1839, men allerede da efter samme mønster. Vaudevillen var allerede fortrolig med Mélesvilles rapsodier 'Abenhammet eller de to Grenadér-helte' og 'Den spanske eventyrer', opført på l´Ambigu Comique i september 1815 og i marts 1820. I 1823 blev der med held udgivet en samling, der imiterede en kendt almanakhistorie og var underskrevet "Den lille Haltefanden fra Gammel-Kastilien"; dette lille opus med titlen "Mine erindringer fra Spanien", fremviser og optegner alle de kendteste aspekter af lokalkoloritten. Historikeres samleværker bidrager til at gøre publikum bekendt med halvøens litteratur, i dette tilfælde bindene "Om litteraturen i Sydeuropa", udgivet af Sismonde i 1813, eller den oversættelse, som Mérimée har kendt og brugt som kilde, Bouterwerks "Det spanske teaters historie". De legendariske tekster i "Romancero general" (et navn, der omfatter alle samlinger af førklassiske populære romancer) bliver lidt efter lidt tilgængelige på fransk, især takket være Abel Hugo, Victors bror, som er velbevandret i spansk og 1821 går ind for oversættelser af historiske romancer, i særdeleshed om Cid. Selve Maureren Gazul, den anden halv-legendariske helt i 'Romancero', optræder i værker af de spanske historikere, som Mérimée har kunnet konsultere, som "Historien om Granadas Mauriske Riddere" og Perez de Hita, oversat i 1809.
   Mérimée har en anden grund til at vælge Spanien som forsøgsgrund, og det med teaterforsøg: det er den interesse, han først har erhvervet sig fra slutningen af december 1821, nemlig for nogle udgivelser hver anden måned fra boghandler Ladvocat, som igennem to hele år har tænkt sig at tilbyde en høst af oversættelser af Fremmede teatres hovedværker, i tyve på hinanden følgende bind, hvoraf seks er helliget spanske forfattere. Den unge mand, som kender sproget til bunds, læser straks disse oversættelser og andre værker af det gamle og samtidige iberiske teater, for eksempel Cienfuegos og Moratin, som han omtaler i en serie på fire artikler om det spanske teater, offentliggjort i avisen Le Globe.
   På dette tidspunkt i året 1824 har Mérimée utvivlsomt allerede skrevet det væsentlige af de seks (otte) stykker i 'Clara Gazul': han har i hvert fald fat i temaerne. Det vigtigste af dem, som betegnende er anbragt forrest i udgivelsen ( selv om den sandsynligvis ikke var allerførst, sådan som den sene publikationsdato af visse af de dokumentariske kilder, Mérimée brugte, antyder) giver os den tredje vigtige grund, som kan have foranlediget den unge forfatter til at foretrække Spanien som ramme om sine forsøg. Politisk var Mérimée ikke gunstigt stemt overfor de regerende Bourbon´er; genoprettelsen af et "trone-alter" passede ikke ind i hans satiriske ateisme, og indsættelsen af Carlos X i september 1824 bedrede ikke situationen; og senere passede absolutismen i politik ham dårligt, i det mindste i denne periode i hans ungdom. Da han ikke var yderligtgående, forekom han at være liberal; det er et visitkort for at skrive i Le Globe, for at behage Stendhal, for at gøre sig hos Delécluze. Mérimée har intet gjort for at dementere dette ry; han dyrker det oven i købet, for eksempel ved i slutningen af november 1825 at figurere som en af bærerne af general Foys kiste. Og det ser ud til, at der på bunden af denne mand, allerede i den på een gang dillettantiske og samvittighedsfude ungdom, i disse år ikke har kunne blande sig i det kævl, der optog eliten angående styringen af Frankrig. Det var hos ham snarere en indre tilstand end en politisk, en kunstnerisk tilknytning hos en ung mand med interess for visse former for frihed. Men nu skulle en alvorlig, og da den blev hørt, stærkt udnyttet af den liberale opposition, begivenhed finde sted i Spanien sidst på sommeren 1825. Kong Ferdinand VII, der i 1820 var blevet holdt tilbage gennem Riegos proklamation om at tillade sit lands ansøgning om tilknytning til den modererede forfatning af 1812, ventede utålmodigt på en lejlighed til at genvinde sin autoritet. Louis XVIII var på sin side ivrig efter at give den militært inaktive Restauration en let sejr i udlandet ( i januar 1830 drev samme motivation Charles X til at få Bourmont til at gå mod Algier). I september 1823 var de franske tropper derfor brutalt trængt ind i Spanien, idet de lynhurtigt nåede til Cadiz, mens de spredte rædsel blandt civilbefolkningen; ved månedens slutning var Ferdinand VII igen blevet enehersker, og galgen ventede Riego. De franske liberale, der var ude af sig selv ved dette politiske blodbad og ligeglade med erobringen af den befæstede halvø Trocadero, som ellers var logistisk brillant, gjorde Riego til deres helt imod den magt, de ville styrte. For Mérimée - ser man i hans breve til Lingay - har Louis XVIIIs regime intet glorværdigt ud af denne undertrykkelse af et folkeligt Spanien, som allerede Napoleon havde forbrudt sig forgæves imod.
   Og opdagelsen, han gjorde under sine studier af den oprindelige episode, hvori General La Romana blev helten, fremkaldte øjeblikkelig en trang hos ham til overfor den franske absolutisme at fremhæve spansk liberalisme og mod
   Underordnet Bernadotte kommanderede La Romana i 1808 i Danmark en troppestyrke, som Napoleon året før havde tvunget Spanien til at stille til rådighedfor sig; da La Romana hørte om, at Napoleon havde invaderet hans land, flygtede han fra Danmark uden Bernadottes vidende og vendte hjem for at kæmpe mod franskmændene!
   Den bedrift, som indeholdt alt det opsigtsvækkende, der kunne opildne Mérimée, ikke blot "liberalisme", men forbindelsen til det voldsomme, det uventede, risiko og det bizarre, kunne han ikke undgå at knytte sig til med entusiasme. Vi skal derfor ikke lade os forbavse af det  ugunstige billede af franskmændene i "Les Espagnols de Danmarck" (Spanierne i Danmark, snare end Spaniolerne, som i hvert fald i vore dage opfattes nedsættende; H. C. Andersen siger Spanierne, selv om det var i det 19. århundrede).
   Hvad angår Spanien i de andre stykker, kan det endnu engang have givet den unge Mérimée en anden gevinst: det tillod ham via satiren mod Inkvisitionen at kombinere et angreb uden politisk fare på de religiøse excessers fanatisme, og den karikatur, han ville have frem om jalousiens og lidenskabens banaliteter. Desuden havde læsning af nogle samtidige modefænomener, teatertekster, politiske lejligheder og historiske udgivelser, alt sammen smeltet sammen for at fremkalde valget af Spanien som den ramme, den unge Mérimée valgte som den vigtigste omkring sin første udgivelse.
   Det står endnu tilbage at gøre rede for, at tilsyneladende omkring 1. juni 1825 kommer dette første værk af en ung mand på 21 år i Frankrigs litteraturhistorie til at udgøre en objektivt set bemærkelsesværdig begivenhed. Originaludgavens seks stykker minder faktisk konkret om flere principper fra Cromwell. Redaktøren af avisen Le Pandore, som i almindelighed var gunstigt stemt overfor udfordrere af klassicismen, værdsætter for eksempel i sin kritik af 7. juni 1825, at "de seks dramatiske kompositioner, som forfatteren kalder komedier" snarere "fortjente navnet dramer, for man opfatter situationer i dem, som er stærkere og mere lidenskabelige end det, der ellers kunne eksistere indenfor Thalias domæne, scener, der er mere komiske, og ord, der er mere indsmigrende end Melpomenes strenge værdighed tillader": det er allerede Hugo´sk terminologi. Ligeså, også fra 1825, roser kritikeren fra Mercure du XIX Siecle (t.t.p.494), Mérimée for, at han ikke piner sig selv med at holde alle personerne samlet i eet rum for at lade dem blive der i længere eller kortere tid, men går til bunden af handlingen og skifter sted efter, hvad handlingen kræver: man tror allerede at læse de satiriske udfald i forordet til Cromwell mod den enestående vestibule i Cinna, der kunstigt er opført med respekten for de klassiske konventioner.
   Deltagerne i disse nydannelser udtrykker i den henseende en vis lettelse, og specielt de unge redaktører af avisen Le Globe, som Mérimée selv skrev i, og hans ven Jean-Jacques Ampere tilstår 4. juni 1825: "Det er en vanskelig situation for kritikken at skulle fremsætte sine principper, før de har været anvendt. Hvad er det for værker, spørger man deltagerne i den nye litteratur...der er udført efter deres ideer?...det er klart, at produktionen, som i kunsten er det unikke mål, også er det eneste fuldstændige middel til at demonstrere det. Der er udmærkede argumenter mod alle systemerne, men ingen imod et godt værk..."
   Den allerede citerede artikel i Mercure du XIX Siecle, mindre mistænkt for at være i ledtog med nogen som den er, gav på samme vis udtryk for, at "indtil nu stredes man om et skifte i teorier og sarkasmer; og mens klassicisterne fortsatte med at imitere Euripides og Racine, var deres modparter tilfreds med at diskutere uden at producere. Endelig kommer så, som det nu er sket, en original og uafhængig ånd under navnet Clara Gazul,for med sit eksempel at slå et slag for det nye system; og vi er ikke bange for at sige, at siden M. Lemerciers Pinto har der ikke vist sig noget lige så bemærkelsesværdigt..."
   Nogle ord om dette omtalte Pinto. Det er ingen nyhed. Denne store historiske komedie af Nepomucene Lemercier er fra 1799, og under Restaurationstiden oplevede forfatteren næppe andet end modgang. Men omend det var nok så lidt fornyende i sin helhed, har denne fortælling om den portugisiske revolution i 1640 i den nye skoles øjne den fortjeneste at omhandle et nyligt historisk emne, fremstillet i prosa ved hjælp af en relativt streng dokumentation, og Mérimée har ikke uden grund placeret sit dobbeltstykke om Ines Mendo i den samme historiske kontekst som Lemerciers drama. Det er for ham en måde at leve op til Stendhals ønsker, ligesom da han valgte at fortælle om en dansk episode i 1808 - et emne fra en endnu nyere tid - eller når han senere iscenesætter en peruviansk anekdote fra omkring 1760.
   Gennem mangfoldigheden i de historiske materialer reflekterer og akcentuerer Mérimée yderligere den teatralske tendens i årene omkring 1825. Tre måneder før Théatre de Clara Gazul fremkom, havde man været vidne til den urolige tilblivelse af Lebrun´s drama "Le Cid d´Andalusie" (1. marts 1825). En moderat succes holdt oppe af redaktionen på Le Globe og specielt den unge Ludovic Vitet, en ven af Mérimée og senere i 1830 titulær indehaver af stillingen som Inspektør af historiske monumenter, der var oprettet af Louis Philippe. Vitet, der var født i 1802, gjorde sig gældende ved en stor teaterserie over religionskrigene med titlen La Ligue (Den Hellige Liga 1576), som fik sin endelige form i i 1844, men hvoraf den første episode Les Barricades er fra 1826. Desuden samler den unge grev de Rémusat (1797 - 1875) manuskripterne Les Croisés ou Le Fief, La Saint-Barthélemy (Korsfarerne eller Lenet Saint-Bathélemy). Tilbage står at vide, eller snarere gætte, hvorfor ingen læste Rémusat eller Vitet (ejheller Lemercier, må det nok indrømmes) og af hvilke forskønnelser Clara Gazul har benyttet sig for at forføre os endnu engang.
   Jean-Jacques Ampere har oprindelig foreslået et svar: Mérimées seks komedier "har den store fortjeneste, som idag er så sjælden, at være en naiv komposition; de morer, fordi de ikke er udtænkt på en skole, til et system, men i naturlighed og sandhed...Det er ikke til tjeneste for en bestemt slags ideer og følelser, disse komedier er skrevet; de vil ikke bevise noget, ikke etablere noget, ikke bekæmpe noget: de begrænses til på en pikant, hurtig, nogle gange dybsindig, måde at vise følelser, lidenskaber, latterligheder." Om Mérimée ikke har tænkt på noget system, er lidt tvivlsomt, og Ampere modsiger sig selv en smule, når han vil insistere på det naturlige i fremstillingen; men det hindrer ikke abonnenten i den 18. juni at offentliggøre et svar, hvori han bekræfter: "For første gang har jeg set mennesker fra vor tid tale som de taler og handle som de handler." Og senere sammenlignes Clara Gazul af samme skribent med tidens store reference, Walter Scott. "Tilsynekomsten af Waverley var for nogle år siden en omvæltning i hele den episke del af vor litteratur, idet den viser os en sandhed, der hidtil har været ukendt i skikke og karakterer. Forfatteren til Clara Gazul fuldender denne revolution ved at bringe den samme sandhed i lidenskabrne og som følge deraf i dramaet som sådan. Fra genudgivelsen, der blev udvidet til 1830, går Jean-Jacques Ampere drevet af kammeratskabet så langt som til at sige om Mérimée: "Han opfinder begivenhederne som de sker, han fortæller som han ser det. At læse det er at blive ved at betragte det sete som en realitet, og denne realitet er altid slående for forestillingsevnen, og uventet eller vittig for ånden; det er umuligt at være mere pikant og mere enkel, mere morsom og mere sand, mere lidenskabelig nu og da, og altid mere renset for al overdrivelse" (Le National, 23. oktober 1830)
   Alle disse bekræftelser er overordentlig interessante for den moderne læser. Hvis han søger ikke at reagere instinktivt, forbavses han ved at se præsenteret som "renset for enhver overdrivelse" en forfatter, som tager en række gængse sceniske rekvisitter i brug som kætterbålet, giften og daggerten, profanationen og blasfemier, selvmordet og mordet. Hvis "naturlighed" og "sandhed" udtrykkes på disse sider (og denne naive læser fornemmer faktisk en mere forvirret overbevisning end det kan siges her) kan det kun være på trods af de melodramatiske ingredienser, som de er overlæsset med. Og hvis omvendt samme moderne læser udspørger lærdommen, opdager han et andet paradoks: at man er lige ved at benægte Théatre de Clara Gazul dets mindre specifikke litterære eksistens. Alt er "hugget" andre steder fra: emner, temaer, situationer, til tider selv replikker. Ikke blot har Mérimée til sine historiske stykker plagieret sine kilder; til Les Espagnols en Danemarck har han også benyttet sig af La Romanas dagbog over de militære operationer, som Alphonse de Beauchamp netop havde udgivet i bind II i sin samling af memoirer i tilkntning til revolutionerne i Spanien (1824). Ikke alene har han, for eksempel til Afrikansk kærlighed uden modifikationer overført anekdoter, der fortælles i rejsecitaterne, han har kunnet læse. Det er forståeligt, og somme tider uundværligt, men alt i Theátre - og det er øjensynligt alvorligere - er i grunden ikke andet end parafrase. De to Ines Mendo-stykker gentager i fire akter en side af Don Quixote om faren ved mesalliancer; i En kvinde er en djævel morer Mérimée sig med systematisk at lave pastiche på Le Moine  af Lewis (den celebre roman noir, dr fremkom i 1795 og allerede meget ofte var genudgivet), Guldkareten (Le Carosse de Saint-Sacrement) undlader intet øjeblik at minde dels om Moliere, lige til parodien på berømte replikker af Harpagon, Den adelsgale borger, Misantropen eller Tartuffe, og dels om Gil Blas af Lesage, hvoraf Mérimée har nærlæst de sidste seks bøger. Talrige de nøjagtige ekkoer: en side af Jean Sbogar de Nodier i L´Occasion (Anledningen), en strofe af Byron´s Don Juan i beskrivelsen af Juan Diaz´ skibbrud.
(Her gengives en notetil Anden sang, fireogtyvende stanze fra Byron´s Don Juan, oversat af Holger Drachmann, udgivet på Gyldendal 1921:
   "Hvad materialet til skibbruddet angår, tror jeg, at jeg allerede for lang tid siden fortalte både Dem og Mr. Hobhouse, at der ikke var en eneste enkelthed ved samme, som ikke var taget ud af træk fra virkeligheden, samlede rundt omkring fra optegnelserne om forskellige forlis."
   Th. Moore knytter hertil  nogle bemærkninger af interesse for vor store digters beunddrere. Byrons hukommelse må have været af en sjælden intensiv art; det hedder nemlig om digteren, at han allerede i 1799, da han var elev af Dr. Glennie i Dulwich, fandt i sin lærers bogsamling en pjece, som dengang beskæftigede ham og hans kammerater meget, en beskrivelse af skibet Juno´s  forlis på kysten af Arracan i året 1795. Af denne beskrivelse findes også scener i Don Juan. Sammesteds imødegår Moore de journalistiske skriblere, der netop i anledning af skibbrudsscenerne i "Anden sang" kaster sig over Lord Byron med beskyldninger for plagiat.
   Moore påviser, hvordan Tasso i alle sine skildringer af slag og træfninger har søgt til foregående eller samtidige historieskrivere og poeter som de naturligste kilder, og at han selv i sine kommentarer har udpeget disse steder; ( man erindre Molieres: Je prends mon bien ou je le trouve). 
   Disse beskyldninger for plagiat synes at have været mange og højrøstede.
Selv  Times tager nu ordet og forsvarer digteren. Bladet gør opmærksom på, hvorledes Shakespeare i de berømteste scener i Julius Cæsar og Coriolanus ord til andet har benyttet i replikkerne Norths oversættelse af Plutarch. Exempelvis for Coriolanus  vedkommende aftrykkes stedet hos Plutarch: "Jeg er Cajus Marcius, som har gjort dig især, og alle Volscerne, stor men og skade, osv. Hermed sammenstilles den berømte fjerde akts tredje scene i tragedien, hvor Coriolanus fremstiller sig således for Aufidius. Stedet lyder i Lembckes oversættelse således:
   Coriolanus: Mit navn er Cajus Marcius, som har gjort dig
især, såsom alle Volskere,
stor men og skade.
   Her skal som de vigtigste af Byrons kilder nævnes beretningerne om "Hercules" forlis, "Centaur", "Abergavenny", "Sydney", "Juno", "Lady Hobart").
   Overalt råder endelig indflydelsen fra spansk teater. Den magistrale udgave af Théatre de Clara Gazul af Pierre Trahard fremkalder hundredevis af "lån" fra Lope de Vega, Tirso de Molina og især utrætteligt af Calderón; alle de kendteste spanske klicheer om ære, tyrefægtning, Sevillas skønhed, jalousien, kærlighedssenerne i haver i måneskin synes at være samlet i buketter af denne frugtbare dramaturgi blot for at Mérimée skulle kunne høste dem. Og den selvsamme naive læser, som har villet bilde sig ind, at der af denne rapsodiske samling klicheer var opstået et mønster på "det naturlige" og på "sandheden": må han så også indrømme muligheden af det mirakel, der sker i brødets og vinens forvandling til Kristi legeme og blod, og at en sådan spotsk og brændende forvandling er skabt af en meget begavet ung mand.
   Eller for at stille spørgsmålet på en anden måde, tager Le Mercure du XIX Siecle fejl, når den beundrende hylder forfatteren til Theátre de Clara Gazul´s
klarsyn: "Hvor ung han end er, er lidenskaberne, vanerne allerede kendt, og det er ikke i bøgerne han har studeret dem, men i naturen"? Hvad kommer det så af, at vi, for hvem universitetslærdom rigeligt forsyner os med beviser for, at det der er godt i andres bøger, mens han har øst af det på sin egen måde, også vi  på samme måde er tilbøjelige til at tale om "naturlig" og om "sandhed"?
   Det er utvivlsomt, at vi giver forfatteren kredit for at have fjernet et vist antal kunstigheder, der er forstørret af Racine og mekaniseret af Boildieu. Opvisningen af vold på scenen, og især blandingen af genrer forekommer os ikke længere som noget nyt; vi finder det normalt, med Loeve_veimars, at Mérimée ligesom Shakespeare søger at vise det latterlige, som i livet blander sig med det sublime og heltegerninger." (Revue encyclopedique, juni 1825, p. 871)
   Men måske er der på den anden side to træk, der får os til at nærme os hans teater mere end for eksempel (men eksemplet trænger sig på) Victor Hugo: kortfattethed og humor. Det er først sent, da han fejrede Théatre en liberté,
at Hugo vovede at gøre det, han havde misundt andre, fordi han ikke kunne det, og som er morsomt og levende for vort århundredes smag; Hernani, Ruy Blas
modsat bevarer, og dimensionerne, alexandrineren, det seriøse (nødvendig indre værdi) er arvestykker fra det klassiske århundrede. Mérimée gør kort proces og lader ikke noget tilbage. Selv de, som i 1825 bebrejder ham for at være "til tider for brysk ogforhastet" kan ikke helt skjule deres glæde: "Vi er så trætte af overflødige udviklinger, tomme deklamationer hos så mange dramatiske personager, at vi ikke kan klage over en original, varieret, naturlig forfatter, som altid giver os et fuldkomment anslag, om ikke et færdigt tableau" (Jean-Jacques Ampere, Le Globe, 4. juni 1825). Måske "kunne man bebrejde ham at være for økonomisk med udviklinger og detaljer", men idet mindste "har man ikke hos ham grund til at frygte disse kærlighedsbesværligheder, disse endeløse samtaler, som synes forudbestemt til at lægge beslag på teatret lige til slutningen af akten" ((Le Mercure du XIX Siecle).
   Man når så hurtigt til afgørelser i de korteste stykker, at man bliver oprevet ved handlingens bryskhed (Mendos afhuggede hånd, donna Urracas stilet): men denne aggression er en del af det nødvendige gys (Frisson). I øvrigt giver Mérimée gennem en synligt ironisk facon mulighed for en reel emotion, fordi den ikke misbruger ironien. Selv om vi ikke ved, at Madame de Coulanges endeløse monolog er en falsk efterligning af Calderóns tirader, kan vi godt nyde den forpustede parodi i det melodramatiske tonefald. Da Madame de Coulanges kommer en smule for hurtigt op i det patetiske i den store scene med Don Juan, akcepterer vi  gerne (det typisk romantiske!) tema med kurtisanen, der reddes af kærligheden, fordi det komme som et frisk pust midt i satiren.
   Det beydre ikke så meget, at vi ikke kan læse Theátre de Clara Gazul, som de samtidige læsere kunne. For dem fremkaldte Madame de Topurville og hendes datter foruden at være udmærkede teaterroller Sophie Gay, et mangeårigt medlem af det kejserlige politi og som med alle midler søgte at få sin datter giftet bort. Gesandten var ikke blot en sprællemand med succes, det var Pastoret, en af tidens latterlige diplomater. Vi kan ikke tilfulde fatte de politiske grunde, der har bevæget Mérimée til at skrive Les Espagnols en Danemarck,
blot fordi vi kender de fakta, jeg har nævnt her. Lige så lidt mærker vi derigennem den skarpe morale i værket. Selv tres år efter er Pierre Trahard endnu engang chokeret over den "skingrende fremstilling af religion og kærlighed" (Prosper Mérimés ungdom, side 209). Disse "sataniske kærlighedshistorier, hvor depravationen erstater følelsen" (id. side 207) fremkaldte hans mishag. Men for os er det sandt, at "den antireligiøse lidenskab....gennemsyrer Théatre de Clara Gazul" (id. side 215). Vortsynspunkt er forandret; det der blev understreget for at chokere klassikerne, og for eksempel satiren mod Inkvisitionen, er idag dæmpet af sædernes udvikling og integreret med andre elementer af den litterære glæde. Vi har ikke noget at frygte af Charles X´s bigotte absolutisme, ejheller af angiverne, der arbejder for den katolske kirke, vi behøver ikke tage parti i striden om Tartuffe, og Tartuffe er ikke død af den grund.
   Således skal svækkelsen eller ligefrem forsvindingen af de aktuelle elemnter i vor læsning ikke for et øjeblik hindre os i vor kontakt med det grundlæggende moderne i teksterne; moderne i tone, stil, selv om man også mere traditionelt kunne kalde deres accent "evig". Den, der abonnerer på Globe, tager ikke fejl i udtrykkeligt at vælge et af de mere outrerede stykker i Théatre de Clara Gazul, "Himmel og Helvede" for at bekræfte, at disse scener, hvor spanske de end er, dog ikke kun er smukt spanske. Disse store modsætninger i menneskehjertet findes i alle lande (Le Globe, 18. juni 1825) Man føler sig lidt til grin, i en vis nylig visnen i kritikken, over dette pauvre "menneskehjertet"; man har i den grad sagt, at litteraturen ikke behøver at være andet end  tekst, textualitet, endog intertextualitet, at det glæder mig hos denne "ætsende" Mérimée at finde fuldstændig fornuftige spor af den "litterære følelse" (emotion litteraire).
   Er det så godt teater? Det er en anden sag. Theátre de Clara Gazul, som ikke er skrevet for at blive spillet, og næppe har haft gennemslagskraft på scenen, og det til trods for, at Pitoëff har sat "Afrikansk kærlighed" op (1918, 1926), Dullin "En kvinde er en djævel", "Anledningen" (1922) og "Himmel og Helvede" (1940=, "Spanierne i Danmark" kun opført i 1948, har stødt  tilskuerne i Comédie Francaise med sin antibonapartisme,, og der krævedes et talent som Jeanne Moreaus, der i det samme program spillede donna Maria i en geopførelse af "Anledningen" til at undgå fiasko. Kun "Guldkareten" har oplevet en bedre skæbne. 
   I hvert fald en posthum skæbne. Mérimée har selv advaret Augustine Brohan, som bad ham om rollen, mod faren for "at lade en så let ting se dagens lys." I brevet, som han sender til hende 16. september 1848, vurderer han, at "scenerne er syet sjusket sammen oven i hinanden, og tusinde mangler, som godt kan gå under læsningen, bliver enorme, når de opføres." (Correspondance générale, ed. M Parturier, t.v.p. 393). Da skuespillerinden blev rådgivet af Arsene Housatye, der var administrerende direktør for Comédie Francaise og ikke havde særlig meget til overs for Mérimée, så hun stort på det. Da det kom frem 13. marts 1850, blev det pebet ud, og stykket faldt til jorden efter seks forestillinger: måske fordi den II Republiks meget lidt republikanske højborgerlige publikum blev stødt over at se Mérimée "gøre nar ad vicekonger og biskopper" (ordret citeret); utvivlsomt fordi det romantiske drama var gennemlevet, vugget i søvn mellem Scribe og Augiers debut;  teatret på den tid var negativt indstillet overfor "Guldkaretens"s farverige fantasi. Mérimée tænkte altid i sine breve til Augustine Brohan, at hans stykke "ikke på nogen måde ligner en komedie"; at gøre dem egnet til scenebrug ville kræve "mange broderier for at skjule grovheden" (ibid). Gudskelov blev intet ødelagt af denne triumferende skitse, og det er godt, at det er selve teksten (der blev definitiv i 1857-udgaven), som i 1920 blev stadfæstet eller i hvert fald en stor sjældenheds-succes takket være Vieux-Colombiers stjernebesætning: Jacques Copeau som vicekongen og Marcel Herrand som Martinez, Valentine Tessier som Perichole og Jouvet i den sidste rolle som biskoppen: man tror man drømmer...Genoptaget i 1926 på Comédie de Champs-Elysées, derefter i tredve år indskrevet i Comédie Francaises repertoire, hvor den kommer igen et århunddrede efter sit nederlag, genoptaget halvtreds år senere i Théatre National Populaire (T.N.P.) af Wilson og Maria Cesares, er dette stykke det mest spillede i Le Théatre de Clara Gazul. Denne forskel, der utvivlsomt - hvad Mérimée end tænkte derom - kommer af hans relativt klassiske tone og hans større finesse i den psykologiske analyse, synes det at være understreget af to berømte parafraser (i den Litzske betydning af ordet): Offenbachs musik med libretto af de uundgåelige Melhac og Halévy (La Perichole, 1868): og Jean Renoirs kamera, som  med "Guldkareten" har givet en vidunderlig variation af et fladtrådt tema som teatret inden i teatret. Den, som har set - og genset - Anna Magnani i "Guldkareten" (1952), har svært ved at læse Mérimée uden at se det for sig; som for andre formoder jeg, er den eneste mulige Perichole uimodståelige Regine Crespin.
   Disse moderne legemliggørelser af et underholdningsstykke skrevet i forrige århundrede kommer i rækkefølge: Jerome Savary sætter efter at have forstørret Cyrano La Perichole op. Selv deformeret af en overfladisk libertto undlader Théatre de Clara Gazuls budskab aldrig at gøre indtryk på os med sin paradoksale originalitet. Næret til overmål af de bøger, Mérimée holdt af, og sløret med hensyn til den døde lærdom gennem det, han behøvede af parodi, holdt han aldrig op med at betragte sig som tiltrukket af et selskab, der altid var grådigt efter sensoriske og sensuelle krydderier. Vi lever sandsynligvis i en tid, der er gunstig for den rette værdsættelse af den subtile dosering, konstant skiftende mellem frivolitet og en ironisk humanistisk fornemmelse for alvoren i dybsindig skæmt. Vi kan nuancere, men ikke affærdige følgende udsagn af Jean-Jacques Ampere i genudgivelsen af sin vens Théatre (Le National 23. oktober 1830): M. Mérimeé, som hidtil har holdt sig udenfor systemet på grund af sin ånds uafhængighed, er ikke ældet med dem, der er ældet, er ikke forsvundet sammen med dem, der er forsvundet. Han er helt igennem stadig ung, stadig frisk som den første dag, og vi, som er gået...vi er nu bedre i stand til at forstå forfatteren, som er gået i forvejen."
   Hermed slutter Patrick Berthiers forord til Théatre de Clara Gazul i Gallimards 1985-udgave.

   Fra Byron´s Don Juan nævnes til slut nogle steder, der giver ekko i Mérimées  "Spanierne i Danmark":
  Anden sang, XIV:
ja, drog vi fra det værste hul, vi vidste,
vi fulgte kirkens spir dog til det sidste
   "Spanierne i Danmark", Første dag, scene 1:
Gesandten (Residenten): Men på Fyn, i dette hul
(det giver ny mening, hvis man som i samtiden kendte Byrons Don Juan, der udkom fra 1819, og huskede den anden linie)
   "Spanierne", Første dag, scene 2:
Don Juan: Gud, hvor er jeg glad for at kunne svømme
   Byron, Anden sang,XXXI:
I mindes nok den svømmer, som beskrev jer
'hvordan kan slap, imens de andre blev der!
"Spanierne": Første dag, scene 2
Markis´en: (åbner vinduet med udsigt over havet):
...ikke en båd i sigte. Så langt øjet rækker, intet andet end bølger...ingen sort prik, som kan give det mindste håb...
   Byron, Anden sang,XLI:
Forgæves gav i kikkerten man agt
på horisonten: hav og intet andet;
ej sejl, ej spor af land fik øjet fat
kun fortravsskyer af den nære nat
 "Spanierne",Første dag, scene 2:
Markis´en: Don Juan, hvad synes du om dette land?
Don Juan: Som et forværelse til Skærsilden, og jeg håber at få rabat i den anden verden for den tid, jeg har tilbragt her i Nyborg.
   Byron, Anden sang,LIV
To hundred sjæle afsked tog sålunde
fra deres kroppe. Sørgelige kår
for katholiker, som i dybet blunde:
det var uger, før en messe når 
at svale lidt på deres skærsildsvunde,
thi folk betaler ej, (som man forstår)
før døden er behørigt konstateret
og messen blir til tre francs jo noteret
 Fra Byron´s Don Juan nævnes i øvrigt fra Anden sang (om skibsforliset:)
CV: Han var en dygtig svømmer, det er sandt
CXXIII: de plejed og de passed ham, de to
CXXIV: smugler
CXXVI: kaper og slavehandler
CXXXVI: Mutter livets skole (jfr. Mutter Courage, Madame de Tourville))
CXCVII: Han er ej død!
"Spanierne", Første dag, scene 2:
Madame de Coulanges: Hvad! Han er ikke død?
CCIV: Bryllupsflammen
 jfr. "Spanierne i Danmark", Anden dag, scene 2:
Madame de Coulanges: Aftenens kølighed kan ikke slukke flammen i mig
(i denne scene forekommer der smuglere)
 
Eksempel på spansk stil i typografi og bogkunst: Oracion de la Real sociedad economica de Madrid, J. Ibarras Enke, Madrid 1789 - viser hvor tæt på den almindelige europæiske tradition Spanien allerede var før 1800. Denne spanske stil bredte sig til Spaniens kolonier og øvede derved stor kunstnerisk og økonomisk indflydelse, også uden fransk Empire.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

17.01 | 18:15

Søren: hvis du ser dette, må du godt byde på billedet og få det til din pris, fordi du er interesseret, på betingelse af, at du selv henter det/ betaler porto.

...
04.01 | 15:17

Søren. Billedets mål:60x70 cm. Pris 300 kr. ved afhentning ok? ellers + porto.

...
01.01 | 23:46

Hej Fini. Godt så! Jeg kan godt være interesseret i at købe, men forinden har jeg brug for at høre dels hvad målene er på dette billede, og også pris? Søren

...
01.01 | 17:35

Det er rigtigt, at fiskerbåds-billedet ligger sidst i den første Retro-menu, så hvis du vil købe det, gælder den forrige besked, men send mig en e-mail om det.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE