Fantasy på både dansk og engelsk
En perlefilosofs afhandling/Dissertation of A Pearl Philosopher
   Det at fortælle eller skrive om en perle er ikke det samme som at skabe en.
   Kun naturen er igennem østersen i stand til at skabe et fuldkommen rundt kunstværk omkring et sandskorn.
   Muslingen skaber imidlertid ikke en perle, kun perlemor. Måske har dens blå nærvær på stranden noget at gøre med min måde at nærme mig emnet perleskabelse. Man kunne måske sige, at også jeg er på vej til at lave, om ikke en skabning, en unik perle, så dog i det mindste lighed med den ikke-eksisterende perle, som en musling drømmer opm at skabe på sin havbund. Også jeg er under indflydelse af vand i dette stykke prosa, mens jeg kredser om begrebet den perfekte naturlige genstand, som er så værdsat, især af kvinder.
   Det gør mig selvfølgelig ikke til en østers, ikke engang til musling.
   Jeg kunne måske male en illusion af en musling. Måske ville jeg kunne opfylde min blå længsel efter at blive eet med den, der skaber perlerne, på samme måde som det at lave perlemor tilfredsstiller muslingen i dens stræben, sådan som det må være, efter at være en rigtig mester til søs, og sådan som østersen må være tilfreds med at være det.
   Jeg kan kun håbe, at mesteren ikke gør et stort nummer ud af at beholde sit kunstværk for sig selv i stedet for at overlade det til mennesker at bedømme dets kvalitet i sammenligning med andre kunstværker.
   Muslingen har virkelig aldrig den slags problemer; dens skal skinner under alle omstændigheder i sin egen ret. Der er ingen ide om arbejde dér, intet begreb om profit. Den er fri.
   Det er kun om sommeren man somme tider finder den kostelig, for så  hurtigt at glemme den igen. Man ønsker at glemme, for næste år vil man helst søge tilbage til naturen som den er og var lige fra begyndelsen. Sådan som vor menneskeverden var, da den formedes som Afrodite og steg om af skummet og bølgerne til sandet, klipperne og den faste jord, hvor der gror træer.
   På en måde var det Afrodite, der bragte perlen op til den virkelige kvinde for at minde hende om sit oprindelige hjem.
   Ud fra disse nyyeløse bemærkninger kunne andre måske slutte, at ord og betydninger kan være tilfredsstillende som mesterværker og alligevel kun eksistere som sådanne i øjnene og hænderne på en fremmed uden nogen som helst interesse for skabelsesprocessen eller mesterens måde at gøre tingene på, og afgjort ikke for en sådan mesters rettigheder.
   Det ville blive alt for kompliceret at læse ord som disse, hvis man skulle igennem alle de rørelser, skaberen gik igennem, hver gang ordene blev læst som de blev skrevet, fortalt eller tænkt, i dette tilfælde alle tre ting på samme tid, mens jeg udvikler en ikke-tanke (som endnu ikke er blevet tanke som resultat af tænkning) omkring en ikke-eksisterende perle, som jeg lige har set på et billede og derfor tænker på og undrer mig over samtidig. Den gjorde indtryk på mig, en impression.
   Men hvad skulle jeg med en virkelig perle?
Det, der undrede mig, var hvorfor billedet af perlen interesserede mig i det hele taget, selv om jeg ikke har noget ønske om at have en eller give den til nogen.
   Eller havde jeg alligevel det?
   Kunne skaberen af billedet forudse et ønske hos mig om at give nogen en perle, da vedkommende sendte mig billedet?
   Eller skulle jeg misunde nogen?
   Blive klar over en tomhed inden i mig selv - et behov?
Men er der virkelig noget behov for perler? Er de nødvendige?
   Og er der noget behov, nogen nødvendighed for tanker om perler? Om poesi? Om prosafiktion? Spørgsmål om behovs natur? Metafysiske og andre slags spørgsmål? Hvad rager det os?

   Billedet behøvede ikke ord til at præsentere tanken om en perle og illusionen om en bestemt perle indenfor mit synsfelt, mens der faktisk var tusind lignende billeder af den samme virkelige perle i andre øjne, så de udgjorde et ukendt antal mennesker, som var vidner til tilstedeværelsen af den samme perle i det samme billede, som blev delt af tusinder. Vi kender til det samme uden at kende hinanden. Eller i det mindste tror vi, at der må have været et virkeligt objekt for den fotografiske observation, som billedet gengiver på en meget trofast måde. Trofast! Som en dværg eller gnom, en nisse eller Julemanden der forbereder juleaften for alle gode børn. Eller teknisk fremstillet: en robot. Fuldstændig afhængig af sin skaber og læremester. Men fuldkommen så længe specifikationerne følges. Defineret som nyttig, formålstjenlig.
   I hvert fald var det sådan, at budskabet fra havets værksted fik mig til at grunde over naturens finere evner til at flytte os derhen, hvor den vil have os, til at bringe os i samklang med dens intention, hvis der nogensinde har været en sådan, og mere end det, med dens perfektion, dens fuldkommenhed. 'Kunstneren' kommunikerede hele vejen fra skabelsen gennem en kæde af medier til mig - om man kan kalde en perle for kunst.
   Hvis den har en mening, deles den med os.
   Uden at du kender mig - så lidt som den, der maler perler - deltager du i denne kommunikation selv uden billedet, illusionen om en virkelig perle. Her er ingen illusion, kun finish. Afslutning af en kæde af begivenheder.
   Du behøver ikke blive slave af perlen for at værdsætte den. Hvis du da behøver at sætte pris på noget som helst. Jeg nævner dette, fordi du måske ikke er interesseret, fordi du har andet at gøre. Men så er ord heller ikke lige sagen for dig. Een ting ad gangen. Heldigvis har vi lov til at glemme denne vor verden, mens vi gør forsøg på at nå andre verdener, virkelige eller forestillede.
   Andre fremgansmåder ændrer ikke den kendsgerning, at denne verden er perfekt som den er.
   Det er nærmest et spørgsmål om forkærlighed, om man er interesseret i varigheden af det trykte ord eller en naturlig perle, snarere end i den kortvarige boble i skummet, der skaber musik i øret på den musling, som er kastet op på stranden. (Jeg omskabte lige muslingen til metafor). Eller i lyset på nogle knogler på samme strandbred, eller sten.
   Men i billedet af en perle eller en musling synes der - hos os mennesker - at være en forudbestemt varighed ud over en dekorativ, besmykkende glæde og fryd forbundet med det meneskelige legeme, ligesom der er en tilknytning til vand. Mest kvinderlegemer, og især halse, og det er ikke tilfældigt, men en mening. Perlekæden, kæden hænger om kvindens hals. Perlerne elsker hende! Allesammen! Og de trives der, som de gjorde i havet, på en måde endda mere: i menneskelig forstand. En opstigning i værdi. De opnår deres store værdi fra hende, når de værdsættes og vurderes (hvilket ikke helt er det samme; det første er følelsesmæssigt, det andet køligt). De gør hende en tjeneste ved at fortælle om hendes særlige kvalitet. Se på hendes hud, lys eller mørk. Den har særlige kvaliteter, som fremhæves og ophøjes i samklang med perlens kvaliteter i et samspil af værdier. Forskelle i nuancer undersreges af disse fremmede naturprodukter på en måde, som intet menneske ville kunne overgå. Derfor øges deres værdi af kvinden; hun kan endog blive betragtet som model. Og sammen danner de et billede af det rette valg. Ikke selvisk, men åbent for dem, der ser på billedet af ægte værdier og ser hvad det betyder.
   Billedet siger ingenting, men er mere end en udtalelse. Det fremstiller noget andet end  objektet som det ser ud. Det symboliserer alle og alting på samme bydende måde, i bydemåde.
   Det repræsenterer et katalog over, hvad der findes her. I sidste ende, i den endelige analyse af den menneskelige eksistens, kan det måske blive en del af en Doomsday Book (som den Vilhelms Erobreren tog sin arv tilbage efter), hvorved den virkelige ejer, Manden selv sammen med Kvinden selv, i et ægteskab mellem mandlige og kvindelige kvaliteter i aktion, tager tilbage alt, hvad der er hans og hendes og værsætter det som dets natur er. Set i sit rette miljø stråler og glimter det med eet, hvor det før så kedeligt og værdiløst ud mellem alle de daglige rutiner, det ordinæres banaliteter.
   Det samme gælder for rav, det elektrificerbare havguld. På græsk: elektron.
   Hvad der da vil blive vejet er ikke blot det tunge, men også det immaterielle. Skønhed er en del af det. Det, man sagde ikke havde nogen interesse for dem, vi da genvinde sin værdi. Sådan er interessernes bølger i denne verden, da deres mening er forskelle og bevægelser.
   Naturlig skønhed er både materiel og immateriel. Det vejer også tungt i vurderingen, at den står for balance, harmoni. Jo mere naturlig perlen er, deso større er dens værdi og harmoni. Sådan er det.
   Harmoni er den naturlige betingelse for kvalitet og sameksistens. Eller forskellige skabninger, modsat identiske.
   De taler for sig selv, hver med deres egen stemme. De kunne måske endog ytre sig med meninger:
   Det er hummerens stemme; jeg hørte ham sige
   I har bagt mig for brun; jeg må søde mit hår.
   Som en and gør med sine øjelåg, gør han med næsen,
   pudser bælte og knapper og vender tæerne udad.

   Når sandet er tørt, er han frisk som en fugl,
   og kan højlydt foragte hajen.
   Men når tidevandet stiger og hajerne er der,
   så får hans stemme en frygtsom og skælvende klang.
   (Lewis Caroll: Alice in Wonderland)'

   Hvorfor skulle et voksent menneske græde for en hummers skyld? Fordi det naturens barn.
   Den repræsenterer andre og gør det i vor underbevidsthed! Det er havets ambassadør! Og vi koger den ligesom de missionærer, der engang blev kogt og måske stadig bliver det. Men perler er ikke til at spise! Vi kan ikke spise dem.
   De taler for sig selv. Og nogle er i stand til at være tilstede, selv om de ikke er her. De modsiger sig selv som det passer dem, giver udtryk for forskellige meninger på samme tid, aspekter.
                              Dett er ikke en rigtig perle.

   Teoretiske perler som Pythagoras´ er heller ikke rigtige, virkelige.
   Men her er en perle af ord, som man kan betragte som rigtig og virkelig , hvis man deler dens erfaring:
   Af det blå, der endnu søger hans øje, drikker jeg som den første.
   Af dine fodspor drikker jeg og jeg ser:
   Du ruller mellem fingrene på mig, perle, og du vokser!
   Du vokser som alle, der er glemt.
   Du ruller: vemodens sorte haglkorn
   falder i et klæde, som er helt hvidt af afskedsvinken.
  (Paul Celan)

   Poetisk talt er det mere virkeligt og lige så naturligt: følelse og form i eet udtryk. Rundt.
   Derfor - hvis du gerne vil være visere og ikke bare klogere, skal du holde op med at sige, at ord ikke er virkelige.
   Eller at perler ikke har noget at sige os!

Dissertation of a Pearl Philosopher
   Telling or writing about a pearl is not creating one.
   Only nature, through the oyster, is able to create the perfectly round artifact around a grain of sand.
   The mussel, however, is not creating a pearl, only mother-of-pearl. Maybe its blue presence on the beach has something to do with my approach to the subject of pearl creation. One could say that I, too, am about to make, if not a creation, a unique pearl, then at least the likeness of the non-existing pearl which a mussel dreams of creating in its sea bed. I too am under the influence of water in this piece of prose, circling around the concept of the perfect natural object which is so cherished, especially by women.
   That, of course, does not make me an oyster, not even a mussel.
   I might paint an illusion of a mussel. I would, perhaps, satisfy  my blue longing for identity with the creator of pearls, in the same way that the making of mother-of-pearl satisfies the mussel in its yearning, as it must be, to be a real master of the sea, as the oyster imay be satisfied being one.
   I can only hope that the master does not care much for keeping his or her work of art, leaving it to men to judge its quality by comparison to other masterpieces.
   The mussel certainly never has such problems; its shell shines anyhow in its own right. There is no idea of work, no concept of profit. It is free.
   Only in the summertime you sometimes find it precious, soon forgetting. You want to forget because next year you will seek nature as it is from the beginning. As our human world was when it took the shape of Aphrodite and ascended from the foam and waves to the sand, the cliffs and the solid earth where trees grow.
   In a way  it was Aphrodite who brought the pearl to real woman to remind her of her original home.

   From these useless observations others may conclude that words and meanings can be satisfactory as masterpieces, and yet only exist as such in the eyes and hands of a stranger with no interest whatsoever in the creation process or the master´s way of doing things, and definitely not in the rights of such a master.
   It would be much too complicated to read words like these if one should go through all the motions that the maker went through, each time the words were read as they were written, told or thought, in this case all three at the same time, as I am evolving a non-thought (not yet become thought as a result of thinking) around a non-existing pearl which I have just seen in a picture, and therefore wonder about. It made an impression on me.
   But what should I do with a real pearl?
   What I wondered was why the picture of the pearl interested me  at all though I have no desire to have one or give it to someone.
   Or did I?
   Did the maker of the picture foresee a desire in me to give someone a pearl when he or she sent me the picture?
   Or should I envy someone?
   Become aware of a void inside myself - a need?
   But is there any real  need of pearls?
  
   And is there any need of thoughts about pearls? Of poetry? Of prose fiction? Questions of the nature of needs? Metaphysical and other kinds of questions? Who cares?

The picture didn´t need words to present the thought of a pearl and the illusion of a specific pearl in my view while actually there were thousands of almost identical pictures of the same real pearl in other eyes, making an unknown number of people co-witness the the reality of the same pearl in the same picture shared by thousands. We know the same without knowing each other. Or at least we think that there must have been a real object of the photographic observation the picture is recording in a very faithful way. Faithful! Like a dwarf or gnome, goblin or Santa Claus preparing Christmas for all good children. Or technically speaking: a robot. Completely dependent on its maker and master. But perfect as long as the specifications are followed. Useful by definition, purposeful.
   At any rate, the message from the ocean´s workshop prompted me to theorize on nature´s finer abilities to move us in its direction, sympathize with its intention if there was one, and more than that, with its perfection. The 'artist' communicated all the way from creation through a chain of media to me - if one can call a pearl art.
   If it has a meaning, it is shared with us.
   Without you knowing me - as little as the painter of pearls - you partake in that communication even without the picture, the illusion of a real pearl. Here is no illusion, just finish. Conclusion of a chain of events.
   You don´t have to be enslaved by the pearl to cherish it. If you need cherishing anything. I mention this because you may not be interested, having other things to do. But then words are not the thing for you right now either. One thing at a time. Happily we are free to forget this world of ours while making attempts at reaching other worlds, real or imagined.
   Other ways and means do not change the fact that this world is perfect as it is.
   It is mostly a matter of preference if one is interested in the durability of  the printed word or a natural pearl, rather than in the shortlived bubble in the foam making music in the ear of the mussel tossed onto the beach. (I just made the mussel into a metaphor).
   But in the oicture of a pearl or mussel there seems to be - with us humans - a preconceived durability beyond that of a decorative, adorning joy and pleasure connected to the human body, just as there is an affinity with water. Mostly women´s bodies, and especially necks, and that is no coincidence but a meaning. The chain of pearls, the necklace, hans around a woman´s neck. The pearls all love her! And they thrive there as they did in the sea, in a way even better: in the human sense. An ascension. They derive their greater value from her as they are cherished and evaluated. They serve her well, telling about her special quality. Look at her skin, light or dark. It has special qualities which are heightened in concert with the pearls´ qualities, in an interplay of values. Differences in nuances are underlined by these foreign products of nature, in a way no man would be able to surplass. Therefore their value is heightened by the woman; she may even be regarded as a model. And together they may form a picture of the right choice. Not selfish but open to those who look at the picture of real value, seeing what it means.
   The picture says nothing but is more than a statement. It pictures something else than the object as it looks. It symbolizes everybody and everything in the same commanding way.
   I represents an inventory of what´s here. In the end, the final analysis of human existence, it may become part of a Doomsday Book by which the real owner, Man himself together with Woman herself, in one marriage of virile and feminine qualities in action, take back all that is his and hers, value it as its nature is. Seen in its proper environment it suddenly sparkles and gleams though it looked dull and valueless between the ordinary truisms of the commonplace.
   The same applies to amber, the electrifying sea gold, ein Greek: elektron.
   What then may be weighed is not just the heavy but also the immaterial. Beauty is one of them. What they said was of no interest to them will then regain value. Such are the waves of interest in this world, their meaning being differences, and movement.
   Natural beauty is both material and immaterial. It also weighs heavily in the reckoning that it stands for balance, harmony. The more natural the pearl, the higher its value and harmony. That´s the way it is.
   Harmony is the natural condition of quality and co-existence. Of different creations. Not identical ones.
   They speak for themselves, each in their own voice. They might even voice opinions:
                   'Tis the voice of the lobster; I heard him declare,
                    You have baked me too brown, I must sugar my hair.
                    As a duck with its eyelids, so he with his nose
                    Trims his belt and his buttons, and turns out his toes.

                     When the sands are all dry, he is gay as a lark,
                     And will talk in contemptuous tones of the shark:
                     But, when the tide rises and sharks are around,
                     His voice has a timid and tremulous sound.'
                     (Lewis Caroll: Alice in Wonderland)

   Why should an adult cry for a lobster? Because it is nature´s child.
   It represents others, and does it in our subconscious! It is the sea ambassador! And we cook it like missionaries once were cooked, maybe still are. But pearls are not for eating! We can´t eat them.
   They speak for themselves. And some are able to be present even if they aren´t. They contradict themselves as they please, voice different opinions at the same time, aspects.
                       
                        This is not a real pearl.

   Theoretical pearls like Pythagoras´aren´t real either.
   But here is a pearl of words which may be regarded as real by those who have experience:

                       Vom Blau, das noch sein Auge sucht, trink ich als erster.
                       Aus deiner Fussspur trink ich und ich see:
                       Du rollst mir durch die Finger, Perle, und du wächst!
                       Du wächst wie alle, die vergessen sind.
                       Du rollst: das schwarze Hagelkorn der Schwermut
                       Fällt in ein Tuch, ganz weiss vom Abschiedwinken.
                       (Paul Celan - 1920-1970, written in German i Rumania)

                       From the blue seeking his eyes I drink as the first.
                       From your footsteps I drink, and I see:
                       You roll through my fingers, pearl, and you grow!
                       You grow like all those forgotten.
                       You roll: melancholy´s black hailstone
                       Falls into a cloth, all white from farewell waving.

   Poetically speakig, it is more real, and as natural: feeling and form in one expression. Round.
   Therefore, if you want to become wiser, do not say that words aren´t real.
   Or that pearls have nothing to tell us!                         
    
Billedet er en kopi af et foto af en sammenkrøben Afrodite i badet, som er tilskrevet den græske billedhugger Doidalsas. Det blev til en type, som igen blev meget kopieret i den romerske periode efter originalen fra midten af tredje århundrede før Kr. En positur, en stilling - en type.Meget brugt model. The picture shows a copy of a crouching Aphrodite at her bath, attributed to the Greek sculptor Doidalsas. The type was often copied in the Roman period after the original of the mid third century B. C. A pose which was copied frequently after a model. A type.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

17.01 | 18:15

Søren: hvis du ser dette, må du godt byde på billedet og få det til din pris, fordi du er interesseret, på betingelse af, at du selv henter det/ betaler porto.

...
04.01 | 15:17

Søren. Billedets mål:60x70 cm. Pris 300 kr. ved afhentning ok? ellers + porto.

...
01.01 | 23:46

Hej Fini. Godt så! Jeg kan godt være interesseret i at købe, men forinden har jeg brug for at høre dels hvad målene er på dette billede, og også pris? Søren

...
01.01 | 17:35

Det er rigtigt, at fiskerbåds-billedet ligger sidst i den første Retro-menu, så hvis du vil købe det, gælder den forrige besked, men send mig en e-mail om det.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE