Tidligere udgivelser/Formerly published
Lyrik i Kontakt-serien 1960-61/Poetry in the Contact Series 1960-61
Fisker-Nielsen & Løkkes Forlag blev stiftet i København 1959 for at udgive dansk og udenlandsk lyrik i oversættelse. Dertil blev Kontakt-serien startet med det svenske FIB lyrikklub som forbillede; det var hensigten at udgive små heftede bøger af samme format og udstyr for at gøre bøgerne så billige som muligt; abonnement for hele serien på 6 individuelle småbøger blev sat til 15 kr. Snart viste det sig dog, at forfatterne ønskede flere sider og bedre udstyr, så den oprindelige ide med 6 ens småbøger blev ændret til individuelt udformede bøger. Selv om udgifterne voksede uden at indtægterne fulgte med, lykkedes det faktisk at få udgivet 6 bøger i serien 1960-61. Forlaget skulle i København være medlem af Grosserersocietet som forlagsboghandler; DBK bogdistribution stod fra denne begyndelse for distributionen til boghandlerne, ikke blot i Danmark, men i hele Norden. Interessentselskabet bag forlaget blev deponeret hos en advokat til 1967. Samme år blev antologien "Profiler. Ung dansk lyrik" fra Grafisk Klub 13 Cicero 1961 nævnt i DR-grundbogen 'modernismen i litteraturen', redigeret af Finn Stein Larsen.
   Forlaget Løkke har doneret et eksemplar af hver af Kontakt-serien lyrikbøger til Håndskriftsamlingen i Det Kongelige Bibliotek 1990; sammen med bøgerne opbevares avisanmeldelser fra hele landet (på det tidspunkt var der mange flere forskellige dagblade i hele landet, og hver af dem havde deres egne lyrikanmeldere,  hvoraf flere var meget åbne over for det nye  i gennembrudsårene for den moderne lyrik i dansk oversættelse 1960-62).  Også senere udgivelser fra Løkkes Forlag findes i Håndskrift-samlingen. For at se materialet, kan man kontakte Håndskriftsamlingen på e-mail-adressen cmb@kb.dk for at aftale et tidspunkt, hvor det kan være fundet frem fra magasinerne og ligge til gennemsyn på afdelingens læsesal.
   Biblioteksvagten har oplyst, at det i øvrigt kan være lidt kringlet at finde registreringen, da den ikke ligger i bibliotekets hovedkatalog. Man skal i stedet fra hjemmesiden www.kb.dk ind i onlinekatalogen REX og dér vælge, først Nationalsamlingen, så Håndskrifter og arkiver, og endelig Håndskriftbasen, før man kan skrive løkke? i søgefeltet og endelig nå frem til posten:
Opstilling: acc 1990/62
Titel: Forlagsmateriale fra Forlaget Løkke 1958-1990
Omfang: 5 kapsler
(Denne beskrivelse bliver snarest oversat til engelsk )
Kontakt-serien bind 1: Jørgen Bruun Hansen: Enkle Ord. Heftet, 11x15,5 cm, 32 sider. Forsidegrafik af Dan Sterup-Hansen (radering), trykt i Løkkes Bogtrykkeri, Nyborg 1960. Hvis man slår bogen op i bibliotek.dk, ser man, at den står på 4 biblioteker, hvorfra den kan skaffes til eget bibliotek. (Udsolgt)
Kontakt-serien bind 2. Græsk Folkepoesi, oversat fra græsk af Ole Wahl Olsen, 11,5x16 cm, med ryg, 64 sider, trykt i Løkkes Bogtrykkeri, Nyborg. Omslagsgrafik efter akvarel af Helge Refn. Dette bind er den første oversættelse fra nygræsk til dansk. (Udsolgt. Findes på 13 biblioteker)
Kontakt-serien bind 3. Wallace Stevens: Digte. Oversat fra amerikansk af Per Dorph-Petersen, Bent Irve og Niels Barfoed, redigeret af Bent Irve. 12,5x20 cm, med ryg, 40 sider. Dette bind digte er den første oversættelse af Wallace Stevens til dansk nogensinde. Omslagskalligrafi: Helge Jacobsen. Trykt i Løkkes Bogtrykkeri, Nyborg. (Udsolgt, findes på 11 biblioteker)
Erik Stinus: Cabo Tormentoso. Bindet er det fjerde i Kontakt-serien, 43 sider. Omslagsgrafik af Gunnar Hossy. Trykt i Løkkes Bogtrykkeri, Nyborg. Det er Erik Stinus' anden digtsamling. (Udsolgt)Findes på 10 biblioteker.
Kontakt-seriens bind 5 var 8 svenske poeter fra 50´erne, oversat af Knud Fisker-Nielsen (Tomas Tranströmer, Kjell Espmark, Östen Sjöstrand, Lasse Söderberg, Folke Isaksson, Sandro Key-Åberg, Ingemar Gustafson og Bo Setterlind). Omslagsgrafik af Fini Løkke. 14x20 cm, 81 sider. Trykt i Løkkes Bogtrykkeri, Nyborg.(Udsolgt) Findes på 10 biblioteker.
Kontakt-seriens sjette og sidste bind var antologien "Profiler. Ung dansk lyrik", redigeret af Ole Werner Thomsen, udgivet af Grafisk Klub 13 Cicero, København 1961. Omslag af Ingvar Zangenberg,trykt på brunt Ingrespapir af C. Th. Thomsens Bogtrykkeri. Inde i bogen, som er trykt i Vang Rasmussens Litografiske Trykkeri, er der grafik af Thjarli Christensen (4 akkompagnerende), 5x22 cm, 48 sider. Bidragyderne var Inger Christensen, Fini Løkke, Knud Fisker-Nielsen, Benny Andersen, Bent Irve, Erik Stinus og Ole Werner Thomsen. (Udsolgt) Findes på 13 biblioteker.
Løkkes Forlag 1968
Sphus Bauditz (1850-1915), novellen "Gift" fra "Historier fra Skovridergaarden" Illustreret af Fini Løkke (10 sort/hvide rastertegninger samt farvelagt omslagstegning; skriften på omslaget er Garamond. Brødteksten er sat med Excelsior, den daglige skrift i Løkkes Blade. Novellen blev først bragt i Nyborgbladet og "Sydøstfyn", hhv. 20.000 og 5.000 eksemplarer; billigbogen på 48 sider blev trykt i højtryks-rotation i 10.000 eksemplarer, hvoraf en del blev uddelt som reklame for "Sydøstfyn" i forbindelse med en forevisning i Hesselager Bio med den Bauditz-baserede danske film "Hjortholm", andre købt af østfynske supermarkeder med firmaets reklame på bagsiden. Også solgt i landsdækkende boghandel gennem DBK bogdistribution i mange år. Blev rosende omtalt i Dagbladet "Børsen" som "et ganske godt genrebillede". Findes i 2 biblioteker. Ønsker et bibliotek mere at anskaffe bogen, evt. via en låner, kan et eksemplar endnu skaffes. (Spørg Gæstebogen) Small pocketbook reprint of a short story by Sophus Bauditz (1850-1915). Illustrated by Fini Lokke. Printed as feuilleton in our weeklies Nyborgbladet and Sydøstfyn in 25.000 copies, the pocketbook in 10.000 copies. Used as a gift at film based on Bauditz´ novel "Hjortholm" at Hesselager Cinema, in the village of Hesselager in South Eastern Funen where the weekly newspaper "Sydoestfyn" was published. Had a fine review in the national daily "Boersen".
Løkkes Forlag 1969: Caravan-serien
1969 fik Løkkes Forlag i Nyborg aftale med Bladkompagniet i København om forhandling af pocketbøger til kisoker over hele landet. Til at begynde med var det westerns med rettigheder købt af det amerikanske forlag "Fawcett Publications" (senere CBS). Fini Løkke oversatte romanerne uforkortet, og omslagsillustrationerne var de originale amerikanske. Grafikeren Svend Birkegaard skabte en ramme og typografi på omslaget, som gjorde serien genkendelig som en helhed, hvad man bemærker på gengivelserne her. Teksten er trykt i avisrotation i een arbejdsgang på avispapir. Den første pocketbog blev omtalt i "Jyllandsposten"; trods lidt kritik solgte den fførste bog bedst af alle i kioskerne, 6000 eksemplarer.
1969 Lokke Publishing had an agreement with the national distribution chain Bladkompagniet in Copenhagen about pocketbooks translated unabridged by Fini Lokke from the American original westerns, crime novels and science fiction and fantasy tales. The first pocket book sold most copies, 6000 copies nationwide in drugstores and bookstores. 
Gordon D. Shirreffs: Legenden om Kid, oversat uforkortet af Fini Løkke fra amerikansk "Now He Is Legend". Handlingen foregår dels i Mexico, dels i New Mexico i tiden efter den amerikanske borgerkrig. Pocketbog 184 sider. Kr. 4,75 incl. moms. Caravan-serien (LØ1) Grafisk tilrettelægning: Svend Birkegaard. Trykt i Løkkes Bogtrykkeri, Nyborg. (Udsolgt). Findes på 1 bibliotek.
E. M. Parsons: Fargo, oversat uforkortet af Fini Løkke også i 1969, 172 sider. Foregår bl. a. omkring en guldmine. Omslag og typografisk tilrettelægning af Svend Birkegaard. Caravan-serien (LØ2) Kr. 4,75 incl. moms. (Udsolgt) Findes på 1 bibliotek.
Caravan-serien 1970
T. C. Lewellen: Hævneren, oversat uforkortet af Fini Løkke efter "The Ruthless Gun", Fawcett Publications, copyright T. C. Lewellen. Handler bl. a. om en sølvmine. Grafisk tilrettelægning Svend Birkegaard. Trykt i Løkkes Bogtrykkeri, Nyborg. 207 sider. Caravan-serien (LØ3). Kr. 4,75 incl. moms. (Udsolgt) Findes på 1 bibliotek.
Fini Løkke: Døden og Montezuma, romanbearbejdning med kapitler og forkortning af conquistadoren Bernal Diaz del Castillos historiske beretning om Mexicos erobring 1521. (Beretninger om guld, fjer, ædelsten og jord til conquistadorerne) Godt anmeldt i "Jyllandsposten" som "en bog om Cortez".138 sider. Grafisk tilrettelægning og omslagsillustration (efter originalskitse af Fini Løkke) Svend Birkegaard. Hovedet forestiller en Maya-kriger med Aztekisk hovedtøj; profilen er taget fra en mexikansk mønt. Kr. 4,75 incl. moms. (Udsolgt) Findes på 2 biblioteker. For særligt interesserede kan et eksemplar skaffes (Spørg Gæstebogen).
Carvan-serien 1974 (sidste western)
William Hopson: Den farlige vej, oversat uforkortet af Fini Løkke 1974 fra "Trouble Rides Tall", Copyright Donald McCampbell, Inc. New York. 201 sider.Grafisk tilrettelægning Svend Birkegaard, men omslagstypgrafi of farvevalg hertil var af Fini Løkke. Handlingen foregår omkring afslutningen af den amerikanske borgerkrig i Missouri og Texas, bl. a. i Sedalia, Missouri, som var knudepunktet for den sydlige jernbane i kvæghandelen fra vest til øststaterne. Kr. 4,75 incl. moms. Caravan-serien (LØ6) (Udsolgt) Findes ikke på nogen biblioteker, men kan skaffes ved forespørgsel i Gæstebogen.
Caravan-serien bind 5: Filmbog
James O´Neill: Oprør i Minen, er baseret på et filmmanuskript af Walter Bernstein (filmen blev godt modtaget af kritikken i Danmark), omslaget viser skuespillerne Richard Harris, Sean Connery og Samantha Eggar foran kulmineskakten, mens minepolitiet forsøger at holde arbejderne i skak. Historien er både 'industriel arkæologi' om Pennsylvanias kulminer, med konflikter mellem de katolske minearbejdere og de protestantiske ejere; konflikten strakte sig helt til fodboldkampe (som det også kan ske i vore dage). Den er oversat af Fini Løkke fra "The Molly Maguires", som historisk var navnet på en terrorgruppe i Irland. Samtidig er bogen en kriminal- eller detektivhistorie, idet Richard Harris spiller en minedetektiv hyret af ejerne gennem Pinkerton-bureauet; Sean Connery er modstandslederen, og Samantha Eggar står imellem konfliktens parter som datter af en syg gammel minearbejder.158 sider. Rettigheder fra Fawcett Publications, Inc. Omslagstypografi af grafikeren Svend Birkegaard; illustration fra filmen. Trykt i Løkkes Bogtrykkeri, Nyborg 1971. Kr. 8,75 incl. moms. Kan skaffes via Gæstebogen med tillæg for porto.Findes på 2 biblioteker.
Caravan-serien bind 7: Fantasy, Horror og Science Fiction
8 Mærkelige Fortællinger, redigeret af Vic Ghidalia, er oversat fra amerikansk af Fini Løkke fra "Eight Strange Tales", copyright Fawcett Publications, Inc. 1975. Fortællingerne er fantasy, horror eller/og science fiction med Ray Bradbury som den kendteste digter; de øvrige bidragydere er alle klassikere "i en genre, hvor myrekryb er et kvalitetskriterium. Historier, der går over grænserne for enhver rimelig skepsis og får sjælen til at gyse. Vic Ghidalia er gysersamlernes gysersamler," som bagsideteksten lyder. Science Fiction Cirklen, Odense, gav bogen rosende omtale i sit magasin og købte 100 eksemplarer af denne bog, og den blev udstillet på Filmskolen i København ved Science Fiction-messe. Forfatterne er foruden Bradbury Walter M. Miller, Jr.; August Derleth; Clark Ashton Smith; Robert E. Howard; Charlotte Perkins Gilman; Algernon Blackwood og Edward Lucas White. 218 sider. Omslag af Fini Løkke. Trykt i Midtfyns Bogtrykkeri, Ringe. Særligt interesserede kan stadig købe et eksemplar via Gæstebogen for 24 kr. plus porto. Findes på 5 biblioteker.
Import
Anthony Hopkinson: Papermaking at Home. How to produce Your Own Stationery from Recycled Waste er importeret fra Thorson Publishers,Wellingborough, Northamptonskire, England efter en præsentation af forfatterens opfindelse, et plastic-papirmageri-net i BBC World Service-serien "Ideas from British Manufacturers". Forfatteren tilbød selv bogen efter, at forlaget havde købt hans papir-fremstillingskit. Den indeholder ud over anvisninger på hobby-papirfremstilling (med tegninger af Ivan Russell og Sylvia Hopkinson) en kort, meget interessant papirets historie. Bag i bogen, som altså er på engelsk, er der en annonce for paperbacke´n "Bookbinding at Home", an ideal companion to "Papermaking at Home". Det mest interessante ved den, er at den skrevet af danskerne K. Riberholt og A. Drastrup. "Papermaking at Home" er på 95 sider, med index. Ganske få eksemplarer er stadig til at få via Gæstebogen. 67 kr. plus porto.
Tegneserie uden ord/Cartoon without words
ESKIMO - lille tegneserie uden ord, 16 sider i sort og lyseblåt med hvidt som farve, 15x7,5 cm. Trykt i Løkkes Bogtrykkeri, Nyborg. Printed in Denmark. Blev vist ved Bogmessen i Milano 1969 og gav respons i form af en henvendelse fra en italiensk forlægger. The drawings were given without charge together with another catoon about jazz in the same format.Tegning og tilrettelæggelse Fini Løkke.
Filosofi på dansk HUMANISTICA
Serien HUMANISTICA var redigeret af filosoffen Lars Aagaard-Mogensen. Første bind blev udgivet af Løkkes Forlag i samarbejde med Folkeligt Oplysnings Forbund 1976; 1300 eksemplarer blev på forhånd aftaget af FOF. Pris 5 kr incl. moms. 48 sider. Hvad er Oplysning? er et essay af filosoffen Immanuel Kant fra 1784; det kommenteres her af de danske filosoffer Justus Hartnack:Oplysning og Fornuft K. E. Løgstrup: Videnskab og Oplysning, David Favrholdt: Frihed og Indoktrinering, samt Johannes Sløk: Fordummelsens Tid, desuden er der et efterskrift af Fl. Palle Hansen for FOF. Omslag og typografisk tilrettelæggelse Fini Løkke. Trykt i Midtfyns Bogtryk, Ringe. Klassesæt på 10 stk kan købes via Gæstebogen for 50 kr. incl. moms og porto (tiden har desværre gjort heftningen lidt rusten). Enkelteksemplarer sendes for 10 kr. Findes på 18 biblioteker. Rosende omtalt i pressen. Bind 2 i HUMANISTICA var E. H. Gombrich: Kunsthistorie og Samfundsvidenskab, som var udgivet af Hrymfaxe og Folkeligt Oplysnings Forbund, men distribueret af Løkkes Forlag og brugt i studiekredse samt solgt i boghandelen gennem 20 år, før den var helt udsolgt. Trykt i Grenå. Findes på 17 biblioteker. Bind 3 i HUMANISTICA hed "Om Tolerance"; også den blev kun distribueret af Løkkes Forlag. Trykt i Grenå. Udgangsessayet var "Fanatisme og sund fornuft" af den engelske filosof Shaftesbury. Desuden var bidragene Karl R. Popper: Toleranceparadokset; Lars Aagaard-Mogensen: Mave og øre; Monroe C. Beardsley: Den dogmatiske uddannelses faldgruber; Per Stig Møller: Udsætte eller undsætte; Jytte Strøm: Om tolerance; Bertel Haarder: Det åbne samfund, og Bent Olesen: Tolerance, indsigt og ansvar. 48 sider. Findes på 16 biblioteker.
ECLIPSE BOOKS
På engelsk blev serien ECLIPSE BOOKS redigeret af Lars Aagaard-Mogensen, som havde samlet følgende filosoffer og æstetisk kyndige bidragydere til første bind Culture And Art 1976: Arthur Danto: The Artworld; George Dickie: What is Art?; Jospeh Margolis: Works of Art are physically embodied and culturally emergent entities; Søren Kjørup: Art Broadly and Wholly Conceived; Leonard B. Meyer: Forgery and the Anthropology of Art; Teddy Brunius: Theory and Ideologies in Aesthetics; B. R. Tilghman: Artistic Puzzlement; Timothy Binkley: Decidin About Art; Hubert G. Alexander: On Defining In Aesthetics; Gary Iseminger: Appreciation, the Artworld, and the Aesthetic; Jack Glickman: Creativity in the Arts; Richard J. Sclafani: The Theory of Art; Colin Lys: Danto and Dickey on Art; og Monroe C. Beardsley: Is Art Essentially Institutional? 211 sider, paperback. Omslag og typografisk tilrettelægning af Fini Løkke. Udgivet samtidig af F. Løkkes Forlag, Nyborg og Humanities Press, Atlantic Highlands, New Jersey, USA. Exporteret til distribution af Mercedes Book Distributers, New York (World Trade Center) til USA, Mexico og Canada, desuden pr. postordre fra Nyborg til 17 lande både i vest og øst. Bogen blev hurtigt udsolgt i 2000 eksemplarer, og siges at være blevet genbrugt 5 gange af studenterne på New York State University at Brockport og andre universitetskurser. Trykt i Midtfyns Bogtrykkeri, Ringe. Findes på 8 danske biblioteker.
Bind 2 i ECLIPSE BOOKS var professor George J. Stack: On Kierkegaard: Philosophical Fragments, udgivet 1976 samtidig af F. Løkkes Forlag, Nyborg og Humanities Press, Atlantic Highlands, New Jersey. Distribueret som bind 1 og ligeldes solgt til 17 lande pr. postordre fra Nyborg. Indhold: Kierkegaard´s Philosophical Themes, Kierkegaard and Nihilism, Kierkegaard and Aestheticism, Concern in Kierkegaard´s Thought, Aristotle and Kierkegaard´s Existential Ethics, Existence and Possibility, Bibliography. 127 sider. Paperback design & typograhy Fini Løkke. Trykt i Midtfyns Bogtrykkeri, Ringe. Bogen blev brugt igennem 20 år i professor Stacks kurser på State University of New York at Brockport, ca. 100 eksemplar årligt, oplag 2000. Også genbrugt 5 gange. Stadig til at købe via Gæstebogen for 50 kr. incl. porto. Used by students at professor Stack´s courses at State University of New York at Brockport for 20 years.Still available via the Guestbook at $ 5 plus postage which will be different in different parts of the world; often postage costs more than the book itself which I am not willing to pay. Findes i 9 danske biblioteker.
Fini Løkke: "Flugten. Nyborg 1808" udgivet i 2008 er en periodeskildring 1750-1850 omkring Nyborg-købmanden Rasmus Møllers skæbne og de spanske troppers flugt fra Nyborg under Marquis de la Romana på engelske skibe og deres videre skæbne i krigen mod Napoleon i Portugal og Spanien under Hertugen af Wellington. 50 sider er kilder på originalsprogene og oversat til engelsk. 269 sider med 8 farvesider.ISBN 9 788785 074812. Fås i boghandelen via DBK bogdistribution for 149 kr. incl. moms. Se anmeldelser på Velkomstsiden. Bogen kan lånes på 21 biblioteker.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

30.11 | 14:02

Jeg er udlært som håndsætter/typograf på Løkkes Bogtrykkeri

...
17.01 | 18:15

Søren: hvis du ser dette, må du godt byde på billedet og få det til din pris, fordi du er interesseret, på betingelse af, at du selv henter det/ betaler porto.

...
04.01 | 15:17

Søren. Billedets mål:60x70 cm. Pris 300 kr. ved afhentning ok? ellers + porto.

...
01.01 | 23:46

Hej Fini. Godt så! Jeg kan godt være interesseret i at købe, men forinden har jeg brug for at høre dels hvad målene er på dette billede, og også pris? Søren

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE