Bølgernes Bastion. Fragment af en roman
Forlagsvurdering
   Forlaget Gyldendals konsulent vurderede i 1990 romanen "Men størst er Vaudeville" og konkluderede følgende om første afsnit "Bølgernes Bastion":
"Det begynder rigtig godt i "Bølgernes Bastion", hvor to kartografer rejser til Mågeøen, skriver Bogen (denne bog) sammen, og gør sig uendelig mange tanker om verdens indretning og tidens skin, mens de rejser ind i labyrinten ved den yderste rand. Man bliver virkelig ramt af de rum, der skabes i sproget her. Her er Toteninsel og Slutstrand. Ruinerne vokser fast, slår rødder i jorden og bliver ét med den tradition, som de to videnskabsmænd ene af alle i tiden holder ved, for "uden erindring kan vi ikke forstå, at tiden eksisterer."
   Rummet i "Bølgernes Bastion" - og hele tonen i det afsnit - mindede mig om Poes "Narrative of Arthur Gordon Pym". Det er det bedste afsnit i manuskriptet, og det eneste man kunne overveje at trykke. Stærke, meget specielle sager. En rigtig sfinks af en gnistrende skrotklump."
Bølgernes Bastion. Fremskrivningsfiktion

"
"Dokumentarfilm er hvad der sker for andre; fiktion er hvad der sker for mig."
(Jean-Luc Godard)

"Nutildags føler mennesker ofte, at deres privatliv er en serie fælder." Sociologen C. Wright Mills i "The Sociological Imagination" 1959

Personer og begivenheder i denne fortælling er fiktioner uden krav på troværdighed. Alligevel har de relevans, også ud over tiden de er digtet ind i.

I

Rejsedagbogen:                Glat sejlads 7/8

   Skibet, der skulle bringe os ud til Mågeøen, lå og ventede på os i den nordligste havn, da vi ankom tidligt om morgenen. Det var skinnende hvidt og kantet som en isblok. Havet gengav dets form omvendt i sit spejl.
   Længere ude var vandet lyseblåt, så vidt vi kunne se, meget lyst, og små hvide lammeskyer svævede over det og spejledes i det. Yndigt. Navnet Norman del Mar, som vi havde hørt i radioen, foresvævede os, et musiknavn, men også meget normannisk og spansk på samme tid. Rumskibet 'Excelsior' og 'Interstellar Space' var andre associationer, begge mest lydlige. Ikke fordi der var noget fantastisk ved detvi så, slet ikke; men atmosfæren var anelsesfuld. Skibets kanter blændede som afskåret glas i vintersol eller smeltende, eller det blændende ved lysets skarphed blev smeltende, udflydende, ikke skingrende, men klingrende.
   På bølger af glas gled vi langsomt hen mod øen. Måger fulgte os og måger modtog os, med en celestial duft der fyldte hele vor bevidsthed; som porcelæn virkede de i den lyseblå luft, gipshvide, når de vendte på stive, spidse vinger, der mindede om udspændte drager og flyveøgler. Hvor massive disse fugles kroppe dog er, når man ser rigtigt på dem og lyset er lige på dem.
   Da vi nærmede os øen og kunne se kystens gulbrune klinter, antog underholdningsmusikken i transistorradioen en mærkbart ændret klangfarve, som om den blev lysere og lettere, og vi ligesom svævede med den, på en yderst behagelig måde, i en let eufori.
   Vi mener - som en Mogens-fantasi af den danske digter I. P. Jacopson, kendt fra Schönbergs 'Gurre-Lieder':
   "Fri. Han kunne ikke se andet end himlen over sig og den vide horisont...selv havet svævede...altid lyseblåt...en kort tid svømmede han i et korngult syn uden grænser. Men snarere var det, som om det næsten ikke havde været der. Nu var der glas for billedet, og det var ganske lille. En flot rød mejetærsker var ved at dukke frem bag en bakke, og det blå hav var mere blånende end det nogensinde havde været, og der var malet en række kridhvide småskyer på den blegblå himmel.
   Korngold!
   Det mærkelige ved denne fantasi var, at den var til før vi kom her, at at de vi nu så, netop så ud som i fantasien og alligevel var helt nyt.

                                                     *
   En anden måde at se måger på er at gense dem i erindringens lys. At mindes april ved et hegn på landet: over hegnet en mørkegrå snesky, ind fra højre en måge, først grå som skyen (skyggen og ryggen); så vender den - der er noget dødningeagtigt i det. Hegnets grenværk gulligt oplyst. Ved erkendelsens grænse.

II
Videnskabelig rapport & reportage til tidsskriftet Space & Time, illumineret håndskrift efter klassiske forbilleder (man kunne nævne et dansk topografisk værk som Thura´s "Bornholm og Christiansøe" Kiøbenhavn 1756).

   Vi er begge små i forhold til den omgivende natur, og vi ved det. Det morede os, da vi mødtes på banegården i hovedstaden for at begive os ud på denne tjenesterejse. Vi sagde til hinanden, at vi jo var en slags tinsoldater, ganske vist med to ben hver og fuldt ud i stand til at bevæge os ved egen kraft. Naturligvis er det kun en morsomhed og en vits, at vi er tinsoldater; men det slog os begge, da vi så hinanden første gang. Et sted er der måske nogen højerestående, der ikke vil opfatte det som en morsomhed; for denne imaginære person er det måske slet ikke så langt fra virkeligheden, at vi er tinsoldater og brikker i et spil. Spillet kender vi ikke; det bekymrer os heller ikke, for vor opgave er klart defineret. Vi skal blot kortlægge en lille ø i vor omverden, et beskedent sted med mennesker endnu mindre end vi selv, set med civilisationens øjne, naive farveglade sjæle, der snart forsvinder. Vi skal gøre det så godt og samvittighedsfuldt vi kan, som vi plejer og i overensstemmelse med vor storartede uddannelse. Vi er specialister, og vi ved det. Kun iagttagere, beskrivere, opmålere, intet andet. Ikke noget at gøre sig til af, det skal guderne vide.
                                                       *
   Også os selv beskriver vi. Netop denne kendsgerning og forståelsen af den gør vor opgave kompliceret. Det følgende er indholdet af to dagbøger, skrevet sammen i een beskrivelse med fælles terminologi og målestok, herunder reguleret værdiskala. Skulle vor beskrivelse forekomme en smule bølgende, svingende, skyldes det altså, at den er sammenstukken af to næsten ens, men ikke helt ens, selvstændigt iagttagende personers indtryk: et fælles udtryk. Det er lettere sagt end gjort! Selv dette 'næsten' er problematisk.
   At vi er ens, er lidt for meget sagt, hvis man opfatter det absolut: vi er kun relativt ens. Ens, fordi vi kommer fra det uhyre ensartede samfund af hurtigtbyggede betontypehuse og betonlegepladser, opvokset i betonbørnehaver og betonskoler og bosat i betonkarréer resten af tilværelsen, eller livet, som man plejede at kalde det, da krig stadig truede. Af denne og andre grunde er vi særlig egnede til sammen at beskrive omverdenen, samtidig med, at vi kontrollerer rigtigheden af hverandres iagttagelser, At vi er to (næsten) ens individer, gør os til vidner. Der skal altid to vidner til fo at gøre en begivenhed vidnefast. At vidnefastheden er relativ til modtageren, kan sluttes af 'næsten'. Modtageren ser os som ens, ansatte, 'tinsoldater', uniforme, selv om vi ikke ser os selv som sådan. Hjemme var det blevet svært for os at iagttage omverdenen, fordi alt efterhånden forekom os ens, uanset hvor forskelligt det var på overfladen. Det virkede på os, som om alt udsprang af samme kilde, kom fra samme plankontor, hvad enten det var brød eller flamingoerne i Zoo eller motorcykler. Alt kunne ordnes, selv slaver til funktionærhjem. Der er jo ingen grund til at beskrive noget, som vi allerede har gennemskuet. Noget fremmed derimod egner sig for beskrivelse endnu, indtil det er grundigt beskrevet og fortalt, optaget i ensartetheden, vort homogene samfunds altomfattende bevidsthed eller måske snarere indført som soma eller opium til fremme af den almene bevidstløshed (altomfattende indenfor de fastsatte grænser, naturligvis ikke tøjlesløshed).
   Hjemme kunne vi ikke længere se os selv, syntes vi. Nu ser vi på denne smukke spejlblanke havflade og glæder os i stilhed. De rejsendes glæde begynder allerede ved opbruddet fra hjemmet. Ja før, blot ved tanken om at rejse. Derfor læser vi, derfor beskriver rejsen og dens mål for dem derhejmme - ikke for os selv, for det ville være meningsløst og unødvendigt. Og uden mål i begge retninger, ud og tilbage igen, ville vi ikke rejse, ej heller glæde os eller evne at få andre til at glæde sig. Det er distancen, der skal tilbagelægges, som vi tilbagelægger, som de glæder sig over, ikke vor nærhed, ikke os. Vi er dem ligegyldige, fordi vi er nøjagtig som de - men at vi er nøjagtig som de, eller de tror vi er det, er betingelsen for, at de kan følge med i fantasien på vor lange rejse mod nord.
   Uden bevægelse i virkeligheden og i fantasien ville glæden ikke være til. Det var netop det, den ikke var, før vi fik vor opgave. Vi var ikke glade, men ligeglade. Vi var bare små mappemennesker, som man siger. Ganske vist havde vi viden om, at mennesket er noget stort og vidunderligt, for det havde vi altid lært, og det kan blive endnu større, med andre ord, bedre, for naturligvis er det ikke den yderstørrelse, det kommer an på, som bodybuilderne. (Hvem ved forresten, om ikke det ydre ved at forbedres kan gøre det indre bedre?) Men vi syntes det var svært at få øje på storheden i os selv; vi følte os små og betydningsløse, relativt betydningsløse. Vi var tilpassede, og vi syntes det var sært ikke at være tilfreds med denne tilstand. De utilfredse, vi læste og hørte om fra fortidens ulige samfund -syntes vi også var sære, selv om de var interessante som case studies. Lærerige. De kunne tjene til belæring om farerne ved det utilpassede.
   Hvilken far kunne i fuldt alvor ønske for sin datter, sit lille barn, at hun blev utilpasset? Nej, det kunne ingen bonus pater familias ønske for nogen, ej heller for sin søn, lige så lidt som den bibelske fader kunne ønske for sin søn, at han blev fortabt - det var hjemkomsten, der var meningsfuld for den gode fader. Det fortalte hans følelser tydeligt. Hvad andet end farerne skulle de utilpassede belære os om? Der er ingen grund til at modtage belæring om noget forkert. Kun om det rigtige kan der belæres. Det rigtige er altid normalt, og det kender vi i forvejen. Hvorfor så egentlig modtage belæring, når vi allerede er tilpasset, konditioneret, socialiseret, normaliseret? Fordi glæden også er en del af det rigtige.
   Vi opfatter altså vor beskrivelse som unyttig i forhold til den almindelige læser; den er kun nyttig i forhold til fortid og fremtid. Såvel fortid som fremtid er nødvendige begreber for vor nyttige og tryghedsfremkaldende tidsopfattelse. Uden disse begreber ville alting, og vi med, stå stille, og det er normalt hos os at bevæge sig, da vi jo har to ben. Bevæge sig fra det ene sted til det andet, som fra det ene ord til det andet. Det er bevægelse, der skaber m,eningen med livet som med ordene, som linien skaber meningen med punkter i et koordinatsystem, kurven der siger os noget ud fra de definitioner, der er knyttet til lodret og vandret retning frem og tilbage, opad og nedad.
   Uden bevægelse behøver vi ingen ord. Så vidt er det endnu ikke kommet i vort samfund, og vi har svært ved at forestille os en anden samfundstilstand i andre dimensioner, selv om de ikke er en umulighed. For eksempel i et samfund af lutter siddende, stolemennesker, som bliver mere stol end menneske, og hvis eneste læsning er speedometret. Nogle er allerede lænket til deres rat. Bilister bevæger sig ikke ret meget. Det er bilen, der bevæger sig. Og bilen bevæger ham eller hende; den er også hans/hendes hypnose; bilen er en fascination af tingslig bevægelse i forhold til andre tingslige bevægelser og det statiske plan, der hele tiden truer med at standse bevægelsen og ofre bilisten til det statiske som straf for hybris, overmod. Derfor må bilisten også huske den halvdel af sig selv, der frigør fra fascinationens hypnose af vejen og dens ting i fart frem og tilbage, og deres lys og solens somme tider blændende lysglimt, således at hypnosen ikke bemægtiger sig ham eller hende helt og gør det af med ham eller hende.
   Selv er vi små og betydningsløse. Det er kun opgaven, der gør os betydningsfulde, og det synes vi gudskelov ikke vi er. Fremtiden vil vise, om vi er det for nogen, om vi er så heldige at passe ind i fremtidens mønster.
                                                           *
   Det blæser slet ikke her. Denne fremmede verden er som glas. Men dog bevæger vi os, så meget kan vi konstatere - vi er helt enige. "Best to be wounded on a night patrol in a quiet quarter", skrev Robert Graves om Første Verdenskrig i "Goodbye To All That". Vi skal ikke såres, vi sejler i dagslys i et fredeligt ærinde.
   Ud fra vort kendskab til den normale udvælgelsesprocedure skønner vi, at vi er udvalgt til denne opgave blandt hundreder, måske tusinder af applikanter, som alle har kvalifikationer af nogenlunde samme art. Det er jo kun så naturligt. Vi må derfor regne med, at det i nogen grad er et  tilfælde, at det netop blev os, der fik lov at rejse. At vi er typer. Af den grund har vi tænkt os overalt i denne sammenhæng at kalde os A og B som i Arme og Ben, Antonius og Brutus. Det kunne have været O og P. Oven i købet ville det stemme godt med vor selvopfattelse, hvis vi antikvatyper. Der er lidt gammelt ved os begge, ikke så gamle eller så moderne, at vi kan betegnes som groteske.
   Når vi nævner A først, betyder det dog ikke, at vi regner os selv som værende så forskellige i kvalitet, at A kommer før B; der kunne lige så godt have stået B og A. Men forskellige regner vi dog med vi er, omend det kun er lidt. Forskellen kan sammenlignes med forskellen mellem A og B, forskellen mellem vokal og konsonant. En reel forskel, men begge er bogstaver og tjener sproget, så selv om forskellen er væsentlig, skiller den ikke.
   Vi glæder os billedlig talt allerede til prøvetrykket. Forhåbentlig vil A og B tilsammen give mening. Hver for sig ville de to bogstaber ikke sige nogen ret meget, højst se pæne ud, hvis man har sans for skriftformer. Man vil forstå, at vi virkelig er antikvariske af væsen: vi befinder os godt indenfor traditionen. Den gør vort udtryk efterprøveligt. Lige så lidt som tiden kan traditionen gøre flertallet utrygt - og det høre vi til. Vi er ganske almindelige mennesker, eller almene.
   Engang i fortiden ville man have kaldt os for vanemennesker; men efter at religionerne er udjævnet, har ordet helt mistet sin betydning. Det har ingen relevans i statistiske samfund som vore. For musikken har det skabt store problemer, idet ingen efterhånden hører nogen forskel på Mantovani-klassisk og Stravinsky-modernisme, folkemusik og videnskabelig præcision. De må have kunstnerisk-historisk manuduktion først. Uden den kniber det med at føle sig hjemme i en koncertsal; og efter at jazz gik på college og blev et fag, man kunne få diplom på, har man ikke haft det at hælde sit folkelige hoved til, og det er nu meget længe siden.
   Vi er almindelige, vi er slet intet værd: vi er værdifrie.

   Øen er så lille, at den endnu ikke findes på noget kort. Ingen har fundet det umagen værd at opmåle den. Den befinder sig med andre ord uden for vor viden, tilhører ikke verden, som er og altid har været den kendte verden, ligesom historien består af kendte menneskers handlinger. Historien selv er et forsøg på at kende verden, som genkendelse og landkending for søfolk: et håb om forståelse.
   Før i tiden fandtes der sandsynligvis praktiske kort med alle eksisterende øer optegnet; men efter at kortfremstillingen mere tager hensyn til publikums interesser end til mulige, men ikke sandsynlige, højhedskrav, er antallet af kort skrumpet betragteligt ind, fordi køberne har mange ande interesser, som porcelæn, knive eller frimærker. Mærkeligt nok er denne situation opstået ved en sparepolitik: ledelsen nøjes med at fremstille kort over områder, hvor kortene sandsynligvis kommer i brug, inden de er forældede, efter et hensigtsmæssighedssynspunkt. Man skulle synes det var en fornuftig politik; men resultaterne viser det modsatte. Det vil nemlig faktisk sige, at vor viden idag er mindre omfattende end den var før i tiden, hvor den ikke var pragmatisk, men absolut på grund af krigsfaren, som altid blev værre og værre og overgik fantasien. Alt det vendte atombomben på hovedet. Nu var der ingen udvikling, som kunne være værre, hvad man så end fandt på, for ødelagt er ødelagt for altid, eller næsten altid. Man må derfor nu stå på hovedet for det praktiske: kokken - ikke kongen, som før var sjælen i skakspillet - og selv risikere at blive kogt og stegt.
   Til gengæld mener vi - men der stilles fra flere sider spørgsmålstegn ved påstanden - at vor metode idag er mere effektiv end den var tidligere. Dette at knytte kortene så intimt til brugen - sagt på en anden måde: indskrænke grundforskningen - kommer af nyttehensyn, er altså en hensynsfuld handling fra ledelsens side overfor befolkningen, som ikke kan forstå, hvad de mange penge går til, som de skal undvære i det daglige. Man ser bort fra de mindst produktive områder og koncentrerer sig om knudepunkterne alene, hvilket igen forstærker brugen af knudepunkter i planlægningen. Civilisationen er selvforstærkende.
   Nu er homogeniseringen imidlertid så stærkt fremskreden på fastlandet, at det ukendte også for det almindelige publikum får en ganske særlig tiltrækning; fjerne egne opfattes ensartet som eksotiske steder, lige meget hvor de ligger og hvordan klimaet er, og de er alle lige spændende, for de er jo ukendte. Man vil gerne have lidt at vide om dem, for en afveksling skyld. Vi betragter det som lykkeligt, at der stadig findes ukendte steder indenfor vor fælles (lidt flimrende) bevidstheds grænser. Problemet er for os, om vi nu bør gøre disse gamle steder kendt påny, eller om vi hellere skulle lade dem forblive ukendte. Vi nærmer os derfor Mågeøen i syv sind, både opdagelseslystne og tilbageholdende. Vor forudviden om samfund er så omfattende, at en simpel lille ø let kan blive en skuffelse for os, hvis vi ikke tager os i agt for at skrue forventningerne for højt op. Beboerne er trods alt ikke længere så maleriske og oprindelige, som de var for Synge på Aran Islands eller for Paul Gauguin på Tahiti.

                                                         *

   Vi befinder os nu på hotellet i Havneby. Det er bygget sammen med rådhuset. Tapeterne er storblomstrede og er efter vor mening ganske forfærdelige ligesom cretonnemøblerne og gardinerne, der er af kunststof, men skal forestille at være af silke. Det er et lille hotel med kun 75 værelser, og værten gjorde os ved ankomsten klart, at vi ikke måtte vente os for meget i henseende til særforplejning. Hotellet havde således ikke egen flyvemaskine eller muldyr.
   Da vi havde tænkt os at spadsere rundt på øen, kom det ikke som nogen ubehagelig overraskelse for os, snarere tvært imod, da vores pengepung bestemt ikke var beregnet til luksus.
   Vi befinder os inkognito her. Kommandanten har fra fastlandet fået besked om vor ankomst; men det er en aftale, at der ikke skal foretages noget særligt i den anledning. Skulle der ske os noget ubehageligt, har vi nok mulighed for at komme i forbindelse med kommandanten, og sker der intet uventet, forøger det blot vor fornøjelse ved opholdet, noget der virker gunstigt på vor opdagelsesevne. Kortlægningen omfatter jo ikke blot omrids, men også indhold i dette ords fulde betydning: øens miljø og sjæl.
   Vi er sandsynligvis blevet registreret på færgen, som igen er registreret i det kyklopiske radarøje i havnen; men vi selv er nok for små til at blive bemærket i dette glasøje. Værten har naturligvis bemærket os, og vi har indskrevet os i hotelbogen som alle andre.
   Vi sidder nu i restauranten og skriver i rapporthæftet, mens vi venter på aftensmaden. Gennem vinduer kan vi se den grå plads foran rådhuset. Den er mennesketom ved denne tid. Rådhuset kan ikke ses herfra; men vi kan se domhuset - en gul bygning med små hvide søjler -  lige overfor. Det er ligefrem yndigt, og vi bemærker overfor hinanden, at det også er yndigt, at der ikke er brug for et større og mere betonpræget domhus.
   Øen er nok mindst lige så fredelig som Havneby, siger vi. Nu kom rødspætterne, med skind og det hele. De bringer en umiskendelig duft af hav med sig. Øllet er lokalt og spændende, selv om det ikke smager af helt så meget, som det vi er vant til. Det løber heller ikke så hurtigt ned; man kan ligefrem blive mæt af det alene. Vi får en schnaps til.
   Allerede i morgen begynder vi at se os om. Vi er fulde af energi. Øboerne skulle bare vide, hvor megen energi en fastlænding, som lige er sluppet ud af buret, har opmagasineret i sig. Men de ved end ikke, at vi er her. Det ville ikke gøre nogen forskel, om de vidste det; men det skyldes udelukkende, at vi er mænd af god vilje. Maden gør sit! Sådan er det jo med helte og havluft.

                                                         *

   At nærme sig fortiden er som at forsøge at se ud gennem et glasmaleri. Vi befinder os i uvidenhedens mørke; lyset når os gennem et stærkt farvet filter. Vi må nøjes med at gætte os til det klare sollys. Men i begrænsningen findes der en glæde og skønhed, som blot gør oplevelsen rigere. Drømmene, som vi selv bringer med fra vor egen skjulte fortid (måske fra et tidligere liv eller fra flere, måske slægtens liv), finder et modstykke i en anden konkretiseret drøm, der tildels svarer til vor egen, der tildels er vores drøm. Nogen kalder dette møde for horisontudvidelse, skønt det snarere er begrænsning og præcisering.
   Ruinen, som vi har besøgt idag, er et sådant glasmaleri, en skøn drøm i barbariske farver. De grove sten i ruinens sønderbrudte mure er juveler for os, umistelige nu, hvor de sidder fast i vore sinds katedralvægge, eller det, der kunne have været katedraler, hvis de var blevet bygget færdig.
   Selv græsset omkring og inde i ruinen, stråler lysegrønt i lyset af helheden, som bygning og levet liv har skabt i os. Et minde, givet os af et lille barn, svarer til denne helhedsoplevelse: et lille stykke glas, en lille perle af magi, grønt som græs, som havet nær kysten, som skyerne øverst oppe, hvor de er et svagt genskær af det havblå, vanddråbeblå.
   Mere virkeligt end de skridt, vi gik idag, bruser tiden i det som en konkylie, stille, men helt nærværende, håndgribelig. Selv om vi har riflede rågummisåler under spadsereskoene, og mønsteret stadig en kort tid kan ses i vejstøvet. Det meste af vejen var nu vejløs. Sådan er det jo nemlig med devirkelige fortidsminder: de ligger et eller andet obskurt sted ude på en mark, og man må klatre over stendiger og vade i pløjejord for at nå hen til dem. På en sær måde gror de sammen med den brune og violette jord, synker ned og hviler ud, tunge og fredfyldte, grænseløst vemodige i mindet om de hænder eller det vand, der lagde stene netop her for uendelig længe siden, her hvor luften engang sitrede og gnistrede af foretagsomhed eller jorden lammedes af kulde under den glidende, skurende is.
   Eller senere kunstigt anbragt i et astronomisk-astrologisk hierarki langt fra det store sten-ur og derfor forudbestemt til at synke i jorden før det, til at vise forskellen. Alt blev bestemt af himmellegemer.
   Hvor længe er det side? Hvor længe er det siden du blev født? Vi kan tælle, men ellers? Det er kun tiden, der suser; livet bag det er noget ganske andet. Noget tørt, knapt, bestemt, afmålt, prøvet, eller noget fedtet, blankt, smidgt, stærkt, noget der rører sig under skind, mellem planter, under en helt anden himmel, i et helt andet lys og med et helt andet blik, nedsunket i kød og møje og med mellemrum løsrevet fra det, når der var udsigt til fisk eller vildt, og synet blev mere end klart, fik symbolradar og magiske kræfter til at række ud og finde på redskaber. Var der mørkere? Mere fyldigt - på grund af blod - end vi føler os her i papiralderen, mens papiret selv inficeres af kemi, forudbestmmes til hurtigere forsvinden og meningsløshed, som en pulverheks´ forbandelse.
   Vi har jo en forestilling om oprindelighed. Noget oprinder af noget. Af jorden? Stenene er i hvert fald taget af jorden, grundstofferne er det, ædelsten og glas er det. Det kan selv den dygtigste logiker ikke nægte, hvis han ikke vil påstå, at jorden selv er sten (hvad den på en måde forresten er: knust sten, knust af de tre andre elementer: vand, luft og ild) Men sten må stadig være sten, hvis man vil kalde dem sten og ikke jord. Ellers forbistres sproget, hvilket er værre end den logiske formalitet selv.
   Nogen havde fået en idé. Jorden var der, og den kunne formes til bygværk, borg. Noget stærkt, der kunne modstå dyrenes rov, menneskenes krig og tidens tand. For hårdt til at spise. Overskud. Noget, der blev taget fra menneskenes jord og givet til tiden at tænke over i al evighed, ikke til at spise. Eller for dyrene at æde. Ufordøjeligt oven i købet. Uforskammet og frækt og derfor strafbart. Kapital.
                                                         *
   Stenen var en gave fra slotsforvalterens dreng, som sagde, at han havde fundet den inde i ruinen, og at han syntes han hellere måtte aflevere den. Hans far havde sagt, at det var en tryllesten. Det var det rigtignok, og vi takkede drengen for hans ærlighed. Nu skulle stenen på museum på fastlandet, så alle besøgende kunne komme og se og få glæde af den, og drengen selv naturligvis også, hvis han en skønne dag skulle få mulighed for at komme og se det store, fine museum dernede. Så havde han et rejsemål.
   Vi forklarede også drengen, at der skulle skrives en bog om vort ophold på øen, og vi lovede ham, at han nok skulle blive nævnt. Dette er manuskriptet til bogen, og vi skynder os at nævne navnet: Pieter. Forhåbentlig får Pieter en gang bogen at læse, når den er udkommet. Enendu kan han ikke læse.
   Sandt at sige har stenen gjort os lykkelige. Vi har den altid med os som en talisman, og det er, som om dette sjældne fund beroliger os. Nu kan vi allerede være sikre på at have en lille ting med hjem, som er af blivende værdi. Sådanne ting har man slet ikke på fastlandet mere, da alting smides væk efter brugen, når dets brugsværdi er opbrugt. At vi tilegner os tryllestenen og giver barnet en optegnelse i vores kommende bog i stedet for er i udmærket overensstemmelse med vor vedens værdiskala. Det kan være meget morsomt, at et barn leger med en kulørt hinkesten; men begynder det at tilegne stenen overnaturlige evner eller egenskaber, er det vel rigtigst snarest muligt at erstatte tingen med noget mere fornuftigt og socialt opdragende. Når vi anbringer tingen i vort museums neutrale omgivelser, mister den sin kraft  eller magi eller mana og bliver til en del af vor historiske bevidsthed eller erindringen, som er det vigtigste for vor kultur. Uden erindring kan vi ikke forstå, at tiden eksisterer. Denne sandhed er mere og mere ved at gå op for os; vor rejse til øen er et af resultaterne af denne erkendelse. Vi finder det nu påtrængende nødvendigt også at inddrage det tilsyneladende unyttige i det nyttiges sfære. Hvor skal vi ellers få nye idéer fra? Når alt er blevet ens, kan alt jo kun sammenlgines med sig selv; narcissismen bliver total, og der opstår intet nyt. Man kan sige, at det oprindelige går tabt, skønt intet er gået tabt. Der er en vis fadhed, som gør en opmærksom på, at alt er blevet efterligning og kopi uden signatur. Fadheden kan hurtigt udvikle sig til en fornemmelse af råddenskab, og når den følelse først er gennemtrængende overalt, begynder folk at flygte, først til badestrande i sol-områderne, siden ud i vildmarken, hvor de ønsker at 'finde sig selv', men ikke kan, da der ikke længere er noget i dem at finde. I hver fald ønsker samfundets top at tænke sådan, for det kunne jo ærlig talt være kønt, siger de til hinanden ved konferencerne og symposierne, om alle almindelige mennesker pludselig begyndte at bilde sig ind, at der skulle og burde være noget særligt ved dem, at de var noget! Hvilken uro kunne der ikke opstå, når de hver især gjorde deres krav på verden gældende? Alt ville i så fald være muligt og intet umuligt. Men netop denne tilstand er den farligste af alle.
                                                    *
   Vi faldt engang i en kælderbutik over nogle tegninger af en gammel kunstner, som må have haft svært ved at gøre sig gældende, for ellers havde man sikkert ikke kunnet finde hans kunst et så ydmygt sted. Det var flere hundrede år gamle tegninger på lidt gulnet papir, og nogle af dem var lidt plettede som gamle menneskers hud kan være det; men de var ikke uforståelige, da menneskeskikkelsen ikke har forandret sig i tidens løb, kun klædedragten, og det i virkeligheden heller ikke mere, end at den altid er menneskelig i forhold til skikkelsens eviggyldige form. Som regel er fortidens tegninger beregnet på fyrster og lignende bestillere, som havde særlige behov for at se sig fremstillet repræsentativt i god udførelse, som vaskemaskiner i vore dage. Disse tegninger forestillede imidlertid ikke fyrster, og de så ikke ud af noget særlit i det ydre, kun i holdningen, som udtrykte noget indre, som kunstneren havde blik for og evner til at fange. Naturligvis kan de ikke have været store, for det er selvmodsigende, at nogen er stor og mægtig - stormægtig - og samtidig ganske almindelig og uden magt; sådan er det i hvert fald ikke i vore dage.
   I den forbindelse kan det i øvrigt nævnes, at det for hundrede år siden eller så var almindeligt, at selv de jævneste folk fik udført et portrætfoto af sig selv til brug for myndighederne, for eksempel når de skulle ud at rejse, eller sågar når de havde fødselsdag, som man dengang fejrede. Ved sådanne lejligheder brugte man også at nævne folks navn og ikke kun deres personnummer, og det endda efternavnet. En sådan praksis synes at forudsætte en lav standardiseringsgrad. Et gennemsnitsbillede forestillende vedkommendes stand eller arbejde, køn, eventuelt, ville idag forekomme mere relevant og pragmatisk, idet man  ikke længere har råd  til at lægge særlig vægt på de individuelle træk ved et menneske, men kun på heælhedsindtrykket. Der er naturligvis, når man skal rejse, idag forskel på diplomater og sømænd, modsat ligheden på Columbus´ tid eller Bering-Munk-tiden i Norden, som vi har bemærket efter de seneste landvindinger i ishavene. Denne forskel kan da praktisk anføres i rejsepapirerne, hvis man synes de er nødvendige. Dengang kunne det endog lade sig gøre for enhver, som havde de nødvendige penge, at få syet en dragt til sig selv efter mål. Mon det ikke kan kaldes topmålet af selvoptagethed og ødsel ekstravagance?
   Det interessante er nu, at på de nævnte tegninger bærer selv købmænd flotte klæder, endnu flottere end de var for hundrede år siden. Det var nærmest kapper som dem dommerne bærer, og det til gadebrug, ikke kun ceremonielt. Man kunne næsten få den tanke, at folk blev rigere, jo længere man kom tilbage i tiden. Vi nævner det kun en passant, men alligevel: denne kunstner - for det må man vel kalde ham, selv om han nok ikke var en af de anerkendte, der allerede i levende live tilhørte traditionen - lavede endog billeder, hvori der optrådte tiggere og andre fattige mennesker. Det var dengang man endnu kunne kalde nogen fattige. Naturligvis hænger det sammen med, at rigdom forudsætter fattigdom og omvendt; derfor kender vi kun disse tilstande fra fortidens billeder - de kendes ikke i det homogene samfund af idag. Ingen ønsker sig dem tilbage, går vi ud fra.
   Kunstneren gik endnu videre end dette, idet han ligefrem opfattede dyr som selvstændigt eksisterende væsener, altså ikke blot dele af menneskets habitat. En sådan betragtningsmåde er vist efterhånden uhørt i fotografiet. Fotografiapparatet har som enhver ved gjort alle til kunstnere og gjort kunstnere overflødige. Enhver kan i overført forstand 'skyde', være jæger, indfange et motiv, således også dyr. Men vel at mærke kun i overført forstand - alting skal opfattes gennem metallets glasøje. Alt, hvad der indfanges af kyklopøjet, er automatisk, men altså kun i overført forstand, gjort til en del af den menneskeskabte verden, idet fotografiet er menneskeskabt.
   Noget tyder på, at mennesket på den tidligere omtalte kunstners tid opfattede sig selv som helt enestående, altså også dyrene. Det må dog siges, at der er visse tilløb til klichédannelse, idet visse motiver synes at være tegnet med henblik på at blive brugt til forklaring og tydeliggørelse af en almen idé eller et i forvejen kendt motiv. Visse af folkelivsskildringerne ligner ligefrem ugebladsillustrationer fra vore dage, omend de er langt dristigere formgivet og  ligesom har dybde. Det er lige ved, at man kan sige, at disse trykte tegninger var noget teknisk langt mere forfinet end noget af det vi ser i vore dage, et menneske, der var så fortrolig med en teknik, der forbandt hans øje og hånd med materialet og redskabet, hvormed han forarbejdede dette, at værket blev direkte et menneskeligt produkt, som sved. Hvorfor det skulle være særlig attraktivt, er svært at forklare - det er bare sådan.
   Lidt af det samme har vi fundet i den lille grønne tryllesten, der for os er blevet noget poetisk og umisteligt, som er overleveret os. Vi skiftes til at have den ranslen. I den grad påvirker den os med sin tilstedeværelse. Ja, det er latterligt, og naturligvis er det også en spøg os imellem. Een af os skal jo opbevare den, indtil vi når hjem til museet.
                                                          *
   Betragtningen er kun medtaget her for at tydeliggøre vor hensigt: klart at gøre rede for vor opfattelse af øen, herunder de tanker, der begrunder opfattelsen. Som man vil vide, er iagttagelsens sandhed afhængig af iagttagerens sandhed, og denne er igen afhængig af hans forståelse af sin egen position i rum og tid. Vi er lige ved at finde, at kun her på denne fjerne lokalitet er vi i stand til at overholde grundbetingelsen for erkendelse, ved distance, idet vi som før nævnt havde temmelig svært ved at gøre rede for vor individualitet, mens vi befandt os i normalsamfundet på fastlandet. Vi måte - med et udtryk, der passer perfekt til situationen og samtidig af nogle kan opfattes som en spøg - lade os isolere på denne ø (isola), for at vi kunne få beskrevet noget med sandfærdighed.
   Det er da heldigt, at der stadig forelå en sådan mulighed. Heldigt for os. Om det er heldigt for øen, er straks en anden sag - det kommer an på rapportens virkning i hovedstaden, og en sådan skæbneoverladthed kan nok ikke siges at være særlig behagelig. Godt at øboerne ikke ved, at registreringen kan få virkninger for dem og deres ø. Egentlig er det mærkeligt at tænke på, hvor lidt alle afsides steder ændrer sig i tidens løb til trods for deres gudsforladthed og skæbneoverladthed.
   En øbo, der gav sig til at gruble over over sin og sin øs udsathed i verden, sin lidenhed i forhold til kloden, kunne vel let forfalde til sortsyn og helt miste modet. Man behøverblot tænke på, hvor lidt øboen kunne stille op, hvis engang i fortiden en pirat fandt på at lande her, eller i nutiden en, blot een, af de mange turister viste sig at være storgangster med smag for at gemme sig på småøer og udplyndre deres befolkninger. Det ville være så let for den stærke mand at kue de små et sådant sted. Måske netop derfor sker det yderst sjældent , måske også fordi der er så mange øer at vælge imellem, at tanken om overtatgelse af bittesmå smafund ikke engang falder den stormægtige ind? Der er for isoleret efter deres smag, mens en borg et sted midt inde på en hede ikke lader til at have afskrækket nogen. Gangstere holder sig til jord eller byer. Ellers ville de vel sejle ud på det åbne hav, hvor der er mere plads og større udsyn? Der ville måske ligefrem være noget for angriberen latterligt ved tanken om at blive insulær. Ganstere og pirater er da verdensmænd og følger The Way of the World! Men nu nok om det. Vi vil nu beskrive ruinen.
                                                              *
   Når man ankommer til voldstedet ud mod den lille vig, hvor i øvrigt en hel lille flåde af skibe fra øen liggger for anker, selv om der er god plads i havnen - noget der kunne tyde på en smule piratsind også hos disse skippere og deres besætninger - får man i begyndelsen kun indtryk af en forladt, overgroet grusbunke. I den stærke sol summer bier og myg travlt omkring. Hvide sommerfugle flagrer fra blomst til blomst, og måger skriger deres beherskelse ud over bugtens eller vigens stille vand. Et par køer græsser fredeligt på de cirka en meter høje volde og gør himlen mere blå end nogen himmel før har været.
   Stedet ligger helt ensomt, og der var ikke en eneste turist i sigte den dag  vi var der. Det kunne have været hos Ossian eller i en saga, et gammelt sagn, som slet ikke havde set civilisationen som vi kender den, men kun som en helt anden kulturkreds´ inderste væsen. 
   Forvalteren havde ladet os gå alene derud, som vi ønskede, men havde indbudt os til middagsmad efter ekskursionen. Vi satte os på volden øverst oppe - hvilket ikke blev til mere end en meter, som før nævnt - for at danne os et overblik. Efter kort tids forløb gik det op for os, at ruinen var enestående. Vi bemærkede nemlig, at hele voldanlægget var krumt, og da vi så nærmere efter, var alle murrester også krumme. Ikke en eneste lige mur fandtes der. Den slags mure er karakteristiske for meget afsides kulturer og meget længe uforandrede strukturer. I de ældste af fastlandets byer er der også rester af kernegader, der har udviklet sig efter de forhåndenværende søms princip og bugetr sig ud og ind som et ujævnt strikketøj. Det kan virke ganske charmerende, men også gå regelrette normalmennesker som os så meget på nerverne, at vi bliver vanvittige. Aldrig en lige linie, aldrig et firkantet vindue, forestil Dem det!
   Vi målte i løbet af et par timer det hele op ved at gå det igennem. Noget stort anlæg var der ikke tale om. Da vi havde fået det tegnet , viste det sig, at det tilsammen lignede bølgebræmmer, den ene efter den anden. En sådan bygningsplan var aldrig før set på disse breddegrader, og vi var klar over, at vores lykke kunne være gjort  ved et sådant fund. Det oversteg langt den morsomme tryllesten i betydning.
   Vi fandt også en lang række sjældne planter på stedet: røllike, malurt, katurt, mjødurt, stenurt, tjærenellike, øjentrøst, bakkenellike og Sct. Hansurt - hvilket navne! Desuden var der mange andre mere kendte vilde blomster. Der var også et lavt træ med små vilde æbler. Naturligvis var der masser af blodrøde valmuer og blå kornblomster; men vi nævner kun disse planter for at give et indtryk af farvernes sammensætning i en herlig sommersymfoni.
   De øvrige blomster kalder man vilde idag, fordi de ikke længere dyrkes eller bruges særlig meget. Det var anderledes engang, da lægevidenskaben havde en anden karakter; da kunne de 'vilde' urter nok bruges! Forresten tyder deres livskraft på, at der må være noget ved dem. Man siger, at civilisationen opstår ved udvælgelse blandt de bedst egnede (forudsat at civilisationen ikke er en fejltagels). Hvordan kan det da være, at man kalder disse 'glemte' blomster for vilde? Det spørgsmål bør nok diskuteres nærmere, også uden for den snævre botaniske videnskabs kreds. Er rosen mere 'vild' af sig, fordi den formår at vokse i den ubeskyttede natur i modsætning til den civiliserede tulipan? Hvilken af de to vil mon overleve, hvis man en dag bliver træt af blomster, ikke blot i lægevidenskaben, men også i hjemmene, i koncertsalene, på sygehuset - rosen eller tulipanen? De vilde roser sarte og livsduelig! Med eet ser man dem overalt, og ingen trættes af dem, selv om der er mange.
                                                           *
   Meningen med de bølgebræmmede borganlæg må have været at beskytte mod invasion fra landet, idet man i tilfælde af søkrig  holdt sig om bord på skibene. Som det kan ses af det kort, der blev resultatet af vore opmålinger, var der mellemrum mellem de mure, der havde fri udsigt til landsiden. Murene var indbyrdes forbundet med forsvarsporte, således at man, såfrem den forreste befæstning blev indtaget, kunne trække sig tilbage til den anden række og lukke portene til den første række og igen videre til tredje række, hvis det blev nødvendigt, for endelig at kunne flygte ud mod vandet, hvor skibene lå og forsvarede stranden mod angreb udefra.
   Der har sandsynligvis været palisader ned ad skrænten og op over strandbredden på begge sider af fæstningen; men vi kunne ikke finde spor deraf - de må være skyllet væk i tidens løb, hvis de ikke simpelthen er blevet fjernet, da fæstningen blev forladt. Et simpelt, genialt fæstningsværk, som til fulde beviser, at de tidlige beboere på denne afsides ø har haft en enestående fæstningskultur.
   Fundet omstøder den udbredte antagelse, at øerne her mod nord ikke evnede at opbygge en egentlig stat. Dens basis var bare helt anderledes end andre staters.
                                                          *
    Da vi hen under aften bankede på hos slotsforvalteren i familiens lille, hyggelige gård med stråtag og storkerede, blev vi budt hjerteligt velkommen.Husets herre bød os straks på en dram, en gammel lokal drik, som han forklarede, med nogle af de vilde urter fra ruinen. Hvor herligt smagte den ikke
, og særlig netop nu, hvor det skumrede udenfor. Hyggen bredte sig, og der blev tændt op i bilæggerovnen. 
   Vi sad lidt og snakkede om løst og fast før middagen. Slotsforvalteren var øjensynlig glad for at få gæster, der virkelig interesserede sig for stedets historie, så det var en smal sag at få ham til at fortælle om slottet i gamle dage. Mange sagn og fortællinger verserede indtil for få år siden på egnen, overleveret i mange hundrede år, men nu var de åbenbart ved at blegne, så de enkelte særligt interesserede måtte gøre noget for at bevare dem.
   De fortalte om det prægtige, ofte voldsomme liv, der prægede fæstningen, eller borgen, som han kaldte den, uagtet at der ikke havde været noget egentlig hus, men kun mure, og aldrig havde været andet. Han hævdede, at alle i de ældste tider havde levet som hyrder i et Arkadien, der netop så sådan ud, som vi forestiller os det, uden at det var ruiner af den grund. I de tider havde alle levet mere eller mindre på feltfod, hvis ikke de havde levet sammen med kvæget eller vogtet knudepunkter med hære; alle var klædt i skindtøj heromkring og frøs derfor aldrig om dagen, og om natten sov man i tykke skindtæpper på skindtæpper, så der var skind overalt. De kunne lige så godt ligge på et nødtørftigt leje i en fæstningsvold som i et festligt udsmykket sovegemak, lige så godt i en lade som i en kongsgård. Det spillede overhovedet ingen rolle for den tids mennesker; vi måtte være klar over, at vi ville have svært ved at forstå hele deres levevis ud fra vor egen pylrede. De unge i dag skulle lære at leve på den måde; det ville de have godt af, sagde han.
   Barskheden betød dog ikke, at der var trist i fæstningen evig og altid. Ind imellem kom legere på besøg, musikanter og sangere, troubadourer, der nåede hertil langvejs fra og fra egnen selv. Hvor de stedlige kunstnere havde lært deres kunster, var ikke godt at vide; det mærkelige var, at der tods manglen på akademier og konservatorier fandtes en tradition fra kunstner til kunstner, som betød, at de både kunne sammenlignes med hinanden og betragtes som udtryk for en fælles egnstradition, og disse stiltræk knyttede sig desuden ofte til endnu større fælleskulturer, der på et eller andet stade faldt sammen med den såkaldte finkultur eller hofkultur.
   For eksempel var mamge af spillemandsmelodierne reminiscenser af franske og italienske stykke som gaillarder eller taranteller. Legerne udtrykte sig godt nok med deres egen krops bevægelser som sprog; men den kyndige vil vide, at det, der så tilfældigt eller bare sjovt ud, lignede noget i en større sammenhæng, en stil med bestemte regler.
   Sagnene fortalte om et ikke sjældent ubehersket leben i fæstningen, og det skete, at sangen og spillet blot skulle dække over lyden af skrig, hvilket i øvrigt ikke kun hørte den tid til. Når det gjaldt om at få 'sandheden' frem, holdt de gamle sig aldrig tilbage, men gik i særdeleshed til sagen her, med hellig iver parret med groveste sadisme. Når torturen var overstået, samledes de med desto større appetiti til middagen og den blodrøde vin i glassene, som måtte have fået dem til at se ud som Pierrot med den blodrøde mund i de kridhvide ansigter.
   Akrobaterne sprang og dansede skrækslagne og leddeløse foran bordene. Og så kunne det ske, at de virkelig gik amok og lavede det helt store maniske blodbad, af lutter opstemthed. Og så hævnede det sig naturligvis. En fortsat Vendetta. Og stof til sagaer, som ikke engang var løgn!
   "Fæstningen er altings alfa og omega," mente slotsforvalteren. Den var hele hans liv. Vi gav ham ret, når det gjaldt fortiden.
   Men inderst inde havde vi en anden forklaring, som ikke var nogen rigtig forklaring, men den rene mystik og derfor uhyggeligt uhåndgribelig: dette borganlæg med sine bølgebræmmer var ikke skabt af floden; det var født af havet. Det var som regnbuen, der viser os jordens vældige rundin. Soblerne i skummet på bølgekammene, som fligene i kølvand, endeløst udbredt på flintsort vand, som hvirvlerne på skjolde og sværd, spiraler, koncentriske cirkler, endeløst dybt inden i hinanden.
   For vor betagede betragtning denne sommerdag var det en uendelig gentagelse af sunkne riger, riger, der sank i vandet og steg op af det igen, når solen stod op.
   Lige så meget en indre verden uden grænser som et ydre magtsymbol, en materialiseret drøm om at være - her - og samtidig ikke være. Ophævelse af ikke-væren.
   Talløst som fiskenes skæl, som tagpladerne på oldtidsbygningerne, som regdråberne, der løb og løb ned over taget og dryppede på græsset. Som noget, der ikke var noget og straks forsvandt, i grunden latterligt og derfor også rørende. Som den stadige ringlen af klokker på kvæget i rigernes yderkanter, som fårene, der næsten blev til tåge oppe i fjeldene.
   Som klukken mod skibssiden, en nynnen, der luller i søvn. Som lysets slangedans i vandoverfladen i alle havne og åer og floder og bække. Som stjernernes ild- og isblink, solens blinken i snekrystaller, og strålingen i jordens indre, energien, metallernes atom- og molekylebevægelser, som ure. Som elementernes endeløse kredsen om sig selv og hinanden. Som ethvert gådefuldt tegn, helleristningerne, skriften på bunden af alle dyb, skriften, der frigør sig og flyver, i uudgrundelige, levende mønstre. Som universets hjerteslag, der på een gang er et ophør
 og en begyndelse. Som liv. Som død."
                                                           *
   Denne regnbue stod over et grønt hav i et grønt rum, oplyst af stærke hvide lyn, der gjorde atmosfæren føleligt elektrisk.
   Vi er begyndt at tælle bølgerne. Vi ønsker at kende deres sprog.

                                  Slut på Bølgernes Bastion

To fiskerbåde ved enden af regnbuen
RESTEN af romanen: 1. USYNLIGHEDSVÆRDIEN
   Redaktøren slukkede lyset i det lille rodede kontor og smækkede døren efter sig. Der ville aldrig komme noget ud af den sag. Den var alt for stor til pressen, og intet tydede på, at der var nogen i systemet, der ville gå videre med den nu for tiden. Og var den een gang fejet ind under gulvtæppet, ville den nok blive der, hvilket betød, at ingen nogensinde ville få mere end en svag anelse om årsagen til skævheden.
   Mens han gik hjem gennem de nattestille gader, tænkte han på hvordan de allesammen havde troet på, at det virkelig kunne lade sig gøre at forme tingene bedre end i fortiden. Det har de vel altid troet for senere at opdage, at også de havde overset noget, og at de slet ikke var ene om at tro, at de var helt alene om at være tabere, ligesom de havde troet at være alene om at være vindere på netop deres helt specielle måde, noget aldrig før set. Man måtte vende sig mod fremtiden og glemme det tabte; det går sjældent som man forestiller sig det - hvis man overhovedet har fantasi til at forestille sig noget nyt i stedet for at gentage klicheer. Og det var jo trods alt kun en lille by som så mange andre, med dens trang til at se mere på de små ting end på de store. "Provins," sagde han halvhøjt til sig selv, "ja, sådan er provinsen." Halve sandheder, halve planer, lodder og trisser. Provinsen synker ind i sig selv igen og er tilbøjelig til at overdrive fortiden. Måske er det også bedst sådan, i Havneby.
   Men det drejer sig jo om mennesker. De drukner så let i statistikkerne og ser ikke sig selv i de mange tal; deres individualitet forsvinder i kolonnerne og bliver til andres regnestykker, større og større jo flere der er. De blev til maskine.
   Hvilken tidsmaskine var det nu byen kom ind i? Hvis maskine? Om der overhovedet var nogen der styrede 'den'. Et endeløst problem. Man havde allerede for længe siden kunnet opfatte staten som 'machine a gouverner', altså et styretøj; senere var der moderne arkitekter, der opfattede byer og bygninger som bo-maskiner. De var ganske vist lidt for langt ude, mente de mere hverdagslige bygmestre; men det forhindrede ikke de progressive i altid at være fremme i medierne som det nyeste, især når deres ideer stadig var på forsøgsstadiet eller ligefrem mislykkedes - for det var nok kun et spørgsmål om tid, om det nye alligevel ville erobre verden.
   Man måtte hænge på og så se, hvad der kom ud af det. Det kaldes resignation; men er det nu det? Flegma er nok et bedre udtryk for tilstanden hos den gamle redaktør, som havde set så meget menneskeligt i tidens løb. Byens egen tilstand. Bortforklaringer: det skal nok gå, i morgen er der atter en dag, noget vil vise sig. Og helt udelukket er det ikke.
   Fundet af bogen i et stendige ude i ruinen havde fået ham til at fundere. Indtil videre ville han nu lægge den i bankboxen; så kunne den ligge der og lagres, indtil der (måske) en skønne dag kom en slags forklaring, en eller anden nyhed, der kastede lys over den. Sandsynligheden herfor var meget ringe og meget større for, at det var en practical joke af spejderdrenge. Selv om man vel ikke ligefrem havde regnet med, at netop han fandt den, kunne drillepindene have regnet med, at finderne ville tage den med ind på avisen. Hvorpå en and kunne henrykke dem og hele landet, især hvis der blev lagt en masse i de to´s "forsvinden". Så uklart det hele var, ville politiet nok ikke tage sig af sagen. Der var ingen sag. Eller var der en, ville den virke så mærkelig, at normale kriterier for efterforskning slet ikke blev relevante. Altså vente og se.
   På den anden side måtte han jo trods alt tænke på, at det helst skulle være ham, der først fandt ud af noget, hvis der nu var noget om det. Det var hans simple pligt at være vågen. Turister, der forsvinder sporløst, er ikke god reklame på en lille ø.
   Selv kunne han ikke udelukke muligheden ad et C: Charade. Men 'who donit' er temmelig lavt placeret i begivenhedernes hierarki; uden for tegneseier er de kulørte og de muntre historier ikke de hyppigste i avisen og skulle nok heller ikke være det. En højere sammenhæng var også angivet i bogens udspring, det stærkt filosofiske i de to iagttageres hele indstilling til grundighed og vidnefasthed og kontrol i gensidighed og i deres kuriøse sprog, der ligesom narrede sig selv lidt, som 'camp', til at le ad og alligevel med et krav om at blive taget seriøst. Her kunne man spore et falskneri, men hvorfor gøre det lige på den måde? Spejdere lignede det ikke, og forbrydere slet ikke. Der var ikke noget krav om løsepenge eller lignende. Hvad så?
  Association: borteblevne. Sager, der kunne strække sig over flere årtier uden at retsvæsenet opgav at placere de borteblevne, viser hvilken kontinuitet der er i samfundets indretning. Tilsyneladende ligegyldighed; men med efterretningernes mere og mere sammenhængende talmaterialer var det kun overfladen der så rolig ud; under den blev der hele tiden arbejde vedholdende og metodisk. At blive glemt er svært idag! Central kontrol forstærker sig selv. Central produktion. Central distribution. Treenigheden, sysemet. Det vågende øje.


   Da redaktøren næste formiddag talte med turistchefen om sommerens turisme, slog det ham pludselig, at turisterne på en måde allerede forsvandt i turistbegrebet. Når man siger, at man rejser som turist, ligger der et "kun" i det; man er kun overfladisk engageret i rejsen, når man er turist. Man er jo ikke diplomat, ej heller rigtig opdagelsesrejsende eller kortlægger som Columbus og Livingstone. Man er en slags foder for en turistindustri, der kører uafladeligt uden om og over nationalstaterne, en global økonomi, der flytter rundt med menneskemasser og milliarder hvert eneste år og ikke altid til de samme destinationer, hvorfor de i temmelig høj grad styrer den samlede globale økonomi og ikke kan undværes. Anvendt i hovedstads-pressen kunne ordet "turist" have en lammende virkning, især i litterær-historisk sammenhæng, som en slanges blik på en kylling; det betød "uengageret", "uegentlig", "uvæsentlige iagttagelser", "overfladisk", "pjat", og det afslørede storbypressens karakter af religiøs fanatisme bag en venlig mine. Økonomi er alvor, turisme er det ikke, den er kulør på tilværelsen.
   Tursiten får fat i en brochure med en drøm i og tager en af dem, mens han og hun vurderer dens pris ud fra egne begrænsede forudsætninger. Hvad andet kan man gøre?
   "Næh," sagde turistchefen,"det er jo trods alt ferie, der er formålet. Ferie fra jeget, fra arbejdsrutinen, fra stress og jag. Vi her på kontoret kan ikke følge hver enkelt i eet og alt. Desuden er der jo ingen eller ganske få, som er så meget for at have guide op og ned ad sig hele tiden, som i diktaturstater. Folk må kunne møde andre folk i frie situationer, som vi så styrer lidt med vore tilbud, og de er nødvendige for, at det hele ikke skal blive konturløst og umuligt at huske. Vi sælger sådan set slet ikke rejser, men erindringer - i hvert fald til begyndere - for når de kommer hjem igen, vil de være kede af det, hvis de ikke kan huske noget; så er det, som om de aldrig har været nogen steder. Den følelse er den værste de ved. Vi skal selvfølgelig ikke være formyndere og blive for filosofiske med det her; men lidt er der nu om det. Man kan sige, at vore drømmebilleder i brochurerne er lidt kulørte; men uden kulør vil de slet ikke give respons, og så bliver folk deprimeret over, at der ingen udvej er af dagligdagens trummerum. Det kan jo ikke være feriers mening at gøre folk nedtrykte."
   Med den udtalelse gik redaktøren hen og skrev en ret optimistisk artikel om turismens vækst,som mere akademiske kritikere nok ville have taget afstand fra, hvis nogen havde spurgt, om det også var deres mening. Det ville det naturligvis ikke være, når de var opinionsdannere, og hvis de ikke var det, hvad skulle de deltage i debatter for. Hvad flere og flere af dem allerede var holdt op, da det ikke gav merit i forhold til fagfæller.
   Idet han forlod turistkontoret med sin notesblok og det odrette citat, så han turistchefen og medarbejderne i travl samtale på lige så mange sprog, som man siger fulde folk tror at tale, med flere busfulde turister, der skulle have peptalks. Hver gang døren gik blev der lagt nye cifre på kontorets positive statistik go dermed på byens indtægter. Jo, det havde været et godt år i drømmeland, lutter sol og plusser. Bortset fra, at hovedstaden snuppede flere og flere turister uden at sende det samme antal ud i landet, for det handlede altid om nogle få ret store seværdigheder; altså var det næsten mirakler, de små steders turistchefer gjorde for deres egne. Der var også nogle af dem, der stillede spørgsmål ved den hotelmoms, som staten og dermed kapitalen, hovedstaden, stadig opkrævede, selv om den ideelt set ikke burde opkræves, fordi den sinkede væksten ude omkring i landet og vendte turisternes goodwill til noget i retning af surhed over at blive taget ved næsen fordi de ikke kendte landets love. Som sagde, at man ikke tager moms af eksport.
   Hvor var det egentlig drømmene blev til? Kom de ikke af savn og længsel? Også Korstogstidens legendariske rejsende havde et bestemt mål, sandt nok; men hvad vidste de om de lande de kom igennem, i forvejen? Mon ikke målet til dels havde været tilskyndelse til en fundamental rejselyst og en anelse om, at de måtte afsted for at se nye mennesker og skikke - som eskimoerne ville se nye mennesker for at bryde med ensomheden i de mørke måneder - og at det var indskrænketheden i deres egen situation der var den egentlige trussel, som de reagerede på? En psykologisk barriere som de brød ud af: "Ud vil jeg ud, over de høje bjerge."
   Senere kaldte man det en 'dannelsesrejse' at tage til det gamle Rom og Athen; når man nu har den samme impuls til at udvide sin personlige horisont samtidig med mediernes repræsentative omkostninger og de forretningsrejsendes repræsentationskonti, mødes man som almindelig turist med en formodning om, at man nok ikke får så meget ud af det som en fornem dame fra de højere samfundslag for 100 år siden, en gentleman eller en uddannet kunstner, der fra Kunstakademiet ved, hvad der skal ses, om ikke andet så for at få credit for at have set det man skal, så man kan være sikker på, at den rejsende ikke har spildt bevillingen på at tage 'ned' fra Athens Acropolis til Piræus for at høre mandolinmusik og lignende folkelige forlystelser i stedet for at holde sig til de ruiner, som athenerne kun ser på afstand, mens de kører rundt i deres benzinosende biler neden for bjerget.
   Helt modsat den oplevelse man selv har af en enorm udvidelse af omverdenen, fordi der var så lidt virkeligt og så meget anetat knytte sine forestillinger til i forvejen. Turismens vækst er efterspørgsel efter en vare, der før var knap for de fleste, de der levede i hytterne under de grevelige eller kongelige slot, som i et æventyr der tit kunne blive for grumt for dem, der ikke boede deroppe på dannelsesslottet sammen med de frie mennesker. Kongerne forsøgte at udbrede lærdom i små landsbyskoler og latinskoler; men også kongerne var forholdsvis fattige, til trods for hvad de jævne folk dernede troede, for de kom ustandselig i dyb gæld og måtte slås med panthavere om jord og folk og fæ, som de ikke kunne beskytte længere, selv om de havde villet, når de nu havde spillet det hele væk.
   Når de alligevel byggede ødselt, også når de var på bunden, og blev ved at indbyde kunstnere og videnskabsmænd, var det faktisk de sidste kraftanstrengelser, der skulle bringe alle et stort skridt fremad mod det, som de selv havde beundret ude i den store verden, nøjagtig som begynderne i turismen gør det, før de lærer at se fordelene ved deres eget og dyrke det.
Som landmåleren foretog de en triangulering og tog højde for den kulturudvikling, der var på vej, tendenserne og strømningerne bag modens luner. Uden den var deres lande gået i stå og havde mistet evnen til at overleve. Derfor er det forkert at se civilisationen som en luksus; selv de "prægtigste" slotte og kirker har lige så megen nødvendighed i sig som landevejene og markerne. De har faktisk fungeret som fabrikkerne, økonomisk, før de blev kaldt dekadente, sammenlignet med deres modsætning, som de selv havde fremkaldt og nu deres benefaktor, deres godtgørelses kildevæld.
   Turismen er heller ikke luksus, men er en nødvendighed for folkene. Overflødighed er nødvendighed som modsætning til nød og knaphed på goder og viden, som trækker ned. Hvordan skal man kunne bedømme sin egen position uden selv at kende omverdenens udstrækning? Svaret er indlysende: man straffer folk ved at afspærre dem fra omverdenen; det viser hvilken stor værdi det er for dem, der straffer. Jo flere man kan straffe, desto mere værdi får man selv, lyder den simple logik. Spørgsmålet er, om andre kan forstå den!
   'Bogen's to opdagelsesrejsende havde måske virkelig nået deres mål og var dermed ophørt med at være turister i gængs forstand. I så fald var de ualmindelig hurtigt opfattende.
   Hans gisninger og bortforklaringer - hvad han godt vidste de var - veg hurtigt for fakta, da han talte med politimesteren. Denne kunne nemlig oplyse, at der allerede var sket noget i sagen, allerede før han selv vidste, at der var nogen sag. Det vil sige - han kaldte det ikke en sag og henviste heller ikke til nogen andre indberetninger. Redaktøren havde nemlig ikke direkte sagt, at der var nogen. Men den var ankommet to detektiver fra fastlandet. Da det drejede sig om en hemmelig eftersøgning, var de rejst ind i området som almindelige turister og var registreret i kommandanturen, som man plejede på øen. Men for korrekthedens skyld bekendte de alligevel kulør som de de var og meldte også deres ankomst hos politiet, uden at de dog nærmere kunne gøre rede for deres ærinde. Blot gjorde de det klart, at de ikke var ude på at gøre noget som helst ubehageligt eller noget, der kunne besværliggøre den daglige arbejdsgang på stationen. Skete der noget uventet, skulle de nok komme og fortælle det med det samme. Som de udtrykte det: "Vi er kun iagttagere."
   "Hvor de folk dog ligner hinanden  allesammen," sagde politimesteren.
   "Tjah," sagde redaktøren,"gad vidst hvad de mener om os øboer. Vi er jo noget mere forskellige. Mon de synes vi er lidt "egne"? Dialekter er efterhånden helt uden for flertallets horisont, og lidt af ø-dialekten er der nu nok blevet hængende. Vi har vel godt af at blive set lidt mere udefra, hvis vi ikke skal blive isolationister i tankegang og væremåde - hvad politimester?"
   "Indrømmet. Men den internationale turiststrøm er nu lidt mere nivellerende end før i tiden, synes De ikke? Og så følger problemerne jo med. Vi har det jo trods alt godt, og man skal ikke være ked af at have sin egenart i fred. Ja, nu taler jeg som en rigtig gammel øbo, selv om jeg ikke er født her på øen. Vi i politiet er ellers vant til det almene. Somme tider kan det såmænd være lidt trættende altid at skulle opfatte sig selv som øvrighed, med over- og underordnelsesforhold og alt det der. Men det høre jo med til stillingen; man må sådan set være to forskellige mennesker samtidig, leve med i hverdagen her og have kommandovejene klare udadtil. Man er jo aldrig alene."
   Redaktøren holdt stadig sit fund for sig selv. Risikabelt var det måske; men ingen havde set ham finde beretningen derude, så hvis nogen vidste, at den var taget, kunne de lige så godt tro det var andre, der havde gjort det.
   Nu var det så spørgsmålet om de to detektiver var efter de to turister og eventuelt hvorfor. Om de var stået af civilisationskarrusellen, måske. Eller om det i virkeligheden var to detektiver der havde forvandlet sig til eftersøgere af en gåde, de selv havde udtænkt og plantet for at have noget at foretage sig her. Man skulle være politimand for at opklare det, med mindre der skete noget bestemt, som man kunne knytte de to eventyrere til, hvad de så end var oprindelig eller var forvandlet til ved identitetsombytning med sig selv. Hvilke roller de spillede og i hvilket spil? Eller om de var fantasifostre i hans egen hjerne.Bogen havde han i hvert fald ikke selv skrevet, men kun fundet og gemt. Ikke desto mindre kunne han let blive udsat for en mistanke  om selv at have fabrikeret en falsk historie, og en 'and', hvis han offentliggjorde den i avisen. Harmløs var Bogen altså ikke! Det var netop grunden til, at han ikke ville gå videre med det utrolige spørgsmål, om der overhovedet var noget problem, for hvordan skulle han undgå at komme i et latterligt lys, hvis det var en spøg, nogle knægte havde lavet med hinanden som publikum, en leg, som han fejlagtigt havde blandet sig i, fordi han var alt for mistænksom? Politimesteren ville tvivle på hans sunde fornuft, hvis han så meget som antydede, at en så usubstantiel lille turistoptegnelse - hvor rigtige dens betragtninger end kunne være, når det gjaldt ensretningen på fastlandet og ønskerne om at opleve noget virkelig magisk på øen - kunne være en alvorlig journalistisk historie. Troværdigheden stod som altid på spil, og fantastiske teorier var katastrofale for den. Som allerede sagt: vent og se. Han var ved at blive fatalist, dog kun ganske langsomt.
   Sommeren gik, og vinteren gik, et år gik en gang til og 5 måneder mere. Det var temmelig længe, og han havde nær glemt det hele, da en notits i hovedstadsbladet gjorde ham noget ør i hovedet.
   "Krigsforberedelser afsløret på lille ø for 3 år siden. Underjordiske anlæg under udgravning til raketbatterier rettet mod hovedstaden optegnet af udsendte civilklædte opdagere. Anlæggene synes at være camoufleret som arkæologiske udgravninger. Sagen har helt uoverskuelige konsekvenser for forholdet mellem fastlandet og øen, hvis beredskab var helt utilstrækkeligt for moderne krigsførelse; den har givet anledning til rokeringer i centraladministrationen og generalstaben, mens øens politi ventes underlagt militærkommandanturen øjeblikkelig."
   Var han nu medskyldig i en statsforbrydelse? Bogen måtte skaffes af vejen. Og alligevel, man var jo journalist; de dernede på fastlandet kunne jo have brygget en historie sammen. Han besluttede at gemme den under gulvbrædderne. I hvert fald kendte han ikke noget til nogen udgravning af betydning. Mon han virkelig skulle være så dårligt orienteret om sin egen lille arbejdsmark? Nu havde han da i det mindste noget at se efter!
   Men han blev nødt til at skrive noget om dette forlydende. Og trykte han det, ville handelsbladene være der som et lyn; hvad skulle han stille op med dem? De havde jo ubegrænsede sponsormidler, og de ville altid optræde fjendtligt, fordi de opfattede ham som en konkurrent, selv om han ikke kunne konkurrere med dem. Det var nu deres fornøjelse.
   Alene eksistensen af en decentral oplysning i fast form var en postuleret pine for handelsbladenes direktører, fordi den stillede spørgsmålstegn ved det guddommelige i monopolstilling. Læsernes kendskab til dem kunne kun undergrave skæret af absolut sandhed i de to store blade, som jo havde sørget omhyggeligt for, at man ikke skulle kunne hævde, at de var enevældige, ved at fordele markedet mellem sig ved aftaler, og den dermed sammenhængende monopoldannelse og censur, stærkt opmuntret af det offentlige ønske om stabilitet og kontrol. Han var alene ved sin fortsatte eksistens en torn i øjet på dem alle! Gav han sig også til at udtrykke meninger, var den rent gal, for det var ikke kutyme, at journalister gjorde det, og politiserede han, var der ikke langt til fængsel eller indlæggelse, hvis de skulle have bestemt, samtidig med at hans medium skulle udraderes for tid og evighed. Sådan hadede de ham, fordi han havde forstyrret deres sikkerhed og trygge tro på eget værd. På den vedtagne treenighed. Og de var halt overbevist om, at de sagtens kunne overtale alle byboer til at tage deres parti, hvis det kom dertil. Alt dette kom han i tanker om, som så ofte før, og på sit ansvar.
   Mens han trak tiden ud for at undgå at trykke noget han ikke kunne gennemskue, havde han en drøm, der mindede ham om Bogens optegnelser om "stormægtig". Hvor skulle den ellers være kommet fra, når det var en saga blott med konger og kejsere? Selv havde han bestemt ikke mærket noget til stormægtighed. Man kunne vanskeligt blive mindre i verdens øjne end han var. Hans arbejde svarede vel nærmest til egnsretter, hyggelige og lidt kuriøse spiser, som nok var gode at bevare men trods alt passé i det kendte køkken.
   I drømmen var han på uforklarlig vis på besøg hos "Kongen", i nogle store, indbydende og højloftede rum med mange solide møbler, reoler, billeder og tæpper. Hvad der foregik, tågede ud for ham; men det var klart at "Kongen" havde givet ham en stor papirspose - tydeligt som en prøvepose med formpressede folder og huller, men så stor som en indkøbspose af papir, med papirshank; denne pose var imidlertid uden hank (den kunne have sagt 'på prøve' som en slags lignelse eller surrealistisk billedsprog). I den var der noget materiale, vist nok også bøger med læderryg, selv om han ikke så det; det var altsammen noget af papir, og det virkede godt og solidt, hvorfor han også var glad for det ærinde, han skulle gå for "Kongen". Senere kom han med papirsposen i den ene hånd ind i en menneskevrimmel i et stormagasin, som han åbenbart skulle igennem for at nå til adressen for ærindet. Han forvirredes af tilstrømning og tummel og flere og flere ansigtsløse mennesker i det store glasoverdækkede salgsrum. Pludselig var papirsposen forsvundet, og han så, at han i stedet havde en gennemsigtig plasticpose med små sorte prikker eller stjerner i hånden, i en sort hank af blank plastic, der mindede ham om en bedstemor. "Forbytningen" gjorde ham helt ulykkelig, og han klagede sin nød til en opsynsmand i stormagasinet, tryglede om forståelse, for han havde jo påtaget sig opgaven at gå "Kongens" ærinde med papirsposen til Kirsebærgade - og bøger var forvandlet til fødevarer! Dermed tonede drømmen ud. "Kirsebærgade" var det særeste ved drømmen. Selv om man kunne tolke det som en advarsel, var det jo utroligt, at drømmeaktiviteten var så spidsfindigt præcis og spøgende på samme tid. Man kom næsten til at gyse.
   I drømmen var han kommet ind i et grumt eventyr, ligesom de to "turister" muligvis var blevet tryllet væk fra verden af deres egen opgave, kombineret med en naiv glæde over en magisk tryllesten, hvis egenskaber de havde undervurderet. Arkæologien kendte faktisk til tryllesten, bl. a. kugler fra det gamle, nu helt forsvundne, Grækenland, med magiske tegn på, det samme gjaldt det gamle Ægypten, ligesom der var troldmænd overalt i selv de fjerneste egne og måske netop dér; nogen måtte have brugt disse magiske ritualer og tegn - den tid opfattede dem givetvis som videnskabelige ting med mening i. Så kan andre videnskaber nok så meget kalde dem uvidenskabelige og magiske i negativ forstand. Man høre jo ikke sjældent om opdagelsesrejsende uden erfaring, som forsvinder i jungler, så hvorfor skulle det være udelukket her, især hvis der var flugtmotiver og centralistiske komplotter bag deres forsøg på at nærme sig det "primitive"? Og det "primitive" i deres eget sind, deres væsens grund, kunne de tåle det? Og hvordan kunne det vide det, hvis de aldrig havde udsat sig for det ukendte; var de rigtige videnskabsmænd?
   Han abonnerede natruligvis på KONTINENTAL, fastlandets altomfattende statsavis. Desuden fandtes der to museumsaviser, KOMI og PERSHELL, som var en genoplivning af middelalderens håndskrevne handelsefterretninger, udført af forløberne for nutidens kopipresser, kopisterne. De svarede til datamaskinernes efterfølgelse af kuglerammen. Bogtrykkets 500 års fejltagelse, som havde resulteret i forholdstalsvalg med flere forskellige partier, som forvirrede folks begreber om det eneste fornødne og gjorde dem splittede, skulle glemmes for den rette lære om at skrive og læse, i den rækkefølge. Kalligrafisk som i Middelalderens skønne enkle klostre med deres celler og skrivestuer.
   Ikke som filosoffen, der hævdede at have lært sig selv at læse ved bare at læse indtil han kunne, men ved at skrive, som det skulle være efter lærerens forskrifter, den rette skrift. Skriveren var skriftens sande profet, og fyldepennen hans kunst, ikke "pressen" som det før havde heddet, med sit præg og påtryk, sværte og sortekunst. Videnskaben forbød alt obscurt og såkaldt magisk til fordel for den rene og skære sandhed, direkte from the horse´s mouth, fra den store mands læber, oral kultur. Man skulle selv have hørt det og selv set det prædikende orakel og selv have set, hvordan det blev skrevet på tavlen med hvidt kridt. Ikke sort på hvidt men hvidt på sort, for at kunne være med i lærdommens broderskabsfølelse og teamspirit. Men nostalgien var en side af den historiske sandhed. Interesse skulle der jo skabes for at få folk til at betale afgifter, så man måtte overtale med kløgt og tilfredsstille behovene på væsentlige punkter. Nysgerrighed er forudsætning for interesse, og interesse er nødvendig for pengeøkonomi. Også den var et levn, men havde vist sig praktisk i butiksverdenen, som i Tivoli og Disneyland; omsætningen gled lettere gennem fordøjelseskanalerne, når der blev smurt med lidt frihedsdrøm om at have sine egne pengesedler og småmønter at give ud, med et præg af national enhed og personkendskab, hvis det ikke ligefrem var historisk. Det var det nu sjældent, fordi de færreste forbandt noget bestemt med historiske personer, da historien snarere blev set som gentagne mønstre end som særpræg. Folk ville vel altid elske at spille Matador eller Monopoly, selv om de vidste, at de ikke kunne få råd til at købe sig ind på Rådhuspladsen nogensinde og jonglere med værdierne som de få rigtige børsbaroner og spekulanter. Matador betyder oprindelig Tyrefægter, eller cirkus' hvide klovn som slagter med kårde og kappe. Monopoly var den internationale version af samme spil, det forbudte som underholdning i al uskyldighed og magtesløshed.
   De to "ikke-statslige" aviser udkom altså som Middelalderens reklameaviser og var helt igennem styret af forretningsmæssigt rationelle motiver. Ikke profit, naturligvis, men forsynings-lethed. De svarede såmænd til den gamle kunsts illusion og enøjede syn. Hver af dem havde sit, så de tilsammen udfyldte hele spektret af meninger. Forholdstalsvalg var dermed modbevist, blokmeninger bevist, mente de begge. Deres journalister var enige i det grundlæggende, hvorfor begge bldae trygt kunne se fremtiden i møde, og arbejdspladsdemokratiet videreudvikles stille og roligt mod sin fuldendelse, sammenlægning, fusionen. Den ville kunne ske den dag alle modsætninger var ophævet, og der ikke længere fandtes meninger, når den fuldkomne saglighed var en kendsgerning og alt kørte på skinner og var rationelt, hensigtsmæssigt. Og hensigten var hensigten. Basta! Når det rigtige var, hvad Fatter gjorde. Når der var is på helvede. I forsvindingspunktet, hvor de to parallele linier mødes. Altså aldrig. Også det gav tryghed, så længe de kun var to. 
  Hvad man havde gjort, da den gamle Gutenberg-metode for snart en moderne menneskealder (2 gamle menneskealdre) siden var blevet arkiveret lodret, var faktisk, på den eleganteste måde, at skille blommen fra hviden; stat for sig og illusion for sig, uden ringeste forbindelse; ingen af dem ville nogensinde forandre sig. Hvorfor havde man så gjort dette kunststykke, så radikalt som det var? For at redde videnskaben! Uden økonomisk totalkontrol med fremtiden ville man ikke kunne skaffe bevillinger til forskningen, og uden at nulstille nyhedsstrømmen ved statsstyring ville ingen økonomiske prognoser gælde, al den stund de frie bevægelser imellem mennesker i frihed er nye, i hvert fald for nogle få procents vedkommende (tit faktisk ikke mere), og derfor ændrer hele kulturen med total tilbagevirkende kraft - jo mindre procenten er, desto "farligere" er forandringskilden, og kilden til undrenog oplysning i massen, The Fountainhead.
   Økonomiske og andre prognoser, som man planlægger fremtid efter, må være fremskrivninger, som en jernbane, der altid fortsætter ligeud, parallelt og aldrig i perspektiv, så længe man er på højde med udviklingen, som pressen, tiden er det, når den beskriver, og aldrig bugtet i bakke-dal og om hjørner. Virkeligheden måtte ikke løbe om hjørner med viljen til magt og ensretning. Moderne viden skulle kunne noget, overtrumfe, lave om. Være kunst. I stedet for kunsten, som var illusion, skulle videnskaben give begreb om kunst og danne nye strukturer i et kort sekund, hvorefter de altid skulle fortsætte logisk og rationelt efter den hensigt, der lå i skabelsespunktet. En formidabel dåd dette øjeblik! Helt forfra og så videre! Genfødsel!
   Kun ved at angribe fremtiden i fremtidens rod, det uendelige, evigheden, kunne strømmen af frihed vendes om til fordel for statens ideelle system og planlægningens selvopfyldende profeti, den rene matematiske cirkularitet, hvor alting går op og der ingen rest er, og derfor ingen Hamlet er nødvendig, som i Macao, hvor 'ingenting kan ske' og alting bliver til spillet om en forudbestemt mængde guld, der udloddes ved tilfældighed. Handelens mønstre måtte ikke forandre sig i konkurrence; annoncerne måtte ikke påvirke nogen, og alt hvad man kaldte nyheder, skulle fjernes; al journalistik måtte gøres til en bedemølle, i dt højeste som i chinese cookies som et populært orakelsvar, på den modsatte side af Statstidendes absolutte sandhed og fremtidsplan, som i Platons ideelle by og Enevældens himmelske New York længe før den var blevet til virkelige bygningsværker. Hvad folk fik til gengæld, var tryghed i kulturverdenen og videnskabelige kontrol med naturkræfterne, så længe fantasien hos de styrende og herskende rakte, lovens lange arm strakt ud til det uendelige.
   Desværre viste der sig netop her flere og flere mangler.
   Fantasi var nemlig hverken en borgmesterdyd eller en økonomdyd. Udtrykket: "Det har jeg ikke fantasi til at forestille mig" var ikke nogen virkelig indrømmelse af afmagt, en mangel i karakteren eller intelligensen, som det kunne se ud til, men en proklamering af kvalitet og beskedenhed, kvaliteten sikkerhed, tryghed, at kende sin begrænsning, jordnærhed, snusfornuft, nyttehensyn. Modsætning til denne bonus pater familias-ratio var katedralsbyggernes himmelstræben og zigøjnerens horisont og artistiske løssluppenhed, forretningsmænds rejseri og fiduser (som ikke var sikre, når de selv hævdede, i hvert fald ikke for andre end dem selv), skuespilleres schizoide personlighed og spaltninger, den forfængelige optagethed af at spille mange roller i stedet for at være sig selv og sig selv nok og kende sin plads, maleres dumhed i illusionens vold, cirkus´ klovneri  og jongleren med alle begreber og fysiske realiteter, forsøget på magiske besværgelser for øjnene af et årvågent publikum, og al privatissime, menigmands uvidenhed om væsentlige ting i denne komplicerede verden - i det hele alt det kendte fremstillet som negativt, for den videnskabelige isolations skyld.
   "Fantasifuldt" var et effektivt skældsord i al officiel sammenhæng, og hånens virkeliggørelse i offentligheden et bevis på magt. Den skulle mærkes. "En hel roman" var et tungtvejende argument. Hævdede de altså sarkastisk, idet de ved sarkasmen indskrev sig i de selvsikres broderskab og viste, at de var der. Som en følge af terminologien på Bjerget måtte handelsaviserne naturligvis skrumpe ind i betydning, mens de vandt i drømmesammenhæng og fik lov at komme i større og større oplag, alt imens siderne fyldtes med flottere og mere propagandistisk subtile billeder, helst uden tekst, som i "Playtime", det populære lørdagstillæg til PERSHELL, svarende til tv's "Showtime, Folks"-variationer i alle programmer. Billeder skulle helst kunne tale for sig selv, sammen med, at den "mening" publikum gerne skulle annamme, skulle være så præcis som muligt, uden at det selv var i stand til at formulere den. Øjet er sjælens sæde - det var udgangspunktet. Ikke munden med dens tungetale, det kaudervælsk 'fortiden' var fyldt med, ej heller hænderne, håndværkernes store, røde hænder. 'Cowhand' var et af de engelsk-amerikanske udtryk filmen havde givet  en større distance til, da en sådan mand måtte bo i barakker, forløberen for nutidens og fremtidens migrant worker. 'Capital' derimod slog hovedet på sømmet, det hovede hatten sad på, og kasketten, hovedstaden, overhovedet, toppen. Fra at tale med sten i munden nede i havstokken var man nu langt om længe nået op til øjnene, og især til blå øjne. For en lille brøkdel havde hjernen og dens to e forskellige halvdele  betydning; men som beskrevet var det umuligt at udbrede denne hjernefunktion til alle længere. De fleste måtte undertrykke deres vågenhed og nøjes med synet. Slap katten ud af sækken (og folk begyndte at tænke selv), stod verden ikke længer. Heri lå vanskeligheden ved at være provinsredaktør. Sandhed måtte altid være med modifikation. Provinsiel. Skete der noget, var statsstyringen jo afbrudt af tilfældet.     
   Læserne  tog heller ingen skade af at være klar over, at deres stilling var provinsiel. De var og blev provinsielle og måtte finde sig i det. Sådan var det bare! De trængte til oplysning; men det tog sin tid og blev derfor dyrere og dyrere, som enhver fidus, tryghed, sikkerhed. At sikkerheden blev brudt af tilfældet, var helt forfærdeligt, bekymrende, urovækkende, frygteligt, farligt, unormalt, vanvittigt osv. Ved at fremstille det tilfældige som skrækkeligt øgede man trangen til at forsikre sig.
  En redaktør, der bragte en nyhed, der virkelig var en nyhed og viste, hvor uberegnelig tilværelsen er i virkeligheden bag kulturens forsvarsværker, ville være i livsfare, det er da  klart, når han sådan satte sin tilfældige avis´eksistens over status quo og staten; men bragte han den ikke, kunne han straffes for ikke at fungere i sin stilling, og hvad fik han sin løn for, når han ikke gjorde et ordentligt stykke arbejde for den? At "lave noget" var i øvrigt et yderst ambivalent og fortidigt udtryk. Naturligvis var der ikke, og havde faktisk aldrig været, noget, der hed at skabe noget; det var kun en indbildning hos folk, når de roste sig af at være noget særligt. I virkeligheden var de unormale, idioter, hvis de troede at være noget. Troede at være! Det var ikke spørgsmålet. Det lå i sagens natur, at de levede i en vildfarelse og var kommet for langt ud, når de sådan kom væk fra flokkens sprog. Selve sproget, som er fælles arv, skulle have sagt dem det. Ingen er noget særligt overfor sproget. En avisredaktør eller journalist laver naturligvis ikke noget, for at bruge sproget er noget enhver kan, når man bare er normal. Han eller hun refererer. Mener ikke noget, men viderebringer, formidler, ekspederer, som en stationsforstander, som naturligvis ikke kører tog, men lader tog køre forbi, eller en ekspedient, der udleverer varerne til kunden, der altid har ret i at føle, at netop hans eller hendes behov er det vigtigste. Og da det er det samme for alle andre underordnede, sker der heller ikke noget. Intet er nyt under solen. Man tror det måske; men det er bare en menneskelig vildfarelse. Som 'Orfeus og Eurydike'. Orfeus kan selvfølgelig ikke trylle i virkeligheden. Det er synd for ham, at han tror det - en sindssygdom, af fortvivlelse; han befinder sig i virkeligheden på et Statshospital, det siger  sig selv. Hvis man ville spille det antikverede antikke stykke, måtte man huske at sætte det rigtigt op, så publikum kunne se virkeligheden (nutidens) i det. Lyrik nytter ikke noget, musik er meningsløse lyde.
   Skismaet havde optaget redaktøren hele hans voksne liv og var hans væsentligste beskæftigelse. At trykke noget uden at bryde grundreglerne krævede en for andre helt uforståelig energi, og kunsten at få ord til at virke som antenner for virkeligheden uden at afsløre noget ville have forbløffet selv en Hieronymus Bosch. Minimalismen i den var imponerende: at udtrykke det minimale samtidig med, at teksten var spændende at læse, var en gammel kinesisk mandarin værdig. Faktisk opfattede redaktøren ofte sig selv som en gammel taoist, i så nær kontakt med naturen som muligt, for der at finde frem til de sande vværdier, som er de indre og ikke de ydre. Kunsten forsvandt ikke, selv om nyhederne gjorde, så lidt som de forsvandt under middelaldlerens syv kryystalhimle og skolastikkens forklaringer om engles statistik i forhold til synåle. Livet er altid kort og især kort i nyhedsprægede tider som i biltiden og krigstiden; men kunsten er lang, ja uendelig. Uendelig lang. Som Midgårdsormen, som  tordenguden Thor måtte opgive at fange.
   At tale om nutiden var vanskeligt, når der intet nyt var. Lidt måtte der dog ske, trods al ligevægtsstræben. Folk døde jo endnu, og der blev født børn endu, og der var somme tider ildebrand. Men alt dette gav ingen anledning til at trykke noget; statistiske begivenheder var rutine og forudset og blev kun offentliggjort som sådan  i kolonner i statstidende KONTINENTAL med års forsinkelse, da det ikke kunne interessere nogen. Som man kunne høre på navnet, klædte den kontinentale stil den slags begivenheder bedst. No fuss! Hvad søren, sådan har verden jo altid været og er gået sin egen skæve gang, så hvorfor gøre noget stort nummer ud af det? Flytninger er jo heller ikke godt stof, og børskurser er for hysteriske til almenheden, og i øvrigt angik de jo kun kontinental-styrelserne indbyrdes ligesom afgrøde-vejrudsigterne fra satelliterne. Har folk nogensinde haft gavn af at følge med i børskurserne? Hvad skulle de gøre det for, når de ikke havde nogen papirer?
   Et af problemerne med de illuminationer, som handelsbladene udsendte, var et stadigt voksende antal skilsmisser - så mange, at folk for at nå dem måtte gifte sig flere og flere gange. Der eksisterer nemlig forskellige normer i handelen for mænd og kvinder. Tidligere var de skilt ad i dagspressen for mænd og ugebladene for kvinder; nu hvor nyhedsbegrebet var afskaffet, var de ersstattet med 'tapet' og 'muzak' i handelsbladene, ligesom de pseudobegivenheder de 'handlede' om, lissom i det hele taget, lissom i supermarkedet og tv gled de to køns repræsentation fra hinanden i virkelighedens verden og blev lissom og derefter ikke, fordi inter-esserne faktisk er kønsbestemt fra naturens side. Hverken den ene eller den anden part var tilfreds. Men de skulle også være utilfreds for at kunne dirigeres i den ønskede retning i stedet for i den af folk selv ønskede, så de kunne handles på den planlagte måde. "Kunsten" at påvirke uden konkurrence er netop at frustrere, at anbringe folk i uopfyldte freudianske situationer, i en tomhed eller afgrund, eller i en trussel derom, der er lige så tomhedsfremmende som en virkelig tomhed eller malstrøm, en tomhed af kunstig knaphed. For uden knaphed ingen pengeværdi, uden pengeillusionen ingen "handel", osv.
   Penge var dermed kommet på sejrsskamlen som dét overflødige, ingen havde kunnet få bgut med: Kunst!
   Bankmænd var ergo kunstnere og kunstnere overflødige de med, ligesom redaktører af nyheder, som nu måtte redigere det åbenlyse, det sikre, den fastslåede sandhed. Man blev så solid af det liv. Alle var solide i vore dage. Møblerne blev kraftigere og kraftigere, mahogni var foretrukket, og der kom klunker på reolerne, prismer i lysekronerne og kugler under lænestolen. Overalt det samme, en virkelig STIL! Man vidste altid, hvad folk var. Det var registreret i stregkode i deres legitimationskort, og alle lærte sig hurtigt at tyde koden. Hvad det betød, kunne ikke være usikkert, da det var reguleret og klart defineret. Spørgsmålet: " Hvad er det?" kunne besvares simpelthen ved at slå op i den grønne bog. Hvad der stod i brugsanvisningen, var sandheden.
                                                      
                                                      *

   Alle hans teoretiske overvejelser blev brutalt ignoreret af den kendsgerning, at hotellet i Havneby pludselig var spærret for øens indbyggere. Hjelmklædte soldater stod skrævende foran indgangene med maskinpistolerne klar, helt og aldeles 'incommunicado' og det især for pressen og fotograferne, der straks fik smadret deres kameraer, efter at filmen var revet ud. Poliet 'oplyste', at det drejede sig om en stor, fashionabel kongres, med mange pinger i international-kontinental politik som deltagere, hvorfor der "naturligvis" ikke kunne tages chancer. Sådan var det nu engang overalt. Folk måtte udvise forståelse og respektere den uundgåelige suverænitets-indskrænkning, som verdens freden krævede af enhver.
    Kongressen nøjedes ikke med at danse. På markerne rundt om på øen vrimlede det overalt med kampvogne, der kørte jorden til mudderkager og skræmte vildtet fra vid og sans med detonationer og lysglimt. Bønderne og tilfældigt tilstedeværende stod betuttet og så camouflageklædte soldater fare hid og did mellem de kunstige lysglimt, der mest af alt lignede noget fra Tivoli og mindede de mere indsigtsfulde om dets oprindelse hos guldmagere og alkymister i renæssancen, hvor de til deres sponsorer, fyrsterne i Norditalien, blandt andet fandt på ildelugtende slanger, der fyldte hele rum med syden, sprutten og gløden på en ubetalelig morsom og samtidig rædselsvækkende dyster måde. Spøg og skæmtafdelingen i renæssancemenneskets store butik blev en kæmpesucces; men havde dens ophav set, hvordan den var blevet misbrugt, havde de nok korset sig og ønsket, at de kunne kalde kostene tilbage igen, nøjagtig som det 20. århundredes alkymister, og med lige så ringe held. Jo renæssancemennesket var ingen fjern ånd, men en stadig nærværende fætter. Her på denne fjerne jordlod kørte 'hans' bæltekøretøjer nu rundt og rumsterede, og 'hans' eksplosioner henrykte og forskrækkede stadig på nøjagtig samme måde som første gang, og alle blev som børn igen! Hvad de så, var jo opfyldelsen af alle deres røver-og-soldaterdrømme, en mørk velsignelse var nået frem til dem fra de sorte kunster helt tilbage til den græske ild og Archimedes´snegl og Pythagoras, der arbejdede for Kejser Tarquinius i Rom og gjorde hærene større og mere modbydelige med matematik, så kejseren blev forhadt af sine egne for det hele. Der var åbenbart grænser selv for romernes storhedsønsker, selv om det var dem, der havde fundet frem til Pantheonkuplen, dette rungende hjernerum i historien, med lysstaven ind gennem hullet i toppen, så solen kunne tegne sin solplet på den runde væg, som et guddommeligt billede, og ved at ramme indgangen præcis hvor kejseren trådte ind guddommeliggjorde ham. Nu var Kristus endelig nået til Eboli; de var også kulturvæsener og risikerede ikke så let at miste deres biograf, når den blev forstået som helligdom for de profane. De var ikke barbarer, uvidende ignoranter, men kunne se det essentielle, det væsentlige med deres egne øjne, det som holdt barbariet fra døren, forhindrede, at deres ø blev kaldt Barbarkysten. De burde føle sig privilegerede ved at være sammen med det større fællesskab i den den store verden og hele universet.
   Det gjorde de mærkeligt nok ikke. De klagede ogkrævede. Politi og kommuneråd skulle gøres ansvarlig, råbte de og rystede med knytnæver mod tanks. De ville ikke finde sig i det, for de var ikke molboer eller livegne, hvis marker kongen kunne indtage som det passede dem eller hvordan det nu var den gamle historie lød; de var frimænd, var de, og myndighederne skulle få at se. Det blev dyrt det her. Og myndighederne grinede.
   For de vidste allesammen, at de ikke fik nogen erstatning, så lidt som nogen havde fået det før. De vidste også, at det der blev kaldt en øvelse, måske slet ikke var det, eller rettere, de vidste, at de ingenting vidste, hvilket var mere end soldaterne vidste, hvorfor de var klogere og hele tiden blev det, i modsætning til soldater, der hele tiden blev dårligere stillet på grund af fordummelsen. De blev kolgere ved at blive sat i den gunstigere position at være erkendende ligesom grækerne altid har været det g visse andre folk som sigøjnerne, før de slog sig ned og blev bofaste som alle de andre. Der skete i hvert fald noget, som indirekte vedkom dem. Deres ophidede modvilje blev snart til sammenrykning på kroen og derhejemme, indforstået samtale om natten med mange drejninger og dejlige gisninger, oplysninger hentet langt borte fra begivenhedernes centrum, erindringer og myter, også om dengang de fangede særlig mange sild og markedet samtidig var ualmindelig godt, så priserne blev gode alligevel, og de undrede sig over, at det kun lige var dem, der fik denne gunst af skæbnen og var lige der, hvor de store stimer kom. De skrumpede ind fra selvejerbønder og fiskeskippere til stamgæster i knejper i en lille krog eller afkrog af verden, med det maleriske præg, det giver et menneske ikke at være noget særligt, noget som de civiliserede parademænd ikke kunne nå eller forstå, mindre og mindre, til de mytisk forsvandt bag en stente eller bag horisonten eller en bakke og gav sig til udelukkende at tænke på det forhåndenværende og det altid interessante emne: vejret. Var der så en eller anden officiel eller officiøs person, der sagde, at de ikke fulgte med, rystede de på hovedet, for enhver ved sin fornufts fulde brug var da klar over, at der ikke fandtes nogen større realitet end vejret..
   Alle vidste, at det her var et fredeligt sted, hvor daglige sysler havde førsteprioritet; så længe de så det med egne øjne i avisen, vidste de også, at der var grænser for censuren, og af den grund stolede de på de få virkelige oplysninger der stod. Egentlig var de også de eneste, der betød noget. Hvad der stod i fastlandsaviserne, skrevet for storstadslæsere, hørte under en helt anden kategori oplysninger. For det meste var de officielle proklamationer, som først og fremmest henvendte sig til de i forvejen indviede embedsmænd, men offentliggøres skulle bestemmelser jo nu engang, for at der kunne være tale om offentlige akter. Udviklingen havde medført et skisma mellem officiel sandhed for de få, og læg sandhed for de mange. På øer som denne havde dette skisma den betydning, at middelalderen stille som et spøgelse vendte tilbage med dens landsbysladder og avisen som dens udtryk. Svømmede man med snakkens småbølger, kunne man stadig være til nytte ved at forme det ellers uformede, som Louella Parsons overfor Hollywood - den globale landsby nærede sig af sladder. Jo mindre reel indflydelse begivenhederne havde, desto mere beredvillig omtale fik de, for det kunne der ikke ske noget ved. Andet end at sladder-andedammen groede over alle bredder; men det lærte man sig altid at leve med, når der ikke var andre udveje. Skrevne og trykte ord har altid almendannende virkning, på den måde, at de allerede eksisterende meninger bekræftedes af læseren selv, men set gennem et filter, et objektivt temperament, der gjorde dem til en kulturbegivenhed af en lidt højere orden. Var det ikke dér, al kommunikation begyndte? Det ægte udtryk - en sjælden vare i vore dage!
   Så nu gjaldt det om at lytte. Lytte til stemmerne omkring en for at høre græsset gro, så at sige indfange tidens melodi og gengive den så alment som muligt.
   Øvelsen blev ved i det uendelige. Redaktionen måtte naturligvis forklare, at dette var blevet bestemt af endnu ikke bekendtgjorte årsager. Tålmodighed måtte udvises fra alle sider.

                                                     * * *

   Efteråret og vinteren gik med selvbedragerisk jovialitet i et falskhedens grænseområde mellem løgn og sandhed. Nok var det sandt hvad der stod; men baggrunden var alligevel løgn, og enhver vidste det. En ubehagelig følelser af latterliggørelse sivede som nervegas ind i redaktionskontoret og videre til sætteriet, hvor den fortættede sig til sur tavshed hos de altid upåvirkelige sættere og trykkere, en front, der samlede sig og en dag ville udlade sig i vældige lyn på sort grund.
   Og da redaktøren vidste, hvordan det ville blive, lod han skuden sejle som elementerne bød, med sejlet rebet, mens sladderen vaskede mod plankerne. Indtil den dag kom, hvor han blev kaldt op til kommandanten og brysk blev sat i "stuearrest" som skrivende, selv om han stadig havde lov til at færdes frit. Hvilken lettelse: de nævnte ikke noget om en Bog, der var savnet. Personalet kunne gå hjem til deres kolonihaver. Fra nu af var det hærens organ "Trommen, der alene gav øboerne oplysning. Så slap han for censors blå blyant. Han var taknemlig.
   På spørgsmålet hvorfor så drastige midler blev taget i brug, når man ellers ikke havde vist sig uvillig til at samarbejde, blev der kun svaret, at man havde fået ordre til at holde tæt. Men i al fortrolighed kunne kommandanten da godt fortælle 'sin gode ven', at det var en meget stor sag, ja, en kapitalsag, og der ville gå år før tilstandene igen blev som de var før. Hvis de nogensinde blev de samme igen.
   "Næh, det gør de nok ikke," bemærkede redaktøren med antydningen af et smil på læberne,"hvornår er de nogensinde blevet det?". Og år var der jo allerede gået.
   Fra den dag begyndte redaktøren at gå på værtshus.
   Nu var det snakkens tid. Så længe man måtte forsamles! Altså indtil man blev spærret inde i hver sin arrest eller celle, hvad man så end ville kalde den. Uden de store armbevægelser var han steget ned i underverdenen, hvor kunsten bliver til af skygger, som Orfeus efter Eurydike, den svundne skønhed. Ingen syntes at have det mindste mod hans nedstigning. De måtte betragte ham som nedværdiget og dermed uskadeliggjort, og alligevel var det, som om de deroppe i lyset blev bange for, at han var deres egen flakkende skygge, og at den ville overtage dem. Naturligvis var det stadig farligt at være til, når bare nogen havde bemærket ens navn. De andre gæster i knejperne havde ikke noget'navn', hvis de ikke var forbrydere, og dem lod de andre gæster være i fred som enhver anden, især i sådanne tider - det var det gode ved den. Man kunne aldrig vide, om ikke deres særlige færdigheder kunne blive nyttige. Dette var en helt anderledes verden, det tvetydiges hule, som biografens, hvor alle fantasiens muligheder er åbne, før lyset strækker sine stave ud mod det mørke lærred og viser, at det er malet med sølv for at kunne være spejl for drømmene og handlingerne. Dem lod man sig gerne fascinere af, mens man tænkte sit, uden at sige for meget. Teoretisk skulle der ikke kunne tænkes i denne åndløse, trivielle atmosfære; men fakta viste noget andet!
   I løbet af 3 måneder blev redaktøren helt usynlig. Til gengæld fik han noget at vide, og der begyndte endelig at ske noget.

                                                       ***

   "Nobody knows where John went," skrattede det fra den gamle LP-pladespiller, fra før CD og microlaserlydens tid. Siddende på en tønde i et snavset pakhus hørte han for første gang historier, der slog ham med undren. Om kommandantens hemmelige undertrykkelse af befolkningen gennem betalte stikkere, som vidste alt om alle og færdedes som hunde overalt på øen, selv om der aldrig skete noget. Om raffineret tortur, som ingen kunne opdage. Om afpresning i basaren af penge til embedsmænd og om de enorme spekulative gevinster i jord, der blev reserveret til militær brug, mens den i virkeligheden i et 'interregnum' var reserveret til udstationering af ferierende soldater som frynsegoder. Senere var det planen, at højere funktionærer i og omkring kontinentetes største byer skulle have lov at købe soldaterne ud af gårdene, i det håb, at sådanne tvangssalg kunne skabe en base for centralstyret, grundet på egeninteresse ud over lydighed, som erfaringsmæssigt var en noget svag garanti. Centralstyret i Metropolis ville købe sig varig støtte fra disse indflydelsesrige kredse og således skabe en behageligt lukrativ overgang til fremtidens mere og mere civiliserede homogenitet, som kun militæret endnu var afskåret fra. Målet var skam agtværdigt og fornuftigt; det var kun midlerne, der måtte bruges med stor takt for ikke at komplicere tilbagetrækningen fra det hierarkiske systems sidste skanser til et velstandssamfund styret af de få med forstand og erfaring.
   Og nu var der altså denne raketbase. Rygtet havde talt sandt. Der var for mange år siden blevet gravet skyttegrave i øens nordlige del, et arbejde, der beskæftigede utallige værnepligtige og frivillige i flere år, mens de modtog deres sold for det. De blev aldrig taget i brug, for så langt nåede krigene aldrig. Sådan havde der været mange forehavender i fortidens samfund, hvor krig snarere var reglen end undtagelsen. Disse arbejder, som blev opført i statistikkerne som anlægsarbejder, strakte sig også langt ud over krigstilstandene ind i fredstid, så det faktisk var umuligt at skelne krig fra fred, hvis man så på disse væsentlige områder i byggeriet. Ja, de dominerede faktisk enhver tidsalder. Strategiske hensyn havde altid været vigtigst. Bevillinger hertil kunne altid sikres. Hvis nogen arkitekt eller entreprenør ville skabe et stort og varigt værk, gjorde vedkommende klogest i at alliere sig med de stærkeste; ellers kunne han lige så godt "være i arbejde" med noget mindre fordringsfuldt eller  anonymt, som havde en chance for at blive realiseret; men så kunne han heller aldrig håbe at vende tilbage igen; han var endegyldigt degraderet til vandbærer. I eet kendt tilfælde tog et sådant anlægsarbejde 30 år, allerede før forrige århundredeskifte, og da de store, nu for størstedelen nedfaldne katedraler i det før-industrielle bysamfund midt på kontinentet skulle opføres, under utrolige prøvelser af såvel mennesker som finanser, der ikke fandtes i større omfang, tog det flere hundrede år. Selv de gamle romere bed sig et par store spadestik ind i Korinth-kanalen - det varede 2000 år før den blev taget op igen og fuldført, men sporene var der endnu til at bekræfte initiativets betydning.
   I nutiden var hele civilisationen altid een stor byggeplads, hvor det ofte kunne være svært at se, hvad de enkelte anlæg skulle blive til, før der var gået 10, 20, helt op til 50 år. Sådan var det også med skyttegravene, hvor små deres menneskebestemte former end måtte synes. Også de fortsatte en lang tradition for at grave foran fæstninger for at belejre og forsøge at indtage dem. Faktisk kun nogle render i jorden, halvanden gang så dyb som en mand var høj, og øverst nogle underligt ligeglade, lave jordvolde. Redaktøren kom til at tænke på grat - en helt original tanke, der vist også var inspireret af Bogen. Grat er den metalforhøjning, som en radernål river op på begge sider af den raderede fordybning i metalpladen, som udfyldes med farve. Holland, hvor kunsten at radere blev dyrket i størst omfang, var et land med kanaler, Graacht'er, og vandet i kanalerne var tit mudret, som farve. Som i spejle kunne man se sig selv både i raderpladen og i kanalens overflade - i dette bad var selvportrættet blevet fremkaldt længe før fotografierne i deres alkymistiske vædske efter belysningen af det lysfølsomme papir. Langsomt, gennem århundreder, var billedet dukket op, så langsomt, at det bagefter måtte virke mystsik, hvordan alle de modsatte interesser var løbet sammen i en udvikling hen imod et præcist mål. Oliefarver blev opfundet i denne vækstkultur, senere end trykfarven til Gutenbergs typer. Hvor mærkeligt, at det netop var i nærheden af et sådant lavland, et af "Nederlandene", at de store skyttegravslinier var placeret i de rædselsfulde verdenskrige. Og at tænke på, at der var kommet  skibe med soldater fra hele verden tilbage til millioner af udvandreres første baser ved havet, skibe af metal til steder, hvor skibene før var af træ. Og mærkeligt med musikkens oceaniske bredde, kort tid før den blev udbredt i grammofinskiver med lyden i spiral. Tilfældigt, siger man. Men hvis det var tilfældet, ville det være virkelig mærkeligt som 'co-incidence'. Børn af nutiden ville nok ikke tro det, hvis de hørte det, så selvklart alt teknisk var nu. Selvindlysende og ligetil, bare fakta!
   Det var nu over 120 år siden; det var en uendelig lang tid for mennesker uden historie, som inddelte tiden i 5-års-perioder som de største. Alligevel var begrebet Krig ikke forandret det mindste. Det var stadig absolut og betød total krig od udslettelse, annihilation. Nihil! I praksis: hæren er og bliver uovervindelig og du er intet værd i forhold til den, sammenlignet med den er du intet. Staten er lig med Hæren, altså er du intet værd mod Staten. Subordination.
   Ikke så mærkeligt, at folk, som knap nok kunne betegnes borgerne, skyede krigen som pesten. For dem betød det pesten, den sorte død, fascismens vældige udfoldelse af maskinvold og vælten sig i deres lig. Den gamle sorte død var mere skånsom; der blev da nogle få tilbage til at fortsætte livet; men det var  nu forbi med den slags chancer og nådegaver. Central kontrol overalt blev betragtet som nødvendig.
   Nu - i løbet af de sidste 2 år (tid var der nok af og man glemte den simpelthen for arbejdet med skovlene) - var de beskedne, nærmest Gøg-og-Gokke-agtige lattervækkende skyttegrave vokset til kæmpegange med elektriske tog, der sagdes at rutsche frem og tilbage flere gange om dagen, som man har hørt om det andre steder fra, når det gælder om at skjule hvor man er ved at være mobil, eller omvendt. En af bønderne havde selv set det. Han skulle nok helst takke sin Skaber for stadig at være i live, og den lille gruppe indviede forklarede ham, hvor farlig den viden var,han var kommet i besiddelse af. Han virkede nu ikke særlig rystet alligevel, men lovede at komme og fortælle om alt hvad han så, mens han fortsatte sin daglige dont, som om intet var hændt og han var ganske uvidende om alt på denne forbandede jord.
   Bare man spillede Svejk blev man ikke taget. Bonderøv, tænkte soldateringeniørerne; men det skulle de også. Den slags var åndssvage; det var de overbevist om, at alle måtte være derude. Tale med dem var i hvert fald helt udelukket. Så det var såmænd ikke så tosset tænkt af bonden alligevel. De så ham overhovedet ikke.
   Med bankdirektøren og bagermesteren og kommuneingeniøren var det en helt anden sag. Det var 'hvide mennesker', solide samfundsstøtter, som snusfornuftigt holdt sig til penge og den slags profane anliggender, og derfor uskadelige og nemme, hvilket hæren lagde stor vægt på, vant som den var til at blive adlydt. Et godt forhold til befolkningen. Goddag, goddag, en finger til kasketten og en hånd til hatten eller en finger lige netop løftet fra bilens rat; det var hyggeligt og nærdemokratisk. Også når man måtte sige: "Desværre, adgang forbudt."
   Lidt kunne man dog godt snakke alleigevel, uden at sige noget, selvfølgelig. På den måde kom der trods alt lidt nyt frem. Spørgsmålet var imidlertid om ikke disse "nyheder" også var plantet. For hvorfor i alverden skulle fastlandet have bygget raketanlæg mod sig selv? Det lød idiotisk.
   Forklaringen kom i KONTINENTAL. Der stod en dag, at fremmede tropper havde bemægtiget sig skyttegravene på øen og havde planlagt raketangreb på Metropolis i den hensigt derved at fremtvinge en total kapitulation og overtagelse. Men den ryggesløse plan var blevet opdaget af to detektiver, som oprindelig havde haft til opgave at opspore to afhoppede videnskabsmænd. Disse videnskabsmænd var kendt i fagkredse som eskapister med meget særprægede synspunkter om verdens beskaffenhed, en slags modernister i forhold til tarditionen. Således mente de, helt ulig alle andre konventionelle videnskabsmænd, at alt kunne pilles fra hinanden og  derved forsvinde. Kendsgerninger kunne forsvinde!
   Ligesom børneværelsesklassikeren 'The Cheshire Cat' i Lewis Carrolls 'Alice in Wonderland' skulle 'verden' kunne være en illusion eller et eventyr, ikke blot i overført forstand, men bogstaveligt og konkret. Nu var de selv forsvundet. Hvad beviste det mon? Og hvad beviste tilstedeværelsen af raketbaner i gamle skyttegrave om planer om sådanne? Hvad skulle man tro?
   Tænkes måtte der sandelig. Hvordan hang det sammen? Og hvad kunne årsagen være til disse nye anlæg med så drastiske konsekvenser i sig? Var øens undergang nær - eller var det fastlandets undergang, der nræmede sig? Hvor blev fremtiden bestemt, i Metropolis eller på en 'fjern' ø, der mindede om Dylan Thomas, en kendt ånd fra forrige århundrede, som endnu ikke var totalt glemt, fordi han havde fat i noget arketypisk - eller et Atlantis, det arketypiske land på havsens bund. Læsning var nemlig stadig en absolut nødvendighed for økonomien.
   Undren  var ganske vist ikke i kurs i byerne mere; men minder om den var der stadig behov for. Som før forklaret, af de to turister, der skrev Bogen: hukommelseer væsentlig. Spørgsmålet om hvem og hvor var væsentligt og relevant; men det stod klart for den lille flok i pakhuset - og somme tider på loftet over en kostand hos bonden, der var beæret over besøg - at dette eksistentielle spørgsmål angik dem og øen. Sådan ville det måske ikke være forekommet Platon i det antikke Hellas, måske ikke engang Diogenes, der boede i en tønde og bad Alexander den Store gå til side, fordi han skyggede for solen. Men sådan forekom det dem nu, efter snart 100 års kernevåbenpropaganda, som ikke levnede dem for fem øre chance for at overleve. Paradokset fremstod af ilden som Fugl Fønix: de gav pokker i det hele! For hvis fastlandet og ontinenterne havde planlagt i detaljer at pulverisere hinanden, ville de gøre det. Viljen var deres evangelium! Viljen til magt!
   Til gengæld ville øboerne have så megen selvbestemmelse som muligt indtil da.
   Og nu ansvaret jo helt og holdent hos de etablerede, hvor dette tyngdepunkt så end befandt sig. Øboerne var for første gang i verdenshistorien helt uden skyld, 100% ansvarsfrie. Opførte de sig fornuftigt, kunne de både få et Paradis nu og et efter den naturlige afgang og uddrivelsen af statistikken, når de var helt glemt. Som de hed i rigtig gamle dage: Navnløs er jeg salig.
 
  Brændte fastlandet sine raketbatterier af mod dem, fordi der var raketter her, ville de være sikker på at forsvinde lynhurtigt og straks stige til himmels til Valhal, fordi de var faldet i krig, både vurderet efter Bibelen og Koranen og Socialvidenskabelig Håndbogs veldædige råd til pæn opførsel for fattige i nødssituationer og efter Baden Powells og Booths ditto. For de havde jo ikke gjort noget. De var hvide mennesker. Det havde de altid ment. Det var netop trusler, der havde gjort dem blegansigter! Trusler fik dem til at føle sig selv helte!
   Og hvis deres sind nu alligevel var for beskidte og provinsgrumsede, og de blev afvist ved vejningen som værende for lette, eller for tunge af skyld eller af velstand, og de ikke kom ind på Olympen, Parnasset eller blev anbragt i Pantheon, ville det egentlig ikke gøre dem noget, syntes de, for de havde altid regnet sig selv for mindreværdige i forhold til dem der blev ærværdige, som det var meningen. Og i forhold til teologerne og de andre dydige embedsmænd, de ikke var særlig glade for at have til 'far', eller ligefrem frygtede og afskyede ...ja, som krigen og pesten. De fire ryttere i Apokalypsen har nu aldrig appelleret til almuen! Ryttere på høje heste ødelagde altid høsten for dem. Dem så de helst bagfra, ridende ind i solnedgangen. Med mindre de var i stand til at forvandle sig til fredsmæglere under nødvendighedens tryk, så var det naturligvis en anden sag; så ville de måske huske dem for det gode. Naturligvis var det historisk sjældent.
   Den totale krigstrussel fra oven fik dem derimod til at føle sig som indbyggerne i Pompeii. Leve og lade leve. Af den grund eskaperede de i samtale på et høloft i stedet for at tænke på at organisere våben til at sætte sig op mod overmagten med. Det var som Gud. Man måtte indstille sig på det som det var, "indtil der viste sig noget", et tegn eller noget konkret. Sandsynligheden for nærmede sig altid nul.
   Resultatet var, at den enorme militære tilstedeværelse blev fjernere og fjernere for dem, blev dem mere og mere ligegyldig, indtil den blev genstand for latterliggørelse. Derfor undrede det heller ikke redaktøren, at han en torsdag i oktober blev kaldt til pressemøde i kommandanturen. Man ville vise ham de restaurerede skyttegrave fra den sidste verdenskrig.
   "Nådada," sagde han til sig selv,"nu er du pludselig blevet redaktør, og de vil vise dig den redigerede virkelighed, som om det var din. Det overgår alt hvad jeg endnu har været ude for fra deres side." Højt sagde han til den unge ordonnansofficer, som havde fået overdraget opgaven at vise rundt: "Ved De hvordan det går med avisen? Jeg synes ikke jeg har set den på gaden i årevis."
   Pikeret mumlede officeren, at det måtte høre under de højere magter; men han skulle da gerne forhøre sig desangående, hvis redaktøren syntes.
   "Og hvor skal jeg så skrive om besøget, unge mand?"
   "Vi havde jo tænkt os, at De ville tale  om det til venner og bekendte. De har jo så mange venner, har vi bemærket, og Deres personlige troværdighed er ikke ueffen i denne sammenhæng. De fleste journalisters troværdighed er sikkert mindre end Deres."
   "Troværdighed, javel. Jamen så lad os da se de fordømte grave."
   Der var ingen skinner, ingen raketter, inte som helst andet end jord og brædder fra anno dazumal. Hvis de var restaureret, havde konservatorerne været eminent dygtige til at efterligne fortiden og køre nutiden tilbage til et punkt i fortiden, ja, netop som en tidsmaskine, for der var intet som helst forandret fra dengang han selv sidst havde set dem. Den gode bondemand måtte have haft en alt for livlig fantasi. Og deres loftsmøder var kun underholdning. Endnu engang havde han måttet sande, at bønder er lidt nemmere at løbe om hjørner med end andre, hvordan blændværket så end var blevet til - holografi måske? - men værre var det unægtelig, at også redaktøren skulle blive offer for en bondefanger. Nu skulle han så forklare loftskliken, at bonden havde set syner. Med hans kendskab til den insulære psyke indså han, hvor svært dét ville blive. Og hvordan skulle han nu bevise det negative, at der ikke havde været noget, hvor der intet spor var? Men 'opklaringen', som ganske vist var mystsik farvet af tvivl fra alle sider, gav da i hvert fald plads for den realitet, at de interkontinentale satelliter ellers måtte have set noget, der nødvendigvis måtte medføre repressalier. Var det sket, var det sket med dem allesammen!.
   Kunne de have været der og være blevet fjernet? Alt var muligt i vore dage - og derfor langtfra usandsynlige. Han vidste fra fortiden, som ganske vist ikke altid var noget værd i nutiden, at der havde været 'spøgelseshære', som faktisk havde vundet krige uden nogensinde at have været der i virkeligheden, netop ved ikke at have været til. Så hvorfor skulle det ikke-værende ikke indgå i nutids-krigsspil? Man gjorde klogest i at forestille sig det værste. Idyl var fjollet, og man kunne alxdrig være forsigtig nok. Derunder hørte, at man sørgede for ikke at se noget, høre noget eller sige noget, ikke noget som helst. Ved ikke at tro på noget og ikke offentligt betvivle noget heller gjorde man ingen skade. Man redigerede en negativ avis, der var ophørt at udkomme, en spøgelsesavis ligesom spøgelseshæren; det så kun ud som om den var der, som en illusion og gøglebillede; men den var ikke død og kunne udkomme igen i tidens fylde. Redaktørens Waterloo var en uendeligt udtrukken stillingskrig med fantomer, han nederlag hverdagens sejr.
   Rigere og stærkere tider ville have fundet et sådant insulært temperament latterligt. Men de vidste ikke, hvad han vidste. Planens omfang skulle måles i lysår, og dens realiteter var lutter falskhed og blændværk bag ved blændværk. Som virkeligheden altid havde været det for ham som for filosoffen Berkeley. Han gennemskuede alt og alle. Sig selv med. Han læste ikke teksten, men læste igennem den. Virkeligheden, som andre kaldte den, var blot et grenværk foran universets gådefulde rum. Bonden var glad for kalenderen. Det var det samme med avisen, mere var den ikke for redaktøren.
   Sæder og skikke skiftede langt hurtigere end folk i almindelighed kunne huske. De kunne ikke huske særlig langt tilbage. Således havde eftermælet i lang tid været meget vigtigt stof; men indenfor en kort årrække forsvandt nekrologerne fra aviserne, uden at nogen rigtig lagde mærke til det, at ingen gad huske dem mere, når de var døde. Nu gjaldt det livet, sagde de yngre. Å, sagde de ældre; det kan jo være rigtigt nok. Så de gjorde sig ikke ud til bens, og selv om de havde gjort det, ville de døde jo ikke have kunnet klage, og de ældre er ikke meget for at tænke på deres egen nekrolog, med mindre de er meget forfængelige og tænker på den dag og nat. Og hvem skulle skrive den? Folk lagde ikke så megen vægt på det personlige forhold længere, efterhånden som homogeniteten bredte sig. Det skete, at der havde været nekrolog i hans eget blad; men de fleste gjorde ikke noget væsen af sig selv og ønskede det måske derfor ikke, så han lod være for det meste. Nu var det allerede længe siden han havde skrevet noget. 'Navnløs er jeg salig', hed det faktisk i meget gamle dage, som et fint udtryk for fromhed. Måske var det ikke lige det de selv mente, men talemåden var der og blev brugt i forbindelse med døden og det evige liv, de salige ånders dans, som et musikstykke illustrerede for dem, mens de endnu kunne høre andet end den sfæriske musik, der omgiver de salige i evigheden.
   På værtshusene havde han bemærket, at der var en rørstrømsk trang til at mindes visse gæster, som troubaduren Bellmann i rigtig gamle dage, 'Gluntarna's komponist og første forsanger, de studentikoses foretrukne sangcyklus. Men den interesse varede sjældent længere end en måned. Måske var det godt sådan, for sandt at sige handlede nekrologer før i tiden tit om nogle store kujoner eller helte, som i virkeligheden også var nogle store skurke, hvis de overhovedet handlede. Til gengæld var der eksempler på, at folk, der blev kaldt skurke, i virkeligheden var helte og senere blev anset som sådanne. Eller helgener på grund af de lidelser, de havde måtte udstå.
                            
                                                     ***

   Den følgende torsdag brændte hotellet. Der var ikke et atom tilbage af det. En lodret lysstråle havde stået over det mindre end et sekund og væk var det, med alle sine officerer og deres 'kærester' fra øen og koner fra fstlandet.
   I hæren forårsagede det mærkeligt nok ingen panik. Begivenheden var så overvældende, at den lammede i stedet for at ophidse. De menige var nær ved at blive religiøse. Ledelsen fik imidlertid hurtigt en forklaring stablet på benene og trykt til omdeling, så de havde den at holde sig til. Der var jo, som de vidste, en naturlig forklaring på alt. Forklaringen, som virkelig var svær at kapere, men nu nødvendig, hvis troen på forsvaret ikke skulle smuldre og forvandle sig til troen på det irrationelle, var: Anti-Matter.

  
Materien var udgangspunktet for forsvaret - man kunne tænke tilbage til arabernes runde fæstningstårne, stjerneformationer og renæssancens fæstningsværker og byer, og kanonens sorte metalsøjle og de sorte kugler, stablet op i pyramider, senere symbol på industri, flid og håndelag på grundlag af guddommelige naturlove - begrebet blev konkretiseret. Var der noget der gik forsvaret imod og ikke kunne forklare direkte materielt, var årsagen anti-materiel. Forstået? Soldaterne smækkede hælene sammen og råbte "Javel!" Tricket havde gjort sin virkning. Der var ro i lejren, ingen panik.
   Hvad mere var: hotellet forsvandt også ud af erindringen med det samme. Det var, som om det aldrig havde været der. Ingen ønskede at huske det. Huset Usher hos Edgar Allan Poe sank i jorden. Det var ikke noget, der kunne betegnes eller beskrives. Det var bare væk.
   Folk på øen snakkede temmelig vildt om, at det nok havde været det 'leben' der måtte have været, der havde udslettet slottet inde fra. Man kunne jo aldrig vide, hvad der foregik på sådan et hotel. Det var ikke som i andre huse, hvor man altid havde check på tingene og vidste, hvem der kom sammen med hvem og sladderen efterhånden fik sat alting på plads imellem dem indbyrdes. I et lille samfund vidste alle alt om hinanden, og selv om det kunne være umoralsk, ja, meget kunne blive betragtet som sådan, når normerne var indgroede, blev det glattet ud, når man skulle være der allesammen. Men et hotel var beregnet til at huse hvem som helst og være diskret udadtil. Det passede slet ikke ind i mønstret. Bare det at tænke på, at folk var nøgne, når de gik i bad, var næsten utåleligt for nogle at tænke på. I hvert fald var der snart ikke den ting folk på øen ikke kunne få ud af det, når de nu var indstillet på det! Så det var nok derfor.
   Det var et forargelsens hus. Og få ting kunne være bedre end at det nu var væk, ligesom Basin Street i New Orleans i gamle dage. Mange mente ligefrem det var opbyggeligt. Nu var pigerne endelig i fred for fremmede og kunne koncentrere sig om det hjemlige, og drengene holdt op med at være sure. I den forbindelse mente alle aldersklasser, at de var drenge igen, for de havde jo aldrig glemt, hvor dan det var at være ung. Nu skulle de rigtig være unge allesammen. Det var som at blive genfødt! Folkedragt blev moderne igen. Og man slog gækken løs på gammeldags maner, mens nogle begyndte at drømme om at få pigerne til at bo ude på gårdene igen, så karlene kunne gå hen og besøge dem i sommernætterne. Men det blev nu ikke til andet end fantasier, for pigerne ville ikke være bondepiger mere, efter at de havde fået deres egne penge. De blev ved med at arbejde på kontor og i butikker i Havneby og de endnu bestående småbyer, som led under Havnebys evne til at tiltrække forretning, men alligevel ikke ville give op i konkurrencen med den, og gik så til folkedans som en slags romantik, der også var kultur. For man skulle jo gøre hvad man kunne for at bevare det lokale islæt. Det var de alle enige om, og det at være enig om noget hyggeligt og harmløst gavnede også i sig selv. Alt gik bedre nu, syntes de allerfleste.
   Når der en enkelt gang kom en underholdningsstjerne fra fastlandet og sang i forsamlingshuset et sted, kunne arrangørerne være helt sikker på et hit. Folk var blevet så taknemlige; de var splittet mellem at gøre det rigtige og gøre mest muligt for sig selv og hinanden, og på den anden side være lidt med i fællesskabet, det som alle i den store verden hørte og sang med på, og denne splittelse gjorde dem ekstra lydhøre som publikum. De var virkelig et godt publikum, og stjernerne var glade for at komme og underholde dem. Alle var meget glade. Også det var de enige om, med ganske få undtagelser.
   De fleste øboer var så naive, at de troede sex var naturligt, og at det der var unaturligt, var unaturligt og måtte overses, hvis der ikke var noget at gøre ved det. Derfor troede de heller ikke på præsterne mere som i gamle dage, hvor de kunne bilde dem ind, at de var fortabt, hvis de ikke forstod hvad de selv gjorde. De kunne bare ikke tage tordenprædikanter, det var det hele, og selv om præsterne havde stemt tonen ned, blev de alligevel væk, for nu var der jo slet ikke noget at komme for. Tv havde forlængst slået prædikanten ud, også selv om der somme tider kunne være noget sandt i det han ville, og efter video var det helt slut med fælles opdragelse, når skolen var overstået. Der var ingen grobund for egentlig spekulation på et så lille og afsondret sted, og uden det spekulative element i tilværelsen tørrede umoraliteten ind til trivialiteter, som de færreste så nogen fordel i at dyrke. Der var ingen fremtid i det. Sport gav meget mere. Præstationer kunne måles, og der var ingen, der led af præstationsangst der. Sagde de i hvert fald. Målet var fælles på det område: at præstere noget uden at spekulere over det. Man kunne ikke komme galt afsted med det! Mefisto kan ikke rigtig få et ord indført på fodboldbanen eller i gymnastiksalen. Han må nøjes med at surmule og måske i smug puste til forargelsen udenfor. Slagsmål var heller ikke så høj kurs mere, efter at pigerne var flyttet til byerne. Hvorfor slås, når man var enige? Gik man udenfor reglerne, var sporten jo ødelagt (sagde øboerne naivt); det ville være det samme som at ødelægge sine egne muligheder for sport i fremtiden, og så kunne man ikke konkurrere, hvilket var sværere end at slås, altså et tilbageskridt. Det var da indlysende. Naive mennesker ser ingen grund til at udfordre det indlysende. Deres vrede svar over afbrydelser af det de dyrker, ligner Achilleus' vrede. Og Homer ler.
   De var renæssancemennesker uden at vide det. Deres egne uformelle samfundsstøtter beskyttede dem uden at forlange fyrstelig betaling eller magt for det, alene for tilfredsstillelsen. En oprindelig økonomi, som var forsvundet på fastlandet og helt ville forsvinde, hvis ø-riget og udkant-landet forsvandt.
   Militærledelsen på øen, kun den, og ikke hovedledelsen på fastlandet, som altid kunne bortforklare alt for sig selv og derfor aldrig tabte troen på sig selv på nogen måde, kom til erkendelse af, at der var grænser for dens magt og militærets eksistens. Mens industialisterne endnu var dominerende i samfundene, kunne der blive et pust af storhed efter en industribaron, som erindringen om liv i huset hos Den stor Gatsby, en yndet klassisk modernistroman fra det Røde Kontinent i Occidenten, Aftenrødens lande, som digterne jævnligt kaldte den, isæt når de refererede til det store stille hav, Pacific, Fredens Hav, for at skabe distance, i modsætning til Morgenrødens kommende velstandsrige, stærkt på vej til at opstå ag guldet i det kaukasiske kontinentets østre del. "I Østen stiger solen op."
   Nutidens militære dominans, som forudanedes af den røde arkitekt, der introducerede de flade tages bærende konstruktion langt tilbage før verdenskrigene og deres militært-industrielle kølvand (af stats- og folkepolitikeren Churchill kaldet Mississippi) - som en bordplade, rumrædde børn med hovedet lagt tilbage som på aztekiske offerfigurer, kryber i beskyttelsesrum under (hvor de dog skulle være bange, og hvad var de store gudeskikkelser bange for hos dem?), som bønder, der før udfyldte landsbykirkens hvælvinger med kalkmaleri i angist for det hvide, tomme 'rum', illusionens rum, som man laver tegneserier og illustrationer i for ligesom at slå hul og åbne vinduer i mure, der ikke var vinduer i, det rum, som ikke ville have sagt nogen noget uden illusionens krav om opmærksomhed, og såmænd også civilisationens mennesker med, levende billeder på biograflærredernes sølv-væg, sølvlamé-kjolen på Frihedsgudinden med lysfaklen i den store havn ved den gyldne dør, og med den gyldne port i den anden ende af det røde kontinent, i det mørke moderskød for filmkunsten og -livet, illusions-skabelsen med dens flitterstads, guldstøv, stjernedrys og silver tinsel i alufolie, og tv-skærmen i den igen mørkelagte stue, som imidlertid åbnede sig for ivrige hænders følesans, der inden længe fik taster til virkelig at føle sig frem på, og computerskærmen at kontrollere sig selv med, alt dette tilbagelagte strækninger, kun milepæle stående tilbage af dets bevægelse, med almagt til volden og dens beslutsomhed vendt mod det naturlige liv - alt dette var nu blevet ophævet i sin konsekvente absoluthed. Krigen havde nået sit mål: selvopgøret, og havde øjeblikkeligt ophævet sig selv med det. Resten er tavshed for det.
   Men der er ingen Fortinbras i panser og plade på vej. Og stjernerne står stadig skævt. De er een stor gåde, som nu også redaktøren, bankdirektøren, bonden, bageren, slagteren og alle de andre på høloftet sidder natten lang og stirrer på. For de havde slet intet at sige mer. Verden er næsten gået i stå, og fastlandet har fjernet sig, som om det var et rumskib og de var faldet ned i dybet iført kavaj og kabuds som en russisk livegen eller Quasimodo på vej ned fra toppen af Notre Dame, ned i den Middelalder, som han elskede så højt. Ned til kalkmalerierne. Og længere tilbage, til kampesten og urtiden, Ginungagab, og videre til skabelsen, til moderskødet, efter den antikke opskrift på udødelighed og genfødsel. En gang imellem ses de sammen - som for kirkemaleren for århundreder siden, i tableau - og sammen ser de noget blinke ned til sig gennem krystalhimlene af sølvpapir. Hvad er det for en stjerne? Den ser også dem, og de ved det!
   Ord er overflødige. De lever jævnt. Mangler de noget, får de det udefra, endog uden at spørge, for der er stadig et øje på hver finger i hovedstaden. Det spørgsmål, der nu optager dem, er tidens. Den som altid har været bondens og redaktørens hovedinteresse: kalenderen, sol og månefaser, vejr og vinde, om tiden går frem eler tilbage til sit udspring, og for hvem den gør det, og hvem klokkerne ringer for.
   Det er som om der aldrig er sket noget. Og hvem ved - det er der måske heller ikke. Ingen kan vide det med sikkerhed. Måske står tiden stille. Verden er måske materiel, helt stillestående i midte. For nogen er den det med bestemthed: de der ikke er af denne verden ser dem. Hieronymus Bosch malede dem i en glaskugle.

                                                        ***

   Mange har stiftet bekendtskab med den gamle, forlængst pensionerede redaktørs historie om denne tids hændelser. De allerfleste betragter den som en myte, ikke så få som science fiction - hvilket i daglig tale har omtrent samme betydning, selv om den er noget skærpet i retning af det sarkastiske og kritiske, som hos Swift og Huxley og Orwell. For den sidste var tidsrammen meget snæver, så stram, at den tjente til oplysning med det samme og førte til konkret handling om et væsentligt politisk spørgsmål, så det fantastiske var også begrænset af det snusfornuftige, hvor skrap satiren og skrækvisionen end var udformet. Det er denne fortælling slet ikke; den har intet formål. Men den er heller ikke religiøst fantasteri; redaktøren var altid ved sin fornufts fulde brug. Enkelt e har kaldt den sagnagtig som Saxos historier om bedrifter, legendarisk, og en saga. De tvivler ikke på, at øens fortæller selv tror på den, da han er naiv og måske også naivist, lidt tosset som en søndagsmaler uden forbindelse med Faubourg St. Honoré eller Greenwich Village eller Festivalen i Venedig, eller bare en anden maler, som kunne vurdere ham og sætte ham på plads. Men de anser ham for at være lidt egen, for at sige det mildt. Siger de i hvert fald til hinanden, for ikke at miste troværdigheden.
   BOGEN har han kun vist til en lektor i Strafferet, som boede i sommerhus på nordkysten, som de bedrestillede altid gjorde. Han var den eneste han syntes han kunne stole på. Lektoren mente den var et falsum, og at redaktøren derfor kunne sove roligt. Der var ikke forsvundet noget fra øen. Bogen var i virkeligheden amatørmæssig og triviel.
   KONTINENTAL var ikke triviel, selv om den solgtes i kioskerne. På samme tid som den pensionerede redaktør talte med lektoren i starfferet om Bogen, lancerede hovedstadsbladet en kæmpekampagne for hotelturisme i Kontinentets storbyer. Baggrunden var, blev det oplyst, at forskellighederne var blevet for store på de insulære feriesteder; man havde oplevet lidt for mystsike ting derude i randområderne til, at man turde tage ansvaret for at sende bureaukrater og militærpersonel dertil længere, og hvad mere var: man havde fået indtryk af, at den tidligere så venlige befolkning havde trukket sig ind i en skal og sjældent smilte mere. For fremtiden ville de højere funktionærer blive genstand for den mest udsøgte omsorg og pleje i centrene, som ville blive omskabt til rene ferie-eldoradoer af service. Ved at gøre det slog man flere fluer med eet smæk. Man holdt de mest velbeslåede turister hjemme, shoppingcentrene blev støttet, så Cityområderne stadig kunne blomstre og være et kønt syn, når bureaukraterne skulle på kontoret, og for det tredje forhindrede det, at hotellet på øen var forsvundet sporløst, at hoteller i storbyerne imploderede. Det var et nyt problem, det modsatte af eksplosiv vækst. De største og flotteste hoteller var med eet slag blev ophævet til statsstøtter, det modsatte af statsstøtte-modtagere! De flotteste huse med de flotteste gæster kunne for fremtiden udgøre statens stræbepiller ligesom i Versailles i 1600-tallet, da det endnu var en nyhed. De kunne holde statens møre mur oppe. Samtidig støttede de med deres lokale indsats middelalderstrukturen i de største byer, med bymuren som trygheds-skabende arkitektur-element, "byen bag voldene", selv om voldene var sløjfet.
   Til den almindelige befolkning ville der meget hurtigt blive skabt holidaycamps med legesager, småøer, småbåde, møllebyggeri, folkedans og vin- & grisefester, kæledyr, alt hvad man kunne identificere sig med. Der var ikke tale om, at ledelsen ønskede at forfordele nogen. Alle skulle have del i feriekontinentet, som nu var blevet til ved et trylleslag. Kontinent-økonomien havde kunne præstere en model, der øjeblikkelig kunne udnyttes i praksis,for det skete alt for sjældent, at teoretikerne havde et konkret afkast at  præsentere i tv og Statstidende. Aldrig havde så få med så stort et resultat nået så store resultater for så mange så hurtigt. Ja, hele verden var faktisk blevet en helt anden. Livsstilen ville blive frugtbargjort i lige så høj grad som en parfume med Versaillespræg kunne gøre det, og det skal man bestemt ikke undervurdere. Ingen ville miste noget derved. Civilisationen havde virkelig vist sin værdi, hvilket det før havde knebet ikke så lidt med, til stor fortvivlelse for de virkelig civiliserede, som for det meste var bo|hèmer og fattige folk i Paris og i  Londons mørkeste gyder omkring St. Paulskirken. Dette var i sig selv en meget stor værdi, meget opbyggeligt. I det hele taget glædede planlæggerne sig over
                                       V Æ R D I E R N E S
                                        TILBAGEVENDEN
                         DET VAR NÆSTEN ET M I R A K E L,
                              ET ØKONOMISK MIRAKEL
osv.
   Til gengæld fremkom der kort tid efter endnu en større nyhed i                                       KONTINENTAL
   Bladet eksploderede, hvilket var en god nyhed, modsat implosion.
   Det eksploderede ikke bogstaveligt eller forsvandt som hotellet; men ledelsen fandt ved at regne på situationen efter den uventede hotelsucces ud af , at den var truet af undergang, hvis den ikke tog sig sammen og begyndte forfra hver dag. Da den - som en rigtig gammel konge i et eventyr, en Enevoldsmonark - stadig var i besiddelse af fuld suverænitet på sit område, kunne den med øjeblikkelig virkning uddelegere magt tilprovinsredaktioner overalt. På den måde blev den uendelig stor og reddede demokratiet uden at glemme sin egeninteresse! Den GAV Kontinentet en splinterny presse!
   De rudmentære gamle museumsblade i provinserne indgik i den nye hotel- og bladstruktur, mens dens tidligere medarbejdere begav sig ind i det forjættede ferieland, fremtiden. Turismen kunne nemlig nok komme tilbage, efterhånden som provinsbladene fik deres meninger tilpasset til hovedbladenes, og når det skete, ville turismens bæger flyde over - den såkaldte spill-ver-effekt. Når det hele flød sammen som i en skoledrengs akvarel, ville turismen være økonomiens gulddreng, vinderen i Marathonløbet for alle.
   Men den tid den sorg.
                                      
                                                   *

   Da hverken bogbussen eller den mobile biograf længere bryder isolationen, fordi det er blevet for dyrt for centrerne, arrangerer øboerne skyggespil for hinanden. Groteske skikkelse danser på høloftets vægge. De er skrå.
   Og sådan sidder de endnu og fortæller, mens de venter på, at vandene skal stige.
   Ikke som i Norderney, hvor de ventede på, at de skulle falde.
   Det sker der ikke noget ved.
   Tidernes tidevand ville oversvømme Metropolis og alt, hvad den stod for, mange gange, før det tog dem. Og det selv om de var helt overladt til dets nåde.
   Og fordi de var på Herrens Mark, har de stadig et slidt eksemplar af den gamle salmebog liggende et sted. En af yndlingsstykkerne er salmen med linien *Lyset lander stille på livets kyst* af en af deres frænder fra fortidens ulige samfund, Jacob Knudsen. Også uden bibliotek kan enkelte særlige ånder bevares. Men det er usikkert. Risikoen ved afsondrethed er vetikalitet. Shakerne opløftede sig selv i rendyrkning, og selv om Amish efter sigende stadig holdt ud i Occidentens ellers øde land, er de så godt som ude af sagaen, fordi de er glemt og uden funktion for flertallet. Men deres enklave gør ingen fortæd. Det er også det gode ved denne lofts-kultur. Den består af snak.
En smal sag
Mottoer:

"Crispin was washed away by magnitude" (Wallace Stevens: The Comedian as the letter C)

Goldoni: "Tilfældet har ret" (Goldoni bragte commedia dell' arte hen i retning af karakterkomedie)

Niccolo Macchiavelli (notorisk realpolitiker og samtidig dramatisk satiriker i  16oo-tallets Firenze) Betragtninger over Livius (modsat hans kendteste værk Fyrsten): "Tilfældet har skabt disse regeringsformer: Monarki, Aristokrati, Demokrati (de tre gode), Tyranni, Oligarki, Anarki (de tre dårlige). Macchiavelli beskrev, hvordan ingen af dem er gode alene, men kun sammen i harmoni.

Jean-Paul Sartre:"Terningerne er kastet" (romantitel efter Julius Cæsar ved floden Rubicon på vej mod Rom - det som Livius og Macchiavelli analyserede i hver sin tid).

De udenlandske taleskuespillere, som Hamlet instruerede på Kronborg i skuespillet af Shakespeare, blev i Paris tvunget til Pantomime af de franske konkurrerende taleskuespillere. Derved blev Pantomimeteatret fra London til stum ballet i Tivoli i København. Stumfilm kan være udsprunget af den gamle parisiske censur mod de italienske aktører, som Hamlet talte til om et mere bestemt udtryk på scenen.

Chaplins musichall-tradition fra London hørte ikke til stumfilmen, men til talefilmen!

I USA kaldes Musichall for Vaudeville Show, som det også somme tider bliver det i England. Den danske Vaudeville er således i samme tradition som Musichall. Verdens største teaterrum Radio City Musichall i Rockefeller Center i New York viser den lille Vaudevilles evne til at fungere i stort format.


                                                 ***

                                     EN SMAL SAG

   Direktøren for det lillebitte skovteater "Musernes Tempel" pulsede henrykt på sin Havanacigar. Fra at være underdog i teaterverdenen gennem flere direktørers tid (direktør var for det meste en paradetitel, der dækkede over et klækkeligt underskud, som øens handlende dækkede af medlidenhed), var teatret med eet vokset til elefantstørrelse. Hovedstadskritikerne ved såvel KONTINENTAL som KOMI havde fået øje på hans morsomme lilleput-teater med de ægte gamle udsmykninger i stuk og falmet guld, de slidte plyssæder, de forlorne, men uhyre romantiske bagtæpper og en hel kælder fuld af snurrige rekvisitter, som altid havde virket inspirerende på skuespillere, hvor de end kom fra. Skuespillerne ville nok gerne have ordnede forhold i garderoberne, hvad de ikke kunne få her; men var de først kommet, lod de sig som regel alligevel rive med af teatrets inderste væsen: forklædningen og kosmetikken. Nogle blomstrede ligefrem op på en måde, som man ikke så mere på fastlandet, i de enorme betonhaller uden akustik, som publikum krævede at blive underholdt i, når det ikke spillede tal-lotteri. De ville vinde noget. Og når de havde vundet, ville de have show.
   Øen var blevet beskrevet som "det mest vidunderlige" oprindelige naturområde i hele verden, og midt i al denne grønne herlighedsværdi lå så denne diminutive perle af et teater, det teater alle nu skulle stifte bekendtskab med gennem en modelkopi, som kunne pakkes sammen og transporteres overalt på kontinentet. Senere kunne der måske endda blive tale om 'international recognition'; men det var det endnu for tidligt at sige noget om, og spå skulle man ikke. Udviklingen i samrejserne på kloden talte dog i høj grad for det. Atmosfæren var i højere grad positivt ladet end den længe havde været. Kritikerne kom til at tænke på Melba. Is Melba stammede fra denne sangerinde i globalt format, ligesom Sarah Bernhard-kagen stammede fra skuespilerinden og Napoleonskagen og Napoleonshatten fra kejseren - lige til at spise, som Mozartkugler.
   Mad var jo det de fleste forstod. Isen og kagerne beviste, at teatret evnede at omspænde hele kloden, som det siges om Tanken. Teatret er jo Tanken! Og tanken om det rejsende teater skulle blive til virkeligt teater. Men for at noget lignende kunne udvikles, skulle man have fat i det originale. Her var det!
   Teaterdirektøren, som i så mange år havde klædt sig som en blanding af en grosserer og Greven af Luxemburg, følte sig nærmere Aristofanes end ved Grosserersocietetet - og havde egentlig ikke ganske uret. At have overlevet her ude i skoven så længe, som en satyr mellem bøgetræer og kulørte lamper, var en bedrift, som udmærket kunne sammenlignes med at skabe grundlaget for vor kultur i et ludfattigt samfund i oldtiden. Charmen bestod i modsætningen til det trivielle liv med næsen i plovfuren og med hænderne på galej-åren. Løjerne i skoven var ikke seriøse eller filosofisk holdbare som Aristofanes'. De tålte ikke grasnkningens klare lys. Men i teaterlys om aftenen gik det glimrende med at nå publikum på det niveau, det befandt sig på - og hvad er et teater uden publikum andet end en skole eller et museum, tænkte den gamle, men ingenlunde trætte, teaterdirektør og glædede sig over billetsalgsudsigterne. Var folk nede på kontinentet udhungrede folkeligt set, ville der jo inden ende være på deres  modtagelighed for sund fjællebodsfornuft. Havde han dem bare inde i sit eget og aktørernes rum, var de solgt! Og uden modvilje ville de overgive sig til de usynlige tilstedeværende fra teatrets tusinder af opførelser, den sande action, som ikke kan diskuteres. Og den sunde reaktion uden ord: latteren og klumpen i halsen over den sørgelige vise fra gamle dage. Han vidste lige hvordan de skulle tages. For han var harmløs, og de tilgav ham alt.
   Tvangsauktionen, som så længe havde hængt over hans hovede, syntes foreløbig at have fjernet sig. De økonomiske trængsler hørte ellers med til hans image. Mange af tilskuerne kom kun, fordi de kunne ynke ham og hans stakkels personale; man kunne se på dem, hvordan de lignede gammel gips med kolde næser, når de kom, og hvordan blodet igen begyndte at rulle i årerne, som hos de gamle, der belurede Susanne i badet, mens deres hjerter slog i synkoper. Nogle var skabt sådan, bedst tilpas med paryk, og man måtte tage dem som de var, så gled det. De skulle have håbet om et offer for at live op. For dem var det "ej blot" mere end "til lyst". De kunne kun drives hjemme fra, hvis der var en madding derude, i form af en mulig incassosag. Så var det 'deres'. Så var de også med, som de Scrooger de var, gniere. Mon det var teatrets mission, om man kunne bruge et så fornemt ord som mission?
   Nok om det. Nu gjald det forretningerne.
   Efter at have iført sig sin kridhvide jakke med guldbånd om ærmerne, en mellemting mellem en operette-uniform og en hjemmejakke, som fik ham til at virke lidt fremmedartet, uden at nogen kunne placere det fremmede præg, satte han sig til rette, med elastikkerne om overarmene på den flunkende rene og nystrøgne skjorte og de brandrøde seler, i den læder-betrukne stol med den runde træryg. Han kom til at smelte sammen med stolen og skrivebordet og telefonen på en måde der viste, hvor meget teatermand han var. Det så ud som en bar-reklame fra 1912, før verden gik af lave. Med en altid tændt cigar fik han telefontrådene til at gløde i 14 dage i 14 timer om dagen med kun en halv times pause tilsammen. Da de fjorten dage var gået, havde han fået 200 kontrakter i orden, nok til et halvt år uden for sommersæsonen, som altid var fuldt besat - det ville han i hvert fald helst hævde. De fleste af kontrakterne gjaldt opførelsen af en mini-kopi af skovteatret på store hoteller i store byer, hvor turister ville blive underholdt med vaudeville-udtog. Vaudevillen var,ifølge oplysninger af det 20. århundredes største kriticus, professor Hans Brix i København, verdens bedste teater i det 19. århundredes Europa. Vaudevillen blev udvidet til festspil i kongelig sammenhæng, og festspils-komponisten Kuhlau blev sammenlignet med Beethoven, men havde større succes med syngespil, ligesom Tivoli-komponisten Lumbye, der var Nordens Strauss eller måske snare Lanner. Vaudeviller og festspil konkurrerede ligesom syngespil og hesteopera i Tivoli Vauxhall og Coburg i London med lystspil om publikums gunst. Henrik Hertz's hyggestykke "Sparekassen" og Hostrups "Genboerne" var store publikumstræffere og vedblev at være det, så det var sandelig ikke kun professoral snak. Tværtimod var det folkegunst. Og kongelig gunst og kunst. International. Jojo, havde der været radio og grammofon, ville den tidsmusikteater have gjort deres ophavsmænd til mangemillionærer. Nu skulle disse toner underholde folk på kontinentet, mens de indtog en frokost, meget gerne med danske landsbrugsvarer. På den måde kunne hotellerne få pengene til underholdningens hjem igen, og gæsterne blev dobbelt så glade, idet de ikke behøvede køre rundt for at opleve noget, men kunne blive inden døre på samme sted hele tiden, og maden ville få tilført en kolorit, som ellers var blevet en mangelvare på menuerne.
   I stedet for at sende turister fra småøer på opdagelse i den store civiliserede verden, som var næsten ens overalt, i mange ting i hvert fald, elementære ting især, ville han gøre den gode gerning at tilføre den kulturspagnum. Det gode humør ville så få en chance påny, selvtilliden ville hurtigere regenerere, og angsten for det ukendte fjerne fortage sig. Som en bivirkning ville han selv blive hovedrig.
   Og når det var sket, ville han trække sig tilbage; så kunne den ny generation tage over som det lystede den; han ville have gjort sin lykke og havde derved givet dem noget at se op til og følge efter. Sådan så han nu på det, og hans fortid i knaphed gav ham den fornødne sikkerhed til at holde sig til den livsanskuelse og ikke blive sentimentalt fjollet og blød som så mange andre. Hvem havde nogen sinde gjort noget for ham? Noget for noget! En hård hund, det var han; men havde det nogen sinde skadet nogen at blive kaldt en hård hund eller banan i denne branche? Til gengæld måtte de indrømme allesammen, at han altid havde betalt, hvad han havde lovet. Ikke meget, ganske vist; men der var nu engang ikke flere penge at hente ud af de små forhold. Og det at have holdt skansen var vel også en værdi kulturelt, og det i så mange år, mens nivelleringen på fastlandet havde tvunget flere og flere af teatrets folk ud i arbejdsløshed og ind i andet, måske mindre lødigt eller ligefrem kriminelt 'arbejde', som de blot kom til skade med? Eller his de sagdes at være bedre end den foragtede showbusiness, var det så det rigtige for dem med deres særlige evner? Var det ikke en skam? Han skammede sig i hvert fald ikke over noget!
   Nu skreg publikum på teateroplevelser; men der var ingen skuespillere, knap nok biografer længere; mange steder i de små samfund var det bleve så umuligt at få fat i filmene, at de gode og omtalte film aldrig nåede frem, før de var glemt af de fleste og spillede for tomme huse. Hans cabaret-tourné ville blive en eksklusiv affære, hvor der ikke blev givet ved dørene, for feinschmeckere med god hukommelse, som givet ville sikre sig plads lang tid i forvejen. Som da jazzen først trnængte frem i dannede, klassiske musikkredse eller udvalgte klubber, for langt over hundrede år siden, sådan ville han og hans ret almindelige personale blive forgudet for den mindste bevægelse, bare fordi de var naturlige og ægte. Snart måtte de vænne sig til at være noget ganske særligt, hvis  ikke de skulle blive 'self-conscious' og gå bagover over sig selv eller tog for mange piller for at holde balancen og holde dampen oppe. Speed var stadig farlig at bruge for tit. I så fald måtte han jo se at få dem udskiftet, og hvor ville det dog blive svært, når de nye var helt uden forudsætninger. Derfor gjaldt det om at planlægge alt i detaljer, tage højde for alle mulige ændringer i køreplanen og regne ud, hvad der skulle gøres, allerede nu. Dette arbejde gik han derfor straks i gang med. Hans beregninger blev lang tid senere arkiveret i det kontinentale designmuseum i Minsk som et enestående eksempel på frem- og klarsyn, selv om de kun fik begrænset betydning på grund af hans tidlige død under tournéen en aften efter middagen i Sorrento på vej til Napoli, som han altså ikke fik set, før han var død. Hans endeligt blev altså tragikomisk som så mange teaterdirektørers. Og alligevel var han en lykkelig mand.
   Faktisk havde han ikke gjort andet end repetere det kredsløb alle amerikanske produktioner før i tiden, før Amerika fik betegnelsen Occidenten, som kontinent, havde gennemløbet før de nåede til deres clou på Broadway, det rigtige teater, showbusiness' Mekka. Off-Broadway var også rigtigt teater; men det var helt anderledes, ikke stort og storslået som den gamle kunst skulle være det. Disse for-tournéer var bare gået af mode efter nogle årtier uden teateraktivitet på fastlandet efter økonomisk nedskruning af alt kulturliv i en krise med besparelser, og det var aldrig kommet op at stå igen. Det var jo netop en af grundene til, at commedia dell'arte, pantomime og karneval, især det sidste, var blevet alene om at repræsentere kunsten. Og det var derfor, direktøren for "Musernes Tempel" forekom alle så ny og virkede som en nyhed overalt. Han må også have regnet sig selv for heldig, foruden lykkelig. Som en rigtig teaterdirektør skal.
   Hele historien viser, at meget kan lade sig gøre, som man ikke tror muligt i centrerne, og at der derfor faktisk sker utallige ting i verden, som er helt anderledes end den, prgnoser bygger på. Især lader det sig gøre at forstørre noget til kæmpesucces, hvis andre ikke vil tro det muligt. "Det er ikke  muligt!" er en sætning, der afslører uvidenhed. Jo mere uventet en succes er, des større er muligheden i den for at blive stor og epokegørende. Denne blev nok ikke epokegørende, fordi ingen gav sig til at efterligne den eller blev inspireret af den ud fra lignende forudsætninger, som kunne have vakt politisk røre i randområder; men stor blev den, netop fordi dens for en gangs skyld glade publikum ikke blev færdig med den før den var forbi.
   Begravelsen blev en teaterforestilling i sig selv. Måske var de strålende tildragelser det lille skovtempels belønning for tro tjeneste - hvem ved?

                                                    ***
   Selv om teatrets rolle var udspillet med teaterdirektørens død, og han således havde slået sit eget teater på dets eget felt, var det ikke slutspil for dets indflydelse. Den gled ind i anden fase, efterlignernes, anonymiseringens, stilens. Fra vaudeville-opførelserne på hoteller og i haller gik "traditionen", som den straks blev kaldt, fordi den kom ude fra den isolerede provins og havde overlevet i århundreder dér, mens kontinentets syngespilstradition var uddød blandt teknikkens nye instrumenter for gentagelse, reproduktion, statistiske gennemsnit, over til de mere private festers teater. Den blev til spøg og skæmt, for det private teater var mest udstyrsstykker, med replikker og sange som baggrund, uden at man behøvede at kunne dem nøjagtigt, bare man havde en svag anelse om, hvordan de var. Så kunne flere være med.
   Forbavsende hurtigt skiftede selskabsmoderne nu, med den voksende mani for det eksotiske, der så længe havde været glemt. Der var groet en hel industri op omkring fjernbrochurerne, med forenklet kolorit til at sætte sammen i udklædnings-kits. Hjemmene havde også forklædt sig til lejligheden. Man forsøgte at overgå hinanden i eksotisme, uden at det nogensinde kom meget længere end til klæderne og sminken. Hvad gjorde det, når blot man lagde noget i det? Fordelen ved ensartethed kan tit være, at sentimenterne knytter sig til meget lidt og synes at sige meget. Man kunne kalde det økonomisk drømmeri. Hvem kan vurdere den slags? Folkemusik lyder for andre end dens sædvanlige publikum ens, gammeldags, måske vissen, selv om den kan være sjov at deltage i; men for dem, der er inde i dens tryllekreds, er dens melodier absolut ikke ens og heller ikke vissengrønne, men frisk grønne, som når bøgene springer ud. At tvinge andres visne vurderinger ned over hovedet på de indforståede lyttende er en forbrydelse, som hævner sig ved ufølsomhed overfor egne lydoplevelser - eller mangel på indhold i lyde. De siger ikke en noget. Man bliver tonedøv efterhånden, når opfattelsesevnen ikke øves på noget indhold. Indefra er der variationer, der for andre lyder som monotoni. Sådan er det også med de meget fjerne kontinenters musik. Der er mere i den, end man tror til at begynde med; men man kan indfanges af den og få udvidet sit eget sinds modtagelighed for den. Stilisering er det ensartede samfunds kunst; netop kunsten at variere det samme i det uendelige lader til alle tider til at bevæge mange. Således kunne kulturministeriet være ganske godt tilfreds med den beskedne udvikling. Smagen gik i den rigtige retning. Kunst var og blev det, og den er ikke afhængig af hastighed.
   At den var ikke-individuel og samtidig kunne individualiseres med samme udgift for enhver, støttede Kontinentets uproklamerede tro på Hævnen som det grundlæggende i tilværelsen. Denne faste overbevisning skulle være i hjerterne på alle, hvis den økonomiske bedemølle i det højt udviklede informations-samfunds 3. fase skulle fortsætte med at køre rundt. Hævn var sund. Tanken om hævn skulle være som det daglige brød. For hævnen var en Kapital, der ike skulle tages af. Tvært imod skulle den ligge dér og gro - ganske stille, ligesom det spanske guld i Genovas bank og i Fort Knox i gamle dage guldfods-baserede pengeøkonomi, indtil en fremmed gud eventuelt ankom for at tage kontinentet fra dem allesammen. Som en fjeder ville den så udløses mod den fremmede guddom, som selvindlysende var forkert og imod forfædrenes trossætninger. Det mest effektive forsvar mod uplanlagt forandring udefra var den stille hævntørst i fred. Desuden var Krig jo en umuæighed. På et tidspunkt havde de fleste hadet den kendsgerning; men hadet var blevet afledt, da det ikke gav noget resultat, og man var blevet tvunget til at resignere. Da tilsluttede mange sig tanken om fremtidig hævn for den ydmygelse, de som ældgammelt krigerfolk havde måttet lide, blot fordi en fingernem professor havde blandet sig politik og mixet et par grundstoffer sammen. Deres respekt var større for meta-fysikeren, der som Aristoteles beskrev "tingenes sidste grunde og årsager", snarere end de første. Meta betyder både 'mellem','efter' og 'udover': læren om det værende (ontologi: at være-læren), om verdens væsen (kosmo(s)-logi: verdens-lære), om menneskets væsen (antro(s)-logi: menneskelære), om guds væsen (teologi: gudelære).
   Nogle af de mest påståelige og uforsonlige deltagere i meta-fysiske samtaler i ophidset tonefald har forårsaget de værste ulykker i verdenshistorien. De solgte så at sige deres egen bedstemor for at få gevinst og købte skeletter billigt for nogle af pengene til at bevise deres teser på. Krigere har altid holdt med dem, der opfatter diskussioner som styrkeprøver i udholdenhed som de stærke mænd de er. Der skal være et eller andet PUNKT, som de kunne hypnotiseres med. Og de fik, hvad de havde bestilt: et punkt at forsvinde, et forsvindingspunkt i perspektivet. Forhistorien har den slags forsvindingspunkter været som taoist-munkens stok, som eleven får i hovedet, for at den skal vække de slumrende åndsevner. Heste var klogere end de, for det var umuligt at tvinge en hest tl at løbe ind i et tog, der 'spærrer vejen' for den. Men for krigerne var det den visse død at følge med, og alligevel var det ingen hindring, hvorfor kun omverdenens mennesker kunne lære af optrinet. Swift har beskrevet heste, der er klogere end mennesker, i "Gullivers Rejser"; han må have gjort sig tanker i den retning, så dette er ingen nyhed, men en gammel erfaring, som burde fortælles videre. Denne ville kunne gavne verden. Nyheder ser jo ikke ud til at gøre det. En af grundene er, at det altid er de dårlige nyheder, der fortælles først.
  Hævntanken - for nogen tro ville de ikke høre om mere, efter at de havde tabt til den totale krigstrussels mekanik, og måske var det heller ikke velset folk imellem at tro så meget om sig selv - havde som symbol en cirkel med en pil i urets retning. "TIL EVIG TID", sagde man det betød, svarende til Uendeligheds-symbolet, det liggende ottetal. Det kunne fås på badges.
   Nogen trosbekendelse brugte man ikke. Men hvert år i oktober kunne nye medlemmer af den helt privatiserede tankegang overvære et resumé af historiens krige og konflikter, som tv sendte fra den genopbyggede model af kanonbyen fra den sidste krig. Den var ikke i brug som fabrik i den forstand længere, men fungerede under nutidens betingelser, på det post-industrielle samfunds vilkår. Udsendelsen gav de unge og de glemsomme god anledning til at tænke over tingene. Had til det uventede og uforudsigelige, også når det var personificeret i "en fremmed gud", havde den nyttige effekt, at det stimulerede erkendelsestrangen. Man fik en tilbøjelighed til at sige til sig selv: "Det her kan ikke passe." Og denne indsigelse fra det indre jeg fremkaldte en tvivl, som kunne anvendes i udviklingen af samfundet. En evighedsmaskine, der sikrede nye opfindelser til fællesskabet, kontrolleret af fællesskabet gennem frygten for at virke fremmed - så længe verden stadig var delt. Tidligere tider havde deres op-og-ned-ture på chauvinistisk optimisme og efterkrigshåb og optimisme til samme formål. Nu var alle med i kontinentets 'in-gruppe'. Kun 1/2% var interkontinentale: diplomatiet, de eneste verdensborgere, der var hævet over had og smålighed.
   Skulle der opstå et ønske om at tilhøre ikke-had-gruppen, måtte vedkommende arbejde sig opad. Samfundet så ud som en pandekage for de fleste. Og midt i pandekagen lå der et lille pandekagehus med en skosten. De børn, der kunne lide pandekager, behøvede ikke at gå ind til heksen mere; de børn, der var ude efter syltetøj, måtte tage risikoen for at blive vejet og fundet for lette eller tynde i papirerne eller for syge til at blive sendt på kosteskaft til andre pandekagehuse for at smage på forskelligt syltetøj, og de røg så op gennem skorstenen. Da de fleste ikke var indstillety på så højt spil, holdt de sig til den flade, jordiske sandhed, den modificerede. KONTINENTAL fortalte dem, hvad de skulle mene, og alle distributionsproblemer blev ordnet af de nationaliserede superkæder. Så hvad var der andet end kosmetik, tal-lotterier og flipperspil. Situationen kan illustreres med en gammel avishistorie fra den grønne ø Irland, nutidens ferieparadis med sjove hestevogne i stedet for campingvogne. Spørgsmålet lød "Hvad er Easter Rising" (et berømt oprør mod myndighederne i Irland) Den unge pige, der blev spurgt, svarer naturligt nok " Er det en dansekonkurrence?", eftersom det var hendes eneste virkelige jordiske interesse at blive lykkelig gennem dans, en ganske realistisk indstilling.
Nu var dans ikke sagen længere; den var udtørret, da rocken blegnede omkring årundredeskiftet, da folk helt havde glemt, hvad en hillbillly var for noget, for dans tørrer ud, når den ikke længere identificeres med noget personligt, som brylcreme i håret og make up og parfume.
   Møbel-udstillinger var det nærmeste man kom til fortidens ballet- og modeopvisninger med de alt for foranderlige "fads", som nutiden havde fordømt som spild af tid. At gå til fodboldkamp var forbeholdt de højere funktionærer, for hvem det var en næsten religiøs oplevelse ligesom kunst i andre former at se "drengene" slås; de følte ny kraft, når de så det, og det trængte de meget til i rutinerne. Baggrunden for deres overtagelse af stadions tilskuerpladser var deres pænere adfærd. Folket kunne ikke længere bevare roen, naturen gik over optugtelsen. Derfor kunne flertallet nu kun se fodbold i tv. Reklamerne var, til stor glæde for funktionærerne, blevet forvist fra banen i samme anledning, for ellers ville pengene jo blive taget fra tv-reklamerne. Tv-publikum blev proppet med sport omtrent som man før i tiden proppede Strasbourger-gæs med korn i rør for at udvide deres lever til postejer. Denne barbariske luksus var da heldigt afskaffet af dyrlægerne og dyrevennerne. Sporten, derimod, voksede og voksede som Jacks bønnestage. Her var der endnu en flugtvej for den talentfulde. Til gengæld varede flugten ikke evigt! For i sportshelten var der indbygget en martyrmodel. De fleste kunne dyrke det irrationelle i en martyr for den dejlige sport de selv dyrkede, og martyriet kunne afskrække dem fra karrieren, som nødvendigvis var for de færreste. "Hvem har lovet os, at det skal være let?" var trænernes valgsprog.
   Samfundet i det 21. århundrede var sværere, ikke lettere. Det ville aldrig blive lettere, men altid sværere. Sådan var selve sporten, højere, længere, hurtigere. Færre! Stejlere! Evnen til at følge med var alene en kunst, der krævede selvdisciplin. Kamelen blev større, nåleøjet mindre. Jo, det var stadig svært at være til. Når det - sjældent - blev hævdet, at livet var blevet for let, kunne trænerne meget let påvise, at det var blevet sværere at slå rekorder, og at det var et bevis på sportens succes med at skabe det nye menneske.
   Deltagelse i sport blev en prøvelse. Opretholdelsen af denne 'orden' blev sikret ved en kvotering af tv-timetal, uafhængig af seertal.Da der ikke blev lavet statistik på tv-udsendelser om sport, kunne alle sportsudøvere ufortrødent sole sig i forestillingen om almagt over sindene, sådan som de fra starten ville have ønsket sig det; med de andre gjorde det ikke så meget. Usikkerheden om seertallet fik konkurrencemærker til at holde sig væk fra sportsudsendelser. Intet kunne passe bedre i ledelsens kram. Den havde altid været imod konkurrencevarer omkring konkurrencesporten, fordi den syntes kunsten skulle holdes adskilt fra nytten. Boldkunstner var noget helt særligt, man helst ikke skulle sammenligne med kogekunst eller bageri. Det hellige forduftede; tv-seerne skulle hellere betragte stadion som en slags kirke, en idealiseret kampplads eller krigsskueplads efter de forældede kriges ophør - et slagmarks-museum kunne godt vise krig uden at være det! Udløsningen skulle være en slags sublimering, ikke en eksplosion som i de dage, hvor tilskuerpladserne mest af alt lignede en ridderturnering med dens bannere og flag og tudehorn, der støjede så grusomt, at naboerne klagede til politiet. Idag var der kun levende publikum til hestevæddeløb, og det mest for papirhatte-salgets skyld. Pølser og drikkevarer havde jo forlængst standardiseret sig selv. Man kunne såmænd godt sige, at hele livsstilen havde indrettet sig efter dem. Billedet af samfundet som en pølsefabrik var ikke overdrevet. Teater er ikke kun kosmetik og kostumering. Det er operationsrum. Der skelnes og skilles i det rationelle, hensigtsmæssige lys fra projektører og projektorer, og instrumenterne er knive. Det er den nøgne sandhed, som det eksotiske skal pynte på!
   Hævnfølelser er tab på tab: de kommer op i dem, der ikke kan vinde, og binder dem til tabet. 'Revanchist' er et drillende, hånende skældsord. I sporten er det derimod legaliseret. Dér er revanche tilladt, og et godt humør er resulatet, der skal nås. Den ideelle verden.
   Men selv det var 'in-gruppe'. De andre nøjedes med at tænke og skelne med kniv og gaffel, og de talte ikke om andet end mad. De mente, at når de nu havde så travlt med at arbejde for almenvellet i kontorerne, var middagen da  det mindste, de kunne gøre regning på. Den holdt de sig til. Den beholdt da værdien.
   Man kan ikke sige, at det var på beregning, at øerne i Nordhavet kom til at lukrere på fastlandets kompleks-udvej. Men heldet fulgte teaterdirektøren, selv om han var så uheldig at dø ved Middelhavet. Da forklædning og tegneserie-ånd er lidt for pauver til at fylde hele fritiden for alle, fordi dens væsen er at karikere det bestående uden at danne karakterer, blev maden livets fylde. I kølvandet på teatertournéen til hoteller og haller opstod der en sidedille. Mana blev overført på uforklarlig måde, ved at øl og snaps nordfra blev koblet på sildebordet. Det store flertal blev helt nye mennesker og følte sig pludselig som foregangsmænd i den nye, mere hærdede livsstil, som de syntes hang sammen med sild, øl og snaps, Aqua Vita, Livets Vand! Det var jo så stærkt! De følte sig som helte og sprang op og spændte bælte. Da økonomien var under kontrol, blev denne energi straks overført til produktionen og billigere varer til alle. Alle var glade - eller i det mindste tilfreds. Contentment.
   Teaterdirektøren, der døde langt fra hjemmet - måske som et Nemesis for at have lokket så mange bort fra afholdenhed og sult opfattet som en god ting, spægelse, faste -blev snart genstand for noget, der lignede en helgenkult, hjemme på øerne. Eksporten gjorde fiskere, fiskeeksportører, bryggerier og destillerier til mangemillionærer på kort tid, og de forstod nok at investere hurtigt tjente penge i noget varigt! Der faldt noget af til eksportører af strikvarer og robåde. Små ting med stor virkning. Nogle steder begyndte folk snart at tro, at de var vikinger og at vikingerne kom fra fastlandet; denne drøm betød overordentlig meget for selvtilliden og tilliden til krigsførende politikere, som altså ikke førte krig som før i tiden, men som games, krigsspil i cyberspace og privat underholdning som 'Matador' med fiktive penge og våben.
   Velstanden bredte sig som velfærd, fordi man stadig hjalp hinanden som en selvfølge, når skatten havde fået sit, for her i det høje nord havde bureaukratiet form af en cigarkasse, så hvad skulle man gøre med pengene, hvis de ikke blev fordelt til befolkningen, hvorfra de kunne komme igen.
   Miraklernes tid var langt fra forbi!

                                                       ***

   Efterligning prægede selskabslivet på kontinentet i den grad, at der kunne komme noget mannequin- eller ligefrem robotagtigt over selskaberne, og øjnenes spil var så reguleret, at den mindste fejl i forhold til det vedtagne kunne medføre store problemer, selv duel i det skjulte, hvilket kun gjorde dem mere ligeberettigede med øjekastene. Jalousi var i lange tider den store gennemgående mode, og den forsvandt kun, fordi dens beståen ville have gjort den kedelig. Den gik ud lidt for at komme styrket tilbage og overfalde de naiveste bagfra. Knive var dens følgesvend, hurtige knive, springknive. Flotte blink, der gjorde livet lidt mere spændende, blev der sagt, livligt. Og dødeligt. Man må da vise sit temperament, når man har det. Og så kunne det bruges som påskud i pengesager
   Nogle blev derfor så grebet af det foranderlige ved vaudevillen, dens uforudsigelige replik- og sangkunst og dens pæne og søde væsen, dens harmløse opstemthed og koketteriet bag den ærbare facade, at de gik helt fejl af tiden og syntes de levede for 200 år siden, midt i det borgerlige samfunds højdepunkt, før industrien stjal billedet. Nogle gik så vidt, at de skød sig af Weltschmerz som den unge Werther! Men det var kun de tysk-orienterede, som imidlertid efterhånden var temmelig mange. De havde det med at gå til yderligheder i den slags sager, ellers følte de ikke rigtig noget, eller rettere syntes ikke de var følsomme nok. Det var fint at være sentimental. Hvilket vel ikke var så sært, sådan som deres liv var blevet udformet efterhånden, som maskinpapir, der let kan rives op i den ene retning, som fibrene ligger i. Bare man ved, hvordan de ligger, har man styr på dem allesammen fra forsvindingspunktet.
   Når man kunne være historisk uden risiko, forekom hverdagen dog endnu flere mindre triviel. At bruge de sikre, prøvede stilarter (eklektisk post-modernisme) gav desuden de fleste en overbevisning om at have, eje kulturen som deres egen, som ejendom, de kunne besidde.Gode mønstre var en værdi, det var godt at samle på og samles om: en kulturværdi, en kanon. Det var en rar fornemmelse at vide, hvad der var det rigtige. Noget, der kunne gives videre og arves. Med et gammelt ord: Arvesølvet,Arve-stålet.
                                                    ***
   Det mangeårige karneval var endelig blevet til skuespil. Fra at forestille typer med masker og forklædning kom nogle af de mere fantasifulde ind på at uddybe typen til vaudeville-lignende karakter. Ikke ret meget, ganske vist, for det ville have virket irriterende selvoptaget; men med en lille smule mere dybde og relief fik den konventionelle forestillingsverden et lidt mere dybsindigt og raffineret præg, fuldstændig på samme måde som da spanieren Picasso klæbede en etiket på billedet, ligesom på en vinflaske. Jo mindre tilføjelsen var, desto større blev virkningen! Harlekin begyndte at stavre ned ad scenens skrå brædder ud mod folket foran scenen, og der kom ikke alene lyde ud af munden, men også ord og bogstaver. Dukken lignede spilleme et menneske. Kunne endda af nogle, måske mange, forveksles med et menneske. Sådan som det skete, da den spanske maler Velazquez for længe, længe siden lod sin kollega, som han havde malet i dagligdags tøj, gå rundt til malerne i Rom med det vellignende portræt af sig selv, og fremkaldte stor undren over, hvor svært det var at se forskel på modellen, et spejlbillede og maleriet. Men det var kun en begyndelse til den egentlige opgave, at male Paven, og det skulle afgjort ikke være i dagligtøj eller jordfarver, men alligevel var det samme opgave, nemlig at det var meget svært at se forskel på modellen og billedet.
   Præget kunne gøre indtryk, især på det andet køn, set fra hvert køns selvoptagede side, i det mere omfattende spil i selskabslivet som sådan. Trods al afsondrethed var skue-spillet jo model for livs-spillet. Nu kunne man pludselig aldrig vide, om der var en tænkende aktør i komediefiguren. Den kunne jo være bevidst!
   Denne realité nouvelle, nye realitet, virkede positivt tilbage på det koventionelle, som tit blev tillagt mere dybsindighed end det faktisk rummede, hvilket mange var ganske godt tilfreds med.
   Hvad der til at begynde med så ud som en tilfældig bagatel, forårsaget af en ubetydelig lille teaterdirektør fra det yderste næs, hvor sejdmændene i en fjern fortid havde måttet lide druknedøden for at kunne mere end deres Fadervor, berørte hele kredsløbet på kontinentet som med en ildfinger. Det var det kvindelige element, der med eet satte fut i statsraisonén, og den trivialitetens salon den havde "udviklet" for masserne, de indbyrdes styrede gruppemennesker, mens de færre og færre styrende passede deres store godser og korrespondancer.
   Højdepunktet af teater var for dem hesteparader. Heste var deres eet og alt. Heste var større end mennesker og virkede altid imponerende på de mange nede på jorden, og de var søde. Derfor måtte teatre altid på et eller andet tidspunkt yde tribut til hestene, som det også var sket med det berømte gamle Old Vic engang for 200 år siden, da det blev omskabt til hesteopera. Ingen, der havde heste, kunne undvære heste, selv om landbruget forlængst havde ladet dem få deres frihed tilbage, havde fritstillet dem, som man siger på arbejdsmarkedet, i stedet for at kalde det fyret. Der var ikke brug for dem mere.
   Uden denne overordnede sentimentalitet ville hesten være uddød; hvem turde nægte, at det var synd? Også de mange på gadeplanet, som betalte prisen, indrømmede det, for de havde selv for længe siden været bønder og ryttere og syntes, at hestene på en måde også var deres, selv om de selvfølgelig ikke havde lov til at tænke sådan og ville have fået bøder for at sige det, idet det ville være en krænkelse af andres ejendomsret. Det syntes virkelig også, at det ville være synd. Desværre var det bare blevet så dyrt. Men det var jo ikke deres opgave at prioritere, og de overlod i virkeligheden helst ansvaret for den delikate opgave til de få virkelig sentimentale, som turde påtage sig det.
   Supervisoren var en af disse sentimentale sjæle i statsraisonén og status quo´s tjeneste, en følsom sjæl. Som før beskrevet var det umuligt at planlægge en udvikling for alle uden fremskrivning af det allerede kendte; dertil kom erkendelsen af, at man ikke kan bevare hesten uden at planlægge en uforanderlig fremtid.
   Af denne grund bekymrede karakterdannelsen supervisoren meget. Forestillingens spaltning i to køn med indre liv var farlig for idealstaten. Som han sagde til overdommeren på en fortrolig samtale i Overhuset en sommedag sent på eftermiddagen, hvor varmen så småt trak sig tilbage og gjorde det bekvemt at tale sagte sammen i de gamle egepanelerede stuer med lædermøblerne.
   "Shakespeare forudså alt. Der er ikke den tilstand i staten, som ikke allerede er beskrevet af Shakespeare. Heller ikke penge. (Han havde læst det i en gammel gulnet billigbog fra et ikke længere eksisterende forlag fra Occidenten, som kun de få oversøisk-frigjorte embedsmænd havde haft adgang til at læse, for sprogets skyld, og den var købt i Vanity Fair Café Kiosken ikke så langt fra Citypladsen; disse kendsgerninger, som gjorde den til triviallitteratur, udelukkede dog ikke, at den kunne være sand, så lidt som bøger i stift bind fra en indisk boghandel med det sjove navn The Book Worm behøvede at være trist, eller en grammofonplade med romantisk musik fra den kinesiske folkerepublik i gamle dage behøvede at være mere mystisk end en med zigøjnermusik fra Sovjetunionen, for verden er jo overraskelsernes sted, når det gælder handel. Hvorfor skulle der opstå interesse, hvis alt var ligetil?
   Undren er det eneste væsentlige!
   Shakespeare var åbenbart alvidende, hvordan det end var gået til med hans sikkert fattige baggrund. Man skulle næsten tro han var konge, så flot han skrev. Der var også mange, der troede han var hertug eller noget andet adeligt. Men forklaringen er nok snarere, at The King´s Men, de kongelige skuespillere, skrev og agerede først og fremmest til de royale, hvorom alt i verden drejede sig. Samtidig bliver det tydeligt, at han ikke selv er royal. Han hyldede altid Dronning Elizabeth, Alle andre skikkelser er omskrivninger af dette pyramidecentrum for al opmærksomhed.
   "The providence that´s in a watchful state
     knows almost every grain of Pluto´s gold;
     Findes bottome in th´uncomprehensive deepes;
     Keepes pace with thought; and almost like the gods,
     Does thoughts unvail in their dumb cradles:
     There is a mysterie ( with whom relation
     Durst never meddle) in the soule of State;
     Which hath an operation more divine,
     Than breath or pen can give expressure to."

    "Det forsyn der findes i en årvågen Stat
     kender næsten hvert gran af Pluto´s guld,
     finder bund i det ufatteligt dybe,
     holder trit med tanken, og næsten som guderne
     afslører det tanker i deres stumme vugger:
     Der er et mysterium (med hvilket relation
     aldrig tør blande sig) i Statens sjæl;
     som virker med noget mer guddommeligt
     end åndedrag og pen kan give udtryk for."

Note: Ulysses to Achilles i "Troilus and Cressida", citeret i Stevenson: The Elizabethan Age - The Shakespeare Moment, p.268 (A Fawcett Premier Book - et eksempel på den omfattende kiosklitteratur, der engang fandtes i store dele af Vesten)

   Men nu har vi jo ingen Dronning Elizabeth! I stedet for at lade sig optage i den store projektion på scenen, den store karakters tragik - som Hamlets eller Othellos - eller komik som Falstaff overfor de lystige koner eller Jeppe overfor Baronen, den grove bonde, der trods grovheden vakte så megen sympati, at han blev frifundet af publikum efter skinprocessen, meget ulig andre grove bønder, som ikke havde den ringeste grund til at bære over med baronen, hvis de nogensinde slap levende fra at blive hængt op under armene - og i stedet lever alle, og især kvinder, som er bevægeligere end de fleste mænd, sig ind i de meget mere overkommelige selvstændighedsroller, og sender vibrationer ud i omverdenen, som får den monolitiske Jeronimus, som alleerede karnevallet havde undergravet, til at smuldre. Svag, ganske vist, men jeg spørger - som den gnavpot, jeg nok må finde mig i at blive kaldt - om ikke dette selvoptagne vaudeville-halløj ikke er farligere end både karneval, som jo allerede er ret løssluppent, og det større karakterdrama, hvor rollerne er så kraftigt oppustede?
   Hvad mener De, overdommer? Er den pointerede og punkterende humor ikke den sværeste at modsige? Og så er den populær!
   En atmosfære af seriøs rettergang og proces er ikke let at fremmane, hvis alle deltagerne tager for givet, at man må le , eller hvis de hver for sig ser proceduren, som Daumier ville have tegnet den. Man kan næsten sige: dekadent."
   "Hvis alt er så galt, som De frygter, kære ven, så må vi nok opfinde en Elizabeth," svarede den viise overdommer med et smil. "Men lad os nu lige se, ikke."
   "Er det trods alt ikke tankevækkende, når dramatikeren her taler om Plutos guld? Hvad er det for noget? Pluto var Undervedenens, dødsigets gud. Plutus var den blinde gud for rigdom ("Wealth of Nations" hed Adam Smith´s økonomiske bestseller; men den handler ikke om velstand, men om død) - men grækerne har åbenbart blandet de to navne sammen. Man kan ikke rigtig vide, om 'plutonium' kommer af Hades eller af Guld!
   Er det ikke et mærkeligt drømmeland, det gamle, mytiske Hellas, med sin blinde Homer og sømanden Odysseus, der er konge, bundet til sit eget skibs mast, for ikke at blive fristet af sirener og andre fabelvæsener med kvindelige lader? Og hvad synes De om Hermes, guden med slangestaven og vingerne på hjelm og hæle, som en flyvemaskine (den tve-kønnede Her-Afrodite, to guder i een skikkelse), og om den besynderlige Interflora-gave fra Hermes til Odysseus:  planten Moly, hvis blomst er hvid og roden sort, blomsten, dr beskyttede mod Kirkes trolddom og forførelse til svinebinding?"
   "Jeg synes den er go'", sagde overdommeren. "En virkelig god historie. Hvidløg lugter ikke så godt, så myten har sandelig givet sømændenes konge et bedre image. Bortset fra det er hvidløg meget sundt. Søfolk, der sejler i stærk sol, spiser hvidløg, og der er andre planter som kokleare, strandplante med korsblomst-baggrund, som indeholder de stoffer, vi kalder vitaminer, livsfrmmende, eller asparges og porrer. Der er altid mange forklaringer på Hermes, for han er jo inspirationen selv, og rejseforsikringens udspring. Gennem Homers Hermes bliver Odysseus næsten evig som den evige søkaptajn, så længe nogen genfortæller myten, der har kaft til at bevare sig selv i ordet. Så er digtet selv medicin fra lægestaven, kundskabsstaven, foryngende og fonyende. Digtet er selv Moly, mens det fortæller om den forsikrende plante fra guden. Homer er en stor reklame for alt græsk. Slangestaven viser vej til rigdommen fra havet og beskytter samtidig mod den, underverdens-siden  af den, faren ved al sejlads, som er nødvendig for alle og derfor gør søkaptajnen til en virkelig konge, der beskytter alle landkrabber.
   Derfor må han væk hjemmefra. Kong Odysseus forliser ikke; han kommer hjem. Ellers ville det være for sørgeligt at bære, når fortællingen og rejsen er så lang og farefuld. Og han jager alle bejlerne væk fra Penelope. Naturligvis gør han det, når han er indbegrebet af alle søfarende.
   Og hvad angår "mysterie"er Shakespeares stykker jo ikke mysteriespil længere, så han må have ment noget mere bestemt med det. Oversat til nutidssprog betyder det måske:"Det kan tit være vanskeligt at gennemskue, hvem der egentlig bestemmer i magtens korridorer og derhjemme. Mere mystisk er han ikke, tror JEG altså! Men kunsten er altid åben for mange fortolninger, især skuespil, der kan omskrives og iscenesættes efter forgodtbefindende. Var det ikke så flydende, ville vi nok have glemt  disse kunster og deres kunstnere, hvad enten de skrev, iscenesatte eller spillede roller. Men rollespil ville der alligevel være."
   "Men hvor mange husker dog Elizabeth I? Det er jo ancient history og et helt forældet verdensbillede."
   "Og evig aktuelt. Hvorfor begyndte De at citere Shakespere, når De ikke har kontinuitet til hans verden i virkeligheden? Jeg mener, at "Hamlet" og alle de andre stykker altid vil være de samme - og så er ingen historie forældet. Sådan er det  også med rets-historien. Vi har mange gode historier!"
   "Nu nærmer vi os vist Poe med den første egentlige kriminalhistorie "Modet i Rue Morgue", og Conan Doyle og berømte retssager. Det er der atmosfære over, midt på en fredag eftermiddag. Tågerne stiger omkring Themsens kajer. When will you pay me, says the Bell of Old Bailey", hvorfra den brune tåge kommer, som er al ondskab udspring. Det var Dickens mening."
   "Ja, der er altid et element af drama og fantasi i retten, med aktor og defensor som skuespillere på virkelighedens teaterscene. Ellers døde vi af kedsomhed som dommerne i H. C. Andersens eventyr"Reisekammeraten med puder under hagen.Gennemsigtig er verden så sandelig sjældent; men obskuritet kan virke dragende på selv de mest nøgterne. Spioner og detektiver har samme sind. Så tag Dem i agt, Supervisor."
   Dermed sluttede en hyggelig konversation i læderstolene foran kaminilden, længe før den blev til en så indædt, modsætningsfyldt disput mellem de to eneste balance-magthavere, at det gjorde noget: den udøvende og den dømmende magt. Lovgivende magt var afskaffet, efter at al adfærd var automatisk konditioneret af de to udøvende organer med hjælp fra statstidende KONTINENTAL og de to handelstidender, som skulle gøre  det ud for al konkurrence.
   Den ene magthaver syntes, at den anden var blevet næsten plat i sine vurderinger, alt for hurtig til at springe til neme konklusioner, og derfor uden dømmekraft, og den anden, overdommeren, var chokeret over magtens absurditet i den stigende centralisering, hvorfor han forsøgte at stå af i etaper, uden at det rigtig gik op for nogen.
   De to herrer vidste, hvornår det var klogt at holde inde; akademiske diskussioner var altid begyndelsen til rivegilder, måske endda duel, så abslolut de kunne udvikle sig i utålsomhed, til deltagerne (modstanderne, modparterne, vinderne, taberne), var ved at bide hovedet af hinanden. Men det skete aldrig på det formelle plan, hvor kombattanterne var under andres opsyn hele tiden, og i toppen var alle deltagere yderst polerede. Heraf kan man bestemt ikke slutte, at de var tamme; tvært imod blev ordene vejet på guldvægte, og de fik deraf et så meget finere indhold, så meget desto skarpere æg. Måske somme tider så meget, at betydningen kammede helt over i nonsens. Det var risikoen, at man blev mandarin-kinesisk, når man altid lagde nye oplysninger i en håndbevægelse eller en frisure, i slipsets farve, sko, fritidsinteresser (båd eller have, for eksempel), societysladder om andre, og tusind andre rekvisitter til ordene. Ih, det kunne være strengt; det var alle topledere rørende enige om. På den anden side havde magten også sine lyse sider. Bare det at vide, hvor man var!
   Der kunne være en befrielse i at tænke på, hvor privilegeret man var. Og så havde intet forandret sig alligevel! Nej, det var overdrevet. Overdommeren måtte holde sig til sine krimier, hvis han ville fanatsere; supervisoren sagde fra. Overdommerens "logik" kunne jo føre en helt tilbage til kejser Augustus eller Kong Mausolos, hvis den kunne føre tilbage til Elizabeth I´s enevælde.pyramide! Nej, teater var nu engang teater og fiktion kun fiktion. Endelig ikke blande tingene sammen; gjorde man det, måtte man være klar over, at man var fortabt som fornuftsvæsen.
   Status quo! et credo. At diskutere kontrol med plutonium er  politisk nødvendighed ligesom det at sejle er nødvendigt, i mange tusinde år på grund af det fysiske syndefald efter guldfodens ophør; men at sammenligne statsskibet med den flyvende Hollænder er for langt ude. Det måtte høre hjemme på teatret. Og alligevel måtte det indrømmes, at det oceaniske element er lige så reelt i verden som de jordiske, og guden Neptun gør man klogt i ikke at overse heller.
   Med denne sidste eftertanke kom supervisoren mærkeligt nok på bølgelængde med de to forsvundne turister. Måske var deres beretning ikke så tilfældig alligevel. Men kun redaktøren på den fjerne ø kendte noget til den. Og der var ingen som helst forbindelse. Han vidste heller ikke, at den hollandske byggestils Børs i Nordens nu meget forsømte købmandshavn havde et snoet spir, der var hentet fra havgudens skatkamre. Men det var noget, der trods al uvidenhed om fjerne øer lå i tiden selv, og allerede havde gjort det i 400 år. Økonomisk historie er lange cykliske bevægelser ligesom kunstens historie. Så materielt var det timelige verdensbillede altså trods alt ikke, at det hele tiden kun drejede sig om gevinst nu og her, selv hvor transaktioner føg ind på telegraf, tickertape og skærme som abstrakt regn og sne, fra skyernes ruter over kloden (til zigøjnermusik: Django Reinhardt: Nuages), og den deraf følgende høst.
   Hvor der er marked, er der plads til lidt komediespil. Vaudeville kunne se harmløs ud; men den var nu usikker i forhold til Maskarade. Og tanken på Globe Theatre gjorde ham alt andet end tryg, hvor traditionsrigt det end var. Man kunne lige så godt have sat sin lid til en gangster som Al Capone i Chicago.
   Han vidste, at han blev formørket. Alligevel kunne han ikke lade være at trøste sig med at tænke på soldater. Deres roller var ikke så foranderlige. Allerbedst syntes han om dem, når de var af tin. Han kunne godt lide selv at male uniform på dem med fine små pensler. For i grunden var han en fredens mand, og det gav ham ro i sindet. 

   
ROKADE
Skakspillet er 1200 år gammelt.

"Læseren har svært ved at tro, at hans daglige avis trykker myter, og at hans radio giver genlyd af middelalderlig problemdebat. Læseren roser sig dog først og fremmest af, hvor "moderne" og "videnskabeligt indstillet" han er, og af, at han ser "fremad".
   Og er fortiden langt nærmere, end vi aner, og spøgelser og dæmoner springer i vore tanker buk sammen med drøme om plastic og fjernsyn."
(Bergen Evans: Dårskabens Naturhistorie, Kunst og Kultur 1952)




   At tinsoldater er små og stillestående, foruden at de kan smelte, svarer fuldkommen til deres virkelige stilling i et højtudviklet i-land. De er skrumpet ind til udstillingsgenstande. De virkelige soldater er robotter, styret af informationsteknologi. Kun ved deres gnidningsfrie funktion kan fortiden gøre sig håb om at undgå Hades, tingsverdenens tilbagevenden til den dunkle materie, det mørkelagte land, som menneskene har måttet afgive til Pluto som betaling for deres overlevelse. Floden Lede må krydses for at komme derover, strømmen der bringer glemsel. Tabets rige.
   Der er jo riger, der synker ind i sig selv i glemsel. Nogle ligger dybt inde i jungler, overgroet af de vilde vækster. Nogle af dem er årtusinder efter deres forfald blevet hævet op i lyset af en Orfeus-agtig opdagelsesrejsende, hvilket viser, at intet er absolut tabt. Muligheden for renæssance er der altid.
Altså genfødsel.
   Andre er her, uden at nogen ser dem. De glemte adfærdsmønstre fra i går, der forsvinder så hurtigt som døgnfluen og den musik, den har givet navn - og dog er de til ligesom gårsdagens avis er det. Livsstilen nu er det, der bestemmer robottens bevægelser!
   Heraf må det kunne fattes, at vaudeville-stilens gennembrud i genfødsel vedrørte selve produktionskraften. Sådan blev det faktisk allerede for 200 år siden erkendt, at wienerkomponisten Johann Strauss gav maskinerne melodi, ligesom den dengang kontinental-berømte Tivoli-komponist H. C. Lumbye med sin Jernbaegalop. Man havde et fortroligt-folkeligt udtryk for det : "at finde melodien", som betød omtrent det samme som at have et godt humør.
   Og da troen på hjulene rigtig greb om sig efter de forfærdelige verdenskrige, var det en hillbilly-lastbilchauffør fra Occidenten, solfaldslandet i det gyldne Vesten, med Sunset Boulevard som en fremtrædende del af sit image - fordi det er solnedgangen som sådan, i alle byer:
A City Sunset
SOLNEDGANG I STADEN
Tjusande, jordförförerisk och koket
är solnedgången som gö sig till
i slutet av gåterna mot väst.

En plöslig blossande sky
ger fotgängaren sa¨llsamt besvär
med syner - så ovanliga för gatorna - av Cyhere
eller av Lady Castelmaines släta hy...

Et upptåg i karmoisin
ä himlens svällande gloria,
skyernas självsvåld
svängande röda släpp
över de skamfilade hustaker
vid den tid då folk går hem
- en fåfang piga som sölar fast hon borde gå...

et imagist-digt af en digter fra første verdenskrig, som kun skrev få digte, som imidlertid var nok til at gøre ham udødelig (her oversat til svensk i en antologi af lyrik fra verdenslitteraturen af Teddy Brunius).
   Da en hillbilly-chauffør gav alle de andre lastbilchauffører en melodi, som en forlængelse af filmsangeren Howard Keel, et af solnedgangskultens største navne, blev han landevejens og busholdepladsernes Caruso.
   I forlængelse aaf vaudevillens lilleverden forekommer hovedpersonen i en "musical" fra det gylde Vestens sentimentaleste periode for 150 år siden, "Carousel", en Tivoli-ejer, utroli sammenfaldende med sangere som de lige nævnte, ligesom selve Hollywoods 'silver tinsel', lametta, gør det. The Silver Screen er image for det sentimentale, det følelsesfulde. Og humøret,  hvilket betyder det samme. I måneskin når det er mest sig selv, er det også  mest poetisk, selv når det er vulgært. Det er mærkeligt, at stjernen Kim Novak i "Månefloden" fuldendte astronomen Tycho Brahes udforskning af himmelrummet, før verdensbilledet blev vendt op og ned med landsætning af mennesker på Månen - som om lysfloden fuldendte sig selv i film. For en film handler alting om mennesker og det jordiske. Der må skabes identifikation, hvis billedet skal lykkes (to get the picture betyder at finde meningen). Men det kan man ikke satse så meget på set ude fra rummet, hvorfor det bliver mere på maskinerne og teknikken. Transformationer præger i-landene i langt højere grad end de gjorde før krigene; forvandlingen er til tider helt forbløffende som hus den mytiske Proteus. Forrige århundredes mest spidsfindige spanske maler, Salvador (Frelseren) Dali, der beskrev sin metode som irrationel (!) og blev ekskluderet af surrealist-foreningen for at være for selvstændig, fik mærkaten *Avidar Dollars' heftet på sig, da han ikke gik neden om og hjem, som gruppen havde ønsket, men fik endnu større succes end den 'poppede' Elvis Aaron Presley med sine utrolige irrationelle billeder. Både i over- og underklassen, vel at mærke. De hang på de fineste museer, i Tiffany´s juvelerbutik på Fifth Avenue, på internationale hoteller (og mange af dem, der blev solgt der, var falske) og hos berømte og dyre psykoanalytikere - og samtidig blev hans religiøse værker (som jo nok også må kaldes irrationelle) helt naivt eksporteret som souvenirs, nøjagtig som krucifixer og rosenkranse og sammen med primitivt håndlavede lysestager af træ, som  bestemt ikke kom fra et dyyrt værksted eller havde fået et officielt blåt stempel eller rødt for den sgas skyld, men var romantiske, meget billige, og derfor meget udbredte hos de mindre velbeslåede, som også troede mest og derfor havde mest brug for disse billeder af mirakuløse hændelser - hvilket naturligvis blev brugt imod dem, naive sjæle, der var lige så nemme at narre som de rige.  Ingen af dem syntes selv, at de blev narret, med mindre det var falske billeder, de havde troet var ægte.
   Men hvad man brugte mod maleren, nemlig hans popularitet i popularitetens naive (naiv betyder oprindelig, medfødt, indfødt ligesom 'native'af latin:nativus, ligesom naiv er det)) forbrugerland, hvor forbrug er lykkedes, i modsætning til de mere Don Quixote-agtige europæiske nationer før 1950, fandtes såmænd længe før og også senere, hos en maler som den danske Krøyer, hvis billeder også blev tillagt drømmekarakter uden reklamer og fik mange til at sove sødt med det snart meget udbredte billede af et idyllisk Danmark (hvad virkeligheden faktisk ikke var, selv om der var succes i billederne. Forskellen er kun, at den nyere spanske maler med sit amerikanske publikum fremhævede det dystre ved naturvidenskaben lidt mere, fordi man i mellemtiden var blevet klogere på en ret ubehagelig måde. Det er jo ikke idyl, man bliver klogere af, men af skade.
   Trods alt ikke så uhyggelig en tid som Inkvisitionens! Den selvkritiske, højt kultiverede og akademiske europæiske Dali kom til biografens publikum på nøjagtig samme måde som lastbilsangeren, og nåede ud til den almene bevidsthed gennem Hitchcock's kriminalfilm, på samme måde som den dansk-amerikanske gigant-skulptur Børglum, der sikkert aldrig var blevet til noget særligt andre steder, fordi sansen for det kolossale format ikke er lige udbredt alle steder. Hvilket viser, at man ikke skal bedømme nogen ud fra deres forudsætninger alene, men på deres resultater. Sang er trods alt ikke mindre kompliceret end maleri. Somme tider siger billedet mest, somme tider er det musikken, der har et budskab, som tiden har brug for at modtage og bearbejde som en del af sine egne drømme og virkeligheds-sorteringer samtidig. Det er kun naturligt, at tiden efter Los Alamos (navnet er spansk og betyder 'Poplerne') i brændpunktet, dette geografiske steds særpræg in mente, havde behov for nogle kunstnere med evne til at tolke det hysteriske og forvandle det. Hvad der er mærkeligere, er at disse mennesker var parat til at nå ud til så mange netop da. For der er ikke så mange af den slags mennesker, som man skulle tro.
   De er sjældne. Men på trods af de særprægede ved den tid var der mange, der hårdnakket hævdede, at den var kedelig!
   Sandheden er, at få tidsaldre har haft så originale og utrolige kunstnere, helt på tværs af al smagfuldhed og mod al konvention. Den ene var fattig og alligevel rig, den anden rig og alligevel fattig. Hvad fattigdommen og rigdommen bestod af, var vanskeligt at afgøre. Men den fattige dreng og kongesønnen i eventyret mødtes i solnedgangen. Mange af hver slags! Med stor udveksling af værdier til følge og stor rigdom. En børs.
   I al den tid der var gået, siden Souza skrev "Stars and Stripes", og Frihedsgudinden fra Frankrig havde fået sin engelske indskrift "I lift my lamp beside the golden door" var der ikke sket nogen forandring i omtalen af den nivellering, 'man''frygtede' på alles vegne.
   Spørgsmålet blev efterhånden, om ikke alle kunstnere er rigtige, uanset hvad kritikere siger, simpelthen fordi de ikke bliver helt glemt og stadig har evnen til at komme i forgrunden af erindringen. Hvem andre end de følsomme, som har 'antenner', kan overhovedet vurdere, hvad 'tiden' egentlig er? Og hvem kan vide noget uden at kunne lytte? Som Kierkegaard udtrykte det, skal der kun een læser til hvert forfatterskab, og det er jo ikke sikkert, at denne ene læser er til endnu, det er grunden til at bevare skriftet i biblioteker, selv om de for tiden er forbudt i offentligheden. I billedkunsten tager man det tit for givet, at det sjældent er  mens kunstneren er i live, at kunsten griber om sig, men det betyder ikke, at der ikke kan være een eller nogle få, der værdsætter kunsten. Den findes.
   Hvorom alting er, forekom det pludselig mange værkførere, at deres robotter tænkte selv. Ikke fordi de gjorde noget og slet ikke, fordi de gjorde noget forkert; men gang på gang tog værkførerne sig i at stirre inkvisitorisk på en dadelfrit arbejdende maskine, mens han eller hun tvivlede på instrumentets udtryk af korrekthed.
   "Der må være noget galt, når min intuition advarer mig," kunne de ikke lade være at tænke. Den, der tvivler, tænker jo.
   Intuition var ikke noget de pludselig fandt på; de var nødt til at have den i det daglige liv, ligesom en bonde har det med sin mark og vejret, rytteren med sin hest, maleren med sin pensel og farverne på lærredet og bilisten med sin bilmotor. Andre kunne ikke sætte sig ind i det på samme måde. Den var blevet en del af dem. Lød instrumentet godt, lod de det køre videre; lød det unormalt, måtte de se det efter. Sådan var nu deres arbejde. Tiden kunne være ved at løbe fra deres maskine og dermed dem, og det måtte forurolige dem alene af den grund; men de havde også pligt til at prøve  at få den forbedret, for at udviklingen på netop deres sted ikke kom bagefter.
   De havde det ansvar, hvis de havde noget, det frem for alt. Udviklingen krævede, at de specialiserede sig, og så kunne de ikke lade fem og syv være lige. Selv om de helst ville lade alt være ved det gamle.
   Desuden kunne de ikke holde ud, at noget hakkede i det. De forsøgte at løse problemet, sådan som maskinen gjorde det de andre havde lært den. Der var en interaktion. Når de stod eler sad der, så det kun ud til, at de var alene. I virkeligheden var de allesammen forbundet, og de kommunikerede indbyrdes. Talte sammen!
   Det giver ingen mening at sige, at et maleri er dumt, eller at et klaver er det. Som væveren vil vide, har fårets uld en masse at fortælle, og regnen er lige så vigtig for menneskeheden som stjernerne og astronomien - det ved enhver fra vejrudsigterne, og det er ikke noget nyt at forudsige vejret, selv om det før i tiden var ordsprog, der gjorde det, og de kunne virke fjollede. Ja, det er så ligetil, at konstateringen begynder at blive latterlig, når den angår det elementære; men det er det samme med det komplicerede. Alle redskaber er forlængelser af de samme sanser. Ingen sikkerhed kan ophæve den kendsgerning, at man er tvunget til at prøve sig frem fra det ene øjeblik til det næste. Ingen kunne ignorere dette fundamentale demokrati uden at tage fejl. De sagde det ikke højt, for det kunne let lyde som selvovervurderende praleri eller falsk selvhævdelse; men inderst inde vidste de det også uden at formulere det. Ellers havde de ikke kunnet.
   Deraf kom det, at nogen uden for deres område kunne få på fornemmelsen, at arbejdet var en tavs protest. Men det var stumt. 
   Og musikken havde worksongs til alle døgnets timer. I hedebølgen havde Elvis invaderet busholdepladsen med sin hverdagssang, der lød rigtigere ved en plasticdisk  end mange andre steder; uden for på gaden bølgede varmedisen op fra safalten, og en mand faldt lydløst om. Inde i cafeen var der aircondition. Sådan hang tingene sammen, da båndalderen begyndte. Det var billedet man så, og det virkelige, hverdagslige billede var kun en del af det store billede og den store hedebølge, alle var sig bevidst. Inde i heden kulde, så man kunne gyse. Los Alamos lå alle steder og hørtes overalt. Shiva dansede med alle sine arme i solen, og skyggen kom ned ad trappen i natklubben, omgivet af alle sine tjenende ånder, med musik som kompensation for det kølige mørke, og musikken skulle smøre den store maskine, så den kørte gnidningsløst i alle sine olierede led - det var idealet, som var ved at virkeliggøre sig, strømlinet glidende trafik, uafbrudt information om alt.
   Siden var den hørlige musik forsvundet fra arbejdet, som krævede mere og mere involvering i øjeblikket. Tilbage var kun en summen. Men denne summen havde til gengæld tusinde nuancer. Og dem lyttede de nu til. Som når de hørte græsset gro. Nu var hedens og kuldens ensartede landskaber blevet til abstraktioner in i opsynsmændene ved målerne; til gengæld var bakkerne som smeltet smør og bræen som tøris. Disse endelige tilstande var deres form for intellektualitet, skarphed, og den kunne mærkes i lokalerne som en tør udstråling, som ingen instrumenter kunne måle, kun opmærksomhed. Forbindelsen med håndarbejdet var lige ved at forsvinde til fordel for ren hjerneaktivitet. I stedet for sanseafhængige lyde var det nu den rene matematiks figurer, der fyldte deres indre med liv. Og de kunne ikke spores.
   Denne udvikling fra auditiv-taktilt til visuelt tankeindhold fandt sted for mere end halvanden hundrede år siden. Takket være bevarelsen af dias og kunstbøger på kontinentet, efter at kun Occidenten havde museer og magasiner med originaler endnu, havde opsynsmændenes øverste tilsyn, supervisoren, stadig kendskab til forudsætninger, som de overvågede ikke kendte. Springet fra naturalistisk genklang til abstrakt lydløshed så han således allerede klart udtrykt hos en kunstner som Kandinsky eller Légér med hans maskinbilleder, der selv var en slags maskiner, samtidig med Le Corbusiers 'bomaskiner'.
   Alle originaler var blevet sendt til Occidenten i århundredets begyndelse og var blevet uopnåelige efter Occidentens drift mod vest, bort fra den gamle verden, og Kontinentet var blevet renset for fortidstyngde og tvivlsom magi; tilbage var kun deres immaterielle billeder. Tingsliggørelsen var afsluttet. Ingen troede på ting længere; her på kontinentet var den rene fornuft enerådende. Ren fornuft udtrykker sig i rene figurer og tal. Der skulle ingen skygger være i arbejdet.
   På andre tidpunkter, især ud på de små timer, hvor en blues-stemning let kan følge den rent fysiske afmatning i kroppen, greb de sig i at se ind i sig selv. For de kunne jo være dem, der var noget galt med. Helt galt blev det, hvis de syntes robotterne stirrede inkvisitorisk på dem, som om de blev irriteret over, at deres ditigenter ikke levede op til nutidens standard. Så var det faktisk lige før de grædende brød sammen og måtte under behandling.
   Endnu værre: de menneskelignende robotter i en stor, helt igennem homogeniseret, sprogligt samarbejde og digitaliseret fabrik for mønstertegning gjorde oprør og gik som skoven mod Macbeth til angreb på soldaterne i den nærliggende garnisonsby. Det var som legetøjet i "Nøddeknækkersuiten", bare meget mere livagtigt, for deres bevægelser var allesammen afstemt lige så fint efter hinanden som balletdanseres pirouetter i et værk som Riisagers verdenskendte klassiker "Etudes", som netop var skabt over fingerøvelser og skalaer af Czerny, noder som tusindvis af klaverelever før havde brækket fingrene af led på at lære, og de bittesmå dele i deres 'kroppe' fik leddene til at bevæge sig helt naturligt. Robotterne måtte være sat i scene af en superhjerne, som havde hypnotiske evner til at styre computerne, ligesom de store musikditigenter kunne elektricere et orkester, når det var oplagt, og få et levende indtryk af døde noder. Ingen kunne fatte, hvordan det gik til. I hver fald måtte soldaterne blive inde bag byens volde og modtage proviant fra luften, for de opsætsige robotter var ikke til at styre fra gadeplanet, men blev ved med at presse sig mod byporten som en stor, kompakt blok af metal bag metal. Verbal kommunikation reagerede de overhovedet ikke på.
   Efter 3 ugers belejring slappedes deres interesse, o de kunne nu igen styres og blev taget tilbage til mønsterfabrikken, hvor de fortsatte arbejdet, som om intet var hændt. Men da byporten blev åbnet, så de forbløffede myndighedsrepræsentanter, at byen var blevet til en spøgelsesby. Den var ellers anlagt som en forsinket realisation af Thomas Moore's Utopia, med dets ideelle indbyggerantal på 6000. Det nye bestod i stabilitet og kontrol, mod kommerciel udnyttelse af idéen, ved at gøre alle de 6000 indbyggere til soldater. Kun det kunne sikre den nødvendige uforanderlighed!
   En professor i metafysik kom med en forklaring om tidsfaktoren. Udviklingskoefficienten i nutidens maskiner var så meget større end i soldaterne, at de sidstes energi tidsmæssigt måtte være blevet udslettet af robotternes masseoptræden i deres nærhed. Han henviste til, at 'fremtidschok' var et udbredt fænomen i forvejen. Til sammenligning kunne han pege på en voldsom trafikstignings udvikling på små bysamfund i storbyers nærhed. I løbet af meget kortere tid end i århundreder før ændredes byen af trafik af samme art som den hidtidige, blot ved dens mængde og nærhed. Noget lignende kunne være foregået her, selv om han ikke kunne garantere for analysen. Reformationens tekniske forudsætninger gjorde deres psykiske virkning lige så slående; heller ikke dengang forstod de fleste, at deres verden opløste sig, og ikke kun deres verdensbillede.
   På samme måde med jordklodens runding: flyvning viser jo nu klart dn flyvende, at uret må stilles for hver tidszone. Det ville for et renæssancemenneske være et alt for stort chok til, at de kunne have bevaret forstanden - som at komme ind i Hoffmans Eventyr eller i Alkices Wonderland i virkeligheden, ligesom Hoffmann vel selv må have følt det ved m,ødet med den tids opfindelser og begreber og videnskabens konklusioner af opdagelserne; stemningen er som i Ponchiellis "Timernes Dans" (Det gælder også stemningen i Riisagers "Etude", der minder om Jens Olsens Verdensur). Pochielli var fra Cremona, violinbyggerbyen, og for instrumenter som Stradivarius fra Cremona har det længe været relevant at spørge, om instrumnetet spiller med violinisten eller omvendt.
   Da oliefarven blev opfundet i Holland, forvandlede den også kunsten, og da den kom i tuber, skabtes friluftsmaleriet, fordi det ganske enkelt blev muligt at male udendørs. Og der er mange andre eksempler.
   Med den femte dimension og de følgende bliver det hele tiden mere eventyrligt, snarere end jævnt. Man må derfor ikke nøjes med at more sig over Baron von Münchhausens så lidt som over fantastiske historier og science fiction, for deres virkning hænger sammen med, at derer noget om dem. Perspektiv-forkortning virker jo også slående, første gang man ser den demonstreret. At mennesker kan det!
   Endnu mere opsigtsvækkende er den nyere kunsts opdagelser forbundet med filosofiske erkendelser, som af betydningen af "den-ikke-længere-tilstedværende-guitar" i et kubistisk billede: dens fravær er betydningsmættet. Mindre udtrykker mere, måske et savn - af fortid? Når materiellet nu havde fortrængt soldaterne, kunne det så måske være en styrkelse? Hvem af os underordnede kan vide, om deres forsvinden ikke er hensigtsmæssig? Planen for mekanisering og manpower er jo andres område."
   Med krigenes umulighed indenfor kontinentet og sandsynligvis også udenfor, var de menneskelige mål forsvundet fra "krigsproduktionen". Kanonfabrikken var kun fortid, knyttet til ophørte kanoner: kanonkuglen var kun til for at symbolisere industriel produktion, som en kugle i en park mindede om byggeri og byplan, begge tilbagelagte stadier i selve den væsentlige udvikling. De fandtes kun som rutine, og deres symbolnorm kun for at opretholde bureaukratiet omkring computersystemet. 'Computing' var blevet den eneste nyhedsskabende faktor i ligevægtssamfundet, og kun gennem det var industriel produktion ud ove hverdagens konvention berettiget. Når supervisoren 'legede' med sine tinsoldater, var det derfor ikke kun som en leg, men netop som symbol for flid, som knyttede nutid til fortidens jordbundne knaphed. Begreberne opløste fortidsrealiteterne til illusioner, beviste faktisk, at de med tilbagevirkende kraft var det, og altid havde været det. Nu havde de altså opløst en garnisonsby!
   Umiddelbart måtte han afvise den såkaldte begivenhed som det rene nonsens. Een ting var, at ting og tilstande forsvandt over et tidsrum, uden at nogen havde været sig det helt bevidst  - som det kunne være med bøger omkring århundredeskiftet, da både 'tryksværte' og papir viste sig at være så ubestandigt at mange uvurderlige værker og værdier i dem var borte, når man åbnede bøgerne efter bare 20 års forløb - noget andet var det uhørte, at en tilstand forandredes under et lige så uforståeligt pres, bare på et øjeblik. Og nu var det alligevel sket to gange.
   Hotellets forsvinden på en fjern ø kunne let glemmes som en af journalisternes sædvanlige skrøner; men det var en anden sag med en offentlig og nær forsvinden på selve civilisationens vilkår. Kontinentet skulle nødig få et ry som Bermudatrekantens, hvad enten det var berettiget eller ej. Den slags snak er ikke til at stoppe. Forklaring var simpelt hen nødvendig. Hans gik (noget panisk) i retning af en ion-cyklon, en hidtil uset, men ikke utænkelig eller uberegnelig opsugning i intetheden, en naturversion af en neutronbombe, der lod bygninger stå, mens de fjernede alt organisk stof sporløst.
   Begrebsforvirringen kunne aldrig tillades at gribe så meget om sig, at den bredte sig til ham selv. Den måtte i hvert fald indkapsles som gådefuld, mens han fik sat en grundig undersøgelse af informations-sammenhængen igang. Der kunne trods alt være så mange filtre i oplysningen til ham, at fejlen lå dér. Og alligevel troede han det ikke rigtig. Der ville ske mere; han havde det på fornemmelsen. Alting var begyndte at flyde i den senere tid. Kunne robotter være mere menneskelige end hidtil antaget? Havde de efterhånden fået tilført så mange menneskelige egenskaber, at de var blevet mere humanistisk prægede end rent teknisk? Eller kunne det simpelthen være hans alder, der gjorde sig gældende? Han kom til at tænke på, at så mange af de små samfund han selv var vokset op i, var forsvundet, uden at han havde vidst noget om dt, før han tilfældigvis kom forbi og så, at hans gamle skole var fjernet fra jordens overflade. Han havde villet gense den, og så var den væk! Hvor havde det tit ærgret ham, at han ikke havde tænkt på at gøre noget for at bevare den, når han havde magt til det. Sådan var det måske for mange andre, selv om man aldrig hørte nogen tale om det. Som om det var en naturlig ting, at ens verden efterhånden gav plads for andres, som var helt igennem anderledes. Hvilken anfægtelse en åben samtale om det kunne have bibragt systemet! Det beroede jo på de uforanderlige, en opfattelse af, at menneskeværk var selvbevarende, i modsætning til fortidens tilfældige tilvækst gennem udbud og efterspørgsel, forskellige menneskers indskydelser og barndomsfixerede interessemodsætninger. Hvor ti var husene ikke blevet usymmetriske dengang. En kvist her og en kvist der, et spir og en tagrytter, en kuppel, det ene småt som et kolonihavehus og det andet alt for stort til omgibvelserne, hele facaden ødelagt af gesimser, særprægede private relieffer og blomsterranker, port i en den side, og så videre. Klamphuggeri uden egalité. Charmerende blev det kaldt. Men for en ny tid, hans tid, var det fusk. Og nu stod han selv dér med uløselige gåder! 
   Gåder var til for at løses. De burde kaldes problemer. For at løse dem, måtte man begynde i toppen.
   Kunne det være hans tanke, der var bgyndt at gå sine egne, ukontrollerede veje gennem systemet, som udtryk for al den disciplin, han havde påtvunget den ved at gå helt og fuldt ind i systemets maskinvold? Viste modsætningen i hans egen koncentrerede tankeverden sig nu uden for hans kontrol i områder, som lå i periferien af hans såkaldte magt, som helt ny, forbudt udvikling af konfliktinteresser? Det var spørgsmålet. Absolut selvstyre!
   I fortidens knaphed havde dristighed vist sig som komposition af nye byer, nye metoder, som savnedes, uden at flertallet vidste det præcist. I nutidens ligevægt kunne det måske være dekomposition, der manifesterede sig som nyhed, uventet for enhver, at systemet af sig selv gav sig til at 'lægge af' for at give plads til en fremtid? Plads, ja, det var der ikke for meget af! Dét var den nye knaphed.
   Men hvad var det dog for en opdagelse, han lige havde gjort? Han var spilleme begyndt at tænke nyt! Det her kunne vende hele problemet om til rigtigt selvstyre! Han tænkte jo, som enhver anden ville have tænkt. Homogeniseringen var bargt til sin logiske konklusion og kunne nu ophæve sig selv.
   Supervisoren blev sig med eet bevidst, at han var blevet til en farlig mand. Farlig for sig selv. Erkendelsen fik ham til at løbe stærkere. Han ville omgruppere faktorerne selv, før de gjorde det af med ham. Ingen kunne gøre det bedre eller hurtigere. Begivenhederne havde foregrebet ham; nu blev det hans hensigt at foregribe dem. Hvad er egentlig forskellen? At være forud for sin tid er vel bare at leve op til den.
   Han besluttede sig straks til at tage tidens forandring til karakter og rolle på ordet, give folk en chance for at fortsætte vaudeville-lysten (jfr."læselysten","spillelidenskaben" osv.) ind i det daglige liv, og ombytte robotterne ude omkring med menneskelige mål. En meget vidtrækkende forandring; men når alt kom til alt, var den jo allerede sket. For ham var dt oven i købet en historisk chance for at retfærdiggøre udviklingen inde fra og gøre alle mere tilfredse. Det var virkelig økonomisk - hvis han magtede det.
   Han havde den fordel, at han huskede mere af fortiden end de fleste. Han havde også et bibliotek til hjælp, noget af en luksus idag. Bøgerne var nemlig trykt med gammeldags teknik på syrefrit papir, der holdt i århundreder. Og han var vat til at læse i dem. Som følge af vaudevillens logik fandt alle borgere snart ud af at udvide skuespil til bal i den borgerlige, under samme tag for fællesskabets skyld, så det blev et folkehjem - og fugleskydning kunne genindføres som tradition, borgervæbningens symbol.
   Soldaterne blev kommanderet til at bistå robotterne. Ved at iagttae dem begyndte de uvilkårligt at fylde dem med deres egen savnede menneskelighed, ligesom gæsterne i et diskotek fylder de spillede grammofonplader med menneskeligheden i deres dans og gennem discjockeyens repræsentation. Virkningen ville ikke komme lige straks; til gengæld var den uundgåeligt i menneskenes favør i det lange løb.
   Knaphedens på fantasi i teknikkens kolde rige ville blive formindsket, omend langt fra afskaffet, for soldater er nu engang ikke de mest opfindsomme af arten menneske. Intet ville være lettere end at indrette en lang række lærerige instrumenter, som soldaterne kunne stå eller sidde og kigge på og følge med i, uden at deres hensigt var den mindste skadelig for nogen. Det var også et spørgsmål, om ikke statistikkens axiomer var forkerte. Kunne der eventuelt være sket en overdrivelse i det maskinmæssige hos nogle arbejdere, sådan som det for 40 år siden skete i et velfærdsland på vej til at skrotte velfærd for velstand, og fattigdommen blev genindført for at få det facit frem, som man havde regnet sig frem til, mens påståede "parasiter" kunne overføres til 'arbejdstjeneste' for at tilfredsstille et forudberegnet apparat, der krævede at blive fodret med mennesker, ligesom aztekernes guder?
   Da det højeste råd havde spekuleret længe over det økonomiske benefit ved soldaterinstitutionen, kom det som en befrielse, at selveste supervisoren foreslog en ophævelse af alle garnisonsbyer, nu da de var blevet så mystiske oven i det økonomisk tvivlsomme og derfor farlige for systemets klarhed og forståelighed i befolkningen. Rådet bifaldt enstemmigt den øjeblikkelige nedlæggelse af dem alle og besluttede at overføre alle soldater til oplæringssteder i industri-museerne, som sålades blev til læreanstalter.
   For dem, der blev fristillet, da soldaterne skulle ind i robothallerne for at menneskeliggøre produktionen af informationer og mønstre og dermed sikre freden, blev borgerløn en selvfølge. Nu var deres mission jo slut. Mærkværdigvis kom forøgelsen af "fattige" kort efter, at begrebet "fattighjælp" var blevet afskaffet til fordel for pengeøkonomi som en borger-rettighed."Arbejdstjeneste", som en slags ekstra fængsel uden for fængsels trange mure, senere omdøbt til "samfundstjeneste" med samme indhold af tvangsarbejde, stammede fra en epoke med stor arbejdsløshed, chauvinisme, angts og krigshetz på kontinentet, hvor mørkhårede forretningsfolk næsten altid risikerede at blive kaldt kriminelle af Staten (med stort for at understrege det guddommelige i systemet) hvis tyranniske overhoved i øvrigt selv var dygtig som forretningsmand og mørkhåret, foruden at være kriminel, selv om han hyldede lyse mennesker som ledere - hvilket senere hævnede sig på dem som medløbere af den mørke fører.Ikke så få mente senere, at det måtte være Fanden eller Rottefængeren fra Hameln. Og ikke helt ubegrundet. Fanden har ifølge overleveringen mange forklædninger, og man ser dem ikke, før længe efter, at det er for sent. Det kunne også være en indrømmelse til det guddomelige hverv, som færgemanden Karon i græsk mytologi udfører i evigheden. Det kunne også være Mester Jakel, som børn elsker trods hans grusomhed, måske Punch, eller Jokeren i kortspillet, som slår kongen og dronninger med sin vedtagne tøjlesløshed - dæmonen kan være alle mulige steder, når gækken skal slås løs, som Fastelavn stadig minder s om i sin barnlige fristelser og grumhed.
Der fó en djævl i dem, da de blev udfordret, kunne man sige. Hvem ville kunne modbevise det? Måske fordi en fremmed dame i pels sagde:"Se så at rubbe neglene!" ligesom Marie Antoinette med sin østrigske humor:"Hvorfor spiser de ikke kager?", som om det var et konditori i Østrig og ikke et land, hun havde ansvar for. Blev de mon "djævelske", fordi de hande så fandens tavl? Og var løsningen så bare at slappe af? Kunne robotter, maskinmennesker og computere også gå agurk? Det sker aktisk stadig, at de går i stykker af stress. De kunne og kan også brænde sammen mekanisk, når tingene bliver for komplicerede. Fremtidschok måske.
   Og var det ikke klassisk lærdom, at menneskemasser udviste samme adfærd? At de til at begynde med opførte sig 'normalt'', derpå automatisk og til sidst flød ud, når de kom under for stort tryk? Indtil der et sted gik hul på massen eller klassen, og et nyt fly gik gennem lydmuren for første gang nogensinde, ind i en helt ny tilstand for hele verden. Merlins maskine antog en helt ny form. Verden forandredes totalt.
   At hævde, at Merlin kun findes i Kong Arthur-sagnene og i Shakespeares fantasi og derfor er indbildning, er alt for simpelt til at være sandt. Troldmanden Merlin blev legemliggjort og fik eksistens. Sådan er han kommet og gået gennem alle tidsaldre, blevet transformeret. Hvor han har været, ses altid en stejl trappe, som består af opfindelser. Ad Parnassum! I et hæsblæsende tempo og med gnister fygende til alle sider, energitab fra en energimængde, der aldrig ophører trdos det tilsyneladende tab, men i stedet vokser i betydning gennem menneskeverdenens udnyttelse af de iboende idéer. Det er overskuddet.  
   Men det stejle er ikke det eneste farlige. Op og ned går handelens bølger på verdenshavet, og handelsmanden må følge dem, hvis han vil sejle videre. Den stillstående kan ikke forstå det, og det gør bølgegangen i forretningsmandens indre sværere at bære for ham, som en lidelse. Forliset er handelens symbol. Gevinsten kommer kun for  den, der vover. Lidelsen ved at bære en risiko havde længe været som tortur.
   Siden blev industrimuseerne meget besøgte turistattraktioner med de arbejdende værksteder, menneske og robot i positivt samvirke gjorde folk glade. Dette smagte da lidt af fugl. Og lidt ekstra kom derda ud af det, produktionswise, som manegren sagde. Underholdning er faktisk en større indtægtskilde end basisprodukter som stålog bygge-elementer, hvor nyttige de end er for alle. Nye menneskelige aspekter i rekvisitter til underholdning og stofmønstre og lignende var et udmærket tilskud til vor tids mennesker til den snart fuldkomne og dermed gudelignende teknik. Borgen er ved at blive til at tempel! Som Akropolis, 'byen deroppe på toppen', den evige stad.
   Rådet gik oså med til en skat på forbruget af hårde hvidevarr, som var ved at blive en frostreligion uden proportioner, i mangel af bedre religion, til fordel for en grænseløs kunst uden betingelser af nogen art, bortset fra, at den skulle være i fast form og mulig at transportere (derved udelukkedes skøre påfund som jordkunst på Rådhuspladsen eller omflytning af landsbykirker til ørkener eller brændbare zeppelinere på markeder). Til gengæld blev det en pligt for enhver soldat foruden at arbejde at deltage i en sørejse helt ud på de store have mindst een gang, for at blive den lille overfor Kong Neptun, vandets element eller hvad man nu vil kalde det, og således blive frelst fra storhedsvanvid. Efter den oplevelse lå vejen åben for alle til at blive noget i systemet.
   *Madness in great ones' var stadig uønsket. Af Polonius og hans informationsmagt. Men Hamlet kunne slet ikke opstå i denne næringsvædske af en kultur, det uendelige system-samfunds laboratorium - og nu altså også "mirakuløst" i tænketank.
   Supervisoren var blevet det højere væsen "Tænkeren", og rådet på en mærkelig omvendt måde "demokratisk", fordi det var dets hensigt. Hensigtsmæssighed var dets credo i forvejen, det eneste det fuldt og fast regnede med. Det holdt, fordi det i forvejen var dn største beskedenhed.
   Mens soldaterne, og især officererne, til at begynde med skumlede oer kommandoen til at blive arbejdsbrigade under teknikkens betingelser, lærte de sig hurtigt at tilpasse sig. De opdagede derved, at de ved at iagttage naturlovene i funktion under skabelse i stedet for under destruktion, hele tiden kommer nærmere til jorden og deres egen natur, og at dette ikke er en degradering, men en ophøjelse til realiteternes større verden, res publica.
   Og de blev bedre mennesker, som det var instrumenternes og maskinernes mening med dem. Det var jo derfor de var blevet til. Deres herre og mester havde langt om længe fået en idé:DEI GRATI. Gud ske lov!
   I staten Washington, inde i det store skovreservat på Occidentens vestkyst, sad Overhovedet for Vesten på en træstamme og stirrede ud over Cortzhavet, hvis gyldne flade mørknede. Han følte sig som i Evigheden, nu hvor det gamle kontinents største problem var løst absolut. Og derude mod vest lå Østen, som en enorm lysekrone af rav, gnistrende af elektricitet, som betaling for alle de kinesiske opfindelser verden havde lånt under arbejdet. Hvor ville det bule ud, når energien var blevet flyttet? Han besluttede sig for at gå i kirke.
   Og for ydeligere at sikre sig mod kritik fra højre ville han snarest sørge for at få Hays office erklæret sakrosankt som national helligdom. Sådan kunne Vesten hæve nivauet for hele Verden, inden det blev for sent. Og vise den gamle verden søvejen til Indien i egentlig forstand.
   Men det kæreste valfartssted var og blev nu de store rødtræer ved Fredens Hav, The Pacific Ocean.
   Hvad de to glemte antikvatyper fra Trajansøjlen i Metropolis ikke fik set, før de fadede ud, var en lav græsklædt høj på en lille ø højt oppe i Norvest, ved navn L´Anse-aux-Meadows. I denne lave vold var der en lille udgravning. Det var den smedje, der var  the missing link i civilisationens redning fra barbariet.
   Vaudeville stammer fra Vaux-de-Vire i Normandiet. Virelai er et torimet digt med omkvæd. Virevire betyder Malstrømmen.
   Virelaiblev til kuplet og refrain, Onyx Club og Petite Fleur hele vejen rundt om Atlanten, båret af bølger.
   Hvem ved, om melodien ikke kunne høres af marsvin og grønne delfiner?
Sådan går fortiden igen i videnskabens navn.

                                                 SLUT


Note:Billedet viser sidste maskinskrevne side med en tegning, som jeg lavede efter en drøm. Den forestiller et mærkeligt ur med bogstavet K til højre. Jeg kom til at tænke på Franz Kafka og hovedpersonen K i hans roman "Slottet". en fantasiroman over bureaukratiets absurditeter. Øverst er der en rude som til dato, men i drømmen blev det oplevet i super-nærbillede, og en lille 'type' som i "Bølgernes Bastion", med typerne A og B. Denne 'type' gik rundt med en støvsuger, og der var støv i hjørnerne, som den sugede op. Stemningen var rørende tillidsfuld, tjenende og ligesom med en stille summen. Kort tid efter drømmen og optegnelsen med tegningen skete Tjernobyl-nedsmeltningen.
Note 2:Musichall:Webster´s Dictionary: a vaudeville theatre.Vaudeville: TV2 16/7 1989 præsenterer den sorte sanger James Brown med 30 års musikalsk udvikling bag sig. Han nævner, at han er udgået fra vaudeville & gospel, ligesom Elvis Presley, som han også har spillet sammen med. Senere demonstrerer han sine danse, som minder om de tidligste cajun og jazz-danse, med bølgende knæ. Og han viser, hvordan han foregreb breakdance med dansen 'Robot'. Desuden siger han, at lyd blev til visuelle figurer, og tv tegner lysfigurer, som han synger. Han og Elvis Presley repræsenterer den største vækst i musikudgivelser nogensinde. Han har medvirket i MidtfynsFestivalen!
Science fiction satire fra Berlingske Tidende 2015, hvor robotten afskediger direktøren.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

17.01 | 18:15

Søren: hvis du ser dette, må du godt byde på billedet og få det til din pris, fordi du er interesseret, på betingelse af, at du selv henter det/ betaler porto.

...
04.01 | 15:17

Søren. Billedets mål:60x70 cm. Pris 300 kr. ved afhentning ok? ellers + porto.

...
01.01 | 23:46

Hej Fini. Godt så! Jeg kan godt være interesseret i at købe, men forinden har jeg brug for at høre dels hvad målene er på dette billede, og også pris? Søren

...
01.01 | 17:35

Det er rigtigt, at fiskerbåds-billedet ligger sidst i den første Retro-menu, så hvis du vil købe det, gælder den forrige besked, men send mig en e-mail om det.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE