Svenskerne i Nyborg. Drama i 2 akter
Søhelten Peter Bredal iser sine 4 skibe "Samson" (40 kanoner), "Svenske Løve" (36 kanoner), "Svenske Lam" (34 kanoner) - disse to skibe med svenske navne var kaprede fra svenskerne - og "Emanuel" (20-26 kanoner) ud af Nyborg Fjord og flygter under svensk beskydning fra Nyborg fæstning til København 2.-5. februar 1658; hvortil han først nåede frem 29. april; han udnævnes her til ekvipagemester og tildeles som tak for sin indsats 6 boder og deltager i søforsvaret; han udnævnes til viceadmiral inden han bliver bliver dræbt i forsøg på at borde et svensk skib ved Sønderborg i december 1658. Billedet er malt af Carl Neumann og hænger på Frederiksborgmuseet; der en kopi på Nyborg Slot malt af A. Wammen under udstillingen i 350-året for Slaget ved Nyborg 14. november 1659. Bredals bedrift omtales i stykket af Vindingebonden Thor Hansen. Der er en mindesten rejst af Nyborg Turistforening i Nyborg Havn.
Rolleliste
1.akt

Carl X Gustav, konge af Sverige
Carl Gustav Wrangel, svensk feltmarskal
Corfitz Ulfeldt, tidligere Rigshofmester i Danmark
Erik Dahlberg, generalløjtnant og tjenestegørende Generalkvartermester
Jon Gudmonsson Frifelt, løjtnant ved kavaleriregimentet Västgöta
En Korsbrødremunk (tilstede, men usynlig for de andre)

2. akt

Thor Hansen, gårdejer
Ane Hansen, hans kone
Hans Thorsen, deres søn
Christine, ung pige på gården
Jon Svartberg, svensk vagtmester
Hr. Jens, præst
Morten Thy, hestepranger
Stenbock, svensk greve og hærfører
Et par soldater og tjenere
Svenskekongen Carl X Gustav overværer sine troppers krydsning af isen på de danske bælter. Maleri af Johan Filip Lemke. Gift med datteren af Hertugen af Gottorp, Hedvig.
Kong Frederik III af Danmark, som erklærede krig mod Sverige i 1657, mens den svenske krigerkonge var pressset i Pommern og Polen. Krigserklæringen medførte en svensk ilmarch mod Danmark og togtet over isen på Lillebælt, Langelandsbæltet og Storebælt til Lolland og Sjælland i 1658 og den ydmygende Roskildefred. Men da Carl Gustav ville storme København i februar 1659, gjorde Frederik III og københavnerne fælles front mod svenskerne under feltherren Hans Schack, og det afgørende slag om Danmark fandt sted ved Nyborg i november 1659. Det gjorde Frederik III enevældig. Hans Schack blev medlem af Rigsrådet. Carl X Gustav døde i Malmø i februar 1660. Men han huskes stadig som krigerkongen i Sverige.
Rigshofmester Corfitz Ulfeldt, malet af Sebastian Bourdon i 1653 (Frederiksborgmuseet). Han var født på Hagenskov på Fyn og gift med Christian IV´s og Kirsten Munks datter Eleonora Christine. Kirsten Munk var datter af Ellen Marsvin, der havde overtaget slægten Ulfeldt gamle gods Ulfeldtshom syd for Nyborg, nu Holckenhavn. Han ejede også flere andre godser. Efter brud med den danske konge Frederik III flygtede han og Eleonora Christine til Holland og gik derpå i svensk tjeneste, hvor han blev Gehejmeråd. Som sådan deltog han i det svenske felttog mod Pommern, Polen, og derpå også Danmark, hvor han spillede en stor rolle ved Roskildefreden. Han fik sine rettigheder og godser tilbage, men mistede dem senere igen og blev opfattet som landsforræder. Nogle siger dog, at han bar kappen på begge skuldre. Danskerne forsøgte at bestikke ham; men det mislykkedes. Svenskerne anklagede kort efter Københavnerfreden Ulfeldt for at have forrådt Sverige, hvorfor han og Eleonora Christine måtte flygte til København, hvor de blev arresteret og indsat på Hammershus. Men Ulfeldt blev igen forsonet med Frederik III mod dog at miste alle sine godser undtagen Ellensborg ved Nyborg. Konspirationer med Kurfyrsten af Brandenburg skulle have udløst henrettelsesdommen over Ulfeldt; men det var nok snarere på grund af hans søns mord på Ulfeldts plageånd fra Hammershus, Adolph Fuchs, i den belgiske (nederlandske)by Brügge, at Ulfeldt blev henrettet som billedstøtte i København og fik en skamstøtte.Han døde på flugt for sine kreditorer i Basel, Eleonora Christina blev svigtet af den engelske konge, hvor hun ville inddrive en gæld for Corfitz Ulfeldt og hende selv, og sendt til Danmark, hvor hun sad i 22 år i Blåtårn og skrev "Jammersminde".
Den svenske feltmarskal og generalguvernør i Polen Carl Gustav Wrangel til hest, malt af David Klöcker Ehrenstrahl 1652. Han overtog kommandoen over de svenske tropper i Trediveårskrigen, da Lennart Torstensson blev syg. Han blev selv afløst af Kong Carl X Gustav som feltherre i Tyskland allerede i 1648, hvorefter han deltog i toget mod Danmark i 1657. Gift med Anna Margareta von Haugwitz; i stykket nævnes fru Margareta.
Admiral Michiel de Ruyter (1607-1676) kom som Danmarks allierede til Nyborg med 100 skibe og spillede en stor rolle i sejren over svenskerne 1659. Han var dog også voldsomt engageret andre steder i verden i den Engelsk-Hollandske Krig. Meget afholdt af sine søfolk, som kaldte ham "Bestevaer". Født i Vlissingen, hvor der står en statue af ham; næppe en hollandsk by mangler en gade opkaldt efter ham. Under felttoget til Nyborg blev der for første gang landsat marineinfanterister ved Kerteminde sammen med Hans Schacks danske tropper.
På Korsbrødregården i Adelgade i Nyborg finder 1. akt af "Svenskerne i Nyborg" sted. Det er en munkestenbygning opført af munke fra Antvorskov, som brugte stedet til at holde opsyn med sine besiddelser på Fyn samt forskelligt håndværk. Det var ikke et egentligt kloster. Korsbrødre er medlemmer af Johanniterordenen, på engelsk kaldt The Order of St. John of Jerusalem. En af mæglerne ved Roskildefreden, Terlon, var Johanniterridder. Dalum Kloster, som nævnes i stykkets 1. akt, ejedes på det tidspunkt af Ellen Marsvin, Eleonora Kristines bedstemor.
Svenskerne i Nyborg 1659. 1. akt

                       Svenskerne i Nyborg 1659

   Dette skuespil baserer sig dels på en oversættelse og en bearbejdning af Bengt P. Gustafssons drama "Tåget över Bält" (Toget over Bæltet), dels på en dramatisering af Christian Winthers novelle "Hestekræmmeren" af Kaj Bonde, Nyborg.Hertil er føjet nogle historiske scener, der belyser tiden og krigshandlingernes betydning for Nyborg og Danmark.

Medvirkende:

Carl X Gustav, konge af Sverige (myndig, eftertænksom, faderlig)
Carl Gustav Wrangel, svensk feltmarskal (hård, vrissen, blander tysk og svensk, skeptisk)
Corfitz Ulfeldt, tidligere Rigshofmester i Danmark (listig)
Erik Dahlberg, generalløjtnant og tjenestegørende generalkvartermester
(forsøger at være korrekt, fortvivlet over Wrangels og Ulfeldts mistænksomhed, pinligt berørt over sin lavere sociale status)
Jöns Gudkomsson Frifelt, løjtnant ved kavaleriregimentet Västgöta
(en korrekt soldat, lydig)
En korsbrødremunk (han er på scenen hele tiden, han er usynlig/synligt til stede, han er stum, og ved sin mimik kommenterer han, hvad der sker. Han har base ved et lille cafébord i damesiden, hvor han sidder og nyder et glas. Han tager nogle 'togter' ind på scenen og laver forskellige gags)
(Info: Fra 1441 var munkene fra Antvorskov, Korsbrødrene eller Johanniterne, forvaltere af meget gods på Fyn, og de tilsynsførende brødre boede i Korsbrødregården. Man kan altså ikke kalde Korsbrødregården et egentligt kloster; et sådant fik Nyborg mærkeligt nok aldrig. Kaj Bonde)

Lokalitet: Korsbrødregården
Tid: Natten mellem den 4. og 5. februar 1658

SKILT:     KORSBRØDREGÅRDEN
         NATTEN TIL 5. FEBRUAR 1658

(Spillet foregår i Korsbrødregårdens hjørnestue. Der står én stol på den ene side af kaminen og to på den anden side samt et bord. Bag de to stole ses et kort over Danmark. På scenen kunne der være 3-4 af slottets store kandelabre og en rustning. Rummet henligger næsten i mørke. I DS står munkens lille bord)

                                                   
1. akt

(Munken, klædt i kutte med et kors på, kommer ind på scenen. Han går hen til en kandelaber og tænder den. Han kigger overrasket og højst forundret på publikum og på langbordet med øl og krus. Klør sig uforstående i nakken, fordi han ikke kan huske, at han har stillet noget på  bordet, hvor der står en kande øl og tre krus. Han hælder øl i et krus og drikker. "Ah!", siger han.
Han går over til sit lille bord, hvor der står en flaske og et glas. Han sætter sig)

(Løjtnant Frifelt kommer ind ad døren og går frem på scenen. Munken tror ikke sine egne øjne. Det er jo ham, som bor her!)
Frifelt:
Mit navn er Jöns Gudmonsson Frifelt, løjtnant ved det svenske kavaleriregiment Västgöta.
Vi befinder os i Korsbrødregården i Nyborg. Udenfor er det snestorm, og natten er kold; men herinde er der varmt og godt. På bordet har jeg anbragt nogle kander med opvarmet øl til vore gæster  (peger) Klokken er to om natten. Kongen er just ankommet fra sit kvarter på Dalum kloster. (Øjnene er ved at rulle ud af hovedet på munken, da han hører ordet: kongen. Han rejser sig og gør honnør) Han skal føre en meget vigtig strategisk rådslagning med høtstående folk. I denne spændte krigssituation kan disse forhandlinger måske komme til at ændre hele Nordens skæbne. Jeg venter ham herind samme med sin øverstbefalende, feltmarskal Gustav Wrangel og den tidligere danske rigshofmester Corfitz Ulfeldt, der er kommet så meget på kant med den danske kong Frederik den 3., at han nu er gået i svensk tjeneste. (Munken skærer grimasser, av, av!)
Så nu stamper kongen vist sneen af støvlerne.

(Døren går op og Corfitz Ulfeldt viser sig. Han giver plads for kongen. (Munken bukker dybt) Kongen følges af Carl Gustav Wrangel. Denne maser sig noget brysk forbi Ulfeldt. Kongen går frem til sin stol og sætter sig. (Kongen tager hatten af, munken går hen og tager den og hænger den op/lægger den. Kongen ser yderst forbavset ud) Wrangel følger efter og sætter sig på stolen til venstre for kongen. Ulfeldt tager plads på den tredje stol. Frifelt kommer sidst ind og stiller sig lidt bag dem  så han kan opfylde det mindste ønske fra kongen og feltmarskallen) 

Wrangel:
Se så løjtnant! Sørg for at få fat i generalkvartermesteren, så vi kan høre, hvordan det står til med issituationen
. (Munken nikker)

Frifelt:
Skal ske hr. feltmarskal!
(Løjtnanten forlader rummet og lukker forsigtigt døren)

Ulfeldt: (rejser sig, går hen til bordet)
Eders Majestæt! Kunne De tænke Dem lidt godt dansk øl? (Munken ser til og viser, at han også gerne vil have noget)

Kongen:
Ja, det er lige, hvad jeg trænger til!

(Ulfeldt skænker op og rækker kruset til kongen)
Ulfeldt:
Pas på, det er varmt
! (Munken "brænder" fingrene og puster på dem)

Kongen: (tager øllet)
Åhhh! Det var betænksomt! Det var en kold rejse fra Odense, til trods for ulveskindene i slæden.
(Kongen vender sig mod Wrangel, som har siddet stille og mut) (Munken "fryser" og laver kuskeslag)

Kongen:
Nåh, Wrangel; når vi nu har jaget Jer op midt om natten, så må vi håbe, at Dahlberg bringer gode nyheder. Hvordan går det forresten med feltmarskallens hustru, den skønne fru Margaretha?
  (Munken tegner kvindelige former i luften)

Wrangel: (surt)
Tak, Eders Majestæt, meget fint. Hun sov godt, da jeg forlod hende for lidt siden.
(Derefter sidder de tre mænd stille og grublende. Wrangel fanger Ulfeldt med øjnene og bøjer sig lidt ind imod ham, samtidig med at han ser på kongen, som med blikket i det fjerne døser lidt. Wrangel kaster nu og da et stjålent blik på sit landkort)
Hør, Ulfeldt, skal vi virkelig vove at gå over Storebælt med hele arméen, som kongen vil? Har isen nogensinde holdt til en sådan operation? Hvad har denne generalløjtnant, som blot er tjenestegørende generalkvartermester, brygget sammen? Tænker han på at narre kongen til at gå over isen og mod København? Tænk om den prægtige armé går igennem og havner på havets bund!
(Munken ligner en af Rafels engle under denne replik)

Ulfeldt:
Ja! Fru Fortuna stod svenskekongen bi, da han gik over farvandet mellem Jylland og Fyn.
(Munken folder hænderne og ser op mod himlen). Men lykkens gudinde skal man ikke stole på, uden at man med bestemthed ved, at isen kan bære. Dette kan ende med en katastrofe. Ganz kaputt! (Slår ud med armene) (Munken slår også ud med armene og viser "ganz kaputt", som om han ville skære hovedet af)

Kongen: (som er rykket nærmere)
Nej, mine herrer; med Guds hjælp går vi over isen til Sjælland og ind over Københavns volde, hvis det behøves. Dér skal jeg byde fætter Frederik spidsen af min kårde! (Fægter i luften) (Munken fægter også)
Men hvor er min udsendte spejder? (Munken holder hånden op over øjnene og spejder)

(Man hører trin udenfor; det banker på døren)
Wrangel:
Wer da?

Frifeldt:
Hr. feltmarskal! Det er Jöns Gudmonsson Frifelt, løjtnant ved det västgö¨tiske kavaleri, medbringende generalløjtnant Erik Dahlberg.

Wrangel:
(befalende)
Før generalløjtnanten ind og sæt vagt uden for døren, så ingen kan høre, hvad der siges herinde. (Munken holder sig for ørerne)
(Frifelt åbner døren for Erik Dahlberg, der stiller sig ved kongen og hilser høfligt; Wrangel og Ulfeldt rejser sig og stiller sig tavse ved døren(
(Munken sidder ved sit bord)

Wrangel: (halvt arrigt) Nå, generalløjtnant! Hvorfor tog det så lang tid? Har han undersøgt isen nøje? Tænk godt over, hvad han siger, og lok nu ikke vor allernådigste konge i fordærv! (Munken ryster på hovedet - nej, nej!)

Kongen: (formanende og myndigt)
Se så, mine herrer. Nu skal jeg nøje lytte til, hvad vores tjenestegørende generalkvartermester har at fortælle. Ligger vejen til vor lykke derude på de frosne vidder? Han antydede det, da vi ganske kort mødtes i Odense for nogle timer siden. Lad os nu høre!

Dahlberg:
(stiller sig hen til kortet og skal til at pege på ruten. Munken stiller sig hen og kigger med. Han rækker en pegepind til Dahlberg, der modtager den helt forvirret)
Eders Majestæt! Efter at jeg for 40 dage siden fik Eders Majestæts nådige befaling om at undersøge isens holdbarhed mellem Langeland og Lolland, red jeg med ritmester Claes Niethoff og hans 80 østgotiske ryttere til Fåborg, hvor generalmajor Berendes overlod mig yderligere 200 finske ryttere. Med hele styrken gik jeg først over4 til den lille ø Tåsinge og siden til Langeland. Dér besluttede jeg også at tage ritmester Claes Niethoff og 40 af hans bedste ryttere med på marchen over til Lolland. De øvrige gav jeg ordre til at blive tilbage ved Longelse kirke og bevogte Langeland. (Munken lader som om han holder vagt)

Wrangel: (afbryder bidende Dahlberg)
Hør her, generalløjtnant! Vi behøver ingen detaljer om Deres rejse og taktiske overvejelser. Kom nu til sagen!

Kongen: (venligt)
Fortsæt Dahlberg! Vi vil vide, om isen holder, og hvad han har gjort for at forvisse sig om det? Fortsæt! (Munken nikker - ja,ja!)

Dahlberg: (bukker dybt)
Med Eders Majestæts nådige tilladelse...jeg red direkte ud over isen fra Spodsbjerg havn og kom i land ved en herregård kaldet Grimsted. Dér løb jeg ind i en strandvagt på 12 ryttere, der flygtede, da vi nærmede os. Vi optog straks jagten, og vi fangee én mand, som vi førte med os tilbage...

Wrangel: hurtigt og bidsk)
Så det lykkedes kun for generalløjtnanten at fange én mand fra strandvagten! Hvad er det for en måde at handle på...? (Munken viser én finger)

Kongen: (let irriteret, afbryder Wrangel)
Fortsæt, Dahlberg. Fortsæt!

Dahlberg: (bliver forvirret og væver lidt i det)
Tak, Eders Majestæter...tak...for at få mere viden om isen lod jeg rytterne indfange to bønder...

Ulfeldt: (læner sig lidt ind mod Wrangel med et spydigt øjekast til Dahlberg)
To bønder og en rytter...er det alt, hvad det berømte svenske kavaleri kan fange på en kyst uden forsvar? (Munken viser to fingre + én)

Wrangel: (vred, vifter Ulfeldt bort, irriteret over hans kritik af svenske tropper)
Nein, nein...Tag Jer i agt for at tale nedsættende om rytterne i min arme´!

Dahlberg: (harkende, bukker mod kongen)
...altså...Eders Majestæt...Jeg lod de to bønder  indfange, fordi jeg ville forhøre folk med kendskab til de lokale forhold...

Ulfeldt: (lumsk, afbrydende)
...Jeg kan ikke rigtig forstå dette, generalløjtnant Dahlberg! Kun 40 ryttere! Hvorfor tog han ikke hele styrken med? 40 mand giver jo slet ikke samme belastning på isen som 240 mand. Var han bange for at gå gennem isen, hvis han også havde taget de 200 finner med? Der havde vel ikke været nogen fare for dem, selv om isen revnede! De er jo en berømt hærenhed og klarer nemt alle vanskeligheder! Forresten er de vel vant til frossen is på de mange søer, der er i Finland!  (Dahlberg står fortvivlet, slår ud med armene og kigger bønfaldende på kongen. Da bryder Wrangel heftigt ind) (Munken slår også ud med armene og "træder" forsigtigt med foden på noget "is")

Wrangel: 
Ja, ja! Ganz unbegreiflich
! (Munken peger mod sit hoved og viser, at han ikke forstår det) Hvorfor tog han ikke hele styrken med over til Lolland og prøvede isen ordentligt af? Vil han lede sin konge og hele landet i fordærv?

Dahlberg
: (fortvivlet)
...Nej, nej, hr. feltmarskal og hr. rigshofmester...jeg forstår mine pligter...naturligvis vil jeg ikke lede min elskede konge i fordærv...bare undersøge om der findes en vej over isen til hans og rigets lykke...jeg har den reneste samvittighed...(Munken kigger op mod Vorherre med hænderne samlet foran brystet) 

Kongen: (afbryder)
Hør nu, Dahlberg! Jeg vil vide, om han kan føre mig over til kong Frederik af Danmark? (Munken nikker)

Dahlberg: (synligt lettet)
...Eders Majestæt...Jeg borede (Munken borer) og undersøgte isen. På Lolland fik jeg at vide, at en dansk ritmester var gået gennem isen med hele sin trop 3 dage inden jeg kom derover. Jeg fandt ud af, hvor dette skete og marcherede derhen på vejen tilbage. (Munken marcherer på stedet)

Wrangel: (hælder sig lidt hen mod kongen)
...og risikerede de trofaste østgoteres liv...


(Kongen vifter Wrangel af og giver tegn til Dahlberg om at fortsætte)
Dahlberg:
...jeg red med sluttet trop for at afprøve isens holdbarhed. Vi fortsatte med at bore og måle isens tykkelse og holdt øje med dens tilstand. Mit svar på Eders Majestæts spørgsmål om isen er et ubetinget JA!
(Munken nikker)

Kongen:
Se så! Min kære feltmarskal. Nu har vi fået generalløjtnantens besked. Skal vi vove springet?
(Munken forivrer sig og foretager et lille spring, og alle ser forundrede ud, også munken selv, for hvor kom dog den lyd fra?)

Wrangel:
Eders Majestæt! Allerede da vi gik over Lillebælt mellem Jylland og Fyn, udfordrede vi Fru  Fortunas gode vilje. To af vore eskadroner gik igennem og ligger nu for altid på havets bund. Jeg tvivler på vejen over Langeland til Lolland. Den er ganske rigtigt kortere
(Munken viser med sine hænder) men ligger også nærmere åbent vand. Måske er der mere strøm dér end på strækningen mellem Fyn og Sjælland, her fra Nyborg over Sprogø. Det er den lige vej til København. Den vej lod jeg kvartermester Friedrich von Ahrensdorff undersøge. Alt gik fint næsten helt frem til Sjælland. Så blev isen pludselig mør og hullet, og det var livsfarligt at fortsætte. Mit råd er, at vi ikke spiller hasard med hele arméen, men bliver her på Fyn, i Jylland og på småøerne. Her har vi fede kvarterer. (Munken slår sig på sin vom)

Kongen:
Og hvad siger I, Ulfeldt? I er jo dansk. I ved bedre end både feltmarskallen og mig, hvordan isen kan være i bælterne.

Ulfeldt:
Eders Majestæt! Betænk at vi her i Danmark ligger meget længere sydpå. Isen kan bryde op meget hurtigt, da der er strøm i bælterne. Hvis det blæser op over isfrit farvand ude i Østersøen, vil bølgerne fare videre ind under isen.
(Munken viser "ind under" med fagter) Så hjælper det netop ikke, at kulden er streng og isen tyk. Den vil blive brudt op nedefra af bølgerne fra det store hav. (Dahlberg står rådvild og ser ulykkelig ud. Wrangel puster sig myndigt op)
Ulfeldt fortsætter: I har verdens bedste tropper. De kan overvinde al modstand. Men de er til ingen  nytte, hvis de drukner i havets dyb. Og I, min konge og velgører, ville selv følge dem i dybet. (Munken viser "dybet" med gestik) Kongerne, kurfyrsterne, kejseren i Wien og den russiske Zar...ja, og dehollandske købmænd: alle ville de nyde godt af arméens grusomme ulykke, og endda grine af skadefryd. (Munken klapper sig på lårene af grin) I Frankrig og England ville man måske forundres over Eders mod, men fordømme Eders dumdristighed. Eders Majestæt, betænk hvilken usigelig lykke, hvilken nådegave fra Fru Fortuna det var, at I just var steget til hest, inden Eders slæde gik gennem isen på Lillebælt for en uge siden. Er det tilrådeligt nocheinmal at stole på Fru Fortuna? (Munken ligner et stort spørgsmålstegn, leger rytter og går gennem isen)

Kongen: (eftertænksomt)
Generalløjtnant Dahlberg! Du har hørt, hvilken tvivl mine nærmeste rådgivere har, og de er forstandige mænd med et godt omdømme. Nu spørger jeg dig i deres nærværelse og befaler dig samvittighedsfuldt at sige mig sandheden. Kan du føre mig og hele arméen over isen ad samme vej, som du tog?

Dahlberg:
Eders Majestæt! Jeg forsikrer, at jeg med Guds hjælp kan føre Eder og hele arméen over uden nogen skade!

Kongen:
Mine herrer! De kan gå! Nu vil jeg hvile mig!
(Wrangel, Ulfeldt og Dahlberg går ud. Frifelt bliver ved døren og står vagt med sin sabel) (Kongen gaber og strækker sig søvnigt på stolen)
(Munken viser med to hænder ved kinden, at han også er søvnig, gaber på sin stol)

Kongen: (efter en kort pause)
Hør, hr. løjtnant! Kom herhen!

Frifelt:
Eders Majestæt!
(gør honnør, munken ligeså)

Kongen:
Skynd dig afsted efter Dahlberg og hent ham straks herind igen. Jeg må tale med ham. Det haster!
(Kongen går rastløs og eftertænksom frem og tilbage på scenen, kigger ud ad vinduet) (Munken går lige i hælene på ham og kigger også ud ad vinduet og går til sit bord)

(Frifelt ind med Dahlberg)
Frifelt:
Eders Majestæt, melder løjtnant Dahlberg!
(Frifelt trækker sig tilbage med honnør, munken gør også honnør ved sit lille bord)

Kongen:
Dahlberg! Sig mig, kan du med den bedste samvittighed love mig, at du kan føre mig og arméen uskadt over til Lolland?

Dahlberg:
Eders Majestæt! Såfremt frosten varer ved, vil jeg med den almægtiges hjælp føre Eders Majestæt over. Dette lover jeg med mit liv, også selv om jeg ved, at det ikke er meget at betale med, hvis en ulykke skulle indtræffe.
(Munken nikker nej,nej!)

Kongen:
Nu er det godt - jeg tager afsted i Herrens navn; Wrangel og Ulfeldt kan sige, hvad de vil! De mener det sikkert godt; men denne chance er for dyrebar til, at vi kan lade den glide os af hænde!
Dahlberg, nocheinmal; jeg gentager mine glædesord fra Odense, da jeg fik din første rapport og befalede dig at følge efter mig her til Nyborg, så snart du havde fået lidt varmt i dig ved mit taffel på Dalum kloster.
(Munken rækker den forbavsede konge hatten)
Nu bror Frederik, skal vi tales ved på godt svensk!
Jeg befaler, at alle regimenter skal samles til afmarch i Svendborg.
Hvo inte vover, intet vinder!
Vi går over isen, så må det bære eller briste!
(Munken går ligesom på tynd is)

(Kongen og Dahlberg går ud; munken siger  ordet:
Farvel! - de vender sig kort og helt overraskede, fordi de ikke forstår, hvor det kom fra. Munken slukker lysene i kandelabrene med en lyseslukker. Han kigger lidt ud mod publikum, slår korsets tegn for sig hen over korset på sin munkekutte, bukker og går ud)

                                            
SLUT PÅ FØRSTE AKT

Kortet i Korsbrødregården skulle sættes op på en skillevæg, der adskilte det flygel, der permanent står i Riddersalen, fra resten af scenen. Dette kort erstattes senere af et fra selve tiden.
Billed-intermezzo
Nutidigt polsk portræt af den danske konge Frederik III, malt af den polske historiemaler A. S. Kowalczyk (solgt på Bruun Rasmussens auktion 2009)
Frederik III underskriver krigserklæringen mod Sverige på Koldinghus 1657 omgivet af sine rådgivere. Maleri af den nutidige polske historiemaler A. S. Kowalczyk.
Den danske feltherre og feltmarskal Hans Schack i et samtidgt portrætmaleri
Polens konge Jan II Kazimierz Wasa (1648-1668), som 1660 opgav sine arvemæssige krav på Sveriges trone og 1668 abdicerede for at blive almindelig munk i den franske Jesuiterorden. Billedet er en nutidsversion af A. Kowalczyk efter et samtidigt portrætmaleri.
Danmarks allieredes feltherre Grev Ernst Albrecht von Eberstein i et samtidig stik - med Elefantordenen.
Den polske hærfører Czarniecki, malt i nutiden af A. S. Kowalczyk
Den polske hær under Stefan Czarniecki på march ved grænsen mellem Polen og Brandenburg 20. september 1657, malt af den polske historiemaler A. S. Kowalczyk i vor tid.
De polske heste i von Eberstein allierede hær skulle svømme over Lillebælt; her har A. Kowalczyk vist, hvordan de blev drevet i vandet på stranden ved Dybbøl Mølle 14. december 1658. Der må have været flere tusinde heste, da de ikke kunne undværes i felttoget, og de fleste må være kommet over til Fyn. En næsten lige så fantastisk bedrift og risiko som toget på isen!
Kowalczyks maleri viser her, hvordan de polske heste blev ført over Lillebælt svømmende efter deres ryttere i både.
Polske styrker angriber svenskerne på Koldinghus juleaften 1658, malt af A. Kowalczyk i vor tid.
Kampe i Tønder 13. november 1658 (A. Kowalczyk)
Haderslev november 1658 (A. Kowalczyk)
Kampe ved Sønderborg Slot 14. december 1658. (A. Kowalczyk). Det var under disse kampe mod svenskerne i Jylland, at Peter Bredal blev dræbt i december 1658.
Kampe ved Nordborg på Als 17. december 1658 (A. Kowalczyk)
Kontrasten mellem hærene og den fattige jyske bondebefolkning kommer stærkt frem i dette maleri af A. Kowalczyk - for hærene var det hverdag, hvor de kom frem - hvis Trediveårskrig og de efterfølgende krige over landegrænserne på nogen måde kan kaldes hverdag. Alle hærene var nødt til at hærge, hvor de kom frem.
Den polske hær ved Horsens i november 1658 (A. Kowalczyk)
For den danske befolkning, her i Jylland, har hærene virket som en hjemsøgelse; foruden selve kampene og afbrændinger af landsbyer og gårde var der pesten. Dertil kom misvækst og hårde vintre.
Elefantmedaljen, som blev slået i anledning af sejren i Slaget ved Nyborg 14. november 1659. Medaljen viser den danske elefant, som kaster rundt med de svenske anførere Stenbock og Sulzbach og træder på troløshedens slange.
Feltmarskal og Rigsråd Hans Schacks epitaf i Trinitatis kirke i København
Svenskerne i Nyborg 1659. 2. akt
                                                     2. akt

Sted: på en gård i Vindinge, lige uden for Nyborg
Tid: efteråret 1659

Personer:
Thor Hansen, gårdejer
Ane Hansen, hans kone
Hans Thorsen, deres søn
Christine, ung pige på gården
Jon Svartberg, svensk vagtmester
Hr. Jens, præst
Morten Thy, hestepranger
Stenbock, svensk greve og hærfører
et par soldater/tjenere

                                                  1. scene
Skilt:               PÅ EN GÅRD I VINDINGE  EFTERÅRET 1659

(Stadsstuen på gården i Vindinge. Thor Hansen bakker på piben; Ane Hansen strikker. De sidder ved hver sin ende af langbordet med 4 stole. På bordet står der en kande med øl og tre krus. I stuen er der også en slagbænk og en spinderok i damesiden)

(Det banker på døren)
Thor hansen:
Kom ind!

(Præsten, hr. Jens, kommer ind)
Præsten:
God aften og Guds fred. Min vej faldt her forbi, og så ville jeg da lige kigge indenfor.

Ane Hansen:
God aften hr. Jens og velkommen!

Thor Hansen:
Vær så god at sidde. Må vi byde på et glas øl?

(Præsten sætter sig midt for langbordet)
Præsten:
Jo tak!

Ane Hansen:
Nu skal jeg skænke
(skænker i kruseene; de drikker) Skål, skål!

Thor Hansen:
Har I nyt at fortælle, hr. Jens?

Præsten:
Næh, ikke så meget; men det er jo slemt nok, at vi stadig er besat af de forbandede svenskere. Dem har vi jo måttet døje med lige siden sidste år, hvor Carl Gustav gik over isen på Lillebælt og tog hele Fyn, og desværre også Nyborg by og fæstningen.

Thor Hansen:
(ivrig, skadefro)
Ja, ja; men det var der hvor kaptajn Bredal kæmpede så tappert ude i fjorden med sin fire små krigsskibe. Ha! Svenskerne skød på dem inde fra Nyborgs volde og prøvede at ødelægge dem; men Bredal forsvarede sig og havde held til at ise skibene uden for rækkevidde. Ha, ha! Dér fik de den!

Præsten:
Hvordan går det ellers her på gården?

Thor Hansen:
Jo, det er jo usikre tider! Det er en forbandet ulykke, at Karl Gustav osse havde held til at gå over isen vi Langeland og Lolland og Storstrømmen og videre mod København. Man må sige han er en dristig hærfører. Man kalder ham vist ligefrem Krigerkongen. Men over Storebælt kom han dog ikke! Nej
! (med eftertryk)

Præsten:
Min søn, der studerer teologi i København, har fortalt om stormen på byen. Københavnerne kæmpede bravt for Danmark, og landets skæbne hang i en tynd tråd, kan I tro. Men svenskekongen kunne heldigvis ikke indtage byen.
Borgerne og studenterne gik "til volds" sammen med soldaterne for at kæmpe, og Frederik  den 3. blev osse i byen. Her var det han udtalte de berømte ord: "Jeg vil dø i min rede". Svenskerne kom ikke ind over voldene. Københavnerne havde hældt vand ned ad dem, så de var glatte som kælkebaner og umulige at komme op ad.

Ane Hansen:
Gud ske lov! Men det blev vel en blodig kamp?

Præsten:
Ja, det kan I tro. Svenskerne havde taget hvide skjorter uden på  uniformerne for at falde sammen med sneen. Københavnerne sagde spøgefuldt om dem, at de nok allerede havde taget ligskjorterne på, og det kom osse til at passe. Flere tusinde svenskere faldt, og i hundredevis fik forfrysninger; men der faldt kun 19 mand på dansk side. Heldigvis!

Thor Hansen:
Man siger, at krigslykken er ved at vende. Frederik den 3. vil prøve at generobre Fyn ved hjælp af brandenborgske og polske ropper. Den danske feltmarskal von Eberstein ligger ved Kolding, og i Bæltet har man set en dansk-hollandsk flåde. Der går rygter om, at general Schack og hans hær er ombord.

Ane Hansen:
Ja, gid vi kunne blive befriet for de skrækkelige svenskere. Nu har de hærget øen i snart to år. Fra min søster ved jeg, at visse landsbyer her omkring nærmest er uddøde. Først havde vi den forfærdelige pest, der tog mange - og nu har vi så en anden slags pest - svenskerne! De hærger og plyndrer og mishandler borgerne i Nyborg, og de har helt maltrakteret vort gamle slot, der nærmest ligner en ruin. En del af det er sågar blev ødelagt ved en stor brand.
(slår i bordet) Skammeligt!

Præsten:
Chefen for den hollandske flåde, admiral de Ruyter, lod skibsskytset åbne ild mod de svenske stillinger inde i Nyborg fæstning, og det havde stor virkning på de forbandede besættere.

Ane Hansen:
Jeg be´r til Gud om, at krigslykken må  stå os bi!

Præsten:
Ja, vi kan håbe på det! Nå, men nu må jeg videre. Tak for skænken og farvel!
(går ud)

Thor Hansen & Ane Hansen: Farvel hr. Jens. Farvel, farvel!
(de tager krusene og kanden med og går også ud)


                                                 
2. scene
(Gårdens to unge kærestefolk Hans og Christine løber rundt på scenen i en stum, forelsket tag-fat-leg, hvor de kærligt rækker tunge ad hinanden og peger fingre. Hans fanger hende til sidst og giver hende et stort knus. De kigger hinanden dybt og kærligt i øjnene)

Hans:
Der fik jeg dig nok, din lille gavstrik!

Christine:
Ja, men du skal nu ikke være alt for sikker!

Hans:
Alvorlig talt, så vil jeg gerne holde fast i dig for altid. Der er brug for en dygtig og flittig kone her på gården, når jeg engang skal overtage den. Én, der både kan malke og spinde og lave mad.

Christine:
Åh. hold nu op Hans, du ved jo, at jeg kun er en tjenestepige uden formue. Og hvad tror du dine forældre ville sige?

Hans:
Vi kan jo spørge dem, om de ikke trænger til en sød svigerdatter?

Christine:
Nej, nej! Det går ikke an!
(rødmer og prøver at standse ham)

Hans:
Hvorfor ikke? Du er da af vores slægt, selv om det er langt ude.
(råber ud) Far og mor, kom lige herind lidt! Der er noget, jeg godt vil snakke med jer om. (Hans og Ane ind. De sætter sig ved enderne af langbordet. Christien nejer høfligt) Kære far og mor! Jeg har igennem længere tid haft et godt øje til Christine. I kender hende jo og ved, hvor dygtig hun er, og nu vil jeg bede om jeres tilladelse til at ægte hende. Hvis du da siger ja, Christine?

Christine:
Jo, men...
(rødmer)

(Thor og Ane rejser sig fra bordet)
Ane Hansen:
Ja, hvis I to vælger hinanden, så har I bestemt både fars og mit samtykke. Vi kender dig jo Christine og ved, hvor god og sød du er. Vores Hans kunne ikke finde en bedre kone!

Thor Hansen:
Jeg skal tale med herremanden om det snarest, så I kan tage over, når mor og jeg en dag skal på aftægt. Det skal nok gå altsammen! Så velkommen i fam,ilien, Christine!

Ane Hansen:
Ja, velkommen hos os! Så må vi lave klar til bryllup i en fart. Åh, hvilken lykke!

Hans:
Tak, far og mor!

Christine
(genert og meget glad)
Tak begge to!

(Ane giver Christine et knus)
Ane Hansen:
Svigerdatter!

Thor Hansen:
(giver også Christine et knus)
Svigerdatter!

(Thor og Ane går ud. De to unge bliver kort på scenen og genoptager deres forelskede tag-fat-leg, der ender i et stort kram, da Hans fanger hende til sidst)

Hans: (prikker hende drillende på næsen)
Fru Thorsen!

Christine:
(prikker ham drillende på næsen)
Husbuk! Nej, nej, jeg mener husbond! Ha - ha! (begge løber ud)


                                                 
3. scene

(Thor og Ane sidder ved enderne af langbordet i stuen, han med piben, hun med strikketøjet. Der står nye ølkrus på bordet)
(døren går op)

Hans: (råber)
Der er besøg til jer. Jeg tror det er en svensker!
(Jon Svartberg kommer ind, hans følger efter ham og sætter sig midt for langbordet)

Jon Svartberg:
God aften! Mit navn er Jon Svartberg, vagtmester fra det første finlandske rytterregiment. Jeg har tænkt mig at opslå mit kvarter her på landsbyens største gård. Sørg for, at jeg får en ordentlig seng og noget godt at spise!
I kender mig ikke; men hvis I efterkommer mine befalinger, så skal der intet ondt vederfares jer, og I kan regne med, jeg holder ord.

Ane Hansen:
(frygtsomt)
Javel, skal ske! (går til døren og råber til Christine)
Christine, Christine! - bring noget øl herind i en fart!

(Christine kommer ind med ølkanden)

Jon Svartberg: (måler hende med øjnene og skruer charmen på)
Ser man det! Hvilken yndig ung pige! Vi svenskere elsker jo de smukke danske piger! - Sig mig, hun har vel en bejler?

Christine:
(rødmer)
Nej, det har jeg ikke!

Jon Svartberg:
Så meget desto bedre. Kom herhen mit barn og lad mig se på dig.
(klapper hende på kinden)
Meget smuk og sød! Men jeg har travlt og må afsted nu. Vi ses lidt senere! Farvel mine herskaber! (går mog døren)

Ane, Thor og Christine:
Farvel!

Ane Hansen:
Så er freden forbi; nu fik vi svensken i huset! Pokkers!
(slår hånden i bordet)

Thor Hansen: (resigneret)
Der er ikke noget at gøre, lille kone. Vi må finde os i det; men så bliver gården vel ikke plyndret eller brændt af så længe. (sukker højlydt) Ak ja!

(3. scene glider direkte over i 4. scene)

SKILT:                             EN MÅNED SENERE
                                               4. scene

(I stuen på gården. Thor og Ane sidder ved den ene ende af langbordet, hvorpå der er en lysestage og nogle krus.
Ved den anden ende sidder Christine ved en rok, og Hans sidder på slagbænken tæt ved hende. Hans lægger armen om Christine og hvisker hende noget i øret, mens han giver hende et knus)

Christine:
Men hvorfra ved du alt det, Hans?

Hans:
Snak ikke så højt. Den gamle må ikke høre det endnu. Han kunne i sin angst finde på at falde i armene på de fordømte svenskere.

Christine:
Fordømte svenskere? Det må du virkelig ikke kalde Svartberg. Han har kun gjort os godt og ikke noget ondt. Når vi tænker på de skændige ting, der er sket rundt om på gårdene andre steder, må vi prise os lykkelige over at have fået en så nådig fjende som gæst!

Hans:
Du har sikkert ret, og jeg ønsker Svartberg alt godt - undtagen med dig altså! Men nu skal du bare høre. I eftermiddags sneg jeg mig til at tale med nogle bønder, der havde lavet hoveriarbejde for grev Stenbock. Een hviskede sagte om noget, som svenskerne ikke måtte vide. Rygtet sagde, at der var undsætning på vej til vores besatte land. Han havde sine efterretninger fra hesteprangeren Morten Thy. Ham havde han set ikke langt fra Odense, hvor han stod ved en smedie og handlede med et par svenske officerer.

Christine:
Morten Thy, siger du, han ligger jo syg.

Hans:
Ti stille min pige, du kender ham ikke ret. Han kan være syg og rask, lige som han vil. Han er lige så lidt syg, som du er, og hvis ikke din røde kind lyver, så er du frisk som en fisk - eller måske er denne kind så rød af mine kys? Der ser man, hvor sundt det er! Kom lad mig kysse den anden med!

Christine:
Lad være, Hans! Den gamle hører det ganteri
. (holder armen op for at stoppe ham)

Thor Hansen:
Hvad er det, I snakker om? Morten Thy?
(de unge svarer ikke)
Når du sidder der hos tøsen, Hans, så har du helt tabt mælet. Du er ligesom prins Gris. De må trække øret af den for at få den til  truget, og halen af den for at få den fra  truget. 
(det banker på døren)
Hvad er nu det? Hvem kan vel komme på denne tid? Svartberg er det ikke; hans vagt er ikke så tidligt omme.
Åh, Hans, spring ud og se, hvem, det kan være.
(Hans løber til døren. Morten Thy ind, han er iført en brun vadmels bondekofte og bærer en pisk, der hænger ned over ryggen)

Morten Thy:
Guds fred og godaften i stuen
! (slår vandet af sin runde bredskyggede hat og giver hånd til Thor og Ane)
Med forlov! (sætter sig midt for langbordet)
Sikken et vejr det er! (stryger sig med begge hænder gennem det sorte, buskede hår og de tykke øjenbryn) 
Jeg er ganske våd og træt som en gammel hest.

Ane Hansen:
Hvor kommer I fra så silde, Morten Thy?

Morten Thy:
Fra Middelfart. Jeg skulle tale med hr. Svartberg førend jeg lægger mig.
Hr. vagtmesteren er vel hjemme?

Ane Hansen:
Nej, ikke de første par timer.

(Morten Thy stikker begge næver ind på brystet og stiller sig skrævende med de korte ben midt på gulvet)
Morten Thy:
Så kan jeg skam fortælle jer nyt. Ved Åsum hørte jeg nogle svenske staldkarle tale hemmeligt om, at de nok snart bliver jaget ud af landet!

Thor Hansen:
(ryster på hovedet)
Ja vist, dersom latin var løgn, så kunne jeg osse prdikere!

Morten Thy:
Ved I hvad, fatter Thor! I skulle fæste lidt til mine ord.
(ser på Christine) Det kunne hænde, at flere end I selv kunne komme til at fortryde det, hvis I er alt for vantro. Har I da aldrig hørt om de mange smukke bønderpiger, som har måttet tjene på Raschenberg (det nuværende Juelsberg) i disse åringer, mens den unge grev Magnus har ligget i kvarter dér? Husker I ikke, hvordan det gik jeres egen kones søsterdatter? Hvis I bilder jer ind, at pigerne er gået derfra, sådan som de kom, så tager I meget fejl. (laver frække bevægelser med underlivet)Det kan være, at "ææren" osse kommer til jeres hus. Pigen dér har en god rejsning, et herligt fodskifte og et rent øje. Sådan noget kan ikke skjules ret længe!

Ane Hansen:
Åh, hvad ! Mange skråler op og skader dog intet; hvem skulle vel gøre os den tort?

Morten Thy:
(snu)
Jeg nævner ingen; men I kender ham lige så godt som jeg; men vil I jeres eget bedste, så ved jeg et middel, som kan befri hende og jer for ham og alle andre sådanne snushaner. Lad mig få hende til kæreste; sig til alle folk, når I peger på pigen: dér gårMorten Thys fæstemø! Så skal I bare se!
Hvad hjælper det mig, at jeg bærer sølvknapper i trøjen og har gård og heste og køer, når jeg ikke har en lille kone. Hun skal få det godt og kan være i sikkerhed hos mig!
Åh, lille Hans,spring ud og giv "Den Sorte Greve" en nævefuld hø, hører du?
(Hans går ud) Som jeg siger jer, tro ikke vagtmesteren! Svartberg har ondt i sine med pigen. Hvorfra jeg ved det, kan jeg ikke røbe.

Ane Hansen:
Men hvad vil stakkels Hans sige?

Morten Thy:
(råber forundret)
Hans? Det er jo rent forbi med ham og Christine for længe siden, skulle jeg mene. De vrinsker jo aldrig ad hinanden mere, og hun er færdig at slå bagud, når han kommer hende nær. Desuden kan I jo nok forstå, skal det kun være på skrømt; tror I, at en gammel kleppert som mig kunne trække i tøjr med sådan en ung fole? Næh, nej! Hvad siger du mit barn! Vil du ikke nok for skæmts skyld lege kæreste med Morten Thy! (han griber ud efter hende)

Christine: 
Lad være med de tosserier!
(hun skubber ham fra sig, han løber efter hende rundt i stuen, tager hende om hovedet og vil kysse hende, hun vrider sig ud af hans favntag og vil smutte ud)

(Døren går op og vagtmester Svartberg træder ind med klirrende sporer)
Jon Svartberg: (med lidt svensk accent i starten)
For tusind! Hvad er her på færde?

Morten Thy:
Jeg ville kuns tage det første kys fra min lille fæstemø, hr. vagtmester! - men det ville hun ikke tåle endnu!

Jon Svartberg:
Din fæstemø, tykkert? Ja, og det vil jeg heller ikke tåle. Her har ingen lov at tage noget, om det så kun er et kys, uden min tilladelse, forstår I?

Morten Thy:
(i en spøgefuld tone)
Så jævnt, så jævnt! Vel er jeg kun en lille David mod sådan en Goliat som I, og i forstår vel en spøg, lille vagtmester?

Jon Svartberg:
Nej, nej, hestehandler! Jeg forstår jer slet ikke. I er en lumsk herre! For nylig agerede I jo syg, og nu hører jeg, at I har været borte. Hvor var I?

Morten Thy:
Ude at handle med heste, og da jeg nu i aften kom hjem, så var den første, jeg ville besøge den lille derhenne
(peger på Christine), Dernæst skulle jeg osse tale et par ord med Dem, hr. vagtmester!

Jon Svartberg:
(overrasket)
I vil tale med mig? Så kom! - og skynd jer; men vogt jer vel, at min sabel ikke får lyst til at tale med jeres rygstykker!!!
(Svartberg tager Morten Thy ved kraven og skubber ham frem på scenen. Mens de hvisker, sker et stemningsskift. Hesteprangeren viser sin sædvanlige skælmske, rolige mine; men den store vagtmester bliver usikker i sin holdning og slår ud med armene i en blanding af ærgrelse og mistro i blikket)

Morten Thy: (han går ud, hoverende)
Faaarvel, hr. vagtmester!

Jon Svartberg:
(forvirret)
Nå, sådan. Nu forstår jeg, Jamen, så farvel.
(Svartberg klør sig i nakken og går med korslagte arme op og ned ad gulvet. Han standser foran Christine, der sidder ved spinderokken)
Fy fan, min flicka! Du vil dog vel aldrig for alvor bekvemme dig til at kysse og favne denne sortskæggede trold?

Christine
: (rødmer)
Bryd jer dog aldrig om, hvad han siger, Svartberg! I ved jo nok, hvordan han er!

Jon Svartberg:
Javist! Jeg ved, hvordan han er; men jeg ved fan hakke mig osse, hvordan jeg selv er. Og alle her ved, at jeg ikke er blandt de værste.

Christine:
Ja, det ved Gud, Svartberg! I har været os en trøster og hjælper, al den stund I har været hos os, og uden jer må himlen vide, hvorledes vi havde været faren! Så ville vi ikke have undgået plyndring og vold.

Jon Svartberg:
Sig mig Christine, hvordan er jeg faren med dig?
Denne usle hestepranger siger, du skal vorde hans brud. Er det sandt?
(Christine svarer ikke; han sætter sig ved hendes side)
Sig det ikke er sandt! Du ved jeg har dig kær.
Du skal tage med mig hjem til min gård i Dalarne og blive min kone!
(Jon Svartberg trækker en guldring af sin finger og vil give den til Christine)
Tag denne ring som et kærlighedssymbol!
(hun afviser ringen og ham)
Jeg kan ikke tro, du med det gode vil foretrække det lille tykke pindsvin frem for en tapper svensker og en rank krigskarl som mig.

Christine:
Jeg er virkelig Morten Thys forlovede, og jeg beder Dem vise lidt menneskelig forståelse! I må have meget slette tanker om mig, hvis I mener at kunne lokke mig med gyldne ord.

Jon Svartberg:
(ophidset tager han sin hjelm og sin sabel - går ud)
Adjø og fy fan!

(Hans kommer nu ind i stuen, går til Christine og lægger armene om hendes hals)
Christine: (kærligt)
Nå, er du nu endelig der igen, min egen Hans!

Hans:
Ja, jeg har nu været hos hesteprangeren. Han fortalte - Gud ved, hvor han har det fra - at danske krigsfolk under ledelse af Hans Schack i afts gjorde forsøg på at lande her ved Nyborg, men at de blev forhindret af høje bølger og storm. De sejlede derfor nordpå mod Kerteminde, og med ombord er osse Gøngehøvdingen!
Morten Thy sagde osse, at vi ikke et øjeblik længere kan være i sikkerhed for vagtmesteren!
(De unge tager afsked med hinanden med så langt et kærligt knus, at de slet ikke bemærker Jon Svartberg, der pludselig står bag dem)

Jon Svartberg: (rasende)
Ej for tusind, min flicka! Er det skik her til lands at have to mænd?
Nu gennemskuer jeg det hele komplot!

Christine:
(tryglende)
Hr. vagtmester! Jeg be´r om nåde for Hans!

Jon Svartberg:
Nej, nej! Ham frelser du ikke, om du så var en engel fra himlen, og hvorfor beder du ikke for din anden brudgom? Ingen pardon!

(Morten Thy træder ind)
Morten Thy:
Åh snak, hr. vagtmester. Lad os lige veksle et par ord.
(Jon Svartberg tager sværdet ned. Morten Thy tager den opbargte Jon Svartberg frem på scenen. Her knapper Morten Thy sin frakke op og fremdrager en lille fedtet skindpung. Han fremviser et lille stykke pergament, og hesteprangerens finger hviler især med stor vægt på underskriften. Som ved et trylleslag får Jon Svartberg et fortrædeligt udtryk i ansigtet som en, der med stor modbydelighed må underkaste sig en andens vilje)

Jon Svartberg:
I siger, Morten Thy, at vi i dag kommer til at drage herfra for stedse. Vi får se! Men hvis jeg kommer tilbage, må I hellere stå inde for, at de her tilstedeværende stadig er her; I vil blive stillet til regnskab, og Gud nåde jer, hvis I bedrager mig!
(Jon Svartberg truer med fingeren og går ud)

Morten Thy: (bukker hånligt efter ham)
Jaaavel og faaarvel, hr. vaaaagtmester!
(Morten Thy går ud)

(Christine fremme på scenen, alene - tænker højt)
Christine:
Hvad er det altsammen, der sker? Hvis svensken får overmagten, er det ude med Hans og mig. Og hvoraf kommer hesteprangerens besynderlige magt over Svartberg? Jeg fatter det ikke!

(Jon Svartberg kommer pludselig farende ind)
Jon Svartberg:
Nej, jeg kan - ta mig fan! - ikke leve uden dig! -Kom, kom! - Vi er i kamp uden for Nyborg, og vi er ved at tabe. Tiden er knap. Du skal tage med mig, du skal komme til at leve som en dronning hjemme i Sverige!
(Jon Svartberg løfter den halvt afmægtige pige op i sine arme og lægger hende på slagbænken. Man hører larm og skrig udefra, og der falder et par pistolskud. Hans og Morten Thy styrter ind sammen med et par bønder med økser og høtyve. Med en hånd på sin pistol i bæltet overvejer Jon Svartberg et øjeblik at kæmpe, men flygter) (I baggrunden høres kanontorden fra Nyborg Slot Lydkulisse)

Jon Svartberg:
Ha, ta mig tusind!!
(på vejen slår han til en af karlene med sin sabel og løber ned langs publikum i Riddersalen og ud ad hoveddøren)
(Alle de andre løber efter ham samme vej)
Alle:
Efter ham! Fang ham! Fang ham! Den jävla svenska! Slå ham ihjel!


                                                   5. scene
                                                  FORHØRET

SKILT:                                  NOGLE DAGE SENERE

(På gården i Vindinge føres Hans bagbunden ind i stuen af to svenske soldater; de står ved den ene ende af langbordet. Forhørsleder er general Stenbock, der sidder ved den anden ende af langbordet. Christine og Morten Thy er der også, sammen med en nysgerrig flok tilhørere, bl. a. også Thor Hansen og Ane Hansen)

Stenbock:
Mit navn er Stenbock. Jeg er svensk general. Forhøret kan begynde!
Heldigvis fik nogle af vore folk fat i Dem, Hans Thorsen. De siger, at De og andre forfulgte vagtmester Svartberg, da han løb fra gården her. De siger osse, at De ikke fandt ham, og at han var som sunket i jorden! Jeg tror Dem overhovedet ikke. Det kunne måske osse være en kærkommen lejlighed til at slippe af med en rivaliserende bejler til Deres kæreste Christine.Hans Thorsen; jeg anklager Dem for at have myrdet vagtmester Jon Svartberg. Straffen herfor er hængning, og jeg befaler, at dommen straks eksekveres.

 
(forfærdet reaktion fra alle)

(Christine iler hen til Morten Thy, som har stået lidt afsides og betragtet sceneriet)
Christine:
Hjælp os, hjælp os, for Guds skyld, hvis I kan!

Morten Thy:
(snedig)
Ja, hvad vil du give mig for det, mit lam? Jeg bytter aldrig for lige; jeg må tjene noget ved min handel.

Christine:
Jeg vil gøre, hvad du forlanger!

(Hans genkender Morten Thys stemme og et glimt af håb synes at vågne i hans ansigt. Morten Thy nærmer sig Stenbock)

Stenbock:
Hvem er I? Hvad vil I ? Har I nogen oplysning at give i denne sag?

Morten Thy:
Jeg hedder Morten Thy, og jeg beder blot om et eneste lille ord, med Deres Nådes tilladelse.
(Morten Thy bøjer sig ned og hvisker noget i øret på grev Stenbock. Denne kaster et skarpt blik på hesteprangerens ansigt og betragter ham prøvende nogle sekunder. Stenbock rejser sig og trækker Morten Thy frem på scenen. De hvisker sammen og Stenbock gennemser hurtigt nogle papirer, som Morten Thy giver ham. Begge nærmer sig bordet; Stenbock sætter sig; Morten Thy står ved hans side)
Jeg mener derfor ydmygst, Deres Nåde, at man endnu bedre vil kunne komme efter sandheden på denne måde. Er vagtmesteren myrdet, så har karlen her nok ikke været ene om det (peger på Hans) Er han derimod skjult et eller andet sted, hvad jeg nærmere tror, så vil hans liv efter karlens afstraffelse være i endnu større fare. At hr. vagtmesteren skulle være sunket i jorden eller taget levende til himmels, det er jo kuns en fabel, som man ikke engang kunne få en af mine heste til at tro på!

Stenbock:
Nu vel hestekræmmer! Såfremt I lover at informere mig, hvis der kommer nye oplysninger i sagen, så overdrager jeg hermed ansvaret for Hans Thorsen og pigen til Dem; men De står inde for dem begge!

Morten Thy:
(smiskende og fidel)
Med mit liiiv, general Stenbock!

Stenbock:
Så er sagen afsluttet! Farvel!
(går ud)
(Morten Thy står med et smørret grin om munden, mens de svenske soldater måbende ser til. Hans og Christine giver hinanden et stort knus af bar lykke. Alle andre også ud)


                                                   
6. scene
                                               BRYLLUPSFEST

(Idé: Festen indledes med, at én´eller et par spillemænd kommer ind ad døren. De spiller "Svensk Maskarade", og gæster marcherer rundt om bordet. I stykkets anden del, valsen, danser det unge par en slags brudevals, der går over i en hopsa. Alle klapper.
Det unge par er klædt i fine bryllupsklæder, hun med slør. Der er pyntet fint op i stuen, og et flot bord står dækket med blomster og kandelabre m.m. Gæsterne er Thor Hansen, Ane Hansen, præsten samt et par andre gæster. Alle sætter sig ved bordet. Et par tjenere varter op)

Thor Hansen: (slår på glasset)
Velkommen hr. Jens og alle i andre. Hvor var vielsen dog smuk derhenne i kirken. Nu kan vi alle være lykkelige. Tak, tak! Sid ned, sid ned og skål!

Præsten:
(rejser sig og slår på glasset)
Allerførst hjertelig til lykke til jer to unge, og gid I må blive lykkelige sammen! Når vi kan fejre bryllup her idag, er det jo med en ganske særlig glæde. Danmark er atter frit efter vores ejr over svenskerne på markerne uden for Nyborg den 14. november. Hele den svenske hær inde i byen overgav sig som bekendt osse. Vi kan være stolte, mens de to svenske hærførere, prinsen af Sulzbach og general Stenbock, flygtede fra Nyborg på skammeligste vis i en fiskerbåd De krystere! Da den svenske konge med tårerne løbende ned ad kinderne modtog grev Stenbock i Korsør, var det med ordene: "Har fanden taget alle gederne, kunne han gerne have taget bukken med! Ha, ha, ha! Skål og til lykke!
(de griner og skåler)

Ane Hansen:
Men Morten Thy, den tykke hestepranger, hvad blev der mon af ham? - Den kæltring!

Thor Hansen:
Jeg ved nu, at Morten Thy var en af de mange spejdere - I kan osse kalde det spioner - som Karl Gustav sendte ud. Han var købt og betalt. Han modtog svenske håndpenge og udførte adskillige hverv for den svenske regering, og måske modtog han osse penge fra dansk side. Det er som bekendt bekvemt at øse af to fade på én gang!
Men i forbindelse med Jon Svartberg forsvinden, eller måske mordet på ham, fattede svenskerne mistanke til Morten Thys snuhed og betvivlede hans ærlighed. Nogle mente, han blev ført til Korsør sammen med et par andre, hvor de efter kort proces blev hængt!
(reaktion fra alle) Andre kunne fortælle, at han vist var undsluppet fra fængslet ved hjælp af en lille fil, som han havde gemt i håret.

(En af tjenerne træder hen til Hans og hvisker ham noget i øret; alle ved bordet fryser. Hans går ned ved siden af scenen, Morten Thy kommer ind. Han ser forreven, snavset og elendig ud) (Han slår hænderne sammen)

Hans:
Morten Thy! Hvor kommer I dog her? Og hvordan er det I ser ud?

Morten Thy:
Du kender mig vel knap, søn? Det er såmænd heller intet under. Maven har jeg næsten mistet i det hundehul i Korsør.
Hvad jeg vil her idag? Jo, sig din kone - for du har jo bryllup idag - at hun nu er fri og frank for mig; det ved jeg hun gerne vil høre!
(bønfaldende) Og gør mig så en tjeneste. Lån mig en hest. Du kan hente den hos din farbror i Fåborg, for jeg kommer aldrig tilbage!

Hans:
(berørt af Thys ynkelige forfatning)
Jeg skal hente noget brændevin og noget øl til dig Vi har osse noget brød eller noget steg. Jeg kan osse finde nogle andre klæder til dig, og mine sølvspænder må du få.

Morten Thy:
Ellers tak Hans Thorsen; jeg må afsted, og jeg klarer mig. Farvel! Vi ses nok aldrig mere!


                                                7. scene

SKILT:                                    7 ÅR SENERE

(Samme stuescene. Ind kommer Christine og Hans. De går hen og kigger ned i en vugge)

(Det banker; præsten kommer ind)
Præsten:
God dag, og Guds fred!

Hans:
God dag, hr. Jens.

Christine:
God dag og velkommen!

Præsten:
I har bedt mig komme her idag for at tale om barnedåb. Jeg døber naturligvis gerne den lille nye, og jeg forstår han skal hedde Thor Hansen. Det skal jeg med stor glæde indføre i kirkebogen.
Nu hvor de gamle er gået på aftægt, er det jer, der skal drive ggården, og det er dejligt, at I har fået nogle sunde børn, der kan føre slægten videre.
Som I ved er jeg kommet meget her på gården gennem tiden; ja, jeg kan sågar huske da der var skov, der begyndte lige her udenfor
(peger ud over publikum)den hed Egelykken.

Hans:
Ja, nu er der kun dette gamle træ tilbage, som lynilden har ramt. Det er hult, men klarer sig nok lidt endnu.

Christine:
Hans, har du en mønt på dig? Jeg vil kaste den op i det hule træ, for et gammelt ord siger, at hvis man gør det, så må man ønske noget.

(Hans giver hende en mønt, som hun kaster op i det hule træ. Der kommer en metallisk klang fra træets indre)

Christine:
Hvad var det? Hørte I der var noget der klirrede? Jeg må op og så, hvad det er!
(Hun kravler op, så hun kan se ned i det hule træ, der står ved scenekanten over mod den røde pille i Riddersalen; måske kan sufføren finde en plads nederst i træet)
Guuud! Hjælp! Jeg kan se et skelet dernede! Det står oprejst med oprakte arme!
(rækker armene over hovedet for at vise hvordan)
Kom og se, Hans!

Hans:
(kigger ned i træet)
Ja, det er sandt nok. Det var pokkers! Der er osse en hjelm og et sværd og et par sporer - og her er en gylden fingerring!
(han tager tingene op; præsten tager imod)
Se, på ringen står der J. S.

Præsten:
Jamen så er jeg sikker på, at det er den forsvundne svensker, om hvem man sagde, at han var som sunket i jorden. Han flygtede herfra, da danskerne jagtede svenskerne i november 59. Han har givetvis kendt til træet og har ladet sig glide ned i det for at skjule sig.

Hans:
Og her har han så lidt en frygtelig død, da han ikke kunne komme op igen!!

Christine:
Hvor forfærdeligt! Men hvis det er sandt, så betyder J. S. altså Jon Svartberg. Nu forstår jeg det hele! Han blev fanget nede i træet, og egen har hver år smykket hans mausolæum med sine grønne blade.

Præsten:
Jeg har et forslag. Når vi nu inden længe holder dåb, så tror jeg vi samtidig skal nedlægge Jon Svartbergs ben i kristen jord.

Hans:
Ja, han kan sikkert godt trænge til at hvile sig. Nu har han jo stået op i en del år! Ha, Ha! (de tre bukker og går ud)

                                                SLUT
                               PÅ SVENSKERNE I NYBORG 1659
 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Fini Løkke | Svar 04.01.2016 15.17

Søren. Billedets mål:60x70 cm. Pris 300 kr. ved afhentning ok? ellers + porto.

Søren | Svar 01.01.2016 23.46

Hej Fini. Godt så! Jeg kan godt være interesseret i at købe, men forinden har jeg brug for at høre dels hvad målene er på dette billede, og også pris? Søren

Fini Løkke 17.01.2016 18.15

Søren: hvis du ser dette, må du godt byde på billedet og få det til din pris, fordi du er interesseret, på betingelse af, at du selv henter det/ betaler porto.

Fini Løkke | Svar 01.01.2016 17.35

Det er rigtigt, at fiskerbåds-billedet ligger sidst i den første Retro-menu, så hvis du vil købe det, gælder den forrige besked, men send mig en e-mail om det.

Søren | Svar 31.12.2015 23.46

Hej Fini. Tak for hurtig respons. Det motiv jeg er interesseret i, ligger under rubrikken Retro. Det er 3 fiskekutterer som ligger i aftensolen. Mvh. Søren

Søren Thestrup Hansen | Svar 30.12.2015 16.26

Hej Fini. Ved det er længe siden at du postede et maleri med en fiskerflåde i solnedgang! Men er det et billede som du er i besiddelse af, eller? Mvh.Søren

Fini Løkke 31.12.2015 16.22

Jeg har billedet, og du kan se det på siden her i menuen Nyborg Billeder. Skriv om det er det rigtige billede, og om du vil købe det, her hvor du skrev først.

Fini Løkke 31.12.2015 13.26

Jeg har det billede, du må have tænkt på og kommer tilbage til sagen, når jeg har fundet det frem af magasinet, så jeg kan vise et foto af det, så vi er enige.

ULLA | Svar 07.10.2012 21.45

HEJ HAR DU FORSTAND PÅ MALERI OG UNDERSKRIFT

Fini Løkke 08.10.2012 13.51

Hvad er det du gerne vil vide om maleri og underskrift (signatur)? Jeg har ikke specielt forstand på signaturer, men der er nogle muligheder på Internettet

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

30.11 | 14:02

Jeg er udlært som håndsætter/typograf på Løkkes Bogtrykkeri

...
17.01 | 18:15

Søren: hvis du ser dette, må du godt byde på billedet og få det til din pris, fordi du er interesseret, på betingelse af, at du selv henter det/ betaler porto.

...
04.01 | 15:17

Søren. Billedets mål:60x70 cm. Pris 300 kr. ved afhentning ok? ellers + porto.

...
01.01 | 23:46

Hej Fini. Godt så! Jeg kan godt være interesseret i at købe, men forinden har jeg brug for at høre dels hvad målene er på dette billede, og også pris? Søren

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE