Kollisionen Stockholm/Andrea Doria 1956

Her ses "Andrea Doria" med slagside efter kollisionen med "Stockholm"
Svenske-Amerika Liniens "Stockholm" i dok i Brooklyn, NY juli 1956 efter sammenstødet med den italienske liner "Andrea Doria" ud for Nantucket Island. 15 meter forsvandt af stævnen i kollisionen.

Øjenvidneberetning af Fini Løkke, passager på "Stockholm" 1956

"Stockholm"´s tågesirener var tavse før kollisionen.

Reportage af Fini Løkke i Nyborgbladet August 1956. (18 år, udvekslingsstudent)

   Efter en måneds lang og trættende rejse fra Californien gennem vest- og sydstaternes brændende varme var jeg endelig i New York igen, den sidste station før rejsen hjem til Danmark.

   Tankerne drejede sig kun om hjemkomsten - hvordanm ville det være at se far og mor og min lillesøster igen? - ville det hele være forandret? - osv. osv. - Det var næsten, som om rejsen allerede var endt. Turen med "Stockholm", den store, smukke oceandamper, som havde bragt mig til USA og nu skulle bringe mig tilbage, ville blive behagelig og hurtig, med underholdning og dasen i solen, musik og behageligt samvær med andre hjemvendende danske.  Det ville ikke vare længe, før jeg var i Nyborg igen efter et langt og spændende år.

   Kaj nr. 97 på Manhattan var fuld af travlhed den 25. juli, da "Stockholm" afgik med kurs mod Sverige og Danmark. - Venner og bekendte havde et sidste farvel med passagererne, mange af dem var ældre mennesker, som tog tilbage for at genopfriske mindnerne. Der var viften med lommetørklæderne, et sidste farvel - og det stolte, hvide skib gled langsomt ud fra kajen. Langs Manhattans "skyline", dokkerne og de store linere, som ankom eller ventede på at tage afsted. Frihedsgudindens grønne statue hilste på os med sin oprakte arm, som et symbol på det Amerika, alle om bord holdt af. Skyskraberne forsvandt agterude. Jeg var på vej hjem!

   Aftenen om bord på en moderne luksusliner er skabt for  hygge inden døre. Jeg sad og spillede bridge sammen med nogle andre danske studenter, som jeg havde truffet på vejen til USA. Naturligvis havde vi tusinder af ting at sammenligne og diskutere, og vi følte os  strålende tilpas. Danseorkestret spillede i baggrunden, lysene var dæmpede, vi havde en drink ved hånden. Hvad mere kunne man forlange?

Et kraftigt stød gennem skibet.

   Med eet begyndte stolen under mig at ryste. Der havde været temmelig bevæget søgang, så det kunne jo være en særlig hård brådsø. Da min stol ikke var fastgjort til gulvet, greb jeg fat i bordkanten med begge hænder, da dette var solidt nok til at holde mig. Men i næste øjeblik gik der et kraftigt stød gennem hele skibet, og jeg fandt mig selv på gulvet, mine briller fløj af, og jeg gled forud på dansegulvet.

   "Vi er stødt på et eller andet", sagde en af mine kammerater. Selv om jeg forstod, at situationen var alvorlig, kunne jeg stadivæk ikke tro, at det var sket. Den slags sker simpelthen ikke! Muligvis var det derfor, at det var uden stor bekymring , at jeg straks løb ned til min kabine for at få min redningsvest. (En af kammeraterne havde set mine briller og givet mig dem).

   Det var udelukkende rutine, idet jeg havde lært året før på vejen over - også på "Stockholm" - at man straks skulle begive sig til sin kabine, tage sin redningsvest og gå til sin redningsstation. Den obligatoriske redningsøvelse var endnu ikke blevet afholdt, da vi kun havde været til søs i 12 timer. 

Halvt panikslagne passagerer løb om i pyjamas.

   På vejen til kabinen var der stor forvirring. Halvt panikslagne passagerer løb omkring i pyjamas, nogle med overfrakke over sig, og spurgte, hvad der var sket. Besætningsmedlemmerne svarede så godt de kunne, på de mange spørgsmål og beroligede passagererne; men eftersom heller ikke de var helt klar over ulykkens omfang, var det en svær opgave for dem.

Vand i gangene på A-dækket.

   Da jeg kom til A-dækket, som lå to dæk over vandlinien, var der så meget vand i gangene, at det gik mig til anklerne. Jeg soppede igennem det og nåede ned til mit dæk, B-dækket.. (Her mangler en episode i reportagen, nemlig  før min egen kahyt  var der et ældre dansk ægtepar, som ikke kunne finde deres redningsvest, så jeg viste dem, hvor den lå i køjen. De var forvirrede, men tog dog situationen med godt humør). Der var intet vand på B-dækket i vandlinien - til stor beroligelse for mig, da det betød, at man havde kontrol over situationen. (En steward havde ellers sagt til mig på A-dækket, at der var tale om et sprængt vandrør; senere forstod jeg, at det var anderledes).

   Jeg fandt redningsvesten og løb op på dækket så hurtigt jeg kunne. Da jeg trådte ud på promenadedækket, mødtes jeg af en tyk, grå tåge, som satte sig i mit tøj og mit hår, så jeg snart var våd og klam overalt.

   (I William Hoffer´s bog "Saved" fra 1979, bliver dette bekræftet:  "Tågehornene var tavse før kollisionen" var rigtigt, fordi der ikke var set nogen tåge af "Stockholm"´s officerer på broen. Men "Andrea Doria" havde været dækket af tættet tågebanker, og det havde stor betydning ved kollisionen. Hoffer kaldte det "den mest uforklarlige", "the most unexplicable" catastrophe, og den største redningsoperation i havets historie, som han skrev i forordet, "the greatest rescue operation in the history of the sea".) 

Havet fyldt med vragrester.

   Da jeg havde mistet mine briller i sammenstødet, var det vanskeligt for mig (straks) at se noget tydeligt, men jeg så dog en række lys - det viste sig senere at være "Andrea Doria" - forude til bagbord. Men lysene forsvandt efter kort tids forløb. (da "Stockholm" trak sig tilbage ).  Vandet omkring "Stockholm" var fuldt af planker og vragrester fra de to skibe, og eftersom der var så meget træ, troede jeg - og de fleste andre - at vi havde ramt en fiskekutter eller et andet mindre træskib.  Jeg talte kort tid senere med et par unge mennesker, medlemmer af "Stockholm"´s besætning, som sagde, at vi var stødt på et isbjerg. Naturligvis lød det så fantastisk, at jeg ikke ville tro mine egne øren; men der var mange andre rygter i omløb lige med det samme, og nogle af dem viste sig senere ikke at være så tossede endda, for der skete mange forskellige ting på de to skibe. Jeg gentog også spørgsmålet om isbjerg for besætningsmedlemmerne, og de bekræftede det flere gange. 

"Stockholm"´s tågesirener var tavse før kollisionen!

   Sammen med to af mine kammerater gik jeg ud i stævnen. Sirenerne - som uheldigvis ikke havde været i brug før sammenstødet - tudede nu med øredøvende kraft over os, lyskasterne fra "Andrea Doria" og "Stockholm" signalerede til andre skibe om hjælp, og hele situationen gav indtryk af fare og travlhed.

"Stockholm" 15 meter kortere!

   Dette indtryk bekræftedes, da jeg så "Stockholm"´s knuste stævn. Den var trykket 15 meter ind ved sammenstødet, og alt så forfærdeligt ud, ganske som om en kæmpehånd havde knust stævnen tilpindebrænde. Heldigvis så det for os ikke helt så drastisk ud som på avisernes billeder af den knuste stævn, idet vi jo kun kunne se det fra oven. Hvis jeg havde vidst, hvor stort hullet i virkeligheden var, tror jeg ikke jeg havde sovet på resten af turen! Nogle besætningsmedlemmer,( deriblandt en dansk skibsdreng på min egen alder), havde ligget og sovet i deres kahytter dernede og var blevet dræbt ved sammenstødet. Redningsmandskab gik omkring med lommelygter for at finde ud af, hvor mange der kunne reddes (hele det ramte omrråde på alle dæk var jo meget stort, svarende til en ti etages ejendom, der var blevet bombet, så en af væggene var blevet blæst ud).

Da tågen lettede.

   Efter kort tid fejede en brise tågen væk, og da det var klart måneskin, fik redningsmandskabet bedre vilkår. Søen forblev rolig. Forøvrigt var tågen ved at forårsage nogen forvirring på vort skib, mens den drev væk. Nogle troede det var røg, og det - sammen med en svag lugt af olie, der var løbet ud i havet fra "Andrea Doria" gav luft til rygter om ildebrand. Da tågen drev helt væk,  blev denne frygt imidlertid standset. Det var en forfærdelig overraskelse at se den kæmpestore oceandamper, vi var stødt på, da jeg havde forestillet mig et langt mindre fartøj. Månen belyste skibet, så det stod i silhuet. Det hældede til styrbord i en vinkel på næsten 45 grader.

Panik på "Andrea Doria".

   Naturligvis var der også panik ombord på italienerskibet, - skrig og råb: "Mamma", "Jesus Maria" o.s.v. kunne høres et betydeligt stykke fra "Andrea Doria". Efter nogen tids forløb syntes forvirringen dog at mindskes. ((Uden for denne reportage er der at tilføje, at mange af de panikslagne druknede efter at have forsøgt at slippe ud over den skrå skibsside i tov, der rev deres hænder til blods, så de måtte slippe. Der var mange immigranter, som havde alle deres ejendele med ombord, - alt gik ned med "Andrea Doria", der forresten var underforsikret for 13 milloner dollars). 

 

Redningsarbejdet begynder.

   Så snart som "Stockholm"´s besætning havde forvisset sig om omfanget af vort skibs skader, bekendtgjorde kaptajnen, at redningsbåde ville blive sat ud for at hjælpe "Andrea Doria". ( Denne information med højttalere betød meget for passagererne; passagererne på "Andrea Doria" klagede senere over mangel på kommunikation med officererne på broen; men det kan forklares med frygt for at skabe komplikationer, hvis de skullel have forklaret, hvorfor redningsbådene i bagbord side ikke kunne bruges, fordi det kunne minde dem om tilstandene på "Titanic") I  de næste timer fulgte et dygtigt og heltemodigt redningsarbejde, hvorved 500 passagerer og besætningsmedlemmer fra den italienske liner kom i sikkerhed på "Stockholm". Resten blev fordelt på de skibe, der var kommet til undsætning kun ca. 1 time efter kollisionen. (Nøjagtig 545 på "Stockholm", 753 på "Ile de France" hvis kaptajn modtog Æreslegionen for sin beslutning om at vende om rette sine lyskastere på "Andrea Doria", hvor passagererne sad på den skrånende dæk i mørke og forsøgte at holde fast, så det hjalp dem umådeligt at få lys, i høj grad også psykisk; andre på "Cape Ann" med 6.600 tons og kun to redningsbåde), "Robert E. Hopkins", et 16.000 tons tankskib, den danske "Laura Mærsk", tankskibet "Manaqui" og fregatten "Edward H. Allen" fra US Navy. Mange Coast Guard skibe ankom hurtigt men var for små til at rumme de reddede: "Yakutet" fra Portland, Maine, "Acushnet" fra Portsmouth, New Hampshire, "Evergreen" fra Boston, Massachusett, "Hornbeam" fra Woods Hole, Mass., "Yeton" og "Owasco" fra New London, Connecticut,  og "Tamara" fra New York. "Campbell" blev dirigeret til stedet fra en øvelse i Atlanten. De fleste af dem ankom kun en time efter kollisionen).

Besætningsmedlemmer eller passagerer i de første redningsbåde?

Omstændighederne ved redningsarbejdet har været omtalt meget i pressen, især angående nogle besætningsmedlemmers opførsel, som er blevet kaldt  selvisk og uværdig fra "Andrea Doria"´s side. Jeg så de første redningsbåde ankomme til "Stockholm", men jeg mener, at det var for mørkt, og det gik for hurtigt til at jeg kan have nogen mening om det. Jeg ved, at der var  gamle menesker, kvinder og børn  i de første både, og det vides. at mange passagerer havde fået udleveret de hvide jakker, som besætningen brugte, til beskyttelse mod kulden. Men alt er muligt. Der var panik på "Andrea Doria", og man kunne ikke vente, at alle ville handle, som de burde.

De reddede ombord på "Stockholm"

   Den nat var fyldtes "Stockholm"´s saloner med udmattede  og fortvivlede passagerer fra "Andrea Doria". De fleste var sorte af olie, manglede sko på fødderne; mange var kun iført pyjamas. "Stockholm"s besætning gjorde et beundringsværdigt arjde natten igennem. Der blev skaffet store mængder kaffe, tæpper og beklædningsgenstande; de sårede blev behandlet af skibets læge og tre læger blandt passagererne; mange blev indkvarteret i mandskabets og passagerernes kabiner. - Og samtidig var det ikke helt klart (for mig), om "Stockholm" kunne holde sig flydende. Jeg fik to timers søvn den nat!

"Andrea Doria" synker.

   "Andrea Doria", den 32.000 tons store italienske liner, kun 4 år gammel, sank næste morgen kl. 10 ud for Nantucket Island. Den gik ned med millionbeløb i bagage, og der er ikke meget håb om nogensinde at redde den igen.

   Straks efter, at skibet var forsvundet i dybet, begyndte "Stockholm" den lange vej tilbage til New York. Det var et held, at søen var meget rolig. Med det gode vejr tog det 24 timer at sejle tilbage, nøjagtig dobbelt så lang tid som udrejsen.

Tilbage i New York.

Da vi kom til New York, var alt parat til landgang. Vi fik udleveret en instruktion på engelsk, og i betragtning af de vanskelige forhold gik det meget smertefrit med at arrangere hjemrejsen. Jeg var så heldig, at jeg kunne skaffe penge til en flybillet - skibsbilletten blev naturligvis refunderet, og alle passagerer fik udbetalt 50 dollars til udgifter i New York. Jeg tog ud til SAS på Fifth Avenue næste formiddag, og på mindre end en  halv time var billetten i orden.

   Resultatet blev sådledes, at jeg nåede til København mandag den 30. juli - tre dage før jeg havde ventet det - efter en flyvetur uden komplikationer af nogen art.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

30.11 | 14:02

Jeg er udlært som håndsætter/typograf på Løkkes Bogtrykkeri

...
17.01 | 18:15

Søren: hvis du ser dette, må du godt byde på billedet og få det til din pris, fordi du er interesseret, på betingelse af, at du selv henter det/ betaler porto.

...
04.01 | 15:17

Søren. Billedets mål:60x70 cm. Pris 300 kr. ved afhentning ok? ellers + porto.

...
01.01 | 23:46

Hej Fini. Godt så! Jeg kan godt være interesseret i at købe, men forinden har jeg brug for at høre dels hvad målene er på dette billede, og også pris? Søren

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE