Prosper Mérimée: oversatte stykker

Clara Gazuls Teater (brudstykker)

"Spanierne i Danmark" af Prosper Mérimée, som er oversat tidligere på denne hjemmeside, er kun eet af de 8 stykker i "Theatre de Clara Gazul", oversat til dansk "Clara Gazuls Teater". Her  gengives i dansk oversættelse efterhånden uddrag og resumé af de 7 stykker fra 1825, som Mérimée udgav under pseudonymet Clara Gazul.

Det følgende stykke er oversat i sin helhed:
En kvinde er en Djævel
eller

Den hellige Antonius´ Fristelse
Comedie
(Clara Gazul foregøgler her at tjene ordet comédie, som anvendtes af de gamle spanske digtere til at udtrykke hele det dramatiske værk, hvadenten det er buffa 
  eller seria). 
       
Dæmon:
Jeg beskæftiger mig ikke med andet end studiet af glemsel,
i undren over en sjælden skønhed.
Calderon: Den forunderlige magiker            

          

 


Prolog

Mine damer og herrer.
Forfatteren til komedien, som De nu skal dømme om, har taget sig den frihed at forlade den slagne landevej. Hun har for første gang iscenesat visse personer, som vore ammer og barnepiger har lært os at højagte.
Disse folk kunne måske blive skandaliseret af den dristighed, som man kalder helligbrøde; men det at oversætte til teatret, hvordan de grusomme præster for en nådig Gud opfører sig, er ikke det samme som at angribe vor hellige religion. Oversætternes eventuelle fejl kan ikke ændre dens virkning i højere grad, end en dråbe blæk kan ændre Guadalquivirs krystalklarhed.
   Frisindede spaniere har lært at skelne mellem sand hengivenhed og hykleri. Det er dem, forfatteren regner for de rette dommere, idet hun er vis på, at de ikke vil se andet end en bagatel i det, hvor den gode Torquemada ville have set det som årsag til en autodafé,  med bodskappe (kaldet san-benitos, en gul kappe, som den angrende synder blev iklædt, før han eller hun blev brændt trods angeren. Toquemada var storinkvisitor, kendt for at have brændt 8000 mennesker på bålet).

Scene 1
En inkvisitionssal i Granada.
Til højre tre stole (den midterste højere end de andre) på en estrade indhyllet i sort. I forgrunden nogle torturinstrumenter hulter til bulter. Bagerst på estraden er der et bord med en stol til retsskriveren. Teatret er kun sparsomt oplyst.

RAFAELog DOMINGO i fuldt inkvisitorornat

Rafael:  Seigneur Domingo, jeg gentager for Dem; det er uret, der skriger til himlen. Nu har jeg i sytten år været inkvisitor i Granada. Jeg har dømt tyve kættere årligt, og det forholder sig således, at monsigneur storinkvisitoren anerkender mine fortjenester! Og så giver han mig som overordnet en sådan grønskolling.

Domingo: Ja, det er jo skrækkeligt, og for min del kunne jeg lige så godt have sagt Dem det. Ved De, hvad det beviser? nemlig, at monseigneur storinkvisitoren ikke er andet end et stort fjols

Rafael: Det ved vi; men uretfærdighed og fanatisk har jeg dog endnu ikke regnet ham for at være.

Domingo: Men hvad er det så for alvorlige forhold vi bebrejdes?

Rafael: For mit vedkommende ved jeg godt, hvad der har skadet mig i hans omdømme. En sørgelig sag! Historien om denne jøde, som jeg har omvendt, og som pludselig er blevet adviseret om at blive mor, har givet anledning til stort hurlumhej. Men det kommer til alt, er der noget ved den sag, der er så ekstraordinært?

Domingo: Hvad mere er, siger man, de anklager os for ikke at være kristne.

Rafael: Er det dog nødvendigt at være kristen for at være storinkvisitor?

Domingo: Til trods for Deres omvendelse og dens følger er jeg stadig dårligere noteret end De på deres opslagstavler.

Rafael: Figurerer De selv dér som ateist?

Domingo: Nej, Gud ske tak og lov! men min tossede tjenerbroder, der gør mit værelse i stand, har bragt ham et kyllingelår, som befandt sig dér...og jeg ved ikke hvordan, og det i fasten, hvad gi´r De mig?

Rafael: Ved Kristi legem! hvor ærgerligt.

Domingo: Hvad værre er, at denne unge inkvisitor, som er udsendt til os for at præsidere i tribunalet, er en dæmon, som sikkert skal udspionere os. Læg dertil, at den komiske fyr nok er i god tro.

Rafael: Godt! Kunne De tro på ham?

Domingo: Hvis jeg ikke tager meget fejl, er han nær ved ikke at kunne skelne en kvinde fra en mand; åh jo, det er en helgen.

Rafael: Trist nok.

Domingo: Ja, desværre

Rafael: Ved alt hvad der er helligt, er det sådan, man lønner os for vore tjenester! Jeg er i et forfærdelig skidt humør idag; jeg er lige ved at ville være tyrk! - Gid alle landsens ulykker må ramme dem, der vil dømme os! jeg må have ram på en eller anden for at komme over mit dårlige humør. På bålet! på bålet! og igen på bålet! det er mit sidste ord.

Domingo: Amen! idag er det lørdag, og jeg plejer at fordømme på den dag; om mandagen frikender jeg. På den måde, hvis der sker en quiproquo-forveksling og de uskyldige falder på den forkerte dag, havner fejlen hos den gode Gud. - Men, a propos, hvordan er det gået med Deres jødinde?

Rafael: Hun er på Mødrehjælpen, den lille gås.

Domingo: Virkelig dum (afsides) og endnu dummere den, der sendte hende derhen.

Rafael: Hvad er det, De mumler mellem tænderne?

Domingo: Nå, jeg udtrykte bare min afsky for det fjols til storinkvisitoren.

Rafael: Fanden ta´ mig!

Domingo: Shh! Der er ekko herinde. - Giv plads, her kommer vor helgen.
De skilles og giver sig til at læse deres breviarium på hver sin side af scenen.
Antonio kommer ind i fuldt ornat.

Antonio: Mine højærværdige fædre, vi skal idag beskæftige os med en meget vigtig sag, og jeg ser, I er ved at forberede jer til den. Vi skal prcedere mod en heks, en kvinde, der har sluttet pagt med djævelen, mine fædre!Mørkets magt har, siger man, givet denne ulykkelige overnaturlige evner. Men lad os forsikre hinanden om, at det kors vi bærer, vil være et forsvar mod den Ondes kløer, om han skulle kunne trænge igennem Saint Offices indviede mure. (Note: Djævelen kan ikke trænge ind i paladset Saint Office uden tilladelse fra en storinkvisitor).


Domingo: Satan ville spilde sin tid her.

Antonio: Ak og ve! mine fædre, sig ikke det. Stolen er svag, vasen skrøbelig. Hvad mig angår, mig ulykkelige synder, er min eneste kraft mødet med min egen svaghed. Dem har et langt liv tilbragt i fromhed gjort usårlig overfor fristelserne - men for mig er det anderledes, da jeg er ung af år med hensyn til fromme gerninger. Åh, hvor jeg dog har behov for Deres vise råd for at styre mellem dette livs skær.

Rafael: Vi har alle behov for rådgivning.

Domingo: Når vi advarer hinanden, kan vi bedre modstå dæmonens angreb.

Antonio:  "Herre, udsæt mig ikke for fristelser". Det er min bøn for hvert eneste øjeblik på dagen. Det er så let at bukke under! Hvilken årvågenhed sjælen må have for at passe på sig selv; menneskefjenden er en subtil slange; blot den mindste breche er nok for den, og en eneste dråbe af dens gift kan fordærve en sjæl for evigt. Utivlsomt var jeg allerede bukket under uden min lyksalige skytshelgen Sankt Antonis´ mellemkomst.

Rafael: (afsides) Han har noget på samvittigheden. Det må være interessant. (højt) Hvilken fristelse er det, den almægtige Gud har tilladt Dem at blive udsat for?

Antoni:  Der er endnu nogen tid til mødet, og for at forberede Dem på den opgave vi skal løse, vil en bekendelse af vore fejl være til nytte for os. - Hør derfor på mig, mine fædre. - Jeg havde altid troet, at kvinden er det stærkeste redskab for fortabelse, den Onde ville kunne betjene sig af. - Deler De min mening, mine fædre? Mødet med en kvinde er farligere end med en hugorm...

Domingo:(med foregiven forbavselse) Hvordan skulle en kvinde kunne være det?

Antonio: Fra min tidligste barndom er jeg opvokset i et kloster, jeg aldrig har forladt; i seks måneder oplevede jeg ingen anden kvinde end min mor, og Gud give, jeg aldrig havde set andre!

Rafael: (for sig selv) Hellige jomfru, De får mig til at gyse.

Antonio: Satan slog mig med en akut sygdom, der udgjorde en fare for mit liv...jeg bad Gud om at måtte dø, mens jeg endnu var uskyldig ...men han værdigede ikke min bøn opmærksomhed. - Jeg vender tilbage til livet. - For at få mig retableret ordinerede lægerne mig at tage ud og indånde en renere luft i et lille hus på landet i tilknytning til vort kloster. Opmuntret af stedets ensomhed vovede jeg at gå uden for murene, og det helt alene...jeg havde trænet min kræfter ude på marken, da pludselig...mine øjne foran vores dør støder på et væsen, hvis klædedragt får mig til at formode, det er en kvinde. Synet af hende kastede mig straks ud i en sådan forlegenhed, at jeg ikke engang havde åndsnærværelse til at lukke øjnene; fortumlet og ude af mig selv blev jeg stående foran hende, og synet af hende prægedes dybt i mit hjerte. Forgæves forsøgte jeg at flygte, mine fødder klæbede til jorden. Som et menneske plaget af mareridt så jeg faren; men jeg havde ikke styrken, ikke stemmen; som kolibrien var jeg tryllebundet af alligatoren. Mit blod kogte - jeg var skræmt...jeg skælvede...jeg fornemmede denne særligt lækre ekstase, som jeg nogen gange havde følt, når jeg bad foran vor hellige Madonna. Blot nogle øjeblikke mere, og jeg ville være død på stedet...Min sjæl...jeg mærkede den forlod mig...jeg ville være død...og død i synden, om ikke dette væsen havde taget et skridt hen imod mig. Denne pludselige bevægelse brød fortryllelsen, idet den fordoblede min skræk...jeg kunne skrige indvendig: Jesus! Dette hellige navn løsnede mig op, og jeg løb af alle kræfter uden at se mig tilbage, lige indtil jeg kastede mig i favnen på min skriftefader og lettede min nedtrykte sjæl.

Rafael: (med et dybt suk) Jeg havde ventet noget værre.

Antonio: Satan lod ikke sit bytte slippe. Jeg var flygtet; men jeg var ramt af den forgiftede brod. Ak, jeg må bekende den endnu er i mit bryst. Faste, bønner, spægelse, intet har endnu kunnet fjerne billedet af hende fra mine tanker. Hun forfølger mig i mine drømme; jeg ser hende overalt...hendes store sorte øjne...som ligner en ung kats - blød og ondskabsfuld på samme tid...jeg ser dem...hele tiden...og nu ser jeg dem igen (Han skjuler sit hovede i hænderne) Sagde jeg det? Ofte mit i mine fromme studier hænger min sjæl ikke mere ved evangeliernes sublime ord; mine øjne, min mund læser ikke andet end indholdsløse ord: - min sjæl er helt og holdent hos denne kvinde. Satan har sikkert antaget denne skikkelse for at friste min lyksalige skytshelgen. Store Sankt Antonius, giv mig dit mod!

Rafael og Domingo: Herren hjælpe Dem!

Antonio: Amen! - Hvorfor mon det er sådan, at en stakkels synder skal være fordømt til at dømme andre, når han ikke selv ved, om den sidste dom ikke vil kaste ham i de flammer, der er bestemt for personer, som begår embedsmisbrug? (lang pause)  Lad os nu gå i gang med at udfylde vort hverv, uanset hvor penibelt det er, og minde os selv om, at det er menneskets skæbne at gå fremad gennem trængsler. (Han stiger op på estraden og sætter sig mellem Rafael og Domingo) Retsskriver, bekendtgør sagen og før anklagede frem.

Rafael: Hvad? lukker De øjnene?

Antonio: Gud give jeg blev grim! en kvinde vil vise sig for os.

Retsskriveren: Anklagede Maria Valdez, De fremføres for tribunalet i Saint-Office.

Antonio: (med lukkede øjne) Kvinde, hvad er Deres navn?

Mariquita: Man kalder mig Maria Valdez, oftere Mariquita; men har også givet mig tilnavnet "Tossen". Så det er mine navne, fornavn og efternavn.

Antonio: (på samme måde) Deres alder?

Mariquita:
Det er et listigt spørgsmål at stille en kvinde, hvis man vil havde hende til at sige sandheden. Jeg siger imidlertid ligeud, at jeg er treogtyve år. Hvis De tvivler på det, se på mig. Ser jeg ud til at være ældre? (Hun løfter sit slør)

Rafael og Domingo: (afsides) Du gode Gud! sikke en smuk pige!

Antonio: (på samme måde, med halv stemmekraft)  Bag mig, Satan, nysgerrighedens dæmon! du vinder ikke over mig! (højt) Hvad er Deres profession?

Mariquita: (tøvende) Jeg ved sørme ikke rigtig, hvad jeg skal sige til jer om det...jeg slår kastagnetter og så videre
.
Antonio:(på samme måde) Så det er altså i disse spil, som jeg ikke engang kender navnene på og som ved himlens nåde er mig ubekendte, at De øder Deres tid, som De skulle have brugt til en angrendes tårer.

Mariquita: Hvabehar? hvorfor skulle jeg dog græde og angre, når man ikke har gjort noget galt?

Antonio: (på samme vis) Intet galt gjort! Ransag din samvittighed!

Mariquita: Hvad er de, De vil have den til at bebrejde mig? Jeg har godt nok begået nogle små fejl; men jeg har søgt absolution for dem sidste søndag hos feltpræsten ved Royal Murcie-infanteriet. - Lad mig gå - skræm mig ikke mere med Deres sorte kapper og Deres...

Rafael: (efter at have bladet igennem nogle papirer, med mild stemme) Mariquita, er du ikke den 15. august sidste år gået forbi Juana Mendos olivenlund, mens du spiste af et granatæble?

Mariquita: Hvordan skulle jeg dog kunne huske det?

Rafael: Ja eller nej?

Mariquita: Ja, det tror jeg

Rafael: (læsende) Har du ikke kastet kernerne mod en stikling og derved bevæget en gren på en nøddebusk eller et andet træ, hvor grenen havde to spidser?

Mariquita: (råbende) Ville De hellere have, at den kun havde een?


Rafael: Betænk, hvem du står foran. - Var de to spidser blottede, uden deres bark? Svar!

Mariquita: Hvad ved jeg om det?

Rafael: Ja eller nej?

Mariquita: Godt! ja.

Rafael: Har du ikke sunget en uanstændig sang, hvori der nævnes
en Graind´orge?

Mariquita: (råbende) Ah, ah, hr. licentiat, hvad er det De snakker om? Jeg har sunget en engelsk ballade oversat af Deres tjenerinde, som har lært den af en MacKay, i hæren under milord Peterborough. Den er faktisk lavet i anledning af Grain d´orges død.

Domingo: Hvem er Grain d´orge? En mørkets ånd?

Mariquita: Ah! ah! ah! Grain d´orge betyder bygkorn, og balladen handler om den måde man laver øl på bygmalt, som englænderne brygger det. Lad mig gå, for I ser ud som et godt barn og ikke som ham dér (hun peger på Antonio)

Antonio: (med lukkede øjne) Det er svært at antage, at hun ikke har sund sans gemt under det ord.

Mariquita: Honi soit qui mal y pense, som der står skrevet på Kaptajn O´Triggers hue.

Antonio: (på samme vis) Men hvordan forklarer du os da, at Juana Mendos stikling er blevet ødelagt af en oversvømmelse?

Mariquita: (råbende) Forklare! nej, selvfølgelig ikke. Forlang af floden Geyar, at den forklarer, hvorfor den flyder over sine bredder.

Antonio: (på samme vis) Og det er præcis af dig jeg forlanger det. Hvorfor har du sagt til den, at den skulle flyde over?

Mariquita: Ah, det er sådan fat! er vi fastende og ved vore fulde fem? Antager De mig for at være en heks?

Antoni: (på samme vis) Det siger De.

Mariquita: Hvor skulle jeg vide, om jeg kan hekse?

Antonio:  (på samme vis) Alle syndere kan sone. Kvinde, jeg råder dig i din Skabers navn; sig sandheden, hvis ikke du vil din sjæls død.

Mariquita: Vil det sige, at hvis jeg var en heks, at jeg så ikke allerede ville være fløjet op gennem skorstenen?

Antonio: (på samme vis) Tænk dig om og skælv; senere vil det ikke hjælpe dig at tage ordene tilbage.

Rafael: Hr. kollega; hun er stædig; lad mig tale et øjeblik med hende.

Domingo: Nej, det påtager jeg mig. Seigneur Rafael

De glemmer, at De har en rapport at gøre færdig.

Antonio: (på samme vis) Vi kan ikke komme uden om Saint-Offices reglement. For sidste gang, Maria Valdez, er I en heks?

Mariquita: For sidste gang, nej. - Bliver han ved?

Antonio:(på samme vis) Ulykkelige! Jeg vasker mine hænder, og dit blod vil kun falde tilbage på dig selv. Den XLVIII artikel i udspørgerens reglement siger kun, " at hvis den anklagede, anklagede kvinde, fastholder sine benægtelser, og anklagerne ikke på anden måde kan afvises gennem vidneudsagn, eller aktstykke, skal præsidenten for at få anklagerne bekræftet befale den anklagede, i dette tilfælde den anklagede kvinde, sat under tortur."

Mariquita: Under tortur! Jesus! Maria! I vil sønderrive mig som karteuld. Nådige herrer licentiater, hav medlidenhed med en stakkls uskyldig pige. - Jeg besværger Dem, lad mig ikke dø under pinslerne. Spær mig hellere inde i en fangekælder, berøv mig sollyset; men dræb mig ikke, torturer mig ikke!

Rafael: Seigneur Antonio, vis medfølelse for hendes ungdoms skyld!

Domingo: Hun er uskyldig, hr. kollega; vis en smule medfølelse.

Antonio: (på samme vis) Reglerne taler for sig selv. - Pedro Gracias, torturbøddel, kom frem
Bødlen viser sig i baggrunden

Mariquita: Åh, sig ikke det. Nåde, nåde, se i det mindste på mig (Hun springer op på estraden og omfavner Antonios knæ)

Antonio (åbner øjnene) Åh!

Rafael: Min herre, vis nåde...men...hvad er der med Dem?

Antonio: (med skælvende stemme) Jeg genkendte dig godt...du vil tage mig med til Helvede... du tager din brudekjole af, og jeg ser, at huden er brændt af Djævelen...Jeg er altså i Helvede...alle de messer, selv den hellige Antonius, kunne ikke holde mig tilbage  (han falder besvimet om)

Rafael: Han er gal.

Domingo: (til de hjælpende munke) Bær ham ned i hans celle (lavmælt til Mariquita) Frygt ikke, mit smukke barn, du bliver ikke bragt under tortur.

Rafael: (lavmælt til Mariquita) Frygt ikke. Det er ikke med henblik på nogle som dig, at vi har pinebænke (til de hjælpende munke) Tag hende med, giv hende et godt kammer; men lad hende ikke tale med nogen.

Rafael: (som før) Tag dig i agt for Domingo, han er en gammel hykler. Men jeg interesserer mig for dig. Farvel, min pige  (han giver kende et klap på kinden) Det er mig, der er din ven. Farvel (afsides, idet han går ud) Jeg skal nok sørge for, at du ikke kan komme til at se hende.

Domingo: (afsides, idet han går ud) Du vil ikke komme til at se hende, din gamle satyr, eller jeg taber min præstekjole.
Mariquita føres bort


                                     Scene 2 
Antonios celle. Man ser et billede af Madonna.

Antonio: (går alene frem og tilbage med lange skridt)
Det er slut!.. alt er forbi...jeg er fortabt...fordømt!...Jeg ville have horet med hende så jeg aldrig mere ville være udstødt af samfundet...Jeg kan ikke bede mere.Og hvad så...nu?...Jeg kan aldrig bede mere! Jeg er fordømt...så meget desto bedre! men imidlertid...Maria, Mariquita! jeg vil ikke længere tænke på andet end dig! jeg vil have, at vore to sjæle forener sig til een! (en pause) - Og hvad så? Skulle jeg ofre mig evige frelse for en kvinde, måske en falden engel, for fristeren?...Tredve års bønner, spægelser skulle være spildt!...Hvis jeg havde levet verdsligt...ville jeg alligevel være fordømt...jeg har valgt et miserabelt liv...for at blive fordømt (en pause) Jeg vil altid se hende. (Han holder hænderne for øjnene. En pause. Han knæler foran Madonnabilledet) Hellige Guds Moder, hav medlidenhed med mig...jeg er..en..hendes sorte øjne...O Mariquita! (Han gør en bevægelse for at gribe fat i billedet. Viger skrækslagen tilbage). Gud, dine øjne skyder lyn. Du bebrejder mig min helligbrøde!...tager jeg fejl?...Nej, du er ikke vidne til min synd. Gå din vej! (han vender billedet om og stiller det op ad væggen. Pause). Hvis jeg var tilbagegivet til verden og afsvor mine munkeløfter...Men hvorfor nære den slags tanker. Jeg ville opgive den livsform, javist, jeg profanerer den; men det er med hensyn til faldgruben jeg tager fejl; i den dør man hurtigt, siges det; det er lige det jeg mangler!...Jeg ville dø, mens jeg udtalte hendes navn...Men hvorfor dø? ..hvorfor pålægge mig selv en så grov pønitense? Trods alt, hvad har jeg egentlig gjort? Er vi ikke tilstrækkeligt ulykkelige hernede, uden at bodsskjorten og disciplinen føjes til vore lidelser?...Kan jeg ikke det?...Der har da været helgener, der havde ægtefæller, børn...Jeg ville gifte mig, have børn, være en god familiefar. Du har løjet om det, Satan, det er ikke derfor du har besat mig! Jeg vil opfostre en from familie, og det vil være Gud lige så velbehageligt som røgen fra jeres kætterbål...Har jeg ikke som en gal givet afkald på verden? Har Gud ikke selv taget imod mine løfter, og brænder hans helvede ikke for menederne? (En pause) Jeg er allerede alt for skyldig!...Det er slut med den evige salighed for mig!...Min fromhed er forsvundet efter bare et øjekast fra denne kvinde...jeg magt ikke længere at holde mig væk fra afgrunden...og hvad så! jeg vil kaste mig ud i den..Helvede, luk dig op!

                                       Scene 3

Et rum i Inkvisitionspaladset


Mariquita: (alene, siddende i fodenden af sin seng) Stakkels Marie, hvor er du? hvad skal der blive af dig? Mariquita, Tossen, for Inkvisitionen! det er til at le ad...Den stakkels tosse skal alligevel brændes...Åh, det får mig til at gyse! det gør noget så ondt at brænde sig selv op som et tællelys, og hele ens krop er i flammen! (grædende) Så! de vil brænde mig, og jeg som er så god en katolik! jeg som ikke har villet giftes med korporal Hardy, udelukkende fordi det var kætteri, og han var sådan en smuk mand, næsten fem fod og ni tommer, og i øvrigt, hvis jeg var fulgt med ham til England, ville Kaptajn O´Trigger have udnævnt ham til sergeant, som det var blevet lovet ham, og jeg ville være blevet marketenderske...Ih, hvor har jeg været dum! Damn their eyes, som de sagde, Fanden tage de hyklere; de er allesammen libertinere. Måske kan de to store pluskæbede fyre, der sagde så pæne ord til mig, forhindre den store magre i at sætte mig på bålet! Brrr! Tænk ikke mere på det. Det slemme sker snart nok. Bah! leve glæden! lad mig for at tænke på noget andet synge denne sang, som man antager er hebraisk  En officer i 42. regiment (engelsk), som legede med mig, lærte mig denne sang, som jeg har oversat til spansk, og hvbortil jeg har lavet en melodi efter min egen smag. Jeg var da 13 år (1812) (hun synger)
John Barleycorn. A Ballad (15 vers)
De så på Bygmalt (barleycorn på engelsk), mens han lå på gulvet, og de forberedte nye pinsler for ham; og så snart han gav livstegn fra sig, rystede de ham og tog ham tilbage. - Senere skilte de marven fra hans knogler i en tilintetgørende flamme - Ak, stakkels Bygmalt! som han dog måtte lide! og det lige det jeg også skal lide. Ak og ve, skal jeg virkelig brændes?

Antonio (kommer ind) I denne verden...og i den anden...

Mariquita: (viger skrækslagen tilbage fra ham) Hvad? allerede? hvad er det nu, allerede?

Antonio: Maria!

Mariquita:(på samme vis) Bare et kvarter mere!

Antonio: Maria...jeg er på din side..helt din...jeg er ikke længere inkvsitor...jeg er Antonio...jeg vil være...

Mariquita:(som før) Min bøddel! I er min bøddel!

Antonio: Nej, nej...ikke din bøddel...din ven...vi vil ikke være andet end eet kød og een sjæl...Vi vil være som Adam og Eva.

Mariquita: (nærmer sig) Hvordan, fader, I vil være min elsker?

Antonio: Elsker, elsker! ja, din elsker; vi vil altid elske hinanden.

Mariquita: Ja, men hjælp mig ud herfra.

Antonio: Ja, men elsk mig straks.

Mariquita: Det får vi tid nok til senere. Lad os redde os selv; det er det vigtigste.

Antonio: (henrykt) Mariquita, ser du, jeg afsværger alle mine klosterløfter; jeg er ikke længere præst, jeg vil være din elsker...din mand, din elskede! Nu tager vi sammen ud i den vide verden...vi vil sammen spise de vilde frugter som eremiterne...

Mariquita: Bah! det ville snarere nytte noget at forsøge at komme til Cadiz. Der er altid et skib, der skal til England. Det er et godt land. Man siger, at præsterne dér er gift. Der er ingen inkvisition. Kaptajn O´Trigger...

Antonio: Hold op, min elskede, tal ikke om disse engelske kaptajner...jeg vil ikke høre tale om dem.

Mariquita: Allerede jaloux? - Lad os nu komme afsted, hurtigt.

Antonio: Straks. Men vis mig først, at du elsker mig.

Mariquita: Godt, hurtigt. - I er virkelig uskyldig.

Antonio: Uskyldig, uskyldig! jeg, den største af alle syndere, en udstødt, en fordømt; fordømt, men jeg elsker dig, og jeg giver afkald på Paradis for at få lov til at se i dine øjne.

Mariquita: Lad os komme ud, ud herfra, så skal vi nok få tid til at nyde kærligheden som to turtelduer. Sådan. (Hun omfavner ham)

Antonio: (råbende) Hvordan kan det være Helvede, når man er så lykkelig som jeg?

Rafael: (kommer ind og melder sig) Ved den levende Jesus, hvad er det jeg ser?

Antonio: Rafael!

Rafael: Skurk! er det på den måde du profanerer det kors du bærer?

Antonio: Seigneur Rafael, jeg er ikke længere præst; jeg er Mariquitas mand...Velsig vort ægteskab...vi gifter os! (han kaster sig på knæ)

Rafael: Gid Guds forbandelse må ramme dit hoved.

Antonio: (tager ham i kraven) Vi mig, eller jeg slår dig ihjel! (De kæmper en tid. Antonio vælter Rafael om på gulvet, denne trækker en dolk)

Mariquita: Pas godt på dig selv, uskyldig som du er!

Antonio (river dolken til sig) Her har du den, din slyngel. (Han rammer ham)

Rafael: Hvad!...jeg dør...og Djævlen venter på mig!...Antonio, du er endnu mere fortabt...end jeg. Som hun har sagt dig!...Godt, jeg tilgiver dig listen, og så...fordi jeg ikke længere kan...hævne mig...Farvel, jeg skal fyre op under kedlen...I mellemtiden...nyd din hvile, Domingo...jeg har lukket ham inde, jeg har jaget opsynsmændene væk - men du er kommet mig i forkøbet...du er ikke så dum...at jeg havde...

Antonio: (nedslået) Siger du ikke dine bønner?

Rafael:(råbende) Mine bønner...ha ha ha!...og her er jeg så (Han græder)

Mariquita: Jeg vil tage hans kappe, så kan vi gå ubemærket  ud.

Antonio: På bare en time har jeg nået at blive horkarl, meneder og morder.

Mariquita: Og når De nu ser denne tragiske slutning, tror jeg De siger med os: En kvinde er en djævel.

Antonio: Og således ender første del af den hellige Antonius´ Fristelser. Eventuelle fejl skyldes helt og holdent forfatteren.

Note: Vigtigt for forståelsen af stykkets karakter: se Notits om Clara Gazul, hvor Mérimeé foregiver, at komediennen har brændt anden del af 'En kvinde er en djævel' efter ordre fra sin konfessionarius (skriftefader)

                                                SLUT



                         

Afrikansk kærlighed

                  AFRIKANSK KÆRLIGHED
                                  Komedie
Den tossede Amor
skød pilen, så den
ramte to adelsmænd.
(Lope de Vega:
Den hvide dames udfordring)

Personerne:
Hadjei Nouman (ordet Hadji foran et egennavn
                          betegner en muslim, der har været
                          på pilgrimsrejse til Mekka)
Zain-Beu-Humeida
Baba Mustafa
Mojana

Scenen er i Cordva.

En pavillon (kiosk) i Hadji Noumans have
Hadji Nouman, Baba Mustafa

A. Nouman: Nå, hvad bliver Zein af?
Baba Mustafa: Omar Kalifens vagt kom for et øjeblik siden med nyt til mig om det.
A. Nouman: Sig frem.
Mustafa: Han har set ham igår på slavemarkedet. Din ven har talt med en af købmændene; men pludselig sprang han op på sin hest og og red i galop ud gennem Djem-Djem-porten.
Nouman:Og denne slavehandler, hvem er det så?
Mustafa: Herre, jeg tror det er den gamle Abou-Taber, ham der igår solgte den skønne Mojana.
Nouman: Har du talt med ham?
Mustafa: Jeg har ikke kunnet finde ham; han var hos Kadien (dommeren).
Nouman: Hvoraf kommer denne pludselig forsvinden? Hvad kan der være sket Zein?
Mustafa: Da han red ud ad Djem-Djem-porten, tror jeg han er taget til Semelalia-teltlejren, til Visirens hær.
Nouaman: Hvad? ville han være taget ud for at slås med de vantro uden at tage afsked med sin ven?
Mustafa: Hvis du vil have det, kan jeg tage tilbage til Abou-Taber.
Nouman: Straks. - Hør, har du bragt Mojana de gaver jeg købte til hende.
Mustafa: Ja, herre, jeg har selv iført hende sin nye stads. Allah, hvor hun dog er smuk! Det er sikkert og vist, at jeg i mit liv har set mange smukke kvinder; men aldrig har jeg set Mojanas lige. Åh, hvis du ville sælge hende igen, skønt hun mistede den egenskab du sætter så stor pris på, ville du også få de titusind dinarer tilbage, som hun kostede.
Nouman: Jeg ville aldrig sælge hende, Mustafa, og hvis min herre Kalifen bad mig gøre det, ville jeg nægte, om jeg så skulle flygte til Zeins beduiner og leve som exkommunikeret (Kaliferne forenede den timelige magt med den åndelige. De, der ikke adlød dem, blev fjernet af djemlat,eller ekskommunikeret, forvist fra moskeen.)  Så hun ud til at være tilfreds med mine gaver?
Mustafa: Hun har sagt, at hun var glad for at eje så mange smukke ting, hvis bare hun derved kunne se mere elskværdig ud i dine øjne.

Her fortsætter kurmageriet , afbrudt af Zein, der har pengeproblemer efter en dårlig handel.. Nouman står i gæld til Zein, der engang reddede ham fra at dø af tørst på pilgrimsrejsen, så han vil låne ham fem tusinde dinarer.så han kan betale for en slavinde, som han allerede har givet sin hest for at få.

Men det hele får en pludselig vending:

Zein (bag scenen): Slave, træk dig tilbage, eller jeg dræber dig!
Nouman: Hvem er det, der vover at trænge herind? - Mojana, tag dit slør.
Ind kommer Zein med sabel i hånd; Mojana gemmer sig bag en sofa.
Nouman: Kan det passe, at det er Zein, der kommer ind på den måde, når hans ven er sammen med sin slavinde?
Zein: Nouman, når jeg har tilbudt dig gæstfrihed i mit filt-telt, har jeg reddet en krokodille, som en dag vil forsøge at æde mig og ler over sit forehavende.
Nouman: Hvad vil du sige, Zein?
Zein: Hvem har givetdig den dristighed at fornærme Zein, søn af d´Amrou, sheiken af Humeidas?
Nouman: Hvabehar? hvem af os er fornærmet?
Zein: Rænkefulde maurer, hvorfor tilbød du mig dine penge, når du har ført mig til hende, som jeg satte højere end Kalifens skat?
Nouman: Jeg?
Zein: Du har altså ikke købt d´Abou-Tabers slavinde?
Nouman: Hvad? - og hvilken ret har du til hende?
Zein (hæver sin sabel): Det skal du få at se.
Mojana:(kaster sig imellem de to, kaster sløret)
Stands, usling! Du må dræbe mig før ham.
Nouman: Har du helt mistet fornuften, Zein? at du retter sablen mod Hadji Nouman! Hvad har jeg gjort? Har jeg ikke samme rettigheder som du til denne slavinde? Har jeg ikke købt hende for mine egne penge? Er det min fejl, hvis du har været for længe om at få afsluttet dine forretninger?
Zein (stirrer på Mojana med et forvirret udtryk): Du har ret.
Nouman: Det er deraf, dine vrangforestillinger kommer. Og hvis denne kvinde ikke havde stillet sig imellem os, ville du have dræbt din bror!
Zein: Jeg ville aldrig kunne slå dig ihjel; Gabriel dækker dig med sit skjold. Du er hans yndling, og jeg er indviet til Eblis (djævelen).
Nouman: jeg tilgiver dig, Zein.
Zein: Tosset som du er! sig derfor til denne kvinde, at hun skal tage sløret på igen, eller jeg svarer ikke for følgerne. Noumamn, jeg beder dig tilgive mig. Men den hede simnu-vind er ikke mer brændende  og heftig end en arabers kærlighed.
Nouman: Du er meget ophidset...
Zein: Hør engang; da jeg reddede dit liv, sagde du til mig, at jeg skulle bede om et eller andet, som du så ville give mig: Har jeg endnu bedt om noget? svar mig.
Nouman: Nej.
Zein: Giv mig denne kvinde.
Nouman: Er du klar over, hvor højt jeg elsker hende?
Zein: Elsker du hende som jeg? Ville du gøre det for hende (Han stikker sig i armen med sin sabel)
Nouman: Vilde tiger, hvad vil du gøre med denne frygtsomme gazelle?
Zein: Lad os nu gå!
Nouman: Det kan jeg ikke!
Zein: I ørkenen respekterer man sine edsaflæggelser.
Nouman: Tag alt hvad jeg ejer. Jeg giver dig alt...
Zein: Et kønt bytte...det er Zein du foreslår det, Zein, som har givet gamle El-Faradje hele sit krigsbytte fra Zinebis-stammen for denne ene hest Abjer! Men godt, jeg, Zein, tilbyder dig Abjer og Amrons dolk, hvis du vil give mig denne slavinde.
Nouman (i et bedende tonefald): Zein!
Zein: Har du ikke svoret ved den hemmelige Caabaa, ved profeternes grave, ved din sabel, at du vil opfylde mit første ønske?
Nouman: Hvad ville du gø're i mit sted?
Zein (tøvende): Hvad jeg ville gøre...?
Nouman: Ja, du, Zein?
Zein: Jeg...ville dræbe dig! træk din dolk!
Nouman: Nej, jeg kan ikke slås mod den, der har reddet mit liv i ørkenen. - Hør på mig, beduin. Der er et middel, vi kan benytte os af. At Mojana selv vælger sin herre. Hvis hun foretrækker dig, er hun din.
Zein: Er det at holde dit ord?
Nouman: Mojana, vælg!
Mojana: Skulle jeg tøve med at vælge mellem min højt elskede og denne vildmand? Oh, min herre! din slavinde vil altid elske dig (hun kaster sig i armene på Hadji Nouman)
Nouman: Oh, Mojana! - Zein, du vil fratage mig en slavinde, der elsker mig så højt?
Zein (nedtrykt): I er skabt for hinanden...og hvor er jeg ulykkelig! Ved fødslen var jeg årsag til min mors død. Tolv år gammel har jeg sprængt min brors øje med en pil...og nu idag har jeg været ved at dræbe min ven. Jeg har bebrejdet ham en velgerning. Oh, det er uværdigt for en araber. - Farvel, Hadji Nouman.
Nouman: Zein, bed mig om noget jeg kan give dig.
Zein: Jeg har ikke brug for noget. Jeg vender hjem til mine ørkentelte.
Nouman: Bliv nær din ven.
Zein: Jeg kan ikke.
Nouman: Hvorfor flygter du fra  mig?
Zein: Fordi jeg måske en dag vil dræbe dig. Jeg kender mig selv.
Nouman: Du har al mulig ret til at dræbe mig; jeg værdsætter din vrede...
Zein: Hvad for noget? det er en kvinde som han har fået tilbage ved mened, som nær har gjort mig til morder! Men jeg, har jeg ikke for at eje nogle kameler gjort mere end een ægteviv til enke og end eet barn faderløs?
Nouman: Bliv hos mig, eller jeg vil følge dig ud i ørkenen.
Zein: Og denne slavinde, hvor skal hun så drage hen?
Nouman: Jeg har en søster som er smu. Jeg vil skænke hende til dig...
Zein: Bror, sig til din slavinde, at hun skal tage sløret af, så jeg kan se hende endnu engang, før jeg rejser.
Nouman: Mojana, gør som han ønsker. Kast et kærligt blik på Zein, for han er min ven...
Zein: Hadji Nouman, gid Allah!...(rasende)Kom an, lad os slås om det; lad sablen bestemme.
Nouman: Nu tager vanviddet igen magten over dig. Mojana, træk dig tilbage.
Zein (han kaster sig hen foran døren): Nej, stands, Mojana.(til Hadji Nouman) Meneder! Kryster! Forræder! infame meneder, du skal ikke undslippe mig!...
Nouman: Stakkels Zein, hvad er det du gør?
Zein: Denne kvinde er min. Hvad betyder det, om hun elsker eller afskyr mig? Har jeg ikke tæmmet mere end een kamelhingst? Jeg skal nok vide at betvinmge dette hoppeføl. Mojana, jeg er din herre og mester, eller jeg hugger hovedet af dig.
Mojana(kaster sig i armene på Hadji Nouman): Seigneur, min løve, forsvar mig.
Nouman: Stands.
Zein: Træk din sabel.
Nouman: Du kan ikke forsvare dig...din hånd ryster...
Zein (sårer ham): Hvad siger du så til det stød?
Nouman (rammer ham): Og du til dette?
Zein: Glæd dig, Cordvaner, du har omstyrtet helten fra Yemen.
Nouman: Ulykkelige! jeg har dræbt den, der reddede mit liv!
Zein: Og jeg, der har kæmpet mod min vært, jeg, Sheik for Gæstfrihedens Aumelidas-stamme, Allah, Allah, du erretfærdig!
Nouman: Og hvilke pinsler fortjener ikke jeg! jeg har begået mened overfor den hemmelige Caabaa, og jeg har dræbt min ven.
Mojana: Herre!...
Nouman: Miserabel, det er hvad du er; det er dig der har dræbt ham. Du er ingen kvinde, du er en ond ånd, en Medusa...Djævelen selv.
Zein: Djævelen, Eblis, han venter mig!...Farvel, broder...Abjer...glem den aldrig...Der er en sort pige fra Dongola (i Sudan), som er besvangret af mig.
Nouman: Min bror! Zein, Zein!
Mojana: Herre, tillad din slavinde...
Nouman (stikker hende med sin dolk): Her, ulykkelige! det er Zeins blod der blandes med dit...Kom til live, Zein, vi vil stadig være venner. Denne kvinde er død...Zein, Zein...du svarer ikke, broder?
Mustafa (kommer ind): Herre, middagen er parat og stykket forbi.
Nouman: Ah, det er en anden sag!
Alle rejser sig.

Mojana: mine damer og herre. Sådan sluttede Afrikansk kærlighed, komedie, eller om De vil, tragedie, som man siger nu om dage. De bemærker nok, at der her er tale om to meget lidt galante kavalerer. Jeg indrømmer det, og vor forfatter har begået den fejl ikke at udstyre sin beduin med mere spanske følelser. Dertil vil han foregive at svare, at beduinerne ikke plejer at tilegne sig deres levemåde i Madrid, og at deres elskov bærer præg af Saharas hede. - Hvad synbes De om det argument? - Tænk over det, hvad De  vil, men bær over med forfatterens fejl.

Inès Mendo , 2 dele

                    INÈS MENDO
                                                        eller
                      DEN OVERVUNDNE FORDOM

Sease ella seniora
y venga lo que viniera

Ophæv det gamle
for der at hævne det der skal komme
(Don Quxote, IIdel, kap. V)

Personerne:
Kongen
Don Luis de Mendoza
Don Esteban, hans søn
Don Carlos
Sognepræsten i Monclar
Juan Mendo
En notar
En retsskriver
Bønder, herredsfogeder (Alqaziler)
Inès Mendo

Scenen er Monclar I Galicien (1640)*
* Clara Gazul har givet Inès en galicisk dialekt; man må antage. at det er umuligt i en oversættelse at gengive de små sprogforskelle, som kendetegner indbyggerne i de forskellige spanske provinser. Vi bemærker blot, at Inès´sprog i anden del af Inès Mendo er en smule mere poleret, og at man kun fra tid til anden genfinder de vulgære talemåder og dialektord.

Stykket finder i tid sted nogle måneder før revolutionen mod Kong Philip af Spanien, som bragte hertugen af Braganza i Portugal på tronen som Jean IV.

Meddelelse:
Denne sære komedie blev skabt af Clara Gazul på opfordring af en dame blandt sine venner, en passioneret tilhænger af tårepersende og usandsynlige romaner.
   Forfatteren, som er optaget af at efterligne de gamle spanske komiske stykker, har på ingen måde søgt at undgå deres sædvanlige fejl, som for stort hastværk i handlingen, manglen på udvikling, etc. Man må være taknemlig for, at hun ikke også har kopieret culto-stilen, som er så trættende for dette århundredes anmeldere.
   I øvrigt har Clara Gazuls intention med at skrive denne komedie blot været at skabe en slags prolog for anden del, eller "Fordommenes triumf
 

Resumé:
I "Den overvundne fordom" går handlingen i hovedtræk ud på, at datteren af den lokale bøddel, bonden Juan Mendo, bliver forlovet og gift med naboen Don Luis de Mendozas søn Esteban, netop fordi Esteban holder så meget både af hende og hendes egnsretter. Den gamle Mendo har været tvunget til at arve bøddelgerningen, som sætter ham udenfor det normale samfund, og han er derfor ked af Estebans interesse for Inès; han kan ikke tro, at det kan gå godt med den standsforskel. Men Herremanden Juan de Mendoza får ved Kongens mellemkomst vendt alt til idel lykke for det unge par, efter at Juan Mendo har gjort op med bøddelarven ved at hugge sin højre hånd af.

I "Fordommenes triumf", stykkets anden del, hvor den mest historiske handling foregår, får Esteban og Inès en pludselig visit af Estebans gamle veninde fra Madrid, hvorfor Esteban beder Inès om at pynte sig for  doña Serafina, som er hertuginde af Montalban.

Personerne er i anden del:
Don Esteban de Mendoza
Juan Mendo
Don Cesar Belmonte, portugisisk adelsmand
Byfogden i Badajoz
Pedro, don Estebans tjener
En portugisisk krovært
Doña Inès de Mendoza
Doña Serafina, hertuginde af Montalban
Abbedissen for Ursulindernes nonnekloster i Badajoz

Scenen er Mendozas slot i Estramadura - senere i Elvas - og endelig i Badajoz, hovedstaden i Estremadura.

Selv om Inès gør gode miner for at leve op til Estebans ønsker, ryster hertuginden på hovedet, da Inès til middagen glemmer at tænke på, at Esteban helst vil have hverdagsmad. Men nu viser det sig, at hertuginden har lagt sig alvorligt ud med hoffet i Madrid og forsøgt at få Kongen til at antage en skriftefader, hun vil have ind i magtens centrum, og da det ikke lykkedes, måtte hun flygte. Hun beder Esteban om heste og vogn til at flygte til Portugal. Esteban glemmer pludselig alt om Inès for hertuginden og beslutter at følge med hende. Men da de er ankommet, er situationen ændret, idet den handlekraftige hertuginden vil have Esteban til at gå over til Hertugen af Braganza; han tøver men indvilliger . Det viser sig dog, at han ikke kan klare udfordringen og må vende tilbage til Spanien og Inès - så selv om fordommene en tid triumferede, vandt kærligheden alligevel tilsidst. I mellemtiden blev der afsløret en del om menneskenaturen i revolutionære tider!  Der er forskel på folk, og somme tider forstår man også hvorfor, især i royale tider, hvor en hertuginde må slås for sin sag, som jo bliver revolutionen, hvor baronen kan holde sig udenfor langt fra magtens centrum.  

Himmel og Helvede

            
              HIMMEL OG HELVEDE
                                 Komedie

At være uden kærlighed
 er som at være uden sjæl
(Calderon: Vrangvillige sjæle
(indiablée: med dolk i strømpebåndene)

Personerne:
Don Pablo Romero
Broder Batholomé, inkvisitor
Doña Urraca de Pimentel

Scenen er Valencia

Scene 1
Et boudoir
DoñaUrraca, Don Pablo

Doña Urraca: Nej, endnu engang. De må hellere bede. Det er idag Askeonsdag.
Don Pablo: De må huske, at Hvide Tirsdag ikke tillader os at udnytte karnevallet.
Doña Urraca: Jeg er en stor synderinde, Gud forbarme sig over mig; men så står en synd ville jeg aldrig begå.
Don Pablo: I det mindste et lille kys.
Doña Urraca: Det må jeg ikke.
Don Pablo: Synden, om det er en, er ikke så stor, og jeg tager hele skylden på mig....
Doña Urraca: På en Askeonsdag!
Don Pablo: Giv pokker i fasten! Kom nu, bare et lille kys.
Doña Urraca: Men...hvor er De dog utålelig...Luk vinduet.
Don Pablo: Et til. De synder ikke mere af den grund.
Doña Urraca: Nej, lad mig være, jeg ber Dem.
Don Pablo: Hvad har De der om halsen?
Doña Urraca: Det er en rosenkrans med Agnus Dei, velsignet af vor hellige fader Paven.
Don Pablo: Men mit portræt? min kæde? hvad har De gjort af den? åh, Urraca, jeg er vis på De har givet kæden til denne fader Batholomé du diable for at pryde halsen på en eller anden Madonna.
Doña Urraca: Nej, det hele er i mit smykkeskrin, men jeg tænkte, at en dag som denne...
Don Pablo: En dag som denne fortjente at blive strøget af kalenderen!
Doña Urraca: Hvad mener De med det, don Pablo? Er det ikke idag?...
Don Pablo: Hør, lad os tale om noget andet. - De må hellere tage en skriftefader, der er ældre. Man snakker, og jeg er noget urolig over det.

Senere kommer Broder Bartholomé til Doña Urraca, og efter mange tomme ord ender det med, at skriftefaderen får Doña Urraca til at tro, at Don Pablo har været hende utro med Belisa. Det får hende til at melde ham til inkvisitionen. Da han sidder i inkvisitionens fængsel dagen før sin henrettelse , opklares det, at hun har taget fejl, at han ikke var hende utro, og nu vendes hendes vrede og had mod Broder Bartholomé, der kommer i fængslet.

Scene 2
Inkvisitionens fængsel
Don Pablo (alene, siddende ved et lille bord): De slyngler vil på grund af fasten have, at jeg afmagres til mit sidste måltid. Og deres stokfisk er hård som fem hundrede djævle.
Doña Urraca kommer ind

Don Pablo: Åh, åh, ved Kristi legeme! Urraca i egen høje person! Kvinderne og pengene kommer altid igennem. - Ih, goddag, kære veninde. Hvilken gud eller hvilken djævel bringer dig i mine arme?
Doña Urraca (køligt): Don Pablo; man siger, at De er blevet dømt til døden?
Don Pablo: Til trods for fasten.
Doña Urraca: Men De kan stadig gøre noget for at redde Dem selv.
Don Pablo: Ved at angive den ven, jeg har arbejdet sammen med. - Aldrig!
Doña Urraca: Nej, Hvis blot De vil tage afstand fra ufromheden og offentligt gøre afbigt...og gå i kloster...på den betingelse vil jeg kunne opnå Deres benådning.
Don Pablo: Offentligt beklage?...gå i kloster?...For søren, ikke andet? Jeh kysser ydmygst min infantes hænder, men jeg vil alligevel meget hellere være fortabt end blive munk.
Doña Urraca: Ufrom til det sidste! Og du tænker slet ikke på det helvede der venter.
Don Pablo: Ikke flere prækner. Hør nu: de hænger mig imorgen, min smukke veninde. Idag tilhører mig: Lad os da få mest muligt ud af situationen og lad mig tilbringe nogle gode stunder så længe.
Doña Urraca: Hedning! Jeg ville foretrække selv at komme med brænde til dit kætterbål.
Don Pablo: Åh, åh, hvorsmukt sagt! Er De ikke lidt gal, Urraca, eller kan man ikke træde ind bag disse mure uden at blive hård og ondskabsfuld som en inkvisitor?
Doña Urraca: Vælg, min herre; jeg gentager: De har valget mellem Døden og Livet på de betingelser jeg har nævnt for Dem, hvad siger De ?
Don Pablo: Min herre! Det bliver værre og værre! Hvad er det dog for noget?
Doña Urraca: Jeg ved, at De ikke har mere end een dag at leve i...Som Deres gamle veninde ville jeg gerne se Dem angre.
Don Pablo: Jeg er allerede blevet skæmmet af at sidde i fængsel, hvorfor svigter De mig på den måde?
Doña Urraca: Jeg sværger, min herre, lad de ideer fare til en anden gang. Jeg beder Dem, vis anger.
Don Pablo: Jamen for pokker, holder De aldrig op? Den måde at tale på gør mig helt ude af det. Urraca, hvis det er sådan, at De højagter noget, er jeg ude af mig selv af kærlighed. Så lad det fare med Deres anger og kloster...
Doña Urraca: Don Pablo, jeg foragter dig! men vis anger, jeg beder dig!
Don Pablo: Du, foragter mig!
Doña Urraca: Ja, din forræder! men selv din troløshed, alle dine anslag får mig ikke til at ønske dig død!
Don Pablo: Forræder! troløsheder! Lad gå med ufrom, men jeg har aldrig svigtet nogen.
Doña Urraca: Du har ikke svigtet nogen?
Don Pablo: Nej, jeg har aldrig svigtet nogen. Jeg formoder don Augustin har solgt mig, for han vidste jeg var forfatter til pamfletten. Han har været bange for, at mistanken skulle falde på ham. Men jeg ville nu aldrig fortælle hvad jeg ved, hvis det skulle gå ud over ham.
Doña Urraca: Ja, De har æren på Deres side med hensyn til mændene, men hvad med kvinderne?
Don Pablo: Har jeg nogensinde i den tid jeg har kendt Dem været utro?
Doña Urraca (ironisk): Nej, ikke en eneste gang!
Don Pablo: På ære, ikke een!
Doña Urraca (på samme vis): Kurage!
Don Pablo: Hvad smiler De nu for?
Doña Urraca: Jeg smiler ved tanken om, hvad du kommer til at lide i Helvede for din mened.
Don Pablo: Hvilken mærkelig jalousi! Jeg sværger på ære...
Doña Urraca: Ti stille, din stakkel! se blot på dete portræt, hvem har du givet det til?
Don Pablo: Urraca, hvor længe er det jeg har kendt Dem?...
Doña Urraca: Se hvor forvirret du er, du som er en mand af ære!
Don Pablo: To år er det siden. Første gang jeg mødte Dem, var jeg lige kommet forbi Segoviaskolen med karabiniererne; De husker nok min uniform; den var helt ny, og den fremkaldte komplimenter fra Dem? - Nu beer jeg Dem, betragt dette portræt; hvad er det for en uniform?
Doña Urraca: Gud! Segoviauniformen!...Don Pablo (hun kaster sig i hans arme) Don Pablo: Ja, ja, den gamle Belisa, som jeg havde forladt for din skyld, hun har villet spille os et puds. Hun er ondskabsfuld som alle de gamle! Det er over tre år siden det portræt blev lavet.
Doña Urraca: Tilgiv mig...kære ven! Jeg er så ulykkelig...jeg fortjener at dø...dræb mig!
Don Pablo: Hvordan det - vi er bedre venner end før. Den, der ikke er jaloux, elsker ikke.
Doña Urraca: Ulykkelige - hvis du vidste, hvem der har meldt dig! - Det er mig!
Don Pablo: Din kærlighed var stærk! jeg ville ikke have troet, at den strakte sig så vidt. - Men rejs dig, ogkom i mine arme.
Doña Urraca: Tilgiver du mig?
Don Pablo: Jeg tænker ikke på andet end din kærlighed. For pokker, den var stor!
Doña Urraca: Jeg er høj, du skal tage mine klæder og redde dig selv.
Don Pablo: Rolig. De kunne sagtens finde på at hænge dig i mit sted.
Doña Urraca: Jesus Maria! hvad så?
Don Pablo: Man må resignere, min dronning, og bruge de sidste timer til alle de tosserier vi kan finde på.
Doña Urraca: Hør, Broder Batholomé, som fik mig til at komme her, kommer om et øjeblik. Det er ham, der har fravristet mig din hemmelighed.
Don Pablo (urolig): Det må jeg nok sige, og med hvilket middel?
Do~Urraca: Ved at vise mig dette famøse portræt. Han kommer snart. Jeg har en dolk i mit strømpebånd; du dræber ham og tager hans kjole på.
Don Pablo: Jeg!
Do~Urraca: Efter mig er den forræder den nærmeste årsag til din død.
Don Pablo: Han har jo blot gjort sit arbejde som inkvisitor.
Doña Urraca (løsner sit strømpebånd): Her er dolken.
Don Pablo: Det smukke ben! lad mig kysse det
Don Pablo: Tag denne dolk, siger jeg dig.
Don Pablo: Fy for fanden; vi militærfolk kender ikke noget til  at bruge sådan en. For min frelses skyld vil jeg ikke slå et andet menneske ihjel.
Doña Urraca: Ræk mig min dolk.
Don Pablo: Lad mig sætte den tilbage, hvor den sad.
Doña Urraca: Giv mig den. Her er Broder Bartholomé.
Don Pablo (til Broder Bartholomé): Man siger, højstærede, at De absolut vil skaffe mig en vis kvælning.
Broder Bartholome´: Jeg er meget ked af det, men...
Don Pablo: Åh, De er sandelig alt for ærlig; men er der ingen mulighed for at ordne det i mindelighed?
Broder Bartholomé: Doña Urraca burde have sagt Dem.
Doña Urraca: Fader, De må selv formane ham med Deres sædvanlige veltalenhed. Sæt Dem (til slutteren i kulissen) Lad din lygte blive stående ved døren; hans Højærværdighed går om et øjeblik.
Broder Bartholomé: Min meget kære bror, hvis De ville tænke på de pinsler, der venter Dem i den anden verden, ville De ikke tøve med at takke inkvisitionstribunalet for den overbærenhed det har udvist i Deres sag; det tilbyder Dem tilflugt i et kloster. Det ville frelse Deres sjæl i stedet for at De fortsat...
Doña Urraca (stikker ham ned): Sådan er det man stikker tyren ned.
Broder Bartholomé: Åh (han dør)
Don Pablo: Du store Gud!
Doña Urraca: Lad os få taget hans kjole af, før den er gennemvædet af blodet. Tag hans hat, hans lygte...følg mig. Sig mig - kom der blod på mit tøj?*  Du svarer ikke. Kom nu, Pablo; vi må forlade landet, så bliver vi aldrig brændt...Kom
Don Pablo: Sådan ender denne komedie. De bedes bære over med forfatterens fejl.

* Matadorens kunststykke består i at stikke tyren i højre skulder, således at kården skærer pulsåren over. Hvis matadoren har held med det, er tyren død i eet nu, og kårdeklingen bliver knap nok vædet af blod.

Anledningen (L´Occasion)

                     ANLEDNINGEN
                                     Komedie

                                                fuldstændig oversættelse

Que esa pena, ese dolor
Mas que tristeza es furor
Y mas que furor, es muerte.

Calderon: El Mayor Construo, los celos.

Hvad der er sorg, er smerte,
hvad der er mere end tristhed er raseri,
og mere end raseri er døden.

Stykket viser dette som en glidende udvikling.

Personerne:
Doña Maria eller Mariquita
Doña Francesca eller Pasquita
Doña Irène
Doña Ximena
Rita, tjenestepige
Fader Eugenio, direktør for klostret

Scenen er i Havana.

Scene 1
En have i klostret. Til højre en lille bygning, hvis dør vender ud mod beskueren. Overfor den står der med store bogstaver
                             
    APOTEKER
Et vindue i stueetagen vender ud mod haven. - Bagerst på scenen er et stort appelsintræ; i forgrunden en hængekøje og en træbænk.

Doña Maria alene siddende på bænken. En bog ligger åben foran hende. Hun ser tankefuld ud og mediterer i stedet for at læse.

Doña Maria: Man har givet mig denne bog og sagt, at jeg skulle læse den...efter hvad den siger, kan jeg finde trøst for alle menneskelige genvordigheder...Jeg har læst den igen og igen, og ikke eet sted har jeg fundet noget om, at der skulle være noget galt med kærlighed...Kempis var en stor læge, et rart menneske, anstændig, medfølelnde...en helgen...som han; men han har aldrig kendt noget til kærlighed...Hvor er jeg doh ulykkelig!...(Læser hvad der er skrevet på bogens første side) Pris for god opførsel tildelt Doña Maria Colmenares...God opførsel! For ham er jeg bare en fornuftig lille pige, det vil sige temmelig kedelig...en lille pige, det vil sige et uanseligt væsen man ikke kan elske...eller som man elsker ligesom en tam turteldue...Men små piger eller kvinder, hvad betyder forskellen? han må ikke elske nogen af dem. Han er præst, han tilhører ikke mere denne verden. - Og dog...han er ikke som de andre præster; han tager sig tid til at passiare, han ler; tit taler han med mig...Men du store gud, hvad taler han med mig om så, om fugle jeg fodrer og blomster jeg dyrker. - Igår blev han helt fyr og flamme ved at fortælle om Alhambra Paladset (med trist mine) Han talte med Doña Francisca om det...og jeg som har set Alhambra, når jeg prøvede at få et ord indført, så tav han, og samtalen stoppede dér. Doña Francesca er tre år ældre end jeg; men hvad ved hun, som jeg ikke ved? hvad gør hun, som jeg ikke kunne gøre? - Jeg synger bedre end hende, - jeg spiller klaver og guitar bedre end hun. - Hun har svært ved at holde takten, når hun danser!...Igår lagde jeg mærke til, at Fader Eugenio så anerkendende på mig, når jeg dansede med hende; hans øjne strålede...det var ikke mere kirkens strenge embedsmand, han lignede snarere en ung forelsket kavaler. Det var ved den lejlighed jeg nær havde givet ham det fatale brev jeg har skrevet og hele tiden river i stykker (Hun tager et brev frem, hun har haft på brystet og læser det igennem) Hvor det befinder sig nu, er det hverken godt eller dårligt. Hver gang jeg har skrevet det om, er det blevet koldere, - men til at begynde med var for upassende...Og om nogen bliver rørt, hvis de hører det læst op med lav stemme, ler de af medynk, når de læser det selv...Hvad mon de tænker om slutningen? Det var forkert af mig at formulere det sådan: Jeg ville være i stand til at dø for ikke at ulejlige Dem.Jeg villevære i stand til...Men han vil jo ikke tro, at den lille Mariquita ville finde på at dø. Det lyder som en trussel, trodsigt pral. Jeg ville være i stand til  at dø, det er en tatralsk frase, og når man siger den er det som at stikke sig med et træsværd...Men jeg mente det alvorligt, da jeg skrev det; - jeg tænkte på at dø. - Lægen siger, at det er let, en teskefuld gift, som han sagde til os...et minuts krampe..og så lider man ikke mere...Jeg strøg denne sætning, da jeg skrev mit brev igen, og nu...(med fortrydelig mine)
ja, nu synes jeg den er fladere og koldere end før. Åh, hvad kunne han ikke læse i mit sind!...Vil jeg give ham det?...Hvis han afbryder mig straks...(Hun brækker en kvist af) Hvis denne kvist har et lige antal blade, vil jeg tage det med  igen...elve, tolv, tretten, fjorten...lige. Men at taleom det med ham, det er umuligt; så jeg må absolut sende ham det igen...Lad mig se, åbn denne bog. Første side til venstre
   Jeg ville hellere lide og tåle alverdens pinsler end at samtykke i det du vil

   Jeg må ikke være rigtig vel forvaret! jeg må virkelig være godt dum for at forfalde til sådan noget pjat i en affære, hvor han kunne forsvinde ud af mit liv. Ja, jeg vil sende ham det, dette brev, i det mindste siger det: Jeg elsker dig, og min mund ville ikke kunne sige de ord.

Rita (syngende i kulissen): Amourøse franskmænd græder som et barn; Andaluseren, der er mere filosofisk, siger: Jeg elsker dig, vil du ha´mig? og hvis ikke, så farvel!"  
 

Scene 2
Doña Maria, Rita

Doña Maria: Her er oraklet, der dikterer mig, hvad jeg skal gøre. Ja, jeg vil give ham mit brev (til Rita, der kommer ind) Skal du til at gøre rent?

Rita: Ja, mademoiselle. Jeg vil støve alle flaskerne af og åbne nogle vinduer for at få frisk luft ind.
Hun kommer ind, og Doña Maria nærmer sig vinduet, som hun åbner.
Doña Maria (med et tvungent smil): Pas på ikke at ødelægge denne flaske, som du har fortalt mig om.
Rita: Jesus! Maria! Jeg tør næsten ikke komme
 i nærheden af den. Dersom nogen skulle sluge noget af den for at begå selvmord, ville jeg ikke få et roligt øjeblik, om jeg så bare havde rørt ved glasset.
Doña Maria: Jeg kan ikke tro, at den gift skulle være så stærk som du siger.
Rita: Åh, det skal jeg nok forklare. Efter at lægen havde sagt til mig: "Rita, pas godt på ikke at røre ved den flaske der: to-tre dråber af den er nok til at slå alle disse damer ihjel på mindre end et kvarter." Den der får det ned i halsen, kvæles straks, og så er de færdige!
Doña Maria (peger på en medicinflaske): Er det ikke den flaske dér?
Rita: Nej, mademoisell, det er den lille flaske på hylden deroppe. Det er den vigtigste af dem allesammen, og der er nok i den til at forgifte mere end tusind personer.
Doña Maria: Den der indeholder noget hvidt?...
Rita: Netop.
Do|na Maria:  Godt
Rita: Godt? sig snarere slemt. At den store djævel vrider halsen om på de hedninge, der har forestillet sig så slem medicin! Jeg er mest forbavset over, at det er hos apotekerne, hvor man ikke skulle finde midler til krig, som kan ekspedere et menneske over i den anden verden, før han har fået lov til at sige: "I dine hænder overgiver jeg min ånd."
Doña Maria (dystert): Der er visse sygdomme, hvor den slags lægemidler er nyttige.
Rita: Den gode Gud og Sct. Hans bevare os mod de dårligdomme! Men jeg tror, at det ikke er godt for andet for de rasende, som man nu lader dø på den måde, for at de ikke skal begå overgreb på andre.
Doña Maria (afsides og drømmende): Kun et øjebliks smerte!
Rita kommer ud fra apoteket; hun lukker døren og lader et vindue stå åbent.
Rita: Hvis jeg var priorinden, ville jeg smide den slemme flaske i et hul, for snarere end at være nyttig er den i stand til at gøre skade.
Doña Maria: Hvordan det?
Rita: Jo...hvis nogen for eksempel fik lyst til at rydde nogen af vejen...Eller endnu bedre, lad os antage, at en, der var tosset i hovedet, ville udslette sig selv, som der...
Doña Maria: Hold nu op; hvem kan dog tænke på at slå sig selv ihjel?
Rita: Jeg ved godt, at det ikke er Dem, mademoiselle; De som er så klog og velopdragen, der ville bringe skam over alle, der er ældre end De; men jeg ved der er nogle der skyder sig...altså, jeg ved godt, at De ikke vil røbe det for ham; men jeg tør ikke vise denne flaske til Deres veninde, frøken Franscisca.
Doña Maria: Francisca!
Rita: Hun læser altid engelske romaner; de stiger hende til hovedet. De tror mig ikke; men hun har fortalt mig, at hvis hun elskede nogen, og hvis hendes elskede kom ulykkeligt af dage, ville hun begå selvmord.
Doña Maria (med et bittert smil): Du kan være ganske rolig.
Rita: Jeg har sagt det til hende: Mademoiselle, gør det ikke; men jeg er kun en stakkels tjenestepige, og jeg kan ikke tale som en præst; men jeg ved, at det at begå selvmord, det er at fornærme den gode Gud. Ikkesandt, mademoiselle?
Doña Maria: Hvad siger ikke Moseloven om selvmord (lavere) Men den siger ikke...
Rita: Det er djævlen, der kommer med den slags ideer. Jeg kender en pige fra Guatemala, der da hun var en sytten-atten år, fik trang til at begå selvmord, og det voldsomt; og hun har fortalt mig, at da hun så ned på gaden fra et vindue højt oppe, djævlen havde sagt til hende, at hun skulle springe ud. Men med tiden er hun blevet helbredt.
Doña Maria(ivrigt): Med hvilket middel? Hvordan er det gået til?
Rita: Frøken, hun bad tit og ofte til den gode Gud om at befri sig, og hun begav sig på pilgrimsrejse, og senere kom der en muldyrsknægt, en køn brun fyr, hun giftede sig, og nu tænker hun på at begå selvmord som  mig, for at jeg kan blive hængt.
Doña Maria (afsides): Ak og ve!
Rita: Sig i det mindste ikke til doña Francisca, at jeg har fortalt Dem det, frøken.
Doña Maria: Det skal du ikke værebange for...Rita, nu du gør mit værelse i stand, se i æsken under min seng; der er en lille rosenkrans med granater og mexikansk guld, tag den, jeg forærer dig den.
Rita: Til mig, mademoiselle?
Doña Maria: Ja; det er længe siden jeg sidst har givet dig en gave. Du er så god imod mig, og når jeg forlader dette kloster, skal du bede med denne rosenkrans for min skyld.
Rita: Åh, min kære frøken...lad mig dog kysse Deres hænder; De er alt for gavmild...Jeg vilblive meget ked af at se Dem rejse herfra: Men det vil nok være det bedste for Dem, for så er det vel for at gifte Dem.
Doña Maria (sukkende): Hvem ved?
Tavshed.
Rita: Skal der sættes nye blomster i Deres porcelænsvaser?
Doña Maria: Ja.
Rita: Farvel, frøken; jeg siger mange tak. Hun går.


Scene 3
Doña Maria alene
Bønner!...Jeg har skam også bedt; men jeg har ikke kunnet jage de ideer væk, der har bemægtiget sig mig...Hvis han ville flygte sammen med mig?...men det er umuligt...Så jeg bliver nok nødt til at flygte alene...ja, jeg vil flygte fra denne verden. (Ser ind ad apotekets vindue) Et øjebliks pine!...måske mindre end jeg har oplevet dag og nat to måneder i træk. - Jeg kunne nu hvis jeg ville, gribe denne skat, som bringer glemsel...Det er let nok at klatre gennem dette vindue, og denne sten ser næsten ud til at være placeret dér for at tjene som trædesten. Hun sætter fødderne på et fremspring i murværket som for at klatre op til vinduet.

Scene 4
Doña Maria, Broder Eugenio

Broder Eugenio(uden at se på Doña Maria. Han nærmer sig appelsintræet, tager et brev ud af en grenkløft og lægger et andet deri i stedet) Smukke appelsintræ, jeg takker dig; du er trofast mod din præst (læser) Uroligheder, bebrejdelser!...Åh, du er urimelig. - Endelig kys! - Vore to breve ligner hinanden meget.
Doña Maria (springer tilbage, afsides)Vig fra mig, Satan!
Broder Eugenio (afsides): Hvem er denne smukke pige? Sikke hun kan springe. - Aha, det er den lille Mariquita, Franciscas venibde. - Hun er meget stor af sin alder. Hvad gør hun i klostrets apotek?
Doña Maria (ser Broder Eugenio): Åh!
Broder Eugenio: De må kalde på mig, hvis jeg skal give Dem hånden, De...?
Doña Maria: Hvad, monsieur, De...?
Broder Eugenio: Jeg kan se, jeg gjorde Dem bange.
Doña Maria: Nej, monsieur...men det er fordi...(afsides)...Jesus Maria
Broder Eugenio: Jeg kan slet ikke genkende al den smidighed De udviste, Doña Maria. Og kan man nu forstå, hvad der får Dem til at komme ind i apoteket på en så ualmindelig facon?
Doña Maria: Jeg har ikke været inde i apoteket, jeg sværger.
Broder Eugenio: Godt; men De er da kommet ud derfra. - Skal vi vædde om jeg gætter gåden?
Doña Maria: Åh, monsieur, De må endelig ikke tro...
Broder Eugenio: Tilstå nu bare, at De ville stjæle kandis derinde. Åh, Doña Mariquita, De får med mig at bestille for den synd. Pas De hellere på, når jeg tager Dem i skrifte.
Doña Maria (afsides): Han behandler mig som et barn! Hun holder hånden for øjnene.
Broder Eugenio: Men jeg tror sandelig jeg har gjort Dem bange...Det skal De ikke være; jeg er ikke så slem som De tror. Hør her, vil De have absolution? Absolvo te.For ulejligheden kan De give mig lidt af Deres bytte, så vil jeg ikke melde Dem.
(Doña Maria holder øjnene fæstnet på ham med et udtryk af dyb tristesse) Men hvordan er det dog De ser på mig!...De forbavser mig virkelig. Jeg har for flere dage siden bemærket, at De er blevet helt trist...De har mistet alle Deres kønne farver...Har De det godt? De er vel ikke syg?
Doña Maria: Syg? nej...Jeg er meget ked af det.
Broder Eugenio: Er Loretto, Deres papegøje, død?
Doña Maria: Åh, hvor De dog kender mig dårligt, Fader Eugenio. De anser mig for at være et barn!
Broder Eugenio: Et barn! Gud hjælpe mig, en stor frøken, der snart er 15 år.
Doña Maria (alvorlig): Og som femtenårig kan man ikke lide som en på tredve?
Broder Eugenio: Tilgiv mig min dårlige spøg, frøken. De gør mig helt bange. Jeg tror De har modtaget dårligt nyt fra Spanien; jeg håber da Deres onkel generalen stadig har det godt?
Doña Maria: Det tror jeg nok...Alt der, der piner mig, stammer fra mig selv.Åh, Fader Eugenio, hvor jeg dog gerne ville være mand! Jeg ville ønske jeg var død.
Broder Eugenio: Men dog; denne gang er jeg lige ved at synes De er et barn. Lad dog disse latterlige ideer fare; De har, så vidt jeg kan se, fået dem af de bøger De ikke havde burdet læse. - Hvad er det for en bog De har dér?
Doña Maria: Som De ser, er det "Jesu Kristi Efterfølgelse", som De selv har givet mig. Der er ikke gået en dag, uden at jeg har læst i den; deri søger jeg styrke, og finder den aldrig. - Jeg har aldrig læst romaner, Fader Eugenio; men jeg har sjæl og hjerte...jeg ser...jeg tænker...og...Åh, deter derfor jeg ville dø.
Broder Eugenio (afsides): Denne lille dame har noget amourøst i hovedet; det er de slemme til i dette kloster. (højt)Nå, mit barn. De må fortælle mig om det en dag; jeg har ikke tid til at formane og skænde rigtigt på Dem, som De fortjener. - Ja, De fortjener skam, at man skænder på Dem for alle disse tosserier. De, som jeg anså for fornuftigere end de fleste af Deres kammerater...fy, Doña Maria. Det forekommer mig at være på mode for tiden at ville dø. Jeg hører snart ikke andet end klager over livet fra børn på Deres alder.
Doña Maria: Børn! Børn kan sagtens ønske sig død, når de er ulykkelige; jeg har ville dø; men Døden har ikke villet vide af mig.
Broder Eugenio: Hvad andet, siger De?
Doña Maria: De har måske hørt sige, at for fjorten dage siden var jeg lige ved at blive dræbt af en rasende tyr; det var med vilje jeg gik hen foran denne tyr; den kom så tæt på mig, at jeg kunne høredet pibe i dens næsebor...og jeg ved ikke hvofro den ikke gjorde mig fortræd.
Broder Eugenio: hvis det De siger er sandt...
Doña Maria (heftigt) Sandt! Tror De jeg kunne lyve?
Broder Eugenio: Det ville have været meget galt og en stor synd at gøre det. De er i livets dejligste alder, og især De, Doña Maria, har alt hvad De kunne ønske Dem; De er forældreløs, men De har en mægtig og rig onkel; De er i besiddelse af en betydelig formue. Et år fra nu kommer Deres onkel for at tage Dem med til Spanien; De vil blive præsenteret ved hoffet; De vil blive godt gift.
Doña Maria: Mig fit! du milde himmel!
Broder Eugenio: I stedet for at overgive Dem til denne latterlige melankoli kommer De til at takke Gud for de fordele han har overøst Dem med (afsides) Jeg vil tale med lægen om det.
Doña Maria (med eftertryk): Endnu engang, Fader Eugenio, De kender mig ikke.
De ser fast på hinanden et øjeblik, men slår straks blikket ned
Broder Eugenio (tager sit ur frem): Doña Maria, jeg formoder De har meget at betro mig: Hvis mine råd kan være til nogen nytte, vil jeg være glad for at råde Dem. I morgen vil jeg være i min skriftestol til kolokken to; i mellemtiden må De forberede Dem med bodsøvelser. Nu må jeg forlade Dem, forstanderinden venter mig til chokoladen.
Doña Maria: Jeg tror De tager mig det ilde op, for De er en mand og præst.
Broder Eugenio: Doña Mariquita, hvis jeg ikke tager meget fejl er det en elskovsaffære, der har fordrejet det dér lille hovede.
Doña Maria: De er præst...men hvis De kunne forstå...
Broder Eugenio: Jeg forstår tilfulde, at De frivilliges batallion fra Girone er ankommet til Havana i sidste måned; at officererne har helt nye uniformer, at de på søndag går til messe i Saint Jacques-kirken, hvor De skal hen!...Men det taler vi om i morgen.
Doña Maria: Jeg vil ikke sige noget til Dem; De hører slet ikke på mig. Hvor er jeg dog ulykkelig!
Broder Eugenio: Der er en udvej fra alt, mit barn, undtagen fra døden. Farvel; chokoladen tvinger mig til at forlade Dem. Han går et skridt for at gå derfra
Doña Maria (holder ham tilbage): Enten må jeg leve eller også må jeg dø!...Fader Eugenio, hør på mig. Vi er alene...Vær sød at høre på mig...De må høre på mig...De kan give mig livet eller døden...og hvis De siger et ord...så sværger jeg (Fader Eugenio prøver igen at gå) Åh, Fader Eugenio, De er præst...jeg kan ikke tale.
Broder Eugenio: Doña Maria, jeg ved ikke om jeg skal le eller græde over Deres opførsel...Og dog, De bekymrer mig, jeg har medlidenhed med Dem. Gå hen og bed, og om en time kan De komme hen til klosterkirken. Så vil jeg høre på Dem; men nu kan jeg ikke.
Doña Maria (trækker et brev frem fra brystet): Hvad jeg ikke tør sige Dem...dette brev...
Broder Eugenio (holder hendes hånd fast):Hvad står der i det brev? Giv mig det.
Doña Maria (holder brevet tilbage): Lov i det mindste ikke at læse det, mens De er her i huset. Læs det i aften, alene i aften. Lover De mig det? Og i morgen...Nej, tal aldrig til mig om det...Hvis De giver mig det tilbage...må De bebrejde mig noget...det ville ikke nytte noget...Giv mig det bare igen...Jeg ville straffe mig selv for min galskab...Men for Guds skyld, De må ikke bebrejde mig noget.
Broder Eugenio (tager brevet): Giv mig det.
Doña Maria: Hav medlidenhed med mig, jeg beder Dem...Jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at lade være...Åbn det ikke med det samme. (Fader Eugenio bryder seglet) Åh, Gud, hvad er det De gør! Fader Eugenio...Jeg besværger Dem...jeg beder Dem Dem...giv mig det, Fader Euegenio...De slår mig ihjel. Åh, læs det ikke her.
BroderEugenio: Hvad er det De gør; tag Dem sammen, der kommer nogen.
Doña Maria; Lær det ikke her...eller giv mig det tilbage.
Rita  (kommer ind): Hr. abbed, forstanderinden venter Dem med chokoladen.
Broder Eugenio: jeg er på vej (til Doña Maria) Jeg vil læse det snarest.
Han går sammen med Rita 

Scene 5
Doña Maria alene
Så har jeg udleveret min hemmelighed...Jeg har røbet den uden håb om, at Fader Eugenio vil gengælde min kærlighed; jeg har jo lige set hans ligegyldighed overfor mig...Hvad sagde jeg?...hans ligegyldighed!...han er præst, han er gudhengiven, en ærlig mand; sådan står det til med mit håb. Jeg burde, snarere end at lytte til hans bebrejdelser...og dog...hvis han elskede mig...hvis han kunne elske mig...men nej, han elsker kun Gud. Somme tider er hans stemme så mild...ja, øm...med eet har jeg et øjeblik troet, at han ikke var præst længere...men, når jeg gav mig til at tale til ham, blev hans udtryk så strengt, at mit mod frøs til is...Nu i aften...da jeg dansede med Francisca, og han var som beruset af at se, hvor glade vi var, ja, da kunne jeg have bekendt min kærlighed til ham. - Francisca!...hun dansede ned mig...Åh, nej, hende elsker han ikke.
Hvis hun elsker nogen, har hun givet sit hjerte til en officer...Han taler sjældent til hende...men, nej, han taler ikke om kærlighed...Francisca kunne ikke...En præst! Kun jeg...Hvilken synd, min gud, elske en præst! Der er ikke andre i denne verden, der kunne finde på at nære en så frygtelig kærlighed, så kriminel...og det gør mig tryg, hvor ulykkelig jeg end er...min forbrydelse gør mig tryg! I det mindste har jeg ingen rival...Han har måske åbnet mit brev...Hvis han læste det nu?...Uden tvivl ville det vække hans vrede, hans indignation...En kvinde nedværdiger sig så meget!...Måske ler han ad mig og siger, idet han trækker på skulderen: "Det stakkels barn!"...Du store gud, jeg kunne godt bevise for ham, at jeg ikke er et barn!...De skal nok få at se, at jeg har mere mod end en soldat...at jeg elsker, som de ikke kan elske! Jeg ville dø, hvis jeg ikke kunne være hos ham...Men dette brev, hvad nu hvis han går hen og viser det frem?...det er så mærkeligt...og slutningen, hvordan var det nu jeg sagde tilsidst? Jeg kan ikke huske et eneste ord; mit hovede er alt for rundt på gulvet...Jeg...hvis De ikke elsker mig...jeg...Åh, hvorfor har jeg givet ham det brev? Jeg idiot!...Hvorfor ikke tale til ham? Han ville se mine tårer, min rådvildhed...Og dette kolde og afmålte brev, denne velplejede skrift med sine punktummer og kommaer! Han må tro jeg foregiver en lidenskab jeg slet ikke føler...at jeg kopierer sætninger i en roman...han vil igen kalde mig et barn... - Min gud, dræb mig! for de tvinger mig til at dræbe mig selv...Hvis jeg nu skrev et par ord for at undskylde, for at forklare mit brev....Nej; det ville være endnu mere absurd...Måske har han ikke læst det endnu...Hvis han havde læst det, ville han være kommet tilbage eller endnu bedre, hvis han ville sende bud efter mig...Hvis jeg skal gå længe i den uvished...føler jeg, at jeg bliver gal...Jeg har bedt ham åbne mit brev i aften; nu frygter jeg han ikke gør som jeg siger...Åh, døden er bedre end den pinefulde venten...og tilbringe natten med at vende og dreje sig i sin seng! Åh, Fader Eugenio, giv mig døden med det samme. (Man hører latter og tale bag scenen)Åh, jeg hører dem komme, de der kalder sig mine venner. Nu er de her med deres latter og sludren. Mere end nogensinde forekommer deres nærvær mig beklemmende.
Hun vil til at gå

Scene 6
Doña Maria, Doña Irène, 
Doña Ximena, Doña Francisca

Doña Irène: Maria, Mariquita, hvor skal du dog hen? Hvorfor flygter du fra os?
Doña Ximena: Hvad er der med dig, Mariquita?du har røde øjne? man siger, at du har grædt? Åh, jeg gætter på du læste en roman, der endte skidt.
Doña Maria: Jeg har hovedpine.
Doña Francisca: Din stakkel! Ja, din pande er brændende varm. Bliv her i skyggen, tro mig. Man kvæles på vores værelser. Sæt dig på denne bænk; du lægger hovedet på min skulder, og jeg...(lavmælt) jeg har så meget at sige dig, kære Mariquita! Du må absolut hvile dig og høre, hvad jeg har at sige dig.
Doña Irène: Mariquita, du skal dømme mellem Ximena og mig.
Doña Ximena: Det var en køn dommer du tog der! Som om hun kendte til den slags: Tag Francisca i stedet.
Doña Irène: Hun har ikke brug for den slags viden, for det drejer sig bare om at sige, hvad hun synes bedst om.
Doña Francisca: Plag mig ikke med jeres latterlige spørgsmål. Stakkels barn, kan I ikke se hun er syg!
Doña Irène: Det er klart, at du vil kede hende med dit selskab helt alene. I er utålelige med jeres evige vensker.
Doña Maria (gabende*): Hvad drejer det sig om, Irène?
(* En almindelig virkning af ængstelse. Man har bemærket, at Ali Pascha efter at være overgivet i hænderne på tyrkerne, gabte uafbrudt i den time, der gik forud for hans død.)
Doña Irène: Fy dog, det er ikke pænt at gabe sådan lige op i ansigtet på folk.
Doña Maria: jeg har dårlig mave.
Doña Irène: Har du set de der søofficerer, der er kommet med "Esmeralda", og som har været til messe i vores kirke? Godt! Ximena, som allerede er forelsket i en af dem, var lige ved at fortælle, at deres uniformer er smukkere end dragonernes fra Amerika. Hvad synes du? Søofficererne, der er så enkelt klædt, mens Amerikadragonernes er grønne og gule med sølvgaloner, grå bukser med orange kantebånd, sort hjelm og fjerbusk...
Doña Ximena: Ja, med det kostume ligner de kanariefugle, mens søofficererne i deres blå og røde jakker og hvide bukser...Det er et strengt snit, der gør sig hos militærpersoner...Og så kan jeg vældig godt li' deres hat med guldkant, og jeg er vild med deres dolk.
Doña Irène: Muldyrstrækkerne og havnearbejderne har også dolke; men den store sabel der slæber afsted efter dem og klirrer mod brostenene, er der noget kønnere end det? Når de træder ind i kirken, gør de så megen støj, at alle ser på dem. Sådan noget kan marinerne ikke gøre.
Doña Ximena: Det er fordi de ikke vil lave dem så pralende som dragonerne. Men officererne på "Esmeralda" er gjort af godt stof, det ved enhver. Der skal meget mod til at være marinesoldat.
Doña Irène: Som om der ikke skulle det til at være dragon. Hvad mig angår ville jeg være lige så bange for at komme op på en hest som for at sejle med et skib i rum sø.
Doña Irène: Og stoprmene, forlisene og slagene! det må man leve op til! Allerede kanonerne du ser i kanonportene skyder med sammenkædede kugler, der slår tyve mand ihjel på eengang...
Doña Irène: Mine damer, lagde I mærke til, at Ximena allerede kender alle marineudtrykkene; det har hun vidst siden hun gav sit hjrte til en fregatkaptajn.
Doña Ximena: Ikke tale om; jeg har ikke engang snakket med ham; men han har et anbefalingsbrev til min tante. Jeg vil få det at se på tirsdag, og jeg ved, at det er en meget udmærket ung mand. Man skal jo være adelsmand for at komme til marinen.
Doña Irène: hvis du ikke har talt med ham med munden endnu, så har du gud være lovet talt nok til ham med din vifte.
Doña Ximena: Min gud! du skulle snakke, du som ikke kan holde op med at lave tegn ogsende øjekast til din store kaptajn don Rafael Samaniego. Et fint navn, i stedet for som kaptajnen på "Esmeralda" at kalde sig don Juan de Garibay, det er et baskisk navn, at du ved det, og han har deltaget i et meget smukt søslag og har været oppe at slås med pistoler med en englæder i Carthagena og har slået hans arm i stykker og...
Doña Francisca: Som du dog kender din historie!
Doña Irène: Jeg kan ikke lide pistol, den er slem, jeg foretrækker kården, den er mere gratiøs. Sidste måned var don Rafael i kamp på kårde. Det er en stor kunst.
Doña Francisca: Det ser ud til, at militæruniformer er det mest tiltrækkende i dine øjne.
Doña Irène: Ja, for søren, det klæder en mand. Hvis jeg var en mand, ville jeg være oberst ved dragonerne.
Doña Ximena: Hvis jeg var en mand, ville jeg være skibskaptajn. Har du lagt mærke til de børn, de kalder kadetterne? Hvor er de søde med deres lille blå trøje og de hvide bukser.
Doña Francisca: Og som piger ville I aldrig finde en mand pæn med galoner på ærmet og på hovedet en trekantet hat eller snarere en hjelm?
Doña Irène: Nej, det ville vi ikke. En køn mand uden uniform kan vi jo se til hverdag uden at gå ret langt.
Doña Ximena: Jeg ved hvad du vil sige, og det er rigt nok.
Doña Francisca: Hvad ?
Doña Irène: Godt spørgsmål. Broder Eugenio!
Doña Ximena: Det er helt sikkert, at det ikke er muligt at have smukkere hænder end hans.
Doña Irène: Og i hans øjne, hvilken noblesse og hvilken blidhed på samme tid!
Doña Ximena:Det er en skam han ikke har skæg; hans mund er lidt for stor.
Doña Irène: Ikke for stor til en mand, og han har fine tænder. Man må se til, at han passer godt på dem. Jeg tror det er derfor han i nogen tid er holdt op med at ryge. - Hvad ler du ad, Pasquita?
Doña Francisca: Jeg ler ad dybden i jeres bemærkninger.
Doña Ximena: Det jeg bedst kan lide ved ham er, at han altid er i så godt humør. Han er ligetil, jovial, lige modsat sin forgænger arbbed Domingo Ojeda, der altid var efter os.
Broder Eugenio giver os lov til at danse sammen, synge og le, og hver gang gentager han: "Mor jeg mens I er unge." Han tager altid vores parti overfor den gamle forstanderinde, som har et så mavesurt humør; jo, han er faktisk galant.
Doña Irène: Ved I hvad han gør for doña Lucia d´Olmedo?
Doña Francisca: Nej da.
Doña Irène: Hele byen taler om det; jeg har hørt om det igår hos min mor.
Doña Francisca: Doña Lucia, auditøren Don Pedros datter? hende der ville rejse væk sammen med en officer i Amerika-dragonerne?
Doña Irène: Præcis. - Straks var hendes far fyr og flamme; ikke desto mindre talte han om at sætte Doña Lucia ind til de angrende piger, og han havde fået retsskriveren til at udstede arrestordre på dragon-officeren, en løjtnant ved navn Fadrigue Romero, eller noget i den retning. Han siges at være en rimeligt køn militærperson med sort overskæg, og han er ret god til at spille guitar; det er nemlig med sin guitar han har forgjort den tossede Doña Lucia, for det er en kadet fra en familie, der ikke ejer en rød øre. Han er nødt til at leve af sin løn. I ved, hvordan det er. - Kort sagt, han gjorde en ganske god forretning ved at gøre kur til Doña Lucia, hvis far er så rig.
Doña Francisca: Og broder Eurgenio?
Doña Irène: Broder Eurgenio er gået hen for at træffe faderen, der var rasende; han har sikkert hold en meget veltalende prædiken for ham, meget rørende, som hans fasteprædikener. Han sagde til: "De kan jo godt se, at De gør alting værre for Dem selv ved at gøre dette mod Deres datter; De vil straffe en skandale og fremkalder en endnu større skandale," etcetera, etcetera. Til sidst havde han præket så meget for ham, at faderen havde grædt. Broder Eugenio holdt både forføreren og den forførte pige parat i et skab, og så åbner han døren, og voila ligger begge de unge for fødderne af den gamle, som kysser deres hænder og udgyder strømme af tårer. Min far mig her og min far mig dér...Konklusion: hr. auditørens brocehjerte er blevet som en blød voks; han rejser dem op og omfavner sin datter og holder Fadrques hånd, mens han tiltaler ham: "Min kære søn!" Det bedste ved det hele er, at denne Don Pedro, som er gerrigere end en jøde, er blevet så betaget af Broder Eugenio, at han har tildelt sin datter en virkelig flot medgift. Og ved I hvorfor? Han er forfængelig; Broder Eugenio har bildt ham ind, at hele byen vil gøre nar ad ham, hvis han ikke kom op med noget storslået. - Hvad nu Pasquita, hvad er der i vejen, du græder jo?
Doña Pasquita: Ja dette tegn på gavmildhed har rørt mig dybt.
Doña Ximena: Veltalenhedens magt er stor!
Doña Irène: Åh, det følsomme hjerte, åh, åh!
Doña Ximena: Det er Pasquita der græder nu. - Men se Mariquita, hun kunne finde på det samme når som helst. Denne gang er det lidt for romanagtigt. Irène, tro mig, lad de to unge damer græde sammen; jeg har nemlig noget at fortælle dig, der vil få dig til at le. Farvel, kære frøkner: hvis I har jeres hemmeligheder, har vi også vores.
Hun går ud sammen med Doña Irène  


Scene 7
Doña Maria, Doña Francisca

Doña Francisca (omfavner Doña Maria): Kære Maria! min eneste veninde!
Doña Maria (ser undersøgende på hende): Jeg troede ikke du var så sensibel på det punkt.
Doña Francisca: Åh, du forstår slet ikke hvad jeg føler (Man hører klokkeslag, Doña Maria farer sammen) Hvor er du dog nervøs idag. Hvis dit hjerte var optaget som mit, ville klokkeslagene kun fremkalde lykkelige tanker. Der er vel ingen der ser os? Se Mariquita; du svigter mig ikke, vel? Et brev!...(Hun går hen til appelsintræet og tager brevet fra Broder Eugenio. Doña Maria ser det med en fraværende mine. Doña Francisca læser brevet og kysser det så) Kære barn! hvor har jeg lyst til at give dig et knus også (hun omfavner hende)Men sig mig, hvorfor skal du absolut være dårlig idag? Når jeg er lykkelig og munter, vil jeg have, at alt hvad jeg holder af, er lige så lykkelig og munter som jeg.
Doña Maria: Jeg lider.
Doña Francisca: Faktisk har vi i nogen tid lagt mærke til, at du har forandret dig; men du er vokset, det er vokseværk!...Se tiden an; en skønne dag vil du være lykkelig som jeg, og så vil du have det godt.
Doña Maria: Du er altså rigtig lykkelig?
Doña Francisca: Åh jo: jeg har ikke flere løfter at give undtagen at blive ved at være som jeg er nu i lang tid. - Men, Mariquita, min lykke overvælder mig, og jeg må betro mig til det, selv om jeg ud fra din lille grimasse at dømme må regne med, at du ikke er i humør til at høre på mi. Du er min bedste veninde, og det er en af de ting, der hører med til venskabet at lytte til nyheder om glæder og sorger, veninden har. - Man tror du er et barn, fordi du er den yngste og vi andre grander; men du er så klog, så fornuftig, så...(Hun omfavner hende) Du må tro mig, når jeg siger, at vi holder så meget af dig, at jeg kun vil åbne mig for dig alene.
Doña Maria (sukkende): Jeg vil lytte til dig, når du så gerne vil have det (afsides) Måske vil tiden gå hurtigere for mig, når jeg er tvunget til det.
Doña Francisca: Godt! (afbryder sig selv)Er du klar over, hvor galt det er, at du skræmmer mig...Se ikke på mig med de øjne Og...du kommer aldrig til at skælde mig ud, lille pige. Respekt for dem, der er ældre, om jeg måbe´!...Mariquita, jeg elsker, og jeg bliver elsket. (Doña Maria tager hendes hånd) Og hvad er nu det? du har jo tårer i øjnene. Åh, mademoiselle, der greb jeg Dem! Nu også De; hvem skulle have troet det? "De er jo kun børn," som forstanderinden siger. De tårer fortæller mig, at det lille hjerte allerede har talt. Kom nu, sig mig, om det er en dragon? eller en søofficer?
Doña Maria: Ingen af dem, det forsikrer jeg dig. Sådan som jeg er, har mine øjne let til gråd, og det er ikke på grund af noget...(Doña Francisca løfter advarende pegefingeren) Nej, jeg sværger...Men man siger, at kærlighed gør sorrigfuld...og jeg frygter det kan ramme dig, Pasquita.
Doña Francisca (smilende): Og hvem har fortalt dig det, lille ven?
Doña Maria: Hvem? alle mulige...fru forstanderinden...vores skriftefader.
Doña Francisca: Broder Eugenio! og du trordet er sandt?
Doña Maria: De taler til mig om det jeg ikke ved...og jeg tror dem
Doña Francisca: Barn dog! Dy må lære, min kære,nu hvor man narrer dig, at kærligheden er det bedste af alt; at uden kærlighed er livet kun et helvede. Mademoiselle Mariquita, for mig er De en lille hyklerske. Men det er mig, der taler først, vi tager dig i skrifte bagefter.
Doña Maria: Og hvem er det så du elsker?
Doña Francisca: Åh, Mariquita, hvis du ville elske nogen, ville du nok vælge en på din egen alder, en ung officer, der lige var kommet ud fra militærskolen og komme lykkeligt i havn ved din mands arm...det ville være en stor fornøjelse. Men der er en sådan kærlighed...lige så stærk, ja stærkere end ægteskabet...og hvor ægteskabet (taler sagte) er umuligt.
Doña Maria: Hvordan det?
Doña Francisca: Ja, Mariquita. For eksempel...kan man elske en mand...en gift mand, altså. Hvis en mand har giftet sig under omstændigheder...legemeget hvilke, der gør, at han aldrig har elsket sin kone...Hun er gammel, grim eller onskabsfuld...eller bedre endnu, lad os forestille os en helt ung kvinde gift med en gamling.. eller bedre endnu...Men din anstændighed siger dig det er galt.
Doña Maria(livligt): Jeg!...Åh, Pasquita, jeg tror, at kærligheden til tider er stærkere end alle de guddommelige og menneskelige love...Kærligheden kommer, siges det, uden at nogen ved hvordan; og når man opdager, at man er foreslket, er det allerede for sent at spekulere over, om det er rigtigt eller forkert.
Doña Francisca: Siger du det, min lille engel? Jeg måvirkelig omfavne dig igen for din elskværdighed. Men sig mig engang, hvem har lært dig det?
Doña Maria: Men...det er noget jeg har hørt sige...Altså, er du forelsket i en gift mand?
Dona Francisca: Du ved, at jeg ikke er særlig troende, og de to år jeg har tilbragt i England har lært mig, at man ikke skal tage alle de skinhellige ting alt for bogstaveligt, som man bruger overfor kætterne. - I England har jeg set præster, der har kone og børn, og de er meget gode præster.
Doña Maria: Og?
Doña Francisca: Og du er endnu ikke på sporet?...Men alle de omveje er spildt på dig. Du har sagt til mig, at kærligheden er hævet over både himmelske og menneskelige love. Du vil forstå og undskylde mig. - Godt, kære veninde; jeg elsker en præst, og denne præst er Broder Eugenio
Doña Maria: Broder Eugenio! du store Gud!
Doña Francisca: Ja, ham. Somme tider har jeg kæmpet imod det; men nu, hvor jeg er kommet at tænke over al den tid jeg har spildt uden at elske ham, synes jeg snarere jeg har lyst til at græde over alle de dage, der er ofret til dyd og moral, eller snarere til fordomme. Åh min kære, du kender ikke til andet end venskab, eller måske lidt feber i blodet, når du tænker på kræigheden...Men den ægte kærlighed, den forsvarede kærlighed...Åh Mariquita, jeg holder mere af dig end af nogen anden kvinde i hele verden...Jeg ved ikke, hvad jeg ikke ville gøre for dig. Altså, for at redde Broder Eugenio må vi...Men hvilket tøjeri det dog er overhovedet at tænke på det, der ikke er muligt. Nej, min engel, en elsker er ingen hindring for at have en veninde, og jeg vil være den lykkeligste af alle kvinder, fordi jeg på samme tid har både den ømmeste af alle elskere og den mest trofaste veninde.
Doña Maria (forfærdet): Broder Eugenio!...Han elsker dig!
Doña Francisca: Jeg kan godt se, at du er lidt rystet, og dine skrupler eller fordomme er for grundfæstede til, at du kan finde end undskyldning for mig. For dig er en præst ikke en mand. Du synes det er en helligbrøde, en profanering. Det syntes jeg også førjeg gav efter for min passion, og nu da jeg kun lever for den, er jeg glad for at have ofret noget for min Euegnio. Ja, jeg ville have været endnu mere devot end jeg var før, for at kunne opgive frygten for helvede for hans skyld for at give afkald på min sjæl for hans skyld, for det er en guddommelig glæde at give afkald på alt, at lide alt for den man elsker.
Doña Maria: Og han elsker dig?
Doña Francisca: Om han elsker mig! Om han elsker mig! Det er dig, der kan stille mig det spørgsmål! Om han elsker mig. Han har ikke en dråbe blod i sit hjerte, som ikke tilhører mig...ikke et sekund af hans liv, som ikke er fyldt af billedet af mig...Og dog, kære veninde, har jeg sagt fra morgen til aften, at han ikke elsker mig, og han på sin side...Ih, hvor vi hidser os op over mindre og mindre bagateller...Men den slags småskænderier er så dejlige; det er det dr giver liv. - Du ved det ikke, min kære veninde, men på grund af mig har han nægtet at tage til Spanien, hvor han ellers havde chancen for at blive biskop inden længe.
Doña Maria: Og I har elsket hinanden længe?
Doña Francisca: Men sandt at sige ved jeg det ikke. Nu forekommer det mig, at allerede første gang jeg så ham, elskede jeg ham. Og dog er det kun seks uger siden vi har sagt, at vi elskede hinanden. Lige straks syntes jeg han var den mest åndrige mand jeg endnu havde set. Hvert ord han sagde syntes jeg var godt sagt. Jeg gentog de mest ubetydelige sætninger jeg havde hørt ham sige. Ingen  anden mand sagde mig noget, og jeg kunne ikke more mig noget sted, hvor Broder Eugenio ikke var. Snart gik det op for mig, at han havde lagt mærke til mig blandt de andre piger.
Han snakkede tiere med mig end med de andre; han stillede mig tusind spørgsmål, og jeg på min side var så perpleks hver gang han lod mig sige et ord, at jeg svarede helt ved siden af. Når forstanderinden om aftenen lod os komme ind på sit værelse for at spille musik, var han der altid bag min stol, og når jeg sad ved klaveret, så jeg altid hans ansigt i spejlet overfor klaveret. Tit fik han mig til midt i et stykke at glemme hvilken linie jeg var kommet til. Fascineret og fortryllet, lige ved at blive dårlig, syntes jeg at jeg så noderne og spejlet bølge foran mig. Og så kom tit den søde Mariquita; med fingeren viste du mig hvor jeg var; du opmuntrede mig, du lagde din hånd på min stol, og i spejlet så jeg dit ansigt ved siden af Broder Eugenios, som om I holdt af mig, jeres blikke var så blide, når de rettedes mod mig! 
Og når du, stakkels Maria, du som har ti gange så meget talent som jeg, så hørte Broder Eugenio slet ikke efter, og han ventede utålmodigt på det øjeblik musikken standsede og nærme sig mig for at tale med mig. - Nu gik det op for ham, hvor forelsket jeg var i ham, og så blev jeg helt forvirret. Elske en præst, en mand, der ikke kan gifte sig! Men jeg kom i tanke om de præstekoner jeg havde set i London, og derefter erindrede jeg alle dem, der var ulykkeligt gift...Jeg så ikke een, der havde fundet lykken ved at gifte sig...Imidlertid undgik jeg at lade mig se sammen med Broder Eugenio; jeg talte ikke mere med ham; jeg betragtede ham kun i smug, og jeg så, at han blev trist, hans øjne våde og bønfaldende, når han så på mig...Vi var gode til at have ondt af hinanden. Nu hørte jeg så nogen fortælle, at Broder Eugenio ikke havde haft kaldet til at indtræde i stillingen, og at uheldige omstændigheder havde tvunget ham til at tage denne beslutning. Du ville ikke tro det, kære veninde, hvor stor smerte det gav mig, at en kærlighedsfortvivlelse havde fået ham til at give afkald på verden. Jeg kunne ikke tro, at Broder Eugenio elskede en anden kvinde. Jeg var knap nok sikker på, at jeg elskede ham, og så var jeg allerede jaloux...Oh, Mariquita, hvor jalousien dog er en grusom ting!...Gid du aldrig må møde den, denne slemme lidenskab! Hvor mange søvnløse nætter har jeg ikke tilbragt, mens jeg vædede min hovedpude med tårer og bed i lommetørklædet af raseri!...Endelig kendte jeg grunden til, at jeg fik denne slemme vane.
Doña Maria: Det er stadig kærligheden?
Doña Francisca: Hans mor var meget syg...lægernme havde opgivet hende...Det var en meget gudfrygtig dame...Eugenio var dengang lidt over sytten. Hans døende mor skal have sagt til ham: "Hvis du invilliger i at vie dit liv til Gud, er jeg sikker på, at du som løn i himlen får din mors helbredelse." Han tøvede ikke, og selv om han læste til læge, forlod han det hele, blev præst, og hans mor kom sig.
Doña Maria (lavmælt): Det er trods alt en gavmild ånd.
Doña Francisca: Alt hvad jeg hørte om ham, fik mig til at holde mere af ham for hver dag der gik. Jeg var sikker på han elskede mig og tit havde skrupler med at overgive sig til sin lidenskab på grund af sin alder og sin stilling. Jeg bestemte mig så for at tale først til ham og få ham til at erklære sig. Tit indledte jeg en mærkelig samtale, hvori jeg langt borte hørte ordet kærlighed, og når øjeblikket så var inde til at sige det magiske ord, havde jeg ikke mod til det og lod være. Endelig en aften med dejligt måneskin dansede vi allesammen i haven, og han der stod lænet til et appelsintræ, betragtede os. Da jeg vendte mig om mod ham, faldt en blomst, der havde siddet i mit hår, ned for fødderne af ham. Først lod han som om han ikke så det; men så lod han sit lommetørklæde falde ned på gulvet, hvorpå han bøjede sig for at tage det op og tog blomsten med. Da der var en pause, gik jeg hen til ham og sagde helt stille, mens jeg lo - alt imens mit hjerte tydeligt bankede: "Broder Eugenio, De har taget denne blomst fra mig, giv mig den igen..." Han virkede som om han var helt målløs. Månen var nu tilhyllet i en lille hvid sky. "Hvorfor fratager De mig det som De har smidt fra Dem som en bagatel og jeg har samlet op som en skat?" Han smilede og tvang sig til at lade som om han spøgte; men vi var begge to alvorlige nok overfor hinanden. "Tag den", sagde jeg til ham," nu De har den." Og jeg åbnede hånden: blomsten faldt ud, og min hånd fandt Broder Eugenios. Da greb en sådan skælven mig, at om ikke jeg havde været støttet af ham, var jeg faldet om.
Jeg ved ikke, hvad han sagde til mig, heller ikke hvad jeg sagde og heller ikke, hvor længe vi blev stående under dette appelsintræ; men da vi skiltes vidste vi, at vi elskede hinanden, og vi havde fundet udveje for at mødes igen. - Hvad skal jeg sige om denne udvej, kære veninde? Du vil skænde på mig. Jeg lod som om jeg gik til skrifte; jeg gik til kirken, jeg kastede mig på knæ foran ham, og i dette skriftemål hørte Gud tale om elskov i stedet for om bekendelser og formaninger. Vi kunne kun røre ved hinanden med fingerspidserne; men jeg mærkede hans brændende åndedrag kærtegne min mund...og vi kyssede gittervæggen med frenetisk lidenskab...Åh, om jeg havde kunnet kaste mig i hans arme, ville jeg væøre gået med til at lade mig ydmyge efter en times lykke.
Doña Maria: Og I er lykkelige!...Hvad om I blev opdaget?
Doña Francisca: Åh, det er umuligt. Eugenio er så forsigtig! Han kommer kun ned i haven om natten, og kun een gang har han med stor betænkelighed indvilget i at komme ind på mit værelse. Det var meget dumt af mig; for du ved, hvordan min celle ligger lige op ad forstanderindens, og man hører alt, hvad der bliver sagt. Heldigvis sov fru Monique så støjende, at vi var i sikkerhed for hende. - Men ellers er det her vi har vore stævnemøder. Kan du se den lille duftende rosenbusk der, kære Mari1uita...I nat var vi der begge to; jeg holdt hans hånd i min; hans hoved hvilede på mit bryst; jeg hørte blodet banke i hans tindinger; vi var så udmattede begge to, for overvældet af lykke til at kunne tale; vi nøjedes med at sukke ind imellem, at vi så på stjernehimlen. Vi så Sydkorset langsomt dreje dèr foran os, og fra tid til anden lod en let brise fra havet orangeblomster fald ned på vore ansigter...Oh, Mariquita, hvor dejligt vi dog havde det! Hvis du vidste, hvilke glæder kærligheden giver os. Jeg fatter ikke, at man ikke dør af den...(Hun lægger hovedet i Doña Marias skød) Åh, Maria...men mademoiselle, De kan endnu ikke kende til alle de mysterier... - Du er for ung til det endnu, lille veninde. Jeg er tre år ældre end dig, og jeg har haft kendskab til det i et par uger, så du kan også vente lidt; din tid kommer nok. - Der er kun een ting, der gør mig urolig. Vi har ingen steder at være; vi sover ude i det fri. Hvordan skal vi klare os, når det begynder at regne? Så er haven ikke et sted at opholde sig. Måske kunne havemandens skur bruges?
Doña Maria (med et bittert smil): Dér kan du selv se, hvad der blev af din forudseenhed...uforsigtig som du er! Det er helt umuligt, at det hele ikke bliver opdaget inden der er gået en måned. Nogen vil se Broder Eugenio klatre over klostermuren. - Så vil han blive arresteret, jeres intrige vil blive afsløret, han vil blive lukket inde i et af kirkens fængsler, og du bliver sendt på et hjem for uartige piger. - Hvorfor redder du ikke dig selv sammen med ham? så vidt jeg kan se, er det det klogeste I kan gøre...ja, det er den eneste chance I har for at redde jer ud af det.
Doña Francisca: Hvor du dog gør mig bange, min kære, men hvad skal vi gøre? Du glemmer, at Broder Eugenio næsten ikke har noget, og at jeg kun har det jeg har på grund af min bedstefars godhed. Til en flugt behøves der noget andet end kærlighed; man må have det, som romantiske sjæle aldrig taler om, nemlig penge. Jeg må med skam at melde indrømme overfor dig, kære Mariquita, at somme tider, når jeg betragtede den lille statue af den hellige Jomfru smykket af alle de ædelsten, blev jeg grebet af en sådan trang til at tilegne mig alle disse rigdomme og redde mig og Eugenio ved at tage dem med mig. Det er hvad der kom ud af Eugenios pæne moralprækner.
Doña Maria: Du må komme til mig; du ved jeg er rig; jeg kan disponere over en betydelig sum, der er i depot hos min bankier, og jeg har i min besiddelse nogle smykker, der, som man siger mig, har en ret høj pris.
Doña Francisca: Kære veninde, hvor jeg dog genkender den gode Maria! Men jeg kunne umuligt tage imod et så betydeligt offer af dig.
Doña Maria: Offer! det er jo kun penge!
Doña Francisca: Eugenio ville aldrig tage imod penge fra en kvinde; jeg kender ham kun alt for godt; han er stolt og endda lidt hoven; men her er vores plan. Eugenio arbejder ihærdigt på sit værk om kirkefædrene, og indtægten han vil få derfra...
Doña Maria: Galskab! alene mine diamantørenringe kan sælges for meget mere end alle de værker han vil kunne frembringe.
Doña Francisca (en smule pikeret): Jeg tvivler ikke på, at dine diamantørenringe vil kunne give mange penge; men Eugenios værk er fuldt af værdi; det er et værk, der har manglet i videnskaben. Han vil sælge det; der ville...i det mindste indbringe nok til at tage os til Jamaica, hvor vi kunne slå os ned. Hvis han gav undervisning i spansk og latin, og jeg broderede og lavede mad. Åh, det ville være sjovt
Doña Maria: Ja; men hvad nu hvis I blev opdaget, før dette sublime værk er færdigt?...Tag imod mine diamanter, rejs og lev lykkeligt til jeres dages ende...hvis I kan.
Doña Francisca: Vi kan ikke tage imod en gave af så stor værdi, veninde; men hvis du insisterer, vil jeg bede Eugenio om at låne penge nok til at leje et lille fartøj til Jamaica.
Doña Maria: Jeg har ingen brug for mine diamanter; jeg går aldrig med dem; jeg vil, at I skal have dem. Her er nøglen til mit smykkeskrin; tag det og rejs allerede i aften.
Doña Francisca: Men...
Doña Maria (rejser sig): Tag det, siger jeg, og lad mig være.
Doña Francisca: Jeg er, at jeg har skandaliseret dig, Maria; du foragter mig, og du vil af med mig. Din strenge dyd og din fromhed fordømmer mig; gennem en rest af venskab vil du ikke miste mig helt; men hvis du ikke holder af mig som før, vil jeg ikke tage imod dine gaver.
Doña Maria: hvis du tror, at jeg handler af fromhed eller af skrupler, tager du helt fejl. Hvis du virkelig elskede Eugenio, hvis du virkelig er lykkelig med ham - er alt som det skal være.
Doña Francisca: Din stemme skælver, og du er dårlig til at skjule din vrede. Mariquita, hvordan er det med dig? Er det mig din vrede er rettet imod? Svar mig.
Doña Maria: Jeg har jo sagt dig, at jeg er syg...jeg har en skrækkelig hovedpine, og du har i en hel time snakket om din Eugenio, om...Så lad mig alene her og tag min nøgle.
Doña Francisca: Nej, jeg vil ikke, før jeg har talt med Eugenio.
Doña Maria: Godt; som du vil; men lad mig for guds skyld være alene! hvert ord du siger gør mig fortumlet.
Doña Francisca: Maria, du kan ikke lide mig længere, det ser jeg tydeligt.
Doña Maria: Gå nu; jeg holder mere af dig end jeg selv troede.
Doña Francisca: Så lader jeg dig være, for at du kan være alene, Mariquita...men omfavn mig i det mindste for at vise, at du altid vil holde af mig.
Doña Maria (rækker sin kind frem): Er du så tilfreds?
Doña Francisca: Jeg omfavner dig som jeg omfavner Eugenio. Hans ånde er lige så mild som din. Men jeg forstyrre dig, farvel.
Hun går



Scene 8
Doña Maria  alene: Hvem skulle have troet det? Jeg havde ikke noget håb; men jeg havde nu ikke ventet mig dette sidste slag...Broder Eugenio elsker en anden kvinde!..han elsker Francisca. Det er jo rigtigt, at hun er smuk, og for mændene er der vel ikke andet der tæller?...Doña Francisca min rivalinde, min foretrukne rivalinde, hvordan skulle jeg kunne mistænke hende for det? De vil se mig død, de skal få det som de ønsker. Takket være himlen er dette vindue endnu åbent, og denne dyrebare flacon vil snart være min. For at min skæbne kan fuldbyrdes! (Hun klatrer gennem vinduet ind i apoteket og kommer ud et øjeblik efter. Hun ser på flaconen) Den fylder ikke meget, og i denne form er Døden ikke så afskrækkende. Man lider ikke meget bagefter. Jeg er ked af, at jeg ikke ventede til jeg kunne få dette brev tilbage; jeg vil komme til at dø med min hemmelighed. Hvor de få svært ved at gætte årsagerne til min død! Man siger, at det er foragteligt, hvis en kvinde gør kur til en mand (med væmmelse)Det er det Francisca gør...Han har vist hende mit brev og har talt med hende om det. Mit brev er dumt og latterligt; men min død vil rette op på alt. Hvad vil de sige om det? - Ville Francisca have begået selvmord i mit sted? Stakkels menneske! hun ville have grædt og vædet sit lommetørklæde, hun ville være blevet trøstet, mens jeg...De bliver nødt til at beundre mit mod; de vil sige: "Denne lille Maria, som vi troede var et barn, hun er død med en soldats mod; med et mod, der passer til en romer." De bliver nødt til at græde over mig, og jeg vil fåæren af at have muliggjort deres lykke. Franciscas lykke, den Francisca, som jeg afskyr, som jeg uden tøven ville have forgiftet med glæde, mens hun morede sig med langsomt at rive mit hjerte i småstykker!...Ja, skylde sin rival sin lykke; det er en tilstrækkelig grusom straf, og måske Eugenio en dag vil sammenligne os to...Nej, ingen ville have elsket ham som jeg. Og dig, når jeg er død...Skidt med det! Bare ofret er fuldbyrdet, så han endelig kender mig (skriver) "Jeg testamenterer til min veninde (med et bittert smil)min veninde! Francisca Gomez, alle mine diamanter og de penge, der er hos d´herrerArias og Candado, som min onkel har givet miglov til at disponere over. (Man hører støj) Åh, det er Rita. Jeg må skynde mig at lukke dette vindue, tiden er inde. Døden er lettet fra det, og jeg holder den fangen.
Rita kommer


Scene 9
Doña Maria, Rita

Rita: Det er mig igen. Jeg vil lige lukke dete vindue (Hun lukker det) Men hvad er det dog med Dem, frøken; De ser så trist ud?
Doña Maria: Jeg har bare en frygtelig hovedpine.
Rita: Hvad med at lægge Dem lidt på Deres seng? Vil De have noget?
Doña Maria: Nej, ingenting, tak. Åh, Rita, bring mig et glas limonade.
Rita: Jeg skal straks lave et til Dem.
Doña Maria: Gør dig ingen ulejlighed; giv mig bare et glas vand.
Rita: Det tager kun et øjeblik.
Hun går


Scene 10
Doña Maria alene
Af alt i verden er denne lille firske have nu alt hvad jeg fortryder. Og efter at Broder Eugenio og Francisca har gjort den til hjemsted for deres kærlighed, fortryder jeg intet af det. (Ser på sine hænder) Jeg ryster på hænderne...og dog er jeg ikke bange. En kvinde har ikke samme styrke som en mand. En tapper kastiliansk general skælvede også før slaget. Åh, hvad ser jeg? Broder Eugenio!

Scene 11
Doña Maria, Broder Eugenio
Broder Eugenio /afsides): Det stakkels barn ryster jo over det hele, det gør mig ondt for hende.
Doña Maria (afsides): Han tøver med at tale til mig.
Broder Eugenio (giver hende det åbnede brev tilbage): Doña Maria, her er Deres brev; jeg har læst det.
Doña Maria: Deres bebrejdelser nytter ikke, Broder Eugenio; så jeg beder Dem spare mig for dem.
Broder Eugenio: Nej, Doña Maria, jeg vil ikke bebrejde Dem noget, for jeg formoder, Deres samvittighed allerede har talt og at De i deres sjæls dyb angrer at have skrevet dette mærkelige brev til mig. Den forvirring jeg læste i Deres ansigt beviser for mig, at Deres hjerte endnu ikke er fordærvet, og at kun hovedet, som er fuldt af ungdommens galskab, har samtykket i denne letsindighed. Jeg kunne få Dem til at føle, hvor galt det er, jeg vil næsten sige ufromt...for at bruge et sprog, der er bundet af højtidelige løfter. Min opførsel må have været let og forståelig nok til at hjælpe Dem til ikke at betvivle denne side af min fromhed. Jeg er utvivlsomt lige så skyldig som De, og jeg har ingen ret til at klage. Men, mit stakkels barn, jeg vil ikke have, at De viser, hvad Deres galskab bestod i. Lad mig blot et øjeblik formode, at jeg havde kunnet glemme de prækner jeg har holdt foran aleteret, at jeg var i stand til at udføre en handling, som ville være kriminel begået af alle, men helligbrøde og afskyvækkende for en præst; hvilke endeløse ulykker ville De så ikke blive dømt til! En verdensmand, der forfører en ung pige, kan altid gøre sin gerning god igen: men en præst  kan ikke. Hemmeligholdelse og klogsakb kan måske for en tid skjule forbrydelsen for verdens øjne; men før eller senere vil hemmeligheden blive afsløret, og skandalen vil være enorm. Deres rygte, det vigtigste og dyrebareste en kvinde har, vil være sat over styr for altid, og for nogle dage tilbargt med falske glæder vil De få år med forbrydelser og selvbebrejdelser.
Doña Maria: Broder Eugenio, hvorfor har De ikke husket alle disse kønne tanker, når De talte om kærlighed til Francisca?
Broder Eugenio: Francisca, hvad vil De sige?
Doña Maria: Francisca har fortalt mig alt, Broder Eugenio. Jeg må beklageligvis sige om Dem: jeg har været ligefrem, alt for ligefrem overfor Dem, og De har været en hykler overfor mig.
Broder Eugenio: Åh, vogt Dem for at tro, at...
Doña Maria: Og det er i denne have, under dette appelsintræ, at De har talt som præst! Hvorfor siger De mig ikke:" Jeg elsker Francisca?" Så ville De have været en gentleman.
Bropder Eugenio: Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, så flov er jeg. De råder over vores hemmelighed, og De kan lade os falde, hvis De vil.
Doña Maria: Åh, Broder Eugenio, hvad har jeg dog gjort for at mistænkes for en sådan lavsindethed?
Broder Eugenio: Jeg tilstår, det er min fejl, mademoiselle; men jeg må synes Dem så skyldig...jeg er det faktisk!...Jeg vidste, hvilke farer jeg udsatte Deres veninde for; men tro mig, jeg har længe kæmpet mod denne fordærvelige lidenskab, og hvis jeg er holdt op at...
Doña Maria: De behøver ikke retfærdiggøre Dem overfor mig; jeg forstår Dem, og jeg bifalder det. Der findes en udvej for at undslippe disse farer; jeg talte netop med Francisca om det...I må flygte til et land, hvor I kan gifte jer.
Broder Eugenio: Åh, der er intet jg hellere ville, men...
Doña Maria: Alt det er noget, penge kan klare. Det kan jeg give Francisca; lev lykkeligt med hende.
Broder Eugenio: Så stor gavmildhed gør mig nedtrykt, og jeg føler mig ydmyget.
Doña Maria: Farvel, Broder Eugenio (smilende)De forstår nok, at vor samtale ikke længere har nogen tillokkelse for mig; altså lad os gå hver til sit.
Broder Eugenio: Tro mig, min indrømmelse...
Doña Maria: Farvel.
Broder Eugenio: Tillad mig (Han vil kysse hendes hånd)
Doña Maria: Jeg er ikke længere end kvinde for Dem, Broder Eugenio; jeg er mere end det ...en veninde.
Broder Eugenio: Gid De må finde et hjerte, som er Deres værdigt.
Han går ud


Scene 12
Doña Maria: Tiden er ved at være inde. Jeg ser Rita komme langsomt med den limonade, der skal hjælpe mig af med alverdens sorger. - Hun er bange for at tabe så meget som en dråbe. - Hun ser ud, som om hun fulgte et ligtog. Mit vil blive sært. Utvivlsomt vil det, der er årsagen til min død, kunne være i et hjørne af det klæde, der dækker min båre. Og han vil forestå dødsmessen. Åh, åh, åh!...Men det går jo ikke; fordi jeg er selvmorder, fordømt, kan de ikke tage mig ind i kirken. De vil begrave mig et eller andet fjernt sted. Hvad gør det, bare jeg ikke der i mit hul tænker mere på de ideer, der plager mig.

Scene 13
Doña Maria, Rita

Rita: Her er et stort glas limonade; jeg har gjort det afkølet; drik den før den bliver for varm.
Doña Maria: Jeg er ked af at trætte dig hele tiden; men gør mig den tjeneste at bringe denne bog tilbage til mit kammer.
Rita: Ja, mademoiselle.
Doña Maria: Jeg kommer snart til at forlade dette kloster, Rita. Jeg kan ikke tage mine fugle med mig, og jeg giver dig dem, så du kan tage dig af dem.
Rita: Vil De forlade klostret?
Doña Maria(efter at have skrevet noget på en side af sin blok, som hun river ud): Ja, her; med dette papir kan du regne med at modtage tre hundrede piastres hos Mrss. Arias & Candado, bankierne, der bor på Havnepladsen.
Rita (forbløffet): Mademoieselle...
Doña Maria: Det er til at købe fuglefrø for. Det vil du nok sørge for, ikke?
Rita: Min gud, mademoiselle, der behøves ingen penge; det er no, bestillingen kommer fra Dem.
Doña Maria: Nej, tag nu og læg bogen tilbage.
Rita: De græder, mademoieselle...
Doña Maria: Det er ingenting; gå nu.
Rita: Jeg ventede på, at De ville drik...
Doña Maria: Jeg bringer selv glasset og underkoppen tilbage: ld mig nu være alene...
Rita: Min gode frøken; De er vel nok mærkelig idag!...(Doña Maria gør tegn til hende om at gå sin vej)De overøser mig med gaver, og De græder...
Doña Maria: Farvel, Rita (Rita vil kysse hendes hånd; Doña Maria omfavner hende) Lad mig nu være, gå nu, jeg be´r dig.
Rita: (afsides, mens hun går): Hun græder, når hun forlader klostret, mens de andre er glade.

Scene 14
Doña Maria alene: Denne pige er den eneste, der er knyttet til mig. Da jeg sagde farvel til hende, følte jeg, at modet var ved at forsvinde...Men fat mod! Om nogle få minutter vil alt være forbi (Hun kommer indholdet af flasken i glasset med limonaden) Farven på denne limonade har ikke ændret sig. Jeg ved ikke hvorfor; men jeg ville være mere ræd for en sort gift end en gennemsigtig som denne...(Hun tager glasset og stiller det på bænken) Der skal mod til at dø...Når jeg tømmer glasset, holder jeg på livet lige før det undslipper mig...Skam dig, sådan, siger jeg til mig selv. Kom nu i gang! (Hun vil tage glasset, Doña Francisca træder ind).

Scene 15
Doña Maria, Doña Francisca

Doña Francisca: Mariquita, jeg kommer tilbage for at plage dig. Nå, hvordan går det?
Doña Maria: Godt, og jeg vil få det bedre inden længe.
Doña Francisca: Kære veninde, vil du gøre mig een tjeneste til, en meget stor tjeneste? Hvis du går med til det jeg vil bede dig om, vil jeg tage imod de penge du tilbød.
Doña Maria: Sig frem.
Doña Francisca: Gartneren vil købe en stor hund, for at vogte sine appelsintræer, som han siger. Det vil forhindre vore stævnemøder. Lad mig være i dit kammer i nat; det vender ud til den lille gård, muren er lav oglet at klatre over. Vi har en rebstige. Så kan du være i mit kammer, og du har mine bøger til at holde dig med selskab.
Doña Maria: Det er altså mit værelse, der kan passe dig.
Doña Francisca: Ja, kære veninde.
Doña Maria: Det skal være til rådighed i aften.
Doña Francisca: Hvor god du er, kære Mariquita! Vi, der plejer at sove udenførs hver aften, hvor dejligt bliver det dog ikke i et værelse med alkove!
Doña Maria: Er det alt, hvad I ønsker?
Doña Francisca: Du er en engel! - Åh, dette glas limonade, drikker du det hele?
Doña Maria: Vil du også have det?
Doña Francisca: Det er så stort. Lad mig drikker det halve; jeg er ved at dø af varme.
Doña Maria: Drik, og gid at du må få det godt!
Doña Francisca: Jeg drikker først, så skal du høre min idé. (Hun drikker)
Doña Maria (afsides): Du lærer også min at kende.
Doña Francisca (kaster resten af glassets indhold væk):  Uh, hvor smagte det dog afskyeligt!...Hvad er der dog i denne limonade?...Åh, hvor rædselsfuldt! Det brænder mig i halsen...Men hvad er der med dig; hvorfor græder du, når du ser på mig?...du ryster...Oh, himmel, jeg brænder...Min gud! hvad er det du har ladet mig drikke?...Svar mig dog!...Maria...Åh, jeg bliver kvalt; jeg brænder indvendig...Vand, giv mig noget vand!
Doña Maria: Ulykkelige! hvad har jeg dog gjort? Hjælp, hjælp!
Doña Francisca: Åh, jeg dør!
Doña Maria: Paquita! Paquita! du må ikke dø  for mig...Hjælp!...Tilgiv mig! tilgiv mig!

Scene 16
De tidligere personer, Broder Eugenio, Doña Irène, Doña Ximena, Rita

Doña Maria: Hjælp hende! Hun er forgiftet, forgiftet af mig! Jeg vil gøre det af med mig selv, og klostrets brønd er ikke langt væk.
Hun løber ud

Broder Eugenio (til publikum): Vær ikke for vred på mig for at have forårsaget disse unge pigers død, og giv forfatteren skylden for de fejl, der måtte være.


                            SLUT

Guldkareten

                        GULDKARETEN
                       Le Carosse de Saint-Sacrement
                        
                   Saynète
                                (Lille komedie med 2-3 personer)

                                     fuldstændig oversættelse

Tu verás que mis finezas
Te desenojan
(Calderon: Cual es mayor perfection?)

Du vil opdage, at mine galanterier
vill berolige dig
(Calderon: Hvad er den største fuldkommenhed?)

Personerne:
Don Andres de Ribera, vicekonge i Peru
Biskoppen iLima
Licentiat Thomas D´Esquivel
Martinez, vicekongens privatsekretær
Camila Perichole, skuespillerinde

Scenen er i Lima, Peru  1761 eller 1762

Vicekongens kontor
Vicekongen i slåbrok, siddende i en stor lænestol ved et bord dækket af papirer. Et af hans ben  klædt i flonel hviler på en skammel. Martinez stående ved bordet med en pen i hånden.

Martinez; D´herrer auditører venter på svar fra Deres Højhed.
Vicekongen (i sørgmodig tone): Hvad er klokken?
Martinez: Snart ti. Deres Højhed har lige tid til at blive klædt på til ceremonien.
Vicekongen: Alt står vel til, siger du?
Martinez: Ja, monsieur. Der blæser en frisk vind fra havet, og der er ikke en sky på himeln.
Vicekongen: Jeg vil vædde hundrede piastres på, at der er modvind. Så jeg ville hellere end gerne blive i min lænestol og ha´det rart; men i en tid som denne...når hele byen vil være i kirke...at give afkald på at vise sig og give auditørerne første rang...
Martinez: Altså beslutter Deres Højhed sig...
Vicekongen: Er muldyrene spændt for?
Martinez: Ja, monsieur, de er spændt for den smukke karet, der er kommet til Dem fra Spanien.
Vicekongen: Limas indbyggere har aldrig set noget lignende...Hvilken virkning vil den ikke få!...Mine to livvagter har fået nye uniformer, og jeg har endnu ikke vist mig for folket i min galauniform med de bånd og stjerner på, som jeg lige er blevet dekoreret med...Man kan umuligt gå glip af en sådan lejlighed...Martinez, jeg tager derhen, ja, det ved gud jeg gør! og jeg går. Når jeg først er nede ad trappen, vil det hele snart være overstået. Hvad siger du, Martinez?
Martinez: Folket vil være henrykt over at se Deres Højhed.
Vicekongen: Min sandten, jeg gør det, og auditørerne, der forventede at skulle spille hovedrollen, vil sprække af ærgrelse over det...Bortset fra det kunne jeg sagtens undvære at tage derhen. Biskopperne må i prækenen minde folk om den orden jeg har fået...Det er så dejligt at høre dem sige den slags ting...Altså godt, vi må igang...(Det ringer på døren. Ind kommer Balthazar) Lad dem bringe min galauniform...Du svarer auditørerne, at de må tage plads bag ved mig under ceremonien...Balthasar, giv mig skoene og silkestrømperne...Jeg vil i kirke.
Balthasar: Til kirke, monsieur! og hvad så med doktor Pineda, der har forbudt Deres Højhed at gå udenfor en dør?
Vicekongen: Doktor Pineda ved ikke hvad han siger...Jeg ved udmærket hvornår jeg er syg og hvornår jeg ikke er...Jeg har ikke gigt...Hverken min far eller min bedstefar havde den...Han ville have mig til at tro man har gigt i min alder!...Martinez, hvor gammel vil De skyde på jeg er?
Martinez (forlegen): Monseigneur...Deres Højhed har et så smukt ansigt...jeg vil skyde på...
Vicekongen: Jeg tror ikke du kan gætte det...hvad siger du?
Martinez: 40 - eller tager jeg fejl? (I realiteten har vicekongen i 1762 været 60 år gammel, la Perichole 22 eller 23)
Vicekongen: Kom nu . er du der ikke?...på med tøjet...(Han anstrenger sig for at komme på højkant) Hjælp mig dog, I dér...forsigtigt...av...Blidere, for pokker...Jeg ved ikke hvad grunden er; men det føles som om jeg havde titusind nåle i mine tøfler.
Balthasar: Herren må endelig ikke udsætte sig for den friske luft; det ville være farligt.
Vicekongen (forsøger at gå): Åh! Du gode gud! hvor gør det ondt! jeg har alædrig kunnet have sko på...for søren!...Åh, ved Kristi legeme...Til helvede med dine silkestrømper og sko...Jeg ville hellere udsættes for tortur (De får ham til at sidde ned) Frem med taburetten...Uf, jeg ved ikke, men jeg har det ikke så slemt som lige før.
Balthasar: Jeg råder Deres Højhed til at tænke på doktor Pinedas råd...Han siger De må undgå frisk luft...Og så den endnu mere trættende ceremoni...De skal stå stille længe.
Vicekongen: Ja, det er trætheden jeg frygter...for jeg er ikke syg...Og dog, hvis jeg har det godt nok nu...og jeg kunne gå ud hvis jeg ville...Men jeg vil ikke risikere at blive syg bare for den fornøjelse at holde en indiansk kazik under dåben. Basta, Martinez, skriv til auditøren Pedro de Hinoyosa, at han skal holde barnet...det vil sige kaziken..i mit sted...Her er de tolv navne han skal bære...Jeg ønsker ham al mulig glæde...Balthasar, fjern disse klæder fra mine øjne...jeg vil intet fortryde...Hvor er det egentlig fjollet med al den gloire ved at tage galoner, bånd og broderier på!...Gid man nu også sendte mig Pineda, hvis han ikke var med tilden djævledåb...Giv mig en cigaret og en kop te. Så, når jeg nu er nødt til at blive i dette værelse, og jeg ikke har noget at gøre, vil jeg tage mig af denne regerings sager...Balthasar, jeg er ikke at træffe for nogen, absolut ingen. (Til Martinez) Er du færdig, lad os se? (Han læser brevet, som Martinez lige har skrevet) Godt...ved gud! du har glemt at sætte mine titler på...ridder af St. Jacques...For pokker, jeg blev det for seks måneder siden  i Spanien og for tre dage siden i Peru.
Martinez: Jeg beder Deres Højhed om forladelse for mine undladelsessynder (Han tilføjer denne titel til brevet) 
Vicekongen: Balthasar, send et bud afsted med dette brev...Og lad os komme igang med arbejdet, Martinez. Der er mange depecher i porteføljen, ikke?
Martinez: Ja, monsieur, jeg skulle lige til at sige det til Deres højhed. For nu at begynde med det mest presserende er her et brev fra oberst Garci Vazques, der melder om store gærende bevægelser i provinsen Chuquisaca, om at indianerne holder hyppige sammenkomster, og at hvis han ikke får hurtig hjælp, vil de inden en måned være i fuldt oprør.
Vicekongen: Men Martinez, det forekommer mig, at du allerede har talt til mig om noget lignende. Oberst Garci Vasques og provinsen...hvad er det nu den hedder...de forbandede indianske ord. Hvorfor taler alle indianere ikke spansk?
Martinez: Chuquisaca, monseigneur. Jeg har haft den ære at udarbejde en rapport herom til Deres Højhed for to måneder siden, sidste gang der kom et gigtanfald...Jeg vil sige, at den passede dårligt til omstændighederne.
Vicekongen: Nå, hvad svarede jeg så?
Martinez: De sagde, at De tænkte over det.
Vicekongen: Aha, javel...De har næsten ingen tropper...Og hvor mange mil fra Lima befinder denne provins sig...ved du det?
Martinez: Omkring tre hundrede spanske mil.
Vicekongen: Virkelig...jeg troede det var meget nærmere...Godt, sagen er vanskelig, og man må ikke tage forhastede beslutninger. - Jeg skal tænke over det. - Hvad er det for et andet papir du har der i hånden? 
Martinez: Det er en ansøgning fra Francisco Huyana Tupac, der siges at nedstamme fra Inca´en Huyana Capac, som kræver at få tilføjet titlen Inca til sit navn, samt at bære våben og nyde de samme privilegier som de andre Incaer.
Vicekongen: Og der er ikke noget knyttet til dette krav?
Martinez: Undskyld mig, monsieur. Omkring halvanden alen kinesisk silke, hvorpå der er malet ansøgerens stamtavle siden Manco Capac, Titu Capac, Lloque Yupanqui...navne, der får håret til at rejse sig på hovedet...
Vicekongen: Det er ikke det jeg spørger om...Men når man vil opnå noget af den slags, må man bruge en anden fremgangsmåde...Det er ingen lille sag at fastslå ægtheden af en sådan stamtavle. Det plejer at være min sekretærs opgave...og jeg har ikke noget imod, at han får lidt for den ulejlighed...Og forresten er denne sekretær en åndfuld mand. Altså, søg oplysninger hoas Deres forgænger  om, hvad De skal  gøre.
Martinez: Jeg forstår. Denne Inca er meget rig...
Vicekongen: Giv mig en anden sag. Hvorfor ler De?
Martinez: Det er en klage fra Marquesa d´Altamirano mod señora Camila Pericholes papegøje eller señora Camila selv.
Vicekongen: Endnu et tosseri fra den ondsindede pige!
Martinez: Det bemærkes, at den nævnte papegøje instrueret af indstævnede dame hver eneste gang Marquesaen passerede hovedgaden, råbte efter hende med udtryk, som anmelderindens blufærdighed forbyder hende at gentage, og hun slutter med det, som señora Perichole skulle have sagt halvkvalt...Nej, jeg tager fejl, det som papegøjen sagde halvkvalt og fruen, dens ejerinde, har bebrejdet og straffet.
Vicekongen: Hvad var det så papegøjen sagde?
Martinez: Monseigneur, sagen forholder sig som følger! Det drejer sig om en elskværdig spøg fra señora Camlias side. Når marquesaen
 kom forbi, skreg papegøjen: "Og hvor mange alen klæde skulledet så være?" Da nu Marquesaen, før hun giftede sig med Markis´en, var datter af en klædehandler, føler hun sig stærkt generet. af hentydningen...
Vicekongen: Denne pige bringer mig på kant med alle Limas damer.
Martinez: Her er et brev fra Komtesse de Montemayor, der klager over et forsøg fra señora Pericholes side på at gøre hende til grin i teatret, under minkomedien 'Den gamle Kokette'.
Vicekongen: Igen!
Martinez: Deres Højhed ved med hvilken perfektion denne skuespillerinde forstår at gengive alle latterlighederne.
Vicekongen: Ja, men hun går over grænsen og respekterer ingen. Jeg vil give hende en alvorlig irettesættelse. Ved gud, jeg har hele mit liv interesseret mig for den dramatiske kunst; men jeg finder mig ikke i, at man tillader sig personlige injurier mod kvinder, hvis familier kunne skabe store vanskeligheder for mig i Madrid.
Martinez: Her er en ansøgning fra en invalid kaptajn.
Vicekongen: Så er det nok. Jeg begynder at blive træt. Vi kan læse resten en anden dag; men mens vi er ved emnet Perichole, vil jeg bede dig, kære Martinez, sige din hjertens mening.
Martinez: Jeg, monsieur? Hvad skulle jeg kunne sige til Deres Højhed?
Vicekongen: Jo, jeg vil have dig til at sige mig ligeud, hvad man siger inde i byen i de kredse du frekventerer.
Martinez: Man omtaler hende overalt som et stort talent.
Vicekongen: Godt! - det er ikke det jeg beder dig om. Jeg vil vide, hvad man siger om min forbindelse med denne pige; for i den situation vi befinder os i, vil mystik ikke være til nogen nytte. Efter at have været en tid i min tjeneste har du sikkert viden nok til at gætte...Ja for pokker; man er vel mand - og for at være vicekonge kræves det ikke, at man lever som en helgen.
Martinez: Monseigneur, Deres Højhed vækker megen beundring, og når sandt skal siges skaber det også misundere.
Vicekongen: Du smigrer! men der er noget sandt i det du siger...måske mere end du ved af.
Martinez: Åh, monsieur, jeg har ikke sagt andet end sandheden.
Vicekongen: Da jeg ved, at du er helt og holdent hengiven, vil jeg betro dig noget; men det er en betingelse, at du gengælder min åbenhjertighed med en tilsvarende åbenhjertighed fra din side..Du ved, at jeg ikke er en af dem man får til at se stjerner ved højlys dag...Altså, mærk dig mine ord.
Martinez: Monseigneur, jeg vil tale til Deres Højhed som var det til min skriftefader.
Vicekongen: God, nu skal du høre hvad det er der irriterer mig. - La Perichole er på bunden en god pige; men succes´en er steget hende tilhovedet. Hun foretager sig ustandselig ukloge ting, der kan kompromittere hende og mig med. Du mærker nok, at jeg ikke tror hun vil bedrage mig. Nej, nej, det handler det ikke om; men jeg er bange for, at man ude i byen forestiller sig, at hun bedrager mig.
Martinez: Åh, monsieur.
Vicekongen: Verden er nu engang umulig og respekterer ikke personer af høj rang. I øvrigt kan dens måde at være på somme tider være bedragerisk...Har du, Martinez, ikke selv bemærket noget, der kan gøre dig urolig?
 
Martinez: Hvor kan Deres Højhed tro?...
Vicekongen: Hør nu; for at berolige dig vil jeg bare sige til dig, at du nok ikke behager Perichole. Hun har krævet din stilling, du gætter ikke til hvem?...til sin skomagers nevø. - Det er sandt, at denne skomager laver nogle beundringsværdige sko til hende. Ved gud, da hun dansede  La Gitanilla med røde strømper, der sad som støbt, og sko dækket af pailletter...Åh, Martinez, Martinez, hvor hun dog er smuk!
Martinez: Den forræderske!
Vicekongen: Da jeg er stærkt knyttet til dig, har jeg afvist hende. Men du ser heraf, at Perichole ikke er glad for dig. Du har jo heller ikke kunnet lade være at skåne hende. Det er derfor jeg endnu engang gentager, at du skal tale helt frit.
Martinez: Åh, min gode herre!
Vicekongen: Jeg lytter; men vogt dig for at lyve for mig.
Martinez: Opfyldt som jeg er af Deres højheds godhed ved jeg sandt at sige ikke, hvordan jeg skal kunne gengælde den...Men med eet bringer den tillid Deres Højhed har vist mig mig i stor forlegenhed...for nu tør jeg ikke sige...Det er ikke fordi jeg har noget at sige...som skulle kunne bringe fru Perichole i forlegenhed...Men måske Deres Højhed ville tænke på hende, ved første lejlighed, at det er...en slags...et motiv til hævn..hvis det er tilladt at kalde det for hævn...det som ikke kan skade...for utvivlsomt vil Deres Højhed ikke stræbe efter det...trods alt...drejer det sig jo om bagateller.
Vicekongen: Hvilke bagateller? Forklar dig.
Martinez: Åh, ikke noget alvorligt. Det er sikkert, at fru Perichole elsker Dem...Deres højhed er så god! hvem ville kunne andet end elske Dem?...Måske var det af lutter ondskabsfuldhed, at man sagde det til mig, for som Deres Højhed så glimrende udtrykte det forlidt siden, er verden nederdrægtig.
Vicekongen: Hvad var det man sagde til dig?
Martinez: Deres Højhed må ikke lægge for stor vægt på, hvad han sagde til mig, for det er kun førstemanden hos silkekøbmanden i Callaogade...Og jeg burde måske ikke gentage for Deres Højhed, hvilke forslag personer af den klasse stiller...Deres Højhed burde måske ikke høre det, men lad gå, når Deres Højhed har beordret mig til at sige, hvad jeg ved, og jeg ikke kan sige, hvad man har sagt mig.
Vicekongen: Ved Kristi legeme! så sig dog hvad man har sagt dig.
Martinez: Denne unge mand, som hedder Luis Lopez og kommer fra en honnet familie, har sagt mig, mens vi talte om silke, at han havde forleden dag solgt otte alen rød satin til Kaptajn Hernan Aguirre, som uden at sjakre havde betalt ti dukater pr. alen.
Vicekongen: Til sagen!
Martinez: Javel, monseigneur; Luis Lopez forgav selv at have set den samme røde silkevest syet til en kjole og båret den hen til fru Perichole. Mindes De den kjole hun havde på søndag aften? Det er netop den. - Men intet er mere sandsynligt, end at Luis Lopez har taget fejl...så meget mere som kaptajnen, da han betalte, sagde: " Jeg prutter ikke om prisen, for det er til min kæreste."
Vicekongen: Til hans kæreste!
Martinez: Efter min mening bevis nok for, at han tog fejl...Jeg sagde ham ligeud, hvad jeg tænkte om den kønne historie...Men jeg har nu altid troet, at han har bundet mig andre på ærmmet.
Vicekongen: Hvorfor dog det?
Martinez: Åh, på grund af de historier han har samlet op og jeg ved ikke hvorhenne......For eksempel, at en vagtpost i Palais-gaden en aften antraf en mand, som kun havde en kappe over sin natskjorte; sandt at sige holdt han sine strømper i hånden. Først anså man ham for at være en røver; men da han kom ind til stationen, så den tjenstgørende betjent, at den formodede røver var kaptajn Aguirre. - Men hvad beviser nu det?
Vicekongen: Hvilken aften?
Martinez: Han sagde natten mellem fredag og lørdag...Den nat vi har ventet så længe på...Men i Palægade er der nogle damer, som ikke er de mest snerpede...Jeg formoder, at kaptajnen kurtiserede señora Beatriz...Åh, men jeg tager fejl, fordet er næsten femten timer siden hun rejste til Quito...Hvis det ikke er hende, må det være en anden.
Vicekongen: Er det alt hvad du ved?
Martinez: Ak, monseigneur! Deres Højhed ved jo godt, at bagtalelser ikke stopper, hvor de eengang er kommet ud, og når onde tunger først har haft virkning på een, finder de snart nogen til at gentage det i kor...Men det jeg stadig ikke har sagt, er så utroligt, at jeg tror jeg keder Deres Højhed ved at gentage det.
Vicekongen: Slet ikke. Det keder mig ikke. Fortsæt.
Martinez: Ved sidste tyrefægtning...sandt at sige er bagtalelsen meget fint arrangeret i detaljerne; men i grunden er den skrigende absurd. Ved sidste tyrefægtning bemærkede Deres Højhed nok en flot fyr, let som en panter, modig som en løve, en indianer ved navn Ramon, som er en Limas dygtigste matadorer.
Vicekongen: Og så?
Martinez: Man siger...ja, De ved, at rygtesmedene altid siger lige hvad der falder dem ind...man siger, at det ikke er overdrevet, at visse af disse herrer har vovet at efterstræbe visse damer af høj stand...og hvad der er endnu mærkeligere, at man har set disse damer, som er begunstiget af fødsel eller på anden vis, har nedladt sig til at give efter for disse staklers pretentioner. - Jeg er bange for at trætte Deres Højhed, som ser helt lidende ud lige nu.
Vicekongen: Ja, det gør meget ondt i min fod.
Martinez: Nå, men visse lediggængere og sladrechatoller, som vi gudskelov ikke har nogen mangel på her i Lima, har foregivet at opsnappe de hede øjekast, som matadoren tilkastede den smukke skuespillerinde. Har man endnu ikke bemærket, at denne mand, som er opslugt af sin kunst, i stedet for at gå til angreb på tyren under Deres Højheds loge for at dræbe den dér, som en matador har for vane at gøre...nå, men denne Ramon stillede sig i stedet op under señora Pericholes loge og gav hende på den måde æren for hele festen. - Det må indrømmes, at der findes folk, som finder noget galt ved alting, selv de mest uskyldige! For eksempel her, hvis fruen havde gjort et eller andet, der var blevet opfattet forkert, men i grunden var ganske naturligt. I det øjeblik, hvor den sorte og hvide tyr, den farligste af dem alle, blev angrebet af Ramon, faldt fru Pericholes perlehalsbånd ned i arenaen. Ramon samlede det op og lagde det om sin hals efter at have kysset det med respekt.Men jeg er altså et sikker på, at dette perlehalsbånd faldt derned ved et tilfælde ogderefter gavmildt er blevet overgivet til matadoren, som i øvrigt ikke har solgt det, som defleste folk i hans profession ville have gjort i hans sted, for derefter at bruge gevinsten på kroen. Han derimod beholder halsbåndet om halsen ude i byen, stolt som en påfugl og lader mere hånt om skik og brug end de fleste. Deres Højhed kan nok forestille sig, hvor godt dette optrin er for sladderen.
Og guderne må vide, hvordan folk fortsætter med at fordreje historien. Hvis man skulle tro dem, havde señora Perichole rejst sig i sin loge og selv straks rykket sit halsbånd af og kastet det til matadoren, idet hun råbte: "Bravo, Ramon!" - Señora Romer fra det store teater, som befandt sig i samme loge...(men det er jalousien, der har fået hende til at tale) har sagt, at señora Perichole skulle have råbt: "Bravo, min Ramon!" Jeg var for langt væk til at høre det; men jeg regner med, at hun har løjet, for hun er så ondsindet, mærk Dem mine ord, at hun har vovet at sige, at ved sidste opførelse af "Pigen i luften" var laurbærkransen, der faldt for fødderne af señora Perichole, kastet af indianeren Ramon. Efterhånden går hun så vidt som til at fortælle, at Ramon somme tider er kommet ind i hendes loge på teatret og endog, at han er kommet hjem hos hende. Det er ikke sådan, at fyren ikke har været dristig nok til at vove det. Han tror han er en Adonis til trods for sin solbrændte hud; han spiller guitar, kaster med knive, om det behøves...Ingen andre end han ville vove at hoste eller pudse næse mens Perichole sang...Det er en mand, der er noget søgt for en skuespillerinde. - La Romer tilføjer, at señora Perichole somme tider lukker sig inde i timevis sammen med ham, især når Deres Højhed er på jagt, eller når hun uheldigvis er indisponeret.
Vicekongen: Er det alt hvad du ved?
Martinez: Den lange remse af lignende formodninger er aldrig slut; men da jeg tillægger det liden vægt og jeg formoder Deres Højhed...
Vicekongen: Monsieur Martinez, De er en slubbert.
Martinez: Min herre!
Vicekongen: En uforskammet, skamløs løgnhals.
Martinez: Monseigneur, jeg har ikke sagt andet til Deres Højhed end hvad jeg har hørt sige.
Vicekongen: Og netop det, min herre, beviser Deres uforskammethed. Hvzad gi´r De mig! De vover frækt at foregive, at det er det hellige evangelium, alle de sladderhistorier De har hørt i kulisserne! Hvad laver De i kulisserne, min gode mand? Er det et sted for Dem? Har jeg givet Dem besked på at snakke med skuespillerne? De er en dovenlars...og en løgnhals. Der er ikke et ord sandt i det, De har haft den frækhed at smide i hovedet på mig. Hvad gi´r De mig, at vove at sige til mig, at jeg er rival til en matador, en indianer!
Martinez: Nej, monseigneur...Jeg sagde ikke...
Vicekongen: Jeg kendte Perichole. Hun er en udmærket pige, som ikke elsker andre end mig. De er en løgner, en uforskammet løgnhals, og der er ikke en stavelse sandt i det De har sagt.
Martinez: Blot Deres Højhed ville gøre sig den ulejlighed at huske..
Vicekongen: Ti stille! . Jeg har trukket Dem op af dyndet ved at tage Dem i min tjeneste. Jeg ville give Dem en chance. De er uværdig til min godhed. Jeg burde jage Dem bort i vanære; men ved en ganske usædvanlig eftergivenhed fra min side vil jeg alligevel give Dem et sted at være. Jeg udnævner Dem til modtager af bidrag i provinsen...hvad er det nu den hedder...under oberst Garci Vasquez. Tag straks afsted; hvis De stadig er i Lima i morgen, vil jeg lade Dem ledsage til Callao mellem fire dragoner, og så kommer De ikke ud igen, før jeg er død.
Martinez: Ak og ve..jeg ulykkelige menneske! monseigneur, det er værre end fængsel. Ville Deres Højhed bare nedlade sig til at huske på, at jeg kun har talt  efter ordre fra Dem.
Vicekongen: Åh, nu ræsonnerer De igen! Men hvem er herre her? Ved Gud, jeg kunne gå, jeg kunne prygle Dem med stokkeslag. Ud herfra, slubbert, eller jeg lader Dem kaste ud ad vinduet. Jeg skulle ikke være mere værd end en indianer, en cholo! Hvor uforskammet! ud, siger jeg.
Støjende slag på døren til kammeret; ind kommer Balthasar fulgt af Perichole. Martinez går ud

Balthasar: Monseigneur, det er frøkenen, der absolut ville ind, selv om jeg sagde, at Deres Højhed var optaget.
Vicekongen: Lad hende komme, og du går.
La Perichole: Det er ret mærkeligt, at man kun kan komme til at møde Dem ved at gå til angreb på døren til Deres kontor. Jeg håber ikke der ligger andet i det end en fornærmelse fra Deres tølper af en dørvogter.
Vicekongen (med sorgfuld stemme): Jeg troede De var til cremonien.
Perichole: Jeg ved endnu ikke om man vil se mig dér. Det kommer i nogen grad an på Dem. - Men før jeg går videre, hvordan går det med Deres gigt?
Vicekongen (med stigende irritation): Jeg har ikke gigt.
 Perichole: Åh, jeg forstår, det er ikke andet end et tilbagevendende dårligt humør. Pyt med det; jeg havde noget jeg ville bede Dem om, og jeg havde håbet at finde Dem i bedre form. Når det nu er sådan fat som det er, kysser jeg Deres hænder. Farvel; Vi taler om det en a nden gang.
Vicekongen: Camila, De må ikke gå så hurtigt. Jeg har noget at tale med Dem om, ja, ved gud, man skulle næsten tro De var bange for en tète-a-tète med mig.
Perichole: Åh, Deres Højhed gør mig sjældent bange.
Vicekongen: Bliv her. Hold mig ved selskab, når jeg er syg. - Jeg ved godt, at De hellere vil tale med kaptajn Aguirre...men somme tider må man resignere.
Perichole: Aguirre? Jeg forlader ham øjeblikkelig.
Vicekongen: De forlader ham øjeblikkelig...Godt, så sparer De mig for omsvøb, og jeg kan gå lige til sagen.
Perichole: Monsieur, jeg formoder De ville opføre en lille jalousi-scene; for det er næsten to måneder siden De gav frit løb for Deres jalousistemninger. Jeg tror ikke denne scene varer længe, og hvis De ikke har noget imod det, vil jeg gerne fremføre min bøn med det samme. Hvis De giver mig lov, kan vi vente til imorgen med bebrejdelser og raseriudbrud.
Vicekongen: Jeg er næppe i humør til at tilstå Dem gunstbevisninger; De misbruger jo dem De har fået af mig.
Perichole: Godt begyndt! men u er det min tur til at tale...Alle Limas snerper har forenet sig for at gøre det af medmig på enhver facon, og det hele skyldes, at jeg er kønnere end de. - Er jeg ikke smuk idag? - Mellem os sagt er der en hel lille krig igang, fuld af bagtalelser og små nederdrægtigheder. Hvis jeg ikke havde så travlt, ville jeg fortælle Dem nogen af dem. Bortset fra det gør vi alle vort bedste for at overgå hinanden med alt det pjat vi kan finde på, smagen i vort udseende, osv. Dettil kommer, at vi er som sendt af forsynet for smykkehandlere og tøjsælgere.
Vicekongen: Hvad i alverden har jeg med alle disse skærmydsler at gøre? hvis De ikke overgår disse damer i ydre luksus, for ikke at tale om elskere...
Perichole (med dyb reverens): Med hensyn til elskere gør jeg det stik modsatte af disse damer. Jeg foretrækker kvalitet for kvantitet.
Vicekongen: perichole, lad mig tale ud; jeg er meget seriøs lige nu.
Perichole (taler på samme tid): Hør på mig, jeg har to ting at sige Dem...
Vicekongen: Jeg er meget utilfreds med Dem. Man taler fra alle sider om Deres koketteri, og hvis jeg skal sige det rent ud, tror jeg De får mig til at spille en rigtig dårlig rolle.
Perichole (taler i munden på ham): Jeg har netop idag hørt om en sublim opfindelse, der vil få alle disse damer til at revne af ærgrelse, forudsat De altid er lige så elskværdig som De sommetider er. 
Vicekongen: Men ved gud, så hør da på mig!
Perichole: Men hør så for søren på mig! Jeg er kvinde, De er kastilianer, De skylder mig respekt, altså ti stille når jeg taler.
Vicekongen: Godt, så tal! men De mister ikke noget ved at vente.
Perichole: Som De ved er det idag alle Limas kvinder lader sig se i deres eleganteste tøj, mens de fremviser al den luksus de kan for at vække misundelse. - Alle de køretøjer der er i Lima tæller kun fem: Deres to, biskoppernes, auditør Pedro de Hinoyosas og endelig den karet, der tilhører Marquesa Altamirano, min dødsfjende; den er næsten lige så gammel som sin ejerinde, men trods alt en karet. - Nå, men når jeg nu til morgen fik at vide, at De blev inden døre idag, satte jeg mig i hovedet, at De kunne sikre mig en triumf over min rivalinde ved at forære mig den smukke karet, der er ankommet til Dem fra Madrid.
Vicekongen: Er det det, De vil bede mig om?
Perichole: De vil gøre mig lige så stor en glæde ved at give mig denne karet, som hvis De gav mig en mine eller et indianerdepartement.
Vicekongen: Vist er ønsket beskedent. Det drejer sig bare om at få en karet, for at man kan lade sig transportere til kirke som en marquesa. Jeg ved nu ikke rigtig.
Perichole: De ved jo nok, don Andres, at jeg ikke har særlig mange penge. Jeg ved ikke, hvad dette køretøj koster Dem; men De er rig. Hvis ikke det drejede sig om at ydmyge mine dødsfjender, mærker De nok, at jeg ikke ville have bedt om en gave af så stor værdi. Og i øvrigt skal De bare glemme det, hvis De synes ønsket er for galt. Det var ikke rigtigt af mig at spørge. De må have mig undskyldt. Jeg har den fejl at handle først og spørge bagefter.
Vicekongen: En karet! det kunne være kønt med en skuespillerinde i karet; er De biskop, madame, auditør eller maquesa, siden De vil køre i karet?
Perichole: Nåh, er jeg ikke på een gang Kronprisessen af Irland, Dronningen af Saba, Dronning Thomiris, Venus og Den hellige Justine, jomfru og martyr?
Vicekongen: Galskab!
Perichole: Alle de der damer er nok lige så meget værd som en gammel marquesa, hvis far solgte tøj til muldurdriverne i Cordova. Kom nu, lillefar, min kære Andresillo, De har leet; De er ikke længere i dårligt humør, De er charmerende som De plejer, og De giver mig en karet, ikke?
Vicekongen: Camila, nu beder De om alt for meget, og snart vil De kede Dem, for jeg har noget at udsætte på Dem.
Perichole: Og hvad nu hvis jeg ville komme med repressalier?
Vicekongen: Hør, det er forkert af Dem at vende alting på hovedet. Jeg forsikrer Dem, at Deres opførsel nu er mig bekendt, og at jeg ikke vil være Deres nar.
Perichole: Hvis jeg ikke får den karet, må jeg trist tage tilbage til mig selv, for jeg er ikke indstillet på at gå til fods som en pige af folket eller i bærestol som en borgerkone, og især efter det jeg havde sat næsen op efter...Åh, monsieur vicekonge af Peru, De er et grusomt menneske!...Hvor meget koster denne karet Dem?
Vicekongen: Lad nu det med Deres karet hvile, mademoiselle, og svar mig. Jeg er fuldstændig på det rene med alt hvad De foretager Dem, og De ved, at jeg ikke mere er blændet med hensyn til Dem, som jeg var dengang jeg var forelsket i Dem. Nu elsker jeg Dem ikke mere, hører De? Jeg er bragt ud af min vildfarelse; jeg kender Dem...Men jeg glæder mig til at se hvilken mine De vil sætte op for at retfærdiggøre Dem...Lad os se, forsøg blot...tal, for fanden, tal!...Nå, hvad tænker De på, sådan som De har himmelvendte øjne?
Perichole: Den smukke karet!
Vicekongen: De kunne få en helgen til at miste tålmodigheden. Hvad fanden betyder en karet? - Jeg ved, at kaptajn Aguirre elsker Dem...
Perichole: Det tror jeg gerne. - Giv mig en af de cigarer dér.
Vicekongen: ...Og at De elsker...ja, De elsker ham...jeg ved det, jeg er helt sikker...Men De forsikrer det modsatte...som det passer Dem! Nægt for eksempel, at han har givet Dem en kjole af karmoisinrød silke...Benægt det, benægt det! jeg vil ikke forhindre Dem i det.
Perichole: Han har også givet mig en kniplingsmatille. Jeg har revet min egen i stykker...
Vicekongen: Og man har overrasket Dem halvt påklædt under Deres vinduer...Jeg ved det, jeg har vidner...Men ved gud, sig dog det er forkert...De er så god en skuespiller, at De vil kunne lyve sådan, at det for andre ser ud som om De siger sandheden.
Perichole: Tak for komplimenten.
Vicekongen: De kan jo nok mærke, min pige, at dette ikke kan blive ved. Vor forbindelse må ophøre...Og det burde være afgjort for længe siden...for jeg er den der jolder elskerinder for kaptajn Aguirre. De er blevet så stille...Tror De måske jeg tager Deres flegma for at være uskyldens ro?
Perichole(med tragisk tonefald): Det er fortvivlelsens ro. Jeg ser ikke foran mig en tabt lejlighed til at køre til kirke i karet. Tidspunktet vil oprinde, og når De beder om forladelse, vil det være for sent.
Vicekongen: Aha, De kræver en undskyldning, min lille øjesten! Så De regner ikke med mindre? Jeg beder Dem om forladelse for at have opdaget en anden intrige med en ganske kendt person.
Perichole: Og om to. Når vi er tre, danner vi et kors.
Vicekongen: Det er ingen anden end den tapre Ramon, den nationalkendte indianer og sin metiers matador. - De er dygtig til at vælge Deres elskere, madame. Det er en berømt mand, og hele Lima genlyder af hans navn.
Perichole: Det er sandt, og hans ry er ikke så korrumperet som så mange andres. Det er den tapreste matador i Peru og måske den kønneste og stærkeste.
Vicekongen: For pokker, det er da klart, at De ikke er den kvinde, der vil forlade en vicekonge for den første den bedste opkomling. På den anden side, selv om De har styr på sagen,forlader De een elsker for at tage to. De giver en dukat væk; men De tager mere.
Perichole: hvordan skulle efter Deres beregning en kaptajn og en matador være lige så mange penge værd som en vicekonge? Deres Højhed regner fejl. Der skulle så vidt jeg kan se være tre vicekonger for at tjene som en kaptajn, ogmindst seks vicekonger for at tjene så meget som en matador.
Vicekongen: de er uforskammet...
Perichole: Fat mod!
Vicekongen: En kvinde, der er så fræk, at hun ikke engang gør sig den ulejlighed at skjule sine udskejelser med en smule menneskelig respekt.
Perichole: Rolig (deklamerer)"Grusomme indbildning! hvorfor belejrer du mit hjerte med disse blide fortryllelser?"
Vicekongen: At tage en matador og en indianer som elsker...De er en Messalina!
Perichole: Hvad er de De vil sige?
Vicekongen: De er...
Perichole: Det gælder om, at Deres Højhed ikke tvinger sig selv. Jeg forestiller mig, at det gælder om at hengive sig til dette raseri efter lægens ordre. Gør De det, vil De blive ophedet, og det vil være godt for Deres gigt.
Vicekongen: Ti stille, infame kvindemenneske! Tage en cholo tilelsker! Ved gud! - Jeg har  fyldt Dem med mine gunstbevisninger...For Dem har jeg nærværet kompromitteret i offentlighedens øjne...for det er skandaløst, at repræsentanter for Kongen af Spanien går hen og søger sin elskerinde på teatrets skrå brædder...Jeg ved ikke hvad det er der holder mig tilbage...Men hvis jeg var tusind gange for god, ville jeg sende Dem på en opdragelsesanstalt.
Perichole: Det vover De ikke!
Vicekongen: Så jeg vover det ikke?...Hurtigt, kom med pen og blæk, så skal jeg underskrive ordren.
Perichole: Der ville komme en revolte i Lima, hvis La Perichole var i fængsel.
Vicekongen: En revolte, sludder.
Perichole: Jo, en revolte. Selvom man lod halshugge, hænge alle Deres ædle markis´er, grever og riddere i Lima, ville der ikke være een stemme, der råbte op, ikke een arm ville løfte sig for Dem. Slagt bare tolv tusind fattige indianere, send bare tyve tusinde ned i jeres miner, man ville klappe ad jer, man ville trække Trajan hen til Dem ved næsen...Men prøv at forhindre Limaboerne i at se Deres yndlings-skuespillerinde, så ville de slå Dem fordærvet med stenkast.
Vicekongen: jaja!...Men hvad nu hvis jeg nægter at forny Deres engagement, når det udløber?
Perichole: J, hvad så? Jeg vil tage min guitar oggå ud og synge på gader og stræder, under Deres vinduer; og i mine sange vil jeg gøre grin med dem for Deres vicekongedømme og Deres gigt.
Vicekongen: Jaså! Og hvad ville De så gøre, hvis jeg sendte Dem tilbage til Spanien med den første galeon?
Perichole: De kunne ikke gøre mig en større tjeneste...Jeg er ved at dø af længsel efter at se det gamle Europa, og forresten ville jeg i Spanien få chance for at blive elskerinde for premierministeren eller kongen, og når lejligheden bød sig, hævne mig på Dem. Jeg vil lade Dem anklage og føre til Spanien som fange i lænker som Christoffer Columbus, og til sidst vil De være glad, hvis jeg benåder Dem fra galgen og blot sender Dem hen for at rådne op i tårnet i Segovia.
Vicekongen: Mens De nu venter på, at det skal ske, skal De ikke mere sætte Deres fod i dette palæ.
Perichole: Vist så, jeg adlyder altid Deres Højheds vilje.
Vicekongen: Lige een ting til. Eftersom det er sidste gang vi ser hinan
den, må vi lige gøre regnskabet op...jeg foragter Dem for meget til at håne Dem...Andres de Ribera nedlader sig ikke til at straffe en fornærmelse, når den kommer for langt nedefra. - Jeg har givet Dem betydelige summer, kostbare gaver...behold dem. De får udbetalt tre måneder af Deres pension, og jeg håber, at De dermed kan gøre Deres indtog på hospitalet nogle uger senere.
Perichole: Jeg har tålmodigt lyttet til de injurier og voldsomme bagtalelser De lige har budt mig; jeg tilskrev dem den lidelsesfulde tilstand jeg ser Dem være i; men denne sidste skurkestreg kan ikke tilgives. Jeg nedstammer fra gamle kristne og kastilianere, min herre, og jeg agter mig selv for højt til at akceptere gaver fra en mand jeg ikke elsker. Alle Deres gaver vil blive sendt tilbage. Jeg vil sælge mit hus og mine møbler for at betale resten. I mellemtiden er her et diamanthalsbånd og ringe, De har givet mig..Allerede i aften vil jeg ikke have noget der har med Dem at gøre.
Hun tager sine smykker af og skal til at gå
Vicekongen (rørt): Perichole!...Perichole! Så...gå nu ikke...Hør på mig...hør nu efter...Skal jeg absolut rejse mig?...Av, av!
Perichole (standser ham): Har De det dårligt?
Vicekongen: De talte om bagateller?..
Perichole: Jeg husker ikke hvad jeg har sagt.
Vicekongen: Bare sig, at det ikke passer, og jeg glemmer det.
Perichole: Tro hvad De vil. Jeg kysser Deres Højheds hænder.
Vicekongen: Nej, De må ikke gå. Perichole...Jeg var vred...jeg var for hurtig til at dømme...Men forklar Dem nu helt roligt. - Altså, alt hvad jeg sagde om dig er forkert?
Perichole: Lad mig gå. Jeg giver ikke meget for Deres mening.
Vicekongen: Lad os nu se, Camila. Godt, jeg tror jeg har gjort dig uret. Er du så tilfreds?
Perichole: Nej, nej, De har ret.
Vicekongen: Stædig og uartig...Jeg afskyr dig, men gå, du er altid fortryllende!...Jeg holder alt for meget af dig...Jeg ved godt, at alt hvad man har sagt mig er galt...Men sig, at det er forkert...intet andet end...
Perichole: nej, De har fornærmet mig alt for meget til, at jeg stoler på Deres vurdering.
Vicekongen: Godt, Camila, godt, så taler vi ikke mere om det...Jeg beder dig undskylde...Jeg har gjort dig uret...Det er fordi jeg var så ked af det, at jeg ikke vidste hvad jeg sagde...Giv mig hånden...Men sig mig
Perichole: Sige hvad?
Vicekongen: At du ikke mere er fornærmet, og at du tilgiver mig, at hidsigheden løb af med mig.
Perichole (giver ham hånden): Ja, jeg tilgiver Dem; jeg tror, at De virkelig elsker mig.
Vicekongen: I det mindste af generøsitet...Jeg er sikker nok på dig...Jeg er ikke længere jaloux...Men har det kostet dig for stor overvindelse at sige, at man har bagtalt dig?
Perichole: Hvad, De bliver ved med at komme tilbage til det.
Vicekongen: Godt, her er hvad der er sagt...lad os ikke tale mere om det...Jeg tror det uden at du behøver at forsvare dig...og dog...Se, hvor svag jeg er!
Perichole: Sandt at sige, min herre, er det nødvendigt, at De viser, i hvilket punkt jalousien truer fornuften? Lad os finde ud af, hvordan De kan kalde Deres bebrejdelser tilbage. Åh! kjolen af rød silke?...Du godeste, sikke en idé!
Vicekongen: Ja, det var latterligt, men...
Perichole: Det er fuldstændig rigtigt, at jeg har en rød silkekjole, og det er ikke mindre sandt, at jeg har købt den af en farvet pige, min nabo, som underholdes af kaptajn Aguirre. Om hun havde fået denne kjole af kaptajnen eller af en anden, det er det jeg ikke ved noget om...Det er min kammerpige, der har ordnet handelen, og De kan jo bare spørge dér. Vicekongen: Det skal jeg nok afholde mig fra, mit barn!...Jeg tror dig (afsides) Åh, den skurk til Martinez, du skal komme til at undgælde for dit hykleri.
Perichole: Hvad angår den anden historie med kaptajn Aguirre har jeg intet at sige Dem, bortset fra, at den slags sker i Lima og jeg ikke kan forhindre det. Forresten indes jeg, at De den samme dag var blevet ret sent på den, da De var til middag hos mig.
Vicekongen: Min kære Perichole, jeg vil ikke høre et ord mere om den sag. Det gør mig alt for skamfuld...Gudskelov jeg ikke længere er jaloux...Du sagde ikke desto mindre, at denne indianer...
Perichole: Deres spioner har også været ret godt instrueret om indianeren Ramon. Det er rigtigt, at jeg på det sidste var grebet af beundring ved at se hans dygtighed og hans mod, for ikke så snart havde han stukket sin kårde i nakken på tyren før han, uden at tænke på, om dr endnu var en smule liv tilbage i den, lavede en pirouette, og idet han vendte ryggen til tyren gav mig en salut, der var rigtig flot for en mand af hans profession. Jeg forstod, hvad han ville sige med det, og jeg søgte i min taske for at kaste det til ham; men jeg havde glemt det. Så tog jeg det første det bedste der var ved hånden som pris. Men aldrig havde jeg da tænkt mig, at en sådan handling kunne  udlægges som kærlighed. En indianer, en cholo, en matador, en mand, der drikker brændevin og spiser hvidløg. Åh, monsieur!
Vicekongen: Ja, ja, jeg havde uret, min kæreste...Men hvis jeg havde været den tyr, ville jeg have samlet mine sidste kræfter og rystet monsieur Ramon af mig.
Perichole: Men jeg råbte skam: "Længe leve tyren!"
Vicekongen: De er fortryllende, bed mig om hvadsomhelst...For jeg tror slet ikke du ville lade denne Ramon komme hos dig, han der spiser rødløg.
Perichole: Tilgiv mig. Deres Højhed glemmer, at jeg snart skal spille hovedrollen i komedien af digteren peransurez. Jeg skal synge en vise med ord i den dialekt de folk bruger, og for at kunne ramme deres akcent og udtale lader jeg Ramon, som har en ganske god basbaritonstemme, hente, og han sang så en hel dag, forudsat han fik nok at drikke. Jeg fik ikke et ord indført. For at Deres Højhed ikke mere skal være i tvivl, kan De sende kaptajnen til Panama og matadoren til Cuzco; men jeg tror, at såfremt sagen har vakt opsigt, vil deres exit snarest få de onde tunger til at fryde sig både på Deres og min bekostning.
Vicekongen: Åh, min gode Perichole, hvordan skal jeg dog få dig til at glemme...
Perichole: Kærlighed kan være en undskyldning for mange ting; men jeg råder Deres Højhed til for fremtiden at tage sig i agt for tyendet, der lader som om de er meget hengivne, mens de faktisk er helt indstillet på at forråde deres herskab.
Vicekongen: Hvordan det?
Perichole: jeg nævner ingen, og det bliver aldrig mig, der angiver andre. Ung som jeg er og tilpas smuk er jeg som skuespillerinde udsat for at tage imod en masse uartige tilbud, og jeg forestiller mig, at en vis lille formodning, som De beærer med Deres opmærksomhed, og som jeg har ladet jage fra Deres omgivelser, har forlystet Dem med alle disse historier.
Vicekongen: Oh, den slyngel! Jeg har altid tvivlet på ham. Åh, det uhyre! hvordan han har vovet at komme med tilbud til dig! Du taler om Martinez, Ikke?
Perichole: jeg vil ikke skade nogen.
Vicekongen: Åh, den skurk! det er ikke med Garci Vasquez du rejser bort. Det er til Callao-fortet, og jeg er revnende ligeglad om du tager dertil snart!
Perichole: Jeg har intet sagt om denne unge mand. Hvad får Dem til at tro jeg ville udpege ham?
Vicekongen: Lad mig om det. Jeg ved hvad jeg ved...Men, mit barn, jeg troede du havde bedt mig om at få min karet?...For pokker, det er...
Perichole: Lad os ikke tale mere om det; jeg er godt tilfreds nu, hvor jeg ikke har mistet Deres venskab.
Vicekongen: men det glæder dig så meget? - Det er, ser du, min søde, fordi...
Perichole: Ja, jeg lagde megen vægt på det...Men efter denne grumme diskussion har jeg skiftet mening.
Vicekongen: Du regnede med, hvad jeg ville have foræret dig. Det er, pokker ta´mig...denne karet..ikke at jeg hænger ved den...men for fanden, hvad vil man sige, hvis...
Perichole: Lad det være. Det er i øvrigt også for sent til ceremonien. Jeg ville ikke ankomme til tiden.
Vicekongen: Hvad det angår, så løber muldyrene hurtigt. Jeg tror ikke de forbandede auditører...denne Pedro de Hinoyosa...vil ordne hele denne sag som det passer ham...
Perichole: Han afskyr Dem, fordi folket elsker Dem. Men jeg er ked af, at De skal gå på kompromis med ham. Det virker, som om det er en herre, som man må se at få styr på.
Vicekongen(efter et øjebliks eftertanke): For fanden da, at han siger hvad han ville...Jeg skulle ikke være herre over at give væk, hvad der tilhører mig og som forekommer mig ret og rimeligt?
Perichole: Nej, med forlov. Jeg har tænkt nærmere over det ekstravagante ved mit ønske, og nu rødmer jeg indvendig over at have ulejliget Dem. - Og så...jeg har straks måttet tage et tage i mig selv for ikke at græde...at jeg snarere har lyst til at kaste mig på min seng for at berolige mine nerver end at gå i byen.
Vicekongen: Stakkels barn, hvor hun dog elsker mig!...Nej, min pige, du må endelig se at få noget frisk luft; det vil gøre dig godt. Pineda har ordineret mig at stige til vogns, når jeg er ved at blive vred...Afsted, min pige, min karet er din. Ring og få dem til at spænde for lige på stedet.Perichole: Min kære herre, vil De ikke nok tænke nærmere over det; De er for god, hvor De for et øjeblik siden var for uretfærdig.
Vicekongen: Ring med klokken, siger jeg dig. Jeg vil, at dine fjender dør af jalousi.
Perichole: Men...
Vicekongen: Hør, hvis du ikke tager imod denne gave, så er jeg lige ved at tro, at du igen er træt af mig.
Perichole: Når det skal være på den måde, kan jeg ikke sige nej til Dem...Men jeg er virkelig forvirret. (Hun ringer. Balthasar kommer ind)
Vicekongen: Sørg for straks at få spændt de hvide muldyr for min nye karet og sig til kusken, at muldyrene, kareten og han selv tilhører denne dame. (Balthasar går ud) Stakkels du, hvor din puls dog er heftig.
Perichole: Hvordan skulle jeg kunne undgå at være gennemtrængt af Deres Højheds godhed?
Vicekongen: Lad det være, det der med Højhed, og kald mig hvad du altid gjorde før.
Perichole: Nuvel! Andres, du har både gjort mig meget ulykkelig og meget lykkelig idag.
Vicekongen: Omfavn mig, min engel. Jeg elsker dig som du er. Ser du, jeg vil ikke være vicekonge overfor min Perichole! - Mindes du hvad du sagde om vicekongers værd i kærlighed; det var uartigt af dig!
Perichole: Hold nu op; du ved udmærket, at du er Andres for mig og ikke vicekongen af Peru. - Se nu de fine broderede sko, som Marino, denne skomager har lavet til den nevø jeg længe har fortalt dig om.
Vicekongen: Sikken en smuk lille fod! Jeg kan have den i min hule hånd. Forresten, sagde du ikke, at hans nevø er en kvik fyr? Jeg tager ham i min tjeneste i stedet for Martinez.
Perichole: Nej, jeg vil ikke fyre nogen. Forøvrigt er Martinez nyttig for Dem. Han laver gode rapporter.
Vicekongen: Trættekære kvindemenneske! . Han skal allerede i aften sove i fængslet i Callao.
Balthasar (kommer ind igen):  Vognen er spændt for.
Vicekongen: Afsted, min smukke, mor dig godt og kom straks tilbage efter ceremonien. Hvis nogen vender sig imod dig, skal du ikke tøve med at lade mig hindre det. Ved gud, de onde tunger skal ikke le længere...Og dit halsbånd og dine ringe, som du glemte; kom her, lad mig give dig din halskæde på igen...Hvor ser du guddommelig ud idag.
Perichole: Jeg tager noget med mig, der er mere dyrebart end dine diamanter: din fortrolighed og din kærlighed. Hun går ud
Vicekongen: Du er en engel. Den pige har mig lige hvor hun vil ha' mig. Det er rigtigt, at elsker hende så højt...Jeg kan ikke nægte hende noget...Men alligevel...at give hende min karet! Jeg aner ikke, hvad folk vil sige til det!...En aktrice i en forgyldt karet, mens så mange marquesaer og komtesser kun er alt for glade for at komme i bærestol!...Jeg ser for mig, at ceremonien er forbi...Hun vil kun komme på biskoppens opfordring...Så meget desto bedre...Åh, jeg hører lyden af hjul nede i gården. Hun har ikke spildt tiden...Balthasar, stil min lænestol hen til vinduer og giv mig min kikkert. Jeg vil se, hvordan den karet virker...Nå for søren, jeg vil se hende helt hen til kirkedøren...For pokker, hvor har hun fart på...Min kusk tager mig aldrig den vej...Alle standser op for at se hende...Se nu, hvordan de tager hatten af, som om det var mig, der kom forbi...Hvilken galskab!...Nu er hun allerede ved det store torv...Ved gud, hun kommer til at sidde fast i mængden...Åh, herregud, heldigvis er det den anden karet, der er væltet...Og alle stimler sammen...Hvad skal vi gø're?...Måske vil de fornærme hende...Balthasar, gå dog...
Balthasar: Ja, monseigneur...
Vicekongen: Ved gud, de slås dernede...Løb, alle I andre...Kom nu, grib til våben...Hug den slyngel ned, siger jeg...Perichole, åh, hvor heldigt...hun kører videre, takket være den fyr, der så dygtigt bruger stokken...Han sørger for, at hun kommer igennem.
Balthasar: Skal jeg løbe efter fruens karet?
Vicekongen: Nej, bliv her. Nu nytter det ikke noget...Men når hun skal tilbage igen...Giv Sebastien og Dominique besked på at stige til hest, og at de skal tage muskedommere med og følge efter hende på afstand...og at de tager mit liberi på. Hvis der sker hende noget, får I med mig at bestille. - Folk her i Lima er så grove; jeg tror de kunne finde på at håne hende...Men når alt kommer til alt, ser det ud til, at hun ikke er kommet igennem helt tilfældigt, for nu er den anden karet klar igen og kan køre videre...og mængden kommer ind i kirken. Gud give, at hun trækker sig tilbage fra den uden sammenstød!...Man kunne vel sige, at det ikke var forsvarligt for skuespillerinder at køre i karet, selv om de har en...Så meget desto værre for marquesaer, som hvis de er mindre unge og mindre smukke end skuespillerinderne, ikke kunne finde nogen, der ville give dem en karet at køre i...(han ryger en cigar) Den barnedåb får da aldrig ende!...Jeg er så opsat på at se hende komme tilbage, så jeg kan lære alle detaljerne i dette eventyr at kende...åh, det forbandede ben!...Jeg har det aldrig dårligere med det, tror jeg, når jeg er urolig...Lad os se...sidste gang jeg var syg, varede det fem-seks timer...godt! Jeg håber jeg denne gang slipper af med det noget før. Så kan jeg nemlig være med ved den første opførelse af komedien, hvor hun har en rolle...Og hvis jeg ikke kan gå nogen steder...så vil spillerne udsætte opførelsen.
Balthasar: Monseigneur, hr. licentiaten Thomas d´Esquivel beder om foretræde hos Deres Højhed.
Vicekongen: Lad ham komme. - Han vil uden tvivl optræde med en lille moralprædiken for så til sidst at få mig til at give ham noget. Det er faktisk en måned siden jeg så ham sidst.
Licentiaten (kommer ind): Jeg kysser Deres Højheds hænder.
Vicekongen: Åh, hr. licentiat, De ser en syg mand foran Dem!
Licentiaten: Det er jeg ked af at høre. Det er nok dette gigtanfald, der har forhindret Dem i at overvære ceremonien idag?
Vicekongen: Jeg har ikke gigt...Det er Pineda, der hælder vand ud af ørerne; det er ikke andet end en hævelse i foden. Det ved jeg bedre end han.
Licentiaten: I øvrigt behøver Deres Højhed ikke at være ked af ikke at have været til stede ved denne barnedåb. De har været heldig ikke at være vidne til en stor skandale.
Vicekongen En skandale?...(afsides) For pokker, Perichole må være der af en eller anden grund.
Licentiaten: Ja, en enorm skandale, som Deres Højhed ville være yderst pinligt berørt af, er jeg sikker på...så meget mere som det efter alt at dømme var hende, der uden egen vilje var årsag dertil.
Vicekongen: Forklar Dem.
Licentiaten: En dag som idag, en lige så rørende ceremoni!...Sandt at sige er jeg ked af at gøre Deres Højhed ked af det...men jeg må sige det og sige det ligeud, selv om jeg risikerer at mishage Deres Højhed. -Jeg skylder Deres Højhed det, såvel som det er i min egen interesse; der er ingen vej udenom.
Vicekongen: Jeg kan ikke gætte...
Licentiaten:...Hvem er Deres Højhed stærkt knyttet til, efter hvad man siger, og hvem der var skyld i større uroligheder idag; den protektion Deres Højhed har givet hende har - tillad mig at sige Dem det - medvirket til, at hun troede alt var tilladt.
Vicekongen: Jeg forsikrer Dem, at jeg ikke har protegeret hende...blot at jeg værdsætter hendes talent...som er meget beundringsværdigt, monsieur licentiat. Men jeg be´r Dem, fortæl mig om det der skete.
Licentiaten: Her er historien. Det ser ud til, at hun har en karet, og denne karet, siger man, har De givet hende.Vicekongen: Det er en karet jeg ikke havde brug for.
Licentiaten: Åh, min herre, denne karet ville være bedre anvendt...men gjort er gjort, og Deres Højhed havde utvivlsomt Deres grunde til at give hende den. Om Gud vil...nok om det. Jeg vil berette om det jeg har været vidne til. Hun har altså en karet, og det er en karet, der skal bringe hende til kirken...På min side forholder det sig sådan, at jeg havde været ude for et par uheld og derfor havde taget imod en plads i Marquesa Altamiranos køretøj. Vi kører i skridtgang, som det sømmer sig, når man nærmer sig en kirke; med eet kommer La Perichole farende i stærkt trav, så muldyrenes hove ryster brostenene tyve gange for hver runde. Vi vil så se at komme frem; men hun lader så gå i skridtgang før os...over en marquesa!Kort sagt, hun har klemt os sådan, at hun har påkørt os med den største voldsomhed...
Vicekongen: Det er hendes kusk, der ikke duer...
Licentiaten: Deres Højhed må undskylde mig; men jeg kan ikke tro hendes kusk har handlet uden ordre, så meget mere som hun viste sit ansigt i vinduet, da hun så vores køretøj, og hun har talt til denne mand, utvivlsomt for at beordre ham til denne slemme handling.
Vicekongen: Jeg håber ikke hun er kommet noget til.
Licentiaten: Hvabehar? det er et mirakel, at vi stadig er i live! Rystelsen var skrækkelig; marqesaen faldt hen over mig, og jeg over marquesaens hund, som jeg kom til at mase. Min paryk faldt ned i rendestenen, og marquesaen fik et slemt knubs i hoften.
Vicekongen: Herren være lovet! Jeg havde nær troet noget værre var tilstødt hende.
Licentiaten: Jeg synes det snart kan være nok med det. Kareten er ydermere stærkt beskadiget, og det så fin en karet, som i tyve år ville have fremkaldt beundring i denne by.
Vocekongen: Jeg skal nok betale den...det vil sige, jeg skal nok betale for den skade La Perichole har forårsaget.
Licentiaten: Men skandalen, min herre, hvordan skal den kunne repareres? Så vidt jeg kan se, er der kun een mulighed for at forsvare, at denne dame tog afsted i karet, for ikke alene er det et dårligt eksempel at se en skuespillerinde i karet, mens så mange værdige klerikale gårtil fods; men endnu engang vil de fredsommelige indbyggere i Lima lade sig kompromittere af hendes frækhed...Jeg har ikke sagt noget, og jeg er ked af, at jeg er nødt til bedrøve Deres Højhed. - Marquesaens tjenestefolk, som var forargede over den fornræmelse, deres frue var blevet udsat for, har givet damens kusk og lakaj nogle kraftige bebrejdelser. Senere har den kanalje, der udbrød i jubelskrig, taget parti for hende. Straks farer en vis utiltalende person, en colo, en toreador ved navn Ramon, i flint. Han har givet marquesaens kusk nogle stokkeslag, knækket hendes væbners kårde og knækket kæben på en af hendes lakajer.
Vicekongen: Den slyngel; jeg skal straffe ham efter alle kunstens regler.
Licentiaten: Det er ikke det hele. Uden at tiltrække sig upmærksomhed, uden at kræve en undskyldning, fortsatte hun på sin rute, og det var lige ved, at hun ikke kom ind i kirken med kareten i behold. Hendes muldyrs hoveder var inde i portalen, da hun nåede frem. Hun stiger ud, går gennem skaren af troende med stor fart...Alle vender sig om for at se på hende...Man glemmer helt den påbegyndte gudstjeneste, og jeg er ked af at sige det, den ærværdige biskop selv bidrog i den almindelige distraktion. Han glemte helt, at han skulle have opløftet den nyomvendte, hans gudbarn, med sit fadderskabsløfte. Hvad mig angår forlod jeg kirken, forarget og skandaliseret til det yderste for at berette denne historie for Dem og bede Dem foreholde den fornærmelige opførsel overfor denne pige, der tillad mig at sige Dem det, har skadet Deres Højhed overmåde.
Vicekongen: Hun kommer om et øjeblik, og jeg skal nok irettesætte hende på det strengeste.
Licentiaten: Jeg advarer Dem om, at marquesaen vil klage helt ttil Madrid, hvis det bliver nødvendigt.
Vicekongen: Hr. licentiat, det må forhindres. De forstår, at det klagemål er mig højst ubelejligt.
Licentiaten: Monseigneur...
Vicekongen: De har marquesaens fortrolighed. Bed hende så sig til tåls med den erstatning hun vil blive tilbudt. For mit vedkommende pålægger jeg mig selv at give La Perichole en "næse".
Licentiaten: Monseigneur...jeg ved sandelig ikke...
Vicekongen: Deres kirke har brug for en altertavle...Jeg vil sørge for, at La Perichole giver Dem den som gave for at veje op for sin fejl...Eller lige så godt, jeg har givet hende en Madonna af Murillo, som hun må bytte imod min Sankt Christoffer...Så De kan også regne med madonnaen...Men gør mig den tjeneste at få marquesaen til at tie stille...Det lover De mig, ikke sandt?
Licentiaten: Monseigneur, jeg vil gøre mit bedste, men...
Vicekongen: Tag Deres nevø med herhen en morgen inden så længe. Vi vil prøve at gøre noget for ham...
Licentiaten: Det er meget venligt af Deres Højhed. Men monseigneur..
Vicekongen: Jeg hører en kart komme ind i gården. Nu er den her vist. Kom og se, hvordan jeg taler med hende?
Balthasar (melder): Monseigneur Biskoppen af Lima.
Vicekongen: Biskoppen!
Licentiaten: Han kommer uden tivl også for at klage.
Biskoppen og Perichole viser sig i døren og gør sig klar til at komme ind
Biskoppen: Gå venligst ind, mademoiesell.
Perichole: Min herre, jeg be´r Dem...
Biskoppen (tager hendes hånd): Jamen, så går vi ind sammen...
Licentiaten (afsides): Hvad ser jeg? Biskoppen giver skuespillerinden hånden!
Vicekongen: Min herre, jeg kysser Deres hænder...Jeg er ked af, at jeg ikke kan rejse mig fo at modtage Dem; men en stakkels syg...
Biskoppen: Mademoiselle har fortalt mig, at De er indisponeret, og jeg har ikke villet tage hjem til mig selv uden at få nyt om Dem. Det fik mig til med glæde at ledsage frøkenen i min  vogn.
Perichole: Det er en tjeneste jeg aldrig vil glemme.
Vicekongen: Hvad siger De? min vogn...Deres vogn...er den beskadiget?
Perichole: Nej, min herre, men jeg har den ikke mere, for jeg har, håber jeg da, gjort god brug af den.
Biskoppen: God, ja velsignet brug.
Licentiaten (afsides): Det løber helt rundt for mig.
Biskoppen: De har givet os et eksempel på fromhed, som er meget sjældent i dette århundrede.
Vicekongen: Forklar, hvis De vil være så venlig...
Perichole: Tilgiv mig, min herre, hvis jeg så hurtigt har opgivet en gave, der kom fra Dem; men når De erfarer, hvordan jeg har skilt mig af med den, vil De forstå mig og ønske mig tillykke. - Mens jeg kørte gennem gaderne blidt vugget af disse elastiske fjedre, kom jeg i tanker om en idé, der på et øjeblik fjernede den glæde jeg følte. Hvad! sagde jeg til mig selv, en synderinde...en stakkel som jeg - en kvinde, derudøvede en profession, der næsten var skyld i...
Biskoppen: Min pige, De er alt for beskeden...og trods det, at jeg aldrig har set Dem på scenen...ved jeg, at De lever helt og holdent op til Deres profession. Helgenen Genest var skuespiller.
Perichole: Godt; jeg bliver kørt fra den ene ende af byen til den anden, blødt og med lynets hast; jeg er i ly for sol og regn, mens mennesker, der er meget mere værd end jeg, mens disse Guds tjenere, som bringer husvalelse til de syge, er udsat for alle vejrets omskiftelser, for heden, støvet, trætheden? Jeg kom da i tanke om, at jeg havde set værdige præster, som alderen havde sat sit præg på, gå med afmålte skridt i Limas gader, mens de bragte sakramente til de syge og kun tænkte på een eneste ting, nemlig ikke at komme for sent til den lidendes seng. Jeg har grædt ved mig selv, og den hellige Vierge har inspireret mig til - som aflad for mine synder - at skænke Gud denne karet, som har flatteret min stolthed og som jeg var uværdig til at eje.
Biskoppen: Mademoieselle har vist os den ære at forære den til vor kirke og dertil knytte en from forordning, som overgiver den til evig ejendom. Når en syg kalder på den trøst, som religionen giver til døende, vil dette køretøj tjene til at bringe det hellige sakramente frem, og på den måde vil mange sjæle blive frelst; for det er alt for almindeligt, at forhærdede syndere ikke beder om deres Skaber, før Døden vil tage dem, og det så er for sent for en stakkels præst til fods at nå frem til deres hovedgærde, mens de endnu er i live.
Licentiaten: Mademoieselle; De har virkelig skænket en god og from inspiration.
Vicekongen: Jeg beunddrer Dem, Perichole, og jeg vil tilslutte mig Deres gode handling ved at tage på min kappe...
Perichole: Åh, min herre, lad mig have den ære at have gjort det. Jeg er allerede mere end tilfredsstillet ved denne gave jeg har fået af Dem. Denne rosenkrans har i ni dage været lukket inde i helgenskrinet ved det saliggørende billede af Vor Frue af Chinpaquira.(Hun lader vicekongen og biskoppen kysse rosenkransen)
Biskoppen: Mange afladsbreve er tilknyttet den.
Vicekongen: Jeg er så glad, at jeg ikke mere mærker noget til mit ben. Pineda er en dumrian, og jeg har ikke gigt.
Perichole: Det er rosenkransen De lige har rørt, som har helbredt Dem, min herre.
Biskoppen: Intet er mere sandsynligt, og jeg har ofte set vidunderlige resultater af det.
Vicekongen: Jeg tror det gerne; men jeg vil nu alligevel fortsætte min kur i to dage; og nu, mine herrer, ville jeg gerne foreslå Dem at gå ind på en idé lidt ud over det sædvanlige og spise middag hos Mademoiselle, så De kan udvide bekendtskabet.
Perichole: Jeg tør håbe Herren vil gøre mig den glæde at vise migen sådan ære. Vor Frelser spiste hos Samaritanerne...og hvis den mest dybsindige hemmelighed...
Biskoppen: Vi får se. Bemærk, at Hans Højhed er helbredt.
Vicekongen: Det vil sige, at han akcepterer.
Biskoppen: Jeg tror ikke jeg har styrken til at sige nej.
Perichole: Om så hr. licentiaten ville være fjerdemanden?
Licentiaten: Det er alt for stor en ære.
Biskoppen: Hr. licentiat, det taler vi ikke mere om.
Licentiaten: Min herre!
Vicekongen: Og De vil komme til at høre La Perichole synge...fromme salmer, vil jeg tro. Hendes stemme er i stand til at omvende en vantro.
Biskoppen (hilser La Perichole og smiler): Jeg tror blot, at hun ikke kan få en troende til at fornægte.
Kanniken: Mademoieselle, denne karet vil for Dem være som Elias´ ildvogn: den vil bringe Dem lige til himlen.

                                           SLUT

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

30.11 | 14:02

Jeg er udlært som håndsætter/typograf på Løkkes Bogtrykkeri

...
17.01 | 18:15

Søren: hvis du ser dette, må du godt byde på billedet og få det til din pris, fordi du er interesseret, på betingelse af, at du selv henter det/ betaler porto.

...
04.01 | 15:17

Søren. Billedets mål:60x70 cm. Pris 300 kr. ved afhentning ok? ellers + porto.

...
01.01 | 23:46

Hej Fini. Godt så! Jeg kan godt være interesseret i at købe, men forinden har jeg brug for at høre dels hvad målene er på dette billede, og også pris? Søren

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE