Nobelprisen til Tomas Tranströmer
Den svenske digter Tomas Tranströmer, som fik Nobelprisen i litteratur 2011, kom allerede i 1960 i dansk oversættelse ved Knud Fisker-Nielsen i Fisker-Nielsen og Løkkes Forlags Kontaktserien som '8 svenske poeter fra halvtredserne'. Omslaget var af Fini Løkke. Vi var godt klar over, at der var stof til en Nobelpris i de digte. The Swedish poet Tomas Tranströmerwho was awarded the Nobel Prize in Literature 2011 was translated into Danish by Knud Fisker-Nielsen as early as 1960 in Fisker-Nielsen & Løkkes Forlag Kontaktseries as '8 Swedish Poets from the Fifties'. The cover design and art work was by Fini Løkke. We were well aware of the Nobel Prize potential of these poems.

Da teksterne på billederne er for små til at læses her, gengives de i større skrift efter hvert billede.

                                       PRELUDIUM

At vågne op er et faldskærmsudspring fra drømmen.
Fri af den kvælende hvirvel synker
den rejsende mod morgenens grønne zone.
Tingene flammer op. Han fornemmer - i den sitrende lærkes
position - de vældige trærodssystemers
underjordisk svingende lamper. Men over jorden
står - i tropisk flom - det grønne, med
løftede arme, lyttende
til rytmen fra et usynligt pumpeværk. Og han
synker mod sommeren, fires ned
idens blændende krater, ned
gennem skakter af fugtiggrønne tidsaldre,
skælvende under solturbinen. Så standses
denne lodrette færd gennem nuet og vingerne bredes ud
til fiskeørnens hvile over et strømmende vand.

Broncealderlurens
fredløse tone
hænger over det bundløse.

I dagens første timer kan bevidstheden omfatte verden
som hånden griber om en solvarm sten.
Den rejsende står under træet. Skal,
efter styrtet gennem dødens hvirvel,
et stort lys foldes ud over hans hovede?


                                            STORM

Pludselig møder vandreren her den gamle
kæmpeeg ligesom en forstenet elg med
milevid krone foran septemberhavets sortgrønne fæstning.

Nordlig storm. Det er på den tid da rønnens
klaser modnes. Vågen i mørket hører man
stjernebilleder stampe i deres spiltove højt over træet.

                                        STENENE

Stenene vi har kastet hører jeg
falde, glasklare gennem årene. I dalen
flygter øjeblikkets forvirrede
handlinger skrigende fra
trætop til trætop, stilner
i tyndere luft end nuets, glider
som svaler fra bjergtop
til bjergtop til de
når de yderste plateauer
langs grænsen for al væren. Dér falder
alle vore gerninger
glasklare
mod ingen anden bund
end vor egen.

                                    SAMMENHÆNG

Se, det grå træ! Himlen er løbet
gennem dets fibre ned i jorden -
blot en indskrumpen sky er tilbage
når jorden har drukket. Stjålet rum
vrides i fletværket af rødder, tvinges
til at grønnes. - De korte øjeblikke
af frihed stiger ud af os, hvirvler
gennem parcernes blod og videre.


              I DEN FOSSENDE STÆVN ER DER HVILE

En vintermorgen fornemmes hvordan denne jord
væl
ter sig frem. Mod husets vægge
smælder et vindstød
fra det skjulte.

Omflydt af bevægelse: stilhedens telt.
Og det hemmelige ror i trækfugleflokken.
Af vintermørket
stiger et tremolo

fra skjulte instrumenter. Det er som at stå
under sommerens høje lindetræ
med titusind insektvingers
drøn over sit hovede.


                                            SPOR

Om natten klokken to: måneskin. Toget er standset
midt ude på sletten. Langt borte lyspunkter i en by
                                            flimrende koldt i synsranden.

Som når et menneske er vandret ind i en drøm, så dybt,
at det aldrig skal mindes at det var der
når det vender tilbage til sit værelse.

Og som når nogen er vandret ind i en sygdom, så dybt,
at alt som var hans dage bliver nogle flimrende punkter, en sværm
kold og ubetydelig i synsranden.

Toget står fuldkommen stille.
Klokken to: stærkt måneskin, få stjerner.


                             EN MAND FRA BENIN
                                                  
                                                   (Om et fotografi af et broncerelief
                                                                      fra 1500-tallet fra negerriget Benin
                                                                      forestillende en portugisisk jøde)

Da mørket faldt på var jeg stille
men min skygge hamrede
på håbløshedens trommeskind.
Da slagene begyndte at dø bort
så jeg billedet af et billede
af en mand der trådte frem
på den side af det tomme
der lå opslået.
Som at gå forbi et hus
forlængst forladt
og en viser sig i vinduet.
En fremmed. Han var lodsen.
Han syntes opmærksom.
Kom nærmere uden et skridt.
I en hat som kubede sig efterlignende vor hemisfære
med bræmmen ved ækvator.
Håret delt i to finner.
Skægget hang kruset
som veltalenhed om munden.
Han holdt høje arm bøjet.
Den var smal som et barns.

Den falk der skulle have haft sin plads
på hans arm voksede frem
i hans ansigtstræk.
Han var ambassadøren.
Afbrudt midt i en tale
som stilheden fortsætter
med endnu stærkere magt.
Tre stammer tav i ham.
Han var tre folks billede.
En jøde fra Portugal,
bortsejlet med de andre,
de drivende og ventende,
den sammenkrøbne flok
i karavellen, der var
deres gyngende træmoder.
Landsteget i en fremmed duft
som gjorde luften lodden.
Iagttaget på markedspladsen
af negeren - gydekunstneren.
Genfødt i metallets race:
"Jeg er kommet for at møde
den der løfter op sin lygte
for at se sig selv i mig."

                           BALAKIREVS DRØM
                                                      (1905)

Det sorte flygel, den glinsende edderkop
stod dirrende midt i sit net af musik.

I koncertsalen tonedes et land frem
hvor stenene ikke var tungere end dug.

Men Balakirev faldt i søvn under musikken
og drømte en drøm om tsarens droske.


Den rullede frem over klippesten
rakt ind i det krageskrattende mørke.

Han sad alene inde i vognen og så -
men løb dog ved siden af på vejen.

Han vidste, at rejsen havde varet længe
og hans ur viste år - ikke timer.

Det var en mark hvor ploven lå
og ploven var en nedstyrtet fugl.

Det var en bugt hvor fartøjet lå
indefrosset, med folk på dækket.

Drosken gled derhen over isen med en lyd og hjulene
spandt og spandt med en lyd af silke.

Et mindre krigsfartøj: "Sevastopol".
Han var ombord. Besætningen kom frem.

"Du slipper for at dø hvis du kan spille."
De pegede på et ejendommeligt instrument.

Det lignede en tuba, eller en fonograf,
eller en del af en ukendt maskine.

Stiv af rædsel, hjælpeløs forstod han: det er
det instrument der driver orlogsskibene.

Han vendte sig mod den nærmeste matros
tegnede fotvivlet med hånden og bad: 

"Gør korstegnet som jeg, gør korstegnet som jeg!"
Matrosen stirrede sørgmodigt som en blind,

strakte armene ud, hovedet sank ned -
han hang som fastspigret i luften.

Trommerne gik. Trommerne gik. Bifald!
Balakirev vågnede op af sin drøm.

Han så manden ved flyglet rejse sig.
Bifaldets vinge smældede i salen.

Ude lå gaderne mørkelagt af strejken.
Droskerne rullede hastigt i mørket.

                                        MILIJ BALAKIREV
                                                     1837-1910, russisk komponist


                                     EFTER ANFALDET

Den syge dreng.
Fastlåst i et syn
med tungen stiv som et horn.

Han sidder med ryggen vendt mod billedet med kornmarken.
Bandagen om kæben fører tanken mod balsamering.
Hans briller er tykke som en dykkers.
Og alting er uden svar
og heftigt som når telefonen ringer i mørket.

Men billedet bagved: et landskab som giver ro
skønt kornet er en gylden storm.

Slangehovedblå himmel og drivende skyer.
Derunder i den gule bølgegang
sejler nogle hvide skjorter: høstfolk.
De kaster ingen skygger.

Der står en mand langt borte på marken
og synes at se herhen.
En bred hat skygger for hans ansigt.
Han synes at betragte den mørke skikkelse
her i værelset - vil måske hjælpe.
Umærkeligt begynder billedet at vide sig ud
og åbnes bagved den syge og hensunkne.
Det gnistrer og hamrer.
Hvert aks er tændt som for at vække ham!
Den anden - i kornet - giver et tegn.

Han har nærmet sig.
Ingen ser det.


                                         PARRET

De slukker lampen og dens hvide kuppel flimrer
et øjeblik inden den opløses
som en tablet i et glas mørke. Løftes siden.
Hotellets vægge skyder op i himmelmørket.

Kærlighedens bevægelser er løjet af, de sover
men deres hemmeligste tanker mødes
som når to farver mødes og flyder ind
i hinanden på vådt papir i en skoledrengs maleri.

Det er mørkt og tyst. Men byen er rykket nærmere
i nat. Med slukkede ruder. Husene kom.
De står i sammentrængt venten meget nære,
en folkemængde med udtryksløse ansigter.

                                                               (Hidtil utrykt)

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

17.01 | 18:15

Søren: hvis du ser dette, må du godt byde på billedet og få det til din pris, fordi du er interesseret, på betingelse af, at du selv henter det/ betaler porto.

...
04.01 | 15:17

Søren. Billedets mål:60x70 cm. Pris 300 kr. ved afhentning ok? ellers + porto.

...
01.01 | 23:46

Hej Fini. Godt så! Jeg kan godt være interesseret i at købe, men forinden har jeg brug for at høre dels hvad målene er på dette billede, og også pris? Søren

...
01.01 | 17:35

Det er rigtigt, at fiskerbåds-billedet ligger sidst i den første Retro-menu, så hvis du vil købe det, gælder den forrige besked, men send mig en e-mail om det.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE