SLUTSPILLET. Slaget ved Nyborg 1659

Frederik III underskriver krigserklæringen mod Sverige på Koldinghus 1657. Efter maleri af polske maler A. Kowalczyk 2008

Historisk Periodeskildring af Fini Løkke 2011

Kapitel 1

Danmarks krigserklæring.

   Det danske rige blev i 1657 pludselig grebet af en meget krigerisk stemning. Den svenske kong Karl 10. Gustav, kaldet ’den lutherske kejser’ og heltekongen, havde ikke længere helt så stor fremgang i Polen som før, hans forbundsfæller var begyndt at falde fra, og polakkerne rejste sig mod de fremmede styrker. I København gik der oven i købet rygter om, at Carl Gustav var faldet og hans hær i opløsning; der blev solgt aviser med dårlige nyheder om Sverige, nyheder, som københavnerne gerne ville fæste lid til, selv om de var dårligt underbyggede. I det hele taget begyndte den trykte nyhedsstrøm at vokse under Svenskekrigene; bogtrykker Melchior Martzan havde det første privilegium på at trykke ugentlige aviser på dansk og tysk; der var tydeligvis et stort behov for at vide mere om både indenrigs- og udenrigspolitiske begivenheder. Privilegiet overgik til universitetsbogtrykker Morsing; men det vides ikke, om han selv benyttede sig af det, idet han blev skudt på slotspladsen under bombardementet af København i 1658.  Privilegiet  fortsattes af hans enke, som dermed blev den første kvindelige bladudgiver og universitetsbogtrykker i Danmark. Men hun måtte nu konkurrere med en af de andre bogtrykkere Peder Hake og hans enke, fordi privilegiet nu ansås for brudt og næringen fri! Morsings enke ægtede i 1660 bogtrykkeren Henrik Clausen Gøde, og de fik så tre år senere et nyt avisprivilegium, så det spørgsmål var løst; denne avis hed ”Europæische Wochentliche Zeitung, senere ”Ordinaire Post-Zeitung” og udkom fra 1664 to gange ugentlig; indholdet var taget fra Hamborg-aviserne. En anden meget kendt københavnsk bogtrykker på den tid var Mathias Jørgensen Gødiche, hvis efterkommere fortsatte trykkeriet.

   Som på gaden bredte begejstringen sig i regeringen, og der skulle kun en episode med nogle danske orlogsskibes beslaglæggelse af nogle svenske handelsskibe til, for at freden i realiteten var brudt.

   Endnu en gang var det et stort spørgsmål, om krigen var en angrebskrig eller lovligt forsvar for danske interesser. Under alle omstændigheder var en krigserklæring  på det tidspunkt dumdristig; ingen vidste endnu, om man kunne regne med allierede, da den officielt blev afgivet. De fleste udenlandske sagkyndige mente og skrev i deres indberetninger, at Danmark var dårligt  forberedt,  at ’Danmark udenrigs står i ringe consideration, med naboerne i jalousi, selv med det fyrstelige hus Gottorp; indenrigs er der hverken conduite, courage, orden, penge, credit eller soldater’. Ludvig Holberg skrev senere herom, at ”al forstand, hjerte, redelighed og konduite var så rent forsvunden såvel hos soldater som hos deres anførere, så man ikke kunne kende nationen mere igen. Hvorudover også den danske nation på samme tid gerådede udi sådan foragt, at den blev alle vegne til en fabel.”  Efter Christian 4.´s død var den økonomiske tilstand så dårlig, at Rigshovmester Corfitz Ulfeldt betalte begravelsen af egen lomme. I øvrigt var Christian 4.´s begravelse den første kongebegravelse, der nogensinde havde fundet sted i København; til trods for de store økonomiske problemer var der bestemt ikke sparet på iscenesættelsen; den levede i ét og alt op til Christian 4.´s øvrige ry.

   Der havde været   store stridigheder i København angående hånd-fæstningen, som den nye konge  skulle underskrive. Da tronfølgen endnu ikke var fastsat, var det de fire øverste rigsembedsmænd, der bestemte proceduren: rigshovmester Corfitz Ulfeldt, kansler Christian Thomesen Sehested, rigsmarsk Anders Bilde og rigsadmiral Ove Gjedde; men det viste sig snart, at det i virkeligheden var svigersønnepartiet omkring Ulfeldt, der sad inde med magten. Christian 4. samleverske Vibeke Kruse blev udvist fra Rosenborg af Kirsten Munks døtre med Christian 4., selv om hun oprindelig var blevet ’tildelt’ kongen af Kirsten Munk og hendes mor Ellen Marsvin for at dække over Kirsten Munks utroskab;  Vibeke Kruse var døende, da hun blev jaget ud af slottet, og da hun døde  kort tid efter, blev hun begravet udenfor Nørreport, hvor de henrettede ellers blev begravet. Kirsten Munk kom til byen sammen med sin søn grev Valdemar Christian med krav om at få oprejsning for den uret, hun mente at have været udsat for af Christian 4., da han bortviste hende til herregården Boller i Jylland. Hannibal Sehested, Hans Lindenow og Corfitz Ulfeldt ville gå til retten for at få dømt tre medlemmer af det teologiske fakultet for deres erklæring mod Kirsten Munk og hendes børn. Mens Christian 4. lå på lit de parade omgivet af sort fløjl og brændende vokslys, groede rygterne vildt ude i byen om tronfølgen; nogle sagde, at det ville blive prins Frederiks toårige søn, den senere Christian 5. Andre nævnte Hertugen af Gottorp; men de rygter, der blev fæstet mest lid til, gik  ud på, at rigshovmesteren Corfitz Ulfeldt havde tænkt sig at sætte grev Valdemar Christian eller endog sig selv på tronen, eller endnu mere sensationelt: at han ville afskaffe kongedømmet og grundlægge en aristokratisk republik og udnævne sig selv til præsident!

   Det gik dog anderledes, da borgernes repræsentanter kom med i forhandlingerne. Fire borgmestre, tre rådmænd samt fire borgere var til stede, da Rigsrådet åbnedes på Københavns Slot 18. april 1648, og ved den lejlighed valgtes prins Frederik til konge. Men  det lykkedes ikke straks at få kongen til at underskrive en  håndfæstning; derimod blev Rigsrådets magt udvidet betydeligt og Kongens indskrænket, hvilket Ulfeldt sagdes at stå bag. Derefter underskrev Kongen, Frederik 3. håndfæstningen, som kongerne havde gjort siden Danehofferne. 6. juli 1648 blev han hyldet på slotspladsen af stænderne. Det var Corfitz Ulfeldt, der talte, før hyldnings-eden blev aflagt af Kongen; bagefter ytrede Frederik 3. de bekendte ord: ”Corfitz, I haver i dag bundet mine hænder; hvem ved, hvo der kan binde Eders igen?”  

   Der var således mange grunde til den meget spegede situation, Danmark var kommet i med den hastige krigserklæring mod Sverige i 1657. Den svenske konge, troens mægtige vogter efter Christian 4., var gift med Hedvig, datter af hertugen af Gottorp, som ligesom Ulfeldt, Eleonora Christine og Kirsten Munk var indblandet i intrigerne omkring hoffet i København; men Ulfeldt var efter bruddet med Frederik 3. flygtet til Holland, derfra til den svenske dronning Kristina, som han tjente, før hun i 1654 opgav tronen for at gå i kloster i Rom, og først derefter blev han tilknyttet Carl 10. Gustav , udnævnt til Gehejmeråd i Sverige og altså aktiv deltager i felttoget i Pommern og Polen; Ulfeldt og Eleonora Christine var medlemmer af den svenske katolske  Birgittaorden i Vadstena. Klostret, som i middelalderen havde været et af de største valfartssteder i Norden, blandt andet med tilknytning til Dronning Margrethe I, var blevet nedlagt i 1595 , så det var lidt modsigelsesfyldt, når Ulfeldt var medlem af den katolske orden og samtidig skulle bistå ’den lutherske kejser’; men det siger også noget om, at han må have været saglig og ikke kun politiserende  eller listig, som man på begge sider af sundet kunne fristes til at tænke og sige. Det var jo ofte hans lod at redde kastanjerne ud af ilden for de mægtige og krigende konger. Når det lykkedes ham at rejse penge og tropper, blev det til sejr for kongerne; men hvis han ikke kunne skaffe midler nok, vendtes utilfredsheden let mod ham; hans  (og andre adeliges) egen utilfredshed med udviklingen gik imidlertid flere gange over gevind og kunne ikke undgå at skaffe ham problemer i astronomisk størrelsesorden, især efter Enevældens indførelse i Danmark. Cromwell i England holdt med Carl Gustav  til skade for Danmark. Da Leonora Christine i 1663 blev udleveret til Danmark af England, kunne det hænge sammen med, at stemningen i England var vendt til gunst for den enevældige danske kongemagt efter Cromwells død i 1658. Når hollænderne kom Danmark til undsætning, hang det sammen med, at Holland var i krig med England og ikke kunne tillade svensk og engelsk overherredømme i Østersøen og på havet i det hele taget; derfor var de store hollandske flåder under Admiralerne Obdam og de Ruyter en del af det hollandske felttog mod England, hvor de Ruyter som overadmiral udmærkede sig flere gange i årene fra 1665 til 1667. Som så ofte viser den isolerede dansk-svenske konflikt sig at afspejle den større verdenshistoriske kappestrid om magten til søs. De Ruyter døde i et slag ved Messina i 1676. Corfitz Ulfeldt var ikke alene, selv om det for eftertidens historieskrivning kunne se sådan ud, og Absolutismen var heller ikke så sikker, som det skulle se ud til.

   Det skulle i løbet af de næste få år vise sig, at der var himmelvid afstand mellem den gamle håndfæstnings retstilstand og Absolutismen, som blev resultatet i 1660. En af hofmændene udtrykte det slående overfor en adelsmand, der spurgte, hvad det ville komme til at betyde: ”Det betyder, at hvis du ikke vil, så skal du.” Forskellen udgjordes af borgerne i København; sejren i Nyborg 14. november 1659 fjernede Carl 10. Gustav fra magtspillet i Norden; men de brandenburgere, østrigere, polakker og hollændere, som havde hjulpet Danmark til den endelig sejr over Sverige, tog sig betalt for at bevare ligevægten omkring Øresund for handelen. Stormagterne begrænsede Enevældens magt. Quid pro quo: noget for noget.

   4. november 1657 skete der så det for Danmark uheldige i krigen, at fæstningen Frederiksodde  faldt i svenskernes hænder. De danske tab var meget store, 2.000 faldne mod 500 svenske. Fæstningen var opført i  1649;  faktisk ødelagde (ruinerede) Carl Gustav den. Det samme skete med Nyborg Fæstning. Fra 1664 fik den navnet Fredericia efter Frederik III.  1657  gik det op for befolkningen, at landet ikke ville få let ved at klare sig, og nu vendte harmen sig mod dem, der kunne mistænkes for forræderi, nemlig de øverste officerer og adelen, som ikke alene havde vist sig at være uduelig, men også udviste mangel på fædrelandskærlighed. Der blev spredt smædeskrifter mod Rigsrådet, men som det udtrykkes i Carl Bruun: Kjøbenhavn (udgivet 1890) ”ingen havde begreb om, hvilket mål af ulykker, der endnu var i vente. Krigsbegivenhederne berørte ikke hovedstaden straks, uden for så vidt de gav anledning til forøget virksomhed. Under admiralerne Niels Juel og Nikolai Helts tilsyn og ledelse udrustedes flåden på Bremerholm, og nye skibe byggedes på det derværende orlogsværft; fra Tøjhuset sendtes krudt, kugler, lunter, morgenstjerner, granater og fyrkugler til hæren i Jylland, og Københavns smede, der forstærkedes med øvet mandskab fra andre købstæder, arbejdede for artilleriet og leverede stigbøjler til rytterne. Skrædderlauget syede dragonkapper og andre beklædningsgenstande, møllerne, bryggerne og bagerne havde store leverancer af mel, brød, øl og havre til arméen i Skåne, og den livlige færgefart til Malmø og andre skånske havne med tropper, materiel og proviant måtte sætte mange penge i omsvøb. Velstående borgere udrustede kapere og havde uden tvivl god fortjeneste derved.

   Men senere, da det utrolige var sket, da Svenskekongen havde ført sin hær over isen til Fyn, og derfra over Langeland til Lolland og Sjælland, måtte det værste befrygtes, og himmel og jord sættes i bevægelse for så godt som muligt at sikre hovedstaden og dermed Riget fra fuldstændig undergang.

   Den 9. februar, altså et par dage før Carl Gustav havde betrådt Sjællands grund, udstedte Kongen et åbent brev til ”borgmestre og råd samt menige borgere her udi vor residensstad Kjøbenhavn”, hvori man tydeligt læser stemningen i de højeste kredse: ”Vi bede Eder så og nådigst formane Alle og Enhver, at I udi disse besværlige, forvirrede og bedrøvelige tider betænker Eders ed og pligt til at gøre og bevise imod os, Eders Konge og Fædreland, som ærlige og tro patrioter egner og anstår. Vi lover derimod igen Eder ikke aleneste ved Eders hidindtil havende gamle Privilegier at holde, men endogså dennem således forbedre, når Gud giver bedre tilstand, så I skal have årsag os at takke, og I selv deraf kan have ære og andre eksempel.” Her gaves altså for første gang det løfte, som blev indfriet den 10de august, gentagne gange fornyedes under belejringen og fandt sit endelige udtryk i privilegierne af 24de juni 1661.”

 

Kapitel 2

Roskildefreden

   Optakten til fredstraktaten i Roskilde 1658 beskrives godt i Danmarks Riges Historie fra 1856, hvorfor teksten i sin oprindelige form gengives her: ”Da Fyens forlis spurtes til Kiøbenhavn, blev hver mands hjerte der på stedet opfyldt med ubeskrivelig forskrækkelse; thi foruden sådan herlig øe var forliist, frygtede man at fjenden skulle betjene sig af den samme broe over det store Bælt, som han havde brugt over det lille Bælt til Fyen, og udi hast lade sig se med sin sejrrige krigshær for Kiøbenhavns porte, hvilket at forekomme syntes det bedste og eneste middel at handle udi tide om fred. Den engelske Envojé Mr. Meadow blev derfor beden af Kong Frederik at sætte en traktat på fode så snart som muligt, hvilket han også gjorde og skrev Kongen af Sverige til, at Hans Majestæt af Dannemark havde givet fuldmagt til de tvende rådsherrer Joachim Gersdorf og Christian Skeel at handle om fred, og tillige begære en stilstand. Til det første lod Kongen af Sverrig sig bekvemme, men ville ingenlunde vide af nogen (våben)stilstand at sige, agtende at bruge alle sine sejl, mens han havde en ønskelig vind.

   Efter at Fyen var erobret, rådslog de Svenske om det skulle være rådeligt at gå over det store Bælt til Siælland, som er 4re tydske mil udi bredden. De fleste og forstandigste tragtede at holde Kongen derfra, forestillende ham, hvor snart formedelst havets bevægelse, isen kunne brækkes, den hele krigshær, hvorudi al Sverrigs velfærd bestod, ynkeligen omkomme tillige med den evige spot og skændsel det svenske rige skulle vederfares i fald dette ikke skulle lykkes. Men den stridbare konge ville ingenlunde række øre til disse råd; men holdt for, at jo større fare han udstod, jo større ære skulle han indlægge. Udi denne mening blev han besynderlig styrket af Corfitz Ulfeld, hvilken såe intet heller end at hans forrige herre, Kong Frederik, kunne udi i en hast blive skilt fra sine riger og derfor gav Svensken de allerslemmeste anslag mod sit fæderneland.

   Omendskiønt nu Kongen af Sverrig såe intet heller end at han, så snart muligt var, kunne komme fra Fyen derhen. Hvor vel det var den korteste vej, men besluttede at giøre et omsvøb ( en omvej) på den højre hånd, og marchere over de øer Langeland, Lolland og Falster, hvilket var sikkere endskiønt længere. Førend Kongen af Sverrig foretog den marche, udskikkede han småe partier over isen til Siælland for at få kundskab om isen var så stærk, at den hele krigshær kunne gå sikker derover. Disse bragte de tidender med sig, at isen var stærk nok for den hele krigshær med alle dens stykker og felt-tøj, stillede også for Kongen nogle siællandske bønder, som de havde ført fangne med sig. Af dette såvel som den express, der tilforn var kommen over isen fra den engelske envojé, blev Kongen af Sverrig meget bestyrket  udi sit forsæt og gik derfor denne forunderlige marche for sig først fra Fyen til Langeland, som ligger 3 tydske mil derfra; dér blev de Svenske ikke længe, men begave sig strax på veien til Lolland, og der ved Corfitz Ulfelds practiker gjort sig til mestere over den fæstning Naskov; Staden var da kun slet befæstet, eftersom ingen kunne have troet, at kulden skulle have taget sådan overhånd, at hele krigshæren med stykker og felt-tøj kunne gå over Bæltet.

   Mons. Terlon, som da var nærværende, vidner, at såsom besætningen i Naskov var temmelig god, så ville Kong Carl ingen tid spilde med at opholde sig derfor, ja at han virkeligen gik dem forbi for at haste med sin reise til Siælland, og at overrumple Kiøbenhavn, hvilket var hans hoved-sigte; thi sagde han, når jeg er bleven mester af Siælland, ville de andre provincier og steder falde af sig selv. Men hans lykke var her ikke mindre end andensteds; thi en utidig skræk kom over besætningen og borgerne udi Naskov, så at de troede, at kongen med hele sit artilleri stod færdig til at angribe fæstningen, forudover de lode sig overtale af Ulfeld strax at give sig. Kong Carl var allerede på veien til Siælland, da han fik den uformodentlige og angeneme tidende om Naskovs overgivelse tillige med, at en del af hans folk havde slået 400 danske fodgiengere (fodfolk), som vare på veien til Naskov for at kaste sig udi samme fæstning. Efter Naskovs erobring gav Kongen af Sverrig befalning til Rigets Admiral Vrangel, at efterlade sig nogle tropper udi Nyborg i Fyen, og følge ham med resten af sine folk. Kulden var da så hård, at man måtte hugge brødet samt øl- og vin-fade i stykker med øxe og siden smelte isklumperne, hvilke dog derefter ingen smag havde. Da Svensken marcherede over isen til Falster, og efter de der havde erobret det kongelige slot Nykøbing og der efterladt en mådelig besætning, som udi Naskov, gik de videre over isen til Vordingborg udi Siælland. Imidlertid arbeidedes der i Kiøbenhavn af yderste magt på en hastig fred. De danske kommissarier, tillige med den engelske mediator (mægler), begave sig med al mulig hast til den svenske krigshær, hvilken de mente at træffe udi i Langeland.”

 

   Da Carl Gustav 11. og 12. februar nåede til Vordingborg med hele sin hær i behold, gik det op for folk i København, at det  nu drejede sig om deres og byens overlevelse. Erkendelsen førte til den drastiske beslutning at brænde det mest mulige af udenfor voldene, noget som de udenbys boende kom til at lide store tab og afsavn af i lang tid; lige i øjeblikket tænkte de mest på at komme væk fra den svenske invasionshær, som må have virket overnaturligt stor og mærkelig. Selv de svenske deltagere i overgangen over isen havde indtryk af noget helt ud over det normale, selv om de havde været i krig i lang tid og fjerne egne; en højtstående svensk officer gav udtryk for det særligt uhyggelige i den stemning, der hang over togtet på isen, mens hestene gik i over en halv meter vand, der var kommet til at ligge over den faste is, fordi de varme hesteben og deres trampende hove havde fået sneen på isen tøet op.

   Det fantastisk vovelige i overgangen var nu forbi, og i det svenske hovedkvarter var interessen samlet om Ulfeldts plan om at afsætte Kong Frederik 3. og forene Norge og Danmark øst for Store Bælt med Sverige. Den kunne se fristende ud for Carl Gustav i det store og hele; men ved nærmere eftertanke begyndte han at tvivle på klogskaben i at lade København være med i fremtidens Sverige. Han frygtede måske, at København under alle forhold ville udgøre en så stærk geografisk og handelsmæssig magnet, at byen ville kunne dominere hele Sverige uanset manglen af en dansk konge. Disse mistænksomme grublerier kunne betyde, at København måtte ødelægges for Sveriges skyld, i sandhed mørke udsigter. Og alligevel førte Ulfeldt ordet.

   14. februar var den svenske hær nået til Køge. Overalt var landboerne flygtet og forsøgte at komme til København, ind bag voldene. Delvis på grund af denne tilstrømning af flygtninge udbrød der panik, da der var mangel på mad og foder. Almuen i København begyndte at udsende trusler mod de højere klasser, fordi forsvaret ikke var forberedt godt nok, der blev gisnet og mumlet om forræderi. En plan var der dog: General Trampe foreslog at gøre udfald med 4000 soldater støttet af studenter, håndværkssvende og borgere i så stort tal, at de tilsammen ville udgøre en større flok end den svenske hær; Kongen gik ind for forslaget; men det blev afvist af Rigsrådet som alt for farligt, når man tog i betragtning, hvor professionelle de svenske tropper var.

   Derfor endte det med, at forhandlingerne blev genoptaget i Høje Tåstrup præstegård dagen efter, at Brandenburg, Polen og Østrig langt om længe var blevet enige  om at gå i alliance med Danmark. For sent!

   Her er det svenske forhandlingsreferat fra Høje Tåstrup, oversat til dansk:

Ulfeldt: Jeg ved ikke, hvad årsag I have at diffikultere (besvære jer) især om Bohus (Bohuslän), eftersom jeg dér tilforn (tidligere) har været guvernør og derfor ved denne stad ikke at være af så stor importans (vigtighed), som I vil udmale den.

Skeel: Bohus, det er fast (dvs. en grundmuret fæstning).

Bielke: Derfor begærer vi det.

Gersdorff (dansk rigshovmester):Af samme grund kunne I, gode Herrer, også begære København.

Bielke: Kgl. Maj. (Karl Gustav) har resolveret (besluttet)alene i dag, eller, om noget godt udslag på traktaten bliver, også i morgen at ligge stille, men vil I med unødige disputer (diskussioner) trænere sagen (trække sagen i langdrag), hvad så sker!

Gersdorff: Får vi hjælp, så drager vi med Eder.

Bielke: Vi tilmasser (prøver ikke på at få) os ikke nogen magt eller lykke heri, men forsikrer Eder: går denne traktat ikke vel for sig, at vi kommer til aktion, det lærer batte hedt (så skal vi noget få at lære, om det batter og hvad det koster).

Ulfeldt: Vi vil konsidere (overveje) egenskaberne på de begærede lande særskilt, så skal I sande, at sagen ikke er så utålelig, som I foregiver: thi Skåne er vel et godt land, men ikke ene suffisant (nok) til at gå lige op mod de lande og provinser Kgl. Maj. Indehaver. Hvad er Blekinge? Et magert land, som alene har to magre guvernementer. Med 400 mand vil jeg holde således Christianstad indestængt, at de derudi skulle forsmægte og forgå – Udi det øvrige, hvad drager I for nytte eller gavn af Bohus?

Gersdorff: Det er en mægtig havn.

Ulfeldt: Ligesom i Marstrand, hvorfra man, når man er kommen derind, har største møje med at komme ud igen.

Skeel: Udi Marstrand er der et fortresse (fæstning, fort).

Ulfeldt: Det haver dog aldrig været andet end et blokhus. Og om, Skeel, I vil bygge aldrig så høje murer omkring staden, så kan staden dog ikke beskyttes, fordi de omkringliggende bjerge så høje er, at man fra dem således kan tvinge staden, at ingen skal driste sig til at lade sig se på gaderne. For hvilken årsags skyld også Kong Christian (IV) aldrig haver villet lade befæste denne ort (sted). Dertil med have I af Bohus ringe indkomster, hvilke ikke kunne overstige 40.000 daler årligt.

Bielke: Heri må ske en resolution, ellers er bedre, at vi jo før hellere skilles ad.

Gersdorff: Når vi tilbyder at kontentere (tilfredsstille) Eder, hvad vil I mere søge?

Bielke: Det gør I ikke.

Skeel: Er det ikke nok, at vi efterlader Eder Halland, Skåne, Blekinge, Bohus?

Ulfeldt: Nej, Trondhjem og Bornholm må være med.

Gersdorff: I forsøger at fortage os alle vore kræfter og afhænde os de orter (steder), af hvilke vi vort bedste krigsfolk plejer at få.

Ulfeldt: Skal vi herefter gå sikkert, kan vi ikke gøre anderledes.

   Og sådan blev det. (Kilde: Steffen Heiberg: Enhjørningen Corfitz Ulfeldt, 1993). Se også

www.kroppedal.dk/arkiver/blaakildegaard/roskildefreden/referat

   En af Roskildefredens konsekvenser var, at øen Hven permanent overgik til Sverige; derfor hedder den faktisk Ven.

   Selve traktat-teksten er lang og omstændelig i sin juridiske udformning. Den kan også ses på ovennævnte hjemmeside. Her gengives dens første afsnit i en lempelig nutidsfordanskning for at vise stilen:

”Den stormægtigste højbårne fyrste og herres, herr Carl Gustavs med Guds Nåde Sveriges, de Gothers og Venders konge, storfyrste til Finland, hertug i Estland, Karelen, Bremen, Verden, Stettin, Pommern, Cassuben, fyrste til  Rügen, herre over Ingermanland og Wismar, ligesom også pfalzgreve ved Rhein i Bayern, til Gülich, Cleve og Bergen hertug etc, vor allernådigste konges og herres fuldmægtige kommissarier, vi underskrevne Corfitz, greve af Ulfeldt, herre til Gratlitz og Hermannitz, ridder, højstærede Kgl. Maj.s gehejmeråd; Steno Bielke, friherre til Korppo, herre til Gäddeholm, Grässön og Tånga, højstærede Kgl. Maj.s og dets riges råd, admiral og admiralitetsråd, gør hermed vitterligt: At eftersom der nu en tid er opstået nogle misforståelser og fejltagelser mellem højstærede Hans Kgl. Maj. og Sveriges krone på den ene og den stormægtigste højbårne fyrste og herre, herr Friderich den tredje, Danmarks, Norges, de Venders og de Gothers konge, hertug af Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve i Oldenborg og Delmenhorst, og Danmarks krone på den anden side…så har først den stormægtigste højbårne fyrste og herre, herr Ludvig den fjortende, kristeligste konge i Frankrig og Navarra, ligesom også senere den højstærede herr Protektoren af England, Skotland og Irland af særlig tilbøjelighed for begge de stridende konger og disses lovlige riger, fundet det for godt at søge efter mulige midler, hvorigennem denne tændte og omkring sig fortærende krigsflamme i disse nordiske riger kunne slukkes og dæmpes, og på samme sted fred, ro, venskab og tillid atter stiftes og genoprettes….til at mødes med højstbemeldte Hans Mat.s og Danmarks Riges råd og fuldmægtige udsendinge, de ædle, velbårne og velbyrdige herr Jochim Gersdorff til Tundbyholm, ridder, rigshovmester og befalingsmand over Bornholm, og Christian Skeel til Fusinge, befalingsmand over Tryggevælde…i hovedkvarteret Torslundemagle og siden i byen Tåstrup og sammested med os begynde fredsforhandingerne…for Frankrigs vedkommende med den velbårne herre Hugo Terlon, ridder af St. Johan af Jerusalem (Johanniterordenen), og Hans Højhed Protektorens (Cromwell, Englands Lord Protector) udsending den velbårne herr Philip Medow…”

   Traktaten blev underskrevet i Roskilde 26. februar 1658 af Le chevalier de Terlon, Ph. Meadowe, Corfitz greve af Ulfeldt og Steen Bielke.

 

 

 

 

 

 

Kapitel 3

Kirsten Munks død

   Forfatteren Carl Ewald (1856-1908) har skrevet flere bøger under fællestitlen ”Danske Dronninger uden krone”; i denne serie, der kom som billigbøger i 1912, findes romanen om Kirstine Munk . Hun var gift med Kong Christian 4. og  mor til 12 børn med ham, deriblandt Eleonora Kristine; selv var hun datter af den mægtige adelskvinde Ellen Marsvin, som byggede Ellensborg efter 1616 at have overtaget Ulfeldtsholm, som havde været i slægten Ulfeldts eje siden 14. århundrede; det hed oprindelig Kogsbølle som den nuværende landsby af samme navn;   1672  kom hovedgården i slægten Holcks besiddelse som  Holckenhavn ved Nyborg.

    Romanen er naturligvis ikke nogen fuldt troværdig historisk kilde; til gengæld giver den et meget levende psykologisk billede af tiden, og et ikke helt usandsynligt portræt af Kirsten Munk. For forståelsens skyld skal det oplyses, at Kirsten eller Kirstine Munk var forvist til herregården Boller i Jylland af Christian 4. Her gengives det 34. og sidste kapitel med titlen ”Døden”:

   Karl den tiende Gustav overstrømmede Jylland med sine soldater.

   De var vant til sejr og plyndring fra krig i Polen, og skændende og brændende drog de frem i hver en krog af landet. En afdeling kom også til Boller. Anføreren slog på den stængede port og lovede al landsens ulykker, om ikke den straks blev lukket op.

   Det blev den også. Fru Kirstine gik svenskerne i møde støttet på sin stok og overrakte officeren et beskyttelsesbrev undertegnet af ingen ringere end svenskerkongen selv. Det havde Korfitz Ulfeldt udvirket for sin svigermoder.

   Der var ikke andet at gøre for den svenske høvedsmand end at tage det til følge of forføje sig bort. Gården stod uskadt, mens det flammede rundt om i landet, hvorhen man så. Skovene var fulde af flygtende bønder, som gravede sig huler i skrænterne og søgte skjul for fjenden og beskyttelse mod vinterkulden, så godt de kunne. Når de fandt lejlighed til det, overfaldt de de fjendtlige soldater og slog dem ihjel. Harmen var  stor og vendte sig hurtigt mod den rige frue på Boller, som ganske gik ram forbi.

   En aftenstund, da der ingen svenske krigsfolk var i nærheden, rottede flygtningene sig sammen og mødte op foran gården i en flok på et par hundrede mand. Det var deres agt at brænde herregården af, og de havde allerede stablet ved foran porten, da Peder viste sig på muren over volden.

   ”Om du vil udlevere Fru Kirstine, skal du selv gå fri, Peder Gårdfoged,” råbte de til ham.

   Peder blev bange. Fru Kirstine lå i sit kammer og sov, og der var kun få svende tilbage på gården. Han troede heller ikke, de var pålidelige. Hans første tanke var at vække borgfruen, om hun måske kunne tale bønderne til rette. Men det opgav han snart igen, da han kom til at tænke på hendes grove mund. Hun ville sikkert opbruse dem mer med sine skældsord.

   Så besluttede han at lukke porten op og for resten lade det gå, som det bedst kunne, bare han hyttede sit eget skind.

   Han gik ned til vægteren, som var en gammel svend, der havde fulgt Fru Kirstine fra Lundegård, og sagtens den eneste på borgen, som var hende tro. Den gamle var i færd med at skyde endnu en slå for porten. Peder kom bag på ham og stak ham uden at sige et ord sin kniv i nakken, så han styrtede død om.

   Derefter skød han slåen fra og den svære jernstang og åbnede porten. Bønderne hilste ham med et vildt skrig, og de forreste var allerede inden for muren, da der lød et horn på vejen.

   Hele skaren standsede og vendte hovederne efter lyden. Nu lød hornet igen. Der var ingen tvivl om, at det var svenske krigsfolk. Så løb de til alle sider, så hurtigt benene kunne bære dem. Peder var blandt de forreste. Da de nåede skoven, kom han i tanker om, at han jo sagtens kunne vende tilbage og give bønderne skylden for den dræbte portvægter. Han stod stille og ville vende om. Men de forstod, at han ville forråde dem og klyngede ham i det  samme op i et træ.

   Det var Leonora Kirstine, som kom under en svensk ryttereskorte for at gæste sin moder. Hun fandt døren åben og vægteren liggende midt i den, blodig og død. Forskrækket sprang hun af hesten, og da hun nåede stentrappen op til døren, så hun et syn, der var værre endnu. Hun var vågnet ved larmen og havde draget i klokkestrengen, der hang ved hendes seng. Da hun intet svar fik, stod hun op og gik ned. Hun kom tidsnok til at se Peder støde vagten ned og åbne porten. Hun så ind i bøndernes vilde ansigter og hørte deres hyl, da de stormede ind.

   Hun så dem også flygte. Men hun kunne ikke råbe, ikke flytte hånd eller fod. Hun var ramt af et slag, der berøvede hende mælet og brugen af hendes lemmer. Blå i ansigtet sad hun dér i vintermånens lys og stirrede sin datter i møde.

   ”Moder, hjerte moder,” skreg Leonora og knælede ved siden af hende. Fru Kirstine svarede ikke, men stirrede lige ud i luften. Hun bevægede læberne lidt; men så faldt hendes underkæbe ned, og munden stod åben. Hendes ene øjenlåg faldt i, og hun kunne ikke mere løfte det.

   Da så Leonora, hvordan det var fat. Hun råbte, så højt hun kunne, og mens de svenske ryttere fyldte gården og så til, kom Fru Kirstines tjenere og piger løbende rundt omkring fra, hvor de havde skjult sig, da de hørte bønderne komme.

   De bar Fru Kirstine op til hendes kammer og lagde hende på sengen, og der lå hun time efter time, mens en svend red til Horsens efter doktoren. Hun talte ikke, og det andet øjenlåg faldt i. Leonora Kirstine gned hendes hænder, men kunne ikke få dem varme. Hun hældte styrkedråber i hendes mund, smurte salve på hendes bryst og brugte alle de lægekunster, hun vidste.

   Omsider kom doktoren og årelod hende kraftigt. Da han havde tumlet en stund med hende, slog hun øjnene op og drejede hovedet til siden.

   ”Peder,” sagde hun lallende.

   Så faldt hun i søvn. Leonora Kirstine blev hos hende i tre dage, til hun var så vidt, at hun kunne sidde i en stol og tale, om end stadig med tykt mæle. Så måtte hun drage til sin gemal, der var med svenskekongen på Fyn. Men forinden sørgede hun for at udskælde sin moders feje tjenere så groft, at de tænkte, at hun ikke gav sin moder stort efter i det stykke.

   Kirstine Munk kom ikke mere op af stolen. De klædte hende på hver morgen og bar hende derhen, og bar hende om aftenen igen til hendes leje. Hun skældte og smældte og slog dem så tit hun kunne komme af sted med det.

   Da hun hørte, at Peder var fundet hængt i skoven, forlangte hun, at de skulle bære ham op til hende i kammeret. Hun så på det stivfrosne lig og lo. De spurgte, hvor de skulle begrave ham.

   ”Kast ham på møddingen,” sagde hun.”Lad hundene æde ham.”

   Leonora Kirstine kom en gang endnu og besøgte hende. Hun bragte hende bud, at Freden var sluttet i Roskilde, og at Korfitz Ulfeldt havde fået alle sine embeder og godser tilbage.

   ”Hvad så mer?” sagde fru Kirstine. ”Karl Gustav har vel ikke ført krigen alene for din gemals skyld.” Leonora måtte da fortælle, at Skåne, Halland og Blekinge var afstået til svenskerne.

   ”Da har Korfitz melet sin kage,” sagde Fru Kirstine. ”Sig ham fra mig, at han skal vogte sig for det, som nu kommer. Kong Frederik var ham aldrig god og bliver ikke nådigere efter dette.”

   ”Min husbond har intet gjort, som han ikke kan forsvare for sin ære,” sagde Leonora.

   ”Pas på svenskerne,” sagde Fru Kirstine. ”De er falske og tvetungede. Jeg ved det, for svenskekongen bedrog mig engang…”Hun stoppede op i det og fuldførte ikke sætningen, for hun kom i tanker om, at hun var ved at snakke over sig om Rhingreven.

   ”Ak ja, lille Lene,” sagde hun så. ”Nu sidder jeg her og kommer sagtens aldrig på benene igen. Om nu min salige herre og husbond kunne høre min ed, at han gjorde mig stor uret ved det med Rhingreven.”

   Leonora Kirstine tænkte, at feberen forvirrede hendes tanker. Hun trøstede hende, som hun havde gjort mangen god gang før og red bort. Men fra den dag gik det hurtigt ned ad bakke med fru Kirstine. Hun kom ikke mere op af sengen, lå mest og døsede og brugte sin groveste mund, når hun var ved bevidsthed. Mad ville hun ikke have, men drak en god del vin hver dag, lo hver gang hun tømte bægeret og kastede det så på gulvet.

   Ingeborg Arnfeldt kom til Boller ved rygtet om hendes sygdom og blev hos hende. Hun græd, da hun så, hvor galt det stod til.

  ”Ak, Kirsten,” sagde hun. ”Da var det lystigere i gamle dage, når du lavede til barsel.”

  ”Var det?” sagde Fru Kirstine tvært.

  ”Ja,” sagde Fru Ingeborg. ”Og har du end døjet ondt på det sidste, da er dine børn visselig kommet skønt frem i verden.”

   ”Det synes jeg ikke,” sagde den syge. ”Hans Lindenow og Hannibal Sehested bedrog mig skændigt for de penge jeg lånte dem, og Leonora fortalte mig forleden, at Holger Vind er løbet fra Sofie Elisabeth. Hedvig ser jeg ingenting til; men de siger hun har ødt alt sit gods.”

   ”End Leonora da?” sagde Fru Ingeborg.

   ”Leonora er god,” sagde Fru Kirstine. ”Det var hun alt fra lille.”

   ”Høre du ingenting fra Dorothea Elisabeth?” spurgte Ingeborg.

   Kirstine Munk så på hende. Så lo hun højt og længe.                   ”Ak, du enfoldige Ingeborg,” sagde hun. ”Ved du da ikke, at Dorothea Elisabeth er en gøgeunge?”

   ”Men Kirsten dog,” sagde Fru Ingeborg.

   Den syge fik et så voldsomt hosteanfald, at hun blev helt borte i det. Da hun omsider fik rystet hende i lave igen, talte hun ikke mere om det og sagde overhovedet ikke mange sammenhængende ord derefter.

   Så kom da den dag, da Kirstine Munk måtte dø. Præsten, hr. Jens, var hos hende fra den tidlige morgen og bad og prækede, så sveden sprak af hans pande. Han talte om Jesu død for vore synder.

   ”Hans Nåde måtte dø,” sagde Fru Kirstine.

   ”Alle må vi dø,” sagde hr. Jens. ”Og vore sjæle måtte fare til helvede, om ikke Gud havde igenløst os ved sin søn.”

   ”Vibeke måtte dø,” sagde Fru Kirstine.

   ”Gid Herren også vil stå Eder bi i Eders sidste time og give Eder en salig hedenfart, om I forener Eder med mig i bønnen,” sagde præsten.

   ”Peder måtte dø,” sagde Fru Kirstine.

   Hr. Jens knælede og bad med høj røst, og fru Ingeborg stemmede i med. Så ville de give hende den hellige nadver; men hun bed tænderne fast sammen og så ondt på dem. De talte om, at de ville vriste hendes mund op, eftersom det ville være en stor ulykke, om hun døde uden at modtage sakramentet. Men så begyndte hun pludselig at sukke og græde, og så gav de hende det. En stund lå hun med lukkede øjne og drog vejret tungt. Så rejste hun sig pludselig op i sengen og strakte armene bydende ud.

   ”Skik Jens Boldmester hid,” sagde hun. ”Han har brev til mig.”

   Derefter faldt hun tilbage i puderne og var død med det samme.

   Ingeborg Arnfeldt lukkede hendes øjne til og klædte hendes lig under strømmende tårer.

   ”Visselig fik Fru Kirstine en skøn og en salig død,” sagde hr. Jens, som var vant til at berette de fornemme. ”Vi tør nu tro, at hendes sjæl er hos Gud og mødes med hendes højsalige Konge og Husbond, efter hvem hun længtes så såre.”

   Hendes lig blev lagt i en tinkiste, foret med fløjl og silke og ført til Odense for at bisættes i Sct. Knuds kirke.

   Hans Mikkelsen undslog sig for at holde ligtalen; men det blev ligefuldt en såre skøn og prægtig ligbegængelse.

   Hr. Jens holdt en lang tale, hvori han priste den salige Frues store dyder. Desuden talte den svenske general Wrangels feltpræst. Og alle de af Karl den Tiende Gustavs officerer, som var i Odense, viste Korfitz Ulfeldts svigermoder den sidste ære.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 4

Bornholm

   I Laurids de Thuras store bog om Bornholm og Christiansø, udgivet i København i 1756, hedder det:

   ”År 1657, den 5te juli, kom Hans Kgl.Majestæt Kong Friderich den Tredje fra Danzig til Bornholm og satte kurs mod Nexø med 26 store og små skibe, og den 6. juli sejlede Hans Majestæt derfra igen ad Skåne eller til København.

   Da krigen samme år opkom mellem Danmark og Sverige, blev Bornholms land i rolighed indtil år 1658, at freden blev sluttet d. 26. februar i Roskilde, efter hvilke artikler Bornholms land blev overladt til Kronen Sverrige; derom kom tidender til landet den 16. april næst efter. Den 25. april blev på Svaneke prædikestol allerførst bedet for Carl Gustav, Sverriges konge, samt og for Dronningen Hedevig Eleonora, item for Carl Friderich, Arve-følge til Sverrige i bispens ordre herom, var dateret Lund d. 18. marts 1658.

   Den 29. april ankom en oberst ved navn Johannes Prinzenskjold til landet på vegne af Kongen af Sverrige og lagde 130 mand besætning ind på slottet; derpå lod han den 6. maj sammenkalde alle landets indbyggere og lovede dem på hans herres og Konges vegne al nåde og mildhed. Dette skete ved Åkirkeby, som ligger næsten midt i landet, hvor han og forud lod forkynde om fuldmagt som Guvernør over dette land, given af Carl Gustav.

 

  Men indbyggerne mærkede kort efter, at alle disse skønne løfter var på skrømt, thi den 12. i samme måned blev enhver mand befalet at indlevere en fortegnelse over deres midler og indkomster, som de og efterlevede. Derefter blev dem pålagt at skulle levere en vis andel, dels af proviant, dels af okser, skibe, sengeklæder, kedler, gryder, potter og deslige til husholdning fornødne ting.

   Den 27. maj pålagde guvernøren dem en anden skat, som den 3. juni skulle erlægges. Da imidlertid de fornemmeste af indbyggerne blev bortført til Malmø for dér tillige med Skåningerne at sværge Kongen af Sverrige; eden blev aflagt for Corfitz Ulfeldt og friherre Sparre.

   Den 6. juli blev omtrent 500 af landets indfødte soldater befalet at møde i Rønne, hvorfra de blev sat på skibe og bortført til Stettin, hvilket skete med uhørlig ve og jammer-klage, både af de bortgående og tilbageblivende, så at hele landet var i jammer og bedrøvelse; hvorudover nogle erindrede sig en forunderlig ting, som tre år tilforn havde tildraget sig i Åkirke sogn, hvor man tydelig og grangivelig havde hørt et foster græde i moders liv.  Kort efter at disse 500 mand fra landet var bortført, blev alt mandskab i hvert sogn, som var 12 år og derover, ved navn optegnet og indrulleret, på det at de kunne være færdige at møde og samles, når det var påkrævet.”

   Og sådan fortsatte besættelsen af Bornholm med brandskatning og udskrivning af tropper til Riga og Stettin i Carl Gustavs felttog. ”Med et ord, den gode guvernør forså sig på én gang og i alle tilfælde imod fornuftens og politikkens regler, og i stedet for som en vis regent at have omgåedes landet med lemfældighed og at fornøje landets indbyggere med mildhed og kærlighed, som om muligt havde kunnet bringe dem den forrige milde og kærlige regering i erindring, viste han intet uden hårdhed og ukærlighed, plagede dem med usædvanlige byrder og skatter, som de tilforn aldrig havde hørt  eller vidst af at sige; hvorudover og den plagede almue til sidst kededes ved en utålelig medfart, blev bragt til fortvivlelse og endelig imellem sig indbyrdes besluttede at kaste dette fremmede og ulidelige åg af halsen, hvilket de og på en kort tid udrettede.  Måden, hvorledes dette er tilgået, har visse, især udenlandske skribenter imod sandfærdighed berettet som en gruelig og utilladelig handling, og fortalte om sagen på en måde, der kunne lægges indbyggerne til last, grumhed og uretfærdighed; ja, de har endog villet sætte denne handling som en parallel  til det bekendte sicilianske blodbad, der dog i denne sag, intet mindre end tyrannisk og morderisk, men tværtimod lutter priseligt og berømmeligt er forgangen og som bliver, så længe verden står, til evig berømmelse og amindelse for den bornholmske nation.

   Vores lærde Historicus, Hr. Baron Holberg, i hans Danmarks Riges Historie Tom. III pag. 348. & følgende sider fortæller historien ganske oprigtig, og således som den af en af de fornemmeste på landet, der selv drev handelen (handlingen), navnlig (nemlig) Jens Koefod, egenhændig som et dag-register er funden opskreven, og hvilken forklaring jeg og Holberg her vil anføre: han taler derom således:

   ”Indbyggerne udi Bornholm var ikke mindre lykkelige udi deres foretagende. De samme rejste sig imod de Svenske, og ved en ikke mindre vel overlagt end dristig og heroisk gerning rensede det hele land fra fjenden og overleverede det til Kongen af Danmark igen. Hovedmanden for de sammenrottede Boringholmer finder jeg at have været en ved navn Jens Koefod, hvilken selv har beskrevet historien af denne berømmelige aktion, hvoraf man ser, at den har tildraget sig  på langt anden måde, end som derom berettes udi trykte bøger, nemlig at magistraten og borgerskabet lod tillave et gæstebud og dertil indbød den svenske kommandant Prinzenskjold med adskillige andre fornemme svenske, hvilke de alle massakrerede. Således har historien hidtil været troet, så at mange deraf har fattet horrible tanker om samme øs indbyggere, ligesom de under venskabs skin havde myrdet deres gæster. Såsom det nu er højligen fornødent at gendrive falske relationer (efterretninger), især når de er udsendt for at beklikke et helt folk, og mig er kommunikeret en kopi af bemeldte Jens Koefods egenhændige skrevne beretning herom, og skal man deraf se, at hverken de svenske var inviteret til gæstebud, ej heller at nogen var ankommen uden de som ingen kvarter ville modtage. Den hårde medfart, indbyggerne led, drev nogle af de mest behjertede til at gribe til gevær og forrette denne prisværdige gerning.”

   I det følgende afsnit bringer Holberg Jens Koefods udførlige beretning om modstanden på Bornholm over 4 foliosider, som slutter med at Holberg fastslår:

   ”Kongen skal også have foræret ham en gård på livstid, hvilken hans enke efter hans død fri haver besiddet. Ligeledes skal Hans Majestæt til en amindelse have foræret ham og et par andre af de fornemste tre forgyldte sølvpokaler, som dennem på slottet med Rhinsk-vin blev tilbragte, hvilke for ikke mange år siden endnu havde været der på landet.”

   Med Jens Koefods egne ord:

   ”Jeg tilspurgte da strax Lands-Herren, om han ville have Quarter, eftersom han var Svensk, og alle vi andre Danske. Derpaa gav han et stort Skrig, og lod sig falde mellem Bordet og Bænken, men han blev af os optagen, og sat for Bordet igen; paa Bordet laa en stor Pakke Breve som vare forseiglede. Jeg tilspurgte ham, hvorfra de Breve var komne, og han svarede, at de var komne fra hans Herre og Konge i Sverrige, og skulle til Pommern, jeg tog da Brevene til mig, forvarede dem og sagde: ” De skal til min Herre og Konge i Danmark.” Derefter ville vi føre ham ud paa Gaden, hvilket og skete, og nogle af Rønne-borgerne komme os i det samme til Hielp; Lands-Herren søgte da at undløbe, hvilket da man merkede, løsnede en et Skud paa ham, hvoraf han faldt død ned paa Gaden. Vi beordrede strax to Skildt-Vagte ved det døde Legeme for at hindre, at det ikke skulle plyndres, og derpaa søgte efter hans Tjenere og andre Svenske, som vare udi Byen, hvilke blev tagne, og satte udi Forvaring. Sekretairen og Gefrieren havde forstukket sig saaledes, at man den første Dag ikke kunne finde dem, men de komme den anden Dag for Lyset, og blev tillige med de andre arresterede. Prinzenskiolds Legem blev derefter optaget, og henbaaren til Raadhuset.”

 

 

 

 

Kapitel 5

Isning, Gønger og Borgerkaptajner

 

   Carl Gustav var i syv sind med hensyn til Roskildefreden. Han vidste ikke rigtig, hvad han skulle med den, og derfor spekulerede han allerede i begyndelsen af marts 1658, mens han endnu var gæst hos Frederik III på Frederiksborg, på at forøge kravene. Selv om han havde sine tvivl om sin egen evne til at dominere den mægtige by København, skulle han være enehersker i et forenet Skandinavien, hvor Malmø skulle være hovedstaden og København udslettes. Østersøen skulle være indsø mellem Skandinavien og de erobrede besiddelser i Nordtyskland, og så var  vejen åben for nye erobringer i Polen, Rusland og Tyskland. Som den spanske gesandt i København, Rebolledo, udtrykte det, skulle Carl Gustav nu være den ”berømmeligste fyrste i hele verden”, og målet med det var at  indtage Rom, hvor Dronning Kristina befandt sig som katolik, og derefter jage tyrkerne ud af Europa. Med andre ord den store, gamle, hellige illusion om at overgå Alexander den Store, Cæsar, Paven, Den tyskromerske Kejser, Zaren af det græsk-katolske Rusland og Kejser Karl den Femte, i hvis rige solen aldrig gik ned, Christian den 2.´s svigerfar. Selv ideen med at marchere over isen kan stamme fra Christian II, som i sin tid lod sin hær gå på isen mod Stockholm, vist nok hele 80 mil! ”Den spanske gesandt, grev Bernardino de Rebolledo, advarede indtrængende den danske regering om muligheden af et angreb på øerne. De lo ad ham; det gjorde de også, da han spåede Frederiks Oddes fald. Det var ham, som fremsynet på pegede udsigten til en streng vinter og muligheden for, at svenskerne ville gå til vore øer over isen. Thi kunne Christian 2. marchere 80 mil på isen lige til Stockholm, kan kongen af Sverige sagtens komme fra Wismar over til øerne. Også dette mødte de danske ministre med skuldertræk.” (Kilde: Arne Stevns: Vor Hær i Krig og Fred. Nordiske Landes Bogforlag 1952)

   Hver gang den danske regering kom med indrømmelser til svenskerne, blev de mødt med nye krav. Efter en rum tid med disse trakasserier kom det ikke som den helt store overraskelse, at freden blev brudt fra svensk side. Carl Gustavs plan gik ud på at sejle til København og sætte tropperne i land ved Toldboden; men krigsrådet frarådede ham det, og ilandsætning ved Køge blev heller ikke til noget. I stedet blev det Korsør, hvor en svensk flåde den 7. august viste sig med 11 orlogsskibe og 60 transportskibe med 4400 infanterister og 1200 ryttere. Landgangen fandt sted den 8.; den 9. august var Carl Gustav allerede i Slagelse, og den 10. i Ringsted. En afdeling rytteri var redet i forvejen og var allerede den 9. august i Roskilde, hvor folk naturligvis var opskræmte over denne ophidsede hærs fremfærd. Nu meddelte Carl Gustav danskerne, at han kom som Frederik III´s ven og allierede; men da de danske forhandlere blev afvist af svenskerne, og kommissæren Grev Schlippenbach sagde til dem, at Danmarks sidste time var kommet, og de jo kunne være ligeglade, om deres konge hed Carl Gustav, Frederik eller Christian, forstod de, at  der var tale om  den dommedagstone, der viser sig i religiøst vanvid.

   11. august var den svenske hær nået til Valby Bakke, og to dage før var København blev lukket inde af den svenske flåde med 43 linieskibe. Til gengæld havde københavnerne sørget for at afbrænde forstæderne. Store dele af landbefolkningen var i panik flygtet til København. Men tropper var der ingen af i hovedstaden, ej heller forråd og brænde; det viste sig dog snart, at der var kornlagre til en længere belejring. Den hollandske gesandt vom Beuningen var allerede før den svenske flåde havde indesluttet byen, rejst til Holland for at skaffe traktatmæssig hjælp; samtidig blev der sendt bud til kurfyrsten af Brandenburg, Kongen af Polen og Generalstaterne om militær støtte. Frederik III var som forvandlet; det var på det tidspunkt, han nægtede at flygte til Norge og udtalte de berømte ord: ”Jeg vil dø i min rede.”

   Ikke desto mindre var det en privatmand, renteskriver Lassen, der skrev det første opråb til befolkningen i København i Vagten for Københavns Slot 8. august. I det stod der bl. a., at der skulle penge til krig, og da skatkammeret ikke magtede at skaffe de nødvendige midler, var det op til civilbefolkningen at gøre sin pligt som patriot og hjælpe til. I skrivelsen tegnede han sig selv for 50 soldater. Da Rigshovmester Gersdorff fik den overrakt dagen efter, tegnede han sig også for 50 soldater. Virkningen var bemærkelsesværdig derved, at ingen længere kunne lade være at vise, at de havde hjertet  på rette sted, selv de, der ikke havde udtalt sig særlig beslutsomt. Dette nye sindelag fik stor betydning, for Carl Gustav havde ventet, at byen ville overgive sig uden kamp;  da det viste sig, at dette ikke var rigtigt vurderet, ombestemte han sig til langvarig belejring. Men med tiden blev byens forsvar stadig bedre organiseret, fæstningen blev forstærket, og alle i byen gjorde en energisk indsats; handelsfolk og håndværkssvende blev samlet i særlige kompagnier, og professorerne ved universitetet opfordrede studenterne til at deltage i forsvaret, præsterne gjorde det samme overfor borgerne. Ingen måtte vise sig på gaden efter klokken 10 om aftenen, og gaderne blev barrikaderet med jernkæder, brosten og vogne; desuden skulle alle borgere have en oksehud og et kar med vand klar i tilfælde af ildebrand samt på Volden 100 kampesten til at kaste mod angriberne. Det er jo klart, at alle var bevidst om faren for plyndring, hvis belejrerne trængte ind i byen. Alt kvæg var blevet drevet ind i byen.

   Under feltherren Hans Schack befandt sig også en afdeling Gønger på Frederiksborg Slot; deres anfører Svend Poulsen, kaldet Svend Gønge og Gøngehøvdingen var oprindelig fra den lille by Snesere i Vordingborg Amt. Hans far havde været jæger hos Grev Parsberg på Jungshoved Slot, og Svend Poulsen havde derfor allerede som tolvårig været en god skytte. Det følgende biografiske stof stammer ikke fra den kendte skønlitterære forfatter Carit Etlar, som digtede om Gøngehøvdingen, men fra  sognepræsten i Jungshoved Peter Ditlev Faber, som i 1820 fik trykt fortællingen ”Svend Poulsen. Bonde i Sjælland” som en nytårsgave til befolkningen, senere genoptrykt af Historisk Samfund for Præstø Amt 1967:  

   ”Efter Grev Parsbergs død bestyrede enken, fru Else, Jungshoved Gods med megen klogskab og duelighed, lod jorderne udskifte og skovene hugge tilbørlig. Men da sønnen, Grev Christoffer, drog til Tyskland, som det hedder, i forretninger for regeringen, blev det snart for dødt for Svend på den lille halvø, endskønt fru Else idelig færdedes og lidenskabelig elskede jagten, og havde endog i byen Hroneklint indrettet en hundehave for at have hundene midt i sit jagtdistrikt uden først at trætte dem ved at føre til kobbel, når hun ville forlyste sit jagtselskab. Fra barndommen af var det Svends glæde at høre fortællinger om krig og krigerisk færd, og et vellykket krigspuds vakte hos ham støjende fryd, når en gammel landrytter efter aftenmåltidet fortalte ham om det i den varme kakkelovnskrog. Han voksede op i fædrelandskærlighed  til Danmarks store konge Christian den Fjerde; det var derfor ikke så underligt, at han elskede sin konge, delte hans og landets lidelser og brændte af inderlig attrå efter at ligne de brave, med hvis dåd han i barndommens dage var så fortrolig, og efter at udrette noget for konge og fædreland.

   Lejligheden manglede han i Sjælland; men han søgte og fandt den i Skåne, hvorhen han rejste. Der søgte han med svensk overhøjhed misfornøjede og til krigsmøjsommeligheder hærdede Gynger, opflammede dem ved tale og mod og blev til sidst anfører for et frikorps, ligt Spaniens Gerillas, hvormed han i bjergegnene blev rædsel for fjendtlige hære, og med hvilket han borttog efterretninger og krigsfornødenheder; men til hans hæder fortælles om ham, at han aldrig tillod sine folk at plyndre i landet; derimod fratog han fjenderne, hvad de havde plyndret, og lod de fattige udplyndrede få det tilbage, de havde mistet. Til sidst lykkedes det Grev Stenbock at få splittet Svends korps ad, og denne retirerede da med resten af sine dragoner til Sjælland i efteråret 1657.

   Pufendorff og Biering gør Svend til en røver og bandeanfører; men Kong Frederik den Tredies brev til Rigets Hovmester viser: at Svend Poulsen handlede efter sin konges befaling, havde gjort sig fortjent til hans nåde og blev forsikret derom. Svend Poulsen bad ikke om noget, hjemsendte sine dragoner, som dels tog arbejde hos bønder på egnen, dels påtog sig arbejde ved landbruget. De siges at have opført de på Vordingborg Amt ved Tappernøje og andetsteds befundne såkaldte vildbanegrøfter, hvis sløjfning siden har sysselsat lige så mange hænder, men som endnu på flere steder trodser plov og hakke.

   Selv boede Svend Poulsen i Snesere, hvorfra han næsten daglig tog til sit kære Jungshoved, overværede fru Elses jagtselskaber og gik hende til hånde med hvad hun foretog sig på godset. Og da Grev Parsbergs unge frue Anna Gyldenstjerne ligesom svigermoderen dyrkede jagtgudinden, med færdighed skød sin sneppe, tumlede en vælig hest og fulgte støverne efter den bugtende ræv, blev Jungshoved ham stedse kærere. Ja, man kan deraf formode, at han des lettere fattede godhed for et fruentimmer fra Brunsvig, der havde opdraget fru Anna, og giftede sig med hende, uagtet at hun havde en søn, der var en halv snes år og derover. Måske var det også blot af godhed for drengen, der uagtet at moderen forkælede ham, stedse hængte ved Svend, gerne hørte på hans fortællinger om toget til Skåne og lod sig oplære i brugen af et gevær, når moderen ikke var til stede.

   En dag var Svend kørt ud i slæde for begge grevinderne. Efter jagten tog de ind til degnen Per Foss, Svends jævnaldrende og gode ven, en mand, der var herskabet hengiven med liv og sjæl og hvis munter lune ofte forjagede sorg og mismod fra herreborgen. Just som de var steget af hestene, kom en ordonnansrytter og meldte, at svenske dragoner var set ved Masnedø, og at allerede Cai Lykkes kompagni havde forladt Vordingborg.” (Cai Lykke var  før  krigen oberst i Kongens Livregiment; han ejede foruden Gisselfeld ved Næstved  Rantzausholm (efter 1672 Brahetrolleborg) på Fyn, Hellerup, Rødkilde, Brendegård og Flintholm; han var lensmand på Ålborghus; efter en sandsynligvis falsk anklage blev han fradømt alt sit gods, som den første i Danmark henrettet in effigie, dvs. som en dukke, i København, da han var flygtet, for at have bagtalt Dronningen, altså majestætsfornærmelse;  han nåede dog før sin død i 1699 at komme tilbage i 1685 for at bo hos sin trofaste kone Øllegård Axelsdatter Gyldenstjerne på Bidstrup og blev begravet i Bramminge Kirke; en særlig mærkelig ting er, at hans hoved nu befinder sig på Anatomisk Museum på Københavns Universitet. Som det bemærkes, var Cai Lykke altså gift med en Gyldenstjerne ligesom Grev Parsberg. Den næste til at blive henrettet in effigie var Corfitz Ulfeldt, angiveligt for at love Kurfyrsten af Brandenburg Danmarks trone, hvilket kurfyrsten selv oplyste Frederik III om; men snarere var ”henrettelsen” og skamstøtten foranlediget af, at hans søn stak Ulfeldts og Leonora Kristines fangevogter på Hammershus Adolph  Fuchs ned på åben gade i Brügge, (Fuchs var guvernør 1660-62; Ebbe Ulfeld var det samme 1646-51); det var dråben, der fik bægeret til at flyde over og ikke de påståede intriger; at Leonora Kristine blev sat i fængsel i Blåtårn skyldtes et forræderi fra den engelske konges side, da hun forsøgte at inddrive et tilgodehavende i England, så alt i alt er anklagerne ikke synderligt habile; Cai Lykke havde i øvrigt været forlovet med Anne Cathrine Ulfeldt, og han fulgte med Corfitz Ulfeldt til Holland i 1649, siger Dansk Biografisk Leksikon).  ”Svends øjne funklede. Hans tænder stødte sammen. Tavs forlod han stuen, og ad fru Else noget efter spurgte efter ham, fortaltes det, at han i fuld fart var kørt bort med slæden. Ville slottets herskerinde hjem, måtte hun sætte sig i degnens kælk og tage fru Anna på skødet. Fru Else bevæbnede straks sine slotsbetjente og menige bønder, og lod ridefogden føre dem til Rekinde og Allerslev; men da ridefogden var en ung mand, der for nylig var kommet i tjeneste, og bønderne stedse længtes efter hjemstavnen, kom de snart adsplittede og ængstede tilbage, da ingen var i stand til at befale, og de havde end ikke hørt fjendtlige trommer. Ridefogden selv, der i Allerslev Kro mandede sig op til at slås, havde netop fået sværtet sig over munden med kul og begyndte at rage sit skæg, da han hørte heste galoppere forbi; han var netop blevet færdig med den højre kindbakke. Fjenden var måske allerede i byen, hvorfor han løb ud i stalden og greb sin hest i grimen, trak den gennem stegerset og bagud og kom snart i fuld far ridende ind på slotsgården, først til stor forfærdelse for grevinderne, siden til stor fornøjelse.

   Vel kaldte fru Else de hjemkomne sammen igen; men da hun hørte, at bønderne fra Gisselfeldt Kloster havde vægret sig ved at gøre vagttjeneste, lod hun dem ikke drage af sted oftere, men lod dem daglig møde på slottet, hvor de fik nok at spise og drikke og blev øvet i våbenbrug af en gammel udtjent korporal, Herman Oxe, der havde stået ved landdragonerne og fik nådsensbrød på slottet imod at gå til hånde med at bære brænde og hente skovmyrer til grevindens fasaner.

   Flere bud sendtes til Snesere efter Svend; men han var ikke til at finde. Ingen vidste, hvor han var, slæden stod der vel; men hestene var borte. Først efter nogle dages forløb fandtes de en morgenstund gående i Ladegården ved stalddøren. Den ene var hugget over øjet, og den anden var på halsen strejfet af en musketkugle.

   Efter at fjenden havde sat sig fast i Vordingborg, blev der sendt spejdere ud, og de fandt snart ud af, hvor der var faste borge, og hvor der var velstand til huse. Da Jungshoved, ved hvilken halvø Sjællands eneste sikre havn ved Østersøen findes, nemlig den af så mangen stolt sømands frelse og hedenolds vikingetog bekendte hestesko, måtte når isen brød op være en ønskelig besiddelse til sikker forsyning og troppeoverførsel fra Sverige, udsendtes et regiment dragoner for under en obersts befaling at besætte Jungshoved Slot og byen Hroneklint, som er beliggende ved havnen. Ad nærmeste vej gennem Oremandsgårdes skove søgte de Jungshoved og havde tænkt sig at trænge frem over træbroen, der en tid var lagt over den fjord, der kaldtes Noret, og overrumple slottet. Men i de tykke skove blev dragonerne stedse anfaldet af små uordentlige hobe, der var iført vadmel og træsko, og når de forfulgte angriberne, kom de til at sidde fast i moser og kær, mistede mere end halvtredsindstyve mand, sinkedes og hindredes  stedse . Da de nåede bugten, og fortroppen ville gå over broen, skete der et angreb i ryggen på fjenden med et stort skrig. Og da dragonerne vendte sig mod de angribende, brød en lille sluttet trop frem til broen, trængte dragonerne til side, rev huller i broen og fór som et lyn ind på slottet over vindebroen, som de hejste op efter sig. ”Her er Svend, frue!”, sagde anføreren. ”Har I noget at æde eller drikke, så giv hid. Vi er skrupsultne. Snart har i Svensken ved broen. Men traktere må I bedre end Ane Oremands.” Fruen lod bringe og spurgte om beværtningen hos denne hovedrige enke, hvis mand fra at være forpagter var steget i graderne til herremand. ”Tre retter, seks salte sild og en stuvning af  hejre og bygmel, ligeledes en hankeløs krukke med blakket brøndvand. Det var et trist gæstebud.”

   Man tænkte nu på at forsvare borgen, hvilket ikke syntes så umuligt, da det pludselig var blevet tøvejr, og fru Else desuden stedse havde ladet opise borggravene. Fjenden viste sig foran broen og opfordrede til overgivelse. Man svarede nej, og nogle tagvinduer blev skudt itu. Næste dag rykkede man frem igen. Der blev ikke svaret. Og vinduerne blev skudt ind i Riddersalen. Da løsnedes skud fra slottet, og officeren og nogle mand styrtede fra hestene. Den tredje dag besatte fjenden kirkegården, krøb op i tårnet og indskød derfra alle slottets vinduer, samt lod slottet opfordre til overgivelse og beboerne hånligt true. Svend anmodede nu fruen om at overgive slottet og lovede at holde styr på fjenden. Fruen betingede sig anstændig behandling, hvilket fjenden lovede, men påstod, at besætningen skulle være krigsfanger, hvilket Svend straks bad fruen bevilge, samt at våben og ammunition skulle udleveres.

   Man sænkede derefter vindebroen, og den svenske oberst og hans regiment holdt stille for at se besætningen marchere ud. Forgæves ventede han. Da nu ingen kom, red han med en del folk ind i slotsgården, lod fru Else kalde ud og spurgte, hvor besætningen var. Fruen svarede, at der vel havde været en snes mand af Cai Lykkes regiment, men at de den forgangne nat var roet over voldgraven i ølkar og dejgtrug, hvilke endnu fandtes på den anden side af graven. Så snart obersten hørte dette, udbrød han i en skoggerlatter, vendte sig til adjudanten og sagde: ”Den lader vi nok være med at indhente,  thi de tilhører det flyvende korps, som Samson oprettede, da han tændte ild i halmviskene.” Han indledte en eftersøgning, men fandt ikke andet end nogle bøssepiber, der enten manglede lås eller skæfte.

   Det første obersten foretog sig, da han var steget af hesten, var at befale, at alt sølv og guld, møntet eller forarbejdet, skulle bringes frem. Fru Else førte straks obersten til borgens store sølvskab. Men da han blot deri så nogle småting, som kunne være til daglig brug i huset, lagde han trusler til for at få skatten frem. Men lige så godt som fru Else havde forstået at forsvare sit sølv, lige så godt forstod hun at fratage obersten al mistanke. ”Nådige herre,” sagde hun,” bygning på gård og gods kan nok fortære penge. Min søn, der lever i Eders fødeland, bruger langt mere end kongens sold og har ladet afhente al sin fædrene arv for at sætte den i pant hos hebraiske købmænd i Hamborg. Kongen har også inddraget alt sølv. Men De ser, at jeg dog ikke har leveret alt hvad jeg havde, for jeg tænkte, at man jo må beholde en sølvkrus til at skænke for at tapper krigsmand, og i trækrus sømmer det sig ikke at frembære en drik Rhinskvin. Og den formoder jeg må være god, siden min søn på egen vogn har sendt den hid, for at hans syge hustru, som jeg her har den fornøjelse at fremstille, skal drikke et par skefulde. Fru Anna, indbundet om hovedet med klæder, nejede. ”Er den unge frue sygelig?” spurgte obersten, der på soldatervis ønskede alle smukke koner, i hvis hus han var indkvarteret, det bedste helbred. ”Ja,” svarede fru Else, ”Hun er desværre i ondt vejr næsten døv, og da medfører det, at hun ligesom bliver ør eller vild i hovedet. ” Obersten tittede nu i fru Annas funklende øjne for at spejde efter det vanvid, der skjultes i dem, og svor en ed på, at det var jammerskade for så smukt et barn, tog derpå hendes hånd og førte den langs sin knebelsbart. Han spurgte til hendes befindende, samt om hun kunne høre, hvad han sagde. Obersten prøvede vinen og fandt den herlig; sølvskabet kunne han komme tilbage til senere. Han besluttede sig til at blive alene på borgen sammen med kun de 3 ordonnanser; dog tog han nøglen til vindebroen, så ikke en kat kunne komme ud eller ind. Regimentets mandskab blev lagt i slottets avlsbygninger i den nærliggende, siden nedbrudte Kirkeby samt i sognets andre byer, og der blev til degnens store kvide indrettet vagthus i hans storstue.

   Aftenen før Jungshoved Slot overgav sig, fik Svend Poulsen sine få mand sat over voldgraven i de nævnte fartøjer; men selv fulgte han ikke med dem, for hvor tro hans folk end var mod ham, stolede han dog ikke på deres forsigtighed, og ingen af dem vidste nogensinde, hvad han ville foretage sig, men fulgte nøjagtig hans befaling og de dem opgivne mærketegn. Han selv forlod slottet gennem en løngang, der begyndte igennem panelet i den såkaldte Kong Valdemars Stue, gik under graven og endte i kirken bag skriftestolen, en gang, der kun kendtes af få og benyttedes af færre, fordi den havde noget rædselsfuldt ved sig formedelst sit mørke, og fordi sagnet fortalte om den, at når Valdemar endte sit natlige jagtselskab med ildtungede hunde og heste, der sprudede svovlluer, gik han ad denne gang til tavshedens bolig. Sandsynligvis havde munken vandret ad denne gang til kirken, ja måske i den drevet meget uvæsen med skriftebørn, eller fra den styret listigt gøgleværk, ligesom det med Bel og Dragen i Babylon, og udslynget mirakler blandt deres kirkefår.

   At obersten besad det mod og mandshjerte at turde selv som fjerde mand besætte en utilgængelig fæstning, hvori der blot fandtes et halvt dusin kvindfolk og en gammel invalid, og at han ikke ængstede dem med unyttige krigsspektakler, gav ham selv et roligt kvarter. Derimod var hans folk uophørlig i bevægelse, for små strejfpartier harcellerede dem dag og nat. I særdeleshed, da mange ved fourageringen puttede sølvkrus og hele kroner i sæk og tornyster, var det almindelig skæbne for disse, at de ved første lejlighed sendtes ind i en anden verden. Næsten alle småbakker og sandgrave fyldtes med lig, der siden er gravet op og endnu ikke findes og i hvis hovedskaller er truffet mærke af kugle og pallask. Omkring slottet selv og i Kirkeby var alting så roligt, som om der ingen krig var, og der kan ikke være tvivl om, at landets døtre, gifte og ugifte, bidrog til at fordrive tiden for de fremmede helte, skønt der ikke i traditionen findes noget tegn på, at de så villigt og forekommende som deres børnebørns børnebørn har vidst at fratage fjenderne al lyst til at vende tilbage til deres fødeland. Men det var også på den tid den mere rå sædelære, der var reglen: at alting var tilfælles for venner. Nu er den derimod slebet ikke så lidt tyndere og hedder: alting er tilfælles for fjender.

   I vagtstuen hos degnen gik det lystigt til, når en og anden indfandt sig hos de vagthavende, beværtede med øl og brændevin og fortalte eventyr. Blandt disse udmærkede sig en underlig smed, som sædvanlig indfandt sig og kunne fortælle så meget om Svend Poulsen og hans færd i Halland, om gamle danske krigshelte, om Kong Valdemar og hans jagt på Jungshoved, hvilken sidste fortælling især trak mange tilhørere til huset, da han, hvor usandsynligt alt end var, dog vidste at fremstille det under sandhedens skin, og mange svenske vagthavende næsten hver nat så og hørte et eller andet, der aldeles bestyrkede dette almuesagn. Blandt andet fortalte han en aftenstund, at Valdemars hest en nat tabte en sølvsko. Om morgenen fandt han den udenfor smedjen; men da han nok vidste, hvordan den kom der, lagde han den op på et bjælkehoved udenfor. Næste nat holdt jagtpersonalet udenfor. Han blev vækket af horn og jagtskrig, men lod sig ikke se. Næste nat blev det ved, og tredje nat  endnu værre. Han blev til sidst nødt til at stå op, tænde ild i essen, slå søm og beslog virkelig Kongens hest, hvorefter han siden ofte har mødt toget uden deraf at have lidt skade, når derimod så mange andre har sat liv og førlighed til. Skønt degnen endog forsikrede, at det var Sandheden, ville de svenske ikke tro det.

   Men da der i en af de mørke nætter af vagten sås et fremjagende korps fare af sted ad vejen til slottet og ideligen hørtes et Jo!ho!Jo!ho!,  hundekoblerne sprudede ild, og en sølvhestesko om morgenen var henkastet for skildvagtens fod, hvilken sko blev bragt til obersten – der lagde den til side mellem Anne Oremands plyndrede sølvkrus og hendes 1300 kroner – så blev sagnet troet, hvor meget end obersten lo ad de jævne folk. Og selv om han gav de strengeste befalinger, var det dog ikke muligt at få nogen mand til at patruljere om natten, og ingen ville stå vagt i  gevær uden for degnens mellem kl. 12 og 3. At Svend Poulsen var den lystige svend, at han fik alle de underretninger han behøvede, ligesom bekendtskab med hver enkelt mand i regimentet og ved sin fortælling opnåede, at han i tre timer hver nat havde råderum på egnen, er sikkert og vist. Men lige så vist er det, at han om dagen stedse var blandt Svensken, endskønt i en anden skikkelse. Således hændte det sig, at en morgenstund stod ved vindebroen en såkaldt bissejøde (bissekræmmer) for at komme ind. Obersten blev hentet, og jøden falbød alle slags småting og pakkede alt ud for slottets fruer, mens den mistænksomme oberst ikke slap ham af syne et øjeblik. Til sidst foreviste handelsmanden et stykke meget kostbart Gyldenstykke til 25 kroners værdi, hvilket han foregav at have til salg for en meget fornem frue. Fru Anna beundrede tøjets kostbarhed og skønhed. Jøden hviskede hemmeligt til obersten, at det var fru Annas navnedag, og denne, der nylig havde udplyndret Oremandsgård og opgravet den rige enkes kroner, løb ind for at hente penge til tøjet for at gøre fru Anna en foræring. Så snart fru obersten var borte, gav han den overraskede og forfærdede fru Anna et brev fra Grev Christoffer og udspejdede tillige, hvad hans anden hensigt gik ud på, nemlig hvor obersten havde fru Oremands grunker; dem ville han have fat på. Begge dele lykkedes, og den stakkels købmand blev lukket ud igen.”

   Og således fortsatte Gyngernes eller Gøngernes ry med at spredes blandt almuen, indtil de fleste efterhånden begyndte at regne dem for lutter fiktion, eller ligefrem løgn og overtro. Illusion og bedrag var en bestanddel af deres væsen og indsats; men som sognepræst Faber skrev, var det med den danske konges velsignelse. Ikke nok med det. Svend Poulsen blev faktisk Kaptajn i den danske hær, og det var som sådan, under feltherren Hans Schack, at han nævnes i Københavns historie om belejringen 1658-59. Gøngerne gjorde en stor indsats i Nordjylland, og under Kaptajn Svend Poulsen var de også med i Slaget ved Nyborg i november 1659.  Han endte som major. Som belønning for hele denne indsats fik Svend Poulsen af Kongen tildelt  hovedgården Lundbygård ved Præstø; at drive en gård var ikke det , der kunne optage ham mest i længden, selv om han havde den fra 1661 til 1672, så den gik i arv til hans datter, mens han selv blev en slags kystvagt og opsynsmand.

   Feltherren Hans Schack skulle  i 1658 på et døgn sørge for at få stablet et forsvar på benene i København. ”Våben skulle udleveres, officererne fordeles mellem mandskabet, og de tropper, som endnu kunne skaffes til veje fra Sjælland, tilkaldes. En afdeling Gønger (soldater fra Gønge Herred i Skåne), som lå på Frederiksborg, nåede således i rette tid ind i fæstningen.” (Kilde: Carl Bruun: Kjøbenhavn. Kap. 2, s. 63: Forberedelser til fjendens modtagelse.). ”Fjerde september var Gøngerne ude og stak ild på Verner Kloumanns Have, hvor svenskerne havde deres tilhold, og hvis trægrupper og jorddiger hindrede ”den stumpede hund” i at bestryge Vartov.” ”Efter Gøngernes ekspedition til Kloumanns Have indtraf nogle rolige dage, thi et svensk forsøg på at entre prammen ved Vartov mislykkedes fuldstændigt, eftersom de fjendtlige både løb mod nogle i stranden nedrammede pæle og opgav foretagendet på halvvejen. De belejrede benyttede tiden til at dække sig mod søsiden ved at lægge store sammenlænkede bomme over vandet fra Kongens Bryghus til Amager; de imødeså fremtiden med godt mod, thi de havde erfaret, at den hollandske flåde snart ville være rede til at stikke i søen, da den jobspost pludselig indløb, at Kronborg den 6. september var faldet i Carl Gustavs hænder. Man ville først ikke tro derpå, men den 12. september drønede glædessalver fra den svenske flåde, ”just som prædikenen skulle begynde i den belejrede by”, og den følgende dag indtraf 10 erobrede kanoner til Vartovs volde for at ødelægge den i svenskernes øjne så forhadte pram. Belejringstropper fra Kronborg kaldtes til den svenske lejr; hver dag ankom der nyt materiel, krudt og ammunition, og snart var en ring af faste batterier lagt om hovedstaden, fra hvilke død og ødelæggelse udslyngedes over den.” ”Artillerikampen antog en hidtil ukendt voldsom karakter; granater og gloende kugler regnede i gaderne, og ingen kunne mere føle sig sikker på sit liv.”

   Men nu var den del af den hollandske flåde , der var anført af Admiral Jacob von Wassenaer Obdam, på vej . Det tog ganske vist en hel måned for dens 41 linieskibe og en mængde koffardiskibe med forsyninger til København, før der var vind nok, så håbet var ved at svinde, da den svenske flåde 20. september hævede blokaden af hovedstaden, fordi den havde fæstet lid til rygter om, at hollænderne havde opgivet at komme; 6. oktober kom svenskerne imidlertid tilbage; men allerede 7. oktober var vinden slået om, og den 20. oktober passerede Obdams flåde Skagen og havde dem 22. Sjællands nordspids i sigte. Den måtte dog vente på medvind og gik for anker i Hornbækbugten. Admiral Carl Gustav Wrangels svenske flåde med 43 linieskibe og en del mindre fartøjer lå for anker beskyttet af Kronborgs kanoner. En mindre eskadre lå længere sydpå under Hven som reserve. Tilsammen har det været en formidabel opvisning af sejlførende krigsskibe; selv om svenskerne havde lyst til straks at angribe hollænderne i Hornbækbugten, tog de sig i det. Den 29. oktober stod den hollandske flåde ind i Sundet med viceadmiral de Witt som avantgarden, Admiral Obdam som bataillen og Peter Florissen arrieregarden. De passerede Kronborg, hvorfra Carl Gustav personlig affyrede det første skud mod dem og dermed åbnede søslaget. Avantgarden gik så ind under Svenskekysten og skød på batterierne ved Helsingborg, hvorved de blev sat ud af kraft. Derefter sejlede de Witt igen ud i midten af Sundet og sluttede sig til hovedstyrken. Her fandt det store søslag sted med blodige træfninger, indtil det svenske flagskib blev så hårdt medtaget, at det måtte søge tilflugt under Kronborgs kanoner. De Witt faldt på sit skib ”Brederode”, men da skibet straks efter sank, kunne svenskerne ikke tage det. Admiral Obdam skrev nøgternt i sin logbog: ”Fægtningen varede fem-seks timer og syntes mig helt skarp.” Han måtte sidde i en lænestol foran kahytsdøren og skrive på grund af gigt. En dansk skildring er mere omstændelig: ”Da hollænderne ville gå gennem Sundet og sekundere København, ville svenskerne formene dem adgang; derfor havde de af al magt gjort sig umage. Svensken havde på den ene side Kronborg med stor slagkraft af kanoner, på den anden side Helsingborgs bro, også besat med store stykker, og midt imellem for hollænderne havde han sin store udrustede skibsflåde vel besat med folk og ammunition; i mærsene var der helt fuldt af folk, som havde håndgranater og sten, som de kastede ned i hollændernes skibe blandt soldaterne under våben og besætningen, som styrede skibet og sejlene. Svenskerne havde også fyrvarper (morterer), som hele tiden kastede håndgranater ind på hollænderne, så mange blev kvæstet; dog gik hollænderne med deres orlogs- og koffardiskibe tappert igennem og kom ind til København. Dér lærte hollænderne at bruge granater til søslag og at beskytte sig imod dem, hvor de kom frem. Den hollandske viceadmiral Peter Florissen faldt også. Obdam havde sejret, men havde mistet 5 skibe. 2 viceadmiraler var døde, 5 skibschefer og 800 soldater og matroser var døde eller sårede. Til minde om Obdams sejr blev der slået en medalje, hvor man på forsiden ser det belejrede København fra havnesiden og på bagsiden slaget i Sundet med Kronborg i baggrunden.

   En dansk flådeafdeling med  skibene ”Trefoldighed”, ”Hannibal”, ”De tre løver”, ”Den norske løve”, ”Den grå ulv”, ”St. Hans”, og ”Højendal” forsøgte at krydse frem til kamppladsen under Admiral Henrik Bjelke; det gik ikke som forventet, idet den måtte kaste anker under Hven og først efter slaget kunne slutte sig til hollænderne. Men Carl Gustav gav senere udtryk for, at den danske flådes indsats alligevel havde haft betydning for slagets udfald, fordi det var synet af den, der fik ham til at afbryde kampen. Samtidig erfarede københavnerne, at svenskerne med ét havde rømmet samtlige stillinger, løbegrave og forskansninger og havde trukket sig tilbage til Brønshøj. Den følgende tid gik med at passe og pleje de hollandske sårede og sørge over de døde. 31. oktober blev der holdt takkegudstjenester og afsunget Tedeum  i kirkerne; for første gang siden belejringens begyndelse hørte man kirkeklokkerne ringe og klokkespillet på Helligåndskirken spille. Og nu kom der proviant fra Lybæk og andre neutrale Østersøhavne, fra Jylland, Fyn og øerne.

   Til gengæld blev der kun gjort halvhjertede forsøg på at slå den svenske flåde helt i stykker; det var ikke i Hollands interesse at ødelægge Sverige som sømagt.

   Det var i denne sammenhæng, søhelten Peter Bredal kom til at gøre en stor indsats i Københavns forsvar i august 1658. Baggrunden for denne indsats under belejringen var Kaptajn Peter Bredals isning af sine fire skibe Samson (40 kanoner), Svenske Løve (36), Svenske Lam (34) og Emmanuel (20-26)), fra Nyborg Fjord i vinteren 1657-58, hvor det lykkedes ham at modstå beskydning fra det af svenskerne erobrede Nyborg og derefter i løbet af februar og marts at få hugget skibene fri, så de kunne afsejle til København i april og indgå i forsvaret. Danmarks Riges Historie 1856 beretter herom: ”Den fjendtlige hærs march over isen fra Jylland til Fyn lørdag den 30. januar 1658 foregik i farvandet syd for Middelfart via øen Brandsø til Tybrind. De danske hærstyrker på Fynssiden kapitulerede relativt hurtigt, og snart var hele Fyn erobret. Odense indtoges uden sværdslag såsom den ingen modstand kunne gøre mod en så sejrrig krigshær. Den havde ej heller hverken besætning eller nogen fortifikation.

   Den sidste stad, som stod tilbage på Fyn, var Nyborg. Den blev også straks erobret, og Kong Carl indfandt sig der i egen person dagen efter. Man regner med, at de svenske ved Fyns erobring, og den sejr de vandt over de danske tropper, fik 60 kanoner og en stor mængde ammunition, hvilket satte dem i stand til at udføre andre større ting og uden hinder på samme måde at komme til Sjælland, om hvis hele forlis ingen tvivlede, sådan som alle var opfyldt af forskrækkelse, og Danmarks allierede ikke var  nær så hurtige til at komme til undsætning, som de havde været liberale med løfter og forsikringer tilforn.

   Ved Nyborg lå 4 danske krigsskibe, som de svenske havde fået kik på og derfor glædede sig meget til at blive herre over; men Peter Bredal, som kommanderede samme skibe, anvendte lige så stor flid på at befri dem, hvorfor han lod isen bryde omkring dem, og gød vand alle vegne uden på siderne på skibene, hvilket straks blev til is, så det var umuligt at bestige dem, og, omendskønt de svenske ved deres skyts søgte at tvinge ham til at overgive sig, forsvarede han sig dog meget vel, og førte omsider skibene ubeskadiget til København, hvor Hans Majestæt beviste ham alle ærestegn og belønnede ham efter fortjeneste. Samme brave mand blev et år efter ihjelskudt, da han ville bestige et svensk skib.”

   Bredal blev udnævnt som ekvipagemester, og det var sådan, at han sammen med  viceadmiral Helt sidst i august samlede en lille flåde i Holmens Kanal og sejlede i Kallebostrand i to afdelinger. De entrede straks en svensk fregat og overmandede den efter heftig kamp; skibet blev stukket i brand, efter at være tømt for alt af værdi; desuden overmandede de en svensk jagt og en bestykket pram, og da dagen gryede, kunne de tage 5 store pramme og en del mindre fartøjer på slæb til Bremerholm med et stort bytte af fornødenheder, hvor de blev modtaget af Kongen og en større menneskemængde, der havde set kampen. ”I det herlige skin af den opgående sol og en lykkelig bedrift vendte Helt og Bredal tilbage til stranden, hvor de under Hædersbevisninger og jublende glæde modtages af Kongen selv og af talrige medborgere og venner.” Betydningen af denne indsats viste sig især i, at det fra da af blev muligt for småfartøjer at slippe ind i byen gennem Kallebostrand med forsyninger til indbyggerne i København. Ved sin død 8. December 1658 var Bredal avanceret til kontreadmiral.

    I januar 1659 var frosten på flere måder hård mod københavnerne. Der var mangel på brænde og kul, og mange heste døde af mangel på foder. Herudover var havnen mellem Amager og fæstningens ubeskyttede side meget farlig, for når isen var fast dér, kunne svenskerne marchere lige ind i den åbne by. Der kom en melding til renteskriver Jens Lassen fra Hans Rostgård, at fjenden den følgende nat med hele sit kavaleri ville forsøge at trænge ind i fæstningen ad den vej. Kongen befalede straks Hans Schack og Thuresen at lade ise her; men de sagde, at det var umuligt i det kraftige snefog; mandskabet var i øvrigt udmattet af kulde og nattevågen. Generalløjtnant Hans Ahlefeldt fik da ordre til at stille med de ryttere, han kunne skaffe, en 250 mand, ved den islandske reberbane i det, der nu er Amaliegade for om muligt at forhindre et overgangsforsøg. Men Jens Lassen fandt på en mere effektiv løsning, nemlig penge som belønning, og derved fik han 600 hollandske matroser til at hugge en 44 fod bred rende fra Toldboden til Christianshavns Kanal. Isen var en alen tyk, så der måtte arbejdes hårdt fra klokken 4 om eftermiddagen til klokken 10 om aftenen, og det i næsten uigennemsigtigt snefog. Hans Ahlefeldt ”blev ikke uden årsag mere end gemen glad, da han fik at vide, at han havde en bred våge mellem sig og fjenden”. Svenskerne forsøgte ganske rigtigt at komme over isen i mørket; men da de nåede frem til renden, vendte de om.  Efter denne bedrift blev Jens Lassen inspektør for isningen i København og fik til opgave at holde en rende åben fra Toldboden uden om Bremerholm forbi Tøjhuset og Bryggerset helt ud til Dronningens Lysthave, der lå hvor Tivoli ligger nu. Ud for Bryggerset i Kallebostrand anlagde han tre våger, der på skift blev hugget i stykker, så der hver nat var en frisk våge, en med mindre is og en tredje, der skulle hugges op.

   Omvendt kunne isen naturligvis også være farlig for svenskerne, når de angreb over is; Grev Stenbock blev såret og mange faldt i vågerne og druknede, da det svenske infanteri rykkede over isen mod Slotsholmens yderste hjørne ved Bryghuset, mens Carl Gustav gik mod Christianshavn. Da det danske artilleri kunne se bedre på grund af brandene på en pram i Kallebostrand, ramte det bedre og gav plads for danskerne til at rykke frem mod branden og tilbageerobre den; svenskerne trak sig tilbage, og under tilbagetrækningen gik en hel brigade fodfolk igennem isen. Dagen efter kunne københavnerne finde mange hatte, musketter og anden udrustning lå på isen og i vandet; man fandt også isbroer efterladt i vågerne, 36 fod lange og 8 fod brede på 8 hjul, samt en del morgenstjerner med krumme hager og alt muligt ’slagværk’ fyldt med salpeter og krudt, en stor bunke granater og endelig det mærkeligste og gotiske: ”nogle kindbakker med menneskers tænder i, samt hoveder og hjerneskaller med kulørte bånd flettet ind i håret.”

   ”Umiddelbart efter kampen blev der afsluttet en kortvarig våbenhvile, nærmest for at begrave de døde. Frederik den Tredje lod de faldne svenske officerers lig, som var blevet afklædt af de plyndrende tropper, smykke standsmæssigt og i højtidelig procession på ligbårer og stormstiger bære ud til Ladegården, hvor de blev modtaget af deres landsmænd og førtes til Brønshøj. Ligene af de øvrige faldne svenskere blev nedlagt i de forladte løbegrave udenfor Vesterport og ved Vartov, hvor Voldene blev skuffet ned over dem. Ved udgravning af byggegrunde på Vesterbro findes derfor den dag i dag ikke så sjældent svenske våben og lig, således ved anlægget af den nuværende Hovedbanegård på Farimagsvej i 1864, på hjørnet af Colbjørnsensgade og Istedgade i 1884 og endelig i 1886 ved sløjfningen af Gyldenløves Bastion. Her fandtes vel ingen skeletter; men da graven rensedes for mudder, kom en del krigsmateriel for dagens lys, såsom sønderbrudte håndvåben, hjullåse af geværer, fuldkugler, granater, lunter, rester af seletøj, sporer, trommestikker, piccolofløjter, soldaterhatte og et par bluser af groft lærred, måske prøver af de hvide skjorter de havde over munderingen.”( Carl Bruun: Kjøbenhavn). Som en af de belejrede københavneres anførere Fuchs sagde: ”De har allerede taget ligskjorten på.” Datidens vinterkrigscamouflage. Men det kaster virkelig et særligt makabert lys over Carl Gustavs  selvsikre medalje ”Jesu Orden”, hvor sejr var taget for givet på forhånd, sammen med den overjordisk uhyggelige stemning ved den svenske hærs overgang over isen med hestene i over en halv meter vand og udfaldet af både belejringen og det endelige slag ved Nyborg, Ved Juelsberg er der på samme måde spor efter slaget i form af skeletter; men da der ikke er udgravninger til byudviklingen som i København, har de fået lov at ligge i fred i 350 år.  Bortset fra den første tid, hvor de blev plyndret af den hærgede befolkning og hakket af krager og ravne.

  Tabene på dansk side var utrolig små: 17 døde og lige så mange sårede.  Den kendteste af dem var den unge 28-årige helt og anfører af rytteriet ved udfaldet udenfor Vestervold 23. august Ulrik Christian Gyldenløve, Christian den Fjerdes søn med Vibeke Kruse. Han havde tidligere været i spansk krigstjeneste og var avanceret til oberst i Spanien.

   Borgerne var inddelt i ni kompagnier fra de forskellige kvarterer og blev kommanderet af kaptajner, som for det meste var købmænd eller håndværkere: Strandkvarterets kaptajn var købmand Johan Steinkuhl, Snarens kompagni blev kommanderet af guldsmed Niels Enevoldsen, Vester Kompagni af farver Nicolaus Rens, Nørre Kompagni af brygger Hans Jessen, Frimands Kompagni af  købmand Herman Mercker, Kjøbmager Kompagni af guldsmed Johan Stichmann, Øster Kompagni af possementmager Poul Førster og Klædebo Kompagni af bagermester  Mikkel Robche. Disse borgerkaptajner blev den 7. oktober 1661 tildelt den gyldne hædersmedalje i gylden kæde, som Frederik III  havde ladet slå for at bekræfte sine løfter til befolkningen i København. Som det udtrykkes i Carl Bruun: Kjøbenhavn ”havde Københavns borgerstand i den navnkundige belejrings trængsler lært sig selv at kende; de følte sig adelen jævnbyrdig og imødeså fremtiden med tillid og fortrøstning.” Det er let at forstå billedsproget på medaljen, hvor en hånd med et sværd hugger hånden af den, der vil rane Danmarks trone.

   Man kan også se historien fra kulissen som Carl Gustavs dronning Hedvig, som mens hun opholdt sig på Frederiksborg gav udtryk for, at ”Gud ville ej, at København nu skulle tages.” Selv Carl Gustav gav udtryk for en hemmelig bekymring, da han før stormen på København  sagde, at han håbede, at københavnerne nu ville gøre modstand.  Mon han virkelig ville have jævnet København med jorden for at gøre Malmø til sin hovedstad i et skandinavisk rige, der foruden Sverige og Finland samt de erobrede områder på den anden af Østersøen også omfattede Skåne, Halland, Blekinge, Bohuslän Norge og Sjælland ? Ville han virkelig have forsøgt at indtage Rom? Og gå videre mod tyrkerne? Og hvad ville Ulfeldt og den danske adel i så fald have gjort, for ikke at tale om den svenske?  Der er mange vidnesbyrd om Corfitz Ulfeldts dobbeltspil, at han bar kappen på begge skuldre – uden dog at lade sig bestikke – og i flere situationer ikke selv vidste, hvad han ville holde med eller gøre selv under de voldsomme historiske forandringers tryk. Han gled helt ud af Danmarks og Sveriges historie efter Enevælden og ser ud til at være forsvundet i et europæisk mørke, viklet ind i finanstransaktioner og politiske intriger for endelig at dø i en båd et obskurt sted på Rhinen ved Neustadt i Sydtyskland som flygtning fra sine kreditorer i Basel. Men er det nu også det eneste mulige billede? Det vil tiden vise, måske gennem pengehistorien. For uden penge kan der ikke føres krig. Når freden er endeligt på plads, er der ikke længere samme behov for finanstroldmænd med internationale forbindelser – ikke her i hvert fald. Så gælder det bare om at komme videre, så det voksende borgerskab kan trives og betale skat. Sammen med den Sund- og Bælttold, der hidtil havde været kongernes hovedindtægtskilde. Nu var den beskyttet af det internationale samfund.

    Men heltekongen Carl 10. Gustavs ry er stadig lige stort i Sverige, som Christian den Fjerdes i Danmark.

  Fælles for dem er mottoet på Christian den Fjerdes Portugaløser-guldmønt: REGNA FIRMAT PIETAS, på dansk FROMHED STYRKER RIGERNE

Kapitel 6

Sønderjylland og Fyn

   Da Carl Gustav i ilmarch gik mod den danske grænse efter Frederik III´s krigserklæring 1657, trak de danske tropper sig hurtigt tilbage, skriver Sønderjysk Månedsskrift 7/8-2000. Det er vigtigt at vide, hvordan baggrunden var politisk for at forstå, hvad der skete, først i Holsten og siden i Danmark. ”Carl Gustav kunne drage ind hos sin svigerfader på Gottorp, hvor han blev modtaget med kanonsalut. I september undertegnedes en hemmelig traktat, der nærmest gjorde Gottorp til en svensk lydstat, som skulle stille tropper, men som til gengæld fik stillet ophævelse af fællesregeringen og lensforholdet til Danmark i udsigt. Trods dette forbund kunne soldaterne ikke altid kende forskel på ven og fjende. Således havde Åbenrå 1000 mand indkvarteret.

   Om soldaternes opførsel skrev provst Hübschmann ( i oversættelse fra tysk): ”Gud hjælpe og trøste de arme mennesker, hvor den svenske hær kommer hen, thi ved denne hær er der polakker, tartarer og alskens løssluppent folk. En tredjedel af soldaterne er hæderlige karle; men de øvrige er forvorpne musketerer, røvere, stærke drenge og ustyrligt pak med et sort tros, der skal indjage danskerne skræk. Gud hjælpe og forbarme sig over os og igen give os den ædle fred. Amen.” Det skulle vare et stykke tid, før det fromme håb gik i opfyldelse, og inden da skulle landsdelen gennem endnu hårdere prøvelser.

   Den 28. januar 1658 ankom Carl Gustav til Haderslev, og dagen efter opslog han sit hovedkvarter i Hejls, hvorfra den den 30. januar startede sin berømte færd over de tilfrosne bælter og tvang Danmark til panikfreden i Roskilde den 26. februar med afståelsen af Skåne, Halland, Blekinge  og Bornholm til følge. De svenske tropper blev i landet efter fredsslutningen, og Carl Gustav kunne drage tilbage til hæren i hertugdømmerne. Imens forhandlede man i København om de gottorpske forhold, og i maj afsluttedes en traktat, hvorefter hertugen blev erklæret for en uafhængig og suveræn fyrste. Lensforholdet til Danmark var dermed ophørt; men for de holstenske besiddelsers vedkommende blev lensforholdet til den tyske kejser bibeholdt. De samme betingelser gjaldt for den danske konge som hertug i hans del af hertugdømmerne. Trods dette fik den danske forhandler Frederik Ahlefeldt indføjet, at Slesvig og Holsten fortsat udgjorde et statsligt fællesskab.

   Carl Gustavs ambitioner rakte imidlertid videre, idet han nu planlagde at gøre en ende  på Danmark som suveræn stat, og den 7. august 1658 gik svenske tropper i land på Sjælland. Det kunne en række europæiske fyrster dog ikke acceptere, og i september 1658 gik kurfyrsten af Brandenburg ind i Holsten med 30.000 mand, ligesom Nederlandene sendte hjælp ad søvejen. Sønderborg Slot og Als havde siden 1657 været besat af svenske tropper; men i december 1658 indesluttede kejserlige og brandenburgske hjælpetropper slottet, hvor de svenske tropper var under ledelse af Rutger von Ascheberg, der senere skulle komme til at spille en vigtig rolle som generalguvernør i Skåne. Det lykkedes ham og andre officerer at undslippe i en robåd; men de måtte efterlade et stort krigsbytte. Senere drog danske tropper ind; men også disse skulle underholdes, så byen blev forarmet og erhvervslivet ruineret.

   Hertug Frederik var slemt i klemme og måtte indgå på hårde betingelser over for kurfyrsten og tage ophold på fæstningen Tønning, hvor han døde i august 1659.

   Hans Schack spillede som før nævnt en afgørende rolle ved det heltemodige forsvar af København i februar 1659 og besejrede svenskerne ved Nyborg i november 1659. Som tak for sin indsats fik han  Møgeltønder Len.

  I februar 1660 døde Carl Gustav pludseligt, og det blev nu muligt at slutte fred. For hertugen på Gottorp, Christian Albrecht, var det betydelig gevinst, at freden i København, som blev underskrevet den 26. marts 1660, bekræftede Slesvig-Holsten-Gottorps suverænitet, nu med Frankrig, England og Nederlandene som medunderskrivere. For hofkulturen omkring Gottorp betød det endnu en blomstringstid, og i 1665 kunne hertugen oprette universitetet i Kiel, som tre år senere fik sit modstykke i universitetet i Lund, der skulle tjene forsvenskningen af Skåne.

   Dette var de statsretlige aspekter; men de giver ingen fornemmelse af befolkningens ufattelige lidelser. Allerede i 1654-55 havde pesten hærget; men den havde ikke i samme grad ramt de sønderjyske områder som den pest, der i 1659 grasserede i området nord for en linje Tønder-Flensborg og med sit tyngdepunkt i Ribe, Haderslev og Kolding amter. Der er i Danmark – men nok i Polen-  ingen tvivl om, at pesten, som var epidemisk plettyfus, kom fra de polske lejetropper, der som hjælpetropper for den danske konge kom hertil med kurfyrsten af Brandenburgs styrker. Arnestedet for udbredelsen var de polske lejre, specielt den store lejr på Skudstrup mark i Skodborg sogn, hvorfra en del polske ryttere lå i kantonnement hos bønderne. De omkringliggende Anst, Malt, Frøs og Tyrstrup herreder blev derfor hårdest ramt. Af de bevarede kirkebøger kan man se den uhyggelige stigning i dødstallet. Således døde der i Hygum sogn 504 personer, hele  90% af det beregnede indbyggertal, og i Gram herred som helhed formentlig to tredjedele af befolkningen. ( På Gram Gods var der efter, at feltherren Hans Schack havde købt det, kun 70 af de oprindelige 830 sjæle tilbage. Schack indsatte bønder fra andre dele af landet på ødegårdene, blandt andet gamle soldater). Opgjort under ét skønnes mellem halvdelen og en tredjedel af landbefolkningen i de værst ramte områder at være døde. De, der  kunne, flygtede til egne, der endnu ikke var ramt, og var således i mange tilfælde med til at udbrede smitten, f. eks. langs Hærvejen og til byerne. Befolkningen var lette ofre for sygdom, da mange var plaget af sult, idet den svenske hær i efteråret 1658 havde taget for sig af høstudbyttet, og den tilbageværende del skulle strække ikke alene til befolkningen selv, men også til de omkring 30.000 mand hjælpetropper, der efter tidens skik havde et følge af kvinder og børn med sig, og til deres 24.000 heste.

   I Haderslev amt døde i 1658-59 ikke færre end 28 præster. I Vonsild døde Mathias Anthonii under flugten til Kolding sammen med sin menighed. Præsten blev efterfulgt af sin søn, som imidlertid døde i januar 1659 i Kolding. Da den tredje præst inden for et år, Johannes Rüde, tiltrådte, måtte alle kirkelige handlinger stadig foregå i Kolding. Efter krigen var det ikke nok at vende tilbage, for dels var bygningerne mange steder afbrændte og kreaturerne slagtet eller stjålet, dels var en så stor af befolkningen døde under besættelsen, at der simpelthen ikke var folk nok til at besætte gårdene, og mange forblev derfor øde. Til erstatning for de afdøde fæstere startede der nærmest en folkevandring fra Nordjylland til Haderslev amt. På den måde skete der som en følge af svenskekrigene i sidste halvdel af 1600-tallet en vældig udskiftning af Sønderjyllands befolkning!”

   På Fyn var befolkningens lidelser også store. Efter at den svenske hær havde passeret Lillebælt med 3000 fodfolk, 9000 ryttere, kanoner og tros, måtte de danske tropper ved Ivernæs (nu Wedelsborg) og Fønsskov trække sig tilbage med 700 landeværnsfolk til fods, mest bønder samt 24 eskadroner. Her faldt Jørgen Kaas til Lindskov, ved hvis begravelse i Egense Kirke biskoppen talte. Carl Gustav havde ladet liget følge en fjerdingvej som en anerkendelse af hans tapperhed, selv om det var hos en fjende (Kilde: fynhistorie.dk, også til det følgende om fynske forhold). Sallinge herredsmænd havde tiltrådt marchen til bæltet, men opløstes ved meldingen om fjendens overgang. Forstærkningen på 500 ryttere og 450 soldater toges til fange i Fåborg og Svendborg. På få dage var hele Fyn i Carl Gustavs vold og blev grundigt plyndret, - først Sandager præstegård på vej til Assens, hvor præsten lå lig, og enken med 5 faderløse børn ikke beholdt det ringeste klædebon, hvormed de kunne hylle deres legemer uden skamme, ej heller sengeklæder; dernæst Assens, hvor det var en forfærdelig nat efter overgangsdagen; Hårby, hvor præstegården afbrændtes, Brobyværk, hvor geværfabrikken ødelagdes; Fåborg, hvor 40 gårde og huse  afsvedes eller ruineredes; Åstrup by, hvor der plyndredes flere dage i træk; og Vester Åby, hvorfra vi har præsten Jørgen Jacobsens beretning, der findes trykt i Kirkehistoriske Samlinger II, bind 6, side 335: ”1658, 3. februar, som var en onsdag, blev jeg plyndret tvende gange af de svenske marodebrødre (dvs. soldater, som under påskud af træthed blev tilbage for at plyndre), første gang ved middagstid af 4 ryttere, 2 timer derefter af 8 ryttere, hvilke alle tog med sig, så meget de kunne føre udi sække og sammensyede sengeklæder på 12 heste. 1658, 22. februar, fik jeg Peiter Suensche af den Humborgsche fyrstes staldmester og var hos mig i 20 uger, i hvilke han med sine heste kostede mig mere end 120 daler.”

I Stenstrup var der 11 ødegårde, heraf var 7 nedbrudte, og kun 2 bønder sad stadig på deres ejendomme, i ruinerede huse og uden udsæd og midler til livets opretholdelse; i Ringe var der 25 ødegårde, i Gudme by 12 ødegårde af i alt 16; i Svendborg var over 100 gårde og huse af de i alt 138 helt ødelagt eller meget beskadigede; der var intet tilbage af Gerritsgade fra byporten til Sankt Nicolai kirke eller af Møllegade til bymøllen eller af Bagergade til Pjentemølle.

I Egense var der længe efter krigen 4 ødegårde, i Egebjerg også 4, i Kirkeby 1 og i Sørup 15, og kirken kunne først tages i brug i 1663.

Bønderne i Ørbæk, som var flygtet ud i skovene, fandt deres huse tomme og beskadigede, alt var stjålet, blandt andet mere end 100 heste. I Horne havde degnen måttet flygte fra hus og hjem 4 gange. Også efter krigen og bøndernes hjemvenden til gårdene måtte mange gå fra gården igen og tigge. Oven i det var der misvækst i både 1658, 1659 og 1661, så gårdene var billigt til salg. Mange døde af sult. En præst skrev i 1660: ”Anno 1660 døde der nogle 100 af mine sognefolk af  hunger. Ved min salighed! De hente mask hos mig, som de bagte kager af og åd.”

De allierede hjælpetropper blev ved at være en stor byrde for befolkningen også efter sejren 1659 og fredsslutningen i 1660 I Svendborg skulle byens borgere således udrede 4500 rigsdaler til de hollandske soldater og deres officerer. Retstilstandene var håbløse, herredstingene blev næsten aldrig afholdt, og hvad man stjal ”gik på fjendens konto.”

   I Lindevads Mølle opstod udtrykket: ”Det ser ud, som om svenskerne har været her”, fordi svenskerne sprættede dynerne op for at se, om der var skjult penge i dem; fjerene blev spredt rundt omkring og i åen. Efter den episode benyttede mange bønder sig af at sprætte dyner op og sprede fjerene omkring gården for at redde den fra plyndring. Dynevårene blev af svenskerne brugt til hestedækkener og sække. Det minder om et moderne svensk digt fra 1950érne af Kjell Espmark: ”Sheriffen” (efter filmen ”High Noon”)

Gomez´mænd vader bredbenet omkring/Med sølvtøjet stukket i støvleskafterne./ De er gale af whisky./ En forsøger at slagte pumpen,/ en anden pløjer kostaldens tag;/ Gomez selv tilrider det nye stakit./ Og hele tiden skyder de./ Natten er oversået med skudhuller.

Drømmen blæser gennem gaderne./ Hvad er virkeligt? De fremmede/ brækker stykker af husene og dypper i kaffen./ Stadig strengere opkræves skatten./ Om hjælpen kunne komme udefra./ Hør – hvirvler det ikke af hove mellem skyerne?/ Hvad er virkeligt?/ Drømmen blæser gennem gaderne.

Spurvene spreder over byen:/ Afsted, nu plyndrer de banken. Kassereren visner med løftede grene/ mens pengeskabet plyndres. I blanke stumpede jakker/ basker røverne omkring/ med seddelbundter i kløerne./ Latteren stænker over lokalet./ Gulvet er glat af sjatter./ Fløjet op på en stoleryg/ griner den største,/ næbbet glinser af fugtig jord./ Kassereren er et skrig som kravler over gulvet/ pisket af sorte vinger/ oversmurt med blod og fjer.

Han hører råbene./ Foragten klæber til kroppen./ Pludselig ser han det blå tapet -/ han har stået med lukkede øjne,/ mens ugerne hvirvlede igennem ham./ Det er endnu den første dags aften./ Og stadig rider de fremmede ind i byen. Man venter ham./ Det vinduet indrammer, er virkelighed./ Disen får vej og hus til at stivne./ De svævende træer slår rod i jorden./ Rummet er klart og roligt./ Dette er den tryghed/ som trues af de sorte ryttere./ Han går ud på trappen./ Blikket stivnende tin./ Nu venter han midt på gaden./ Natten er fuld af hovslag.”

   Måske var det på den måde, at Kongen Frederik III til sidst ”fandt troen” og sammen med borgerne fik København befriet!

   Rantzausholm, det senere Brahetrolleborg, blev også plyndret og brandskattet for 4650 rigsdaler og 2 rigsdaler ugentlig af hver ryttertjener. Herremanden Cai Lykke, der tidligere blev nævnt i forbindelse med Gøngerne og Gisselfeld på Sjælland, var på Fyn før krigen oberst for Kongens Livregiment med 1000 hvervede ryttere. Der blev også  brug for regimentet på Fyn mod svenskerne under krigen. Han var før krigen anset for at være bondeplager, men under krigen blev han kendt for at eftergive sine hovbønder deres landgilde og gøre udlæg for dem til fjenderne og til deres egne fornødenheder; det blev imidlertid hårdere for dem efter krigen, da kom under kronen, fordi Cai Lykke var blevet frataget alt sit gods for den påståede majestætsfornærmelse. Kongen gav 1662 strenge ordrer til sine fogeder om at indkræve restancer på Rantzausholm. Det var i forbindelse med det, at Cai Lykkes tidligere ridefoged Peter Børting, som forrådte ham for i et brev at have skrevet, at Dronningen havde haft en affære med en hofmand, ligesom Kirsten Munk tidligere under Christian IV  ( i princippet som i Strindbergs skuespil ”Frøken Julie”, men sandsynligvis falsk anklage fra Børtings side og altså justitsmord på Cai Lykke) stævnede en række bønder til tinge for at presse dem for fordringer, han selv havde indkøbt billigt hos de kongelige kommissærer, ”således april 1664 6 mænd i Grønderup for 257 rigsdaler, 22 i Pejrup og Vester Åby for 608 rigsdaler, 9 i Ulbølle for 246 rigsdaler, i Hundstrup for 22 rigsdaler og 6 bønder i Vester Skerninge for 182 rigsdaler. Når han ikke fik så meget, som han syntes at have krav på, gentog han stævningen nogle år senere.” Før Enevælden var det retstilstanden, at bønder kunne klage til Kongen over en for streng herremand, som så straffede denne; men efter Enevældens indførelse var denne retstilstand i nogle henseender illusorisk, selv om det så ud som før på papiret.

 Sognepræst Bredsdorff i Vester Skerninge fortalte om sin fars barndom under Svenskekrigen, at da svenskerne kom til Ulbølle, havde man hængt en rytterkappe om den store sten, som stod på Hans Jensens grav på kirkegården, der ligger meget højt og derfor ses langt væk. Fjende troede da, at der lå en garnison på stedet, og byen undgik på den måde plyndring.     

   En tilsvarende historie er overleveret om præsten i Ulbølle, som fik en melding om, at fjenden ville komme for at plyndre, mens han holdt gudstjeneste i kirken. Han kaldte da hele menigheden sammen og med præsten i spidsen i ornat og med alterdugen over armen gik de ud til en lille høj syd for byen, hvor præsten bredte alterdugen ud på en sten, prædikede, messede og holdt bøn, mens alle knælede. Den vilde krigerskare, der var nået til Åby Å, delte sig da i to hold, der drog nord om byen og syd om langs stranden, med det resultat, at Ulbølle ikke led overlast.

   Bredsdorff har senere noteret i sognets kaldsbog, at en da 72-årig gammel pige Inger Philipsdatter havde hørt af sin mormor, at de svenske gik i land på isen ved Syltemaen. Man kunne allerede høre larmen af dem ovre ved Ærø. Den danske befalingsmand kunne have forhindret deres landgang, hvis han havde villet, thi deres gang på isen var meget besværlig, efter som de måtte vade i dybt vand, som stod oven på den. Befalingsmandens navn er ikke mormoren bekendt, men det kan være historisk korrekt, at den svenske generalkvartermester Dahlberg på sin tilbagetur fra undersøgelse af isen gjorde en afstikker fra Tåsinge til Ærø med sine 80 Ôstgötaryttere. Det siges, at en svensk rytter havde forvildet sig til Drejø og sent om aftenen red gennem Drejø by; en gammel kone uden for skolehuset sagde da for sig selv: ”Ja, Gud fri os for svensken!”, og rytteren svarede for ikke at røbe sig: ”Ja, Gud høre det, moer!” Fru Inger fortalte også, at ”de svenske havde røvet og plyndret og myrdet, hvor de kom frem, så konerne måtte skjule sig med deres små børn i snedriver, og fra Assens berettes det, at ”mænd og kvinder afførtes deres klæder til de bare legemer, så at de i den hårde vinterkulde måtte gå nøgne og pjaltede på gaden.”

   Det er jo i endnu større målestok set senere - i det 20. århundredes kz-lejre.

   Desværre stod det ikke meget bedre til hos Danmarks allierede. Pfalzgreven af  Sulzbachs  7000 brandenburgske og polske tropper hærgede og brandskattede lige så voldsomt som svenskerne, og mere hidsigt velsagtens også, eftersom svenskerne allerede havde taget det meste af det, de ville have haft som en del af deres sold. Det at have ret til at  plyndre var helt almindelig betaling, især betragtet som rimelig af de polakker, der oprindelig havde rejst sig som modstandsbevægelse mod svenskerne i Polen og fortsatte forfølgelsen af dem med retfærdig harme og krav på gengældelse. Det kom så også til at gå ud over den sagesløse danske civilbefolkning, så meget, at Kong Frederik III på et tidspunkt måtte lægge sig imellem og formane polakkerne og brandenburgerne at være mere mådeholdne. En samtidig beretning fra Tommerup siger, at de allierede fremmede tropper kom svovl i næseborene på præstekonen, stak  ild til svovlet og pinte hende til døde. Andre koner blev ofte voldtaget, og mange måtte flygte fra landområderne ind til Odense iført pjalter og lemlæstede.

   Det var derfor en stor befrielse fra dobbelt åg for befolkningen, da den svenske hær blev besejret ved Nyborg 14. november 1659 – efter 86 ugers konstant nedværdigelse, hærgning og brandskatning. Den fynske biskop Bøttiger udtrykte alles lettelse med følgende erklæring: ”De svenske blev totalt ruinerede. Gud være evig Ære! Helligtrekongersdag blev der taksigelser fra prædikestolene her i landet for den herlige sejr, Gud gav vort folk over de svenske ved Nyborg.”

 

Kapitel 7

Slaget ved Nyborg

      Om feltherren Hans Schack hedder det i Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905): ” Han blev udnævnt til Guvernør i den belejrede hovedstad, og æren for forsvarets organisation og den heltemodige modstand må sikkert i ikke ringe grad tillægges ham. Han deltog i udfaldet 23. august 1658, men var mest optaget af virksomheden inden for Københavns volde (han var fæstningsekspert). Vanskelighederne var store og øgedes, efterhånden som den første begejstring stilnede af, og rivninger opstod mellem forsvarernes forskellige førere og klasser. Der var således ikke noget fuldt godt forhold mellem Schack og Ulrik Christian Gyldenløve, men navnlig voldtes der ham bryderi ved strid mellem officererne og det egentlige militær på den ene side og borgerskabet og de andre irregulære afdelinger på den anden. Han besad imidlertid store betingelser for at opretholde sin myndighed, og da først og fremmest den popularitet, han nød mellem borgerskabet, som tilskrev ham andel i privilegiernes udstedelse.

   Under stormnatten 11. februar 1659 havde Schack efter sin stilling den højeste befaling og fór om til de mest truede punkter. Som belønning for hans andel i sejren udnævntes han umiddelbart efter til Feltmarskal. Hans opgave udvidedes nu også, da det gjaldt at befri hele landet fra fjenderne. I juli betroedes der ham overanførelsen over en troppestyrke, der skulle undsætte Nakskov; men foretagendet blev til intet, fordi den nederlandske flåde, der skulle overføre tropperne, fik ordre fra sin regering til at forholde sig stille.

   Snart samledes dog alle tanker om en større plan, og Schack blev udset til at lede dens gennemførelse. 23. september udfærdigedes der en instruks for ham, hvorefter han skulle føre en stor del af styrken i København til Kiel og der forene sig med tropper fra halvøen; han skulle have fuldkommen frie hænder over angrebsplanen og angrebsobjektet; men det var en aftale mellem ham og regeringen, at Fyns generobring skulle være målet, hvis ikke uforudsete begivenheder indtrådte, og Schacks tog skulle forbindes med et angreb af Feltmarskal Eberstein fra Jylland med den allierede hær.

   1.oktober stak en forenet nederlandsk og dansk flåde, medhavende Schack og hans  troppekorps , i søen fra København, og 12 dage efter gik skibene til ankers ud for Kiel. Schack og Eberstein mødtes en uges tid senere til samråd i Eckernførde, og derpå afsejlede flåden fra Kiel 27. oktober.

   Efter ankomsten til Store Bælt forsøgte admiral de Ruyter og Hans Schack en overrumpling af Nyborg i samarbejde med den danske flåde under admiral Henrik Bielke, som gav signal til landgangen; den mislykkedes dog, og det besluttedes da at vælge Kerteminde til landgangssted. (Landgangsforsøget, der mislykkedes, skulle være sket  ved Ulfeldternes gamle gård, som nu var omdøbt til Ellensborg, fra 1672 Holckenhavn, syd for Nyborg). Angrebet ved Kerteminde, der foretoges 31. oktober, lededes med megen dygtighed og gennemførtes med  største tapperhed. Da bådene, der skulle landsætte tropperne, stak for dybt, sprang Schack med blottet kårde ud i vandet og opflammede ved tilråb soldaterne til at følge sig. Kun kort blev kampen mod fjenderne; Schacks hær stod på Fyns grund, og efter nogle dages hvil og efter, at den svenske hovedstyrke havde trukket sig tilbage ad Nyborg til, rykkede Schack mod Odense, hvor han holdt sit indtog 9. november. 2 dage senere nåede også Ebersteins hær efter at have tilkæmpet sig overgangen over Lille Bælt, hertil. Men en dyb rivalitet herskede mellem de 2 feltherrer; kun slet havde de underrettet hinanden om deres bevægelser, og uviljen voksede efter deres sammentræf.”

   Beretningen går så hurtigt frem, at man fristes til at overse, at der i Kerteminde findes  en Hans Schacksvej. Omstændighederne omkring dette faktum belyses i 350-året ved markeringer på Hindsholm og i Kerteminde. Invasionen betegnes af tilrettelæggerne af festlighederne med deltagelse af marinehistorikere og lokale honoratiores, søværnet og det hollandske marineinfanteri, idet det siges at være første gang, våbenarten ’marineinfanteri’ blev anvendt i krig, nemlig om de hollandske tropper på admiral de Ruyters flåde. Historikerne er åbenbart uenige om, hvor invasionen præcis fandt sted på Hindsholm nord for Kerteminde, og om natten afviste de allierede tropper et svensk overraskelsesangreb ved en omgående manøvre ved Kertinge Nor op i Hindsholm. Det er dog kun den ene version, dateret 1. november. Den anden version holder på, at invasionen fandt sted i Kerteminde Bugt, hvor en kaptajn Peter Petersen Kerteminde skulle have anført 800 musketerer i landgangsbådene. Kerteminde by skulle være blevet  bombarderet af de Ruyters linieskibe. Ved samme lejlighed skulle Hans Schack personlig have været med i landgangsskibene. Men da der ellers ikke er tegn på noget bombardement, lader det til, at den anden version bortfalder. Den ilandsatte troppestyrke på de Ruyters skibe var 3.100 mand. De svenskere, der undslap fra Kerteminde, sluttede sig til hovedstyrken, hvorefter svenskerne rådede over mellem 6.000 og 7.000 mand under Stenbock, Sulzbach og Horn, mens danskerne under Hans Schack,  Hans Ahlefeldt og Christian Trampe havde 5.000, og Eberstein og Quast på fløjen ud mod Store Bælt ligeledes 5.000 mand brandenburgere, østrigere og polakker,som i det i Polen berømte og i Jylland berygtede polske felttog var under ledelse af feltherren Stefan Czarniecki for den sidste Vasakonge Jan Kazimierz. Ved freden i Oliwa i 1660 måtte Polen opleve det samme som Danmark, nemlig at måtte anerkende Sveriges besiddelse af Livland trods de polske sejre over svenskerne, samt Ruslands annektion af Ukraine. I det hele taget hang det svenske felttog i Polen samen med Sveriges interesse i at  holde Rusland væk fra Østersøen. Og polske forskere har ment, at krigen oven i det hele var en del af den politiske kamp mellem Habsburg og Frankrig om herredømmet over Europa, hvor freden i Oliwa må ses som en sejr for det franske diplomati!

   12. november ankom Schack og Eberstein til Birkende, efter at svenskernes Pfalzgreven af Sulzbach var flygtet ind i fæstningen Nyborg. Den følgende aften nåede de allierede danske og brandenburgske tropper til Aunslev. Her havde Stenbock sat sine tropper ud på marken for at kæmpe fra en mere gunstig position især for kavaleriet end inde i fæstningen, som let kunne beskydes fra søsiden af Ruyters 100 skibe store flåde, der lå ved Knudshoved, som det tydeligt ses på  Pufendorffs store kobberstik fra samtiden, et fantastisk skue. Det er intet under, at de Ruyter i Holland i historien indtager samme status som søhelten Niels Juel. Konflikten var international og indsatsen svarede dertil.

    På marken ved Bavnegård (senere Raschenberg og fra 1771 Juelsberg) stod svenskerne opstillet i en buet front fra Hjulby sø til Store Bælt. Danskerne blev opstillet i en ret linie, da de den 14. november ankom til slagmarken fra Aunslev.

   Holstenske og jyske ryttere, kroater, brandenburgske dragoner og polske lansenerer blev alle sammen kommanderet  af oberst Casimir Piascynski. Det var da han faldt i kampen, at hans tropper blev grebet af hævntørst og som en uimodståelig tornado forfulgte og slagtede 2.000 flygtende svenskere. Sådan var det hele begyndt i Polen, da de blev i stand til at gøre modstand mod de professionelle svenske invasionsstyrker, hvorefter de utrætteligt blev ved at forfølge dem helt op i Nordjylland. Det var som en stormflod, der hærgede overalt, hvor den kom frem; men til deres forsvar må det siges, at de forsvarede sig snarere end angreb andre lande; når de plyndrede, var det normalt og for at overleve, hvor svenskerne allerede havde plyndret ligesom i deres hjemland,  hvor folketallet  i Mazowsze faldt med 40% og i Storpolen og Vestprøjsen med 60%. Nogle polske forskere har også ment, at påstandene om de polske troppers udbredelse af ’pest’ savner grundlag i kildematerialet. Store samlinger af værker i biblioteker og arkiver blev taget som krigsbytte til Sverige. Der er altså ikke tale om tilfældige lejesoldater eller røvere, men om storpolitik.  Som den britiske gesandt Sir Philip Meadowe skrev i 1677:

   ”Danskerne ventede, at deres forbundsfæller skulle hjælpe dem til en fred, der stemte overens med de fordele, disse allierede havde opnået ved krigen, og til tabene de selv havde lidt. Den danske krig havde nemlig draget svenskerne ud af Polen og friet Brandenburg fra at blive krigsskueplads. Den var begyndt efter tilskyndelse af generalstaterne for at sikre disses handel på Danzig; den blev fortsat med udsigt og håb om disses understøttelse. Hollænderne sendte vel også danskerne hjælp, men kun i overensstemmelse med deres egen fordel, ikke med danskernes. Men det var tvang, der havde kastet Danmark i Hollands arme, og for fremtidig at holde det i afhængighed  måtte det vedblive at være trængende. Ulykkelig er den fyrste, som indlader sig på en krig mod en, der er mægtigere end han selv, ikke i tillid til egne kræfter, men til sine allieredes styrke; uheldigst er han, hvis disse misunder ham øget anseelse og magt. Danmark måtte efter alle udståede lidelser vedblive at bøje nakken under den skæbnesvangre Roskilde traktats åg, fordi det var en afgjort sag mellem England og Holland, at begge Øresundskyster ikke måtte høre under samme krone.”

   Mens de Ruyters flåde beherskede hele Store Bælt og kysten, var svenskerne opstillet med  Pfalzgreven Philip von Sulzbach yderst mod kysten, feltmarskal Otte Stenbock i midten og generalløjtnant Horn længst inde i landet  op til Hjulby sø. Fra deres stillinger havde de gode muligheder for at udnytte terrænet og beskyde danskerne, der kom nord- og  vestfra. Feltherren Eberstein stillede sine allierede tropper op længst ude mod kysten, Quast sine brandenburgere inde i land på højre side af landevejen til Rejstrup; på den anden side af vejen var danskerne opstillet med General Christian Trampe (oprindelig fra Pommern), feltmarskallen Hans Schack (født i Angel) i midten, og generalløjtnant Hans Ahlefeldt (oprindelig fra Holsten) nærmest søen.

   Over middag angreb brandenburgernes højre fløj  under von Quast, som blev slået tilbage ret hurtigt. Det lykkedes heller ikke Eberstein på de allieredes venstre fløj at trænge igennem, og Eberstein var nær ved at blive taget til fange. Da der således ikke var sket fremskridt, bad de hen på eftermiddagen Hans Schack, som lå længst tilbage som arrieregarde, om at gå frem mod svenskerne højre fløj, som var svagest; Hans Ahlefeldt gik også frem mod den, uden dog at have held til at trænge igennem. Hans Schack havde  virkelig  ret, da han senere skrev til sin svoger, hofmarskal Kørbitz, at ”en times tid hængte det ligesom i en silketråd, hvem der skulle vinde.”

   Da var det, at Hans Ahlefeldt fik den lyse idé at lade sine soldater gå igennem sivene ved bredden af Hjulby sø; man kan endnu i dag se, at det kunne lade sig gøre uden at blive set, fordi sivene er mere end mandshøje. Derved lykkedes det Ahlefeldt at komme igennem på det svageste sted i det svenske forsvar og bagom om rytteriet. Sammen med polakkernes voldsomme angreb førte det til en hovedkulds svensk flugt i forsøget på at komme ind i Nyborg fæstning, og de hollandske fodfolk kom nu til og drev de endnu ikke faldne svenskere helt ind i Nyborg Vold. Stenbock fik det meste af kavaleriet i sikkerhed på Nærmerøen, hvorefter han og Sulzbach flygtede til Sjælland i en fiskerbåd. Her blev de modtaget af Carl Gustav med de bekendte hånlige ord: ”Har Fanden taget alle gederne, kunne han gerne have taget bukken med.”

   Overfor 2300 faldne svenskere havde danskerne 9 faldne officerer og 500 menige; en svensk kilde siger ganske vist 1.900 faldne og sårede.

   Hans Schack og Eberstein beskød nu fæstningen på land, og de Ruyter fra søsiden, hvor det gav størst  resultat. Det gjorde udslaget, så det ved midnatstid var umuligt for svenskerne at fortsætte. 4700 mand kom dagen efter ud af fæstningen for at overgive sig; officererne blev krigsfanger, og befalingsmændene soldaterne blev fordelt i ligeligt til de danske og de allieredes styrker. 3000 heste, 21 kanoner og 128 faner, tros og forsyninger blev fordelt på samme måde. Det var også i fredstid meget almindeligt, at soldaterne deserterede frem og tilbage, fordi de ellers ikke havde noget at leve af eller for at deltage i sejrrige plyndringer, så det var ikke så mærkeligt, som det kunne se ud til, at de, der indtil havde været dødsfjender, kunne genbruges på den modsatte side!

   Som det kortfattet udtrykkes i Dansk Biografisk Lexikon:”14. november stod hovedslaget ved Nyborg. Eberstein begydte angrebet, først senere greb Schack ind; men kampen endte med svenskernes fuldstændige nederlag, der dagen derpå fulgtes af Nyborgs og den svenske hærs overgivelse. Sejren ved Nyborg er hovedbedriften i Schacks liv, selv om det ikke tør påstås, at det var fremragende strategiske evner hos ham, resultatet skyldtes.”

   Schack nåede faktisk at blive taget til fange af en svensk krydser og blive ført til Malmø i april 1660; men han blev befriet af freden i København 26. maj 1660. Efter freden blev han den faktiske chef for hele den danske hær og fra august 1660 medlem af Rigsrådet. Byen København skænkede ham 4000 Rigsdaler som anerkendelse af hans indsats under belejringen.  Han blev af Frederik III belønnet med Møgeltønder som livsvarigt len, og i 1671 blev han adlet. Han købte 1664 Gram Gods, og gennem pantegods i Københavns Amt , som Kronen ønskede at indløse, fik han Gisselfeldt, som Kronen havde inddraget efter Cai Lykkes fald. Han døde i 1676 og blev med stor pragt bisat i Trinitatis Kirke i København, hvor man kan se hans imposante mausolæum.

   Indskriften på epitafiet lyder:

                                       

Hans Schack

   Til den store, gode og frelsende Gud og til evigt minde om den højfornemme herre, Hr. Hans greve af Schack til Schackenborg, Arveherre til Gisselfeld og Gram etc., som var født af Schack´ernes og Wischernes højadelige stamme, og som efter at han i sin alders 18. år havde begyndt krigstjenesten under den berømmelige konge Christian 4, først blev øverste chef for garden hos gallerne, derpå hædret af hans højhed hertugen af Saxen-Lauenburg med titel af statholder, og efter dennes død først kaldet til Hamburg som byens kommandant og kort derefter af kong Frederik 3, glorværdig ihukommelse, til forsvar for hans kongelige residens København, som han befriede fra svenskernes overfald, og efter Fyn, nu som feltmarskal, at have tilintetgjort den fjendtlige hær, forsvarede han det kongelige scepter med heldige våben. – For sin troskab og fortjenester af Danmarks mægtigste konger var han værdig til sine titler som greve, ridder, gehejmeråd, hærchef, præsident i krigskollegiet og assessor, af fædrelandet vandt han en triumfator- og en borgerkrone for at forsvaret borgerne og besejret fjenderne, og af eftertiden udødelighed.”

   Til minde om slaget og sejren ved Nyborg i 1659 blev der slået en Elefantmedalje skåret af Jeremias Hercules. Det er en både opfindsom og imponerende medalje med en elefant (Danmark), der leger himmelspræt med den svenske øverstbefalende, Pfalzgreven af Sulzbach, klemmer livet af bukken (feltmarskal Otte Stenbock) og tramper troløshedens slange under fode. Bagsiden har en latinsk indskrift, som oversat betyder: ”Til storsinds løn skal jeg overalt være tryg, nu da de, som fare med vold eller list, er besejrede 1659.”

   På Rosenborg findes en voksmodel af elefantgruppen, som billedhugger-medaljøren har benyttet ved udarbejdelsen af relieffet på medaljen, som i øvrigt var forsvundet fra den kongelige møntsamling i 1681.

   På Nyborg Slot er der i anledning af slaget for 350 år siden udstillet originale breve mellem Frederik III, Hans Schack og von Eberstein. Disse breve bringer tilskueren meget tæt på begivenhederne og personerne bag dem gennem deres fornemme håndskrift. De opbevares ellers i Rigsarkivet.

 

 

  

 

 

 

Kapitel 7

Jammersminde

   Leonora Christina Ulfeldt (1621.1698) skrev som bekendt i Blåtårn i København et af dansk litteraturs største erindringsværker, som samtidig er en forsvarstale for Corfitz Ulfeldt og sig selv. Uddrag af teksten er her ’oversat’ til nutidigt dansk for at få læsere til den; men hvis nogen vil se den oprindelige formulering, kan den ses på www.eremit.dk , hvor den bringes efter F. R. Bagge i Sophus Birket Smiths kommenterede udgave trykt i København 1900.

FORTALEN

TIL MINE BØRN

   ”Hjerte, kære børn! Med rimelighed kan jeg sige som Job: dersom man min jammer kunne veje og lægge mine lidelser sammen i en vægtskål, da skulle de være tungere end sand i havet. (Jobs Bog VI, 2-3). Ja, visselig er mine lidelser store og mange; de er tunge og utallige. Mit sind har længe været i syv sind over denne Jammers-Minde og ikke kunnet beslutte sig til, om jeg ikke snarere skulle gøre mig umage for at glemme end for at huske den. Men til slut har omstændighederne drevet mig til ikke alene at huske min jammer, men endog at sætte pen til den og skrive om den til jer, mine kære børn.

   Den første drivkraft er Guds almægtige erindring, eftersom jeg ikke kan komme i tanke om min jammer, angst, nød og smerte uden tillige at mindes Guds almagt, som har været min kraft og hjælp, min trøst og bistand i alle mine lidelser, elendigheder, hjertesorger og bedrøvelser; thi aldrig så snart pålagde Gud  mig en byrde, før han med det samme gav mig styrke i forhold til byrdens tyngde, så byrden nok nedbøjede, knugede mig hårdt og trykkede mig ned, men dog ikke slog mig helt ned, knuste og undertrykte mig, for hvilket den ubegribelige Gud Almægtighed skal ske lov og pris i al evighed. Jeg vil altså ikke alene mindes min jammer og takke Gud for sin nådige bistand i alle de forskellige bedrøvelige tilfælde, men endog  fortælle jer, kære børn, om Guds godhed mod mig, for at I ikke alene kan forundres over den Allerhøjestes ubegribelige hjælps gerninger, men endog derudover med mig istemme Taksigelsen. For med god grund skal I kunne sige, at Gud har gjort forunderlige ting mod mig, at han har været mægtig i mig, når jeg var svag og har bevist sin kraft i mig, det skrøbeligste redskab. Thi hvordan havde det ellers været muligt, at jeg havde kunnet modstå så mange alt for store, pludselige og uformodentlige, ulykkelige tilfælde, om ikke hans Ånd havde gjort sin virkning i mig? Gud var den, som selv trådte med mig ind ad Tårndøren; han var den, som rakte mig sin hånd og stred for mig i misdædernes fængsel, som kaldes Den Mørke Kirke. Han har stedse siden, nu næsten elleve år, været inden for mine fængselsdøre og i mit hjerte, har styrket, trøstet, vederkvæget, ja ofte endda glædet mig. Gud har gjort forunderlige ting mod mig, thi det er mere ubegribeligt, at jeg  har kunnet overleve så store ulykker, som jeg kom ud for og beholde min fornuft, sind og sans. Man kan kun undres over, at mine lemmer ikke er indskrumpne  og sammen- trukne af at ligge og sidde, at mine øjne ikke er dumme, ja, ganske blinde, af gråd, af røg og  møg, at jeg ikke er stakåndet af lutter brændende  tællelys og kvalm luft, stank og indeklemt luft. Gud alene Æren!

   Den anden grund, der har tilskyndet mig, er den trøst, det vil være for jer, mine kære børn, at I gennem dette Jammers-Minde forsikres om, at jeg lider uskyldigt, at der slet ikke den ringeste sag er imod mig, at jeg intet er blevet beskyldt for, som I, mine kære børn, behøver at blues og slå øjnene skamfuldt ned over. Jeg lider for at have været elsket af en dydig herre og husbond, for ikke at have villet forlade ham i ulykken, mistænkes derfor for at have viden om et forræderi, han aldrig er blevet tiltalt for, endnu mindre overbevist om, hvis beskyldnings årsag ikke er blevet meddelt mig, hvor ydmygt og bønfaldende jeg det end begærede. Lad det da være jeres trøst, mine kære børn, at jeg har en nådig Gud, en god samvittighed og en fri fod at stå på, at jeg aldrig har gjort nogen skammelig gerning. Det er en nåde hos Gud, siger apostlen St. Peder, om nogen bærer det onde på grund af en god samvittighed og lider uret. Jeg lider, Ære være Gud, ikke for mine misgerninger, thi da var det ingen ros; men jeg kan rose mig af, at jeg af ungdom også har været Kristi Korsdragerske og haft utrolige hemmelige lidelser, som efter mine år og alder var vel tunge at bære.

   Selv om min Jammers-Minde ikke indeholder  eller melder om  mere, end hvad der er hændt mig i dette fængsel på elvte år, kan jeg dog ikke lade være at minde jer,  mine kære børn, ganske kort om mine tidligere lidelser i denne fortale, mens jeg takker Gud for det øvrige.

   Det er ikke alene jer, kære børn, bekendt, men det er endog kendt over hele landet, hvilke store lidelser og efterfølgende ulykker Dina og Walter med deres mægtige følge påførte vort hus anno 1651. (I slutningen af 1650 anklagede som før nævnt Dina Vinhoffvers sammen med en af sine elskere, oberstløjtnant Jørgen Walter, Ulfeldt og Leonora Christia for planer om at forgive Frederik III. Dina, som rejste sagen, blev selv henrettet og Walter landsforvist; men sagen blev alligevel den medvirkende årsag til, at Ulfeldt hemmeligt forlod Danmark med sin familie). At jeg intet skal melde om så mange modige og tunge dages rejser, om havsnød og mange slags farligheder, som jeg har fristet i fremmede lande, den eneste rejse vil jeg nu lægge jer på sinde, som min herre imod mit sind befalede at gøre i Danmark anno 1657. Det var vinterdag, besværlig og farlig. Jeg var udsat for spot og forfølgelse, og dersom Gud ikke havde givet mig mod og frataget dem, der skulle pågribe mig, det, da havde jeg ikke på den tid undgået fængselets ulykke.

   I mindes nok, mine kære børn, hvad jeg i den malmøske arrest blev udsat for og måtte udstå; at den største nåde, Hans Kgl. Majestæt af Sverige, Kong Karl den Tiende, da beviste mig, var, at han overlod det til mig selv at afgøre, om jeg ville være på fri fod og råde over vort gods, eller jeg ville være arresteret sammen med min herre. Jeg erkendte den nåde og det sidste som jeg måtte tage imod, da jeg agtede det for en lykke, at jeg min da sorgfulde og siden med sygdom plagede husbond måtte trøste og tjene. Jeg mente det var en nåde, at det blev tilstedet mig (da min herre af svagelighed ikke selv kunne) at føre hans sag for retten. Hvilken hjertesorg og bedrøvelse jeg havde for min skrøbelige herre, hvilken  møje, besvær og bekymring processen (som foregik daglig over ni uger)  forårsagede mig, det ved kun den højeste Gud, som var min trøst, styrke og bistand, som gav mig mod og hjerte til at forsvare min herres ærlige navn for en siddende ret.

   I har vel ikke glemt, hvor hastigt én ulykke fulgte efter en anden, hvorledes den lidelse ikke var forbi, før en langt større rakte den hånden, og så gik det os da, som poeten sagde: Incidit in Scyllam, qui vult vitare Charybdin (Man støder på Scylla,  hvis man vil undgå Charybdis). Vi undgik én arrest og faldt i et hårdt fængsel, uden tvivl efter Guds plan, som min herre (imod vor aftale) gjorde sig de tanker at begive sig til København i stedet for at forføje sig til Lybeck. Hvor beklemt jeg blev om hjertet, da jeg i modsætning til, hvad jeg formodede, fandt min herre i København (da jeg mente, at han var undsluppet alle sine fjenders magt og vold), det kan jeg ikke beskrive med min pen. Jeg ventede det, som min herre ikke troede, hvilket dog straks derpå fulgte, som var en arrest, og derpå blev vi andendagen efter min ankomst taget til fange og ført til Bornholm, hvor vi har været fængslet i sytten måneder. Hvad jeg dér lide, har jeg berettet om i en fuldkommen beskrivelse, som jeg formoder findes i jeres, mine kære børns, gemme, hvoraf I ser, hvad jeg med min svage herre udstod og hvor jeg ofte afværgede større ulykke, eftersom min herre ikke altid med tålmodighed  kunne finde sig i Guvernøren Adolf Fosses (som Fuchs kaldte sig) dårlige behandling. Tungt og hårdt har det været at blive spottet og forhånet af en bondesøn, at være sultet og  truet   af ham , men tungere og hårdere at være syg under hans magt og af ham høre de ord, at dersom Døden sad mig på læberne, så skulle dog ikke nogen Gudsords-tjenere komme til mig. O store tyranni! Hans ondskab var så overmåde stor, at han ikke kunne tåle, at jeg, uden tjenestepige, ikke fik lys længere end aftensmåltidet varede. Jeg kan ikke forbigå den seks måneders hårde skilsmisse og bedrøvelige afsked vi tog med hverandre, så smertelig den end er at mindes; thi for menneskelige øjne så det ikke anderledes ud end som  Guvernøren spåede, at det ville være sidste gang vi her i verden skulle se og tale med hinanden. Gud ved bedst, hvor tung den lidelse var, thi han var den, som trøstede, som gav håb imod al forhåbning, som gav mod, da Guvernøren besøgte mig og ville såre mig. Gud stadfæstede mit håb, gods og formue, og vi fik hinanden at se igen og talte sammen. Lige så bedrøvet min herre var, da vi blev skilt fra hinanden på Bornholm, lige så glad var han, da han to år senere havde overtalt mig til den engelske rejse, uden at gøre sig klart, at den for altid skulle skille os. Min herre, som havde en alt for god mening om Kongen af England, mente nu, han kommet på tronen, at han ikke alene skulle komme i tanker om sine store mundtlige og skriftlige løfter, men også ville mindes, at jeg i hans nød og landflygtigheds tid tog ringene af fingrene og udsatte måltider for hans og hans tjeneres skyld. Men hvor nødig jeg  påtog mig denne rejse, det er nogle af jer, kære børn, bekendt, vel vidende, at hos en utaknemlig intet andet end utaknemlighed er at hente og vente. Der var skåret beske stykker brød til mig og skænket bitter korsgalde for mig i det blå Tårn på Københavns Slot; dér skulle jeg hen og spise og drikke det.

   I er ikke uvidende om, hvor falsk Kongen af England behandlede mig, hvor godt han tog imod mig, da jeg kom, hvor han med et Judas-kys hilste mig og kaldte mig sin frænde, hvorledes han både selv og ved sine høje ministre forsikrede mig om sin kongelige gunst og lovede mig for de penge, han havde lånt. I ved, hvor svigagtigt han (efter Hans Kgl. Majestæt af Danmarks begæring) lod mig arrestere i Dover og siden ved den forræder til Løjtnant Braten  bilde mig ind, at han hemmeligt ville lade mig undslippe, mens han udleverede mig til den danske Resident Simon Petkum, som med otte bevæbnede mænd lod mig overfalde; selv holdt han sig langt væk og turde ikke komme mig nær. De satte mig kårde og pistol for brystet, og to af dem tog mig imellem sig og satte mig i en båd, der førte mig ud til et skib, som den tidligere nævnte Resident holdt til i og havde befalet en karl ved navn Peter Dreyer at ledsage mig til København.

   Her tager denne min Jammers-Minde sin begyndelse. Den fortæller om, hvad der er hændt mig inden for det Blå Tårns døre. Betænk, mine hjertens kære børn, disse hårde lidelser, husk også på Guds store godhed mod mig, af seks dårlige forhold har han udfriet mig; vær vis på, at han ikke lader mig i stikken eller omkomme i den syvende. Nej! Han vil for sit navns æres skyld befri mig. Fortællingen om mine lidelser er bedrøvelig at påhøre og bevæge de aller hårdeste hjerter til medlidenhed; men lad nu ikke læsningen af den bedrøve jer mere, end at glæden kan overgå den. Betragt min uskyld, frimodighed og tålmodighed og glæd jer derover.

   Mange små problemer og daglig fortræd har jeg forbigået for ikke at være for vidtløftig, selv om selv den ringeste af dem har svedet i mit ømme bedrøvelses sår.

   Jeg bekender mine svagheder og er ikke bange for at fortælle om dem. Jeg er et menneske og fuld af menneskelige skrøbeligheder. De første bevægelser har vi ikke magt over, man gør dem stundom for hurtigt, før man kan besinde sig. Gud ved, at jeg ofte har gjort mig både døv og blind for ikke at blive for vred. Jeg skammer mig over at beskrive slotsfogeden Johan Jægers, Christen Monssøn Tårnegemmers, Karen Olesdatters og Catharina Wolffs utugtige ord, skidne snak og grove plumpheder; det ville såre høviske ører. Det kan jeg forsikre jer, det overgår alt, hvad der kan være uterligt, skident, tølperagtigt og usømmeligt, for grove ord og grim tale var et tegn på mildhed hos dem, og blodige eder deres usandfærdigheders smykke og pryd, så deres omgang var mig meget ubehagelig. Jeg var aldrig gladere, end når dørene var lukket mellem mig og dem, som skulle lukke for mig, så havde jeg da kun kvinden alene, som jeg stundom med det gode og stundom med skældud kunne få til at tie. Jeg har endog haft nogen, jeg var glad for at omgås og har det endnu, nogle, hvis tjenester og høfligheder jeg tilbørligt husker og så længe jeg lever vil mindes, som også I, kære børn, ville og mod enhver kendes ved, hvis der var mulighed for det. I finder også i denne Jammers-Minde to af vort hus´ hovedfjender, nemlig Jørgen Walter og Jørgen Skrøder, over hvem Gud har hævnet og villet, at de skulle trænge til mig, og at jeg skulle husvale dem. Walter giver mig anledning til at fortælle lidt mere, end jeg havde haft i sinde.

   Af de salmer og åndelige viser, jeg har komponeret og oversat, indfører jeg nogle for at I, mine kære børn, kan se og vide, at jeg stedse har holdt fast ved Gud, som har været og endnu er min mur mod alle angreb og min tilflugt i al slags modgang og vanskeligheder, Giv ikke agt på rimene; de er ikke efter alle de regler, poeterne stiller op for sig, men giv agt på materien, meningen og nytten. Jeg har heller ikke villet forbigå mine andre små tidsfordriv, for deraf kan I forvisse jer om min sindsro og se, at jeg ikke har nogen ledige timer, ja, at en (for andre afskyelig) rotte endog tjener til at få tiden til at gå. Jeg har nedskrevet to iagttagelser. Hvor ringe og foragtelige dyr de end er, er de dog mærkelige, og jeg tvivler på, at de er blevet ordentlig bemærket af nogen naturkyndig tidligere. Thi at der findes en slags kålorme, som føder levende små orme og sådan som de selv er, tror jeg ikke før har været noteret. Mindre, at en loppe føder en fuldt udviklet loppe og ikke en lus kommer af en lus. (De to sidste iagttagelser er siden blevet overstreget af forfatteren selv).

   Til slut beder jeg jer, mine kære børn, om, at I ikke synes det er underligt, at jeg ikke har villet tage mod den lejlighed, som jeg havde kunnet komme til, når jeg blev fri. Når I det ret betænker, havde det hverken været godt for jer eller for mig. Jeg bekender, at dersom min herre, som er salig hos Gud, havde været i live, at jeg ikke alene havde taget imod tilbudet, men endog havde gjort mit yderste for at undslippe mit fængsel for at opsøge ham og opvarte og tjene  ham til sidste åndedræt; det ville jeg have skyldt ham. Men eftersom han da allerede var hos Gud i hvile og ro og ikke mere behøvede noget menneskes tjeneste, så har jeg anset det for rimeligt, at den selvtagne frihed på alle sider ville være mere skadelig end gavnligt, og at det ikke var den vej vi kunne komme til vor fratagne formue, hvorfor jeg afslog den og i stedet søgte på dette sted at skikke mit hjerte til ro og tålmodigt at bære mit pålagte kors. Vil Gud det sådan og er det hans guddommelige behag, at jeg med kongelig nåde skal nyde min frihed, så vil jeg også med glæde efter bedste formåen vise, at jeg aldrig viger fra min pligt, at jeg ikke er en mindre god og retsindig moder end jeg har været en tro hustru. I mellemtiden skal I lade Guds vilje være jeres vilje; han vil alting således vende, føre og lægge til rette, at det kan gavne jer og mig med liv og sjæl; under hvis trygge varetægt jeg overlader jer alle og beder til, at han vil være jeres fader og moder, rådgiver og ledetråd. Bed I også for mig, at Gud med sin gode ånd vil regere og fremdeles forunde tålmodighed. Det er alt det, som jeg søger hos jer.

 

Skrevet i det blå tårn                           Mine hjertens kære børn

Anno 1674 den 18. Julii, mit                  Eders hulde moder 

Fængsels det ellevte Aar, min                  Leonora Christina

Fødselsdag, og Alders 53. Aar                   V.E.G.

   Jeg mindes også med allerstørste underdanig taksigelse vores nu allernådigste Arve-Konges nåde mod mig, kort efter Kongl. Majestæt kom til magten.

   På samme måde mindes jeg vores allernådigste regerings Dronning og Hds. Durchlautighed, Kurfyrstinden af Sachsens medlidenhed med min ulykkelige skæbne, således også Hds. Majestæt Dronningens særdeles nåde.

   Jeg har ej heller glemt med tilbørlig skyldighed at mindes Hds. Majestæt Dronningens Fru Moders, den dydige Landgrevinde af Hessens nåde mod mig.

  Desuden har jeg optegnet adskilligt som i tiden fra 1663 til 1674 er sket i mit fængsel, i den hensigt at ende mit Jammers-Minde, eftersom jeg fandt fornøjelse hos mig og ofte trøstede mig ved, at det er bedre at være uskyldig fængslet end at være fri og have forskyldt fængsel. Jeg erindrede mig at have læst, at fængsel havde tjent mange som værn mod større farer og fra at falde i deres fjenders hænder. De har været dem, som er undsluppet deres fængsel og straks derefter er blevet myrdet. Det har været dem, der har haft deres rimeligt gode ophold i fængslet og siden i friheden har lidt nød. Uskyldigt fængsel undertrykker ikke ens ære, men det forøger æren. Mange har i fængsel fået stor viden og erfaret ting, de ikke før kunne nå. Ja, fængsel leder til himlen. Som jeg ofte sagde til mig selv: Trøst dig, du fange, du er lyksalig.

   Eftersom det 1674. år kun var halvdelen af mine fængselsdage, har jeg i denne min Jammers- Minde tilføjet det, som siden den tid er sket indenfor mine fængselsdøre. Jeg lider mod min friheds aften, 1685, den 19. Maj. Gud alene æren, som har bevæget Kongl. Majestæt!

   Her vil jeg mindes dem, om hvis dødelige afgang jeg har fået besked om mens jeg var i mit fængsel:

1.Kongl.Majestæts Premier-Minister, Grev Christian af Rantzau, døde i september måned 1683. Levede ikke så længe, at han kunne drikke skåler til vores prinsesse og Kurprinsens af Sachsens trolovelsesfest. Langt mindre nåede han den dag at se (efter hans angivelse) et træbillede til min salig herres spot at blive parteret. Døden var ham meget bitter.

2.Enkedronningens hofmesterinde, som var så streng imod mig i min første bedrøvelse, havde en lang, pinefuld sygdom, sagde af utålmodighed, at Helvedes pine ikke var større end hendes pine var. Man kunne i Tårnet høre hende skrige. Hun blev på en dyne ført ned i byen og døde der.

3.Abel Cathrines død var meget smertelig. Havde hun før søgt hos mig på hemmelige steder efter breve, da blev hun siden af barberen meget befølt, eftersom hun havde bylder på hemmelige steder. Hun blev skåret og brændt. Al den pine udstod hun i håb om at leve; men hverken kirurgens dygtighed eller dronningens besøg kunne redde hende fra døden.

4.Sekretær Erik Krag, som havde ladet mig se sit onde hjertelag imod mig i mit fængsel i den mørke kirke, blev pludselig henrevet af døden på et urent sted; han var frisk og sund og havde ladet gæster indbyde til middag, sad og skrev ved sit bord, går ud for at gøre sit behov; dér finder hans folk (efter lang tid venten) ham død.

5.Generalmajor Friderich von Anfeldt (Ahlefeldt), som mere end én gang gav udtryk for sin glæde over min ulykke, han døde som han havde levet, var et ugudeligt menneske og en gudsbespotter. Han kunne ikke modstå lykkens skæve øjesyn, blev rasende, fordi en anden fik en ærestitel, som han havde ønsket sig; det var vel ringe at tabe al sund sans for. Han ville intet høre om Gud, end mindre forlige sig med Gud. Begge Dronningerne, Enkedronningen og den regerende dronning, overtalte ham endelig til det. Da han havde modtaget sakramentet, sagde han:”Nu haben Ihre Majestäten Ihren Willen gehabt; wozu ist das nu gut?” Blev ved at bande og tale bespotteligt og så døde han.

6.Efter lang tids sygdom døde feltherren Schack.

7.Det samme med Kansler Peter Reedtz.

8.Kongl. Majestæt Kong Friderich den 3.s død fremmede Statholder Christoffer Gabels død. Han følte, at enkedronningens had formåede meget imod ham og ønskede sig døden; Gud bønhørte ham.

9.Det har behaget Gud, at jeg selv skulle være vidne til, at Walter døde en ynkelig død, ja, at jeg selv skulle beklage ham. Når jeg hørte ham skrige, da kom jeg i tanker om gamle dage og tænkte ofte, hvorledes et menneske kan lade sig forføre til at gøre den ondt, af hvilken det har nydt alt godt og ære.

10.Magister Bueck, min skriftefader, som handlede så ilde mod mig, udstod megen pine på sin sotteseng; han var målløs i tre dage, før han døde.

11.Den skælm og ugudelige krop Christian, som gjorde mig så megen fortræd i mit fængsel, kom på fri fod og hos sin husbond, Mons Armfeldt (Ahlefeldt) i Jylland, kom han i trætte med præsten, som ville have ham til at tilstå i skrifte om et kvindfolk han havde lokket (forført).Skælmen stikker ild på præstens gård; præstens hustru indebrænder, da hun ville redde noget af sit gods, og al præstens formue blev lagt i aske. Præsten ville ikke forfølge skælmen ved retten, befalede ham at lytte til den rette dommer og ham alene hævnen. Mordbrænderens samvittighed begyndte at vågne; han levede en lang tid i frygt og blev forskrækket, når han så nogen komme, som gik hastigt, da råbte han højt og med rystende stemme:”Nu ta´r de mig”, løb hid og did, vidste ikke hvorhen. Endelig fandtes han død på marken og omstændighederne viste, at han havde skudt sig selv ihjel, thi de fandt en lang bøsse imellem hans ben, piben lige mod brystet og en lang kæp i hånden, som han har stødt trykkeren løs med; så han døde ikke så kristelig, som hvis han var død under  den bøddels-hånd, han så forfløjen omtalte som noget man ikke kunne værdsætte, fordi han kun kunne bringe en anden i fortræd.”

  Leonora Kristines ”Jammersminde” er personlig og historisk på samme tid. Som håndskriften.  

Kapitel 8

Vers og aviser

   I 1659 har Thomas Kingo været 25 år. Han har oplevet pesten allerede som dreng i Slangerup, hvor han var søn af en væver, og naturligvis har han også været påvirket af krigens forfærdelige tab. Men det er ikke, hvad de fleste husker om denne formfuldendte digter i begyndelsen. Det er hyrdedigte med vid og humor, samtidig med den særlige glød, der blev hans kendemærke igennem hele karrieren. For karriere kan man roligt tale om.

   Når man slår titlen Chrysillis op på Internettet, får man digtet præsenteret på nutidsdansk på en side, der drejer sig om FestABC. Det er helt i den unge Kingos ånd; den tendens han havde i begyndelsen til at bruge kendte melodier til sine sange for at få alle til at synge med, holdt sig også livet igennem.

Chrysillis

Melodi: Voigtländer   Tekst: Thomas Kingo

Chrysillis, du mit verdens guld,

min en og ønskeskat,

mit lys i mørke nat!

Kom nærmer hid, o hjerte huld,

Og læg dit øre til;

Jeg for dig sjunge vil.

Lykkens sang, lykkens gang

vil jeg vise uden fejl,

hvor du mig, jeg og dig,

skue må som i et spejl.

Solen skal ikke nå de Vestervande blå,

ej hænge lysen lok

på stjerneflok,

før jeg, Chrysillis, har gjort det for verden bar,

hvor højt jeg elsker dig

bestandelig.

 

Du mindes vil den aftenstund,

Jeg dig ved hånden fik

Og ene hos dig gik.

Endog af månens røde mund

Udblæste kuld og vind,

Dog blussed frit dit sind.

Aftnens tvang var ej lang;

 timer var som øjeblik;

tiden flød, talen brød

begge hjerters skjulte nik.

Da blev den dulgte glød oppustet klar og rød,

indtil vor hjerteblod

i lue stod.

Da bandtes venskabsbånd; da raktes mund og hånd;

godnat tog hver da glad

og skiltes ad.

 

      Hvornår dette hyrdedigt end er skrevet, hører det til ungdommen. Men i formen hører det til traditionen med sin elegance. Det kan stå helt alene som digt uden reference til de politiske omstændigheder, hvad enten de bestod af ulykker eller held. Dertil kommer endnu en egenskab, som komplementerer det religiøse hos salmedigteren Kingo, nemlig humor.

 

Af Næve-Tud og Knud Herud

Gæt hvis ønske

O! var mit skød en kakkel-vraa,

Når frøssen Kingo kommer,

Lyksalig jeg mig sagde da

For alle Rosens Blommer.

O! var min Kind en Kakkelovn

For Kingos kolde Næse,

Den stegtes da, til den blev brun,

Ja, gern´ af Ilden hvæsed.

O! var min barm en Kakkel-Tud,

Mig Kingo nytte skulde,

Sin Lomme-Mad og Hvede-Strud

Der maatte tø til fulde.

O! var min Hals et lidet Søm,

Ret hart hos Ovnen slagen,

Hans Hosebaand og Bukserem

Det  skulde gerne drage.

O! at det kunde skikke sig,

Jeg blev et Fyre-Bække!

Det skulde ej fortryde mig,

Jeg langs ad Lagnet trækked

Og varme satte i hver Traa,

Hver Fjer, hvet Straa til Bunde,

At naar ham Søvnen gik oppaa,

Han om om mig drømme kunde

Og sige ved sig sagtelig:

”Du dejlig Sommer-Lille,

Naar jeg engang faar favnet dig,

Sig Vinter vel skal stille.”

 

   Men da Kingo nu engang var blevet teolog, og Enevælden var blevet indført, blev der brug for lejlighedssange. Til gengæld for al den hyldest og fest gjorde Kingo skamløst brug af sin adgang til at gå i forbøn for de fattige og – om end forsigtigt – klage over soldaters magtmisbrug overfor de fattige ved Odense Hospital: Allerinderligste og underdanigste Suk og Søgning hos vor allernaadigste Herre og Konge/Stormægtigste Monarch, næst Gud vor Lyst og Glæde, Forlad mig at Jeg i dit Kongeskjød maa græde Og øse der én Strøm af Vand og Siele-Vee, Som vælder udaf Nøds usoolet Iis og Sne, Som har brudt ind udi de arme Lemmers Senge, Udi vort Hospital og vil dem snarlig trænge, Fra deres Leie ud; om Naadestraaler ej, Optøer det Iisebjerg saa gaaer de deres Vey……

   Mere almene er salmerne, som bodssalmen

Hver har sin Skæbne

Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe,

Lykke, Ulykke de ganger paa Rad,

Medgang og Modgang hin anden anraabe

Soelskin og Skyer de følgis og ad!

Jorderigs Guld

Er prægtig Muld,

Himlen er Ene af Salighed fuld.

 

Krone og Scepter i Demant-Spil lege,

Leeg er dog ikke dend kongelig Dragt!

Tusinde Byrder i Kronerne hvege,

Tusindfold Omhu i Scepterets Magt!

Kongernis Boe

Er skiøn Uroe!

Himlen alene giør salig og froe!

 

Alle Ting har sin foranderlig Lykke!

Alle kand finde sin Sorrig i Barm!

Tiit ere Bryst, under dyrebar Smykke,

Fulde af Sorrig og hemmelig Harm!

Alle har sit,

Stort eller Lit!

Himlen alene for Sorgen er quit!

 

   Det er barokdigtning, hvad enten den er verdslig eller kirkelig. Den fred, der var vundet i 1659, havde nok ført til den strålende Enevælde under Kongeloven, med al den glans, der hørte med; men som affæren med Kingos ven Griffenfeldt viste, var det langt fra slut med mørke skyer og foranderlige vinde. De var tværtimod selve barokkens natur. Og det var den epoke, Kingo ville sætte et varigt minde med sin salmebog; ikke blot nogle salmer, men hele bogen: Kingos salmebog. Han ville have privilegium på den, og selv om det tog ham nogle år med bryderier, blev det sådan. Kingos trykkeri fik kongeligt  privilegium i 1682 og holdt ud til 1705, hvorefter der i 25 år kun var trykkerier i København. Digter-privilegiet holdt faktisk helt op til demokratiet og overlevede derfor Enevælden og Kongeloven! Nu er et privilegium ikke længere nødvendigt.

   Der var imidlertid også en anden digter, som fik privilegium. Også han dyrkede hyrdedigtet i ungdommen. Det kan godt se ud, som om den side af hans digtning er glemt; men igen siger Internettet noget andet. Slår man op på Anders Bording, får man straks adgang til en lang række tidlige digte, som før var gået i almindelighedens glemmebog; nu er de her imidlertid igen, i den oprindelige form med krøllede bogstaver, for nok glemmes der meget af litteraturen med tiden; men ikke helt, når digtene er trykt.

   Også Anders Bording kendte Voigtländer; hyrdedigtet her kunne godt have været sunget på hans melodi ligesom Kingos:

Skal han sine frænder hade/skal han rømme slet herfra/og fra sine venner gå/skal han fædreland forlade/fare hen for ej at se/andet mer end kuld´og sne/hvor ej sol ej måne skinner/og ej nogen stjerne glimrer.

Skal han græsselige bjørne/spise med sit eget blod/skal han vove ær´og mod/i det sidste verdenshjørne/ja, han vil end længer gå/og for dig det alt udstå/skal han med stor hede stride/ja, han vil end mere lide.

Han vil alting vel forrette/ja, han vil sin egen krop/for dig Amaryllis op/imod al ulykke sætte/ sig o Amaryllis til/for din skyld han gerne vil./Hvad du ikkun vil ombede/dig min kæreste tilstede.

   Man kommer til at tænke på Corfitz Ulfeldt, hvis man vil se det positive i livet og skæbnen. Men tro endelig ikke, at det var meningen at se  noget positivt ved Ulfeldt. Lyrikken blev med kunstfærdighed erstattet af politisk fynd og klem; Bordings klassiske dannelse kom frem og blev brugt i analogier, i smædedigtet mod Corfitz Ulfeldt til alverdens kendteste skurke – og digtet var langt, meget langt:

   Om Corfitz Ulfeldt – Alle ærlige danske hjerters afsky (1663)      Til det ugudelige og morderiske anslag, som den blodtørstige ulv, imod sin egen herre og arvekonge og fæderneland, for havde 1663.

Almægtig himmel, ak hvad det/os nær var ilde ganget/hvor nær ulykken havde slet/os arm knust og fanget,/vi mente nu, vi var fri,/for den ubillig vrede,/for den umilde tyranni,/den grådige ulv beteede./Vi troede fast, han nu var tæmt/og skulle noksom kende/hvis himlen selv bestemt,/til ham at omvende./Her brugtes lovlig straf og bånd,/her brugtes gunst og nåde./Men se, hvor den forhærdet ånd/stod dog ej at råde./Hans uregerlig hjerte stod/til kongen at fordømme,/hans glæde var, i prinsers blod/at bade sig og svømme./Hans rov- og blodbegærlighed/var både hjord og hyrde/med skarpen sværd at fælde ned,/og ynkelig at myrde. Hvad dansk af stamme var og navn,/til døden var opskrevet,/ja vel den mindste boel og stavn/forstyrret skulle blevet./Hvis han til slig en blodig færd/ej kunne selv udføre,/det ville han ved andres sværd/foruden skånsel gøre.

O du forgiftig landepest,/o kongelige plage,/o Nordens alt for hårde gæst,/hvor har til dig en mage?/Mon en barbarisk Attila/vel større slag har slaget?/Mon og vel selv Caligula/af sted har værre taget?/Mon Nero den tyran af Rom/har flere folk fordærvet?/Og Phocas sig sit kejserdom/med mere blod forhvervet?/Den vilde tartar  Tamerlan/ej stormet har så såre./Mod dig Mustaf og Ottoman/som legebørn kun var./Lycaon selv og Phineus,/dem ville du gjort gode,/Herodes og Antiochus/ved dig som engle stode.

   Og sådan fortsætter digtet længe endnu. Men det blev til et livsvarigt digt: alexandrineravisen  Den danske Mercurius. Bordings privilegium sluttede først, da han 1. maj 1677 indleverede det sidste nummer til pligtafleveringen. Aviskollegaen Daniel Paulli udtalte mindeordene over ham, da han var død 24. maj: ”vor vidtberømte danske poet M. Anders Bording, som var auctor til den månedlige Danske Mercurius”. Han blev kendt allerede i 1642, og i 1650 blev han nævnt i en trykt bibliografi  med 61 danske latindigtere. Christian den Fjerdes hofmaler Karel van Mander malede hans portræt i 1645. Privilegiet, som beskyttede mod efterligninger og pirattryk, gjaldt også for ham som forlægger. Men det særlige ved Bordings privilegium var, at det var udstedt til forfatteren og  chefredaktøren og ikke som ellers til bogtrykkeren. Også i denne henseende har han derfor sat en standard for ansvarshavende chefredaktør, som stadig gælder.

   Anders Bording skrev om sig selv og sin danske digtekunst i 1663 – bemærk danske, for han blev ikke hofpoet, som han ønskede sig, men rektor i Slangerup, fordi han var magister fra Sorø Akademi; der var nemlig allerede en tysksproget hofpoet hos den enevældige Frederik III, juristen Adam Fr. Werner –

Hr. Gabel, I vel derfor kan

for mig til kongen love,

at jeg er en ret verdslig mand,

så god som en til hove.

Og sig til Hans Majestæt,

at jeg er intet andet,

end en så lystig dansk poet.

  

Bibliografi

 

Bjørnegården: www.bjoernegaarden.dk . Invasionen på Hindsholm 1659.

Bibliografi med bøger om Kaj Lykke:

Husted, Vagn: Det skete ved Vibæk, Kaj Lykke, Lokal-årbogen 1997, s. 66-74: www.brammingemuseum.dk/40

Larsen, Tommi: Kaj Lykke, Lokal-årbogen 1996, s.64-75 & Kaj Lykkes Hoved, 1997, s. 84-86.

Lund, Paul: En beretning om Adelsmanden Kaj Lykkes tragiske Skæbne. Fra Kongens Yndling til Flugt for Livet og hans sørgelige Endeligt på Bramminge Hovedgaard. 1973; 19 sider med illustration forestillende Kaj Lykke.

Rosenkrantz, Palle: Kaj Lykke. 1938 (fiktion, 282 sider).

 

Bording, Anders: Den danske Mercurius, 166-77.

Bricka, Carl Frederik: Schack, Hans Greve, 1609-76, Rigsfeltherre: http://Hruneberg og Dansk Biografisk Lexikon, bind XIV.

Bruun, Carl: Kjøbenhavn, del 02 (København 1890)

Dahl, Bjørn Westerbeck: Vor kongelige fæstning Nyborg. (Nyborg Lokalhistoriske Forlag, årstal?).

Dahl, Bjørn Westerbeck: Fund og forskning, bind 42 (2003) 42:       Typetrykkerne (om typografi med løse typer på Frederik III´s kort fra oprettelsen af Det Kongelige Bibliotek ): www. Tidsskrift.dk

Danske medaljer: Den svenske krigslykke vender i Slaget ved Nyborg 1659. www.gladsaxegymnasium.dk2/meyer/fyn 1659.html .

Ewald, Carl: Danske Dronninger uden Krone. Kirstine Munk. (Historisk roman, Kristiania 1912).

Faber, Peter Ditlev: Svend Poulsen, Bonde i Sjælland. (Bording, København 1820, genudgivet af Historisk Samfund for Præstø Amt 1967).

Fredericias historie: www.roennebeck.dk & www.fredericiahistorie/html/fredericia/navne/carlX.html

Fynhistorie: www.fynhistorie.dk : Svenskekrigen 1658-1660 & Hans Schack ved Slaget i Nyborg 1659.

Gustafsson, Bengt: Tåget över Bält (dansk oversættelse: Felttoget over Bæltet. Nyborg Historiske Teaterselskab. Akt I af ” Svenskerne i Nyborg 1659”; drama, bearbejdet til opførelse på Nyborg Slot september 2009, men ikke spillet pga. mangel på passende aktører til to roller, rollehæfte).

Hahn-Thomsen, Preben: Nyborg i 800 år, bind II (Nyborg 1971).

Hillingsøe, Kjeld: Broderstrid (Gyldendal 2009).

Jammersminde: www.eremit.dk/jam/jam2.html

Karl X Gustav: www.wikipedia.org/Karl-10-Gustav-af-Sverige

Kingo, Thomas: Chrysillis. www.festabc.dk & www.kalliope.org & www.adl.dk   & www.kb.dk

Kronologi over fredssagen af international politik 1600- www.fredsakademiet.dk (bl. a. om polsk syn på den storpolitiske situation).

Nyborg Fæstning: www.nyborgfaestning.dk . Slaget ved Nyborg 1659.

Parish, C.: The Posthumous History of Oliver Cromwell´s Head” (in Sidney Sussex College, Historical Essays in Commemoration of the Quartercentenary, England 1996). Omtalt i Fortean Times, The World of Strange Phenomena, FT241 October 2008. Cromwell blev hængt og halshugget efter sin død. Ely Turistkontor findes i Cromwell´s hus i Ely, Cambridgeshire.

Roskildefreden: www.kroppedal.dk/arkiver/blaakildegaard/roskildefreden/referat fra Høje Taastrup Præstegård 1658. & www.roskildefreden.dk : nyborg Museum. Seminar.Svenskekrigene 1657-60 & www.roskildefreden. Dk: Corfitz Ulfeldt Lauget, Høje Taastrup 2008.

Schack, Hans: www.rundetårn/epitafieroggrave/1686 . Hans Schack.html

Thura, Laurids de: Bornholm og Christiansøe (København 1756, facsimile Rosenkilde & Bagger 1968)

Winther, Christian: Hesteprangeren, novelle, dramatiseret af Kaj Bonde som Akt II af ”Svenskerne i Nyborg”, til opførelse på Nyborg Slot september 2009, men ikke spillet pga mangel på passende aktører til to roller; rollehæfte fra Nyborg Historiske Teaterselskab 2009.

Worsøe, Hans: Svenskekrigene og deres betydning for Sønderjylland (Sønderjysk Månedsskrift 7/8-2000).

Visitnyborg.dk: 350året for Slaget ved Nyborg.

 

 

  

 

 

 

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

30.11 | 14:02

Jeg er udlært som håndsætter/typograf på Løkkes Bogtrykkeri

...
17.01 | 18:15

Søren: hvis du ser dette, må du godt byde på billedet og få det til din pris, fordi du er interesseret, på betingelse af, at du selv henter det/ betaler porto.

...
04.01 | 15:17

Søren. Billedets mål:60x70 cm. Pris 300 kr. ved afhentning ok? ellers + porto.

...
01.01 | 23:46

Hej Fini. Godt så! Jeg kan godt være interesseret i at købe, men forinden har jeg brug for at høre dels hvad målene er på dette billede, og også pris? Søren

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE