Skuespil af Fini Løkke: SOS TITANIC 2012

S  O  S 

FRA

T I T A N I C

 

 

 

 

Skuespil  af  

Fini Løkke

 

100 ÅR EFTER

 

 

 

 

 

 

 

 

Nyborg 2012

 

 

 

Personerne:

Winston Churchill

Kaptajn Edward J. Smith

1.styrmand Murdoch

2.styrmand Lightoller

6.styrmand James Moody

Dæksmatros

Hovmester Hitchens

Steward Witter, 2. klasses rygersalon

Pugh, 3. klasses steward

Purser

Telegrafisterne Philips og Bride

Udkig Rowe

Officer Webb

Værftsformænd

Skibsreder Ismay

Reportere

Charlotte Collyer, brevskriver

3 unge brevskrivere

Robert Josephine Watt, 2.kl.,12 år

Anna Kincaid, 3. klasses passager

Ung dansk mand  & hans kæreste

Alfred Wicklund, svensk passager på 3. klasse

Edwina Trout, 3. klasses passager

Tennisspillerne Behr og Beckwith og 2 andre

Anonym bådpassager med revolver

Mrs. Dobbin, ansat hos familien Astor

Laura Mabel Francatelli, sekretær for parret Duff-Gordon

Lilian Bentham, passager med fløjte

Amy Stanley, datter af amerikansk fabrikant

Herbert Hill, sømand

Kaptajn Rostron, Carpathia

Kaptajn Lardner, Mackey-Bennett

 

 

 

 

 

 

 

Dekoration med stor plakat fra White Star Line, men i øvrigt kun markeret lokalitet efterhånden som stederne skifter.
Brevskrivere og reportere må læse op af deres breve og tidens aviser; kun selve handlingen kræver udenadslæren.

Selv om nogle af rapporterne er lange, skal de være sådan, fordi det understreger vigtigheden af skibets tekniske tilstand og forbindelsen til nutidens værfter og skibsfart.

  

Musikintro:

Rule Britannia

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Winston Churchill om Fagre Ny Verden

(The Times´ referat af hans tale 1909)

”Vi er ankommet til en ny tid. Lad os gøre os det klart. Og med denne nye tid er mærkelige metoder, voldsomme kræfter, store kombinationer – med andre ord en titanisk verden – opstået omkring os.

   Grundlaget for vor magt er forandret. At stå stille ville være at falde, og at falde ville være at uddø. Vi må gå fremad. Vi vil gå fremad ((hurraråb)

Vi vil gå fremad til en livsform, der ses mere ærligt, mere videnskabeligt organiseret, mere bevidst national end nogen vi hidtil har kendt.

Alene på den måde er vi i stand til i kommende generationer at opretholde og forny den britiske races ry og magt (høje hurraråb)”

 

 

Reporter ( som radio & tv):

Titanic havde alt hvad der skulle til om bord – undtagen tilstrækkeligt med redningsbåde og kikkert til udsigtsposten.

Skibsbygnings-videnskaben syntes at have nået det fuldkomne og at have haft det sidste ord.

Endelig havde man lært at beherske havet, og det ser ud til, at en overdreven selvtillid havde sløvet de åndsevner, der ellers var til stede, mens atmosfæren bogstavelig talt var fyldt af advarsler og telegrafmeldinger, der registrerede omverdenens sidste budskaber, samtidig med, at fyrbøderne i maskinrummet fodrede deres ovne med frisk brændsel og registrerede skibets allerstørste fart netop på det farlige sted.

(Kilde: W. A. Smith-rapporten om forliset)

 

En dæksmatros:

Gud selv ville ikke kunne sænke dette skib.

 

Kaptajn Edward J. Smith:

Mr. Murdoch, hvad var det?

Første styrmand Murdoch: Et isbjerg, sir. – Jeg lagde roret hårdt om styrbord og skulle lige til at lægge hårdt om bagbord for at komme rundt om det; men det var for tæt på. Jeg kunne ikke gøre mere.

Kaptajn Smith: Luk nød-dørene.

Murdoch: Dørene er allerede lukket.

 

*

Avislæser (læser op af avisen han står med):

Irish Independent 18. september 1908: 2 millioner i løn til Belfast

”Det skønnes, at mindst 2 millioner pund vil blive brugt til lønninger i Belfast i forbindelse med bygningen af de to mammut White Star Linere Olympic og Titanic. Tolv tusind mand er beskæftiget ved Harland & Wolff´s skibsværft, hvor lønsummen når op på 18.000 pund om ugen.

Bortset fra nogen andre ordrer vil udgiften for de to linere repræsentere lønninger i 2 år. Mens alle rekorder vil blive slået af den enorme tonnage i de to nye linere, tror Lord Pirrie ikke der er nogen grænser for størrelsen af de skibe, der kan bygges, bortset fra hvad der kræves af skibsværfter og dokker.”

 

Avislæser (læser op):

Belfast Observer 1911.

”Mens månederne gik, var der intet i den enorme jernindhegning, der havde den mindste lighed med et skib, kun noget, der kunne have været jerngitteret til kroppen af et halvt dusin katedraler lagt ned efter hinanden. Til sidst begyndte et skelet inden for gitteret at tage form, så folk der så det holdt vejret.

Det var synet af et skib, et skib så monstrøst og utænkeligt, at det tårnede sig op over bygningerne og fik selv bjergene ved vandet til at se små ud.

Et ror så stort som en kæmpemæssigt elmetræ. Fundamenter og lejer til propeller så store som vindmøller. Tyve tons talg var spredt ud over stabelafløbningerne, så vandet skibet skulle erobre, når tiden var inde kunne regne med, at jorden gav slip på det.

 

Rapport-oplæser:

Den britiske vragkommissions rapport om konstruktionen af fartøjet med særlig vægt på tykkelsen af stålet, der blev brugt, og superstrukturens vandtæthed:

”Skibet var bygget udelukkende af stål og havde dobbelt bund. I omkring halvdelen af skibets længde gik denne dobbelte bund op ad skibssiden til en højde af 7 fod over kølen.

For og agter i maskinrummet strakte den indre bund sig til en mindre højde over kølen. Den var inddelt sådan, at der var fire separate vandtætte afdelinger i hele skibets bredde. Før og efter maskinrummet var der en vandtæt afdeling alene ved midterlinien, undtagen i de forreste og agterste tanke. Over dobbeltbunden var skibet konstrueret på det sædvanlige tværskibs ramme-system, forstærket af gitterværk, der gik op til de øverste dæk. Forrest var indramning og metalplade-belægning forstærket for at forhindre chok fra stød og skader, når skibet mødte tynd havne-is.

Støttebjælker var fastgjort til rammerne på alle dæk fra båddækket nedad. En ydre slingrekøl ca. 300 fod lang og 25 tommer dyb var sat på bunden midtskibs.

Den tunge skibs-pladebelægning var gennemført helt op til båddækket og var fordoblet mellem C- og B-dæk. Kanten af pladen på B-dækket blev også fordoblet. Denne dobbelte pladebelægning var hydraulisk sammen-nittet.

Alle dæk var af pladejern helt igennem. Skibets tværskibs styrke afhang delvis af de 15 tværskibs vandtætte skillerum, som var gjort specielt stivere og forstærket til at modstå det eventuelle pres ved et sammenstød, og de var forbundet med dobbelte vinkeljern til dæk, indre bund og ydre pladebelægning.

De to dæk over B-dækket var forholdsvis let dimensioneret, men stærke nok til at sikre, at de kunne holde i hårdt vejr.

Skibet skulle kunne holde sig flydende, selvom hvilke som helst to afdelinger tilsammen var fyldt med vand, og de skulle være bygget og forstærket, så skibet kunne holde sig flydende under disse forhold.

Den tid, det tog for de 12 vandtættet døre at lukke, var mellem 25 og 30 sekunder. De var Harland & Wolff´s seneste type.”

 

Jim Thompson, Harland &Wolff´s kalfatrer i et interview med Radio Ulster 1976:

   ”Jeg var på Titanic, fra de lagde kølen til hun forlod Belfast…Ja, jeg vil indrømme, at jeg elskede det, jeg elskede skibet og jeg elskede mit arbejde, og jeg elskede at arbejde sammen med de andre ansatte og kom godt ud af det med dem alle sammen…Åh ja, det var en stor fordel, hvis man kan sige det sådan, og det gør jeg altså, og et privilegium at arbejde på det…som kalfatrer, det vil sige at gøre skibet vandtæt…Ville De ikke også kalde det et vigtigt job?...Hvis De havde set eller kendt til alt det ekstra arbejde, der gik ind i det skib, ville De nok sige, at det var umuligt at sænke det…Ja, det var et prægtigt stykke arbejde, ja, et pragtfuldt stykke arbejde…Jeg kan jo huske alle førsteklasses kahytterne, specialværelserne, som det var et privilegium at se. De var så flotte, at man ikke sådan lige kan beskrive dem! Man skulle ikke tro det var et skib, når man var indenfor. Selvfølgelig var det alt sammen prægtigt dekoreret.

 

Nitterformand David Watson i sin dagbog 1946:

   ”En ting jeg bemærkede, var forskellen i designet af bunden på disse meget store skibstyper sammenlignet med Cedric, Baltic & Adriatic etcetera, da bundpladerne på disse skibe var dobbelt så svært belagt og fastspændt i en tykkelse på over 2 til 3 tommer, hvorimod Titanic´s bundplader var enkelte, kun godt 1 tomme i tykkelse, og jeg er af den mening, at hvis Titanic havde været belagt på samme måde i bunden, ville hun kunne have holdt sig flydende meget længere og var formodentlig slet ikke sunket…på de andre White Star Linere jeg lige nævnte ville der givetvis have været en større modstandsevne, når det stødte på et isbjerg.”

 

Tidsplan:

Onsdag 10. april:

12.15   Titanics fløjte lyder tre gange som signal til afgang

12.20  Nær ved kollision med en af den tids fineste linere New York; det lykkes dog i sidste øjeblik slæbebåden at forhindre sammenstød.

17.30  Titanic ankrer op ud for Cherbourg

 

Torsdag 11. april:

Titanic ankommer til Queenstown i Irland; 3 timer før havde store menneskemasser forsamlet sig nær havnen for at få et glimt af skibet. 13.55 Titanic forlader Queenstown for at sejle til New York.

 

Fredag 12. april:

0.900  Besætningens redningsbåds-opgaver bliver slået op. De fleste læser dem ikke.

19.00 Titanic modtager advarsel fra skibet La Touraine om to tykke isbjerge forude.

23.00 Titanics telegraf bryder sammen.

 

Lørdag d. 13. april:

0.500 Telegrafen er igen i orden.

10.30 Kaptajn Smith oplyser, at bunker-branden i kedel-rum nr. 6 endelig er blevet slukket.

12.00 Besked bliver bekendtgjort om, at en afstand af 519 sømil er tilbagelagt siden fredag.

 

Brev fra Charlotte Collyer, skrevet kun et par uger efter at Titanic var sunket:

   ” Titanic var vidunderligt, langt mere prægtigt og enormt, end  jeg havde drømt om. De andre fartøjer i havnen var som muslingeskaller ved siden af, og det var endda de samme amerikanske og andre linere, som man nogle få år før havde anset for at være enorme. Jeg husker, at en ven sagde til mig: ”Er du ikke bange for at tage til søs?”, men nu var det mig, der var sikker i min sag. ”Hvad, på dette skib!”, svarede jeg. ”Selv ikke den værste storm ville kunne gøre det noget.”

 

3 unge brevskrivere i brev fra Titanic 11. april:

   ”Kære mor og far

   Indtil nu har vi haft en herlig tur, vejret er fint og skibet storartet. Vi kan ikke beskrive bordene, det er som en flydende by. Jeg kan sige jer, at vi helt sikkert vil savne det i toget, når vi kommer på 3die klasse på det. I ville ikke tro I var ombord på et skib. Det gynger næsten ikke, det er så stort, at vi næsten ikke har været søsyge endnu, og vi regner med at komme til Queenstown i dag, så jeg tænkte jeg lige ville sende det her brev. Vi sender brev igen fra New York, når vi skal videre til Payette.

Masser af knus, I skal ikke være urolige for os, for altid jeres kære børn Harvey, Lot og Madge”

 

2. klasses passager Robert Josephine Watt (overlevende, dengang 12 år gammel, på vje til Portland, Oregon)) til forfatteren Walter Lord i 1963:

   ”Vi skulle ellers have været med lineren New York, men på grund af strejke blev den taget af ruten, og så besluttede vi os for Titanic.

Der skete noget mærkeligt den eftermiddag. Jeg kan huske, at mor og nogle andre damer drak te, og som det somme tider skete dengang, var der en af dem, der ville læse i tebladene. Kan ikke huske damens navn, men i en af kopperne sagde hun: ”Jeg kan ikke se noget, det er som om der en tom mur og ikke noget bagved den”, en ret god forudsigelse om så mange skæbner. Og så da vi sejlede ud fra dokken havde vi problemer; det var et andet skib, der var ved at rive sig løs af fortøjningerne og svingede over mod os, men på en eller anden måde lykkedes det at undgå en kollision.”

 

Charlotte Collyer (overlevende) i maj 1912:

   ” Før vi sejlede ud af havnen så jeg uheldet med ”New York”, lineren der rev sig løs fra sine fortøjninger og kom susende imod os i kanalen. Det gjorde nu ingen bange, da det kun virkede som et bevis på hvor mægtig Titanic var.”

                                                       *

 

Tidsplan:

Søndag den 14. april

09.00: Titanic modtager advarsel fra damperen Caronia om isbjerge i dets kølvand

11.30: Den planlagte redningsbådsøvelse bliver aflyst.

11.40: Damperen Noormandic sender isvarsel fra samme position.

13.30 fortæller purseren passageren Lawrence Beesley, at Titanic´s fart er en skuffelse.

13.40: Græsk damper Athenai melder om passerede isbjerge og store mængder is.

17.00: Efter det såkaldte ”hjørne” 42 grader nordlig bredde og 47 graders længde, hvor dampskibene om foråret plejede først at sejle stik vestpå med kurs mod Nantucket Fyrskib og så tog en mere sydlig rute for at undgå is nær Grand Banks, ændrer Kaptajn Smith flere gange kursen i mere sydlig retning på grundlag af antallet af ismeldinger.

18.00: 2.styrmand Lightoller kommer på vagt og beder 6.styrmand James Moody regne ud, hvornår de vil nå den is, meldingerne fra de andre skibe fortæller om. Moody svarer, at de vil nå isen omkring klokken elleve om aftenen.

19.35: Da Lightoller vender tilbage til broen efter middag, bemærker han hvor meget temperaturen er faldet, mens han har været væk. 1. styrmand Murdoch bemærker, at den er faldet fire grader på en halv time til 39 grader Fahrenheit

20.30 Temperaturen nærmer sig frysepunktet, og Lightoller beder hovmester Hitchens om at instruere skibstømreren om at tage forholdsregler, der forhindrer skibets vandforsyning i at fryse til is.

20.35: Kaptajn Smith kommer på broen og bemærker, hvor stærk kulden er og hvor roligt havet er. Lightoller svarer, at det er en skam der ingen vind er, mens de passerer isområdet, da det gør det sværere at spotte isen. Smith siger, at hvis vjeret bliver bare en smule diset, må de sætte farten ned.

(Her omsættes det sagte til replikker:

Fra klokken 18.00:

Lightoller: 6. styrmand, vil De kalkulere, hvor lang tid der vil gå, før vi når is-området?

Moody: Det vil blive omkring klokken elleve i aften.

(Lightoller går til middag)

(Lightoller kommer ind på broen efter middagen)

Lightoller: Det er blevet ikke så lidt koldere.

Murdoch: Ja, temperaturen er faldet fire grader på den halve time De var til middag og er nu nede på 39 grader Fahrenheit.

Lightoller:  Vi må sørge for at sikre vandforsyningen inden den fryser til is. Hovmester, vil De  give skibstømreren besked på at tage sig af det.

Kaptajn Smith (kommer ind på broen): Det er virkelig blevet koldt, og havet er besynderlig roligt.

Lightoller: Ja, det ville have været bedre med en svag brise i is-området, så det var lettere at spotte isen.

Kaptajn Smith: Hvis vejret bliver bare lidt mere diset, kommer vi ikke uden om at sætte farten ned.

21.20: Kaptajn Smith (forlader broen for at deltage i et middagsselskab, vel vidende, at isområdet er det farligste på hele turen): Lightoller, hvis De har bare den mindste tvivl, skal De straks tilkalde mig.”

Lightoller:  Moody, vil De ringe til udkiggen og bede dem holde godt øje med is-skosser og klumper af is (growlers: knurre-is)og give et ord videre til de næste i udkigsposten.”

Moody (taler i telefonen)

21.25 (i telegrafrummet):

Overtelegrafist Phillips: Jeg må se at få sendt alle disse passagerbeskeder til Cape Race, de står i kø for at komme med. Hov, der er et telegram fra Mesaba. ”Ismelding. 42 grader nord til 41.12 nord og længdegrad 49 vest til 50.3 vest: så meget svær pakis og et stort antal isbjerge, også anden flydende is. Vejret godt, klart.” Nå, men det er vist ikke nødvendigt at gå til broen med det; som sagt er der kø til Cape Race.

22.00

1. styrmand Murdoch (kommer ind for at løse Lightoller): Sluk lyset på 3. klasse, så de kan gå til køjs.

23.00

Telegrafist Phillips: Indkommet telegram fra Californian siger: ”Hør, gamle jas, vi har måttet stoppe og er helt omgivet af is.” Hold da kæft! Hold da helt kæft. Jeg har travlt med Cape Race.

Udkig Fred Fleet: Der er kommet en svag dis i horisonten. Hør, hvad er det, der er noget stort og mørkt forude. (Ringer med udkigsklokken og telefonerer til broen): Is ret forude!

Moody (videregiver beskeden til)

1.styrmand Murdoch: Jeg kan se bjerget (skibstelegrafen ringer) Fuld kraft om styrbord (og til rorgængeren Hitchens) Læg roret hårdt om styrbord.

(en dump skurrende lyd mens isbjerget strejfer skibet på styrbord side) Hårdt om bagbord!

Kaptajn Smith(kommer ind på broen igen): Hvad er det?

 

 

                            

                                                          *

 

 

Kaptajn Smith (nu telegrafrummet, han kommer ind): Kald om assistance med det samme.

Telegrafist Philips: Skal jeg benytte det sædvanlige signal CQD?

Kaptajn Smith: Ja.(han går ud igen)

Philips (telegraferer CQD): Hvad er vores længde og bredde?

Bride (giver ham en seddel): Her.

Philips: Frankfurt svarer (han telegraferer længde og bredde)

Frankfurt svarer: OK, standby! Nu er Carpathia her også; han kommer til hjælp hurtigst muligt. Det er næsten umuligt at høre nogen for støjen fra maskinrummet, spørg kaptajnen om han ikke kan gøre noget ved det

Bride ( i telefonen): han vil forsøge at få den stoppet.

Philips: Nu svarer Olympic også (Philips går ud)

Kaptajn Smith (stikker hovedet indenfor): Vi synker hurtigt (han går ud igen)

Bride: Jeg har forbindelse til Baltic.

Philips (kommer tilbage): Den er for langt væk. Fordækket er allerede under vand, og vi må have fat i vore redningsveste (hjælper hinanden med at tage dem på)

Philips: Jeg kalder CQD og nu prøver jeg også med SOS; der er ingen svar  - jo, nu kommer de, både Carpathia  og Frankfurt svarer.

Kaptajnen (kommer ind): I kan ikke gøre mere, nu må enhver klare sig selv.

Philips: Det fjols – han siger ”Hvad er der i vejen, gamle jas?

Bride: Hvem?

Philips: Frankfurt.

Bride: Han har ikke hørt vores første nødkald, eller også har han misforstået det.

Philips: Idiot – standby eller hold dig væk.

Bride (går ud)

En fyrbøder og en kullemper kommer ind og vil tage redningsvesten fra Philips

Slagsmål ender med telegrafisternes sejr, fyrbøderne bliver lukket inde i telegrafrummet uden redningsveste

                                                        

                                                        *

 

 

Udkig Rowe (til Walter Lord):

   ”Jeg var udkig i første vagt til midnat 14. april 1912.

Natten var bælgmørk, meget rolig og stjerneklar, omkring klokken elleve lagde jeg mærke til, at vejret blev koldere og det vi kalder knurhår viste sig i bittesmå splinter af is, som myriader af farvet lys. Jeg skulle tilkalde mellemvagten kl.11,45, men omkring kl. 11,40 blev jeg slået af en mærkelig bevægelse i skibet, ligesom at sejle langs en meget solid dokvæg. Jeg så fremad og så hvad jeg troede var et sejlskib, men da vi passerede det, så jeg det var et isbjerg. Da vores egne båd-davider var 80 fod over vandlinien, skønnede jeg, at isbjergets højde var omkring 100 fod. Motoren trak om styrbord, så jeg trak lodlinen ind og så, at vi sejlede omkring 21 knob. Jeg mente ikke kollisionen var alvorlig.”

Hovmesteren:  Ved De hvor nød-raketterne er?

Udkiggen: Ja, her er nogle af dem.

Hovmesteren: Vi skal have dem hen på båd-dækket; de ved ikke rigtig hvad de skal stille op.

Udkiggen (affyrer 3 raketter med nødblus)

Kaptajn Smith: Affyr alle dem De har, hvert femte minut. Kan De morse?

Udkiggen: Ja, en smule.

Kaptajn Smith: Så kald det skib derude og sig, at vi er Titanic og er ved at synke.

Udkiggen: Intet svar. Men der er lys i  styrbords kvarter, det er Carpathia ikke særlig langt væk.

Kaptajn Smith: Godt, så tager De Dem af bådene.

Udkiggen: Det er Mr. Ismay, der går i båden dér.

Ismay (råber fra båden): Nu har De ansvaret.

Udkiggen: Dér er Mr. Ismay ved den ene åre og Mr. Carter ved den anden og 4 mand med hver en åre, og jeg styrede, så det var i alt 7 årer. Vi havde roede omkring 10 minutter, da vi hørte en kæmpemæssig rumlen, ligesom en stor grusbunke der blev tippet fra stor højde og så forsvandt. Vi roede videre, og det virkede som om vi ingen vegne kom; det blev efterhånden daggry, og vi kunne se nogle både og mere is. Det må have været mellem 7 og 8 om morgenen, at vi så et skib, det var Carpathia; der var flere både mellem os og skibet; vi blev taget op omkring klokken 9.

…så ikke mere til Mr. Ismay eller Mr. Carter efter at de kom op af båden, og ingen af dem sagde noget; men jeg spurgte da en af skibets officerer, hvordan Mr. Ismay havde det, og han svarede, at han var indisponeret og ikke ville forlade sin kahyt.

Og nu håber jeg, at De, Mr. Lord, vil tilgive mig min dårlige håndskrift, og De skal bare spørge, hvis De vil vide mere.

PS. Endnu et af havets mysterier: efter at alle vore redningsbåde var tømt, blev de halet ombord på Carpathia undtagen de to Englehart tømmeflåder, men de blev renset for alt, og så blev de kastet ud. Senere samme dag bemærkede  Oceania på omtrent samme kurs et objekt; en båd blev sat i vandet, og der viste sig at være en af vore flåder med 3 døde, 1 passager og 2 fyrbødere på den. Det vil sige, at de var undsluppet det synkende skib; men ingen nåede frem til dem i tide.”

                                                        *

Steward Witter, 2. klasses rygersalon:

   ”Jeg var ved at rydde op i rygersalonen før  midnat kl. 11.40. Alt  var meget roligt, orkestret spillede den aften i 1. klasses salonen. Der var omkring 40 personer i salen, mange af dem snakkede bare, men der var en 3 borde, hvor man spillede kort. Det var meget usædvanligt, da det havde været reglen på alle White Star Linere, at der ikke skulle spilles kort om søndagen, og at rygersalonen skulle lukke kl. 11. Den bestemte søndag var jeg blevet instrueret af chef-stewarden, at de godt måtte spille kort, og jeg skulle først lukke rygersalonen ved midnat.

Så lød der pludselig en skurren; skibet ligesom gøs, og så virkede alt igen normalt; mit første indtryk var, at vi var blevet ramt af en høj sø; men da jeg havde godt kendskab til vejret på det tidspunkt, afviste jeg straks den tanke. Flere af passagererne spurgte mig, hvad denne skurrende lyd betød, og jeg forklarede, at det kunne skyldes, at vi havde tabt et skrueblad (hvad jeg før selv havde oplevet). For at opklare sagen sagde jeg, at jeg ville gå ned og finde den rette grund til det skete. Jeg gik nedenunder og vendte tilbage omkring tyve minutter senere for at oplyse dem om, at vi havde ramt et isbjerg. På det tidspunkt var der stadig to grupper der spillede kort; men da de hørte min forklaring, rejste de sig straks og forlod rygersalonen uden nogen tegn på panik. Efter at de var gået aflåste jeg rygersalonen, og ingen vendte tilbage til den.

Så fortsatte jeg til mit kvarter og mødte flere grupper, der snakkede i gangene om uheldet. Tømreren Hutchinson sagde: ”Hele det forbandede postrum er fyldt”. Men så mødte jeg steward Moss der sagde: ”Det er alvorligt.” Jeg nåede hen til min kahyt, hvor omkring 30 mand lå i deres køjer. Jeg sagde de skulle stå op, for situationen var alvorlig; men de gjorde alle sammen nar ad mig. Uden at tage mig af dem åbnede jeg min skibskiste og fyldte lommerne med cigaretter, og tog også mit første barns kyse, som jeg altid har med mig. Da jeg gik, var de andre ved at komme op af køjerne. Jeg så ingen af dem igen.

På vej til øverste dæk mødte jeg 2. purseren, der gav mig ordre til at få tømt alle kahytterne og sørge for, at de havde redningsbælter; det gjorde jeg og fortsatte til øverste dæk og stod ved båd nr. 11, hvor jeg hjalp kvinder og børn med at gå i bådene. Da båden skulle sænkes, forsøgte en hysterisk kvinde at klatre over i båden, og jeg stod ved rælingen for at hjælpe hende, og da hun halvvejs faldt ned i båden, faldt jeg med ned, mens båden blev sænket.

Vi fik ordre til at lægge fra men ikke ro væk. Båden var fuld med 50 kvinder, 4 babyer, 4 mænd og resten besætningsmedlemmer, i alt 71 personer, da vi ikke kunne være til nogen nytte længere, og da vi mente det var unødvendigt at ofre 71 liv, roede vi et kort stykke væk fra skibet.

Der var stille i båden bortset fra babyernes klynken, og der var meget få tegn på, at folk var vidne til en af de største tragedier i søfartens historie.

Klokken var ca. 2, da Titanic endelig sank; der lød to kolossale eksplosioner og flere høje skrig, mens hun gik ned med stævnen først. Mens hun sank, gik lyset efterhånden ud, som om nogen havde slukket for strømmen. Der var dødsens stille i båden, og selv da var der ingen, der rigtig fattede omfanget af tabene. Vi roede væk i stilhed.

Moralen i båden var høj hele tiden, stærkt hjulpet af en Mrs. Brown, der sang og spøgte med alle; hun havde en lille legetøjsgris, der spillede en lille melodi, når dens hale blev drejet rundt; det morede passagererne meget.

Vi roede forhåbningsfulde  rundt og var meget lettede, da vi ved sekstiden fik øje på et skib, som først troede var Olympic, men ved nærmere eftersyn erkendte var Capathia. Gud være lovet vi kom ombord på det. Vi var frelst.”

 

                                                          *

Anna Kincaid, 3. klasse passager:

   Der er ingen her til at hjælpe os med komme op på båddækket, men det er vel fordi skibet ikke kan synke.

Ung dansk mand: De har ikke taget redningsvesten på, det skal De gøre, nu skal jeg vise Dem hvor den er.

A.K: Ih, tak, men tror De det er nødvendigt at tage den på?

Kæresten: Jo, De må endelig komme med os, for hovedtrappen er lukket, men vi kender en nødudgang,

A.K.:  De gik op, men jeg blev fordi jeg ikke troede på, at der kunne være virkelig fare på færde, og jeg følte mig også for syg. Så mødte jeg min gamle skolekammerat Alfred Wicklund fra Sverige, og han hjalp mig med at få redningsvesten på.

Wicklund: Bliv du her, jeg går ind i min kahyt igen, for jeg vil helst dø i min seng, når der ikke er andet for.

A.K. Jeg så ham aldrig mere. Men så traf jeg en ung svensk pige, der overtalte mig til at gå med op, og kort efter blev hovedtrappen åbnet. Det havde ellers været  svært for 3. klasses passagerer at komme op til redningsbådene, det er sandt nok. Først i allersidste øjeblik, da panikken var begyndt at gribe de mange mennesker dernede, blev der åbnet for hovedtrappen, så de også kunne få en chance.

Carpathia så jeg  kæresten til den unge mand med redningsvesten igen. Hun var helt fra koncepterne og hysterisk, fordi de var blevet skilt ad; senere mistede hun forstanden og måtte sendes hjem til Danmark. På Titanic så jeg  også et svensk ægtepar med fem børn kysse hinanden farvel og alle sammen springe overbord.  I redningsbådene stak de ild i alt det papir de havde, og lavede på den måde en slags fakler, så bådene ikke forsvandt fra hinanden. Det kan være mærkeligt nu; men alt hvad jeg kunne tænke på dengang, var at jeg måtte se at komme til Amerika. Da vi først var i sikkerhed , var jeg nærmest i chok over alt det vi havde været igennem.

 

                                                        *

Edwina Trout (dengang 27 år):

   ”Jeg var i kahyt E101 sammen med Susan Webber fra Devonshire og Nora Keane fra Limerick i Irland. I nærheden lå musikernes kahyt, og jeg nød at høre dem øve hver dag.

Susan tilbragte det meste af tiden med at snakke med en fyr hjemmefra hen over afspærringen mellem 2. og 3. klasse.

Jeg snakkede med en 18-årig fyr fra Buenos Aires, Edgar Andrews, han var stukket af fra sin engelske kostskole for at besøge sin bror i New Jersey. Jeg snakkede også med en dansker, der fortalte, at han var taget af sted til USA for at inspicere jernbaner uden at fortælle sin kone om det. Edgar forsvandt, Jacob blev fundet og senere begravet i Danmark.

Vi tre spillede meget kort; men den 14. april havde jeg trukket mig tilbage, fordi jeg ikke ville spille kort om søndagen. Da jeg gik i seng, klædte jeg mig ikke helt af, fordi der var kulde i luften. Nora havde fortalt, at Nellie Hocking fra Cornwall havde hørt en hane gale tidligere på aftenen, og vi syntes det var et dårligt varsel.

Da maskinen stoppede, var jeg hurtigt oppe og ude for at finde ud af årsagen; situationen så alvorlig ud, og da jeg kom tilbage, sov Susan fast, mens Nora rystede af skræk, men hun ville absolut have sit korset på, så jeg tog det og smed det ud af koøjet og fik dem begge med op på båddækket, hvor Nora straks gik i redningsbåden; jeg selv blev stående, parat til at dø der, da jeg alligevel ikke regnede med at leve særlig længe. Hvordan kan de få sig selv til at skille de nygifte ad? tænkte jeg. Hvis jeg skulle bestemme til søs, skulle gifte kvinder og mænd med gå først i bådene, og ugifte måtte så blive tilbage, hvis der ikke var plads til flere.

Jeg kom alligevel med båden, for en libaneser fra 3. klasse kom farende med et barn i sine arme og tiggede og bad enhver om at redde sin 3-årige nevø, Assed. Jeg vågnede af mine drømmerier og gik i båden bevæbnet med en tandbørste, en bønnebog og så barnet, der klyngede sig til korken i mit redningsbælte.

Senere følte jeg, at jeg var blevet reddet for at gøre gengæld, så jeg lovede aldrig at skændes og altid være god mod syge og ældre mennesker.

                                                           *

Alfred Pugh. Steward på 3. klasse:

   Da skibet ramte isbjerget, var jeg og nogle andre ved at spille kort, og vi sagde naturligvis:”Hvad var det?” Jeg sagde, at vi havde tabt et skrueblad, sådan føltes det. Vi spillede videre, til vi fik ordre til at mønstre ved bådene. (scenen er nu båddækket, en anden steward komer gående med en stor klump is i hænderne)

Moody: Kom og hjælp med at få passagererne i bådene.

 Pugh: Vi fylder båd nr. 18 og derpå båd nr. 16.

Moody: Jeg går hen og ser om jeg kan være til nytte andre steder.

Webb: De bliver; besætningen går i båden; tror De De kan klare åren (Pugh er lille af skikkelse)

Pugh: Ja, selv om jeg ikke er så stor som jer andre, for jeg var med til bådøvelsen i Southampton.

Webb: Godt, så hop i båden. Jeg tager roret.

Pugh: Der var ingen panik. Vi kunne ikke høre orkestret spille; til gengæld hørte vi folk synge ”For dem der er i fare til søs”. Mr. Webb sørgede for, at alle bådene blev sammen, og vi overførte 58 passagerer til de andre både og fortsatte så med at lede efter overlevende, efter at skibet var gået ned.

Det var ved daggry vi fik øje på Carpathia og blev taget ombord. Det tog flere dage før det rigtig gik op for mig, hvad der var sket, det var især svært, da jeg fandt ud af, at min bror var gået ned med skibet.

 

                                                         *     

Tennis-spiller-gruppen (Wimbledon 1907), 4 personer:

Behr: Det er kaptajnen, der kommer ned ad trappen. Han vil vist ikke sige noget til os; men hvorfor var der vand på Squashbanen?

Beckwith: Det er også sært, at der var is i koøjerne på styrbord side, da vi hørte den lyd, før motoren stoppede.

Anden gruppe (kommer ind og står og snakker som om alt var normalt)

Ismay (i civil, kommer hen til den anden gruppe): De må gå i bådene nu.(går videre hen til tennisspillerne): Nu må De gå i den anden redningsbåd.

Tennisgruppen(snakker indbyrdes): Det er vi nu ikke meget for, så farligt kan det vel heller ikke være, og der er 80 fod ned til vandet og i mørke.

Ismay(går lidt – står lidt og kigger på dem, så kommer han tilbage): Jeg må insistere på at De følger anvisningerne, nu må De altså skynde Dem; De er jo de sidste passagerer på båddækket.

Behr: Jeg mener vi skal gøre som Mr. Ismay siger.

Mrs. Beckwith: Ja, men så kom med mig da. Mr. Ismay, skal vi alle sammen gå i den båd?

Ismay: Ja, naturligvis frue, hver og en af dem.

Behr: Nu står vi her i båden og vi hænger der i ca fem minutter. Ismay venter åbenbart alligevel på flere.

Officer: Der er ikke flere passagerer på båddækket.

Ismay: Så tager De kommandoen, og I der kommer med (4 sømænd går også i båden) Lad gå! (Ismay går)

Behr: Da redningsbådene blev sænket til A-dækket, kunne passagererne dér kun komme i bådene gennem de firkantede vinduer; derfor blev båden kun halvt fyldt; det samme med de andre både. Besætningen havde ikke haft tid nok til at lære hele skibet rigtig at kende.

Bådpassager (til Behr): Kan De se denne revolver? De er velkommen til at benytte den, om det værste skulle ske, til at skyde Deres kone, efter at min kone og jeg selv har brugt den.

Behr: Han sagde det som den naturligste ting i verden, helt uden panik. 

                                                       *

Mrs. Dobbin, (ansat hos Madeline og John Jacob Astor, hotelejer og mangemillionær på bryllupsrejse med sin anden kone):

Jeg følte mig utilpas og gik tidligt i seng. Så vågnede jeg ved stødet, ikke særlig voldsomt, da Titanic ramte isbjerget og maskinen stoppede. Obersten sagde det ikke var noget og at maskinen snart vil gå i gang igen. Det gjorde den også, men standsede: Han kiggede ud ad koøjet og sagde, der var is overalt derude. Vejret var bitterlig koldt. Han klædte sig straks på og skyndte sig op på broen for at tale med kaptajnen, der fortalte ham, at det var alvorligt. Så sørgede han for at Mrs. Astor fik mere varmt tøj  og redningsvest på, helt rolig og fattet, kun med omtanke for sin unge hustru, de var jo nygifte.”Jeg kommer med dig, kære Madeline, men nu skal du gå i båden,” sagde han. Han gjorde det ikke, og hun syntes hele tiden  at hun hørte ham kalde, da hendes båd var et stykke væk fra skibet, og hun rejste sig og råbte, at de var på vej; men folk i båden fik hende til at stoppe, og de roede øjensynlig ikke tilbage for at hjælpe. Der var ikke lys i hendes båd, så de der var i vandet, kunne ikke se dem.

Oberst Astor blev begravet i landsbyen Rhinebeck, så de må have fundet ham. Jeg er glad for, at de sidste måneder af hans liv var lykkelige.

                                                       *

Laura Mabel Francatelli (sekretær for Lady Duff-Gordon et brev til Mary Ann Taylor sendt fra Ritz-Carlton Hotel i  New York):

Da to officerer havde fortalt, at vi var stødt på et isbjerg, men at der ikke var nogen fare, hørte jeg maskinen lave en vældig larm. Jeg stod i kahytten i 20 minutter og så alle officererne komme ned og skrue jerndørene ned udenfor mit sovekammer; en sagde, at al post var gået til, og da jeg forlod min kahyt, var der vand på mit dæk og langs hele korridoren. Vi var allerede 20 fod over vandlinien, så vi var allerede sunket 20 fod; men det fattede jeg naturligvis ikke før senere. Alle som jeg kom forbi, forsikrede mig, at jeg var i sikkerhed; men til min forfærdelse så jeg alle løbe og ned ad trapperne. Da jeg nåede til Mrs. Duff-Gordons kahyt, var hun allerede oppe og havde taget to slåbrokker på for at holde varmen. Sir Cosmo var ved at klæde sig på. I det samme kom en mand med kaptajnens ordre: alle skal tage redningsveste på.

En officer svingede en lille nød-båd ud og beordrede os i den; vi blev nærmeste smidt op i den båd; to amerikanere og syv fyrbødere. Men så blev den lille båd fanget i noget reb på min side af båden, og om ikke en tapper officer havde reddet os, var vi blevet kylet i havet. Han råbte, at vi skulle skære rebet over, men vi havdc ingen kniv. Så råbte han ”duk hovedet” og kastede noget tungt jern mod rebet, så båden styrtede i vandet. Den kære officer gav os ordre til at ro mindst 200 yards væk fra skibet, og så skød han sig, den stakkels mand. Vi så hele forliset, de frygtelige, frygtelige eksplosioner, og alt mørket, skrigene fra 1600 sjæle, der kæmpede forlivet i vandet. Men vi kunne jo ikke sejle tilbage og redde dem; det blev Sir Cosmo bebrejdet i retssagen og beskyldt for at bestikke mandskabet, men det var vist uretfærdigt, for han ville bare give besætningen en godtgørelse for de store tab, de havde haft, da skibet sank og de mistede deres arbejde. Mange passagerer mente faktisk det var bedre at blive på skibet end at gå i bådene. Det er en af grundene til, at der var så meget plads i bådene.

                                                          * 

Lilian Bentham (USA): Vi var elle ve i mit selskab på vej hjem fra England; kun tre af os blev reddet. Vi var i redningsbåd nr. 12, og den havde rekord i at redde folk; der var flere på en omvendt båd – jeg havde det privilegium at hjælpe med at hale mændene ind i vores båd. Hvis du husker det, var det en fløjte, der reddede mange liv, og jeg har den ære at være indehaver af den fløjte, også fem sølvmønter taget fra lommen af en mand, der døde i båden, givet til mig af stewarden.

 

                                                           *

Amy Stanley (i pels, datter af den fabrikant, der lavede slæden som Peary og Matt Henson brugte til at nå Nordpolen i 1909):

   Der så forfærdeligt ud i bådene jeg var med i, med forvirrede kvinder – der var kun 6 af de reddede, der kunne sige de ikke havde mistet nogen. Åh, hvor mange enker har Titanic dog ikke skabt. Kan man ikke godt sige jeg har været heldig?

 

Herbert Hill (i et brev til Wiliam CQuitty givet videre til Walter Lord):

   18 måneder efter forliset havde jeg fået hyre på RMS Port Kingston, og på vej til Turk´s Island ved indsejlingen til Caribien så vi en redningsbåd og tog den ombord; den var fra Titanic. Jeg har hørt den er blevet bevaret i Bristol. Den må være drevet ca. 2000 sømil, en ret fantastisk sørejse. Jeg havde selv et fragment af den; men jeg er nu blevet så gammel, at jeg ikke kan finde det igen. Jeg har selv været drevet til  havs tre gange og har alligevel levet så jeg kan fortælle min sønnesøn om det.

                                                            *

 

Carpathia´s kaptajn Rostron:

   Klokken 8.30 var alle kommet ombord på Carpathia. Jeg tilkaldte purseren og sagde, at jeg ville afholde en gudstjeneste, en kort takkebøn for de reddede og en kort begravelsesgudstjeneste for dem, der havde mistet livet. Jeg rådføre mig med Mr. Ismay, der overlod alt til mig. Jeg fik så fat i en Episcopal præst, en af vore passagerer, og han erklærede sig villig til at gøre det.

Mens de holdt gudstjenesten, var jeg naturligvis på broen, og jeg manøvrerede rundt om forlis-stedet. Vi så intet uden ét lig…med redningsvest på. Det var det eneste jeg så…det viste sig at være et besætningsmedlem. Han lå omkring 100 yards fra skibet. Vi kunne se ham helt tydeligt, og han var helt sikkert død. Han lå på siden, og hovedet blev overskyllet, han kunne umuligt have overlevet i den stilling. Jeg tog ham ikke ombord, for ikke at skabe mere hysteri blandt passagererne. Så jeg sejlede hurtigt videre og prøvede at undgå, at de så det.

Fra bådene hentede vi tre døde mænd…end en mand blev taget op – han døde den morgen ved titiden. Jeg mener, at han sammen med de tre andre blev begravet til søs ved 4-tiden den eftermiddag.

Der var flere damer i bådene. De var kommet lettere til skade på armene og sådan, naturligvis; men jeg må sige, at lige fra begyndelsen opførte alle disse mennesker sig strålende. Hver gang en båd kom op til os, var alle helt rolige, og de holdt sig helt stille i deres både. De var stille og ordentlige, og hver og en kom op ad lejderen eller blev halet op, efterhånden som de blev kaldt op. Der var ingen forvirring blandt passagererne. De opførte sig storartet – hver eneste af dem. Efterhånden som de kom ombord, blev de naturligvis behandlet for deres skader.

Jeg fik syv af Titanic´s både op i mine davider og seks op i for resten kran, så det blev 13 redningsbåde i alt; det var hvad der var tilbage af Titanic.

Jeg tog derfra direkte til New York, for det ville have været for hårdt for de reddede at sejle i isfyldt farvand til Halifax og så bagefter skulle tage jernbanen til New York.

 

                                                        *

Kaptajn Lardner (eftersøgningsskibet Mackey-Bennett):

   Af 3. klasses børn forsvandt 54 af de alt 84 under 13 år. På 1. klasse blev 97% af kvinderne og 83 % af børnene reddet. På 2. klasse 87% af kvinderne og alle børnene; men på 3. klasse kun 51% af kvinderne og 36% af børnene. Det vil sige, at på 3. klasse druknede halvdelen af kvinderne og 2 tredjedele af børnene, foruden de mange mænd der gik ned med skibet, selv om det lykkedes dem at komme op, da trappen blev åbnet, og selv om mange af bådene ikke var helt fyldt.

Et sted så vi de druknede ligge spredt på overfladen; de så på afstand ud som en flok havmåger…med de hvide ender af deres redningsveste flagrende op og ned med bølgerne.

 

                                                     *

 

Slutbillede med Frihedsgudinden og stævnen med rælingen vendt mod New York (lysbillede af New York havn sættes oven på plakaten af White Star Line – til trods for regn og tåge stimlede passagererne sammen ved rælingerne i stævnen vendt mod byen og Frihedsgudinden, høje råb til hinanden): ”Kom nu og se Damen!!!”                                              

 

          

 

 

SOS blev brugt på Titanic, men blev brugt første gang på White Star Line flagskibet "Republic" i 1909, hvor alle 442 undtagen 4 passagerer blev reddet netop takket være SOS. SOS was used on the Titanic but was first used on the White Star Line flagship "Republic" in 1909 whn all 442 except 4 passengers were saved by SOS.
Overskrift 1

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

17.01 | 18:15

Søren: hvis du ser dette, må du godt byde på billedet og få det til din pris, fordi du er interesseret, på betingelse af, at du selv henter det/ betaler porto.

...
04.01 | 15:17

Søren. Billedets mål:60x70 cm. Pris 300 kr. ved afhentning ok? ellers + porto.

...
01.01 | 23:46

Hej Fini. Godt så! Jeg kan godt være interesseret i at købe, men forinden har jeg brug for at høre dels hvad målene er på dette billede, og også pris? Søren

...
01.01 | 17:35

Det er rigtigt, at fiskerbåds-billedet ligger sidst i den første Retro-menu, så hvis du vil købe det, gælder den forrige besked, men send mig en e-mail om det.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE